Arealerne omkring den dystre borg var efter flere lange kolde nætter forvandlet til et hvidt landskab, som en tyk dyne af sne havde lagt sig over landet. På trods af det, var det hele for en gangs skyld oplyst, takket være den skyfrie himmel, der tillod månens stråler at genspejle sig i de uberørte sneflager. Tunge, hidsige lyde af metalrustning der skrabede mod hinanden var umiddelbart det første der indikerede elverens ankomst tilbage på Midnatsborgen. Skikkelsen der nærmede sig med faste skridt stoppede kort op, inden hun tog borgen i øjesyn, det var længe siden hun sidst havde haft mulighed for, at sætte sine ben i området efter Morgoth var blevet væltet, men nu var det på tide at vende tilbage.
De orangegule øjne stirrede tomt op imod den mørke bygning mens skyer af damp forlod de mørke læber i den kolde natteluft, den eneste tøven elveren udviste var, at hun ikke anede hvad der ventede hende på den anden side af muren. Kort efter satte hun igen i bevægelse, et hurtigt tjek fra vagterne var alt der skulle til, inden hun blev lukket gennem de tunge porte.
Ikaris skubbede langsomt den ene port op, inden hun trak hætten fra den røde kappe af og orienterede sig, så begav hun sig afsted imod salen, det var nok bedst at melde sin ankomst, inden hun igen indfandt sig i beboelsesfløjen.
Ikaris var som altid iklædt den tunge brystplade, med et bøjeligt skældbeklædt rustningsstykke, der dækkede maveregionen, lårpladerne og de store armerede støvler var også ganske letgenkendelige. Under skulderstykkerne var den røde kappe hæftet fast og det tykke hvide hår hang løst nedomkring hendes ansigt. Over skulderen bar hun et pilekogger med lange fjerbeklædte pile og en bue, der ikke var spændt op, hvilede tungt i hendes hånd. Naturligvis var det ikke det eneste våben hun havde på sig, kortsværd og knive var en fast del af påklædningen, men var placeret ganske diskret bag kappen.
Den hårde lyd af panserede støvler mod sten havde sikkert allerede afsløret elveren, inden hun trådte ind i den store sal, ikke desto mindre bragede hun ikke ind, det var ikke hendes sted at gøre det, i stedet slog hun tre gange på den store lukkede port, i tilfælde af, at hun forstyrrede noget, det ikke vedkom hende.

En bleg kvinde med et ar ned langs kinden og ravgule øjne vendte et irritabelt blik mod de lukkede døre ind til riddersalen, mens hende højtsiddende og meget lange hestehale svirpede fra side til side, som en kattehale. Når borgen var fyldt med veltrænede soldater, skulle man tro, at de kunne åbne en simpel mahognidør selv. Hun sukkede tungt.
*Fyldt er nok ikke det helt rigtige ord at bruge.*
Hun var også godt klar over, at der teoretisk set kunne foregå vigtige ting i den store riddersal, men med det minimum af vigtige beboere borgen havde, var der ingen grund til at bruge et lokale af denne størrelse. Så Ethelihn brugte det bare til at mødes med sine soldater, hvis hendes kontor ikke var tættere på. Halvdelen af dem var så nye, at de stadig ikke helt kunne finde rundt på borgen.
Af alle disse årsager råbte hun irritabelt gennem salen: "Kom ind!" og tilføjede et par nedladende bemærkninger i sit stille sind. Det rungede gennem salen, men soldaten, hun netop stod og talte med, fortrak ikke en mine og så bare i samme retning med et uimponeret ansigtsudtryk for så at vende blikket tilbage på sin øverstkommanderende.
Generalen forventede ikke, at Ikares ville hende noget, så hun puffede sin blodrøde kappe baglæns med en albue og satte utålmodigt en stålklædt hånd i siden.

Havde Ikaris været væsentligt mindre disciplineret hvade hun nok, som mange andre tomhjernede soldater, der gerne ville være selvstændige individer, vadet ind. Dette var dog ikke tilfældet og hun ventede derfor ganske tålmodigt til en velkendt stemme råbte hende an. Et hvidt øjenbryn hævede sig kort, inden hun åbnede døren og trådte ind i den pompøse riddersal, der holdt et væsentligt mindre selskab end ventet.
Elveren skævede kort ud af et af de store vinduer, så sent var det da heller ikke, burde borgen ikke være fyldt til randen? Eller havde sammenstødet virkeligt taget så mange med i faldet? På trods af, at der var mange tanker der løb gennem elverens hoved var der ikke så meget som en trækning på det lidt for seriøse ansigt. Så vendte hun hovedet mod Ethelihn, inden et lille ulæseligt smil brød frem på de mørke læber.
"Længe siden, Ethelihn. Jeg kan se at tiden har været god ved dig!" Elverens stemme var hæs og rusten, ikke en typisk stemme man ville forvente af en elver, men nu var Ikaris nok også så langt fra en normal elver man kunne komme. Den lange bue blev kort vendt i soldatens hånd. Hendes bemærkning var tvetydig, men meningen var så klar som solen for mørkelveren. Det var ikke den typiske ældning af mennesker hun havde travlt med at kommentere på, men Ethelihn fine nye titel var der mange som ville give deres højre arm for, og det var noget, som de fleste blandt mørkets rækker var bekendt med.
I tre langsomme skridt der gav genlyd med en hul rungen mellem salens mure, gik hun tættere på kvinden ved bordet, det var godt lige at få set folk an, inden hun for alvor blev indlogeret på Midnatsborgen. Soldaten ved hendes side fik et ganske kort blik, elveren mindedes ikke at have set ham før, men det var på sin vis også ligemeget, de kunne tids nok lære hinanden at kende.

Der gik lidt før Ethelihn huskede, hvem den blege elver var. Soldaten mindede ikke meget om sine slægtninge, der godt nok delte hendes højde, og fine ansigtstræk og evner med bue og pil. Alt andet virkede nedslidt og forhærdet. Generalen svarede ikke med det samme. Hendes ravgule øjne ledte efter noget, der kunne forklare Ikaris' forduften fra jordens overflade i det øjeblik i samme øjeblik den tidligere Mørkets Lord kom til magten, men hun fandt intet. Den slags kvalificeret gætteri havde alligevel aldrig været hendes stærke side. Og der var heller ingen til at spilde tiden med det, når man lige så nemt kunne åbne munden og spørge.

De gule øjne fjernede sig fra Ikaris og så i stedet på soldaten ved bordet.
"Vi taler videre i morgen,"sagde Ethelihn lavmælt og gav et kast med hovedet i retning af den nordvendte dør. Soldaten forlod salen. Han var en af de mange nye rekrutter, som den sorthårede kvinde havde måtte hente ind, og en hendes mere heldige fund. Han var ikke helt ude af stand til at tænke selv, hvilket var, hvad hun foretræk. Soldater burde være i stand til at tænkte selv, og stadig have hjerneceller tilbage til at vide, hvornår de skulle holde kæft og parere ordre.
Da den tunge trædør lukkede sig bag rekrutten, rejste Ethelihn sig op og gik med hurtige skridt mod Ikaris til, de kun var tre meter fra hinanden. Hun undlod at svare Ikaris på hendes mere eller mindre flatterende kommentar.
"Hvor i helvede har du været?" Dette var at desideret spørgsmål. Havde hun set Ikaris som en ganske almindelig buespænder, havde tingene forholdt sig anderledes, og hun var sandlynligvis røget i ned i fangekældrene, før hun kunne nå at åbne munden for at svare. Men Ethelihn huskede godt, hvor dygtig elveren var med et våben og hvor megen erfaring, hun havde klemt sammen mellem de spidse ører. Hun havde respekt nok for den hvidhårede kriger til i det mindste at lade hende svare.

Ikaris lod de orangegule øjne følge soldaten ud af lokalet, den røde tatoverede farve der lå henover hendes ansigt, som et rødt bånd henover øjnene fik næsten de pupilløse øjne til at virke lysede i den dunkle sal, en ting der også foruroligede mange der stødte ind i mørkelveren. Så gled blikket tilbage på Ethelihn der kom nærmere, soldaten studerede hende kort og diskret inden hun gav et kort nik fra sig, ikke dybt og underdanigt, men nok til at det var en stor anderkendelse af Generalen, når det kom fra den stædige og til tider arrogante race.

"Jeg har været væk!"

Sagde hun så, og hævede øjenbrynene en kende, de mørke læber blev trukket i et skævt smil der afslørede de spidse hjørnetænder i over og undermund, der blandt andre træk var med til at adskille hende fra hendes lyse slægtninge.

"Jeg kom hertil for at tjene Mørkets Lord, ikke hans uregerlige general med hang til hysteri og forræderi. Husker du nok?"

Havde de nye soldater hørt det havde det lydt som en ualmindelig grim fornærmelse af Ethelihn, det var nu imidlertid ikke tilfældet, der var naturligvis tale om dengang Morgoth havde været general. Ikaris kunne godt være let misforståelig og havde også fået væltet sig ud i nogle konflikter uden det egentligt var meningen, folk der kendte hende vidste dog, hvad hun mente når hun åbnede munden. Buen uden streng blev vendt i hånden, hun blev utålmodig let, sad hun ned var det typisk det ene ben der vippede rastløst, når hun stod var det typisk hænderne der blev klemt sammen og åbnet og hvis hun bar på noget, som i dette tilfælde, blev det typisk rodet med.

"Men jeg er her nu, klar til at få noget arbejde for hånden, det er det vigtigeste!"

Ikaris sendte kvinden foran hende et alvorligt blik, smilet var væk intet var at læse i hendes ansigt, hun var stor som hun stod der over for Ethelihn, på trods af elveren ikke var naturligt de mest muskuløse væsner, så hjalp den store rustning hende godt på vej, gennem årene havde den dog tilraget sig en god del skrammer og buler, men det var ligemeget, nu havde hun i det mindste et sted hun kunne få det udbedret. I Ikaris verden var en afvisning slet ikke en mulighed.

"Det vigtigste?" Ethelihn hævede et af sine i forvejen velbuede øjenbryn. Hendes højde var ikke noget at prale af i forhold til elverens, selvom hun som regel kunne se bare en smule ned på de fleste menneskekvinder. Selv med sine hæle var hun kun høj nok til at se Ikaris i øjnene. Ikke særligt imponerende for en general, men det generede hende ikke rigtigt.
Til gengæld generede det hende at stå med en soldat, som hendes herre ville smide direkte i fangekælderen, ind til nogen gad henrette hende, eller torturmesteren begyndte at kede sig. Under alle omstændigheder ville det være spild af dygtig, men hjernevasket soldat... Åh, hvor jeg hader at skulle tage beslutninger om den slags... vent lidt! Ved nærmere eftertanke var 'hjernevasket' måske ikke sådan en skidt ting. Og var der ikke noget om, at Ikaris havde kostet Midnatsborgen et par krystaller?
"Du har ikke rigtigt holdt øje med borgen i mellemtiden, har du? Mørkets herre har ikke ligefrem været tilgivende over for dessertører. Egentlig forståeligt nok, når hans nærmeste har dolket hinanden i ryggen på stribe for at overtage hans plads. Alle andre der er kommet krybende tilbage, fordi de bliver jagtet som dyr, er blevet smidt direkte i fangekælderen. Men du har selvfølgelig ikke været andet end loyal." Hun talte halvt til Ikaris og halvt til sig selv. Faktisk havde hun længe haft brug en soldat, vis loyalitet, hun ikke behøvede at bekymre sig om. Hun smilede - nu noget mere tilfreds med situationen -, og lagde armene over kors.
"Hmm.. Hvis du gerne vil igang med det samme, har jeg noget at sætte dig til." Hun så op og ned ad elverens forslåede panser. "Jeg kan love dig en ny rustning." I nogles ører ville den sidste bemærkning måske lyde smørret. Som om den opgave, generalen talte om, krævede mere end almindeligt incitament. Men for en soldat som Irakis var en opgave vel en opgave, og en ny rustning en udmærket bonus.

Ikaris skiftede langsomt vægten over til det ene ben mens de orange øjne langsomt afsøgte Ethelihn foran hende, som prøvede hun at læse hendes tanker under de sorte lokker. Naturligvis kunne hun ikke det, Generalen var en dygtig kvinde og omkring lige så letlæselig som en mur.
Sandt at sige havde Ikaris ikke just ligget på lur og holdt øje med Midnatsborgen, det burde hun måske, men med klapjagten der var gået ind på alle mørkets krigere var det en stor risiko at opholde sig i nærheden og endda på det samme punkt. Ikaris havde været ude og afsøge området, en enkelt lysets kriger var også røget i svinget, men det var ikke noget hun havde behov for at understrege, det var hendes pligt og hendes opgave i livet, det var det hun var født til at gøre, for hende var det så naturligt som at trække vejret.
Til forskel fra mange af de andre mørkets krigere var Ikaris ligeledes overraskende velnæret og udhvilet, de fleste var kommet krybende tilbage som den sidste udvej når sulten og afkræftelsen var blevet for stor, Ikaris var kommet tilbage så snart hun var sikker på, at det var Mørkets Lord der sad på tronen.
"Jeg kom tilbage af loyalitet, ikke af frygt, du ved såvel som jeg, at det er her jeg hører til, ikke i en fangekælder. Der kunne jeg næppe udrette meget arbejde!"
I en langsom bevægelse gled buen ned, så den ene ende hvilede imod borgens ru stengulv mens Ikaris behandskede hånd tungt hvilede på den anden ende, så hævede hun interesseret øjenbrynene over Ethelihns tilbud, inden det lille skæve smil igen banede sig vej frem, som rangstien så ud nu var Generalens ord lov, med mindre de blev modsagt af selve Mørkets Lord.
"Jeg er lutter ører!"

Tilfredsheden ved at høre Ikaris acceptere en mission uden at have fået noget som helst at vide og uden at stille spørgsmål, fik Etheslihns smil til at brede sig endnu mere på det blege ansigt. Hun virkede ikke interesseret i det nye udstyr, hun netop var blevet lovet. Guderne skulle vide, at det, hun bar, havde brug for en opgradering efter Ethelihns ikke så beskedne mening.
Men elveren havde fuldstændigt ret. Hun kunne ikke udrette meget fra deres kolde, klamme og gennemvædet fugtige kælder. Det var tydeligt nok med de få skrammer, man kunne se. Det var pebbernødder i forhold til, hvad nogle af dem, der nu brugte tiden i deres små celler på at smide småsten efter rotterne, havde haft, da de ankom.

Hun nikkede. "Det er jeg glad for at høre. I morgen vil jeg bede dig aflevere, alt dit udstyr i arsenalet. Derefter vil du få udleveret en af vores tidligere krigere fra fangekælderen, som du så skal slæbe til hovedstaden. Jeg har brug for, at du indlogerer dig blandt Lysets krigere. Du skal finde ud af alt, hvad du kan, om deres styrker, svagheder, planer og sidst med absolut ikke mindst, deres nye general. Vi vidste, hvem Cassa var, men Geír, er der ingen der ved et klap om." Her blev Ethelihns stemme tydeligt irritabel. "Forhåbentligt vil fangen værre nok til at give dig en chance som Lysets kriger, men hvad resten af din historie angår, er jeg ligeglad hvad du fortæller dem, så længe de er overbevist. Nogen spørgsmål?"Her standsede Ethelihn og så afventende på spidsøren. Hun regnede med, at der var spørgsmål, for et eller andet havde hun vel glemt at ralle af. Men det var fint, så længe hun fik missionen afsat.

Elverens pupilløse øjne afsøgte Ethelihn, hver eneste af hendes små bevægelser og hendes smil antydede, at hun var tilfreds med Ikaris og hendes tilbagevenden. Alt andet havde været overraskende, mørkelveren var udmærket klar over at hun var en af de bedste i mørkets rækker. Andre soldater besværede sig med at tvivle og stille spørgsmål. Alle vidste at for mange spørgsmål og for meget tøven kunne sende emperier i forfald og få folk dræbt. På trods af hendes brændende selvværd var det ikke noget hun udtrykte, det var unødvendigt, det eneste skadefro første til var bagslag.

Ethelihns stemme fangede hurtigt de spidse ørers opmærksomhed, aldrig havde hun regnet med, at ordren var noget i den retning, det passede Ikaris udmærket, hun var dygtig til at gå i et med folkemasserne, overraskende nok taget hendes mørke hud, tatoveringer og vældige højde taget i betragtning var hun endnu lidt af en kamæleon. På grund af hendes udseende kunne man ellers undres over, hvorfor det ikke var en anden der fik opgaven, men af hvad Ikaris havde hørt var der ikke mange af de gamle tilbage, og nye krigere havde typisk brug for træning, sidst mørkelveren havde observeret træningspladsen havde det i hvert fald været som at se en lallende mængde fulde folk om en majstang.
"Det skal være mig en fornøjelse. Jeg går ud fra at der er passende klæder til rådighed, ja?" Elveren hævede igen begge øjenbryn. Lysets krigere havde det med at klæde sig i hvide farver, så at sende sådan et signal var nok meget godt. Desuden nyttede det nok ikke meget, at Ikaris kom vadende i et dystert udseende sæt tøj hvis hun skulle ligne en der kæmpede for lysets side.
Geir. Ikaris tænkte kort over navnet, hun var næsten skabt til opgaven, med hendes magiske kunnen kunne det umuligt gå helt galt.

Nu smilede Ethelihn for alvor. Det her kunne ikke være mere perfekt! Ikke nok med at en borgens bedste soldater nu adlød hendes ordre uden at stille spørgsmål, og at nogen både ville og var i stand til at indhente oplysninger om Lysets krigere og ikke mindst Geir. Hun fik også Ikaris sendt uden for borgen. Hun havde stor respekt for elveren, men netop fordi hun var så dygtig, var det ikke noget lille problem, at deres loyaliteter lå lidt... sprædt.
Det var ikke noget problem lige nu, hvor Ethelihn gjorde alt hvad hun kunne for ikke at vække mistanke, delvist fordi hun lige nu havde en del af de samme interesser som hendes chef. Men ikke desto mindre var evnen til at kommandere Ikaris ud af borgen, når det passede bedst, ikke noget dårligt kort at have på hånden.

Generalen nikkede tilfreds: "Ja, vi har vidst noget tøj fra en spion, vi fangede for et par uger siden. Han var af den opfattelse, at vi var for få til at bemande hele borgmuren, stakkels kræ. I det mindste har torturmesteren noget at lege med nu." Selvfølgelig var der det lille problem, at torturmesteren behandlede sit lejetøj, som et barn ville gøre det; ikke særligt pænt.
"Og jeg forventer, at du tager afsted, når du er parat. Hvis det var alt vil jeg genoptage mit møde med Carron. Nogen er nødt til at træne de nye rekrutter op." Ethelihn forventede ikke flere spørgsmål, så efter et halvt sekunds ventet for en sikkerhedsskyld, så hun ikke blev afbrudt i noget senere, nikke hun som afsked og forsvandt ud af en af salens sidedøre. Carron var manden, hun havde sendt afsted tidligere. Han var udmærket soldat, og relativt tålmodig, så hvorfor ikke sætte ham til at lege underviser. For mig bliver det under ingen omstændigheder.

//out