En bragende smerte hamrede fra skulderbladet og gennem resten af brystkassen, mest af alt føltes det som en steppbrand der udbredtes fra et kocentreret brandpunkt og strålede udover området som svidende fangarme der klemte til. Elveren gav et søn fra sig, der var ikke meget tid til at ømme sig, hun løb, alt hvad hun orkede, inden hun pludseligt forsvandt i sort røg og dukkede op et par hundrede meter længere væk, inden hun igen forsvandt. Sådan fortsatte det, til hun nåede udkanten af dunkelskoven. Hun stoppede op, holdt vejret og lyttede, intet at høre.
Elveren lænede sig op ad et træ, på trods af at sneen endnu ikke var faldet i Krystallandet havde et fint lag rimfrost pyntet hele landskabet, med en blank skinnende overflade, den opgående sol var begyndt at kaste sine første spæde stråler udover, dog endnu så svagt, at de fleste træer fremstod som silhuetter.
Igen lyttede hun, intenst denne gang, hendes efterfølgere var tilsyneladende på vej den anden vej. Denne gang åndede hun lettet op, så en stor tåget sky forlod hendes læber grundet kulden. I samme åndedrag gav hun sig og skævede ned.
"Pil... En pil... Kreativt!"
Knurrede hun hæst, en slank velformet pilespids ragede fint ud lige ved siden af hendes armhule, forsigtigt drejede hun hovedet og ganske rigtigt sad en lok af de hvide hår fast i, hvad der med sikkerhed, var bagenden af pilen som i givet tilfælde, ragede skråt ud på ryggen, lige ved skulderbladet.
Når man så overordnet på elveren, ville man nok have vurderet hende til, at have sluppet billigt, hendes ganske pludselige flugt taget i betragtning. Hun havde enkle småskræmmer et sår på overarmen der kun blødte en smule endnu og nu: en pil til samlingen. Det var dog ikke pilen der nu bekymrede den grålige skikkelse, det var noget langt mere bekymrende: Ethelihn myrder mig
Hun skævede op, længere fremme kunne hun ane Midnatsborgen og på trods af, at Ethelihn sikkert ikke ville blive ellevild med hendes pludselige udsmiden af Lysets hær, så måtte hun indrømme, at hun glædede sig til at trække i sin rigtige uniform igen, efter et langt, pinefuldt år i Lysets tjeneste.
Med et ugideligt skulderskub mod træet (fra den raske skulder, vel at mærke) rejste hun sig til stående stilling, inden hun begyndte at trave mod muren. Alt elveren var iklædt var en mørkeblå underkjole, det var i sandhed et sjældent syn, men den hvide kjole var efterladt et sted i skoven, hun havde smidt den halvvejs for at gå mere i et med mørkets skygger, dette havde dog været uden meget held.
"Hey Ikaris, hah, det ser godt ud, er du sikker på du ikke vil satse på et mere feminint yd.. Hvad ved de 14 guder har du lavet?"
Soldaten på vagtposten satte et lidt for smøret smil op til Ikaris rigtigt kunne tyde hvad det egentlig betød, til gengæld fik han et utilfredst og ikke mindst træt blik tilbage.
"Hold din kæft Zac. Er Ethelihn oppe? Jeg har nogle vigtige informationer. Nu du er igang kan du vel lette røven og skaffe en healer!"
Vagten trak kort på skuldrene og skævede så mdod dunkelskoven hvor Ikaris lige var kommet fra.
"Beklager sorte, jeg kan ikke forlade min post, men du kan få lov at komme ind!"
Ikke længe efter gik de store porte op, og elveren kunne komme ind i det store fæstningsværk, nu var det bare om at finde Generalen, det ville dog ikke undre elveren, hvis spejderene ikke havde spottet hende for længest og anmeldt hendes ankomst.

Ethelign stormede ned ad gangen så hurtigt, som hendes søvndrukne hoved tillod det, mens hun trak en sort kåbe på med store armbevægelser. Efter hendes småløb en af spejderne. Han var ret lav a statur, hvilket forklarede hans gang, men til gengæld havde han at noget bedre syn end langt de fleste mennesker. Han havde haft en makker, men siden de var nødt til at vække Ethelihn før Zaladin fik sko på, og siden generalen efterhånden havde udviklet nogle vældigt effektive reflekser, var den ene røget ned til healerne med andengradsforbrændinger og svitset uniform.
Ekkoet fra hælene på de knælange læderstøvler nåede ankomstsalens vagter i rigeligt tid til at dørene stod på vid gab, da Ethelihn dukkede op med en efterhånden forpustet spejder et par meter efter sig.
"Blev hun forfulgt?" spurgte hun spejderen med en rusten, men meget tydelig stemme uden at se sig over skulderen. "Blev hun forfulgt, spurgte jeg!"
"Nej, general; jeg så ingen," kom det stakåndet fra ham, mens han sprang til side for 17. gang for ikke at få en lussing af Ethelihns svirpende lokker.
"Så lad os sikre os, at det fortsætter sådan. Løb tilbage til tårnet og sørg for at resten af murvagterne er vågne og klar til at meje de ubudne gæster ned." Hun kastede et meget irritabelt blik over skulderen. "Hvad venter du på; se så at få røven med dig!"
"Ja, general!" Den sorthårede kvinde så kort efter spejderen, der pilede afsted mod den nærmeste trappe. *Ufatteligt! Man skulle tro, de aldrig var blevet vækket midt om natten før. Det bliver det næste Hakim, kan få lov til at banke ind i knolden på sine krigere.* For at være rimelig var hendes egne muskler ved at kortslutter af overspænding ved at blive vækket så brat. Hun havde stadig kun sin natkjole på og en stor, sort kåbe bundet meget fast om sig. Støvlerne var også trukket på i en fart så den ene sad lidt højere end den anden, og hendes sorte hår sad løst var helt statisk, så det, der ikke piskede fra side til side, klæbede sig ned at ryggen på hende i sære snirkler. Kort sagt var hun absolut ikke sit sædvanlige velorganiserede jeg, men hende krigeriske side fejlede intet. Hvilket sandsynligvis var grunden til, at de få soldater, der patruljerede gangene trak sig helt ind til siden og næsten paniskt gjorde honnør, når hun passerede med kåbekant og manke flagrende efter sig.
*Hvad i alverden laver den spidsøre tilbage på borgen uanmeldt og uden at have fået ordre på det. Hun har bare at have nogle brugbare informationer, ellers skal jeg personligt fritere hende.* Tankestrømmen fortsatte, til generalen nåede omkring ti meter fra portene. Her stoppede hun op og ventede på den hjemvendte spion.

Ikaris lod den ene slanke, grålige hånd lukke sig omkring pilens spids, inden hun med en grimasse knækkede spidsen af. Det var ikke videre praktisk at rende rundt med, bagenden derimod, hvor hvide styrefjer lyste op i den alt for tidlige morgen, kunne hun ikke nå, der måtte mere kyndige hænder til den opgave.
Elveren tog en dyb indånding, så endnu en hvid sky forlod hendes læber mens hun ventede på den store ports åben. Ét år, hun havde klaret ét helt år i Lysets hær, et år med konstant trang til at skære halsen over på idioten man sadlede hest op for. Det var stoppet brat, til en aftenmønstring af Lysets soldater. En spinkel, kvindelig soldat havde pludseligt skreget op og peget Ikaris ud, mens hun skrappede ting som 'hende der, hun er sendt af Zaladin selv' og 'Dig! DU slog min bror ihjel'. Sortelveren måtte ærligt indrømme, at hun ikke huskede kvinden, men hun havde sin del af mord på samvittigheden til ikke at kunne udelukke scenariet. Ikaris havde selvfølgelig benægtet promte og brugt sin evne på livet løs til at få folk til at tro hende, men da en mandlig soldat pludselig stemte i med 'Du fik mig næsten myrdet! Jeg slår dig ihjel, dæmon!' Havde hun måtte se sig afsløret og tage flugten, desværre ikke hurtigt nok til at undgå et svunget sværd der åd sig ind i hendes overarm.
Ikaris rystede på hovedet og kom tilbage til den virkelige verden, de orange øjne gled opad i en langsom bevægelse, inden de stoppede brat ved Ethelihns faretruende skikkelse. Elveren rømmede sig kort og tog et par skridt fremad, ind gemmen de store tunge porte, der ikke længe efter gav en sukkende lyd, som de gav sig til at lukke igen. Havde den grålige skikkelse ikke været så fandens loyal havde hun omgående overvejet at tage flugten, nu, inden den mægtige mur endnu engang var samlet bag hende, men det var ikke rigtigt en mulighed.
"General..."
Ikaris rettede sig op, det så fuldkommen absurd ud med den høje, relativt muskuløse skikkelse i en blå silkekjole og et sæt støvler tydeligt udleveret i Lysets hær, som nu stod og lidt for åbenlyst havde lyst til at synke i jorden. Synet af Ethelihns outfit der tydeligvis indikerede, at hun ikke var blevet vækket med æg og bacon på sengen var nok det mest skræmmende, for det gjorde elveren klar over, at det var hendes skyld at Ethelihn stod her nu
"Der opstod desværre... Komplikationer... Med missionen!"
Ikaris' ene øje klemte sig sammen til en smal sprække, som forventede hun næsten at blive ristet på stedet, alligevel flyttede hun sig ikke en millimeter, hvis Generalen fandt det passende at slagte hende for hendes fejltagelser, så var det sådan det måtte være.

Ethelihns hår piskede stadig utålmodigt fra side til side, mens hun så porten lukke sig bag Ikaris. Eller eller andet sted dybt nede var generalen imponeret over elverens loyalitet. Hun vidste jo godt, hvad der skete med dem, der fejlede, og alligevel stod hun der med en pil i brystet og lod sin eneste flugtvej, der ikke gik igennem soldater, forsegle bag sig. På den anden side kunne mængden af hjernevask, som elveren havde været igennem, også forklare en hel del, og så virkede hendes tilstedeværelse pludselig mindre imponerende.
At Ikaris tydeligvis foretrak at være et helt andet sted, hjalp heller ikke. Selv for en elver var Ikaris høj, og hendes muskuløse kropsbygning fjorde hende til et skræmmende syn, selv når hun som nu ikke gjorde andet end at stå ret op og ned, mens hun forsøgte ikke at se alt for håbløs ud. Selv var Ethelihn spinkel og middelhøj og var derfor nødt til at gøre et helt nummer ud af at få folks respekt. Det var svært ikke at nyde overhovedet ikke at skulle løfte en finger for at få den nu.
Men den følelse blev pænt mast til side en dæmrende panik. Det var jo overhovedet ikke meningen, elveren skulle være tilbage allerede, om det så var per hidkaldelse eller på grund af 'komplikationer'. Bare ordet fik de statiske, små lyn, som Ethelihns ikke helt vågne krop udsendte, til at flyve i ukontrollabelt i alle retninger.

"Komplikationer siger du..." Der var en længere pause før Ethelihn åbnede munden. "Komplikationer?! Jeg blev hevet ud af sengen før fuglene begyndte at synge, på grund af komplikationer?! Jeg håber ved Mørkets Lord, at det er en underdrivelse, for hvis du ikke har haft halvdelen af Lysets på nakken, ser jeg inden grund til at nogle 'komplikationer' skulle give dig lov til at rende fra din opgave, fordi du ikke fik lov at slå nok folk ihjel!" Ethelihns stemme var rustent, men kraftigt og den fik ikke lov at hvile længe. "Jeg går ud fra du også lod dig afsløre?!"
Ethelihn blev mere og mere statisk som hun talte, så lynende sprang til højre og venstre, så dørvagterne begyndte at krabbe sidelæns for at komme uden for skudvidde. Selv kunne menneskekvinden mærke sine fingre begynde at ryste som espeløv af bare overspænding. Træthed og raserianfald for en forfærdelig kombination, og det var hun udmærket klar over. I et forsøg på at få de elektriske strømninger tilbage i sin egen kontrol, knyttede hun næverne, lukkede øjnene, tog en dyb indånding og pustede meget højlydt luften ud igen. Lynene svandt til et tåleligt niveau, og Ethelihn sukkede meget dybt, før hun fortsatte, ligeglad med om hun kom til at afbryde et forsøg på et svar.
"Lad være med at svare. Jeg tager rapporten på mit kontor..." Hun skævede kort til pilen, som hun ind til nu havde set men fuldstændigt ignoreret, da en tanke fald hende ind, som de gjorde en sjælden gang imellem. Sortelveren kunne sagtens overleve såret, så der var tid nok til at gå ned til helerne - med mindre der var gift på pilen.
"Er der gift eller nogen andet i den dur på den der?" En modvilligt interesseret pegefinger blev viftet i retning af pinden, der diskret stak ud fra spidsørens korpus, mens generalen ventede på svar. Hun ville ikke få meget ud af at slæbe Ikaris op på sit kontor, hvis kæmpekvinden dejsede om på vejen.

Ethelihns temperament var ikke nok til at få mørkelveren til at flytte sig ud af flækken, det var hun trænet til, men hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke krydsede fingre for at hun ikke blev ramt af lynene som dansede omkring dem begge og fik flere af vagterne til at hoppe og springe for deres liv.
Mørkelveren nåede kort at rømme sig, inden hun skulle til at aflægge rapporten hvor hun stod, men blev kort efter stoppet. Elveren gav et kort nik fra sig, inden hun skævede til de andre vagter der havde søgt dækning, derefter gled det orangegule blik ned på en af de hvide hårspidser som gav en smule røg fra sig efter at være blevet svitset af et af lynene. En mørk hånd lukkede sig kort om totten for at stoppe hvadend der brændte, inden hun slap den nu korte hårlok og begyndte at gå efter Generalen.
Ikaris skævede ned til pilen, det så ikke så godt ud, det blødt vidst lidt endnu, men det var ikke kritisk, det var et spørgsmål om en tur til healerene. "Jeg trær næppe der er tale om gift General, ikke med mindre de er blevet mere kreative siden sidst!"
Den raske skulder blev trukket i en doven bevægelse, mens et enkelt latterkvalt blik fra en soldat Ikaris var i deling med blev besvaret med en let skulen. Intet under, det var ikke ofte man så den sejlivede elver i kjole, hvis ikke, aldrig.
"Hvordan er tingene gået her? Jeg hører at der sker fremskridt? Jeg har jo kun været tilbage ganske kort!"
Smalltalk var nok ikke det rette tidspunkt, men det kunne være at lidt snak om hæren succes ville gøre Ethelihn i bedre humør og måske tage nyhederne pænere end ellers.