Det var langt ude på natten. Mørkeskoven henlå i stilhed. Næsten for meget, det havde i hvert fald været Völunds mening, da han vandrede rundt, langs den røde flod, fløjtende på en melodi der nok sikkert havde været fin engang. Han havde altid været nysgerrig om den flod. Den var rød. Men der var ingen lig i den. Ikke hvad han vidste af, medmindre de var gravet ned i bunden. Det forvirrede ham gang på gang, men hver gang han skulle til, at dykke ned i den, blev han forstyrret på den ene eller den anden måde. Nu var han her igen, og ville prøve sit held på ny. Han gik helt ned til breden og satte sig på hug.
"Hvad er du for en flod?" Spurgte han højt, for sig selv, mens han stak en finger ned i "vandet". Det føltes mærkeligt, og det smagte også mærkeligt, da han derefter stak sin finger i munden og smagte på det. Sært. Kort efter stak han hele hånden derned og smurte vandet rundt i sit ansigt.

Det var her, han hørte rumsteren bag sig. Hans hørelse kunne fange det meste, også de lette fodtrin, der lød mod skovbunden, samt stanken af mænd der svedte og ikke havde været i bad meget længe. De lugtede også af blod. Og lidt af kvinde. Enten var det banditter eller nogle af hans egne. Han rejste sig fra sin stilling og vendte sig rundt mod dem. Han var ikke sikker på, hvor mange der var, men de var i hvert fald mere end 5.
De var banditter. Han genkendte ingen af dem, og de havde ikke mørkets uniform på. Ej heller havde han. Han var iført de sædvanlige smadrede bukser med metalskinner på benene og læderarmskinner. Ellers var hans overkrop totalt bar og musklerne spillede let i månelyset, da han blev anspændt i kroppen, mens han blik hvilede på dem. Den første trådte frem og det gik hurtigt op for Bæstet, at de ville røve ham for sine ejendele. Han kunne ikke gøre andet end at starte ud med at le en mørk, grum latter.
"I er dumme. I truer mig. Det var dumt. Nu dræber jeg jer alle," sagde han mens hans latter blev mere og mere manisk. Kort efter trak han begge sine kortsværd og ventede på et angreb, som banditterne tøvede lidt med at udføre.

Natten var stadig ung for Xaphan, der var en masse at holde styr på og en masse orden der skulle laves. Det havde været en lang og hård uge hvis man spurgte ham. Folk havde været oprørte forskellige steder i Krystallandet og der havde virkelig været noget at tage fat på. Der havde lang tom længe været lidt låg på alt hvad han skulle klare. Nu var det bare tid til at komme hjem og nyde at man faktisk kunne slappe af.

Mørkeskoven lå lige om hjørnet og han kunne godt mærke hvordan han trængte til at komme ned på jorden, det havde været en lang rejse, han trængte til en mindre pause. Nok var han lysets kriger men det mørke tøj passede lige ind i skoven på dette tid af døgnet. Han ramte endelig jorden og foldede vingerne sammen så de var mod hinanden. Det var en rar følelse endelig at de kunne slappe lidt af. Det var vidst lige had han trængte til. Energierne han havde samlet op på turen kogte næsten i ham, og han vidste at før eller siden at han blev nød til at smide dem fra sig. Han skulle Bare lige finde ud af hvordan, han ville nødig sætte noget i gang han ikke skulle sætte i gang. Han knak kort ryggen og nakken da noget fangede hans indre dæmon. Lugten af blod var ikke til at tage fejl af. Han lod et langt og dybt åndedrag gå ind igennem hans næse. Han kunne næsten mærke hvordan dæmon blodet boblede i ham ved lugten. Det var afskyeligt! Dog kunne han ikke lade vær med at følge duften, den var ganske nem at finde og det tog ham heller ikke ret lang tid at finde frem til personerne. De gik målrette ud imod floden, han holdte en hvis afstand, bare for at se om de lavede problemer eller om de skulle noget helt andet. Hans skridt var stille og var ikke til at høre. Han var jo også gammel efterhånden, så han kendte jo lidt til at være stille når det kom til stykket.

Banditterne stoppede op og hans blik bevægede sig over på en anden person. Hans blik bevægede sig over på banditterne og et smil kom frem på hans læber. han lænede sig op af det nærmeste træ og stod blot med et smil på læben. Personen trak sine kortsværd og et mindre opgivende suk kom frem på hans læber. Han trådte væk fra træet og løftede sine hænder og begyndte at pege mod hvert sværd. Kort efter kom et lyn ud af hver fingre rettet direkte mod begge sværd. så var nogle af energierne da brugt. Men alligevel havde han en masse i sig. Lynene var målrettet og meget præcis, man skulle have noget af en dygtighed for at undvige begge to. Men der var også en del tryk i kraft på begge lyn. "Har i aldrig fået af vide at man skal lege pænt?" kom det fra ham med det selv samme smil på læben

Bedst som Völund havde trukket sone sværd, dukkede en ny skikkelse op, denne iklædt pænt tøj og seende meget forunderlig ud. Han hævede et øjenbryn i forvirring til to lyn kom susende direkte imod ham. Forvirring blev erstattet med høj adrenalin og med et vredt udbrud fik han undveget ved, at vende sig sidelæns. Det virkede midlertidig kun på det ene lyn, for det andet ramte sin kilde og Völund tabte sværdet, som havde han brændt sig på det. Han snerrede lavt da han så ned på sin hånd, hvor der rent faktisk var en let forbrænding, men da han knugede hånden sammen, helede såret sig igen. Mordrinn havde været en ganske udmærket kilde til at få en healingsmagi. Han stirrede vredt op, mellem både banditterne og den nye mand.

Banditterne selv derimod, havde trukne våben nu, og de kiggede skiftesvist mod Völund og Xaphan, til de blev enige om, hvem der så rigest ud.
"Du er, hit med alt hvad du har! Vi er mange, og dine små lyn vil ikke overkomme vores antal!" Brægede deres leder, mens han pegede med sin pigbesatte kølle på Xaphan.
"Hvad med... At I bare går, nu?" Bæstets stemme lød meget mere vredt, end det havde gjort før og han samlede langsomt sit sværd op fra jorden med sit vilde, dyriske blik skiftesvist på englefyren og banditterne. Hvad i allerhelvede foregik her? Han forstod ikke helt englefyrens intentioner, om vedkommende bare kedede sig, eller om der rent faktisk lå noget bag hans mærkelige handlinger.