Der var gået nogle dage siden Tarrim var taget fra Elverly. Det havde været en... Interessant uge, og han havde stadig nogle lette sår på siden af halsen fra den sultne vampyr, som han senere havde sendt på en grim flyvetur.
Kniven, fra hende, hang stadig i hans bælte, ved siden af hans nysmedede sværd. Han var dog kommet til hægterne igen, men tænkte at han havde brug for at komme rigtigt hjem en gang til.
Helt hen til sit barndomshjem, for han havde et underligt humør for tiden, og til trods for at det nok ikke ville se lige sådan ud, så ville han alligevel se sin faders gamle smedje.

Han gik med lidt mere rank ryg end da han sidst havde besøgt dette sted, med mere rent tøj i form af sine sædvanlige, praktiske, brune bukser, en hvid skjorte og en halvlang ruskindsjakke. Han så meget ordinær ud, var det ikke for det store ar der løb tværs ned over ansigtet på ham, det noget bistre blik, samt sværdet der ikke så voldsomt simpelt ud. Når han lavede sværd, så gjorde han det med stil. Støvlerne var ikke i helt så god forfatning, de var tilstøvede af rejsen hertil og han havde lette stubbe, som altid. Det var en sjældenhed at se ham barberet. Håret var redt tilbage.
Han gik langsomt, men målrettet hen mod centrum af byen. Her var varmt, men han tog ikke sin jakke af. Først da han nåede til smedjen, tog han sin rygsæk af og stillede den ved sine fødder mens han kiggede på den med et kritisk undersøgende blik. Det så ud til at den stadig blev brugt til samme formål, men den så mere ny ud nu.

Laura havde været tidligt oppe i dag, da der var kommet bud fra en af de fjernt liggende gårder, at en søn var blevet trampet på af en okse, da han skulle ud og plove. Af erfaring, viste det ikke måtte være et køn syn når faderen kom der ud. Det hele betød i midlertidigt at hun havde måtte ud og se til de andre patienter. De fleste af dem var dog nogle som bare skulle følges op på, så det burde gå let. Moren havde ikke været glad for det, hun havde nemlig besluttede at der skulle vaskes, så hun kunne godt have brugt Laura som ekstra hjælp, men måtte nøjes med hendes brødre. Moren kunne dog ikke nære sig og gik og brokkede sig, lindtil Laura havde gået ud af døren. Moren havde været meget opmærksom på Lauras gøren og laden de sidste par måneder og det havde fået Laura til at ønske sig langt væk, hver gang hun kunne se sit snit til det var hun taget afsted for at tilse en patient. Dog var dagen i dag helt ekstremt, det var som om byen havde besluttede sig for at, det var nu de skulle kommemed alles deres skavanker.

Nu havde hun været nede hos gavens datter som lige havde født en sund og rask dreng. Dog betød det for Laura, at hun måtte hjem og skifte sin lyseblå kjole, den var blevet svinet til af sved og blod. Hendes hår havde revet sig ud af den frisyre, hun havde sat det op i inden hun gik i morges. Hun løsnede det for at sætte det op igen, dog betød dette af hun ikke holdte øje med hvor hun gik. Først da hun var lige ved at støde ind i en mand der stod foran smeden, så hun op "Undskyld jeg så dem ikke" Sagde hun høfligt.

Tarrim måtte have været langt væk i sine tanker for han fik noget af et chok da en stemme brød stilheden der havde lagt sig tæt omkring ham. Han hørte godt at det var en undskyldning og vendte sig rundt for at tilgive for hvad end kvinden måtte have gjort, da et hæsligt syn af blod fik hans blik til at blive lettere vildt. Normalt forbandt han sådan noget med død og en muligvis kommende kamp, så han lagde instinktivt sin hånd på sit sværdskæfte, mens han stirrede forskrækket på hende. Kort efter fik han kontrol over sig. Hvis hun ønskede at gøre det af med ham, så havde han en del andre forsvarsværker end blot sit sværd.

"Ja, det må du nok sige!" Udbrød han en smule vildt i det, før hans blik søgte op mod hendes ansigt og han fik sig endnu en overraskelse. Det kunne ikke være..? Var det Laura der stod der, med blod over det hele? Det ville ikke være overraskende, hvis nogen var kommet til skade og hendes hjælp havde været påkrævet. Pludselig gav det hele meget mere mening og han lyste en lille smule op i et usikkert smil - bestemt ikke sådan som dengang, hvor han altid havde været helt sikker - og lagde en hånd på hendes skulder. "Laura?" Spurgte han, bare for at være på den sikre side.

overraskelsen var stor over at han reagerede sådanne, hun havde da ikke stødt helt ind i ham og hun havde jo sagt undskyld. Hvad var der dog at hisse sig sådanne op over. Hun fik dog kikket ned af sig selv og sukkede. Det var typisk hende, ikke at tænke på andre, sikkert ikke brød sig om blod. Laura smillede let af sig selv, hun burde have lånt en kjole eller noget, som hun kunne have gået i på vejen hjem, så hun ikke gik og skræmte folk på gaden, nogle gange tænkte hun sig vare ikke altid om fordi hun var så vant til det. Mandens øjne og hans hånd på sværdskæftet, fik hende tilbage til det der skete nu. Hun så lettere forvirret på manden over for hende og studerede ham indgående, hendes trænede healer øjne, så straks hans sår og kunne se der var stor forskel på hvor grundig den healer, der havde helbredt sårene havde gjort det. Der var noget bekendt over ham, Laura var over bevist om at hun havde set om før.. men hvor kunne hun ikke lige sætte fingeren på.

Da hun hørte stemmen var hun slet ikke i tvivl, hun havde aldrig regnet med at skulle se Tarrim igen efter han var rejst. Hvad havde dog fået ham til at komme tilbage? Hun smillede da han sagde hendes navn og nikkede bekræftende. Laura stivnede da Tarrim lagde hånden på hendes skylde og trak vejret i nogle korte stød. Hun koncentrerede sig om at få sine følelser under kontrol, hun havde det stadig lidt svært ved folk bare sådanne rørte hende og specielt mænd. Men det var jo bare Tarrim, Hun trak vejret dybt og pustede så ud, da hun igen så på Tarrim, var det med et roligt blik og hun smillede et lille smil.

Tarrims smil blev lidt bredere, da han så Laura nikke. Men da han også lagde mærke til det tydelige ubehag ved at hans hånd lå på hendes skulder, fjernede han den lige så roligt fra hende igen. Han kunne nærmest se på hende, at hun forsøgte at få kontrol over sig selv, men valgte, ikke at kommentere på det. I stedet brugte han en solid undskyldning for ikke at omfavne hende - hun virkede ikke som om, hun ønskede det.
"Tilgiv mig for ikke at virke entusiastisk, men der er blod på din kjole. Og min skjorte er hvid," jokede han lettere tørt. Han samlede sin rygsæk op og hængte den over den ene skulder.

"Jeg går ud fra du har været på arbejde?" Spurgte han, stadig let smilende. Det var en god overraskelse at møde en gammel ven, der havde reddet hans gamle far. Han stod et øjeblik stille, før han skævede hen til smedjen. "Det er godt at se et kendt ansigt igen," mumlede han, mere eller mindre for sig selv. Godt nok havde været hjemme ved sin deling, men nu for tiden fandt han intet mere befriende end at få noget luft og stadig møde gamle venner. Især når det gjaldt venner som Laura.

Laura kunne ikke lade være med at rødme let da han nævnte det med kjolen. Hun viste det ikke lige var en af de bedste dage, han havde set hende. Det kunne der dog gøres noget ved hvis hun bare fik en chance for at skifte kjole. Hendes smil blev lettere da han fjernede hånden. Det var ikke fordi hun ikke ønskede et kram fra ham.
Det var bare, igen det med berøring, det var stadig noget hun arbejdede på. "Det kunne have være slemmer, da skulle have set da møllerens kone fødte tvillingere" Uden at vide det snakkede hun til Tarrim som om han aldrig havde været væk. Det fald hende så let, ud over arene og det mærkelig blik i hans øjne, så virkede han næsten som sit gamle jeg, også var det selvfølgelig det med skjorten. Laura så med lysende øjne op på ham "Hvornår er du egentlig begyndt at gå op i om dit tøj bliver beskidt?"
Det havde ikke lige været, det først spørgsmål i hendes hoved, det var mere, hvor har du været henne, hvorfor er du vent tilbage her til og hvor længe bliver du? Hun lod sig dog ikke mærke med disse spørgsmål.

Hans spørgsmål om arbejde ramte helt plet. men det var jeg heler ikke svært at gætte. Laura nikkede bekræftende "Ja gavens datter er blevet gift og har i dag fået en synd og rask pige. et sørgeligt smil røg over hendes læber da hun huskede familiens reaktion, de havde været glade, men der var ingen tvivl om at de heller havde haft det var en dreng. Hun havde ondt af den lille for hun viste hvordan det var. Hun rystede tankerne ud af hoved.
"Det er dejligt at se dig igen Tarrim" Hun så oprigtig på ham. Laura fik en ide og besluttede sig for at føre den ud i livet. "Hvis du har lyst kan vi gå en tur, altså hvis du har tid og vil" Laura så håbefuldt på Tarrim, hun var så spændt på at høre hvad han havde oplevet. "Og du altså ikke har noget i mod at gå med hjem, så jeg kan få skiftet kjole" Sagde mens hun så ned af mig selv og så over på ham og hans nydelige klæder.

Tarrim morede sig inden i, da Laura fortalte om møllerens kone og hendes tvillinger. Dette var faktisk også en af de få mennesker han også selv kendte, dog mest af alt overfladisk. "Det må ikke have været nogen stor fornøjelse før bagefter," konstaterede han mens han tænkte på konens iltre temperament. Det, og så fødselssmerterne, havde sikkert været et helvede for alle omkring hende. Bare tanken om at skulle sidde der fik ham til at gyse.
Da Laura spurgte ind til hans nylige modvilje mod at blive beskidt, falmede hans smil let. Hun vidste selvfølgelig ikke, at en god del af hans tøj allerede var i stykker, fordi han simpelthen bare havde en tendens til at komme i problemer. Og så var der naturligvis hans reaktion på blod. Fik han det på sig, ville han sikkert få lidt for meget adrenalin i blodet.
"Det er min sidste skjorte der ikke er i stykker," mumlede han bare, lidt småskamfuldt.

Tarrims smil kom dog tilbage igen, da Laura fortalte om at greven havde fået et barn. En datter. Han kunne udmærket se, at der var noget sørgmodigt over hendes smil, men igen undlod han at kommentere på det. Det var ikke alle der ønskede konfrontation.
Da hun sagde at det var godt at se ham, havde han virkelig lyst til at skide hul i det hele og omfavne hende. I stedet smilte han oprigtigt.
"Det er også godt at se dig igen, Laura," svarede han mens han forsøgte at finde på en god handling at gøre nu. Det blev ikke rigtig til noget.
Kort efter spurgte hun om han ville med til at gå en tur, forbi hendes hjem, nærmest som om at hun troede han ville sige nej, rettede han lidt på den rygsæk han havde på ryggen og gjorde sig klar.
"Jeg har al tid i verden. Og jeg har også lyst til at gå med dig," sagde han glad, før han begyndte at gå, igen meget målrettet, men ganske afslappet. Han gik ikke ud fra at hun var flyttet siden hans.. Fravær.

Laura hankede op i sin kurve hun havde haft med, kurven var fyldt med salver og andre ting hun havde haft brug for i dagens løb. Hun kunne ikke lade være med at fnise over hendes kommentar om møllerne kone. Julie havde skam klaret det meget godt, det var mere før fødselen hun havde været hysterisk, det var helt så fadrens tålmodighed var sat på prøve. "Møllerne var også meget hurtigt uden af døren da far og jeg først var kommet" Sagde hun smillende, hun havde faktisk aldrig set en mand komme så hurtigt ud af en dør.
Laura så op på ham med et hævede øjenbryn. Efter alle de år han havde været væk, havde han så ikke lært at syg en skjorte. Tarrim kunne vel knapt have haft en eller anden til at syg dem for ham. Det kunne også være lige meget, han kunne jo altid ligge det af hjemme hos mor også kunne hun kigge på det, hvis Laura kendte hende godt ville Frederikke ikke have noget i mod det. tvært i mod, hun blev ælde vild hver gang Laura, så meget som nævnte hun havde snakket med en dreng.
Så hvordan ville hun ikke reagere når hun tog Tarrim med hjem, hun kunne ikke lade være med at sukke og håbbede bare han ikke bed mærke i det. Det kunne da ikke være så slemt som da hun prøvede at overbevise Laura om at hun skulle begynde at se noget mere til grevens søn. Der gik kuldegysringer ned af ryggen på hende, ved tanken om moderen, som så fordelen ved at hun blev gift op i rang. "Du kan ligge tøjet hjemme hos min mor så skal hun nok se på det" Laura lod ikke sine tænker komme til udtryk i stemmen eller hendes blik.

Hun smillede bare sødt til ham, da han sagde han også var glad for at se ham. Hun fik et lille glimt i øjet da hun huskede på den gang de havde leget sammen som små, det var ved at være nogle år siden og der var sket en masse med dem begge to så det ud til. igen blev hun nysgerrig på hvad han havde lavet i al den tid, han havde været væk.
Laura fulgte med Tarrim og så at han ikke havde glemt hvor hun boede da han satte direkte kurs med huset. "Er jeg glad for" Svarede hun og fik en svag rødmen ved kinderne. "Det er meget tid, har du ikke et sted at skulle være eller flytter du hjem igen?" Det sidste blev sagt med lidt håb i stemmen. Det var bare så befriene at være sammen med Tarrim, da de var mindre og hun havde faktisk savnede det lidt. Han havde været ligge glad med hvem hun var. De andre havde haft for stor respekt for faderen, så de havde ikke været sjove at lege med. Hun håbbede ikke at dette havde ændret sig.