Det var sent på dagen og allerede mørkt. Det mørkehalvår var startet, og viste sine tydelig tegn på det. En hæftig regn slog mod omgivelserne, højt brusende og overdøvende for de fleste andre lyde. Himlen var kulsort grundet i skyerne, og der var ingen tegn efter at der havde været lys tidligere på dagen. Regnen havde nu også stået på i nogle timer, og alt var gennemblødt. Den lange vej var mudret, og ikke særlig let at gå på, da visse steder var blevet til store mudderhuller, og det var let at synke godt ned i dem.

Det så allerede ud til at den rejsende, der gik roligt langs vejen, havde været udsat for ikke alene regnen, men også de utallige mudderhuller. Hans støvler var mudret til op omkring knæende, lidt under der hvor støvlerne stoppede. Hans sorte hoser havde vidst også set renere dage, og havde kager af mudder hist og her. Hans midnats blå robe, der nu mere så sort ud, efter at være blevet gennemvædet, havde dog ikke taget synderlig tegn efter mudder, og havde kun lidt i kanten. Ikke fordi han havde holdt den op, men fordi at den ikke var længere end til lidt over knæende. En noget sær størrelse. Roben var lukket, og hætten på den var slået op, for at sikre at han ikke fik så meget regn i ansigtet, og det virkede da også nogenlunde, selvom noget af vandet sivede igennem hætten, men der var ikke så meget andet at forvente. Han havde en vadsæk hængende over den eneskulder, så den vippede lidt i takt med at han gik, men virkede ikke til at bære noget våben, eller anden beskyttelse.
Hans ansigt var vendt mod jorden, og han virkede ikke rigtig til at have den store ånd tilbage, men virkede heller ikke til at ville give op. Hans skridt var faste og næsten målrettet. Måske vidste han hvor han var på vej hen?

Scaramouse havde ikke den store holdning til vejret, og tog ikke den store notits af han var gennemblødt, og måske heller ikke just varm. Men han frøs ikke, og tænke egenlig på alt andet end vejret, hvor langt han havde gået, og hvor langt der var igen.
Han havde stukket hænderne i lommen på sin frakke, og vandrede blot frem af, til at han nåede enten en forhindring, eller sin destination. Hans hovede tænke kun på hvor hans næste rejse skulle gå hen, hvis han endnu en gang ikke fandt det svar han søgte, og i samme tankestrøm, blev hans tanker ledt hen på, hvad han ville gøre, hvis han aldrig fandt det svar han søgte. Han var ikke sikker på hvor længe han havde rejst snart, men der var nok gået nogle år siden han havde valgt at tage væk, eller blev tvunget nok mere. Det havde ikke været sikkert længere, og han kunne ikke være nær andre, ikke før at tingende var blevet sikker... Men hvornår ville de blive det? Hvornår ville det være som det plejede, og hvornår kun den normale daglig rutine, være det samme som det plejede at være?

Scaramouse fortsatte ned af vejen, og holdte blikket mod vejen, så der var en mulighed for i hvert flad at se noget af den vej han gik på. Det var egentlig længe siden at han havde været ude for så slemt regnvejr, og hvis det fortsatte ret meget længere, ville han nok blive nød til at finde noget læ, for han kunne ikke undgå den ting der blev kaldt for søvn, og det ville praktisk talt være umuligt at sove i et vejr som dette, hvis heldet var med ham, ville han han finde et vandre hjem eller en kro.
Han satte tempoet lidt op, for at se om heldet var med ham, og hvis det var, hurtigt at nå til et godt hvilested.

Heldet var faktisk med ham, og et svagt dunkelt lys kunne ses lidt fremme, men det var ikke særlig stærk, det var kun grundet i mængden af hvor meget lys der var, at det var muligt at se det der enten var en hjem, eller sted sted at overnatte. Han drejede af ned af en lille sti, for at nå frem til bygningen, og fandt et lille kro skilt hængende ude foran. Han skubbede døren op, og kiggede sig omkring i kroen idet han gik ind. Der var tomt, og ikke en gang en kro mutter stod klar, men det var også sent, så det var der ikke så meget sige til.
Han fandt sig et bord, og lod sin vadsæk dumpe ned på gulvet, hvor en lille pøl af vand daskede omkring. Han efterlod et langt sport af vand efter sig, hele vejen ind til hvor han stod nu. Heldet havde faktisk været med ham for en gang skyld, det var da godt at vide at han ikke altid var uheldig.

Scaramouse havde siddet, og døset lidt hen for sig selv, dog uden at falde reelt i søvn -eller måske men det have været en meget let søvn, for sekundet døren blev åbnet, var han vågen igen. Hans blik fløj over mod døren, hvor han så en anden herre, der havde været lige så uheldig med regnen som ham selv, men sådan var det at være rejsende. Han gav et lille nik fra sig og et lavmeldt "Vær hilset" ved mandens gestus, uden så meget som at flytte en enkelt muskel i ansigtet, men det var sådan det var for Scaramouse, han var ude afstand til at gøre noget ud af sin ansigts motorik, og når han endelig prøvede, lignede han mere en med kramper, ellers blev det bare ikke til noget.

Han flyttede lidt på sig som han sad i stolen, og trak sin våde kåbe af, for at hænge den på nabo stolen. Det var tydeligt intet på Scara som var tørt længere, men det var ligegyldigt, han havde ingen synderlig holdning til det, og så længe det ikke forhindrede ham i noget, eller gjorde at han ikke kunne fortsætte med at finde sine svar, var der ikke nogen synderlig grund til at gøre noget ved det. Sådan havde det altid været for ham, inden i ham var der ødet for følelser, næsten som et sort hul, der efterlod alting i tomhed, man skulle tro at der var ved at være støvet inden i ham, siden at der var intet der rørte i ham, og dårligt noget der motiverede ham til noget, egentlig lidt af et under at han havde klaret den så længe, uden bare at være stoppet med at virke, lidt som et maskineri der ikke fik smørelse. Det var vel det han var, bare et maskineri og hans følelser den smørelse han ikke fik.

Rejsen som Scaramouse havde været på, havde varet i dage, og de sidste mange nætter havde han sovet på marker eller i små skove, han var ærlig talt ikke så kræsen over for hvor han sov, så længe han kunne blive udhvilet så han kunne fortsætte til hvor han nu en gang skulle han næste gang. Det kunne selvfølgelig så også være, at den holdning var grundet i at han ikke havde nogen synderlig holdning til noget? Han var sær, og han ville næppe kunne svare på hvorfor han tænke som han gjorde, hvis nogen spurgte, som han så følte et dybere trængen i ham selv.
Han faldt lidt hen i sine egne tanker i nogle sekunder, før at stemmen fra den anden rejse brød igennem til ham, han kiggede op og over på ham "Jeg ved det ikke... Jeg har ikke været her på egnen før..." svarede han med en toneløs stemme, lige som første gang han havde talt, uden nogen interesse eller noget andet i stemmet, han lød dog heller ikke uinteresseret andet i den dur, meget sært men det passede til hans væsen.