Det var tidligt om morgenen.. Cassa var ved at lægge forbinding på en ældre dames ankel.. Hun var faldet nede i byen, og havde brækket noget af anklen..
"Så, fru Izanow.. Der kommer en anden sygeplejeske omlidt, og giver Dem nogle krykker De kan støtte Dem til.." forklarede han med en rolig stemme, og et blidt, varmt smil.. I den senere tid havde Cassa arbejdet som hjælper i Helbredelseshusene... Han var iklædt et par mørkebrune bukser af bomuld, samt en hvid poplin skjorte med en kravat foran, og lidt løse ærmer.. Udenpå dette bar han en sort vest.. yderligere havde han et par knæstøvler som nåede ham lige op over knæet.. han bar hverken sværd eller andet, som han ellers normalt gjorde.. håret var flettet i nakken; det var trods alt begyndt at blive temmelig langt. Faktisk, så var alt håret trukket tilbage i en hestehale; ikke noget der skete tit.. Kun nogle få lokker hår hang ned foran i panden.. Men det var bare så upraktisk at have håret i vejen... hans ene øre bar den lille, blå safir i et spiralformet sølvindfat.. Ja.. han var ikke prangende i tøjet som normalt...

Med en elegant gang, gik han ud fra det rum han før var i, for at melde om at kvinden manglede krykker... så satte han sig bag receptionen og ventede.. der ville snart komme nye ind, som skulle have healet et eller andet...
Cassa havde følt sig rastløs.. han vidste ikke, om hvorvidt han var konge eller ej.. han var blevet kronet, men intet mere var sket... Det hele kørte rundt i hans hoved... han savnede Isobel, men hun havde ikke vist sig længe... Egentlig.. han snakkede slet ikke med nogen for tiden.. han begav sig hvileløst rundt, sov hvor det passede ham, og havde ikke noget fast at stå ved... det føltes som om hans indre jeg var ved at splittes i to... Han ville jo så gerne gøre sit bedste for at beskytte landet.. Men i sin nuværende position, kunne han intet gøre!
... så han havde slået sig ned i helbredelseshuset, og hjulpet til med mindre skader.. han var jo ikke i stand til at heale..

Et godt stykke til højre for Cassa blev en tung mahognidør dør åbne med noget besvær med noget besvær, så det ud til. Venus skubbede så godt hun kunne med den ene hånd, hun havde fri, mens hun holdt en lille, snavset dreng i hånden med den anden. Hvorfor i alverden bruger man mahognidøre til et hospital? De er jo fuldstændigt umulige, hvis man skal en båre igennem. Teknisk set var den dør, hun var kommet ind af, en form for bagdør. Hovindgangen, som hun nu fik øje på, var meget bredere og havde to døre af et meget lettere materiale. Hun grinede lidt af sin egen dumhed og så ned på knægten, der ikke ville holde op med at græde. Han kunne ikke være ret meget mere en seks år gammel. "Så, hold nu op med at græde, ikke? Sygeplejerskerne skal nok få ordnet dit knæ i et snuptag. Kom nu. Drengen forsøgte at tørre tårene væk, men der kom bare flere frem og lavede striber på de runde kinder, der var brune af skidt lige som resten af ham. Det var dig tydeligt nok, at den gullige og alt for stor skorte med oprullede ærmer skulle have været hvid, at hans hud var brun af sol og håret et eller andet sted under snavset skulle være sort.

Venus var nødt til at bøje sammen i siden for nå ned til, og hun var nødt til at gå langsomt, så han kunne holde trit med sine korte ben. Han humpede oven i købet på det højre, der havde en temmeligt stor, snavset og blodig plamage på knæet. For omkring femten minutter siden var gadedrengen stukket i løb væk fra en bod, hvorfra han havde stjålet en tebolle med rosiner og det hele. Bageren havde heldigvis ikke set noget, og drengen var hurtigt ude af syne i menneskemængden. I farten så han sig ikke for og styrtede over en brosten og fik en pæn hudafskrabning. Lidt efter Venus så kommet forbi i sine egne tanker og var nær snublet over knægten, der var blevet siddende i vejkanten for at hulke over sit ømme knæ og for at spise sin tebolle.

Lidt efter var Venus fløjet med knægten over til helbredelseshuset, hvor hun havde været nødt til at sætte ham ned, fordi hun var træt i sin ikke særligt stærke arm. Og nu stod de så her. "Drengen her har en hudafskrabning, der skal renses," sagde hun med et venligt smil til Cassa som hun i øvrigt ikke havde den fjerneste anelse om, hvem var, mens drengen stod og så en smule bange op på den fremmede mand.

Cassa løftede blikket hen mod bagdøren.. Hva pokker? Hvorfor kom de ind af bagdøren..?
Nå, pyt med det! Han rejste sig omgående, og gik nogle skridt hen, til han nåede dem i møde.. Kvindens hår facinerede ham. Han lagde straks mærke til det, som det lyste så smukt op.. Han sendte hende et kort smil, men rettede derpå hurtigt opmærksomheden mod drengen... Cassa, som fremstod meget høj for en 6 årrig, med sine 182 centimeter, satte sig ned på hug.
"Avs, det var da et fælt sår du har fået dig der, hva?" sagde han i en venlig tone.. Hans øjne hvilede varme ind i drengens.
"Det skal vi hurtigt få lappet sammen.. så bliver dit knæ så godt som var det splinternyt..." han rejste sig igen, tog nogle små servietter fra en marmorholder på bordet.. Det var bløde, små bomuldsservietter.. han satte sig på hug igen derefter..
"Så.. tør øjnene" han rakte den til ham.
"En stor og stærk dreng som dig, behøves ikke græde, vel?" han trak yderligere smilet opad, i sit i forevejen meget venlige ansigt..
Drengen nikkede, tørrede sine øjne og pussede sin næse..
"Kom, denne vej.." lød det så fra Cassa, mens denne rejste sig og gik hen mod en dør, kun 2-3 meter derfra.. han åbnede en dør ind til et lille lokale... Døren var af ahorn, og rundt om ved karmen, var der groft marhoni træ, med flossede kanter...
Drengen trak i Venus' hånd, for at få hende til at gå med.. han var en kende genert..
Cassa gik først ind, og gjorde mine til at drengen bare skulle sætte sig op på den lille briks, som var placeret midt i rummet.. Det var et lyst lokale.. gulvet var af træ, og vægene var af lyse lersten.. der var et stort vindue, hvorfra solen kastede sine milde stråler ind, lyste nogle hvide, tynde gardiner op, og landede på delvist gulvet, samt et halvhøjt skab, som var malet hvidt med kalkmaling.. Cassa gik hen til skabet, som han åbnede og begyndte at finde nogle forskellige ting frem fra..

Venus mærkede den lille drengs hånd fæstnes om hendes, idet Cassa satte sig på hug. Det varede kun et øjeblik, og så løsnede drengen grebet igen. Hun forstod ham egentlig godt, for Cassa var temmeligt høj også i forhold til hende selv. Men Cassas venlige mine fik hende til at glemme højdeforskellen. Hun overvejede, om det ikke var på tide at gå og overlade drengen, hvis navn han havde givet hende under flyveturen, til mere kyndige hænder. Var det Magnus? Eller Mathias? Nej, det var Magnus. Men det kunne der åbenbart ikke blive tale om, og Venus blev næsten trukket ind det tilstødende lokale efter Magnus.
Drengen forsøgte selv at trække sig op på briksene i armene, men det blev ikke til andet end lidt spjætten med benene og et blødt bump og et ynkeligt klynk over knæet, da han landede på gulvet igen. Venus var lige ved at grine, men stoppede sig selv igen. Hun regnede ikke med, at drengen ville synes, det var rart at blive grinet af. I stedet satte hun ham op på briksen for så at vende blikket mod Cassa. Hvad skal han bruge det til? Det virkede sært, at en healer, eller det antog hun, at alle i Helbredelseshuset var, skulle bruge hjælpemidler til en hudafskrabning. Det var ikke fordi, hun vidste så meget om healing, men hun havde selv været her et par gange før og set den slags småskader ordnet på få sekunder med magi. Nå, spørgsmål måtte vente lidt. Det var jo ikke fordi, det gjorde nogen forskel, hvordan Magnus' skade blev fixet egentlig. Hun så forsat forundret og nysgerrigt på de ting, som Cassa tog frem, i et par sekunder, og så vente hun sig mod Magnus igen med et opmuntrende smil: "Så nu varer det ikke så længe."

Cassa bar tingene hen til et lille bord ved siden af briksen..
Venus undren over det at en healer skulle bruge hjælpemidler, fik snart en besvarelse..
"Så.. Der er lidt travlt for tiden, så der er ikke nogle healere ledige.. men det her burde nu nok kunne fikses på anden vis.." sagde han med et let smil.. han satte sig dernæst på stolen ved siden af briksen, og flyttede drengens bukser nænsomt op over knæet, så han kunne komme til..
"Det svider en lille smule.." advarede han i en blid, beskyttende tone, inden han hældte lidt væske ud på en bomuldsvattot, og dubbede meget forsigtigt på det lille knæ... Drengen ynkede lidt, men dog ikke grundet smerte. Han var bare bange for at det ville gøre ondt.
Snart var såret renset for småsten og snavs, inden Cassa så åbnede en lille flaske, hvor han hældte indholdet fra den ud på en anden vattot, og duppede på... så først derefter, var det en lille bøtte han åbnede, som han så tog noget pulver op fra, hældte ned i en anden lille skål og blandede op med væsken fra den forrige flaske... der var ikke meget i skålen, men det der var, lod han hælde ud over drengens knæ.. Selv om et bare var en hudafskrabning, var den dyb, og flere steder var hele hudlaget skrabt af... men da denne væske kom på, begyndte det langsomt at trække sig sammen... Såret dannede en sårskorpe efter få sekunder..
"Så.. I morgen tidlig er du helt frisk og og sammenlappet.." sagde han med et venligt smil, inden han forsigtigt bandt en forbinding af blødt bomuldslærred om hans knæ.. der var lidt elastisk i forbindingen, så den kunne give sig om hans knæ..
"Men du må love mig, ikke at røre ved dit knæ, okay? så går det nemlig langsomere.. men i morgen tidlig, så må du tage forbindingen af.. men først der.." han rejste sig, og hjalp drengen ned fra briksen... Hans blik forblev varmt og imødekommende, mens han begyndte at pakke sammen.. Drengen grinede muntert inden han daffede ud i indgangshallen igen..
"... Er han Deres?" spurgte han så Venus, med en venlig tone og et tilsvarende smil, mens han satte tingene ind i skabet igen..

Venus lod drengen stikke af. Der var ikke mere hun kunne gøre for ham. Det varede dog ikke længe før, han stak hovedet ind ad døren igen: "Tak for hjælpen, frøken." Så løb han afsted igen ud ad hovedindgangen. Magnus' bemærkning havde egentlig været svar nok, men det skadede jo ikke at svare på mandens spørgsmål. "Nej, det er han ikke, " svarede Venus med et venligt smil, "Jeg stødte bare ind i ham ude på hovedgaden." Faktisk var hun nærmere faldet over ham, hvis det skulle være helt rigtigt, men det var også lige meget. Hun så lidt rundt i det lyse lokale et par sekunder. Her var rent og køligt. Renere end hun havde set noget lokale være. Det var vel også noget, de gik meget op i her, hvilket gav udmærket mening.

"Hvordan kan det være, du arbejder her? Hvis du ikke er healer mener jeg," spurgte hun pludselig ud af det blå. Hendes nysgerrighed havde en tendens til at få bugt med hende. Eller var det i virkeligheden hende, der lod den få bugt med sig? Sandsynligvis lidt af begge dele.

Cassa lukkede skabet i med et let tryk, inden han bare vendte sin opmærksomhed mod Venus, skønt han dog imens smed de brugte vattotter i en flettet kurv i hjørnet.. en kurv som fungerede som skraldespand..
"Nåh.. Ja men det så også ud til at han selv fandt ud.." han lo let..
"Frisk knægt ellers.." han vaskede dernæst sine hænder af i et lille fad som også stod på det lille bord ved briksen, tørrede dem i en klud..
Ved det næste spørgsmål, så han lidt overrasket ud, men smilte så blot.
"Jeg arbejder her heller ikke sådan rigtigt... Jeg hjælper blot til.. I de her tider, er der brug for så megen hjælp som muligt.." lød forklaringen.. han gik hen mod døren, åbnede den og holdt den så for Venus, så hun kunne gå ud.. Selv gik han ud efter, og satte sig bag ved disken.. her skrev han en lille note ned på et papir..
"Men det var heldigt at De bragte drengen hertil.. Der var gået en del snavs i det sår.. uden en rensning eller healing, ville det helt sikkert få en infektion.." tilføjede han så

Hun smilede lidt. "Jeg syntes heller ikke, det så særligt godt ud, men hudafskrabninger plejer jo ikke at være det store problem. Hun holdt en lille kunstpause før hun forsatte med endnu et nysgerrigt, men venligt spørgsmål. "Må man spørge, hvad du laver, når du ikke arbejder her?" Her var en rar atmosefære, på trods af at det var et helbredelseshus, et temmeligt travlt et. Der lå nogen på alle senge og brikse. Nogle så ud til at være falde ned fra noget nær 100 meters højde. Et par stykker lå i forbindinger til op over begge albuer så at sige. Andre vente og drejede sig i søvne med sved perlende på panden. Men der var ingen smertensskrig, ikke så meget som et klynk. Healerne bevægede sig rundt mellem patienterne og ind og ud ad døre til stuer med hurtige skridt, men uden at løbe og næsten uden en lyd. Lidt solstråler banede sig vej gennem glasruderne uden at skære nogen i øjnene. Selv regnen der var begyndt at falde udenfor så ikke ud til at være mere end støvregn, der sagtens kunne ses men ikke høres.
Venus havde lidt af humørsvingninger på det sidste af årsager, som hun udemærket selv kendte. Lige nu var hun i et godt lune.

Cassa nikkede lidt.. Hudafskrabninger var til at overkomme; selv om de kunne se meget klamme ud.
Ved det næste spørgsmål, trak han lidt skævt på smilebåndet..
"Ehm.. Jeg er konge..." svarede han så, men temmelig dæmpet..
"Eller... midlertidig konge... Jeg ved ikke helt hvordan det går for De som er sendt ud for at finde en arving.." et lidt akhavet smil gled over hans læber.. Nej hvor måtte det altså lyde underligt..
"Men når vedkomne er fundet, er planen vist at jeg skal træde tilbage til at blive General igen.." han flyttede de mørke lokker væk fra ansigtet, inden han bare lænte sig lidt op af bordpladen med et venligt smil til Venus..
Skønt hele landet vidste at den nye konge var trådt til midlertidigt, så var det de færreste der genkendte ham.. Det var jo næppe fordi der var lagt store malerier rundt på gader og stræder, så hvordan skulle folk kunne genkende ham?
Healerne på stedet vidste dog godt dette, da de jo havde snakket med ham den første dag han dukkede op i helbredelseshusene..

Venus kunne være hoppet en halv meter op i luften, helt bogstaveligt faktisk, men når hun følte sig så afslappet, som hun gjorde for øjeblikket, lod hun sig ikke chokere helt så meget. I stedet nøjedes hun med at spærre øjnene op på vid gab og lade kæben falde et par centimeter. Desuden tog hun fat i en bordplade, ikke hårdt så der var intet at høre, men håndes hurtige bevægelse, ville man nok lægge mærke til alligevel. Hun blinkede et par gange med øjnene og lukkede så munden igen i et lidt genert smil. Det var mere hendes eget, pinlige udbrud end, det faktum, at hun stod over for landets tekniske konge, der var årsag til det akavede smil. Hun var heller ikke blevet chokeret helt så meget, hvis det ikke var fordi hun kendte ind til flere individer temmeligt godt, som med glæde ville lave Cassa om til sushi og smide ham i en voldgrav med krokodiller. Ikke fordi hun ville fortælle dem, hvor Cassa var, men det gjorde hele situationen - prekær, var vidst det rigtige ord.

Hun fjernede hånden fra bordkanten og lod den falde ned langs siden igen. "Okay, den var ny." Hun kløede sig lidt i nakken, mens hende blik flakkede til siden en enkelt gang. "Ehm... undskyld mit udbryd." Venus overvejde et øjeblik om hun burde neje eller et eller andet, men sandsynligheden for, at det her var en slags skjulested, og at Cassa nok ikke ville opdages af de forkerte mennesker, fik hende til at lade være. "Det var bare... Det kom lidt bag på mig." Og så var jeg måske ikke det bedste menneske, at fortælle det til... Hun smilede igen, omend en smule usikkert. det var nok bedst, hvis hun sagde et aller andet fornuftigt.
"Vil det sige De ikke laver andet end at arbejde her?"

Cassa lo mildt over hendes overraskede udbrud.. Han var vant til en sådan reaktion..
"Alt forladt.." svarede han med et høfligt, imødekommende lille nik..
Jo.. hvad lavede han ellers? En hel del ting..
"Ikke laver andet..?" gentog han med et lidt hævet øjenbryn, dog uden at miste sit varme smil fra de smalle læber.
"Jeg vil nu mene at dette er vigtigt nok i sig selv.." færdiggjorde han.. Hun fik det til at lyde som om at han var doven, hvis han ikke havde lavet andet..
"Men jo.. Jeg har skam meget at lave ud over at være her... Jeg blir sjældent det samme sted længe af gangen... Men jeg ser mig aldrig for travl til at hjælpe De som har brug for det.." han flyttede endnu engang en sort hårlok væk fra ansigtet, eftersom den irriterede ham grænseløst..
En lille pige kom pludselig hen, og trak fat i kanten på Cassas ærme.
"Må jeg få noget mad?" spurgte hun med en svækket stemme.. Pigen var kun omkring 5 år at dømme på hendes udseende, og hun så generelt meget ilde tilredt ud.. Disideret syg måtte man sige..
"et øjeblik.." sagde Cassa så lidt henskudt til Venus, inden han vendte fronten mod den lille pige, og løftede hende op at sidde på sin ene hofte.
"Ja det må du i hvert fald.. Men så skal du også love mig at blive i din seng, ikke? Du må ikke gå rundt.. Så kan du blive mere syg... Okay?" sagde han i en stemme så blød som silke; men på en anden måde end hvordan han normalt talte.. De fleste folk talte vel anderledes til børn..? Tja, sådan var det..
Han forsvandt ind i et andet rum med pigen på armen, hvor han lagde hende tilbage i seng, kontaktede en af de andre arbejdere på stedet, som stod for køkkenet.. derpå vendte han tilbage til Venus..
Cassas hovedfuntion var at tage sig af mindre skader og folks check in..
"Men hvad laver De så ellers..? altså ud over at hjælpe små klodede drenge med at få repareret deres knæ?" han smilte fortsat, som om han ikke var i stand til at se andet end venlig og imødekommende ud..

"Nårh nej, det var jo ikke sådan, jeg mente det." Venus smilede igen lidt flovt. Egentlig havde hun bare været overrasket over, at Cassa havde været lige her hele tiden. Hvordan kunne han ikke være blevet fundet? Men han var selvfølgelig ikke blevet det samme sted hele tiden. Det havde jo været dissideret stupidt.
Venus skulle til at forklare sig, da der kom et andet lille menneske hen og trak i Cassa. Hun fulgte med de to hen til den ikke så store piges 'gemakker' og stak hovedet ind, hvorefter hun bakkede lidt så hun ikke kom til at stå i vejen for Cassa. Hun var imponeret, over hvad helt præcist, kunne hun ikke sætte en finger på, for det hans generelle opførsel og 'almindelighed', der gjorde et indtryk. Hendes personlige erfaring med folk af en hvilken som helst form for officiel status var, at de opførte sig efter den. Naturligvis havde hun ikke mødt så mange med en officiel status. Cassa var ikke ret meget anderledes fortset fra, at han opførte sig med mindre rationalitet og mere følelse og venlighed. Hvis der var noget, der plagede ham, lod han sig ikke mærke med det. O g det burde vel plage ham, at Mørket sad ret så tungt på magten for tiden - i al fald så vidt hun vidste.

"Hvad jeg laver?" Der havde hun ikke så meget at prale med,"Intet faktisk... altså jeg arbejder, når jeg kan få, men for tiden; ja, for tiden laver jeg ikke rigtigt noget." Hun kløede sig lidt i nakken, med et lille smil.

Cassa smilte fortsat venligt, mens han blot lyttede til hendes svar..
Det var besynderligt den måde han virkede så fredfyldt på.. Det afslappede udtryk, og det varme smil der hvilede på de smalle læber, stod i stærk kontrast til det kaos der for tiden herskede i landet. Intet var som det skulle være, men det virkede som om Cassa allerede nu vidste, at alt ville falde på plads før eller siden.
"Så De er arbejdssøgende?" spurgte han for at få bekræftet sin opfattelse..
En kvinde fra køkkenet dukkede op. hun var nogle år ældre end Cassa, og en smule rund i det, men meget flink at se på og med en blid fremtoning.
Hun havde set at Venus var blevet hængende lidt, så gæstfriheden væltede frem fra dens pose.
Hun bar en lille bakke, med to små kopper som hun satte på det lille bord de stod ved.
"Jeg har lavet lidt te til jer.. I så kold en tid her, må man holde sit indre varmt.." sagde hun med et mildt smil..
Cassa sendte hende et taknemmeligt smil, der sammen med et nik virkede fuldendt.
"Mange tak, Charlott..." hun nejede kort, smilte over hele det moderlige ansigt, inden hun forsvandt ud i køkkenet igen..
Cassa tog den ene kop, nikkede mod Venus til at hun kunne tage den anden.. Det var en simpel hvid te, som duftede ganske dejligt..

Venus' næse havde opfanget den liflige duft te flere sekunder før, den kom ind i lokalet. Måske var det hendes lugtesans, der var god, eller måske var det bare fordi, det bar var lidt længe siden, hun havde fået noget at spise. Faktisk mindede hendes kropsbygning en del om Cassa: ikke særligt meget fedt på kroppen.
Hun så hen mod døren før Cassa nåede at afslutte sit spørgsmål og smilede glad til kvinden, der kom ind med teen og takkede hende lavmælt, men glad. Selv om hun normalt ikke frøs, lunede te alligevel dejligt. Varmen flød ud gennem koppen og ud i hendes hænder, da hun tog den op for at puste lidt på den. Så vendte hun sin opmærksomhed mod Cassa igen. HUn skulle lige til at bede ham gentage sit spørgsmål, men som det ofte sker, når man ikke helt har hørt efter, afspillet situationen igen for ens indre ører, så man kan huske, hvad der blev sagt.
"Ja, det er jeg vel... I ville ikke tilfældigvis have brug lidt hjælp her?" Spurgte Venus stadig med et velnbehageligt smil på læben.

Cassa sippede lidt til teen, bare for at konstatere at den var for varm endnu.
"Det var præcis det jeg tænkte.." sagde han så med et let lille nik..
"I disse tider, kan et sted som dette næsten ikke få hænder nok.. Jeg må videre allerede i aften, da jeg ikke kan blive her længe.. så mangler De en til at skrive folk ind når de kommer..." han nikkede lidt, stadig med det evigt venlige udtryk..
"Hvis De ønsker det, kan jeg tale med forstanderen..?" lød det så som et afsluttende spørgsmål..

Venus' smil lyste op yderligere. "Det ville jeg blive meget glad for, hvis du gad." Hun så eftertænksomt ned på sin te, før hun forsatte med blikket tilbage på Cassa, som fuldstændigt manglede den frygtindgydende aura af magt, som Morgoth besad. "Og jeg vil gerne indskrive folk... Men jeg er bange for, at jeg ikke ved så meget om healing." Hun trak lidt på smilebåndet, som en form for undskyldning, og nippede til sin te, for at checke temperaturen. Den var blevet passende nu, lod det til.
Mens hun ventede på Cassas reaktion, forsatte hendes bevidsthed med at sammenligne Cassa og Morgoth. Cassa manglede som sagt en aura. Om det overraskede hende, kunne hun ikke finde ud af. Men det overraskede hende, at han stadig besad en eller anden form for autoritet på trods af sin ikke særligt intimiderende udstråling. Måske var hun bare ikke vant til at omgås mennesker som ham.

Cassa nikkede.
"Hvis De vil udføre en formular med Deres personlige oplysninger, så skal jeg bringe det videre for Dem." lød det fra ham med et blidt smil, mens han fandt et blankt perkament frem, samt en lille blækpen og et blækhylster.. han lagde det på bordet foran dem, hvorefter han drak lidt af sin te, og lod den nu bare hvile imellem hænderne.. Det at Venus havde drukket af sin, fortalte Cassa at den nu var kølet nok af.
"Meget er ikke nødvendigt at vide om healing.. Dd vil blive instrueret i de overordnede ting.. men hovedsageligt vil du kun komme til at rense små skader, som ikke behøver healing.. som f.eks. børns små knæ.." han lo lidt ved dette, uden nogen egentlig grund, andet end at det bare skabte en lettere stemning omkring dem, med et varmt og imødekommende smil.
Og ja, i en situation som denne, var Cassas autoritet ikke altoverskyggende. Han befandt sig på et helbredelseshus; her brugte han sin tid på at hjælpe andre. Han havde ingen intentioner om at skabe ærefrygt eller falsk respekt. Han elskede folket, og de fleste værdsatte denne kærlighed.
Og i Cassas øjne, betød det intet om man kunne mærke nogen form for aura i hverdagslivet. Kunne man ikke, ville dette blot beskytte ham mod mulige angreb.
Hvis han tog et kig ind i Venus tankegang, ville han blot le kærligt, som hvis hun var et kært, uforstående lille pige. ikke nedladende i sin tone, ville han le. Men fordi hendes uvidenhed besad en barnlig charme. Den Cassa, som hun stod overfor, var ikke den samme man ville møde på slagmarken, eller en anden form for krigs situation. Men hvor skulle hun også vide det fra? De færreste ville kunne forestille sig at denne fyr overhovedet ville kunne så meget som snitte en rift på et andet levende væsen..
Mens de stod der overfor hinanden, kunne Cassa ikke lade være med at betragte Venus.. Hun havde et kønt ansigt, og han kunne ikke andet end at forestille sig, hvordan en så smuk, usleben ædelsten ville kunne skinne og stråle, hvis den blot blev pudset og slebet lidt til..

Venus var blevet distraheret. Det skete ret tit, og lige nu var hun blevet distraheret af sit projekt med at sammenligne Cassa og Morgoth. Måske var den egentlige forskel, at Morgoth ikke kunne ændre på sin udstråling. Han var per definition en, man var bange for. Venus gættede sig frem til at Cassa nok ikke altid var lige så afslappet som nu. Men selv når Morgoth var i sit gode hjørne, havde han stadig den samme udstråling. Venus virrede let på hovedet. Det var desværre ikke helt uvant for hende, at forsvinde ind i sig selv på den måde. Hun blinkede lidt med øjnene og tvang et naturligt smil tilbage, mens hun håbede at Cassa ikke ville lægge alt for meget mærke til forandring. Hun var nødt til at glemme det. Det gjorde alligevel ikke andet end at ødelægge hendes humør, og hun kunne ikke fixe det mere, end hun kunne flytte en bjergkæde.
Hendes smil blev helt naturligt igen, da hendes tedrikkende samtalepartner nævnte drengens knæ. "Jeg er glad, hvis jeg bare kan hjælpe lidt til." Faktisk følte hun sig en smule ansvarlig for travlheden på helbredelseshuset, fordi hun ikke havde været i stand til at tale hverken Alwyn eller Morgoth til fornuft. Okay, så er det godt... Det er ikke min skyld, og nu tænker jeg på noget andet. Hun forsøgte, men det var lidt lettere sagt end gjort. Hun nippede lidt til sin te.

Venus endte med at drikke helt op, uden selv at opdage det, før der pludselig ikke løb nogen væske ned gennem hendes hals, da hun forsøgte at drikke. Hun så en smule overrasket ned i koppen og så så op på Cassa. "Jamen så.. Jeg går ud fra, papirene, skal udfylde ligger ude ved skranken?" Hun rejste sig og placerede sin tomme kop på tebakken for så at forlade rummet et øjeblik. Der gik et par minutter, før hun var tilbage med de udfyldte papirer. Der havde ikke været meget at skrive for hende. Hun rakte dem til Cassa. "Hvis det er i orden, vil jeg tage videre... Jeg håber, vi ses igen, og mange tak for hjælpen." lidt efter var hun ude af bygningen og på vej tilbage til gågaden.

//out

Cassa smilte med et nik.
"Det er jeg sikker på, at De kan.." sagde han bag koppen med det varme te..

Men han lod hende da tage afsked, og udfylde papirene..
Snart kom der en hårdt såret person ind, og Cassa fik travlt med at flytte vedkomne ind på en stue, hvor healerne gik igang med det samme..

Da Venus var gået, forlod Cassa stedet... men den nykomne morgen dukkede han op igen for at tale med forstanderen en sidste gang.. Snart ville Venus have et job.

//out