Det var vindstille formidag, nok mest pågrund af alle de træer som blokerede for vinden i luften, men stadig vindstille. Solen var stadig oppe og det var bare generalt en skøn dag.
Jenasel gik med bøjet hovede langs en å som befandt sig nogle kilometer fra sin fødeby. Hun vidste at de ikke ville finde hende der, dog følte hun sig ikke særlig tryg da hun var stykket af derfra for nogle år siden og det var det tæteste hun havde været på den siden.
Hun håbede at den stadig var tryk, selvom magien som skjulte byen var umulig at kommer igennem, havde hun stadig bange anelser for dens frentid.
Hun slog tankerne ud af hovedet og vendte tilbage til virkeligheden og templet hun var i gang med i byen. størstedelen af alt det matrielle var anskaffet via donationer fra det meste af landet, dog manglede hun stadig penge til en sten hugger og en tømmer til bænke og alteret. Hun satte sig ned og stirrede på åen.
Rustningen var skinnende efter den var poleret natten før, dog var den varm i denne sol og det var jo også sommer men hun tænkte ikke på det og ignorerde de få sveddråber der faldt fra findes pande.

Han kom gående med en læderrem om livet og to poser bundet til den. Selve poserne var fyldte og den ene var lavet af læder mens den anden var af stof. Varmen var beroligende for ham. Vesten lod hans hud ånde og luftede ham. Varmen mindede ham om sin hjemplanet. Guden Marduk smilte kort. Han var kommet inde fra byen og havde besluttet sig at gå på opdagelse i dette land. Han stilte sig ved et træ og begyndte at lugte til det. Det duftede renere end de træer der var tættere på byen. Livet var roligere her ude og træerne fortalte ham det. Han snuste ind igen. Han kiggede rundt på jorden. Så hvordan græsset blev frodigere og grønnere på den ene side. Med sædvanlig nysgerrighed gik han tættere på hvad han selvfølgelig vidste var vand og lyden bekræftede hans viden.
Guden Marduk kiggede rundt og så hvordan lyset blev reflekteret fra vandet op på træerne. Men han opdagede et sted hvor lyset blev reflekteret regelmæssigt og kun bevægede sig i små ryk. Ikke som vandets bevægelse. Han udregnede placeringen af genstanden og fastslog det til at være på den anden side af åen blot 20 meter fra ham.
I ly af skovens træer bevægede han sig rundt så han kunne udspionere placeringen. Roligt og stille fik han langsomt et klart udsyn til personen der havde sin rustning på. Selvfølgelig. Guden Marduk blev stående og analyserede. Igen beregnede han. Denne gang hendes synsfelt og vidste at han var inde i hendes men ikke længe nok til hun vil få noget ud af det. Så han gik tilbage af den vej han var kommet fra og begyndte at gå langs åen med lukket øjne. Velvidende at hun vil komme til at se ham.

Jenasel trak vejret dybt og åndede det ud igen, hun tog handskerne af og spandte remmen der holdte venstre skulderplade fast af for at få lidt luft ned i rustningen. Måske skulle hun tage tilbage til byen og skifte til noget lettere? Varmen var ikke det værste hun havde oplevet men en varm rustning er aldrig lige dejlig. Hun hørte nogle blade blive betrådt lidt længere væk, men der var intet. ''nok bare et egern'' tænkte hun og lukkede øjnene for at meditere lidt. måske ville hun skabe en portal for at komme hjem til byen? Kunne være hun gjorde det.
Efter lidt tid hørte hun nogle gå imod hendes placering. hun vidste ikke om hun gad at åbne øjnene for at se hvem der kom eller om hun skulle ignorer ved kommende og forsætte med at meditere?
Hun valgte at åbne øjnene bare hvis nu det var en fra landsbyen selvom at den var forsejlet. det hun så var en mand, en høj mand som ikke var grim, men det modsatte. Hun valgte dog at lukke det ud fra hendes tanker og nøjedes med at se ham an. Hendes hovede fulgte ham og hendes ansigt var neutralt instillet overfor ham, ingen smil og ingen grin.
''Goddag hr'' sagde hun venligt mens hun forsat sad ned.

Han lyttede roligt efter stemmen. Da den endelig kom stoppede han op og drejede sig mod hendes stemme. Goddag frk. sagde han og smilte til hende. Tænkte kort om han skulle fortsætte med at forgive at være blind. Men han åbnede øjnene langsomt da det vil kunne skade hans tiltro senere hvis han blev nød til at se. Han nød hvad han så. Hun var slank under rustningen, høj og havde en flot figur. Hun kunne også blive en del af hans harem. Åen skilte dem. Guden Marduk trådte ud over åen med den første fod men faldt hverken ned i vandet eller gik oven på det. Der hvor jorden var forsvundet og havde gjort plads til vandet, stoppede hans fod og lod ham stå på en usynlig flade. Foden der fulgte efter lavede samme nummer og inden længe havde han trådt over åen og op på kanten ved hende. Den ene hånd kørte han igennem håret og igen lukkede han øjnene og nød det. Bevidst om hvor hun sad satte han sig ved siden af hende men udenfor hendes personlige sfære. Han kiggede ind i hendes øjne og smilte igen. Marduk. sagde han kort men klart og venligt hvorefter han selvsikkert lagde sig ned på ryggen og tog nogle få dybe vejrtrækninger.

Hun løftede et øjenbryn da manden trådte ud på vandet? hendes blik fuldte mandens ben da det var noget overraskende at han bare kunne gå på vandet. ''Endnu en engel?'' tænkte hun forundret og så undersøgende på vandet da han var kommet over på hendes side af åen. Da han stod nær hende og strøg hans fingre gennem hans hår tænkte hun ikke på andet end hvor nydelig han faktisk var. Hun gav et mindre spjæt fra sig og vældtede sit sværd som stod op af træet højer for hende. Hun samlede det hurtigt op og placerede også sit skjold ordentlig så hun ikke også skulle samle det op på et tidspunkt.
Han lagde sig ned og hun havde fået hans navn. ''Jenasel Zorven'' sagde hun vendligt og smilte til ham mens hun så hen imod den liggende mand.
Hun rystede kort med hovedet og prøvede at komme tilbage til hendes arbejde med templet. men det var ikke helt nemt med andre folk i nærheden af hende.

Imens han lå der prøvede han at føle alt rundt om ham. Hende, træerne, vinden, græsset og sig selv. Han lyttede til lyden af hendes sværd der faldt på jorden og hvordan hun ihærdigt fik sat det op sammen med skjoldet. Han behøvede ikke at se det. Lyden var nok. Guden Marduk grinte over det. Lyttede så til hendes navn. Det var et mærkeligt navn. Ikke som noget han havde hørt før. Kombinationen af vokaler og konsonanter virkede fremmede for ham. Men det gjorde ham intet.

Så han tænkte igen over hendes fremtoning viste ham hvem hunvar. Sværd, skjold og rustning udgjorte tydeligvis en kriger. Hvem kæmper du for? spurgte han så efter at havde bearbejdet informationen. Han talte med en rolig stemme og lød til det bare var et henkastet spørgsmål på trods af en naturlig nysgerrighed. Hun var ikke alene. Det var tydeligt at hun enten var med i en hær eller anden styrke. Hvis man var alene skulle man rejse let og rustninger og skjolde kostede penge. Ofte finansieret af en større magt. Hun havde styrke og han vidste det. Det kunne blive en sjov kamp at tage med hende. Blot for at se hendes evner og teste ham selv. Men det ville blive en sær måde at starte deres forhold på. Han kendte kun en han kunne gøre det med.

det var ikke hverdag hun mødte en som spør hvem hun kæmper for, normlat ser folk hende som en leje soldat, eller bare en kvinde som stjal mandens rustning for at lege kriger. Dog var intet tilfældet her. Hun kæmpede ikke rigtig for nogen... bortset fra Isari lysets gudinde og sin egen moral.
''Jeg kæmper for et nyt lys her i denne verden'' sagde hun roligt og vendte sig halvt imod ham og lændte sig op af træet med siden. Rustningen gav nogle små klang fra sig mens hun bevægede sig. Hun ville gerne lære denne Marduk vil bedere at kende, men hvad kunne hun spørge om?
''Er de en handels rejsende hr Marduk?'' lød hun nysgerigt og nikkede til de to poser han havde spændt sammen i en snor. Hun strøg et hår væk der dækkede det ene øje og tog sammentidig en sved dråbe væk fra panden.
''Det var da en utrolig varme så sendt'' tænkte hun for sig selv

Han lyttede til hendes stemme og tænkte roligt på hvad hun mente med lys. Lyden af hendes rustning der bevægede sig fik ham til at udregne hendes placering men åbnede alligevel sine øjne for at se på hende. Han så hvordan hun havde det varmt og forstod det egentlig ikke. Men selvfølgelig. Hvis det var varmt for det der boede i Krystallandet. Selv havde det været varmere hjemme på Nibiru med sine to sole. Han spekulerede på hvad han skulle sige til hendes kæmpe for nyt lys men droppede det. Du kan godt smide rustningen hvis du har det for varmt. smilte han til hende med et glimt øjet.

Handelsrejsende? Guden Marduk forstod ikke hvorfor hun troede det men det lød til at være interesse eller spionage. Det første lød mest sandsynligt. Så igen grinte han. Nej. Jeg er en... Han lavede en pause. Skulle han sige det? Ville hun tro ham? Uanset hvad var det sandheden. En Gud. sagde han så stille og ventede hendes reaktion.

Hun grinte kort over Marduks komentar med at smide rustningen, det var ikke hendes hensigt at smide hendes beklædning foran en fremmed så hun valgte at beholde den på og svede. ''Jeg smider intet foran en mand'' sagde han venligt med en bestemt tone. Han var ikke den første som der havde bedt hende om det, dog var de andre som regel død fulde og endte altid med at falde til gulvet med et rødt mærke i ansigtet.
''imodsætning til andre kvinder venter jeg med det til en bestemt dag'' sagde hun stille og tog den venstre handske på igen.

en gud? er han fuld eller bare selvglad?'' tænkte hun for sig selv og forsøgte at gemme et mindre grin efter han havde fortalt hende sin profesion. ''sååh.... de er altså en... Gud altså?'' sagde hun med en venlig stemme mens hun stadig holdte på sit grin. ''Er de gud for vandgængere så?'' sagde hun så og kikkede hen imod åen og lod sit ansigt spænde for at komme af med grine grimassen.

Hendes kommentar skuffede ham mildt. Både over hun ikke vil smide det fordi hun troede han vil gøre ting ved hende men også at han ikke fik lov til at se noget. Bare rolig. Jeg gør intet mod dig. Hvis jeg ville havde jeg aldrig formuleret det som et forslag. grinte han og blinkede igen til hende. Han tog det hele meget let. Hun derimod forestillede sig sikkert det modsatte som han lige havde givet udtryk for. Guden Marduk så hvordan hun havde svært ved at tro på han var en gud. Men det gjorde inden forskel.
En gud ja. gentog han venligt. Men hendes nye sætning gav ikke mening for ham. Vandgænger? gentog/spurgte han sig selv. Han forstod det ikke. Havde de guder for vandgængeri? Nej. Jeg var Gud i en by. Inden jeg blev udnævnt til Den Øverste Gud's efterfølger. fortalte han med en klar stemme. Sandheden var klar. Har I da guder for vandgænger? spurgte Guden Marduk hende med et skævt smil for at kunne grine af deres tro. Han kiggede på himlen og så hvordan himlen bevægede sig i små skyer.

Jenasel var troene og ugift så selvom at han var chamerende fik Marduk hende ikke til at smide noget af hendes beklædning. ''Det kan godt være de ikke er som andre mænd... men min tro er stærk og jeg viser mig kun for mn mand'' sagde hun bestemt, dog fik hun det til at lyde som om hun var gift allerede hvilket hun kun ønskede at hun var.
Jenasel troede stadig ikke på Marduks gude noget. ''og denne øverstegud.... er? eller var?'' sagde hun nysgerigt og lagde armene i kryds. Enten var denne mand fuld, hvilket han ikke så ud til eller også var han faldet fra et højt sted og slået hovedet?
Hun kendte de fleste forskellige gude former og trosretninger, dog jagtede hun de fleste da hun kun så det mørke i det. Jenasel tog sin skulder plade og spændte den fast til rustningen igen, manden kunne jo være en af de mere barbariske hedningen som blot ville blende hende med hans charme og sennere på aftenen offre hende til hans gud?
Dem havde hun enkelte af før.

Så han grinte ved hendes afholdenhed og accepterede det på trods af han let kunne fjerne hendes rustning og sikkert også voldtage hende. Hun begyndte at tale igen og han tænkte sig om. Vil du vide sandheden om hvor jeg er fra? spurgte han men ventede ikke på et svar. Guden Marduk smilte overbærende med hendes uvidenhed og mangel på tiltro til hans ord. Jeg kommer fra en planet kaldet Nibiru. Han stoppede sætningen, selvom det lød til der kom mere, og lukkede sine øjne. Efter nogle sekunder i en meditativ tilstand fortsatte han. Som ligger den vej. Den venstre hånd pegede mod horisonten hvor der selvfølgelig intet var at se men visheden om at planeten lå der gav ham en stærkere følelse af at være hjemme. Den Øverste Gud er ham der styrer planeten. Ikke som en diktator eller en hersker, men som en demokratisk leder. På trods af demokratiet ikke eksisterer men er en blanding af meritokrati og aristokrati. Når Den Øverste Gud er ved at dø, vælger han sin arvtager. Arvtageren kommer så i lære under Den Øverste Gud og på den måde bliver viden givet videre igennem generationer. Guden Marduk holdte en pause for at se om hun var med men besluttede sig for at fortsætte uanset hvad. Jeg blev altså valgt som efterfølger til Den Øverste Gud og blev sendt hertil som... endnu en pause, denne gang mere dramatisk. Træning smilte han så til hende og lod informationen ramme hende som den nu var udtænkt. Selv synes han ikke det var så vigtigt at hun forstod hvad han havde sagt. Han fortalte jo bare hvad der var sandt. Og så er jeg over fire tusinde år gammel. grinte han, fordi han vidste at de slet ikke var så gamle som ham selv, og at det ofte vakte en tydelig reaktion.

Jenasel skævede over imod den anden side af åen da han spurgte hende om hvor han var fra. ''Jeg går stærkt ud fra de kom fra den side der!'' sagde hun bestemt og muntert. ''Skønt... endnu en selvglad idiot.... heldige mig'' tænkte hun for sig selv imens han forklarede hende om hans hjem bys monarki og dets funktion. ''Med andre ord de var en konge...?'' sagde hun med et smil på læben. Hun vidste at Isari ikke ville se mildt til hvis Jenasel stak sværdet gennem denne mands ribben. Dog var hans selvglade ego noget irreterende at høre på at hun lod tanken om hans ribben løbe gennem hendes sind et par gange.
''Så har du vel oplevet meget må jeg sige'' sagde hun i et mindre ligeglad toneleje men stadig med smilet fremme. Jenasel var i midten af sine tyve år og hun havde allerede oplevet nok mord på uskyldige til at hun lige så godt kunne være nogle 40 år. Dog påstod denne mand at han var nogle tusinde år men hvad med rynkerne?
''Hvordan holde du så din pæne krop intakt hr gud?'' sagde hun med en mere mild stemme og så overlegent ind i hans øjne. Hun var dog klar til at gribe fat i sværdet og skjoldet i tilfælde af at han ville prøve på noget.

Igen blev han støt af dennes uvidenhed. Men hvordan skulle han kunne forvente andet. Han var trods alt den første af sin slags her. Han rystede på hovedet da hun nævnte konge. Nej. Jeg var ikke konge. Jeg var Den Øverste Guds efterfølger. Hans race var blevet fornærmet af hendes dumdristighed men han kunne dog godt lade hende være for nu. Men hendes skjold og sværd havde gjort hende alt for selvsikker. Jeg er i toppen af min alder. Vi bliver seks tusinde år, nogle ældre. Og alderdommen viser kun sine tegn i de sidste hundrede år af vores levetid.
Igen kiggede han på hende men smilte varmt og oprigtigt. Men nok om mig. Lad mig høre noget om dig. Hvor du er fra? Måske noget om jeres religion?
Han var oprigtigt interesseret i at vide noget om deres religion. Han havde faktisk ikke hørt noget til det siden han var kommet til. Hun lignede dog en der var lært og kunne sikkert godt fortælle ham noget om det. Han vidste at nu ville være en god tid. Forresten har jeg været her i seks måneder. Men min planet Nibiru ligger i den retning. Igen pegede han mod horisonten og håbede på hun ville kunne forstå. Men hans kommentar var udelukkende for at få hendes opmærksomhed så han kunne bruge sin egen opmærksomhed på at fjerne hendes sværd og skjold.
Guden Marduk aktiverede sin evne og splittede sin hjernekapacitet op. Den ene skulle fortsætte med at pege mod horisonten og forklare hende hvor planeten lå. Den anden del holdte øje med hendes reaktion og den tredje aktiverede hans næste evne. Med fokusset på sværdet og skjoldet brugte han sin telekinese og fjernede dem fra deres placering (?) så de blev kastet over på den anden side af åen.

Jenasel var ikke vandt til at fortælle om Isarismen, normalt vis uddelte hun blod i Isaris navn for at beskydte de uskyldige imod mørke ritualer.
''Ser du... jeg er Isarist'' sagde hun stolt og rettede ryggen op imod træet istedet for at havde siden op af det, dog havde hun stadig hovedet vendt i hans retning. ''Jeg tror på lysets gudinde Isari og hendes godhed... og jeg kæmper for lyset i hendes navn'' sagde hun i samme tone. Det undrede hende at manden ikke havde den almend viden som mange andre. hun lagde mærke til at han pegede i retningen af hans hjem, det var som om han var desperat efter at hun skulle se det? måske havde han en ven med sig sm skulle slå hende ned bagfra? ''Jeg selv er fra en by jeg ikke nævner hvor er'' sagde hun imens hun drejede hovedet iden modsatte retning af hvor han pegede, hun ville være sikker på at han ikke havde en ledsager med sig, det var jo skoven langt fra civilationen. Men hva pokker? Hendes sværd og skjold var midt i luften? Hurtigt jog hun hænderne ud imod sit sværd(?) med begge hænder låst fast om det trak hun det til sig og forsøgte at få fat på skjoldet derefter.

Imens han lyttede til hendes ord om hendes tro og religion. Guden Marduk var oprigtigt interesseret i det og fortrød lidt at han ville fjerne hendes sikring. Hun valgte dog ikke at nævne hvor hendes by lå. Forståeligt. Han vidste at ingen kunne komme til Nibiru uden den rigtige invitation. Og hun vidste at alle vil kunne komme til hendes by hvis bare man kendte stedet. Dog kunne han ikke lade vær med at grine da han hørte de havde en gudinde for lys. Det lød simpelthen for dumt. Måske var det derfor hun troede der fandtes guder for vandgængeri? Sikkert. Heldigvis var hans grin lavt så det ikke virkede hånligt. Men imens det skete, fangede hun hans afledning og kiggede bag sig. Ikke en del af planen men kunne let overkommes. Hendes hænder lukkede om sværdet der begyndte at flyve mod kanten men Guden Marduk havde ikke beregnet energien der skulle bruges til at få hende til at flyve med sværdet. Heldigvis havde han stadig fuld kontrol over skjoldet og hørte hvordan det pænt landede på den anden side af åen. Igen vidste han det handlede udelukkende om tid og kontrol. Ting han var Gud for. Evnen til at handle og registrere blev skruet op på et maks og i løbet af få millisekunder havde han bevæget sig ud af hendes rækkevidde og fået fuldt fokus på hende og sværdet. Guden Marduks telekinese var nu den næste fuldt udnyttet evne. Da hun havde grebet om sværdet havde han følt hvilken vægt der havde tynget. For at kanalisere sin telekinese mere præcist brugte han nu hænderne til at hjælpe sig med at sætte sværdet i bevægelse. Jenasel. Jeg vil råde dig til at give slip på dit sværd. sagde han så med en stemme der både var intimiderende, overlegen og selvsikker. Efter hendes navn var blevet sagt begyndte han at løfte sværdet lodret op. Hans hænder fulgte sværdet og han kunne se hvordan han perfekt havde kalkuleret vægten og tilpasset sin energi til at få brugt mindst muligt og stadig få den ønsket virkning. Hun vil følge med sværdet op hvis hun blev ved med at holde fast i denne og han vil ikke stoppe med at løfte sværdet før hun gav slip. Hvis hun gav slip for sent vil hun risikere at komme alvorligt til skade når hun landede på grund af hendes vægt fra rustningen.

Jenasel holdte forsat fast i sværdet skønt hun kæmpede imod en kræft som hev i det. Hun vidste at hun var blottet for offensive angreb hvis hun mistede sværdet. Hun hørte lyden af noget metal somfaldt til jorden, skjoldet var havnet på den anden side af åen. Det irreterede hende at hun skulle hente det, og hun kunne ikke bare gå over som denne Marduk gjorde.
Mens hun var fokuseret på skjoldet følte hun taget i sværdet gøre modstand igen, denne gang kunne hun ikke rigtig stå fast og holde sig til jorden da hun var hevet op i luften med sværdet. ''hvorfor fik jeg et nyt greb sat på...'' tænkte hun irreteret da hun godt vidste at hun ville glide fra skaftet og falde til jorden. Hun slap grebet om sværdet i nogle to meters højde, målt fra benene og ned, var det ikke for rustningen ville hun lande stående og bøje ned i knæ for at tage stødet fra faldet. Men at lande på jorden i rustning var ikke helt det samme, hun landte på benene ja, men faldt dernæst bagover. Det var tidspunkter som disse hun ønskede hun havde haft sin uddannelse som præstinde færdig, da hendes evne ikke var helt færdig udviklet med den korte træning hun havde haft i sin landsby.
''Nogen særlig grund til at afvæbne mig hr.Marduk..?'' lød hun irreteret mens hendes blik var rettet oppe imod sværdet. Hvorfor lod jeg min bue ligge hjemme.... tænkte hun og sukkede derefter.

Guden Marduk smilte imens han så hvordan kvinden blev løftet fra jorden og fortsatte op. Hun kunne godt se at hun enten vil miste sværdet uden at komme til skade eller falde fra en stor højde og derved måske brække et ben og i værste "fald" vil hun kunne dø. Derfor frydede det ham da hun gav slip da hendes fødder var ud for hans hoved. Han ville ikke risikere at hun kom til skade så uanset om hun havde givet slip fra denne højde og ikke kom til skade eller hun fortsatte op, havde han valgt at gribe hende inden hun kom til skade. Men på denne måde virkede det mere til at han var hende overlegen. Sværdet kastede han over på den anden side af åen, men valgte at placere både skjoldet og sværdet så ikke bare lå tilfældigt men stadig havde en orden. Hendes spørgsmål og tone vakte en følelse i ham. En følelse der var en blanding af irritation og hævn for ikke at underkaste ham. Men hun havde sin egen religion og han ville lade den forblive en del af hende, på trods af han kunne slå Jenasel ihjel eller konvertere hende ved at true hendes liv.

Igen gjorde Guden Marduk sin stilling klar ved at kigge ned på hende. Ville blot sikre mig at jeg havde din opmærksomhed og du ikke begyndte at tænke ting som alligevel vil ende i jeg skulle afvæbne dig eller værre.
Han satte sig ned igen nu da hun ikke længere var til fare for sig selv eller ham. Jeg vil sætte pris på du fortalte mig mere om denne religion. Og måske andre religioner der bliver dyrket her? Guden Marduk smilte venligt til denne Jenasel på trods af en tydelig fordel. Selvfølgelig var han i en position der gav ham frihed til at smile. Hans højre hånd klappede på jorden som et tegn til hun skulle sætte sig. For at kunne klare sig, må man vide hvad man har med at gøre. fortsatte han men han vidste allerede at hun var klog nok til selv at vide det. Han ville ikke undervurdere hende en gang til. Så Guden Marduk kiggede igen på hende. Så i hendes øjne og gav et tydeligt indtryk af han ikke vil såre hende.

Denne mand var intressant. Han havde åbenlyst en evne til at kontrollere objekter og genstande, det var hans våben og hendes lå på den anden side af åen. Hun kunne sikkert springe over og gribe fat i det hvis hun ikke bar rustningen, men den ville hun ikke smide nu da Marduk var der, det var nok hvad han ønskede et sted.
''Hvad med at du fortæller lidt om hvad de har lært her i denne verden?'' sagde hun med et løftet øjenbryn og var neutral i stemmen. Det var ikke første gang hun var i løvens klør, men denne gang var det nok lidt mere besværligt, men hun ville ikke adlyde hvad manden sagde og snakke om troene her i landet, da det bare var det første skridt på underkastelse i hendes sind. Hellere komme ind på noget helt andet.
Jenasel gik hen imod træet, lagde armene over kors og lænede sig med venstre side op af træet, hun sad ikke ned for igen ikke at adlyde, men hun erkendte at han i øjeblikket havde de stærkere kort i det hun nærmede sig ham.
''Isari giv mig styrke imod denne mand'' tænkte hun for sig selv og sukkede kort.

Han lagde sig endnu engang ned på ryggen og kiggede fortsat på hende. Kontrol. konstaterede han tørt for hende. Det var både hvad han havde lært og hvad hun ville have. Men han var den eneste af de to der havde kontrol. Men han valgte alligevel at fortælle hvad han havde lært. Jeg har mødt denne virkelig flotte, dejlige kvinde. Hun var helt fantastisk. Ellers har jeg fået set mig lidt omkring. Ikke talt med så mange. Men ja. Jeg har lært kontrol. sagde han så og løsnede hendes rustninger der hvor han kunne med sin evne. Så fortæl mig noget om jer.
Guden Marduk var udelukkende provokerende for at se hvor hendes grænse lå. Blot for at tirre hende. Blot for at se hvor langt han kunne gå uden at skulle slå hende ihjel. Selvfølgelig kunne han gøre det men det ville ikke være i god strid med hans træning. Tværtimod. Han vil nok få forlænget sit ophold. Mon han kunne få hende til at tilbede ham?

Jeg skal nok lade vær med at røre dig. Jeg ønsker kun at tale med dig. Og hvis du begyndte at slappe af kunne vi få en hyggelig samtale. Guden Marduk lukkede sine øjne, velvidende om hvor hun var og hvor lang tid det vil tage hende om at gribe sine våben igen, hvor lang tid det vil tage hende om at komme hen til ham og alle andre muligheder. Måske ikke for mig, men så for Isari og det gode? Det måtte da give hende en form for motivation.