Markedspladsen her fyldte kun en femtedel af den i hovedstaden. De samme størrelsesforhold gjaldt for de to eller tre kroer - Tremor kunne aldrig huske det præcise antal, da den sidste ofte gik konkurs lige så hurtigt som den åbnede dørene på -, der lå i byen. Faktisk var alt ved byen omkring en femtedel af det tilsvarende i storbyen. Folk her var oven i købet mindre kedelige. Og fordi ordensmagten indflydelse var tilsvarende mindre, var det ikke umuligt at finde relikvier, artefakter og bøger om magi af den sortere slags.

Dæmonen svingede sin sølvbeslåede vandrestav, hvis støtte han ikke havde det mindste brug for, i taktfaste buer, mens han langsommeligt vandrede gennem pladsen og snoede sig mellem boderne, så intet gik hans opmærksomme øjne forbi. Nogle af sælgerne vidste udmærket, at denne herre nok selv skulle starte en samtale, hvis han fandt noget interessant, og lod ham kigge i fred. Resten forsøgte at sælge ham alt fra nye bøger og moderne smykker til blomster til hans kæreste, hvilket ikke kunne interessere ham mindre. Bøger måtte være mindst et par hundrede år gamle, før de havde interesse, smykkerne havde ingen magisk aura og var kun sjældent særligt kønne, og kærester havde han aldrig set pointen i at have.
Nogle sælgerne var lidt for energiske og gjorde sig fortjent til et af Tremors mindre behagelige blikke. Noget det oftest reagerede på ved holde deres mund, men ikke den næste sælger, han nåede til. Det var et mørklødet menneske i 60'erne, der stadig havde sit sorte hår - vel muligt han holdt det ved lige med farve. Et fyldigt fipskæg dækkede hans hage, mens et sirligt, todelt og tyndt overskæg tog sig af hans overlæbe. Under de tykke øjenbryn gemte sig et par kraftigt blågrønne øjne af samme farve, som den juvel han havde hængende fra sit venstre øre. Hans kjortel og hat var mindst lige så eksotiske. "Professor? Professor!? Kom herover, jeg har lige modtaget et lille skrin og en bog, der måske kunne have Deres interesse." Tremor blev vinket hen til boden. Det var ikke mange han lod tale til sig på den måde, men denne mand havde været et udmærket bekendtskab og fik en tilsvarende line. Dæmonen fulgte med sælgeren og forsvandt ind i boden og om bag bagtæppet.

De isnende blå øjne løb hurtigt og opmærksomt mellem menneskemængden, Izilarna havde aldrig rigtigt brudt sig om større menneskemængder, nok mest af alt fordi hun efterhånden havde vendet sig så meget til at være alene, at det stressede hende at skulle holde øje med alt og alle. Man blev vel miljøskadet af at bruge så meget af sin tid mellem andre kriminelle.
Det lange hvide hår var snoet op i en lang hestehale og en kort sort kappe hvilede henover hendes skuldre, indenunder havde hun en koksgrå langærmet trøje og et derudover et par store sorte posebukser.
Første stop på turen var allerede overstået, Izilarna havde afleveret nogle vigtige dokumenter hos en efterhånden fast kunde og fået sine penge for dem, nu var det bare at komme af med tyvekosterne hun skulle have afsat for en af laugets dygtigeste tyve.
Hun fandt den sædvanelige sælger, som var interesseret i magiske objekter og ældgamle ting, han var i hvert fald som regel til at få til at betale ved kasse et.
Izilarna havde tre ting med, et lille skrin, det skulle efter beskrivelsen efterhånden have rundet femhundrede år, efter sigende skulle det have en uopdaget magisk egenskab, men Izilarna selv havde ikke tid til at begynde at udforske dets effekt, i stedet blev det solgt på 'den magiske aura'. Den næste ting var en bogsamling af små bøger, som kunne ligge i en håndflade, bøgernes indhold var varierende, men besættelse af andre kroppe var i hvert fald et emne Izilarna havde fanget da hun havde bladret dem igennem. Meget af det var på et sprog hun ikke kunne tyde, og varme varer gjaldt det om at komme af med hurtigst muligt, hvis folk fandt ud af hvor deres dyrebare ejendele var forsvundet hen var det generelt skidt.
Det sidste hun havde med var tre smykker, et sæt, som var besat med små ædelsten, det var flot, men ikke en formue værd.
Efter en længere forhandling fik de to en pris forhandlet på plads og tingene blev byttet. Den røde udsmykkede pung Izilarna modtog betalingen i blev hægtet i bæltet, inden hun gjorde mine til at forlade teltet, men en ny tilstedeværelse fangede hendes opmærksomhed. Mandens kollega havde tilsyneladende ikke været mere end få minutter til at få afsat varene andetsteds og en nysgerrighed fik hende kort til at tøve.
Herren der kom ind bag i teltet faldt hende bekendt, hvor havde hun set ham før?

Dæmonen bandt snorene op, der holdt hans sorte, sølvbroderede kappe på plads, svingede kappen af skuldrene i en fornem bevægelse og lod til sidst stoffet falde over sin venstre arm, hvorunder han netop havde placeret sin vandrestok i spænd. Denne forretning ville tage noget tid. Først skulle Tremor finde ud af, og Giuseppe, som sælgeren hed, forsøgte at snyde ham igen, og dernæst, hvis det ikke var tilfældet, måtte han finde ud af, hvad det egentlig var, sælgeren havde fået mellem sine solbrune hænder. Sælgeren havde dog ikke forsøgt at snyde ham længe. Han havde efterhånden lært, at dæmonen betalte meget bedre, når han blev behandlet med respekt, ligesom dæmonen havde lært at betalle store summer til de mindre ærlige købmænd, for de ærlige havde ikke en chance for at vriste hans klasse af værdifulde genstande ud af hænderne på folk.

Giuseppe viftede sin kollega og Izilarna ud af lokalet med næsten hidsige håndbevægelser: "Vi har lige fået dem ind ad døren, professor." Manden placerede forsigtigt skrinet, som Izilarna lige var kommet ind med, ved siden af en stor, tyk og meget slidt skindindbundet bog, og fortsatte med at fortælle, hvad han vidste om dem. Hvor de kom fra, hvem der havde ejet dem sidst, og deres alder, som han efter bedste evne havde skønnet sig frem til. På trods af sin, for et menneske, høje alder, mindede hans opførsel meget om en ivrig elevs, når han forsøgte at imponere sin læremester. Og apropos læremester, så var Tremor ikke professor, i hvert fald ikke en den gængse forstand. Titlen, han havde fået her, var egentlig baseret på en misforståelse, han ikke havde besværet sig med at rette. Det var bedre, at folke troede, de vidste, hvad han var, end at de begyndte at lægge to og to sammen og rent faktisk finde ud af det.

"Jeg tænkte, at De måske også ville være interesseret i denne lille bogsamling, men siden den ikke er fremmed for mig, tvivler jeg på, den er fremmed for Dem." Sælgeren afsluttede sin lange og i virkeligheden ganske informative talestrøm, og så op på dæmonen, der var næsten et hoved højere end ham selv, med et spørgende blik. Kun for at finde ud af, at Tremor tilsyneladende ikke havde lyttet til halvdelen af, hvad han sagde. Han var meget mere interesseret i det pigebarn, der netop nu var på vej ud gennem forhænget. Interessen kom ikke af nogen pludselig åbenbaring om hvor 'lige', de to købmænd havde modtaget varerne, og hvem de havde modtaget dem fra. en konklusion, han sikker var nået frem til, hvis det havde interesseret ham. At Izilarna havde et anderledes smukt udseende, interesserede ham heller ikke; dvs. ikke af samme grund, som det interesserede andre levende væsner.

Mens dæmonen, der på alle måder lignede et menneske, holdt en tyssende hånd op i retning af Giuseppe, vendte han sig rundt for at møde Izilarnas stirren med et koldt blik. Hendes ansigtstræk virkede bekendte, og efter et øjebliks tænken kom han i tanker om hvorfor. "Du er blevet ganske udholdelig at se på, kære," sagde han med en blød stemme, uden den mindste smule rughed, "Ganske som forventet." Det overraskede ham altid lidt, når han genkendte folk efter et årtis tid, for mens han selv aldrig ville få en rynke, ældedes de. De var kun smukke i meget kort tid. Tremor havde nok fundet den tanke deprimerende, men han havde ikke helt hjertet til den slags dybere følelser.

Izilarna lod en enkelt stærk hånd lukke sig omkring forhænget som hun blev viftet ud med hidsige bevægelser, det generede hende ikke, jo hurtigere hun kom ud af vagten, desto mindre var chancen for at hun på nogen mulig måde blev sat i forbindelse med tyvekosterne. Alligevel måtte hun bide tænderne sammen så det direkte gav en svag knagen fra kæben, da sælgeren pointerede hvor nye varene var, hun havde ikke behov for at få flere adelsmænd på nakken end hun havde i forvejen.
Hun skulle til at forsvinde ud af døren da manden pludseligt vendte blikket mod hende, et øjeblik var det som om hun fik stød, så gik det op for hende hvor hun havde set ham før, det var længe siden, det var faktisk et mirakel at hun kunne huske ham. Sælgerens ævlen blev faktisk bare en grødet talestrøm i baggrunden, hun bemærkede ikke ordene, det var først da Tremor viftede med hånden, at hun bemærkede hvordan der blev helt stille.
Giuseppes kollega var for længst forsvundet ud foran i teltet for at sælge til andre kunder, smykkesættet var for eksempel allerede lagt frem i boden, han fattede nok ikke der foregik noget som helst, så slap Izilarna forhænget der dumpede tilbage på plads.

"Tak.."

Ordet blev underligt fladt, hun vidste ikke engang selv om hun mente det, var det overhovedet en god ting at være udholdelig at se på? Sidst de to havde set hinanden var Izilarna en rebelsk teenager der var stuvet ned i alt for påtagede kjoler og med det manke-lignende hår sat op i en frisure der slet ikke kunne holde vægten fra det tunge, tykke hår. Hvad ville han ikke tænke om hende nu? Det var ikke just silke hun prydede sig med. Det var faktisk mindstedelen af hendes bekymring, hun havde det altid underligt i rige folks nærvær, især fordi de uden problemer kunne komme som den næste på hendes liste over røverier. Dét der undrede hende var, at han ikke så en dag ældre ud, hun var blevet voksen i mellemtiden, de dyriske træk var trådt meget mere frem, men ham, han havde overhovedet ikke ændret sig.

"De holder Dem i allerhøjeste grad godt!"

Ordene lå forkert i hendes mund, det var år og dag siden hun sidst havde tituleret folk som 'De' og 'Dem' men efter flere år med finesserne trukket ned omkring ørerne var det ikke synderligt svært at finde tonen frem selskaber som dette nu engang krævede.

"Jeg takker, kære, selvom jeg er begyndt at finde grå hår hist og her." Orderne, tonefaldet og det høflige smil var der automatisk, men det virkede ikke forceret. Nu havde dæmonen også en del mere træning i at spille for galleriet end pigebarnet foran ham, som han i øvrigt studerede, mens han talte.

Fra Tremors synspunkt var Izilarnas tilstedeværelse her meget usædvanlig, hvilket naturligvis gjorde alt ved hende interessant. Nu begyndte han at gøre sig de tanker, som normale mennesker ville, omkring hvad hun lavede her, og i dette specifikke tilfælde ledte spørgsmålet til et temmeligt langt svar. Tyvekosterne, at hun var i denne del af byen, for ikke at nævne at hun overhovedet befandt sig uden for Hovedstaden, hendes beklædning, hendes måde at gå eller rettere snige sig ud af teltet så hurtigt, hun kunne; Det fortalte alt sammen en livshistorie, der kun kunne være foregået inden for de sidste få ti år eller deromkring siden, han havde mødt hende.

Så vendte han sig mod Giuseppe. Selvom Izilarna havde virket til at distrahere ham, havde han hørt hvert ord af sælgerens talestrøm. "Du har ganske ret omkring de små bøger. Faktisk har jeg originalerne, med mindre jeg er blevet snydt. Ikke alle er lige så pålidelige at handle med som dig." Tremor gav Giuseppe et advarende blik med et venligt smil lagt camouflerende hen over. "Men skrinet tager jeg." Han stak en slank, urynket hånd ned i sin inderlomme og trak en hel diamant frem, som han placerede på bordet foran sælgeren, der ikke virkede det mindste overrasket. "Er det her, hvad jeg tror, det er, får du den anden halvdel , når jeg kommer tilbage." Og med de ord holdt Tremor helt op med at koncentrere sig om den ældre herre, der nikkede til afsked og skyndte sig at pakke diamanten væk.

Dæmonen vendte sig mod Izilarna og gav hende endnu et vurderende blik. "De ser ud til at kunne bruge en drink. Må jeg byde? Jeg kender en ganske udmærket kro lidt herfra." Naturligvis havde han sine bagtanker med at købe hende et måltid mad og noget at drikke. Det kunne jo være hendes langfingrede tendenser kunne bruges til noget mere effektivt, end at samle billige guldsmykker.

Izilarna studerede den ædle herre foran hende, det var ganske åbenlyst, de isblå øjne gled op omkring hans øjne, så videre op til håret, ingen grå hår at se, overhovedet. Hvor gammel var han overhovedet? Hvor gammel havde han været i sin tid? Izilarna havde ingen idé om det. Hun kunne godt have studeret yderligere, men det blev efterhånden lidt for nærgående.

"Det hører jo med alderen. Dette problem bliver jeg ganske forskånet for!"

Lo hun kort, hun var allerede så hvidhåret som man kunne blive, det ville aldrig ændre sig, hun besad intet farvestof i håret der kunne løbe ud med tidens sand. Automatisk skubbede hun ganske diskret den højrøde pung om bag kappen, det gjorde hende ikke just mindre diskret, at hun havde en efterhånden tung pung penge hængende og dingle højrødt mellem de sorte og ellers diskrete klæder.
Summen der blev overrakt for handlen var lige ved at få Izilarna til at falde død om, hun havde lige solgt skrinet for fem safirer og en håndfuld rav. Halvdelen. Af samme årsag måtte hun lægge bånd på sig selv for at holde munden lukket. I stedet fulgte øjnene meget nøje ædelstenens forsvinden fra én inderlomme til en anden. Dette foregik dog ganske diskret. Det var ganske sandsynligt at det ikke var dagens sidste besøg der var blevet aflagt hos sælgeren.
Et øjeblik havde den hvidhårede kvinde været så optaget af hendes egne tanker, at hun virkede helt forvildet omkring Tremors spørgsmål, ærligt var hun overrasket over, at han overhovedet ville slæbe hende med på kro, eller for den sags skyld blive set i selskab med hende. Hun var ikke just typen folk fra de højere samfundslag mængede sig med.

"En drink?.."

Izilarna slog igen blikket op på ham, de var næsten lige høje, næsten lige muskuløse også, virkede det til. der var alligevel noget ved ham, der undrede hende, hun kunne ikke sætte fingeren på hvad, men noget var altså underligt. En vis nysgerrighed havde holdt på hende og selsamme søgen på svar fik hende til sidst til a nikke med et lille, let tilspidset smil.

"En drink har vel aldrig skadet, hvilken kro har De for øje?"

Kvinden gjorde med det samme mine til at forlade bazaren, hendes tilstedeværelse der havde beds af at blive glemt og helst (i hendes verden) tiet ihjel.

"Jeg kan aldrig huske, hvad stedet hedder, men de serverer en udmærket laks. Og det er jo sandt med Deres hårfarve. Ikke en kulør, man ser ofte, men den passer til Dem," komplimenterede dæmonen smilende, mens han høfligt holdt forhænget til side for sin midlertidige ledsagerske. Ord, håndbevægelser, ansigtsmemik, tonefald og generelle manerer havde Tremor nok af, men som enhver, der ikke rigtigt mener, hvad de siger, kunne han give en svag fornemmelse af kulde eller ubehag. Nogle ville aldrig bemærke noget, andre ville, og de fleste af dem ville feje det til side, fordi sådan opførte alle højrøvede rigmandssønner sig - hvilket var præcis, hvad han lignede.
Eller det ville sige lige ind til han snuppede et par halvbriller op fra en inderlomme for at skimme igennem de første sider af sin nyindkøbte bog. Den var skrevet nordkrystalisiansk, den gang det folkeslag stadig var stort nok til at have deres eget sprog, hvilket gjorde bogen omkring 500 år gammel. Naturligvis forstod han hvert eneste ord, og naturligvis havde han ikke brug for brillerne, men det passede meget godt med hans 'titel' af professor.

Han gik langsomt i retning af kroen og forventede bare at Izilarna fulgte med.
"Nåede dine forældre nogen sine nogen vejne med deres planer om at love dig væk?" spurgte han tilsyneladende oprigtigt interesseret denne gang, men stadig med snuden begravet i de gulnede sider.

Izilarna trippede en smule distræt fra side til side, selskabet havde været yderst uventet og det faktum at han ville tilbringe tid med hende var yderst uvant. Alligevel var hun ikke længe om at komme ud af bazaren, hun havde ikke behov for at tilbringe mere tid der, slet ikke efter et dyrt udseende smykke var forsvundet ned i en af de dybe lommer i de sorte posebukser, det var vel kun retfærdigt for at veje op for den lille betaling hun havde fået for det tilsyneladende dyre skrin.
"Oh, nej, jeg kender ikke så meget til kroerne her. Men det er sikkert Drosken, eller... Den Hvide Hin..."
Izilarna klappede omgående i å hun var ved at bide sig selv i tungen, hun skulle ikke slæbes med på Den Hvide Hin, så kunne hun lige så godt tage tøjet af og spille sækkepibe på byens torv, det var nok den samme mængde opmærksomhed der ville blive tildelt hende, som hvis hun trådte ind så pænt et sted. Det var absurd, kvinder i korsetter og brusende skørter og mænd i klæder så stramme, at de ikke ville kunne slås om det gjaldt deres liv.. og så Izilarna i beskidt, anonymt tøj.
Hun vred sig, diskret, komplimenterne var kvælende og hun var ikke engang sikker på at han mente det, eller om det var så indpræeneret i den rige herre, at det kom uden han tænkte over det. "... Tak, igen"
Denne gang var det endnu mere fladt, faktisk skulle man næsten være direkte dum for ikke at opfatte, at Izilarna var dybt ukomfortabel med at blive rost, af samme årsag var hun ikke længe om at komme videre til hans spørgsmål, selvom han virkede væsentligt mere interesseret i bogen, end i hendes tilstedeværelse.
"Nårh, æh ja. Det gjorde de, eller, de prøvede i hvert fald. Det fik et internt skænderi sat en stopper for, heldigt for ham.. hah!"
Izilarna skulle til at slå et mægtigt ulvegrin op, til hun kom i tanke om, at det først og fremmest var ham de havde prøvet at gifte hende væk til, hvilket fik hende til at lægge ansigtet i mere alvorlige folder, det var nok ikke godt at fremstille sig selv som lidt af en mundfuld i hans kredse. Der var selvfølgelig også pyntet lidt på sandheden, der havde været sat et mægtigt bryllup op, men Izilarna var stukket af så snart det var hende muligt, aldrig i livet om hun skulle giftes væk til en blegfed ranglet adelsherre med fortænder store nok til en skjoldmur.
"Såe, hvad med dig.. Dem? Fandt De kvinden i livet?"
Næsten åndsfraværende fulgte Izilarna efter den læsende mand, diskret skævede hun over på bogen han gik med, men teksten var umulig for hende at tyde, sproget var hende ukendt og bogstaverne forvrænget til noget hun aldrig i sit liv havde set.

Øjnene var fokuseret på de forvrængede bogstaver, men alligevel gik han, som om han så lige ud, snublede ikke over sine egne ben og passerede ubesværet rundt om og indimellem den modgående trafik. Hans høresans var dog rettet mod Izilarna. *Drosken... nej. Den hvide hin?* Uden at bevæge hovedet skævede dæmonen til kvinden med det almindelige tøj, den til sammenligning tjavsede manke og den mildest talt ugidelige holdning og vente hurtigt tilbage til sin læsning. *Jeg tror, vi tager det billigere alternativ.* Havde Tremor været typen, der gav det mindste udtryk for sine mere spontane følelser, ville han have sukket dybt. Han havde netop set frem til en af kokken på kroen med det finere klientels anretninger. Mandens kulinariske evner var udmærkede - for et menneske.
"Drosken, ja. Det var det, den hed." Han fortsatte sin gang i retning af en sidegade, mens han bladrede til næste side uden at se sig tilbage efter Izilarna.

Et bifaldende "hmhm" og et vagt smil undslap ham, da hun nævnte sit aflyste ægteskab. Det fandt han oprigtigt underholdende. Sådan en skandale måtte have skabt en del kaos i hendes familie, og særligt hvis han huskede rigtigt omkring faderens temperament og lidt for gode mening om sin egen status.
Og mens han åbnede døren til Droskens baghave, hvor der stadig var et par ledige borde, besvarede han hendes sidste spørgsmål, uden at komme med flere velmente - hvis man da kunne kalde dem det - kommentarer om, hvor ærgerligt og uforståeligt det var, at hun stadig var uden ægtefælle, og hvor tragiskt det var, at hun nu ikke længere var en del af det bedre borgerskab. Han antog altid, at folk var lige så modtagelige over for positive kommentarer som han selv, selv om man ikke kom langt med smigre, hvis tanken var at overbise den meget gamle herre om noget, han ikke ønskede at blive overbevist om. Derfor glemte han ofte, at nogle kunne finde komplimenter ubehagelige i større mængder.
Der havde, Tremors ustabile personlighed til trods, været en kvinde, en troldkvinde for at være præcis. Hun kunne have hjulpet ham med at slippe fri, og det lykkedes dem da også at slå en af hans tidligere herrer ihjel. Men desværre fangede hendes far, hvad der foregik og fik samtidig fat i Tremors fulde navn. Det grådige svin... Han lagde bogen fra sig på bordet, mens han satte sig.
"Der var en kvinde. Desværre brød hendes far sig ikke om mig. Han mente ikke forskning og studier var en værdig beskæftigelse." Han gav et vagt forpint smil fra sig, som han ikke behøvede at forfalske.

Izilarna fulgte åndsfraværende efter den ædle Herre der uden problemer banede vejen, Izilarna fulgte med sin mægtige smidighed nogenlunde med i modgangen af de mange mennesker, men til forskel fra dæmonen var hendes blik ikke fæstnet på hans bog, men på ham. En mistanke der hele tiden havde kradset irriterende meget var nu virkelig begyndt at undre hende, hvad var der med ham?
Jo mere opmærksomhed Tremor tildelte bogen, jo mere tildelte hun ham, de kølige isblå øjne glimtede kort over i et rovdyrsagult skær, inden han igen snakkede og hun øjeblikkeligt slog blikket ned på grusstien.

Hun gav kort et fnys fra sig, det undrede hende ikke, at han ikke havde hørt om episoden, kendte hun sin familie ret, havde de tiet episoden ihjel og fundet på et alternativ, i form af hendes yngre søster.
Izilarna var ikke længe om at smutte ind i bafhaven, blikket scannede hurtigt området for genkendelige andsigter, men da hun intet fandt, slog hun sig ned på stolen med velbehag. Til hans forklaring blev det ene hvide bryn hævet med et lille nik og et ulæseligt lille smil.
"Ah, en skam. Det er jo ulempen ved en herre af din sociale stand, man vælger ikke altid selv!"
Izilarna fugtede kort læberne og stirrede så åbenlyst på Tremor foran hende, hun lagde ikke fingrene imellem længere, det hele var blevet for sært og for underligt, nu kunne hun lige så godt få sandheden på bordet.
"Så, jeg går ikke ud fra, at du inviterede mig på et måltid mad for gammelt venskabs skyld..." Hun kneb kort de blå øjne sammen inden hun lænede sig en kende indover bordet med albuerne solidt som støtte.
"Jeg mener, du kender mig trods alt slet ikke!"
En hvid lok blev hurtigt skrabet tilbage af en lige så hvid hånd, der kort efter trommede hurtigt og diskret på bordets kant, utålmodigt.
"Hvad fik dig helt præcist lokket på Droksen? Ærligt talt, ser man ikke andre som dig her!"
Izilarna skævede kort rundt, det var et broget selskab der var at finde, men sandt at sige var Tremor uden sammenligning den der var pænest klædt.

Spurgte man Tremor, ville han altid være den, der var pænest klædt, forfængelig som han var – virkeligt forfængelig. Han havde en stor svag for alt der skinnede og glimtede. Tålmodighed var til gengæld en af hans stærke sider. Tydeligvis ikke en egenskab Izilarna delte. Han så misbilligende ned på hendes trommende fingerspidser, glattede afslappet et par folder ud på sin guldbroderede jakke og så op igen, mens han forsøgte ikke at tabe sit venlige smil.

”Jeg troede ikke, du ville føle dig godt tilpas på et sted som den Hvide Hin for at være helt ærlig,” svarede han hende og undlod helt bevidst at svare på hendes først spørgsmål lige med det samme, kun for at se hvor langt hendes tålmodighed holdt. Den ville hun få brug for, hvis hun skulle skaffe ham mere læsestof. Desuden generede udtålmodige væsner ham bare grænseløst.
Han havde stadig planer om at svare på hendes spørgsmål, men ikke med det samme.

En tjener kom ud i haven og så sig om efter nye gæster. Sjovt nok var Tremor og Izilarna svære ikke at få øje på, men Tremor løftede alligevel hånden og viftede drengen hen til deres bor.
”Hent os en flaske af jeres bedste vin og ehm.. Han så sig over skulderen, vippede sin stol op på bagbenene og fik fat i et menukort, der stadig lå på bordet bag dem. Han udpegede en ret for tjenere og skubbede derefter kortet over til Izilarna, mens han stille og roligt vippede stolen tilbage på alle fire ben. Han sukkede en enkelt gang, før han rettede sig op ad ryglænet. ”For at svare på dit andet spørgsmål, så var jeg meget imponeret over den bog, du fandt til mig.”

Tydeligt provokeret af dæmonens ualmindeligt langsomme fremgang i emnerne skævede Izilarna kor over til nabobordet, inden hun slængede sig tilbage i en magelig stilling der ikke burde være fysisk mulig på den ellers sølle træstol, som havde set sine bedste dage for godt og vel ti år siden.
På trods af kvindens normale frembrusende natur og hang til at få sin vilje kunne hun godt fornemme, at det var Tremor som avde fat i den lange ende og takket være utallige timers ventetid i hendes hverdag overgav hun sig og lod sig vente til at han selv om til pointen.
"Skarp observation" Kommentarten var tør og tydelig, var der noget Izilarna ikke var god til var det bestemt at lægge låg på sine tanker og til tider eksplosive følelser, hvilket omgående resulterede i hun slog blikket ned og straks rettede det mod menuen, eventuelt arbejde skulle bestemt ikke undervurderes og slet ikke i tider som disse.
Efter nogle pinefulde lange minutter udpegede hun ligeledes en ret til tjeneren som nikkede og tog kortet i et snuptag. Dernæst vurderede mennesket at hun ikke længere kunne trække pinen ud og lod så igen de kølige blå øjne glide op på mandspersonen foran hende.
Hans nlste udsagn var dog ikke længe om at få livet tilbage i den hvidhåredes øjne, en svag nysgerrighed var ligeledes til at ane, især fordi det gjældent var typer som Tremor man hørte den slags fra.
"Jaså? Mange af den slags ting har gennem tiden løbet gennem mine hænder!"
Hun hævede kort brynene, direkte sagde hun ikke, at det var hendes selv der havde fået kløerne i dem, men intet menneske af normal begavet stand ville lade hentydningen gå forbi sig.
"Er det mere end almen interesse?"

Dæmonen smilede, tilfreds med Izilarnas tøjlen - eller i det mindste forsøg på samme- af sin utålmodighed. Han længede sig lidt frem.
"Det kommer jo an på så meget. Interessen er ganske almen blandt mine ligemænd." Ikke at han havde nogen, hvis han selv skulle sige det. "Men jo, den er vel lidt ud over det sædvanlige. Jeg mener, du nåede at besøge mit bibliotek." Hvis det var tilfældet havde det være, det 'lille' bibliotek, med de 'almindelige' bøger. Tremor holdt en kunstpause, mens han placerede albuerne på bordet og foldede hænderne under hagen, stadig med rank ryg. *Stolene her er horrible... Nå, man må håbe maden ikke er lige så slem.*
Han skævede ud mod køkkenet en enkelt gang.
"Er det rimeligt at antager, at din profession består i at tilvejebringe sjældne genstande til højestbydende, eller arbejder du per forespørgsel efter specifikke objekter?" Svaret her var vigtigt. Enten vidste væsnet over for ham, hvad hun lavede og, hvad vigtigere var, hvad hun ledte efter. Det var temmeligt risikabelt, når nu han var meget lidt interesseret i, at hun skulle regne noget som helst ud, der ikke kom hende ved. Eller også kunne han sende hende afsted fuldstændigt uden at fortælle hende mere end det nødvendige. Problemet med det var bare, at så var han jo nødt til at mødes med hende oftere, hvilket kunne lede til mindst lige så mange problemer. Når man var næsten 4.000 år gammel, burde man efter hånden have vendet sig til, at problemer ikke kunne undgås. Det gjorde dem dog ikke mindre til en torn et vidst sted.

Det passede den blege kvinde helt fint, at Tremor pludseligt havde skubbet komplimenterne til side til fordel for hvad der begyndte at lugte lidt af forretning, én påtaget kompliment mere og hun havde nok revet de lange lokker af hovedet i ren og skær frustration. Hun kneb øjnene sammen, havde hun virkelig været i hans bibliotek? - Ganske rigtigt, der var noget der ringede. Ikke at mindet stod frem så tydeligt, hun kunne huske at hendes unge nysgerrighed havde studeret Tremor fra top til tå som han havde siddet der, rank og elegant i sin store stol, i sit stiveste pus, mens hun selv havde døjet med den enorme varme fra et korset der næppe tillod megen luft - nok om det, alt i alt kunne hun huske, at hun med sin dengang unge alder havde konstanteret ham som gammel. Nu da hun for alvor fik tænkt efter, huskede hun sandt at sige, at biblioteket havde været enormt,'.
De kølige blå øjne blev knebet sammen mod Tremor idet han begyndte at snakke åbent om hendes erhverv, ikke fordi hun regnede med meget, men som en sidste forsikring om, at han ikke ville myrde hende på stedet hvis hun sprang ud som kriminel for hans blotte øje, det var en dum forsikring, hun vidste nemlig, at han allerede kendte svaret.
"Jeg kan finde stort set alt der bliver ledt efter!"
Svaret var kort, hovedsageligt også for at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt, men samtidig nok til at forsikre herren om, at Izilarna ikke var nogen amatør, ganske vidst var hun ikke sluppet lige heldigt hver gang, det vidnede talrige ar rundt omkring på hendes krop også om, men de fleste var gemt væk. Gemt væk og gamle efterhånden.
Langsomt hævede hun et øjenbryn, interesseret, Tremor havde tydeligvis også noget af en hemmelighed med sig.
"Men det kommer an på prisen, naturligvis!"

Dæmonen smilede tilfreds og holdt afslappet sin positur på den ubehageligt primitive stol. "Betaling bliver ikke noget problem." Stemmeføringen var lige så afslappet.

En lugt fra køkkenet nåede Tremors næsebor og fik dem til at bevæge sig lidt. Det lod til, deres mad var færdig efter lugten at dømme; meget færdig endda. Nu var 'professoren' ikke en dæmon, der fik ind for komprimisser på nogen måde, og da slet ikke når det kom til komfort. Men når man havde sagt middelmådig kro og slidte siddemøbler, måtte man også sige halvbrændt mad. Selv han måtte acceptere konsekvenser, var lidt det end huede ham.
Lidt efter kom den ranglede fyr, der før havde spurgt til deres bestilling ud ad døren til den soloplyste baggård med overraskende mangel på besvær til trods for de to bakker, han bar rundt på.
"Velbekomme," kom det nervøst, hvilket var forståeligt nok, når han nu havde spottet Tremors mindre end tilfredse smil. Århundreders træning i at skjule upassende ansigtsudtryk og undertrykke misbilligende bemærkninger, var ikke helt nok til at gemme den reaktion væk, som hans forfinede lugtesans havde skabt. Dæmonen fik dog takket tjeneren civiliseret, omend det blev noget kort for hovedet. Han så op på Izilarna, skruede hurtigt sit venlige smil på igen, og begyndte automatiseret, men langsomt at tage sit bestik i brug. Retten ville sikkert være udmærket, havde han ikke været så meget bedre vant, men det var han nu engang. *Nuvel. Så bliver der sikkert rester til hundene... eller menneskene i køkkenet, der er jo ikke den store forskel.*

Efter at have tygget den første, meget lille bid og slugt den helt, fortsatte han: "Jeg har faktisk allerede en bog i tankerne, hvis du er interesseret?"