Klirrende metal hamrede taktfast mod hinanden i en hul tom løberytme og lyden af en tung vejrtrækning brød den ellers fredfyldte stilhed imod kløften. Endelig stoppede hun op, opmærksomheden var skærpet til det yderste. De orangegule øjne spejdede tilbage imod vejen og de spidse ører lyttede til hver eneste lille lyd. Efter flere minutters lytten faldt skuldrene ned til normal højre og det sidste tunge åndedræt blev taget med resultat i en hvidlig sky af damp forlod de mørke læber.
Elveren skævede omkring  i området, det virkede generelt stille og takket være hendes evne til at teleportere sig væk i en vældig fart havde endnu engang reddet livet på den ellers jagtede soldat. Mørkets soldater var desideret dyr for tiden, jagtet vildt.
Elverne lod langsomt de slanke mørke fingre lukke metalrustningen op, den var blevet tung i løbet af de sidste døgn på farten og hun trængte til et hvil. Brystpladen blev skødesløst smidt på jorden sammen med lårplader og handsker, de armerede støvler blev dog på. Så blev den røde hætte trukket op over hovedet, så kun de spidse ører stak frem og enkle hvide lokker sneg sig ud under stoffet. Sultan havde meldt sig, men var det overhovedet til at finde noget her?
Ikke mange minutter senere fik en hare lod til at lade livet, takket være en af de hurtige kasteknive og et fantastisk jagtinstinkt, nu skulle der bare kreeres et bål, det var straks værre, generelt havde Ikaris ikke tålmodighed eller teknisk snilde til at lave ild, men det måtte hun tage sig. Dyret dumpede ned ikke langt fra de aflagte rustningsdele, inden hun smågnavens gav sig i kast med at samle kviste og grene sammen til en lille bunke mens nattens skyer langsomt dækkede himlens stjerner til

Dødens kløft var et farligt sted. Udover den åbenlyse grund, at man kunne falde ned og dø og lide en hurtig men smertefuld død. Der var ingen sikker vej over, og da kløften spredte sig langt i begge retninger, var det garanteret at der ville komme folk forbi før eller siden. Eller, det var i hvert fald hvad Spike havde fortalt sig selv da han først gik herud. Nu havde han ligget her i timevis, og der var stadig ikke dukket nogen op.
Langsomt begyndte han at overveje sine muligheder. Han kunne tage tilbage til varmen, og måske få sig et krus rom, men kun hvis han kunne snyde sig til nogle penge. Det var kedeligt at være fattig, og han havde ikke fået plyndret nogen hele ugen.
Han kunne selvfølgelig også blive læggende. Før eller siden måtte der komme nogen. Medmindre selvfølgelig at de var gået den anden vej rundt om kløften, i hvilket fald han lå det helt forkerte sted. Ikke bare kunne han ikke se dem, men de ville også have nemt ved at se ham. Han havde halvt besluttet sig for at gå ned til byen og stjæle slik fra babyer, da han hørte lydende bag sig. Det hastige åndedrat af en løbende person. Den umiskendelig ’klir klir’ af den tungere klasse af rustning. Så meget som han gerne ville vende sit hoved og kigge tilbage, vidste han at den mindste bevægelse ville afsløre ham. For personen, der forhåbentligt havde for travlt til at være helt årvågen, ville Spike mest af alt ligne en stor bunke blade. Og det var fordi, at det var der han havde gemt sig.

Tiden gik. Han kunne ikke helt bestemme sig for hvad personen lavede, men hun – for det lød som en kvinde – var faldet til ro igen. Efter Spikes gæt befandt hun sig cirka tre meter fra hans bunke. I det han havde besluttet sig for at det var på tide at konfrontere den fremmede, myrdede hun et eller andet, og Spike kom på bedre tanker. Han ventede.
Efter lidt tid gik hun væk. Da han var sikker på at hun var ude for hørevide, drejede han hovedet, og kiggede på hendes hastigt sammenkastede lejer. Med et undersøgende teleskopisk blik kiggede han på den frakastede rustning, og genkendte den kun alt for godt. Nysgerrig som han var, bemærkede han også den nedslagtede hare. Før personen nåede at komme tilbage, greb han dyret og kastede sig tilbage i bunken, hvor han begyndte den langsomme optagelsesproces, hvormed han nedbrød dyrets celler og omdannede dem til sine egne.

Træt og irriteret som mørkelveren var havde hun ganske rigtigt ikke bemærket den levende bunke blade. Den lignede, som alle andre bunker blade på denne tid af året, bare et træ, en jordknold eller måske noget afdødt der med tiden var dækket i de farvefulde efterårsblade, ikke noget der var værd at give opmærksomhed.
Efter en rum tid og i et væld af dovne og sløsede bevægelser havde elveren endeligt fået samlet sig en favnfuld kviste til som hun bevægede sig imod sit grej, og den planlagte aftensmad der ville udgive det første måltid de sidste 36 timer. Desværre var føde noget Ikaris fangede selv, ideen med at vade ind på en kro og bestille det første og bedste virkede nem og god, men efter flere forfejlede forsøg og alt for mange genkendelser havde hun givet op og indset, at livet som jagtet soldat ikke var så morsomt som det havde været i mørkets stormagtsdage.
Bunken der snart ville blive til et lille bål blev smidt på jorden, inden elveren sank sammen ved siden af den og gav sig til at opstille et bål, som ville være så letantændeligt som muligt.
Fra en lille lædertaske i bæltet fiskede hun et tændstål frem, men ikke mere end et par gnister blev slået, inden de opmærksomhedsvækkende øjne faldt på den foruroligt manglende hare. Kendte man Ikaris ville man vide, at hun på nuværende tidspunkt var parat til at slå ihjel, øjnene slog gnister, der nok havde større sandsynlighed for at antænde bålet end gnisterne det forkølede tændstål.
Lyden der kom fra elveren var intet andet end en hæs hvislen, inden hun for op, og øjnene spejdede opmærksomt rundt i området, hun var udmærket klar over, at hun ikke længere var alene, men én ting af gangen. Vedkommende der havde rendt med hendes måltid kunne umuligt være nået langt, med mindre vedkommende, som hende, kunne teleportere sig lydløst og hurtigt.
De slanke fingre gled ned langs hoften, hun havde det karakteristiske sværd siddende i en lukket udsmykket skede, og flere kasteknide var gemt væk i den løse påklædning. Mildt sagt var hun bevæbnet til tænderne.
"Så, har du tænkt dig at aflevere frivilligt, eller skal jeg selv vriste den fra dig?"
Stemmen var ru og hæs, ikke som man ville forvente en almindelig elverstemme, men Ikaris var ingen normal elver, hun var en mørkelver, og en fandens en af slagsen. Nu blev opmærksomheden rettet imod enhver reaktion i området, den fine hørelse elvere besad var skærpet til det yderste og hendes krop spændt som en flitsbue, parat til at sætte efter tyven.

Selv var Spike meget lidt afslappet, som han lå der og slappede af. Stille og roligt trak hans halvflydende væske sig hen over haren, som han holdt mellem sit bryst og jorden, for at sølvet ikke skulle glimte og afsløre hans position. Nu var det bare et spørgsmål om hvem der var mest tålmodig. Hvis hun kunne finde ham, ville han ønske hende tillykke, kastede en håndfuld blade i ansigtet på hende, og tage benene på nakken. Ellers… Ja, ellers ville han ligge der og vente til hun var smuttet. Hvilket hun nok gjorde på et eller andet tidspunkt.
Forhåbentligt.

Pludseligt hørte han lyden af skridt der kom nærmere. Grene, der blev smidt på jorden. Den metodiske lyd af en person, der ved hvordan et bål ser ud, men ikke helt kan få grene til at stå i første forsøg. Og så tavshed. En nervepirrende tavshed, som pludseligt blev afbrudt af en arrig hvislen, som Spike syntes lød bekendt. Han behøvede ikke at tænke over hvorfra længe, og det var kun med en betydelig kræftanstrengelse at han undlod at le over situationen komik.
Han begyndte at tænke over situationen. Selvom om han genkendte stemmen, og stemmen måske ville kunne genkende ham (selvom han ikke rigtigt lignede sig selv længere fra den gang), kendte han også personen bag. Det var meget muligt at hun ville slå ham ihjel ligegyldigt hvad, hvis hun fandt ud af at han havde taget hendes bytte. Ikke at hun ville lykkes, selvfølgelig, men det ville ikke stoppe hende fra at prøve.
Han kunne lade sig selv gå i opløsning. Men så ville han miste den dejlige masse, han næsten var halvvejs med at omdanne. Velvidende at hans mindste bevægelse ville blive opfanget af hendes skarpe hørelse, skubbede han resten af haren ind i sit bryst, der åbnede sig som en gabende mund, og sulten accepterede det afdøde dyr. Det var ikke permanent, men en midlertidig lagerplads var bedre end ingenting.
Klar over at han måtte være blevet opdaget, sprang han nonchalant på benene. Som nævnt lignede han næppe den person hun huskede. Hans tøj var luset og hulet, en blanding af en tigers og en landevejsrøvers; en sær sammenblanding af hvad han kunne få, og hvad han kunne tage. I et enkelt sporaisk øjeblik havde han ladet sit hår og skæg vokse til en middel længe. Hvis han skulle være en fattig landevejsrøver, kunne han lige så godt se sådan ud. Så troede folk da i det mindste ikke at han var noget værd.
”Jamen, jamen dog! Her kommer jeg gående gennem skoven, en fredlig gåtur om jeg må tilføje, og så bliver jeg antastet af ingen anden end en misfarvet flygtning! I sandhed en stor dag…” han kiggede sig lidt rundt på omgivelserne, mens han fiskede efter en passende undskyldning.
Efter en pinligt lang pause, der højst havde været et sekund eller to, tilføjede han utroværdigt. ”Hvem snakkede du til?”

Ikaris temperament ulmede under overfladen, det kunne dog ikke ses, hun var en trænet soldat, en træt trænet soldat vel at mærke. Et øjeblik overvejede hun om det overhovedet var besværet værd at give sig i kast med en halsbrækkende jagt for at få fat i den skallede hare. Måske var det i virkeligheden blot lettere bare at fange sig en ny, men at dømme ud fra det generelle dyreliv i området var det et rent mirakel at hun overhovedet havde fået fat i det flotte dyr til at starte med.

En pludselig knagen var det første der fangede hendes opmærksomhed og ikke et splitsekund efter forsvandt elveren fra sin stillestående position og dukkede med det samme op lige foran skikkelsen der begyndte at ævle, en lang slank kniv var rettet direkte imod hans maveregion, mens de pupilløse øjne stift stirrede imod mandens ansigt. De mørke læber var krænget op til en aggresiv snerren og afslørede en af de ting der adskilte de mørke elvere fra deres lyse modstykker, de spidse hjørnetænder i over og undermund, ikke som man så det hos en vampyr, mindre, men bestemt ikke til at overse.
Til sidst gik det op for soldaten, at manden ikke var så fremmed for hende endda, og et smørret smil, alligevel flyttede våbnet sig ikke ud af flækken.
"Misfarvet flygtning ligefrem, det er første gang jeg hører dén. Du skal ellers ikke komme for godt igang..."
Ikaris tog langsomt Spike i øjesyn, han så ikke så godt ud som han havde gjort, han lignede faktisk noget der var blevet kørt over af en karet af kaliber flere gange.
"Og jeg talte til 'Jævneren fra Vest' som tilsyneladende skylder mig et måltid!"
Konstanteringen var logik, havde han bare vandret rundt havde hun hørt ham på lang afstand, nej, hun var sikker på, at han havde holdt sig tæt på, spørgsmålet var bare hvor længe han havde det. Det var vel også ligemeget, på trods af, at Ikaris slet ikke kunne holde tanken ud om, at hun ikke havde opdaget ham fra start af

Spike lavede en serie af dybt fornærmede lyde, som om han, hendes gamle makker, kunne finde på at stjæle fra hende! Det var tilfældigvis sandt, men også kun tilfældigvis. Hvis han havde vist hvem hun var, havde han vidst at det var meget meget nemmere bare at lade hende være i fred, og liste væk på et eller andet tidspunkt. Det ville der komme betydeligt færre problemer ud af.
Han lod sig ikke anfægte af hendes kniv, og begyndte at gå lidt rundt om hendes utændte bål. Han måtte ærligt indrømme at det var rart at blive genkendt. Der var ikke længere mange mennesker der huskede Sølvarmen eller Jævneren fra Vest, og det havde gjort skade på hans ego, der, trods skaden, havde været stort nok til at brødføde en hel familie fra en sulten region i ugevis. Selvom det sikkert ikke var sundt at spise.
”Tror du at jeg din gamle, loyale ven kunne finde på at stjæle fra dig, mens du tydeligvis er udmattet og sulten?” han skævede over skulderen, og så direkte ind i hendes øjne. Et kort øjeblik lod han sin ene iris skifte over til det sigtekornslignende mønster, og optage alt omkring sig. Fra nogle græsstrå kunne han se vindretningen, fra noget salt på hendes pande kunne han bedømme at hun havde svedt, han kunne se det sulte blik i hendes øjne. Øjeblikket efter var hans øje tilbage til normal. Han havde fået det stilbillede af information han havde brug for.
Der havde ikke været et spor af tvivl at se i hendes øjne. Han trak på skuldrene. ”Okay, fair nok, du fangede mig.” Han stak hånden ind i sit bryst og hev dyret ud. Med en nonchalant bevægelse kastede han det døde dyr over skulderen, hvor han ikke var i tvivl om at hun ville gribe det. Forben til hoved manglede, og i stedet for et sår hvor kødet hørte op, hvor der en underlig grønlig syreforsegling. Intet blod løb ud, men den så heller ikke ligefrem appetitlig ud.

Ikaris flyttede sig ikke en milimeter ,ikke før Spike selv begyndte at røre på sig. Hans dramatisering med det brede spekter af fornærmede lyde gjorde bare smilet på de mørke læber endnu bredere. Til sidst stak hun den lange daggert tilbage på plads i bæltet, han følte sig tydeligvis alligevel ikke truet af den. Det glædede hende faktisk, han var i det mindste, som så mange andre krigere af mørket, ikke drevet ud i komplet angst. Der skulle mere end en lille klinge til at tage pippet fra ham, det varmede et sted inderst inde at se at hæren trods alt ikke var gået komplet i forfald.
HVad der passede hende knap så godt var dog at han så lige gennem hende, på trods af at han med sin evne kunne spotte det meste passede det hende dårligt at blive anset som udmattet. Alligevel var det tydeligt for alle og enhver at de sidste mange måneder ikke have været lette for mørkelveren, de i forvejen skarpe kindben var blevet mere udstående, kinderne var sunket ind og mørke skygger på den i forvejen grålige hud indikerede at hun havde tabt sig en del, på trods af, at hun i forvejen ikke have meget at give af.
"Drop dramatikken og host op Spike..."
Formuleringen kom lige rettidigt til, at det halvtætsede dyr landede med bagbenene i et fast greb i den ene mørke hånd. Dyret blev nøje betragtet og en overlæbe hævet i den ene side til et overvejende blik på kræet fortalte, at det ikke just var hvad mørkelveren havde ventet.
"Åh, virkelig? Den her kan jeg da ikke æde mand! Jeg vil sgu da falde død om på halvvejen!"
Ikaris kneb øjnene sammen i et trodsigt blik imod soldaten foran hende, så kylede hun haren fra sig i en hidsig bevægelse, så den gav et ordentligt klask imod en stor sten som lå ikke langt fra kløften. Hun havde ikke tænkt sig at tage chancen med Spikes invendige sammensætning, hun havde set rigeligt af hans stunts til at vide, at det ikke kunne være sundt.
"Hvordan er det desuden du ser ud? Det var da helt elendigt! Fik inkvisationens fald virkelig krammet på dig?"

Før han vendte sig om kunne han ikke lade være med at smile. Han drejede sig roligt og kiggede på hende. Hun var forståeligt ikke så glad for hvad der var tilbage af hendes mad. Specielt ikke, for hun vidste godt hvilke effekter hans substans kunne have på mennesker, hvis de indtog det direkte. Ikke at han selv var sikker. Hun var den eneste mørkelver han kendte, så han havde aldrig haft mulighed for at undersøge hendes race med mere end ord. Nysgerrigheden higede i ham, med samme intensitet som den havde fra den første dag de mødtes. Han ville vide hvad der fik hende til at fungere. At hun ikke ville bryde sig om hans noget… Invasive metoder, var det største problem. At det ville slå hende ihjel var det næste.
Han gav hende et stor og tydeligt falsk tandsmil, der viste hele hans perfekte hvide tænder. Tænderne var noget af det eneste hans overfladiske natur ikke kunne få ham til at ændre, og de var så latterligt perfekte at de virkede malplacerede og kunstige. Han gik over, samlede haren op, og lagde den over skulderen.
”Du må meget undskylde hvis mit hår ikke er kæmmet,” sagde han sarkastisk, ”men jeg overlevede da, gjorde jeg ikke? Som den eneste i hele det tårn overlevede jeg, og de ved stadig ikke hvad der blev af mig. Det betragter jeg som en mission vel udført.”
Han gik over til bålet, der fortsat ikke var tændt, og satte sig demonstrativt på jorden foran det. Endnu engang flashede han hende det magiske øje.
”Ville du måske foretrække at jeg så sådan her ud?” Mens han talte blev hans hud og overflade glattere og mere sølvfarvet. Da den havde antaget nok flydende karakter til at kunne omforme sig, satte den sig i et nyt mønster, og med nye farver. Hans stemme blev først tykkere og tykkere, og derefter lysere og mere skinger. Til sidst så hun på en kopi af sig selv. Den eneste forskel var en karikaturisk overdrivelse af hendes nuværende situation, med store sultne øjne og massive svedpletter på alle steder man kunne forvente dem. Og nogle enkelte man ikke kunne. Med hendes egen stemme, der virkede helt malplaceret da han ikke anvendte hendes toneleje, sagde han piget: ”Åh, stakkels mig, her er jeg helt alene i en mørk skov, og så har jeg slet ikke noget mad! Ååååååh.” Det sidste kom som et feminint suk, og blevet akkompagneret af en hånsk feminin gestus, som hun umuligt kunne lade være med at tage på veje af. Efter hans opførsel brugte han en finger til at hive ud i sin bluse, og kiggede ned på hans kopi af hendes kavalergang. ”Ikke dårligt desuden,” sagde han med sin egen legende dybe stemme, der næsten virkede mere passende end den feminine han havde brugt tidligere.

Ikaris kneb øjnene let sammen, næsten ligesom hun prøvede at finde ud af hvad der foregik bag de tænksomme øjne, heldigvis for dem begge to anede hun det ikke, det sidste elveren havde lyst til at var blive sprættet op som forsøgsdyr. Hun var udmærket klar over, at Spike havde underlige interesser, men at teste racer var en af dem gik hende ganske enkelt og til stort held forbi.
Hans stemme fik hende til at spidse ører (haha), hans forklaring om inkvisitionen interesserede hende, for ærligt talt anede hun ikke i detaljer hvad der var sket, blot at de ikke havde klaret mørkets fald. En underlig sult blussede op i øjnene på elveren, dog ikke efter mad, efter hævn.
"Hvem væltede tårnet? Lysets krigere? Ritulus Taurus?"
Den hungrende interesse forsvandt dog som dug for solen da det gik op foir elveren hvad han havde gang i, først dumpede hun ned foran ham i skrædderstilling, blikket var afsøgende, irriteret, men da han begyndte at efterligne hendes stemme afslørede en enkel trækning med venstre øjne klar irritation. De mørke læber blev spidset ubevidst til en næsten fornærmet mine og øjnene knebet sammen til små sprækker.
"Stop det!"
Hvidslede hun hæst. Det var absurd at se sig selv sådan, de store sultne øjne fik hende kort til at tænke over, hvordan hun egentligt så ud. Hun havde ikke set sig selv i månedsvis nu og lejligheden til lige at opdrive et spejl, eller dyrke sit eget spejlbillede i en stillestående sø var ikke just noget hun ofte faldt over.
"Mhm, nyd dem mens du har dem Spike! Jeg er mere mand end du nogensinde bliver og mere kvinde end du nogenside får, så kig du bare løs!"
Snappede hun så, men kunne ikke lade være med at glo med da han åbenlyst kiggede ned i sin egen, lånte vel at mærke, kavalergang, når alt kom til alt lignede den meget godt, men det ville hun naturligvis aldrig indrømme.

Spike kiggede fornærmet op fra sin nye kavalergang, og modstod trangen til at gramse på sig selv for at gøre Ikaris ubehageligt tilpas. Nok var det længe siden han havde været et menneske, men det var alligevel ikke pænt sagt. Specielt fordi der ikke var særligt meget kvinde over Ikaris. Han lod sig glide tilbage til sin sædvanlige mandlige skikkelse, og lænede sig afslappet tilbage. ”Hvis jeg fik en kvinde der var mindre kvindelig end dig, ville jeg starte med at tjekke hendes puls. Ikke at det nødvendigvis ville stoppe mig.” Han flashede hende et af sine uhyggeligt hvide smil.

”Har du tænkt dig at tænde for ilden?” hun kunne næppe vide det, men Spike var kold. Den eneste måde han kunne producere varme var ved at afbrænde sit eget stof, og da det ikke kom tilbage af sig selv tilbragte han det meste af tiden med samme temperatur som sine omgivelser. Ikke at det gjorde ham noget. Han var ikke i stand til at blive syg, men det var heller ikke rart at fryse.
Han sukkede kort, og lukkede øjnene mens han tænkte tilbage.
”Ironisk når var det folket selv, der gjorde det. De samme mennesker jeg havde holdt sikre fra deres egen idioti væltede over tårnet i takt med at nyheden spredte sig. Det gode ved store menneskemængder er at de ikke har styr på hvem der er med dem, så jeg forklædte mig bare som en plebejer.” Han trak afslappet på skuldrene, og åbnede øjnene. Han indikerede hendes aflagte rustning med et kast fra sit hoved. ”Hvorfor slæber du stadig rundt med den der? Det er meget nemmere at komme rundt når man er ukendt.”

Ikaris smilede det overlegne smil der igen afslørede det uhyggelige tandsæt, mens de hvide bryn hævede sig til et udfordrende udtryk. Hun kunne godt se på Spike at hun havde ramt plet, men det var ikke så svært når man vidste hvad han var, inderst inde, under huden på den hårde ex-inkvisatør var der stadig følelser et sted, hvilket faktisk foruroligede elveren en smule med de ting hun havde set ham gøre. Ikaris eget følelsesregister var en anelse anderledes fra andres, sorg var en ting hun ikke anede hvordan hun skulle tackle, som regel blev hun aggresiv i stedet. Hun blev heller ikke forlegen eller fortvivlet.
"Hah! Har du måske ikke hørt at elvere er kendt for deres femininitet og ynde? hm?"
Det var rigtigt, men her var der naturligvis tale om Ikaris lyse modstykker, faktisk havde hun ikke hørt mange rygter om mørkelvere, de havde jo de samme egenskaber som skovelverene, bare som regel stærkere, med anderledes øjne og tænder og så naturligvis klart overlegne. I hvert fald i Ikaris verden.
Så blev bålet bragt på banen, og Ikaris måtte sukke opgivende, hun frøs også selv, hun kunne som regel holde varmen med de tykke posebukser, den tætsiddende langærmede trøje og kappen, men aftnerne var efterhånden så utilgivelige, at kulden krøb gennem alt tøj. I en hidsig bevægelse fik hun trukket tændstålet frem, og gav til til at slå de første gnister, men efter to-tre forfejlede forsøg blev tændstålet hidsigt kylet i retning af Spike.
"Det kan du jo gøre, nu du besluttede dig for at æde min mad!"
Mørkelveren trak kappen tættere om sig og skævede mod rustningen, de gule øjne lyste skræmmende meget op i nattens mørke, så trak hun på skuldrene.
"Jeg er så sentimental..." Så smilede hun igen, var der noget Ikaris ikke var, så var det sentimental, det blev hun nok aldrig. "Nej, jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle ligge den fra mig, jeg hører stadig til i hæren, det har jeg ikke i sinde at gemme væk, hvis vi skal ovenpå igen nytter det ikke at bukke under og trække i civile gevandter!"

Spike skulede tilbage til hende. Sandt at sige, så var han ikke på nogen måde bedre til bål end hun var. Derudover kunne han se at kvistene alle var småfugtige, så det ville ikke blive nemt. Han besluttede sig for at lave en stor gestus, alene fordi han var et fantastisk menneske. Og så måske også fordi han havde ødelagt hendes aftensmad. Men først skulle han sikre sig at hun vidste at Spike ikke gør tjenester.
”Hvor gemmer du den så?” Hans magiske iris viste sig i det højre øje og blev der, i modsætning til de forrige gange han havde brugt evnen. Han gav hende et fuldstændigt, men dramatisk elevatorblik. ”Jeg har kigget dig over gang og gang igen. Og ligegyldigt hvor meget stof jeg kan kigge igennem, kan jeg altså ikke se noget.” Han efterfulgte sin tale med et ubehageligt vidende smil.
Han kiggede tilbage på bålet, og lod modvilligt en dråbe af sin dyrebare metal-væske dryppe fra hans håndflade og ned i bålet. Stoffet, i fortyndet tilstand, var let at antænde, og brændte længe uden noget stort massefald. En enkel dråbe ville være nok til at få gang i ilden. Tre slag gjorde hans analyse retfærdighed, og flammer begyndte at bluse op.
”Hvis, og det er et betydeligt hvis, hæren kommer tilbage, kan den bedre bruge dig levende end død.” Hans tidligere spøg var forsvundet fra stemmen. Han stirrede ind i ilden med en gal mands fascination, men sørgede for at man ikke kunne se det på ham. I kort øjeblik efter frigjorde han sig selv, og kiggede på hende igen.
”Hvis du da overhovedet kan bruges til noget.” Og spøgen var tilbage.

Den udfordrende mine forlod ikke sortelverens øje et øjeblik, så lænede hun sig tilbage i det fugtige græs og lagde hovedet en kende på sned.
"Den er gemt væk til specielle lejligheder. En soldat er ikke meget værd hvis det hele skal gå op i hår og negle!" Det var bundærligt, Ikaris var genial til at få oplysninger ud af folk, på trods af at hendes udseende på nogen kunne virke ganske skræmmende hjalp hendes evne hende godt på vej. Desuden fandt de fleste faktisk mørkelvere meget spændende, nok fordi de ikke var til at finde så mange steder i Krystallandet, for mange var de i virkeligheden nok et mysterie.
Det var først efter en længere tænkepause at det egentligt gik på for elveren, hvad havde sagt, hun rynkede brynene, af ren og skær mangel på følelsesregister var det så et smøret smil der kom ud af det, på trods af, at det var komplet malplaceret. "Hvor meget kan du overhovedet se med det der? Hvis man ligefrem kan lure gennem folks gevandter ved jeg da hvad jeg skal ønske mig i fremtiden!"
Øjnene fulgte roligt med i Spikes affære, hun stillede ikke spørgsmålstegn ved hvad han gjorde, han plejede at vide hvad han lavede og ganske rigtigt, ikke længe efter kom der små flammer der ivrigt begyndte at tørre og æde træet og varmen var kærkommen.
Så hærdede blikket til det normale kontrollerede og dybt seriøse udtryk Ikaris som regel var kendt for inden for hærens rækker. "Selvfølgelig kommer hæren tilbage. Ethelihn er allerede igang med at samle tropperne. Men det er naturligvis svært med alle de gamle soldater der stikker hovedet i jorden!"
Hun så hårdt på ham, ligesom han gjorde på hende, så lagde hun sig ned på den ene side, med fronten vendt imod de ivrige flammer.
"Og det ved du jo bedre end nogen anden Spike. Har du tænkt dig at løbe for evigt?" Den morsomme tone havde for alvor forladt elverens stemme, hun var sulten efter svar.

Han strakte hænderne frem mod ilden indtil han næsten rørte den. Ekstrem varme gjorde ham ikke så meget, og så absorberede han den hurtigere. Allerede kunne han mærke varmen i sine skuldre, og den bredte sig hastigt til hans overkrop.
”Hvad, noget lækkert undertøj?” sagde han med antydningen af et smil. Hans transformerede øje drejede 180 grader omkring, og afslørede et tilsvarende mønster på den anden side. Vendingen havde givet ham en komplet sondering af terrænet, da han havde, og fortsat kunne, se ud igennem sit eget hoved. I virkeligheden var synliggørelsen af øjeæblet kun til for hans medmennesker, for folk syntes underligt nok at det var ubehageligt hvis de blev jaget af en mand uden ansigt.
”Jeg kan ikke se igennem meget tykke ting. F.eks. er det hele lidt sløret på den anden side af dig. Men tøj, hud og sådan nogle ting er ikke rigtigt et problem. Udover blade. Hvis du lavede en kjole af blade, ja, så ville jeg næsten være helt blind. Og jo færre blade jo bedre. I virkeligheden skal du bare have nogle blade i nærheden af dig. Du kan nok forestille dig at jeg har et problem med skovnymfer.”
Kan spekulerede kort over om hun egentligt havde forventet et ærligt svar fra ham. Det kunne sagtens værre at hun stolede på ham mere end han stolede på hende. Ikke at det var hendes fejl, han havde lært af nok til at vide at man ikke skulle stole på hvem som helst. Spike kunne se fordelen i at hun ikke kendte til det fulde omfang og begrænsninger af hans evne, for ellers bad han hende nærmest om at blive forrådt på et tidspunkt. Hellere have hende hvor han kunne holde et ublinkende øje fæstet. Ligeledes regnede han heller ikke med at han kendte det fulde omfang af hendes kræfter.
Efter den lille joke stirrede han igen i ilden. Denne gang mindede den ham om tårnet, der langsomt brændte og faldt sammen.
”Hvem siger at jeg løber? Verden vil altid insistere på at slå sig selv i stykker, med eller uden mig. Hæren kan ikke tilbyde mig noget jeg ikke kan tage selv.”
Han hev en lille flaske med gylden væske frem fra en inderlomme, hev proppen af og tog en lille slurk. Den varme fornemmelse af rom gled gennem hans krop og hjalp den allerede hastigt spredende varme fra ilden på vej. Hvorefter den ætsende blev omdannet, og alkoholen spredtes rundt i hans kropsmasse. Han tog en slurk mere, før det gik op for ham at han var uhøflig: ”Vil du ha’ en tår?”

Ikaris skar en grimasse, sandt at sige, når Spike nu gik hende på klingen, var det nok rigtigt nok, at Ikaris ikke var det mest feminine man kunne opstøve. Ved hans kommentar kom hun til at tænke på, at hun ikke anede om hun overhovedet havde undertøj på. Det generede hende ikke, hvis Spike virkelig kunne se gennem marv og ben, som sagt var hun ikke rigtig til at gøre forlegen, eller blufærdig.
Alligevel strakte hun sig kort, inden hun tog en håndfuld fugtige blade, hvorfra hun fiskede to store ahornblade der kort efter blev brugt til at afdække brysterne. Med det kække smil kiggede hun så op over flammerne, hen på manden foran hende.
"Er det her så knap så distraherende?"
Igen blev de hvide øjenbryn hævet, blikket var dog denne gang ikke bedrevidende eller provokerende, de var nysgerrige. Selvom Ikaris ikke var indehaver af en pupil, var det ikke svært at se, at det var hans øje der interesseret blev studeret. Det var ikke uvant for elveren, at se Spike bruge evnen, men det havde som regel været i ophedede og ikke mindst farlige situationer, hun havde aldrig haft mulighed for at studere det ordentligt.
Magi havde altid interesseret og fascineret Ikaris, om det var en elverting var ikke rigtigt til at sige, men det med at besidde så forskellige egenskaber og styrker var spændende. Om Ikaris selv stolede på Spike kunne hun ikke rigtigt finde ud af, naturligvis åd hun ikke det han sagde rådt, hun holdt selv kortene tæt på kroppen, men endelig at møde en venligsindet sjæl var en lettelse.
"Ikke? Hvad så med et sted du ikke behøver føle dig jagtet? Hvis du skrider fra hæren bliver du jagtet af Mørkets krigere, såvel som Lysets. Ikke nok med det kunne jeg kun forstille mig, at alle borgerene fra byen var ude efter dit hoved, du var ret rundhåndet med henrettelserne!"
Elveren skubbede sig op at sidde, og slap bladene i samme bevægelse, om han overhovedet kunne tage hende seriøst anede hun ikke, men nu var Ikaris også vældig morsom, i hvert fald i hendes egen lille verden.
"Åh jotak, det kan vel næsten også tælle som et måltid, hm?" Elveren rakte ud imod Spike med en flad hånd som gestus til, at han godt kunne aflevere den lille flaske

Da hun tog bladene for at dække sig til var han midt i en slurk. Men han kunne ikke holde en spruttende latter tilbage, for aldrig i sin vildeste fantasi havde han regnet med hun ville gøre noget sådant. Måske havde han set for meget til hende i en arbejdsforstand, hvor han respekterede hendes effektivitet, til at kunne forestille sig at hun rent faktisk havde humor. Hun havde trods alt altid en kølig facade, der aldrig afslørede hvad hun tænkte. Medmindre man vidste hvor man skulle kigge.
Mens han brugte sit ærme til at tørre alkoholen væk fra sine mundvige, klukkede han stadig. Da han kiggede over på hende havde hans øje genvundet sin isblå farve. Ude af stand til at dy sig, ventede han til at hun havde fjernet bladene, hvorefter han sagde. ”Nå, der er du! Du kan da ikke bare forsvinde på den måde!” Han klukkede lidt over sin egen morsomhed.

Han lo dæmpet over hendes spørgsmål, ikke så meget fordi det var underholdende, men mere fordi han stadig syntes det var morsomt det hun havde gjort med bladene. Idet han skulle til at svare gav han hende et af sine sjældne oprigtige smil, der mere lå i hans øjne end i hans mund. ”Tror du virkelig jeg føler mig jaget? Jeg, af alle mennesker? Sådan som jeg ser på det, så er det bare mig der jager alle andre!” Han lænede sig afslappet tilbage, og kastede flasken over mod hende i samme bevægelse. ”Tror du virkelig at noget ville ændre sig hvis jeg løb rundt i uniform? Det eneste det ville betyde, ville være at de alle sammen havde fundet mig. Og jeg har også fjender blandt mørkets egne, tro mig.
”Og jeg henrettede ikke nogen der ikke havde fortjent det, i hvert fald ikke offentligt. Der var meget oprør hos folket i den tid, og det var mit arbejde at opspore de oprørske. Det eneste man kan bearbejde mig for, ville være at være for effektiv.” Han lod sig falde om på ryggen, og kiggede op på nattehimlen.
”… Hvis ikke du er kræsen kender jeg en måde du kan få mad på.” Sagde han tøvende. Han var ikke sikker på hvor han havde hende i forhold til hvad han skulle til at forslå.

Mørkelverens ansigt lyste op i et faretruende, hæst grin idet Spike spruttede alkohol som en mindre fontæne. Åhjo, Ikaris syntes nu nok at hun selv var vældig morsom, på trods af, at mange folk til tider fandt hendes humor makaber og til tider direkte ækel. På trods af det, kunne hun faktisk tilpasse sig det meste selskab. Når alt kom til alt var hendes speciale at passe ind alle steder, selvom mørkelvere havde deres rygte i Krystallandet, havde Ikaris ikke haft problemer med at finde passende roller, i det varierende selskab, hun ofte kom ud til når hun skulle have de nødvendige informationer. Hun havde sågar en enkelt gang betalt sig fra at få arrangeret det snehvide hår i en mægtig frisure og iført sig en vældig tætsiddende og ikke mindst pompøs kjole for at imponere og infiltrere det rette selskab. Det var ikke noget hun brystede sig af, men det meste af hæren havde haft travlt med at huje og pifte da hun kom vadende tilbage for at få fat i sine egne gevandter, det var ingen hemmelighed, at Ikaris var lidt af en kamæleon. Havde rommen været af stærkere kaliber havde små sprut fra de begyndende flammer nok været til at finde fra bålets forkælede kaliber, nu lignede det lidt, at ilden var ved at gå ud af det halvfugtige træ og med Spikes masse efterhånden ædt op.
Soldatens kommentar fik elveren til at slå en høj latter op, inden hun rystede på hovedet og de orangegule øjne fæstnede sig på den mandlige skikkelse overfor hende.
"HA! Jeg behøver ikke bruge min evne i dit selskab Spike, jeg kan bare dække mig til med blade det ene sted, og tage dem af det andet, og du ville stadig tro, at jeg teleporterede!"
Ikaris trak kappen tættere omkring sig, som hun sad der, uden rustning og med tildækkede ar, kunne hun godt se ganske uskyldig ud. Det vågne blik afslørede dog, at hun ikke var faldet af på den.
"Jeg tror vi alle har problemer blandt egne rækker, de færreste ser gennem fingre med, at jeg ikke tjente i årene under Morgoth!"
Elveren hævede øjenbrynene og lod fingrene lukke sig omkring den lille flaske der blev smidt over til hende, så trak hun proppen af og satte flaskehalsen for læberne, inden hun drak grådigt. Efterfølgende blev flasken igen lukket og smidt tilbage til Spike i en sløset bevægelse.
"Definer kræsen Spike. Jeg er ikke altædende, ligesom visse andre, men kræsen vil jeg ikke just kalde mig!"

Han grinede over hendes kommentar endnu engang. Enten havde han ikke husket hende som underholdende, eller også havde de bare altid været for seriøse i hinandens nærvær. Men han var i hvert fald underholdt. Om ikke andet fortjente hun en hjælpende hånd for det.
”Hvordan ved jeg at det ikke er det du har gjort hele tiden? Det kan da være at det kun er mig, der tror du har magiske evner!”
Han trak overbærende på skuldrene og lo kort.
Hans magiske øje holdt konstant vagt. De døende flammer kastede et dunkelt skær over hans skikkelse, og han skubbede sig op på den ene albue. Hans mund fortrak sig i endnu et af hans uvirkelige tandsmil. Han lo med den langsomme dybe latter af et dovent rovdyr. ”Hvis jeg vendte tilbage, ville ingen tørre løfte en finger mod mig.” Han skuttede sig i sin arrogance. Det var almindeligt kendt at ærefrygt var højt anset blandt mørkets brutale krigere, og i sin storhedstid havde Spike været en af de mest frygtede, specielt blandt soldaterne. De vidste hvad han gjorde ved sine ofre, og vendte man tilbage fra Spikes laboratorier var man sjældent i et stykke, hverken fysisk eller mentalt. De overordnede havde ikke rørt ham. Hans effektivitet var en sjældent unik kendsgerning.
Men der var næppe mange tilbage der ville genkende hans navn længere.

”Det tror jeg vi kommer til at finde ud af.” Hans smil var forsvundet, og hans blik gled forbi Ikaris til en skikkelse, der sad i kanten af bålets lysring. Det var en sort kat, og dens pels forsvandt næsten perfekt i mørket og underskoven. Den sad afslappet og betragtede dem begge, og i dens ene øjenhule kunne man se det lysende og umiskendelige mønster, der svarede til Spikes eget. Som han kiggede på den, bevægede den sig hen til ham, og sprang op på hans skulder, hvor den holdt øjet på Ikaris uden at blinke. Dens hale begyndte at vifte, og Spike blev kort overvældet af den kraftige strøm af informationer der løb fra dyret, i det han kom i kontakt med dyret.
”Der er to mand på vej med oppakning fra nord. Der vil være rigeligt at spise for os begge to.” Han gav hende et snut smil, og kattens sorte pels begyndte langsomt at antage et sølvfarvet skær, og øjeblikket efter kigge Spike på hende med begge sine øjne forvandlet.

Mørkelveren lo igen sin hæse dybe latter og øjnene lyste med det samme op i det drabelige smil, der afslørede det knap så elviske tandsæt, så trak hun på skuldrene og skuttede sig kort.
"Tja, jeg er jo ikke magisk, overhovedet, det er bare snyd og bedrag. Det er jo ikke fordi elvere er kendt for deres magiske færdigheder!"
De orange pupilløse øjne stirrede sultent hen på Spike. Sandt at sige havde Ikaris altid været lidt af en stivstikker på arbejdet. Årelang og benhård træning havde lært hende, at der ikke skulle mange sekundters uopmærksomhed eller små fodfejl til, at man kunne miste hovedet så let som ingen ting. Desuden havde de to heller ikke set hinanden meget uden for borgen, naturligvis havde Spike ikke set soldaten more sig.
Hans næste emne var dog en kende mere seriøst, hun stillede ikke spørgsmål ved hans udsagn, ikke højlydt i hvert fald. I stedet sendte hun ham et skeptisk blik.
"Jaså? Hvorfor skulle de også det? Med mindre du har lagt hæren på hylden til evig tid har de ingen grund til det..." Hun fugtede læberne, inden hun lod den store røde hætte glide ned fra det hvide hår der bølgede let ned langs hendes ryg idét det blev sluppet løs fra stoffet, så fortsatte hun: "... Men krigerene er sultne for at få ryddet op i egne rækker. I hæren er der intet forræderi for småt eller offer for stort for tiden. Det er ren magtkamp!"
Hun trak på skuldrene, for hendes eget vedkommende var det fint med hendes status, det gik fremad, folk kendte hende efterhånden og hun havde efterhånden et rygte som en koldblodet morder, et rygte der tillod hende at være i fred og gav hende plads og lov til en del mere end de andre menige soldater.
Katten var ikke længe om at fange hendes opmærksomhed, kort troede hun at det var kat der var på menuen, hvilket ikke ville genere hende, det skulle ikke være første gang, men kort efter fik hun øje på øjet der, til hendes overraskelse, lignede Spikes.
"Rejsende? Hvorfor ikke? Jeg er sulten og de har sikkert ikke bedre at tage sig til!"
igen lyste det drabelige smil op, inden hun rejste sig fra jorden med en unaturlig lethed og så så afventende på Spike på jorden, foran hende.

”Nej, det er en skam at du er så kedelig,” lo han kort, og blev pludseligt tavs, da emnet skiftede til noget mere seriøst. Spike kiggede bedømmende på hende, mens katten langsomt smeltede og sank i et med hans krop. Det var sandt at der altid havde været en kamp om magt blandt mørkets folk. Det kom kun naturligt med de sorte dyder der blev fremavlet blandt dem. Med det lange bølgende hår, den stramme figur og den kontrastrige sorte hud, kunne Spike let se hvordan hun havde en fordel, om hun var klar over det eller ej. Hæren var fyldt af fordømmende eller direkte dumme personer, mange af hvilke ville kaste sig frådende over den første og bedste fordom de kom i nærheden af. Der var noget umiskendeligt farligt over Ikaris udstråling, men på samme tid noget eksotisk og en illusion af at være delikat, som kun elvere havde.
”Så meget desto mere grund til at holde mig selv ude, syntes du ikke?” han sukkede kort. ”På det ene eller andet tidspunkt bliver jeg vel nød til aktivt at vælge side. Det nytter ikke noget at kalde sig selv neutral… Men hvorfor skynde dig? Jeg venter bare til at valget bliver taget ud af mine hænder, og så tæsker jeg hvem end der tog det fra mig.” Han trak ubekymret på skuldrene. Indtil videre havde der ikke været nogen der plagede ham. Faktisk var Ikaris den første person af nogen af fraktionerne, der havde set ham efter hans ”død” og overlevet. Og det kun fordi han kunne få mere underholdning ud af hende hvis hun var fritgående.

Med umulig slangeagtig bøjelighed kom han på benende. Et dovent trick, og ganske overflødigt, men Spike var nu engang en doven mand. Hvorfor skubbe sig på benene, når blot du kunne bøje dig i en oprejst position?
”De er lidt i den retning.” Han pegede i retning af mørkets skov, ”på vej ind i skoven.” Han sparkede jord på bålet og begyndte at gå i den indikerede retning.