Hvad der skete mellem Cregan og de to sidste mænd havde Isadora ikke den fjerneste anelse om, eftersom hun havde nok at gøre med at holde den ene stående mand fra livet. Den første hun havde fået af Cregan lå stadig på gulvet og holdt om sine ædlere dele, så hun i det glimt hun tillod sig at kaste til siden, før hun afværgede endnu et anslag mod sin krop og rykkede endnu et skridt baglæns. Fejlen gik op for hende som vejen bagud hørte op og væg var alt hun mødte. Det øgede kun den isnende vrede i hendes blik, skønt det ikke virkede til at have den ønskede effekt på manden. Tværtimod.
Som han fik en hånd lukket om hendes hals uden at hun så hvad der skete - han havde sikkert en af de der praktiske kamp-hjælpende magiske evner - så blev hendes modstand noget mere intens. Ikke at den havde den store effekt andet end et par grynt og mere end advarende blikke, som manden greb hendes hænder og låste dem fast som han gjorde med resten af hendes krop. Desværre så han havde en hånd fri, hvilket hurtigt fik hende til at forsøge at give ham et knæ, som hans hånd bevægede sig over hende.
"Slip mig!" Var at hun hvæsede af ham og en dæmpet, lummer latter alt hun fik til svar, før en anden stemme blandede sig og for anden gang denne aften kom til hendes redning.
Isadora rev blikket fra manden foran sig ham der var kommet til og sank. Cregan var intet rart syn, som han stod truende bag den fastholdende mand og nedstirrede ham med øjne der så mistænkeligt røde ud. Bedre blev det ikke af blodet der løb ham ned over ansigtet.
Det tog ikke mange øjeblikke for manden at løsne grebet om Isadoras hals, slippe hendes hænder og fjerne sig fra hende og kroen i det hele taget. Isadora så efter ham og de andre til døren faldt i bag dem og mærkede hvordan hendes knæ rystede en smule under hende. Nok havde hun været i kamp før, men det havde været anderledes i aften. Hun var ikke vant til at nogen havde hendes ryg på den måde eller at ingen trak våben.
Med mændene ude af kroen faldt en god del af rummets opmærksomhed dog på dem alene. Isadora brød sig ikke om det og som hun hostende havde fået vejret tilbage, fandt hun Cregans blik. Den røde farve var ikke noget hun havde bildt sig ind eller et spil fra lyset. Hun sank, ømmede sig og skar så en grimasse, før hun trådte hen og støttende lod sig glide ind under hans ene arm.
"Kom med. Du trænger til at sidde og til at få set på det hoved." Måske var hendes stemme blød og lokkende, men der var stål bag ordene og i hendes blik. Han kunne protestere, men hun havde ikke tænkt sig at tage nogen argumenter for gode vare. Roligt fortsatte hun på vej mod trappen med ham stadig holdt fast og støttet.
"Og vi til den snak vi blev afbrudt i..."
Hun ventede med at sige mere til de var vel oppe af trappen, henne af gangen og hun havde låst dem ind på hendes lille lejede værelse. Så begyndte hun at komme med små dirigerende lyde, som hun fik Cregan ind og hen på sengen, før hun lukkede døren og låste den. Bare for en sikkerhedsskyld.
Værelset var ikke særligt stort. Der var plads til sengen, et lille bord med to stole og hendes oppakning. Fra den sidste fandt hun et par rene klude frem, som hun fugtede med vand fra kanden der var stillet ind ved siden af døren.
"Sid stille. Det kommer nok til at svige." Hun gav sig koncentreret til at rense hans sår i panden, mens hun roligt kølede kluden som hun gjorde det.
"Og tak - endnu en gang for at komme mig til redning."