Der var ikke gået lang tid, før Miilaethorn var tilbage i selve byen, men for ham var udmattelsen meget stor. Han kunne dog ikke tillade sig, bare at tage hjem og sove, for problemet havde været alvorligt. Han skulle tale med Toorah og forhåbentlig var hun færdig med mødet. Og forhåbentlig var hun ikke gået til ro, det var trods alt ret sent ud på natten. Miilaethorn havde bare ikke tid til, at vente. Det var et reelt problem at der konstant dukkede fjendtlige typer op i skoven, især når det var blodsugende vampyrer der sikkert kunne gøre skade på elvere såvel som dyrelivet herude.

Han red hele vejen gennem byen, frem til fortet, hvor han stod af hesten, endnu mere svimmel end før og overlod den til nogle vagter, kun halvt opmærksom på, at de tog over.
Der var dog et problem da han endelig kom ind og havde spurgt til hvor hun var. Hun var stadig til møde, og selvom det blot var Elverlyfolket imellem, var det ikke godt med for mange afbrydelser.
Han gik direkte mod lokalet hvor de var i, men blev stoppet op af en vagt, der mente, at han godt kunne vente. At de nok blev færdige om nogle minutter. Det var ikke godt nok for Miilaethorn.

"Jeg har en rapport, som hun skal have NU og det er vigtigt. Sikkerhedsbrud. Jeg er sikker på hun og alle de andre vil forstå,"

Forklarede han, meget kort for hovedet, og da vagten endelig flyttede sig, havde han ikke overskuddet til at følge etiketten. Han valgte bare, at gå direkte ind uden at banke på og lytte efter et svar.

Da han var inde, kunne han dog godt mønste, at holde sin ellers frustrerede maske, som han gik hen mod hende og gav hende det officielle buk.

"Taurn Edhel, jeg kommer med bekymrende nyheder. Kan jeg tale med Dem?"

Spurgte han direkte, uden at ænse de andre. Han ville bare gerne få overbragt nyheden og derefter komme hjem i seng. Trætheden og svimmelheden var virkelig overmandende. Han havde ikke før oplevet et blodtab af denne kaliber, og det bekymrede ham mildest talt.

Elverlys leder lænede sig langsomt tilbage i den store stol, det røde blik var fokuseret på et kort som lå bredt ud på bordet mens en langsommelig stemme knævrede i baggrunden. Hun var træt, ærligt talt var hun stort set ødelagt, hun havde ikke fået meget søvn de sidste dage, men det kunne man ikke se, ikke med mindre man kendte hende virkelig virkelig godt. Hun gabte ikke, eller gned sig over øjnene, hun blinkede ikke engang langsomt, det ville være uprofessionelt, også på trods af, at mødet efterhånden nærmede sig den ottende time. De vigtige emner var stort set ryddet af vejen og de var nu nået til dagsordenens tredjesidste punkt, nemlig hvor det nye års marker mest optimalt skulle ligge, og hvilke der skulle ligge brak. det var den hårde del ved at være enevældig leder, hun var nødt til at være med til at beslutte og underskrive alt.
Til sidst stoppede den sløve elverstemme og alle vendte derefter deres blik imod lederen der rettede sig i stolen, så den abnorme mængde hvide stof hendes kjole bestod af bølgede helt ned til gulvet.

"Jeg foreslår vi planter druer omkring sølvfloden i år, vestmarkerne trænger til hvile og høsten i år var ærligt talt elendig. Desuden skal vinen eksporteres flere steder hen i år, så en god høst er vig..."

Det flydende elviske sprog blev afbrudt af døren der bragede op, hvilket med det samme afledte Toorahs opmærksomhed, men hun bevægede sig i endnu i unaturligt langsomme bevægelser, først drejede hun hovedet med et blik der kunne slå ihjel, hvis ikke det bare ville smelte kødet af ens knogler, men så fik hun øje på Miilaethorn og han så vældig seriøs ud. I en langsom og kontrolleret bevægelse rejste hun sig så, hvad end det var kunne det kun være mere vigtigt end marker. "Jaså. Et øjeblik Miilaethorn" Hun vendte igen blikket mod de resterende otte elvere. "I må have mig undskyldt. Keirath, du kan gøre dokumenterne klar, jeg skriver under så snart mit selskab ikke er påkrævet andetsteds længere!" det var de sidste ord. Keirath der lige havde pådraget sig et ansvar han tydeligvis ikke havde lyst til at sidde med nikkede tøvende, inden Toorah endte omkring og vandrede i rolige skridt ud af salen, med en kort gestus til, at Thorn skulle følge med

Miilaethorn var mere eller mindre uanfægtet af Toorahs vrede blik. Han følte sig ikke spor bange, da han roligt ville stole på hende med sit liv.
I stedet sagde han hvad han skulle sige og ventede blot på, at hun ville tage en beslutning. Hans rapport eller mødet.
Heldigvis valgte hun rapporten frem for alt det andet alt for vigtige stads og da hun gav én af de andre mænd en af de mere vigtige - men også kedelige - opgaver, vidste han næsten, at det ikke skulle vare meget længere. Han kunne snart komme hjem at sove.
Da hun strøg forbi ham, mod døren, fulgte han stille efter, påpasselig med at holde sin vaklende balance.

De endte inde i et mere hyggeligt rum med nogle mere magelige træstole, hvor Miilaethorn ikke længere kunne dy sig. Om Toorah satte sig, var ham underordnet, mens hans egne ben var begyndt at føles som gelé, så han satte sig ned med et udmattet suk. Han havde en stigende følelse af kvalme og havde det kort som om hele rummet snurrede rundt, indtil han rystede hårdt på hovedet. Toorah skulle have sin nyhed.

"Jeg fandt en vampyr derude. En snedig én, Toorah. Og så lige efter angrebet fra mørkelveren,"

Forklarede han, stadig noget kort for hovedet, mens han gjorde alt for at holde sig vågen.

Toorah var dårligt nået træde ud af mødelokalet, som for øvrigt var en vældig sal med et langbord og enorme udskårne stole, inden døren bag hende blev lukket af en vagt. Hun kunne godt se, at der var noget galt med Miilaethorn, på trods af, at han ikke så fysisk kvæstet ud var han langt fra så elegant i bevægelserne som han normalt var, og der var ligeledes noget i hans blik der fortalte, at han var dybt seriøs og alt andet end okay. Toorah virkede iskold, det virkede ikke til at rage hende en høstblomst. Dette var dog ikke tilfældet, lederen udviste blot ikke følelser i andres nærvær. I hvert fald ikke hvis det var folk, hun ikke kendte. Nu var Miilaethorn ikke ukendt for Toorah, han var en af de elvere hun kendte bedst i hele Elverly og de havde stået ved siden af hinanden i mangt og mange kampe, af samme grund lod hun det hårde ydre krakelere så snart det kun var de to tilbage.
Idet Thorn satte sig rynkede hun bekymret brynene sammen, inden hun sank ned på en stol ved siden af Miilaethorns, hun havde faktisk brug for at stå op, efter at have siddet til møde i snart utallige timer trængte hun til at strække sig, men gjorde det ikke. Det var en vanesag, hun ville ned og se Thorn i øjenhøjde.

"En vampyr? Det er anden gang inden for få måneder!"

Kort krængede hendes ansigt sig i vrede, det var irritation over at hendes folk var truet, selvbebrejdelse over at hun havde ladet Thorn tage afsted alene og vrede over mistet kontrol.

"Hvad skete der?"

Miilaethorn var kun glad for, at Toorah også valgte at sætte sig ned, for så behøvede han ikke kigge op. Hun var ret høj jo. Især når han sad ned. Faktisk virkede alting ret højt og udstrakt lige nu, men Miilaethorn lod sig ikke mærke med det og valgte blot at fokusere på sin leder og bedste ven.
Hendes vrede blik sagde det hele. Hun brød sig overhovedet ikke om denne nyhed, og hvad var der egentlig også galt i det? Thorn selv var mildest også selv talt frustreret. Især fordi han ikke havde været i stand til, at fange bæstet. Han var lettere overrasket over, at der havde været en vampyr her før. Var der virkelig dukket så meget ukontrolleret ondskab op siden mørket var blevet besejret, at det nu skulle til at infestere Elverly? Det kunne ikke passe, og Miilaethorn ville ikke tillade det. Og det var han helt sikker på, at Toorah heller ikke ville.

Hendes spørgsmål fik den trætte elver til at se op fra det bord, hvis linjer var blevet meget interessante at stirre ned på. Selvfølgelig skulle hun spørge, og selvfølgelig kunne han mærke skammen ved at være nødt til, at forklare sit nederlag. Han brød sig ikke om at fejle. Faktisk, så hadede han det.

"Jeg fandt den ubudne gæst ved sølvfloden,"

Startede han ud, før han sukkede lavt og en kende skamfuldt. Han brød sig virkelig ikke om at indrømme det, men jo mere han trak i langdrag, des mere følte han ubehaget ved at sidde her og ikke ligge i sin seng. Han havde virkelig et behov for den seng.

"Hun.. Den.. Var bleg, men jeg troede den var et menneske, der var sygt. Den virkede syg. Jeg valgte at forsøge at få den til at tale ud om hvad den lavede i skoven, men den brugte en underlig magisk evne på mig.. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvad der skete, men det var ikke spor rart,"

Midt i sin forklaring var han nødt til at tage en kort pause, for at gnide sig i tindingerne. Der var dukket en stigende hovedpine op sammen med kvalmen.

"Den.. Den bed mig, Toorah,"

Han var mildest talt chokeret over at sige det selv. Han havde lige indset hvor stor en fare han havde hængt i, og hvor stor en fare han muligvis stadig var i. Blodtab var ingen god ting, men han var overhovedet ikke sikker på, hvor meget vampyren havde taget.

Toorah var ikke bare vred, hun var indædt arrig, det var næsten så det røde blik slog gnister, endelig var mørket frafaldet magten og alligevel rendte der alverdens udyr rundt derude og var til besvær. For det første var det slemt, at hendes folk var i fare, men hendes rygte var ligeså. Hvis det begyndte at sprede sig, at hun ikke længere kunne holde udyr for døren ville det blive skidt. Jo, det kunne godt være at hun overdramatiserede, men når først monstre fik nys om, at der var lækkert elverblod på menuen skulle der sikkert ikke meget til at det spredte sig. Desuden ville et være en hemmelighed, at vældigt mange i Krystallandet helst så Toorahs hoved på et fad.

"Mennesker er slet ikke velkomne inden for skovens grænser, med mindre de har lov til at være her. Jeg kan ikke bebrejde dig Miilaethorn, dit bløde hjerte er på det rette sted. Ærgeligt det var sådan en forbandet skabning!"

Hun rejste sig igen, hun blev utålmodig, hun burde tænke mere på hals helbred men hun var fokuseret på problemet. Så vendte hun sig igen imod elveren der endnu sad ned, hendes blik blev stift og spidst da han fortalte han var blevet bidt, hvorfor havde han ikke sagt det noget før?

"Hvorfor har du ikke sagt det? Fik du blod i munden? Hendes?"

Hun spærrede øjnene en kende op, hun vidste godt hvordan de fleste vampyrer blev til hvad de var, men hun anede faktisk ikke, om elvere kunne blive ramt af sygdommen eller hvor hurtigt efter de var i stand til at gå.

"Skal jeg tilkalde din søster?"

Miilaethorn vendte næsten det døve øre mod Toorahs ord om hans bløde hjerte. Han kunne virkelig ikke tage sig af det i øjeblikket. Han fik det værre og værre for hvert minut der gik og han vidste godt hvorfor. Vampyren havde tydeligvis taget alt for meget.

Han så op, som Toorah begyndte at irettesætte ham omkring at fortælle alt hvad der var sket, og valgte bare, at ryste på hovedet til at starte med. Det kunne vel ikke være meget værre. Heldigvis var hendes blod ikke kommet på ham. Hun var først rigtig begyndt at bløde, da hun var blevet væltet af ham, for det havde først været der, at han havde trukket sin kniv ud af hendes døde krop.

"Det eneste hun har blødt på er min kniv,"

Mumlede han som svar på tiltale. Han var faktisk ret sikker på, at der skulle vampyrblod til, før man blev til én, nu hvor han tænkte over det, men han mistede dog hurtigt fokus, da det begyndte at suse for hans ører, der ellers aldrig fejlede noget. Igen måtte han tage sig til hovedet, mens Toorah spurgte om hun skulle tilkalde Morrygan. Til at starte med rystede han igen på hovedet, men han vidste godt, at han havde behov for hendes hjælp.

"Den har ikke smittet mig, hvis det er det, du tror. Der skal en del af dens eget blod til, og der er ikke en dråbe af det på mig. Ja, jeg har brug for hendes hjælp. Tror jeg,"

Miilaethorns hurtige og noget underlige emneskift tydede på, at han ikke rigtig havde kontrol over situationen længere. Han følte sig heller ikke spor godt tilpas længere.

Morrygan var blevet tilkaldt til skovfortet, hun halvløb for at nå hen til Thorn, Morrygan var fuldt af bekymring og ængstelsen, Morrygan vidste at elvere også kunne blive vampyrer. Hun vidste også at Thorn var blevet bidt af en. Hvad hun ikke vidste var om Thorn havde fået noget af vampyrens blod. Men det håbede hun ved alt der var godt ikke på. Morrygan braste igennem alle rum, uden agtelse for hvem der var i dem, noget der var meget usædvanligt for Morrygan der normalt var så høflig og reserveret. Men hun kunne ikke miste Thorn.. Han var hendes anden halvdel. Hvis hans liv var i fare kunne alle andre være lige meget, deres agtelse var intet for hende lige nu.
Morrygan nåede endeligt til rummet med Thorn, som hun så sunket ned i en stol. Morrygan spærede øjene op og løb hen til ham og satte sig på knæ foran ham. Hendes kjole var mudret 10 cm op af hendes skørt, og noget af det var nu også på gulvet. Morrygan kiggede overalt på Thorn for at se hvor han var blevet blidt, hendes hånd kørte blidt og trøstende gennem hans hår.
" Thorn? Hvor bed den dig? Hvordan har du det, hvor langt tid er det siden?" Spurgte Morrygan, ikke panikken men stærkt uorganiseret.. Morrygan var normalt rolig i sådane situationer, men det gav flashbacks som hun helst ikke ville have, specielt ikke idag..

De sad et stykke tid, ham og Toorah, efter at hun havde sendt bud efter Morrygan. Han sank mere og mere sammen i stolen og endte med næsten at hænge ind over bordet, da døren nærmest bragede op. Toorah valgte at gå efter at have sagt noget, som han slet ikke fik fat i. Thorn var ved at være godt udkørt af al den snakken og venten og den grimme susen for hans ører var blevet meget værre. Hovedpinen føltes trykkende og han holdt sig for hovedet, mumlende noget utydeligt mens Morrygan fik fat i ham og stillede ham flere spørgsmål på én gang. Han fandt kun lige nøjagtig hoved og hale i det, men var knap nok i stand til at fokusere på at svare hende. Alligevel fik han det presset ud.

"I halsen, længe siden. Ikke godt,"

Det var mere eller mindre enstavelsesord, som han fik presset ud, men så gik det op for ham, at hun jo nok var bekymret. Han måtte kunne gøre det bedre, så han fik løftet hovedet med nogle problemer, mere bleg end før og rystende.

"Jeg har healet såret. Den har ikke smittet mig, søster. Bare rolig,"

Forklarede han, mens han lænede sig op af hende. Han fik langsomt dannet øjenkontakt med hende.

"Men den tog meget,"

Morrygan vidste godt det var en masse spørgsmål på en gang, men hun kunne ikke gøre for det. Thorn var den vigtigste person i hendes liv. Morrygan sørgede for at høre godt efter, for hun kunne se at han var meget svag. Hun smilede blidt til ham. Morrygan holdt fast i Thorn da han lænede sig hen over hende. Hun sad et øjeblik bare og kiggede ham i øjene og strøg hans hår. Men hun var nødt til at gøre noget. Hun kunne ikke bare på magisk vis trylle mere blod frem, dette vidste hun. Men Morrygan var dygtig og hun var klog, og hun var specialliseret i at heale kroppen inde fra. Morrygan tænkte sig hurtigt om mens hun stadig kiggede ham i øjene.
Morrygan kom frem til, at nok kunne hun ikke trylle blod frem, men hun kunne rode lidt ved hans blod produktion.. Hun havde aldrig gjort det før. Hun frygtede at det kunne blive for hårdt for hans krop.. Men hvis hun gjorde intet var det sikkert han ville dø, sådan som det så ud nu. Morrygan tog fat i Thorn og begyndte langsomt at trække ham ned fra stolen og ned på gulvet til hende.
" Her ned Thorn." Sagde hun blidt, og forsøgte forsigt at få ham lagt ned og placeret ham med hans hoved hvilende på hendes skød. Morrygan tog en dyb ind åndning og besluttede sig for at prøve at boste hans blod produktion.

Thorns hoved føltes kort som om det skulle til at eksplodere, da Morrygan trak ham med ned på gulvet. Han gav en mindre trækning af ubehag fra sig, men valgte ellers ikke at sige noget, af frygt for, at han måske havde sagt for meget. Han følte sig i hvert fald overhovedet ikke godt tilpas.
Hjertet, der allerede bankede lidt hurtigt i hans krop, begyndte at banke noget hurtigere, da Morrygan valgte at accelerere hans blodproduktion. Han blev hurtigt fyldt med adrenalin af det og satte sig omgående op, hivende efter vejret, mens pulsen steg. Det var virkelig ubehageligt, men kort efter, stoppede det igen og overraskende nok virkede det en lille smule. Meget lidt, for han havde da fået en smule farve tilbage i ansigtet igen. Han hev stadig lidt efter vejret.

"Det.. Det må du gerne lade være med at gøre igen,"

Gispede han, mens han tog sig til brystkassen. Han var stadig meget skidt tilpas, men hun havde sat det i gang, og han følte ikke længere, at hans krop gav op. Han rystede stadig, havde stadig kvalme og hovedpine og der røg et par dråber af koldsved ned over panden på ham. Men det var bedre. Det blev bedre, lige så stille.

Han vendte sig rundt og kiggede på Morrygan, før han anstrengte sig til et mindre smil.

"Tak. Vil du ikke hjælpe mig ind i mit privatværelse? Jeg er bare så.. Træt,"

Sagde han med et lille suk mens han rodede lidt rundt i et forsøg på at komme op at stå.

Morrygan vidste godt at det ville blive ubehageligt. Men hun vidste også at han var på kanten til livsfarligt blodtab. Morrygan så ned på ham, og kunne se det blev bedre der efter. Hun smilte lidt.
" Kun hvis du lover ikke at miste så meget blod igen. Sagde hun blidt.
Hun holddt nøje øje med Thorn da han vendte sig om, hun ville være sikker på han ikke lige pludseligt faldt sammen.
Morrygan sad stadig med knæ, og med sine store blå øjne kun fokuserende på Thorn. Hun vidste faktisk ikke om der var andre i rummet, for hun havde slet ikke kunnet fokusere på andet.
Morrygan nikkede. " Jo selvfølgeligt vil jeg det."
Morrygan rejste sig først, og lagde nu mærke til hvor meget af hendes kjole der var mudret til.. Og hvor meget af gulvet.. Man kunne nærmest se hun tænkte ubs, da hun kiggede ned af sig selv og hen af gulvet.
Morrygan bukkede sig lidt ned og rakte begge hænder ud til Thorn, hun tænkte at han skulle rejse sig på den måde han selv fandt bedst.
Morrygan var nu igen helt rolig, det havde hjulpet at se Thorn rolig. Hendes blide blå øjne holdt lettede øje med ham.

Thorn gøs ved tanken om, at hun havde tænkt sig at gøre det igen, hvis han mistede så meget blod en anden gang. Så var det nok bedst at undgå det. Han smilede en smule igen, men det var stadig et anstrengt ét af slagsen. Som hun rejste sig op, rodede han lidt mere rundt og endte med at tage hende hænder og komme op på benene. De var stadig faretruende svage til at bære på ham og han blev noget svimmel, hvilket gav et lettere ynkeligt resultat af en elver der svajede og endte med, at måtte blive ved med at holde fast i tvillingens hænder, mens han blinkede flere gange med øjnene.

"Jeg.. Tror ikke.. Min balance,"

Mumlede han småirriteret. Det var træls at miste sin elegance på denne måde, men der var virkelig ikke noget at gøre. Det skulle højst sansynligt soves væk. Det ville nok være det, der var bedst.

Med et blik på sin søster gik det dog op for ham, hvordan hendes kjole var møgbeskidt, og et smil dukkede op på trods af den tidligere irritation. Hans blik, der ellers var mat, fik et mindre glimt, som han kiggede på kjolen og gulvet.

"Jeg gad godt se Toorahs ansigt når hun ser det der. Har du løbet igennem en sump, Morrygan?"

Hans kommentar var virkelig tør, men det var åbenlyst, at trods sin noget ringe forfatning, så var han stadig i stand til at more sig over søsterens rod. I morgen ville der sikkert blive gjort heftigt rent herinde. Et fort skulle gerne se pænt ud jo.

Morrygan kunne godt se hvor dette gik hen af, da han selv forsøgte at rejse sig op. Men hun ville ikke påtvinge sin hjælp, Thorn skulle selv ville have den. Morrygan gik et skridt tættere på da han bekendte at hans balance ikke kunne holde. Hun gik der efter hen på siden af ham og fik placeret sin arm omkring ham, og forsøgte også at få hans arm over hendes skuldre.. Morrygan håbede det han mest af alt skulle have var støtte for han var ærligt talt lidt tungere end hun kunne løfte. Morrygan havde aldrig været synderligt fysisk stærk, det lå bedre hos Thorn end hende.
" Bare rolig jeg har fat" Sagde hun som altid med en blid stemme.
Morrygan så godt det lille smil og undrede først, indtil det gik op for hende hvor han kiggede hen.
Hun fniste selv lidt, og med den arm der var omkring ham klappede hun ham let.
" Her kommer jeg styrtende for at rede min bror, og så snakker du grimt om min beklædning?" Sagde hun med en tydeligt falsk påtaget såret tone.
"Tror vist der var et par intet anene mudderpøle der blev trumlet ned på min vej" Sagde hun og fniste lidt.. Det var ikke helt godt, men mon ikke hun blev tilgivet rodet, med tiden.
Morrygan begyndte lige så stille at bevæge sig ud af rummet med Thorn, hun gik med ganske små og sikre skridt for at sikre sig han kunne følge med og der ikke var noget ubehageligt.

Thorn endte med Morrygan som sin egen personlige støtte. Han havde intet imod det, for på trods af sin ellers ranke, stolte måde at stå på konstant, så erkendte han et nederlag når han så det. Og han var kommet igennem ét denne nat. Han var i det mindste i live, og at folk så ham blive støttet af sin egen søster var på ingen måder nedladende for ham. Han holdt af sin søster og fandt hende som mere end bare en ligemand. Hun var alt det, han ikke var.

Derfor var han ikke tøvende med at lade sig blive støttet, mens Morrygan kommenterede på hans snakken om mudderet. Han kunne ikke lade være med at grine svagt. Der var den gode, gamle Morrygan, som hun altid var, når hun skulle være så satans kæk.

"Nå, men du klarer dig da bedre end mig. Mit tøj skulle ikke have haft de der røde pletter,"

Mumlede elveren grinende, mens han pegede mod sit tøj i nærheden af halsen, hvor hans bidsår havde været.

"Stakkels mudderpøle. Det må have gjort ondt med de sko,"

Igen grinede han, men trætheden dukkede hurtigt op efter hans mange vitser. Han snublede let på trods af Morrygans støtte, men nåede lige nøjagtig at gribe fat i dørkarmen. I det mindste fejlede hans reflekser ikke noget længere. Han fik stablet sig ordentligt sammen kort efter og så undskyldende på Morrygan, der sikkert måtte have følt rykket.

Morrygan gik lige så stille frem med Thorn, hun kunne godt mærke hans balance var der ikke heelt styr på endnu. Nu Morrygan lagde mærke til det, så var hendes kjole lidt kold og klistret at have på, mudderet ville gerne sætte sig på benene og få den førhen hvide kjole til at klistre.
Da Thorn begyndte at snakke om blodet på hans tøj, fangede de røde pletter Morrygans øjne.. Morrygan nærede normalt ikke et had til arter på grund af en "fejltagelse", men lige nu ville hun tillade sig det.. Lige i aften, hvor hende bror var blevet angrebet af en.
" Selv med mudder næsten helt op til knæende, klarer jeg det stadig bedre end dig" Sagde Morrygan med en drillende eftertone. For Morrygan var Thorn den hun kunne være friest ved.
Ved det næste Thorn sagde kunne Morrygan ikke lade være med at fnise.
" Ja her tromler jeg den ned uden den har gjort noget." Sagde Morrygan med en drillende undertone.
Morrygan tog hurtigt fat i ham da han var ved at snuble, men fysisk styrke var virkeligt ikke hvad hun havde mest af, så hun blev rykket med, og var ret glad for at Thorn havde fået fat i en dør.
" Er du okay?" Spurgte Morrygan lidt bekymret.. Det var godt at se hans reflexer var ved at være bedre.

Miilaethorn vaklede stadig let, da Morrygan spurgte ind til hans helbred. Han var sikker på at han havde det helt fint, på trods af den virkelig ringe balance og følelsen af, at han virkelig overbelastede sig selv ved den simple handling, at stå op. Han gad virkelig ikke vide hvad der kunne være sket, hvis han ikke havde haft sin hest derude. Det kunne have været et kønt syn.

"Ja, det er okay. Jeg er bare lidt svimmel,"

Han nikkede, mens han langsomt begyndte at gå videre frem. Men hans krop var slet ikke klar til den slags overbelastning, ikke engang efter at Morrygan havde ordnet hans blodproblem. Der manglede stadig blod, selvom det kom gradvist tilbage i hans krop og så var der selvfølgelig problemet med de meget stressede muskler, som resultat af de kramper, vampyren havde sendt ham i. Han nåede så langt som halvvejs, da det hele endelig indhentede ham som en bombe.
Stadig med Morrygan som støtte, begyndte han at bukke under.

Thorn startede med at kigge undskyldende på sin søster da han for femte gang stoppede op for at få vejret igen, da hans ben gav efter og da han landede på gulvet, var det i en ret så bevidstløs tilstand.

//Out

Morrygan fulgte tåldmodigt med Thorn i hans eget tempo.. Hun kunne godt mærke det ikke var helt godt.. Men han var uden for livsfare så meget vidste hun dog. Men hun kunne godt mærke at det begyndte at gå ned af bakke for ham.. Hun håbede dog på han havde nok kræfter til at komme tilbage på sit værelse.
Hun troede ikke på ham da han sagde han var okay.
Så skete det han faldt sammen.,
Han trak i første omgang Morrygan med ned, da han faldt, både på grund af hun ikke var særligt stærk og lidt fordi hun blev forskrekket..
Morrygan satte sig på knæ og rystede lidt i Thorn.
" Thorn?" Spurgte hun højlydt for at se om han ville vågne.
Hun forsøgte at ruve ham op.
" Vagt?!" Råbte hun, og kort efter kom hjælpen.
Out