Celina havde netop forladt kroen efter en optræden med sang og dans. Naturligvis havde det fangede folks opmærksomhed, og det havde været noget af en kamp at slippe ud derfra uden at blive befamlede af alle og enhver på vejen. Det var dog lykkedes, og hun var nu glad for at stå ude i den friske luft. Hun fortrød dog hurtigt manglen på en kappe, ikke fordi hun frøs – det gjorde hun aldrig – men ganske enkelt fordi hendes påklædning fangede sig for meget opmærksomhed. Den mørkeblå kjole som kunne forveksledes i mørket med at være sort var lang, nedringende og uden ærmer og kun med en enkel strop hvorfra sølvbroderi snoede sig på tværs ned over brystet, den ene skulder var blottede, som størstedelen af hendes bryst var. Den sad stramt om hendes krop, men havde en lang åbning i siden som afslørede et par lange slanke ben. En kende for udfordrende måske.

Hun var ikke kommet langt væk som hun opfangede lyden af mænd bag sig. Diskret kastede hun et blik mod en vindue hun gik forbi, bemærkede sine efterfølgere afspejlede i vinduet. 4 mænd, forskellige størrelser men bestemt ikke små. Hun satte farten op, men gaderne var stille trods alt og det var begrænsede hvor langt hun kunne komme inden de nåede at indhente hende og uden at hun bare satte i løb. Pulsen steg dog langsomt, hjertet slog hårdt mod brystet og vejrtrækningen ændrede sig så småt. Efter noget tid endte hun med at sætte i løb, og mændene satte af efter hende, bandende og svovlende.

Hun så sig ikke tilbage, forsøgte at ryste dem af sig glemmende alt om sin magi som kunne komme hende til undsætning nu. Hun drejede om et hjørne og satte videre i løb, kastede et blik tilbage uden at kunne se dem nogen steder men stoppede ikke med det samme. Hun fortsatte i noget tid, kun for at ende med behov for ilt og derfor nødsagede til at bremse op. Hun stoppede, lænede sig op af en husmur og lukkede øjnene et kort øjeblik for at få vejret. Da øjnene gled op, var det kun for at opdage at en mand stod faretruende tæt på, og nu satte hånden for hendes mund. De tre andre troppede op, tydeligt underholdt. Som vejede hun ingenting blev hun løftede op og ført ind i den nærmeste gyde hvor hun straks var omringet af alle fire. Hun forsøgte at skubbe sig væk da hun blev sat ned, vristede sine hænder fri og slog ud efter dem. Imens lo de og diskuterede hvem der skulle starte. ”I holder jer væk!” advarede hun som hun fangede en dolk hun havde haft skjult under tøjet. Mændene lo og trådte bare nærmere. Kampen varede ikke i meget lang tid, og snart blev hun grebet bagfra, og et hårdt greb om håndledet tvang hende til at slippe dolken som med små kling faldt til jorden. hun sank en klump mens en af mændene stod helt tæt på hende, og lod hånden vandre op ad hendes lår.

[url=http://www.faviana.com/images/dresses/1200x1800/s6985-navy-prom-dress-shops.jpg]Dress-noget i den retning XD[/url]

George var på vej hjem efter en lidt anstrengende dag med forretningen. Der var rigeligt at se til så tæt på nytår, og der var flere ordrer på hans specialiteter end normalt, så han havde haft travlt i drivhusene uden for byen indtil for ikke så længe siden. Lyden af hestens hove gav genlyd gennem de mennesketomme gader, og han red halvvejs i sine egne tanker. Hans cremefarvede bukser var forbavsende pletfri i betragtning af, han havde haft fingrene i jorden hele dagen, og skjorte og kravat var stadig lige så hvidt, som da han havde bundet det den morgen. Den broderede vest var i kobberfarver i dag, og fløjlsjakken en smagfuld vinrød, der passede ualmindeligt godt til hans udseende. Typisk arbejdstøj for ham, om end ikke så typisk for en gartner.
Som han red forbi en af gyderne ikke langt fra sit hjem, hørtes en kvindes advarende stemme og lidt latter fra et par mænd, og han holdt hesten an. Der lød tumult derindefra, og han rynkede brynene sammen og sad af i en elegant bevægelse.
”Vent her, Bumblebee,” formanede han lavmælt hesten, der prustede og blev stående, mens han listede sig nærmere gyden. Synet, der mødte ham, var bestemt ikke behageligt, og han spildte ikke et øjeblik på at overveje, før han begyndte at samle energien omkring sig. Et kraftigt, hvidt lys skinnede ud fra hele hans krop og oplyste hans øjne, og som det tog til i styrke, løftede energien ham let op fra jorden, og han bredte armene let ud til siden, mens små kugler samledes over hver af hans fingre. Hans tøj og hestehalen flagrede let omkring ham i energifeltet, og som han åbnede munden og talte, strømmede mere lys ud gennem den, og stemmen var forvrænget og kunne lyde noget skræmmende, som han forsøgte at lyde truende uden dog at hæve stemmen: ”Slip hende.” De fire mænd kom sig en anelse over chokket, og mens en af dem fortsat holdt godt fast i Celina, kom de tre andre mod ham. Med små vrik med fingrene sendte han kuglerne af sted mod jorden foran dem, og de lavede små eksplosioner mod den kolde muld. Det var hans intention at få dem til at bakke væk, men kun en enkelt af dem tøvede, mens de andre blot fortsatte. Han hævede armene i en pludselig bevægelse, og undergrunden rystede svagt, som slyngplanter trængte sig op og brød overflade på den nedkølede grund. De var kraftige, smidige og ikke mindst levende, som de greb fat om hver af mændene og trak dem til jorden, hvor de blev holdt fast. George havde hørt rigeligt af deres ord og set nok til at vide hvad, de havde haft i sinde, og han var alt andet end imponeret, som han lod energien bringe ham nærmere svævende hen over jorden. Den hvide energi slog nærmest gnister, som den kom i kontakt med græsstrå under hans bevægelser, og planterne blev efterladt forkullede.
”Så I finder jer berettiget til at forulempe en enlig, ubeskyttet kvinde, mine herrer? Og hvad ville I sige til, hvis situationen var omvendt?” Igen den skræmmende tone; truende, men lavmælt og med en forvrænget stemme. Med et vrik med håndleddene var der flere slyngplanter, der brød frem, og han lod dem glide op langs mændenes ben ganske langsomt for at lade som om, han ville gøre alvor af sin trussel. De begyndte så småt at gå i panik, og han lod dem blive i den følelse lidt længere for at give dem en lærestreg. Han slap dem dog fri og så dem løbe i frygt, deres bevægelser halvfaldende og forhastede, og først der, trak han energien tilbage til sit indre. Hans udseende blev normalt igen, tøjet faldt på plads, hestehalen med de to krøller landede i hans nakke igen, og en svag bevægelse med fingrene fik slyngplanterne til at glide tilbage i jorden og græstotterne, der var blevet svedet af, genoptog livet og spirede frem på ny. Ikke et hår sad forkert, som han trådte frem imod kvinden med et roligt, høfligt smil og rakte den behandskede hånd frem for at hjælpe hende på benene. Hendes beklædning fjorde ham en anelse utilpas, men han skjulte det og fokuserede blikket mod hendes ansigt i stedet.
”De skal ikke være bange, miss, De er i sikkerhed nu,” sagde han roligt og myndigt og fastholdt blikket, om end hans hoved skreg til ham om helt at se væk fra hende, før hans blik fangede noget forkert.

Celina kæmpede i flere sekunder for at samle tanker i håb om at komme på noget der kunne hjælpe hende ud af den knibe hun var endt i. Trods det så hun ikke så forskræmt ud som man måske troede, hun virkede bare yderst utilfreds og irriterede. Hun ønskede ikke at berøres sådan, og slet ikke af fremmed der havde deres egne planer med hende. Hun forsøgte at vride sig løs, men anden bag hende havde et godt tag hende, kroppen blev derfor bare trykket mere mod ham, og hun gispede let overraskede over at fornemme hvor hård ved bukserne han var blevet. Vreden voksede blot til ukendelighed og hun havde lyst til at slå på dem, desværre var taget fortsat hårdt og hun måtte kæmpe for sin frihed uden held.
Imens fortsatte manden sin strøg op ad hendes lår, trak kjolen med sig op og strejfede hendes trussekant. Hun vred sig yderligere, og forsøgte at sparke ud efter ham. Uventet fik kun et slag i maven som slog luften ud af hende og benene gav efter under hende som smerten bredte sig i hendes mave. Hun ømmede sig lavmælt og blev holdt oppe af fyren bag hende der nu fik større anledning til at trykke hende mod sig. En anden fyr havde fangede hendes dolk og lod den nu vandre hen over hendes hals og bryst, trykkede ned mod hendes hud. Hun sendte ham et hårdt blik, hårdt og stædigt og nægtede at lade ham se frygten der arbejdede sig op i hendes krop. Mændene snakkede indbyrdes og lo mens de forsøgte at skræmme livet ud af hende og gør hende mere medgørlig. Fyren bag hende og som holdt hende fast tøvede heller ikke med at gramse på hende når han kunne og hun fik kvalme. ”Fingrene af mig” snerrede hun, rykkede på sig så dolkens blad skar hendes hud. Hun ænsede det knap.
At nogen skulle høre hende, for slet ikke at sige komme hende til undsætning, virkede helt absurd og naivt at tænke, lige så naivt som at hun havde en chance for at slippe fri for det her uden en skræmme. Hun var for rationel til at tro andet end at hun kunne slippe ud så let, og selvom hendes evner kunne være kommet hende til undsætning, blev hun distraheret af berøringerne der ikke var videre behagelige. Pludselig troppede en mand op som hun knap kunne se fra sin stilling. De tre af mændene vendte sig mod ham, den ene overlod dolken til ham der holdt hende og denne tøvede da ikke et øjeblik med at sætte den for hendes hals. Hun sank en klump mens hun forsøgte at vende sig helt for bedre at kunne se hvad der foregik, dette resulterede blot i flere skræmme med dolken og et hårdt slag i siden som manden forsøgte at holde hende i ro.
Trods det fik hun et godt glimt af manden der var kommet hende til hjælp, blikket – trods situationen – fuld af fascination over hvad hun netop havde set. Hvilke evner han besad, var svært at se, især fordi manden ikke lod hende og blev ved med at standse hendes sprælleri med trusler – som ikke virkede – og slag. Hun blev skubbet ind i en mur i sidste ende, dette gjorde det da lettere at se hvor hun vendte hovedet til side for at følge med mens mandens stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Lyset omkring ham fik hende til at overveje om han var en engel, hans fødder ramte da heller ikke jorden. Hendes tanker blev afbrudt af mandens hånd mod hendes inderlår og hun så panisk ud et langt øjeblik inden hun atter gav sig til at slå ud efter ham. Flere hårde slag faldt på hans hoved, og til sidst – og sekundet inden de andre blev skræmt væk – slog han hende i hovedet så hun faldt til jorden. Hun tog sig fortumlede til hovedet og kæmpede sig op at sidde, og så var mændene væk. Hun blinkede overraskede, om end det flimrede for hendes syn et øjeblik. hendes redningsmand stod pludselig foran hende, rakte hende hånden for at hjælpe hende op. Hendes egen snavsede hånd blev tørrede i kjolen inden hun lagde den i hans og lod sig trække på benene. ”Tak” hviskede hun lavmælt. Det var vel kun på sin plads at takke ham efter sådan at være kommet hende til undsætning. Hvad han mente om hende, og hendes påklædning anede hun ikke, men hun kunne ane noget mishag trods hans høflighed. Eller måske var det bag slaget hun havde fået i hovedet der fik hende til at se syner?

Synet, der mødte ham gjorde ham alt andet end rolig. Han var noget nær rødglødende – eller hvid måske nærmere, energiudstrømningen taget i betragtning – over at finde nogle folk i stand til at behandle andre på den vis. Mord og tortur var én ting, men dette!? Det var så usigeligt lavt. At de holdt et våben mod hende og tilføjede vold gjorde intet bedre … mindst af alle for dem selv!
Det var ikke første gang, George ved et lykketræf befandt sig i nærheden, som en kvinde havde brug for hans hjælp. Og hver gang syntes kvinderne ualmindeligt let påklædt. Dog så det ud til, der ville være lidt mindre fare for døden i dette tilfælde end i de forrige, hvilket trods alt beroligede ham en del. Synet af blod på hendes hals gjorde dog intet bedre, og det kunne i sig selv godt være alvorligt, det vidste han.
Hvad kvinden tænkte om hans fremtoning og pludselige opdukken, rørte ikke hans bevidsthed et øjeblik, så fokuseret på opgaven var han. Som han så manden bag hende fortsat befamle hende, blev et par ekstra slyngplanter sendt mod hans håndled, men han nåede at slå hende i hovedet, før han stak af med de andre.
At hun var fortumlet og rundt på gulvet, kunne han se uden besvær, og det var der intet at sige til på nogen måde. Staklen havde været udsat for ikke så lidt!
Hans fingre lagde sig sikkert om hende, som han hjalp hende op. Hendes tak var værdsat, om end han ikke behøvede den for at sætte sådan en omgang vandaler på plads.
Det var nu mere en usikkerhed end mishag, der ramte ham. Den sidste kvinde, der havde stået så afklædt foran ham, havde formået at vække besynderlige tanker i ham, som han på ingen måde havde intentioner om at tillade at komme igen! Måske havde han ikke set Gabrielle i meget lang tid nu … ikke hørt et ord efter, hun var forsvundet sporløst … Et sted klyngede han sig vel til det håb, hun stadig var i live, om end håbet nok havde svundet ind for flere måneder siden. Og med hendes profession, så… nuvel, han burde måske ikke håbe på den måde.
”Vil De tillade mig at se nærmere på Deres hals? Umiddelbart ser sårene ikke alvorlige ud, men jeg vil gerne være sikker … Bagefter skal jeg nok føre Dem helt i sikkerhed,” sagde han en anelse ængsteligt uden dog at komme nærmere. Han beholdt grebet om hendes hånd for at kunne støtte hende, men hans arm var næsten udstrakt i øjeblikket for at give dem begge to den plads, de havde brug for. Hun nikkede, og han bukkede let, før han trådte lidt nærmere og lænede sig let frem omhyggeligt sørgende for ikke at komme tættere på end nødvendigt. Imens løftede han fingrene op og lod en smule af energien samles i dem, så han fik en form for lygte. Han undersøgte hurtigt og kyndigt sårene uden at berøre hende og grundigt sørgende for at udånde væk fra hende. Det ene var lidt dybere end hvad, han brød sig om, men hvor slemt, det var, kunne han ikke bedømme i denne belysning. Han trådte tilbage igen og så bekymret på hende, mens energien i fingrene blev trukket tilbage.
”Det ene af sårene bekymrer mig en smule, miss, men jeg kan ikke helt bedømme det i dette lys. Jeg bor ganske få huse herfra, og såfremt De intet ubehag finder ved tanken, er De mere end velkommen til at følge med mig dertil. Jeg vil kunne se lidt nærmere på skaden, og der vil være en kop the eller hvad end, De kunne tænke Dem af forfriskning, der kunne få Dem til at falde lidt til ro oven på den skrækkelige oplevelse … Og jeg glemmer rent at spørge, om De har ondt nogen steder?” Hans blik hvilede opmærksomt i hendes, frem for at se ned over hende om hun var kommet yderligere til skade end som så. Hun måtte fortælle ham det, hvis det var; han havde ikke kunnet nå at se alle slagene mod hende her i mørket.

Endelig var Celina ligeglad med hvem der var kommet hende til hjælp, om det så bare havde været en lille dreng! Faktum var hun havde fået den hjælp hun havde haft behov for, og var kommet ud af kløerne på de klamme mænd. Hun kunne dog endnu fornemme deres hænder på sig, alt andet end en behagelige følelse men hun blev ved med at gentage i hovedet af de var væk. Beroligede sig selv yderligere, frygt var dog ikke hvad der kunne ses på overfladen, kun ubehag som langsomt blev til taknemmelighed da manden kom nærmere. Trods de skræmmer hun havde fået var det bedre sent end aldrig, og hun ville med glæde gengælde tjenesten.
Om dette var noget han havde gjort før eller var nyt skulle hun ikke kunne sige, men han havde da rimelig styr på situationen, mændene havde da været dumme nok til at forsøge at tage en kamp op, de var dog hurtigt kommet på bedre tanker som de så hans evner, og den magt han havde som de på ingen måde kunne hamle op med. Apropos magt og evner, hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage til den smule hun havde set, hvad var det for evner han havde? Ikke noget hun havde set før, anderledes, og fascinerende, måske var han en form for engel? Trist at vingerne blev skjult så! Apropos vinger, hendes blik gled hen over ham, hans fine påklædning som sad fuldkommen perfekt, rent og skinnende. Ikke en eneste forkert fol, intet krøllet, intet forkert. Det var næsten for perfekt.
Hans stemme brød tavsheden og hun stivnede lidt, den var blot kommet bag på hende og hun tog sig i at stå og glo på ham som om hun aldrig havde set noget lignende. Hun smilede tøvende og undskyldende som hun kort gentog hans ord i hovedet for at få mening i dem, dette resulterede i et tøvende nik som hun først nu bemærkede eller kom i tanke om sine sår. Naturligvis bed hun sig mærke i den ængstelig tone samt tiltaleformen, undrede sig dog over det første. Hvorfor den tone anede hun ikke, især når han havde stået ansigt til ansigt med tre/fire mænd der havde forsøgt at voldtage hende og hvor han end ikke havde tøvede eller udvist uro et øjeblik. Så hun faretruende ud? Hun kiggede et øjeblik ned af sig, ren var hun ikke længere, men det var hendes mindste problem, hun blødte, trods det så hun da ikke faretruende ud. På samme tid som hun så ned af sig bemærkede hun sin dolk ligge på jorden, mindede sig selv om at huske at få den med inden hun lod ham tjekke hendes sår som sved en anelse.
Igen havde hun hæftede sig ved afstanden mellem dem, undrede sig over dette og måden han holdet sin arm udstrakt og med afstand imellem dem. Forsøgte han at holde afstand til hende? Noget var ikke som det burde være, men for nu, lod hun ham tjekke sig. Han kom ikke helt tæt på som hun ellers havde regnet med, brokkede sig dog ikke over det mens han fik noget lys af en art i fingerspidsen og et kort øjeblik så hun ned på fingeren betaget af hvad det var hun så på inden hun strakte halsen så han bedre kunne se. Da han havde tjekkede færdig og trådte tilbage igen fulgte hun hans hånd med blikket, især fingeren der lyste. Lyset forsvandt dog og hun hævede blikket mod ham igen, opfanget det bekymrede udtryk som kom bag på hende. Han så oprigtigt bekymret ud. ”Celina..” sagde hun blot som han kaldte hende miss, hun var bare ikke van til den slags tiltaleformer og det gav hende følelsen af at være noget hun ikke var, nemlig af god stand. ”De skal have tak. Jeg fik en knytnæve i maven og har en anelse smerter, samt…” Hun trak let kjolen til side ved åbning og kastede et blik ned over de ene ben der trådte frem, hvor det var tydeligt at hun havde skrabede læg og knæ i venstre ben ved faldet. ”..skrabede jeg læg og knæ..” fortsatte hun lidt efter.

Det var ikke så underligt, hun var ligeglad med hvor hjælpen kom fra, så længe den kom, men derfor var George alligevel påpasselig.
Øvelse gjorde mester, sagde man jo, og sådan et par lømler kunne han sagtens håndtere; de havde intet at have det i, og han selv forstod at give et show, når det var nødvendigt. Lidt lysshow og skræmmeteknikker kom man langt med, og de behøvede jo ikke vide, han ikke kunne gøre en flue fortræd.
*Det er jo ikke helt rigtigt,* var der en lille stemme i hans indre, der hviskede til ham, men han lyttede aldrig til den. Forsøgte i alt fald at lade være.
Havde han vidst, hun tænkte ham en engel, havde han nok forsøgt at trække i land og krympet sig lidt. Han var langt fra det. Hans facade var netop til for at skjule det, der lå underneden; som facader ofte var det. Måske – hvis de skulle mødes igen – ville hun en dag komme til at erfare netop dette. Og skulle hun give sig til at lede efter vinger, ville hun nok nærmest skræmme ham en smule.
Han så beklemt på hende, som hun stivnede let. Havde han sagt noget forkert? Han måtte vel i grunden hellere være ekstra forsigtig. Trods alt havde hun lige været ude for en krænkelse, og Gud forbyde, hun skulle tænke sådan om ham!
Han undersøgte hende derfor hurtigt og med lidt større afstand end han teknisk set selv behøvede – om end det ikke gjorde ham det mindste; han var trods alt lettere berøringsangst.
Han bemærkede ikke hendes fascination af hans evner, da han var godt optaget af undersøgelsen i det begrænsede lys, og først som han trak sig tilbage, så han i hvilken retning, hendes blik gled. Hun var dog ikke den første til at finde det besynderligt. En levende fakkel, der ikke tog skade selv. Det var ikke helt normalt, selv her til lands.
Han noterede sig hendes navn og bedømte, hun virkede sikker nok til bens til, han kunne slippe hende – igen med tanken på det nylige overfald og at hun måske nok ville ønske lidt plads – og han gjorde så og bukkede belevent for hende.
”Sir George Gallagher, miss Celina,” præsenterede han sig roligt. Tiltaleformerne lå dybt i ham og faldt ham så naturligt som at trække vejret. End ikke de mange år i Krystallandet havde kunnet tage det af ham, på trods af, der var ikke så lidt mennesker, der ikke var helt tilpasse med det. Han så opmærksomt på hende, som hun talte igen, bøjede kort og respektfuldt hovedet ved hendes tak, før han så op igen. Det gjorde ham ondt, hun havde måttet lide overlast med slaget, men forhåbentligt var det blot ømhed. Som hun undersøgte sine ben, var han kort ved at se ned og følge hendes blik, men han fik taget sig i det i sidste sekund og fastholdt stædigt blikket mod hendes ansigt. Han rynkede brynene ganske let ved konstateringen om hendes ben.
”Forhåbentligt er det ikke andet end lidt ømhed, De har foran Dem,” sagde han søgende hendes blik. ”Hvis De ville bryde Dem om at tage med mig, vil jeg se nærmere på Deres hals, og De kan få et øjebliks ro, hvor vi bedre kan bedømme om der er hændt noget videre med slaget imod Dem … Og jeg tænker da nok en af tjenestepigerne er oppe endnu og vil kunne rense hudafskrabningerne for Dem.” Tanken om at se – endsige berøre – en kvindes ben var ikke videre behagelig, og nok en gang; med den grufulde oplevelse, hun netop var blevet udsat for, ville hun næppe finde det acceptabelt heller. I alt fald var det hans egne tanker på området, som jo var alt, han kunne gå ud fra i øjeblikket. For nu måtte han også først afvente hendes accept eller afslag på hans forslag, før han rigtigt kunne tænke det videre.

Om han kunne gøre nogen fortræd eller ej anede Celina virkelig ikke, hun regnede vel et sted med at manden ville gøre alvor sin sine trusler skulle der blive behov for det. Nok lignede han en engel eller helgen, men derfor kunne den slags vel sagtens lade sig gør selv for dem når det var nødvendigt og i en god sags tjeneste? Og siden han gad gøre sig den ulejlighed overhoved at troppe op og sætte en stopper for hvad mændene havde været i færd med, så måtte hun da ikke være så ligegyldig alligevel.

Hun kendte ikke denne mand, i hvert fald var hun ikke blevet præsenteret for ham før nu. Og som han præsenterede sig, måbede hun lidt over tiltalen som ikke havde ændrede sig, blot tilføjede hendes navn til. Pludselig gik det op for hende hvad han endelig havde da han havde præsenterede sig for hende, hun gloede overrasket på ham. Den Sir. George Gallagher? Ikke fordi der var andre med det navn i krystallandet, men igen, at stå overfor den mand hun kun havde hørt om var alligevel underligt. Hun tog sig i at se på ham med et blik der forsøgte at genkende nogle af beskrivelserne om ham. Folk snakkede dog meget, og han var bestemt ikke frygtindgydende som hun ellers havde hørt han skulle være, men igen.. hun havde også hørt han var mild, venlig og åbensindet, samt en utrolig dygtig forretningsmand hvilket han vidst havde fået bevist på alle tænkelige måder ved sin handel og den magt han endelig havde fået.

Det gik for sent op for hende at hun igen stirrede og tog sig sammen, ingen undskyldning faldt dog, for han havde sikkert set det blik før af andre. Det hun nu forsøgte at finde ud af, var hvordan hun skulle neje for ham, eller om hun burde? Hun besluttede at hun måtte se syg nok ud til at lade være, for ikke at gøre sig yderligere til grin med en forkert bevægelse eller andet. Hun kunne skam neje, men… næppe som de fine folk. Hun var trods alt kun en hjemløs tøs. Helt hjemløs bar hun nu ikke, men et hjem kunne man knap kalde det så meget som hun vandrede. Pludselig kom hun i tanke om Adrien, hvor mon han var nu? Hun smilede svagt ved de muligheder for hans ophold der først dukkede op i hendes tanker, men slog det hen hurtigt.

Som han havde nævnt andre skader og hun havde tjekkede sig selv, bemærkede hun at han ikke flyttede blikket fra hendes ansigt selvom hun selv så væk. Det undrede hende naturligvis, men hun gjorde ikke andet end rynke brynet let i forundring inden pande og bryn atter blev glattet ud. Som han svarede lod hun blikket atter finde hans, automatisk gled hendes hoved en anelse på skrå, igen bed hun sig mærke i tiltaleformen, og igen… brød hun sig ikke om det. ”Jeg håber De har ret” svarede hun lige så høfligt. Som han fortsatte kunne hun kun høre fornuften i hans ord, ved det sidste så hun en anelse forundret ud, hun kunne sagtens rense sine egne sår, hvorfor bruge en tjenestepige? ”Det vil jeg meget gerne. De skal have tak for Deres hjælpsomhed, jeg er slet ikke i stand til at gengælde Deres venlighed” svarede hun. Om han ville tage det som en fornærmelse eller ej var op til ham, hun var bare ærlig, hvis han regnede med noget til gengæld kunne hun intet give ham, arbejde det måske af som tjenestepige? Det var det eneste hun umiddelbart kunne komme på. I det hele taget forekom det hende sært at en fremmed gad spilde sin tid på en som hende, i hendes stand og blot en ligegyldig pige.

Det var langt fra første gang, han oplevede denne reaktion, når folk fandt ud af hvem, han var, og han lod sig ikke mærke; lod faktisk som om, han ikke en gang så hendes reaktion, men som om den bare var i hendes eget hoved. Igen kunne han kun undre sig – og på en vis diabolsk måde fryde sig – over hvordan, lavadelsmanden og udskuddet Sir George Gallagher havde opnået denne succes og respekt. I princippet var han faktisk Lord George III, den 17. baron af Lansdowne, men det betød intet her, og han havde valgt at beholde sir som sin titel; et minde om den hån, han var blevet udsat for i sin barn- og ungdom. Og det havde pisket ham frem og gjort ham til det, han var i dag. Den unge mand, der ikke var blevet regnet for værende god nok til at blive anset for og respekteret som det, han retmæssigt var, havde opnået sin oprejsning. Og om end han søgte at holde sig ydmyg, var der tider hvor, han hævede hagen en anelse arrogant. Han havde bevist sit værd, sine evner og sin intelligens. For verden og ikke mindst for sig selv … Hvis blot han kunne se bort fra alt det, succesen havde kostet ham … Han slog tankerne bort temmelig brat og vendte tilbage til nuet.
Folk snakkede om ham, men de færreste kendte hans historie. Han var blot dukket op som attenårig; skyllet op på en fremmed kyst med sin bevidstløse kammertjener i armene, og han havde kæmpet sig fra det rene ingenting og til det, han var i dag. Folk vidste end ikke hvor, han kom fra. Han var bare dukket op ud af det blå. At der florerede mange rygter omkring hans person, var han klar over. Frygtindgydende ville dog være ny for ham, om end han vel var det fra tid til anden, når det kom til forretninger. Der var han i alt fald ikke til at bide skeer med, så meget var han klar over og havde bevist.

Det var ikke mange, der ligefrem gav sig til at neje for ham, når han bukkede. Det var blot en vanesag for ham, og han forventede såmænd ikke nogen høflighedsfraser igen. Det var de færreste, selv blandt adelen her, der bukkede og var så formelt høflige som han. Han havde for længst lært ikke at tage det tungt eller tænke dårligt om folk, fordi de ikke efterlignede ham, og derfor gjorde det ham intet, Celina blot blev stående. Gabrielle havde bare leet ad ham, Flora havde prikket til ham og væltet ham. Det var faktisk kun Snodria, der havde øvet sig på at neje, for at kunne gøre det ordentligt for ham, hver gang, han bukkede.
Et svagt smil gled pludseligt over hendes ansigt, øjensynligt over en tanke, og om end han undredes, viste han intet udadtil.
Han vidste intet om hendes stand, og den slags rørte ham heller ikke. Han havde for mange år siden lært at se forbi den slags, om end han engang havde været forstokket nok til at lade den slags afgøre en persons karakter. Han gjorde ikke længere forskel. Hans buk og tiltale var født af respekt for et individ, ikke for en titel eller en pose penge. Noget de færreste forstod om ham, og for dem var han bare.. sær!

Han fejltolkede rynken ved hendes bryn som bekymring eller ubehag vedrørende skaden, men han så dog stadig ikke ned. De eneste gange, han havde set en dames ben, var da han ufrivilligt var endt med at skulle tage sig af en fødende kvinde på egen hånd, og ellers Floras – og da hun var en keidran og havde tyk pels over hele kroppen, var det i grunden en anelse anderledes, om end han stadig aldrig havde set på hende sådan.
Hans blik var et forsøg på at berolige hende, som hun gav udtryk for sit håb. Han var sikker på, det ikke var så slemt, men fortog smerterne sig ikke, måtte han nok finde ud af mere alligevel.
Ved hendes ord om gengældelse, slog han let og elegant ud med hånden i en afværgende gestus.
”De skal ikke tænke på det, miss Celina, jeg er blot glad for at være kommet i tide – om end jeg beklager, det ikke havde været lidt før. At sætte Dem i gæld til mig var på ingen måde mit mål, og det må De virkelig love mig ikke at tænke mere på! Jeg står altid til Deres tjeneste, hvis De skulle få brug for det … Men lad os komme væk herfra; de briganter kan være frække nok til at komme tilbage med forstærkninger, og så er det bedst, vi er væk! Fryser De og kan De klare at gå et par huse væk? Jeg tilbød Dem gerne at sidde på min hest derhen, men det kræver måske nok mavemuskler lige nu, De gør bedst i ikke at bruge …” Han brød sig ikke meget om at afklæde sig, om end det kun var en jakke, der nok for andre ville synes som ingenting taget i betragtning af skjorten og vesten indenunder, men for ham var det stadig mindre påklædning end han brød sig om i fremmedes nærvær. Det var en del af hans facade og skjold mod verden … Men frøs hun, var han for meget af en gentleman til ikke uden tøven at trække af den og lægge den om hendes skuldre.

At han ikke tog sig af hendes reaktion var i grunden kun forståeligt. Han havde vel set det samme, eller værre før så dette var ikke så underligt igen. Heldigvis bemærkede han det ikke, ikke at hun ville rødme eller føle sig forlegen, eller måske en smule men slet ikke noget man så udadtil. Hun var en ung og nysgerrig sjæl, og hun tøvede ikke med at give det til udtryk når hun fandt noget interessant der fangede hendes opmærksomhed. Eller som nu, blot stod overfor en fremmed som hun fandt fascinerende, og som hun opdagede hun kendte, eller rettere, havde hørt om. Hvilket verden han var fra, eller hvad han i det hele taget var anede hun ikke, men jo.. hun havde hørt en del om ham og sær var ikke blevet hørt så lidt. hun fandt ham dog ikke sær, bare unik på sin helt egen måde som alle andre folk også var det. Hans påklædning var anderledes, hans udstråling anderledes, hans talemåde ligeledes fremmed og anderledes. Dog var han ikke uhøflig på nogen måde, og hun havde da hun set høflighed fra ham indtil videre. Rygter lyttede hun skam ikke så lidt til, det gjorde man nu engang bare, det var dog langt fra hendes kilder til information, hun drog sine egne slutninger fra erfaring og egen oplevelse. Hvilket hun også havde i sinde at gøre her. Havde situationen ikke være som den var, og var smerten ikke begyndt at prikke til hendes ro, havde hun faktisk undersøgt ham nærmere. Men den lette dunkende fornemmelse i maven var blevet til let smerte, og sårene ved halsen sved. Hun håbede ikke hun ville få ar, det var nok med arene på sjælen.

Godt han ikke forventede at blive nejet tilbage, for hun ville næppe bare give sig til det. Hun huskede faktisk ikke hvornår hun sidst havde nejede af høflighed som sådan, hun nejede da efter opvisningerne nogle gange men det var også det. Det var ikke noget der blev brugt så meget i Krystallandet. Ligesom det at tiltalefolk så høfligt ikke var en vanesag, nogen gjorde, overklassen gjorde måske blandt hinanden, men det var ikke noget man som sådan gik op i blandt folk hun plejede at omgås. Hun kunne dog skam finde ud af det, og nu hvor han tiltalte hende så høfligt, fandt hun det kun passende at gøre det samme ved ham. At hendes stand ikke rørte ham som sådan var vel godt? engang havde hun nok været af stand, men det var dengang hvor hun havde haft noget man kunne kalde hjem. Desværre nåede hun ikke at værdsætte det, eller vokse op i det. Engang imellem var det naturligvis savnet at have et sted man kunne kalde hjem, et sted man kunne høre til, folk man kunne kalde familie, men med årene havde hun lært at klare sig selv, og heldigvis havde hun i sine rejser mødt venlige folk der havde hjulpet hende.

Det undrede hende til stadighed at han ikke havde undersøgt hendes ben også, at han end ikke kastede et blik over den. Som han fortsatte og nævnte at en tjenestepige kunne hjælpe hende med at rense sårene kunne hun ikke andet end bide sig mærke i det og skjule sin forundring bag en perfekt facade af ro. han var anderledes, det havde hun konkluderede, men der var noget mere som undrede hende. Celina var bevidst om sit udseende, sin krop, og selvom hun normalt ikke vimsede rundt med næsen i sky, arrogance eller blev fornærmet hvis man ikke bemærkede hende eller hendes udseende og komplementerede noget, så fandt hun det alligevel sært. Hun tog det dog som tegn på at han blot var ekstra høflig, og ikke ville skræmme hende med sådan en bemærkning lige efter et voldtægtsforsøg.
Hun bemærkede hans forsøg på at berolige hende, og smilede svagt ved dette. Det ville bare ikke være godt hvis hun gik og havde smerter, og med skrammerne var hun nok nød til at finde noget dækkende tøj til hendes næste optræden. Dette ville blive svært, især med skade på hals og ben betød det at hun skulle dække hele kroppen. Kroejerne ville næppe være glade for dette, folk – nærmere mændene – ville jo gerne se lidt hud, men hun kunne ikke gøre så meget ved det før kroppen var healet og skrammerne var væk. Han slog ud med hænderne ved hendes svar og beroligede hende med sine egne ord. Det undrede hende virkelig. Hvad der undrede hende? Såmænd det hele! Denne mand hjalp en fremmed i nød og inviterede vedkommende med hjem for yderligere hjælp, og skulle det ikke være nok tilbød han faktisk sin hjælp for fremtiden. Hvorfor? Hun kendte ingen der ville gøre dette for en ven, så for en fremmed? Det var besynderligt. Ikke desto mindre var hun naturligvis glad for hans tilbud og hjælp, og som han nævnte at bøllerne kunne vende tilbage med forstærkninger rykkede hun utilfreds på sig og nikkede ”Lad os komme væk herfra. Og nej jeg fryser ikke, ellers tak.” sagde hun sagte og dog med et svagt og mildt smil om læberne. Endelig, ville hun bare gerne væk fra gyden nu.

Geroge havde skam lært for længe siden, at ungdom og nysgerrighed var det, der drev verden. Hans egen nysgerrighed var hvad, der havde bragt ham succes, og han havde aldrig selv ladet ungdom begrænse sig. Jo, der var visse fejl, man begik som ung, men det var nu engang den bedste måde at lære på; at komme ud og gøre sig sine egne erfaringer og lære ikke at frygte at stikke fingrene i mulden igen, blot fordi man var blevet lidt beskidt eller bidt en enkelt gang eller ti. For ham var dette endog temmelig bogstaveligt ment.
Rygter var gode til at danne basis, så længe der var nok af dem til at sammenligne og sortere i, men at have sit eget hoved med igennem hele processen var en nødvendighed; hvad han havde lært på den hårde måde. Hovedløst at følge andres ord uden nogensinde at stille spørgsmålstegn var en sikker vej til ruin og forfald. Den unge Jerrick, han engang havde taget ind, fordi han havde øjnet et talent, havde været kuet og nervøs, men var vokset op og blomstrede med sit ansvar og var i dag meget dygtig og en højt respekteret mand. Folk havde dømt ham – ofte grundet hans udseende med ørerne og halen – men George havde set hans talent og givet ham en mulighed for at bevise sig selv, og hans sats havde været rigtigt – og endog temmelig fortjenstfuldt.
Ar skulle hun ikke frygte for, når George var i nærheden, men det havde hun naturligvis ingen mulighed for at vide endnu. Han var ualmindeligt god til at behandle ikke-livstruende skader. Hans eget lår havde dog betalt prisen for at lære det, som han havde brugt sig selv til forsøg og eksperimenter. Det var først inden for de sidste par uger, han var begyndt at kunne gå normalt igen og uden en stok ved sin side.
George havde selv været hjemløs, som han var blevet udvist fra sit hjemland og sendt ombord på et skib som fange, og da han skyllede i land, var det kun Cassa Novas godhed, der havde skaffet ham tag over hovedet. Dét og en god portion skuespil og selvsikker arrogance. Så han vidste alt om at stå hjemløs, venneløs og for ham oven i købet i et fremmed land i en fremmed verden efter at have mistet alt og uden så meget som at tale sproget. Hans kår i barndommen havde været ringe; tag over hovedet, jovist, men ingen penge til at vedligeholde, og en fader, der havde drukket det hele bort, så George aldrig havde haft muligheden for at være et barn og lege. Han vidste bedre end de fleste hvor hård tilværelsen kunne være, og da især, når andre vendte en ryggen. Tilbage i England havde alle gjort så. Leet og hånet og væddet om hvornår, familien endte på gaden. Og George havde svoret højhelligt som seksårig, at sådan ville han aldrig selv blive! Det havde chokeret ham at opdage for en årrække siden, det var præcis hvad, han var ved at udvikle sig til. Han havde ændret sig, men mindet blev hos ham og nagede ham. Det gjorde ham kun mere opsat end nogensinde på at gøre en forskel og hjælpe dem, der virkelig havde brug for det … som Celina i aften.

Hendes facade var god, og han anede ikke hvad, der lå bag – som hun næppe ville kunne gætte sig til hans tanker. En maskeradedans var vel i princippet gået i gang, og lige nu var hun vist nok mere interesseret i at fortsætte den end han; for ham lige nu var det bare vigtigt at få hende helet op og set hjem i sikkerhed.
Han bemærkede skam, hun var en køn kvinde, det var slet ikke det; det var blot ikke noget, han tillod sig selv at tænke over eller reagere på. Han fandt de mænd, der kunne sidde og stirre og savle ganske grotesk vulgære, og han fandt det nedværdigende over for en kvinde at blive begloet på den måde. Selv holdt han sig for god til den slags. Hans tilværelse var praktisk taget som en munks … Måske havde en række kys sneget sig ind i hans liv med årene, men han var ekstremt tilbageholdende og udslettede enhver tanke i den retning fra sit hoved. Med Gabrielle havde han tilladt sig selv at drømme en smule, og nu hun var borte, straffede han sig selv hårdt. Endnu hårdere end da Snodria forsvandt ud af hans liv. Han havde flere ar på sjælen end mange kunne nå at få på et helt liv.
Smerter, skrammer og ar på kroppen; den slags kunne han heale, hvis han fik chancen og lidt tid til at forberede sig rigtigt. Så længe der ikke var indre skader sket ved hendes mave, ville han kunne få hende sat på plads i løbet af en time eller to. Var der mere alvorlige ting på færde i hendes indre, ville det straks blive mere kompliceret og kunne tage noget længere. Tid han i grunden ikke havde så tæt på det nye år, men som han ville tage sig tid til alligevel på en eller anden måde. For ham var det normalt at tilsidesætte sig selv og egne behov for at hjælpe dem, der havde brug for det, og samtidig kunne han ikke svigte sin forretning. Pålideligheden betød alt, og han var nødt til at troppe op med de varer, der var bestilt.
Ved hendes ord, bukkede han svagt – mest med hovedet – før han slog ud med hånden i retningen mod gaden, og han ledte hende derud. Hesten fik øje på sin herre og kom over imod dem, og George holdt hånden frem og lod en gulerod vokse frem – hvilket var besværligt taget i betragtning han normalt lod roden fæstnes i sit indre og her skulle lave den med minimal kontakt med sig selv. Men han havde nogen træning, og hesten kunne lugte den og kom frem med et begærligt udtryk i de fremstrakte ører, mens den lænede hovedet nærmere. George trak roden fri fra sin hånd og gav den til hesten, før han gned håndfladen let et øjeblik og tog et roligt, men sikkert greb om tøjlen.
”Har De behov for noget til at støtte Deres liv, mens vi går? Så De ikke skal bruge helt så mange muskler på at bevæge Dem, mener jeg … eller går det? Det er omtrent fem minutters gang herfra, vil jeg skønne.” Indtil han vidste hvad, hun havde behov for, bevægede han sig ikke voldsomt meget, og under alle omstændigheder, ville han tilpasse tempoet efter hendes for ikke at anstrenge hende.

Hun ville måske undre sig en del over at høre at denne man hun netop nu stod overfor engang havde været lige så nysgerrig. Det var i grunden sært, lige så sært som det var at høre at ens forældre engang havde været små, eller at høre dem fortælle om en episode i deres ungdom hvor de havde dummede sig. George så bestemt ikke gammel ud, men det var stadig svært at forstå at han havde taget nogle af de samme metoder i brug som Celina nu gjorde. Ikke desto mindre var det en realitet, dog en som var hende ukendt.
Naturligvis tog hun ikke bare et rygte og tænkte det som det ideelle og sande og som for den hun skulle gå efter, tro på og bygge sin viden på. Trods hendes unge alder, vilde natur, fremtræden og udstråling normalt, gemte dig sig et opmærksomt, tænkende og videns hungrende person bag skallen. Hun skjulte ganske enkelt hendes nysgerrighed, de utallige spørgsmål samt hendes viden bag denne facade af barnlighed, spontanitet og ungdommelig udstråling som folk så ud til at finde irriterende, eller belastende det meste af tiden. Mange så hende blot som værende et stort barn, endnu ung og uerfaren. Fuld af erfaring var hun nok ikke, trods det, havde hun set og oplevet rigeligt i sit liv til at kunne fortælle og berette. I grund, var hun gået igennem hårde, mørke tider som meget få personer ville have overlevet, eller sagt på en anden måde, ville andre næppe have så meget forstand tilbage efter hendes oplevelser. Så nok var det ikke mange, og nok var hun ung, men ingen skulle komme og kalde hende barnlig og uvidende. Skulle det ske, ville hun nok bare smile, smile af deres uvidenhed.
Hvad hun skulle og ikke skulle frygte med ham i sin nærhed kunne hun ikke helt sige, ikke med den begrænsede viden hun havde om ham. Hun troede skam at der skjulte sig utrolig meget bag de rolige, venlige, reserverede og dog intelligente øjne end hvad hun umiddelbart kunne se. Som hun tænkte dette, blev hun fangede af hans blik, og hun stod et øjeblik med et krævende blik, et blik der krævede svar på alle sine spørgsmål, alle og en, med det samme, nu og her! Hun vidste dog det ikke var muligt, hun vidste at folk lukkede sig inde og ble skræmt eller irriterede over hendes blik – hun havde set det ske – og det var grunden til at hun ikke så på ham med det blik i mere end få sekunder. Det ville naturligvis glæde, og berolige hende at vide, at hun sandsynligvis ville blive sparet for synlige ar.
Celina ville glædeligt lytte hvis han gad fortælle hende om sig selv, sin fortid, og hvorfor han overhoved hjalp hende. naturligvis var hun taknemmelig, og naturligvis betød det en del for hende, men ingen foretog sig en handling grundløst, og hun ønskede en grund, ønskede at vide hvad der drev ham til sine handlinger, og hun var bevidst om at det var hans fortid, eller noget han havde oplevet der havde fået ham til at træffe sådan en beslutning. Naturligvis kunne det være baseret på hans personlighed, at han blot var sådan, men igen troede hun der ville være flere faktorer der spillede ind end hans personlighed alene.

Hvilken facade han lige havde bygget op var hun ikke sikker på, men hvor han ikke bemærkede noget ved hende, var hun fuldt ud bevidst om at der lå mere bag end hvad hun umiddelbart kunne se, og hvad han ville lade hende se. Naturligvis havde hun smerter, og dog var hendes nysgerrighed større end hendes smerter, hvilket altid havde været hende en svaghed, fysisk kunne hendes krop give efter utrolig hurtigt, psykisk.. ja det talte man ikke om, det var bedre.
Om han havde bemærkede hendes udseende, i bund og grund kunne det være ligegyldigt. Hun kunne engang imellem spille på det, men han virkede langt fra typen der ville hoppe på. derudover skulle hun bare huske tilbage ved hans ord som han var kommet hende til hjælp, for at vide at han ingen planer havde om at krænke hende, eller sige den slags overhoved. At grunden så var meget mere end hvad hun troede havde hun skam en fornemmelse af, men hun havde intet hun kunne bygge sine ideer på, intet der hjalp hende videre med disse tanker. Han var fuldkommen ukendt for hende, derfor måtte hun enten snakke med ham, eller finde en troværdig kilde der gad fortælle hende noget om ham. Og ja, denne mand, havde byggede sin egen grav ved at have reddet hendes perfekte lille bagdel, for han hang lidt på hende.
Celina var skam udmærket klar over at han måtte have travlt, han var trods alt kendt for at være en stor handelsmand med mange forbindelser, stor magt og indflydelse og en del arbejde. At han så tog sig tid til dette, og endda inviterede hende med hjem efter at have hjulpet hende ud af mændenes klør, det var en stor ting som hun næppe ville glemme. Et sted ville hun bare gerne sove trætheden af, dagen havde været rig på oplevelser, og natten endnu mere, hun var træt og udmattede og ville bare gerne komme ned at ligge.
Han slog ud med hånden mod gaden og hun bøjede sig forsigtigt ned efter sin dolk, pressede læberne hårdt sammen som hendes mave protesterede mod bevægelsen og rettede sig snart op. Derefter bevægede hun sig let og næsten svævende hen over jorden, dog langsomt, og med ubehag i det ene ben og i maven som den ene hånd hvilede over, mod gydens udgang. Det overraskede hende at hendes krop var så udmattet, hendes sind var i fuld gang, som sædvanligt fulgte krop og sind ikke hinanden og det opdagede hun når kroppen nåede et punkt hvor den måtte have hvile hvis ikke hun skulle kollapse. Han havde dog intet imod hendes tempo, ikke umiddelbart og snart var de ud af gyden. Hun standsede og betragtede hesten med hovedet på skrå, snart kom den hen imod dem, i starten var hun forundret over dens målrettethed, og ørerne der strittede og flyttede sig. Ved at skæve ud mod siden bemærkede hun grunden, og kunne ikke tilbageholde et smil. Det fascinerede hende fortsat at se hans evner som hun ikke kunne blive helt klog på. Celina overvejede tilbuddet, fem minutter? Fysisk var turen udmattende, men hendes stædighed overtog, og den mentale udholdenhed pressede hendes krop ”Jeg klare det nok” svarede hun og smilede let ”De skal have tak for Deres betænksomhed” svarede han. Sårene blødte stadig, Kjolen skulle bestemt vaskes efter dette.