Det var en travl dag på markedspladsen og menneskemængden strømmede forbi med nådesløs travlhed. De fleste havde steder de skulle være; jobs de skulle udføre eller familie de skulle besøge. Mange tjente til dagen og vejen ved at udnytte disse mennesker, og enten tage fra dem direkte eller indirekte. Uden at have bevæget sig fra denne gruppe indfandt Spike sig pludseligt på det laveste trin på livets stige. Han sad og tiggede.
Der var ikke meget tilbage af den tidligere stolte og ondskabsfulde kriger. Hans venstre arm manglede ved skulderen, og hans krop var tyndere end man skulle tro muligt. Huden sad stramt om hans knogler, og han lignede mest af alt et skelet med betræk på. Den tilbageværende arm var strakt mod folkemængderne, men der var tilsyneladende ikke plads i deres hjerter til velgørenhed. Ikke at Spike havde forventet andet; han havde selv levet et liv på gaden, hvor de svage, der ikke kunne forsørge for sig selv kun var til, for at de stærkere havde noget at leve af. Og han var nu det svageste led i byens fødekæde.
Hans tøj han på hans krop. Det snavsede rød og blå tørklæde var viklet om hans tynde, korte hår, og hans hoved var bøjet på sådan en måde at man ikke kunne se hans blik, fæstet som det var til jorden foran ham.

Isis bevægede sig langsomt gennem folkemængden der myldrede som en horde af travle myrer, takket være hendes liv under vandet og af samme årsag manglende job på overfladen havde hun ikke travlt som alle andre, derimod havde hun rigeligt af tid til at kigge på boderne og hvad de nu engang solgte. Grundet hendes nymfelignende udseende i sin 'menneskelige' form, der stadig involverede blå hud, gule øjne og otte horn på hovedet gik folk en vældig bue udenom hende, også selvom Krystallanet havde en god portion af underligt udseende væsener. Den lave blå skikkelse var iklædt en hvid flagrende kjole som var let i stoffet og så ud til at have været meget dyr, takket være George, som ikke havde været i stand til at redde hendes anden kjole takket være sammenstødet med vampyren, havde han givet hende en ny kjole af væsentligt bedre kvalitet.
Isis tog forsigtigt et solvarmbånd op og kiggede på det, inden hun lagde det tilbage og gik så forbi en spinkel tikkende skikkelse, idét hun passerede ham lod hun en dybhavsperle dumpe ned i mandens hånd og strøg forbi ham, men stoppede kun en meter fra ham, inden hun snurrede rundt og stirrede på ham. Hun havde set ham før, det var sikkert, men hvor, langsomt bukkede hun sig en kende og gloede indgående på ham, inden det gik op for hende, at det var selv samme mand, som et for inden havde tortureret hende til hun besvimede af blodmangel. Et lyn fór gennem hendes øjne inden hun rejste sig i fuld skikkelse og lagde armene over korts.
"Jamen dog, hvad har vi her?"
Stemmen var hæs og hvidslende, et øjeblik var hun næsten spændt på om han kunne huske hende.

I samme øjeblik Spike mærkede perlen lande på sin håndflade, knyttede han hånden sammen, og tog den ned foran sit ansigt. Lidt forundret åbnede han den og kiggede på perlen, der var en usædvanlig gave på dag som denne, endsige nogen anden dag. Hvad man oftest kunne forvente som tigger var rester af forbipasserendes mad, som de ikke gad smide ud, eller oftere; tæsk. At blive foræret noget af egentlig værdi var noget nyt for Spike. Alligevel kiggede han ikke op. Han takkede ikke personen, og han gav intet tegn på at værdsatte gaven. Med en gadedrengs indøvede metodik proppede han værdien i lommen. Da Spike havde boet på gaden havde der ikke været meget grund til at sikre sig; de eneste tyve, der var dygtige nok til at stjæle fra ham, vidste at de skulle holde sig langt væk. Men en ny generation var kommet til mens han havde siddet gemt i sit tårn, og navnet Spike var ikke længere hvisket advarende af forældre til deres børn om aftenen. Fortællingerne om hans grusomhed var for længst blevet glemt, hvilket efterlod Spike med en overvældende fornemmelse af tomhed mere end noget andet.
Pludseligt stoppede og vendte den gavmilde person sig, eller det var i hvert fald hvad Spike gættede på, begrundet stemmen han hørte tale til sig. Spike havde aldrig kendt mere end en af dette folkefærd, og der var ikke mange steder tilbage man kunne dykke efter perler. I hvert fald ikke på lavt vand.
Alligevel svarede han ikke. Han følte sig modløs nok til blot at blive siddende og vente på hendes hån; det ville være det samme som alle de tavse gjorde hver gang de kom gående forbi. De frydede sig over hans ulykke og glædede sig over at de ikke var ham. Der var sandsynligvis intet denne havskabning kunne gøre for at skade ham, så han kunne lige så godt lade hendes ord slå de piskesmæld de nu havde trang til. I tavs underkastelse antog hans krop igen sin vante positur; fremstrakt hånd og bøjet hoved, klar til at modtage almisser fra den samme pøbel, han havde forsøgt at beskytte mod sig selv for blot få år tilbage.

Sandt at sige var perlen et sjældent syn på overfladen, de kunne kun findes flere kilometer under havets overflade hvor Isis' folk holdt til, og der var kun meget få fra dybhavsfolket der interesserede sig den mindste smule for hvad der skete på overfladen. Isis var en af dem og hun bragte som regel en håndpuld perler med til overfladen, da det havde vist sig, at e havde en overraskende høj værdi på trods af, at det var en meget normal og dagligdags-agtig ting hvor hun kom fra, af samme grund havde hun undet tiggeren den, så lille en ting for hende kunne sikkert udrette mirakler for én som ikke havde noget selv. Når alt kom til alt var Spike så det sidste menneske Isis undede noget som helst, faktisk så hun ham helst rådne op for sig selv, uden nogen til at holde af ham.
I en langsom bevægelse flyttede kvinden vægten over på det ene ben, og den gule farve der før havde holdt sig til iris i øjet bredte sig til en gullig dominerende farve i hele øjet, ét af de første trin til forvandling hos havfolkskvinden.
"Jamen dog, hvad skete der med den store sadistiske inkvisitionsleder? Jeg håber hver dag resten af dit sølle liv bliver som denne, men hvor ingen under dig at have det godt eller yder dig hjælp!"
Snerrede hun i sin brændende vrede, enkle forbipasserende skulede langt efter optrinnet, men gik hurtigt videre, for at undgå at komme for tæt på det hele.

Fra den foroverbøjede skikkelse kunne man høre den svage lyd af dybt åndedræt; fuldkomment overflødigt, men fint som et dramatisk værktøj, havde Spike besluttet sig for. Ikke at han på nogen måde var en stor dramatiker, og vejrtrækningen fejlede også noget i den tiltænkte effekt. Den lød mere som et opgivende suk end noget andet. Fortsat holdt han hånden strakt ud i stille bøn.
Kvindens ord føltes præcist lige så lidt hårde som man kunne forestille sig. Spike var en hærdet soldat, og havde ikke mere stolthed tilbage i sit liv end at han kunne sidde og tigge i vejkanten, og stadig falde fuld i søvn om aftnen. Hvad der gik ham på var hendes kommentar om hans tidligere hverv, for selvom mange havde antaget ham død og flere havde glemt at han nogensinde eksisterede, var der stadig undtagende mennesker, der ledte efter ham. Ikke fordi de havde haft noget familie han havde dræbt; Han havde nemlig været fremsynet nok til også at dræbe en persons familie, hvis den førstenævnte person skulle henrettes. Det var et simpelt værn mod konflikter, og noget der, uden tvivl, allerede havde reddet ham fra mange problemer.
Han løftede sit blik og kiggede på hende. I hans isblå øjne kunne man se en død mands kølige indstilling på livet, blandet med en ikke lille mængde væmmelse. Ikke af hende eller af verdenen, men af sig selv. Hvilket hun sandsynligvis ikke kunne se, eftersom at hun var opsat på at hade ham. Men alligevel forblev han tavs, med et blik, der sagde alt hvad han havde brug for at sige.