Solen var ved at gå ned et sted ude bag de mange bygninger, og den mur som var blevet bygget rundt om byen. Skyggerne antog langsomt en lang skikkelse, kastede sig hen af jorden med sin mørke nuance, farvelagde området i et smukt spil..
Pladsen ved tribunen var tom, men tidligere på dagen havde der været proppet med mennesker... en tyv var blevet hængt den selv samme morgen, hvilket havde skabt en del påstyr...
Elizeph havde begivet sig væk fra borgen, for ligesom at få et pust fra sin herre, samt de andre dæmoner. Ind imellem kunne det godt blive en tand for meget til at Elizeph kunne holde det ud, og han var ellers normalt meget rolig og afbalanceret..
Den høje, slanke dæmon begav sig hen over den tomme plads.. hans skosåler gav genlyd mod brostenene, og den smukke brokadekappe han bar, slæbte et lille slæb hen over diverse småsten som også lå som strøget ud over pladsen...
Som altid var han iførst overdådigt smukke klæder. Inderst, af det tøj man altså kunne se, bar han en sort kjortel af tykt silke, hvor kanterne var lukket sammen af et vinrødt broderi.. Udenpå den første kjortel, bar han en anden kjortel som på øverste del lignede en vest på den måde den ingen ærmer havde, men den var kun lukket til øverst på låret med smukke rubinbesatte guldknapper.. om maven var der bundet et blødt klæde af en fin, tynd silke, som glinsede let og skiftede farve mellem vinrød og klar blodrød, alt efter hvordan lyset faldt på den.. ned foran benene skilte hans vestekjortel, så den inderste kjortel var synlig for øjet. Over skuldrende hvilede det fine scarft med de gyldne, forældede dæmoniske bogstaver var indtegnet, men for andre lignede de mest af alt nu bare en tilfældig krussedulle..
yderst var den sorte brokadekappe, som dækkede ned over skuldrende, med et nærmest broderet mønster i sort, hvor der var spundet enkelte guldtråde ind i også..
Hans hår hang løst ned foran brystkassen, mens resten af håret, det helt lange i nakken var flettet smukt ned i en elegant fletning, som yderligere var gemt væk i et silkebånd som var viklet rundt om hele den lange fletning.. kun en tot hår på nogen og 20 centimeter hang frit forneden, hvor små guldperler glimtede let i solens stråler, hvis man så godt efter..
Halsen var prydet med smykker; alle i enten guld med rubiner, eller blot guld, præcis ligesom de kæder om hans hals, og den lange, smukke stav i hans hånd..

Han nåede frem til tribunen, hvor han lod sit blik betragte gelutinen... Et smukt håndværk... I nogle sekunder stod han bare 5 meter foran kanten af tribunescenen, og betragtede klingen som hang nogle meter oppe.. han forestillede sig lidt hvordan menneskene omkring havde reageret den selv samme morgen.. Der var stadig blod på øksebladet, eller hvad man nu kaldte den del af gelutinen der kappede knuppen af folk... Der gled et svagt, næsten utydeligt smil over de smalle læber... sikke en fryd for øjet..

Netop som Elizeph stod der og betragtede det lettere makabre syn, kom Kijara spankulerende ind på tribunepladsen. Hun kastede ikke mange blikke omkring sig, på trods af den smukke solnedgang, der oplyste byen med et smukt orange skær.
Når det kom til stykket, så hadede hun egentlig byen. Alle de svagelige, fattige mennesker der boede tæt pakket sammen i de små bykvarterer uden at have en ordentlig fremtid .. alle de almene borgere, der så sig tilfredse med et liv på en overfyldt markedsplads .. hun forstod dem ikke. Hun, Kijara, ville langt hellere skabe sig et navn og hæve sig langt over dem alle.
Hun kunne dog ikke benægte, at det var nyttigt, at besøge byen en gang i mellem. Blandt de mange mennesker var der også rejsende, som hende, der kunne skaffe arbejde at få eller udfordringer at opsøge.

Kijara begyndte at gå langsommere, nu da hun kom ind på pladsen ved tribunen. Den åbne plads udgjorde et dejligt pusterum fra de ellers smalle gader. Og på denne tid af aftenen, var der jo nærmest helt tomt.. bortset fra den enlige skikkelse der stod og .. hvad? Gloede på gelutinen?
Kijara kneb øjnene en anelse sammen og nærmede sig forsigtigt. Hun kunne se, at skikkelsen var iklædt en masse fine klæder, og hun gik ud fra, at det måtte være en rig mand af en art .. men hvad underholdning kunne han dog få ud af at stå og betragte et blodplettet økseblad?
Kijara selv var knap så fint et syn. Hendes lange rejsekappe, som hun bar ud over simple klæder, var støvet, og hendes hår var lettere pjusket. Hun havde været på farten hele dagen, og var først ankommet til byen denne aften.
Hendes første indskydelse var at gå videre - hun brød sig ikke så meget om at mænge sig med rige købmænd, eller hvad han nu var, men en nysgerrighed fastholdt hende, og hun fortsatte i stedet med at nærme sig tribunen.

Elizeph bemærkede en andens tilstedeværelse. et menneske? Jo.. at dømme ud fra det korte blik han lod falde på hende, var hun et menneske. Men han vendte dog blikket væk igen med det samme, og tilbage på gelutinen. Den var mere spændende end et simpelt lille bymenneske.. Ligesom Kijara, så kunne Elizeph heller ikke realetere til de som blot levede et middelmådigt liv. Han ville da kede sig i hjel! ... men okay, med de nu mere end 3500 år på bagen, så ville det også være som et helvede, blot at leve middelmådigt!
En slank hånd med halvlange negle flyttede nogle af de nattesorte lokker væk fra ansigtet. Mennesket var en sær ting.. Elizeph huskede dengang gelutinen blev opfundet... Det var en spøjs tid.
Som han stod der og tænkte, følte han sig som et gammelt væsen.. meget gammel..
Af ren og skær irritation over denne følelse, lod han blikket glide væk igen og gik istedet nogle enkelte skridt til højre, hvor han satte sig ned på en bænk..
Den lange hestehale lå blidt ned over den ene skulder, ned på bænken og så ned på jorden dernæst..
Snart ville Kijara være tæt nok på, til at se at det ikke blot var i hestehaleenden der var små perler, men derimod hele hans hår.. De var så ganske små, som hvis det havde været små vandperler efter en mild støvregn. En støvregn af 24 karats guld... Det var ikke til at sige hvor lang tid den slags havde taget at lave...

Kijara nærmere sig langsomt men sikkert Elizeph, der nu havde taget plads på bænken. Hendes bløde støvler gav næsten ikke en lyd, når hun trådte hen over pladsens belægning, men hendes kappe flagrede bagud for hvert skridt, hun tog. Om håndledene bar hun, som hun altid gjorde, en del flettede lædersnore med små fjer.
Hendes skridt blev en anelse mere tøvende, da hun nu var ganske nær den anden tilstedeværende, men hun rystede let på hovedet af sig selv og fortsatte målrettet mod bænken. Det var jo en ganske offentlig plads, og hun var da også i sin gode ret til at tage sig et velfortjent hvil, når hun nu havde gået hele dagen.
Personen, som hun først havde regnet for at være en tilfældig velhavende købmand, så dog ud til at være mere end som så. Da hun nu var nået ganske nær, kunne hun se de små guldperler glimte i de sidste solstrålers skær. Faktisk blev hun så forundret over dette syn, at hun standsede helt op og måtte tage sig selv i at stå og glo.
"Undskyld mig." sagde hun en anelse mumlende, idet hun samlede kappen om sig og slog sig ned på bænken ved siden af. Nu var hendes nysgerrighed for alvor vakt .. hvorfor mon denne person havde udsmykket sig så udsædvanligt? Lå der en spændende historie bag? Var det måske et eller andet form for magisk trick? .. eller var han bare så afsindig rig, at han havde brug for at blære sig med det på denne måde?
Hendes blik gled ned over hans smukke klædedragt, og hun bed mærke i stoffets fine kvalitet og velvalgte små detaljer.
Derefter fik hun hurtigt vendt blikket bort, da det gik op for hende, at hun stadig stirrede. Hun følte sig lettere tåbelig og bondsk, når hun tog sådan på vej over en smule guld og ædelstene .. der er trods alt andre ting og bedre ting i verden end materielle goder, huskede hun sig selv på med et lille fnys.

Elizeph drejede hovedet langsomt i en fattet bevægelse, og nikkede blot til hende som at hendes 'undskyld mig' var godtaget..
Hans blik hvilede kort på hende igen, inden hans blik faldt ud på tribunen igen... Han spekulerede lidt på, hvor mange mennesker der mon kunne manipuleres til at jage ét bestemt menneske, eller én bestemt gruppe af mennesker... Måske de ville jagte alle blonde? Hvis nu de blonde blev udstedt som roden til alt ondt...? Tanken facinerede ham. Menneskets psykke var noget han holdt af at forme som han nu bedst formåede det, og helst forme det ind til had. Ikke fordi han disideret var ondsindet, men mere fordi det blot var det mest underholdende.

Som han sad der, følte han et blik hvile på sig... Typisk mennesket; altid fanget af hvad der for øjet var smukt. De fleste tolkede Elizeph som værende rig, magtfuld og velhavende, skønt han jo blot var en simpel tjener i et størrer anliggende.
Staven foran ham svævede for sig selv, mens de lange, tynde vejere flyttede sig i bløde buer om den gigantiske, svævende rubin, som sad kuglerundt for toppen af den lange stav... små runde rubiner svævede livligt rundt om den som de nu bedst formåede at gøre det.
Magisk, uden tvivl..
Underligt måtte det være at se et væsen som ham.. Der hvilede noget mystisk over hans udtryk i ansigtet; det var hverken bedrøvet, ikke vredt og heller ej muntert. Ulæseligt, tomt som en stenstøtte... Huden var ganske bleg, og skabte en fantastisk kontrast til håret, hvis farve var lige så svær at beskrive som hans udtryk i ansigtet.. det var sort, ja, men mørkere end sort. Den bedste sammenligning måtte være at kalde det sort som natten - og så bare en smule mørkere end det.
Men midt i denne skarpe kontrast, lyste et par safirgrønne øjne nærmest op. Farven var klar og blev forstærket af de røde klæder.. Øjne, som hvilede iagtagende ud på pladsen.. Han sagde intet, for hvad skulle en simpel menneskekvinde dog have af interesse for ham? at dømme bogen på dens omslag, var den som de tusinde af atter tusinde andre bøger Elizeph var stødt på igennem tiden..

Kijaras ansigt var vendt mod tribunen, imens hun kastede nysgerrige sideblikke mod sin noget udsædvanelige sidemand. Der skulle ikke megen tids overvejen til at afgøre, at han måtte være en magiker af en art.
Dette mystiske folkefærd var ikke noget, Kijara forstod sig på. Jo, hun havde som de fleste indbyggere i Krystallandet magiske evner, men det var ikke noget, hun ville overlade sig på i højere grad. Nej, hun stolede på sin egen fysiske styrke og det lettere drabelige spyd med det skarpe blad, som hun normalt bar på ryggen, men som nu var placeret hvilende op ad bænken.
Faktisk nærede hun en mistro over for de fleste magiske tricks. Det virkede på en eller anden måde ikke helt retfærdigt, at folk skulle kunne vifte elegant med hænderne og besejre end modstander, der var langt fysisk overlegen.
Hun fulgte hans blik op mod tribunen og rynkede en anelse på næsen. Han havde også stået og stirret derop, da hun ankom. Gad vide, hvad der fangede ham sådan?
Hun afskyede henrettelser. Det måtte nærmest være den værst tænkelige måde at dø på. Uden ære, hjælpeløst ventende på det afgørende hug, imens folk stod og gloede og klappede. Sådan skulle Kijara Khila-Zentaji aldrig ende!
"Der kan vel ikke være meget spænding i at betragte et stillestående økseblad?" bemærkede hun til sidst til sin sidemand. Han virkede ikke til at være specielt snaksagelig eller interesseret i hende, men nu sad hun her altså, og hendes interesse for den fremmede var vakt.

Elizeph havde ikke regnet med at den fremmede på noget tidspunkt ville kontakte ham. Men det gjorde hun?
Han lod ikke sit blik vige fra tribunen, men svarede hende dog alligevel.
"Nej, det kan De have ret i." startede han roligt ud.. Hans stemme var mild, og alligevel med en skarp kant.. Hans tiltale var høflig, fordomsfri.
"Hvad der facinere mig, er historierne bag... Hvordan samfundet vælger med kynisk hånd, hvad der er ret og hvad der er forkert, afgører den enkeltes skæbne..." hans blik gled først nu hen og betragtede hende.. Der var noget fængende over hendes ansigt.. noget unikt.
"Men sådan er det vel nu engang med magtindehaverne.." tilføjede han til slut... Normalt var Elizeph ikke meget for at snakke med fremmede, men han havde en god dag. afstanden fra Shinichiro gjorde ham afslappet.. Egentlig havde han intet imod sin unge herre, men ind imellem kunne han være anstrengende... Nej.. faktisk det meste af tiden... Men et pusterum livede ham altid lidt op.
Hans fingre gled hen over en af rubinerne som hang i et guldindfat om halsen på ham.. Egentlig tænkte han ikke videre over det.. han var vant til at bære et utal af smykker.. Som hans plads som tjener, var han vant til også at skulle være en fryd for sin herres øjne... Selv om Shinichiro da vist var fuldkommen ligeglad..

Kijara løftede et øjebryn, idet hun lyttede til Elizephs forklaring. Det havde han vel egentlig ganske ret i, afgjorde hun. Han virkede meget rolig og velovervejet, trods det dystre samtaleemne. Hans ord fik hendes tanker til at vende tilbage til hendes barndom i byen .. tænk hvis hun var endt som en ussel tyv deroppe på tribunen! Henrettet. Ydmyget.
Hun kneb øjnene lidt sammen og betragtede Elizephs ansigt. Hun havde svært ved at definere hans egentlige alder Hans øjne forundrede hende en smule, og hans udseende i det hele taget. Det var ikke bare den overdrevne udsmykning der fik ham til at virke speciel. Hun antog ham dog stadig blot for at være et menneske. Det måtte være fordi, han var magiker af en art.. afgjorde hun og rynkede panden en smule.
Derefter trak hun let på skuldrene og kastede et blik op mod tribunen. "Jeg bryder mig ikke så meget om bysamfundet," erklærede hun. "Her er så mange triste skæbner."
Hun strakte benene lidt ud og flyttede sig uroligt på bænken. Så vendte hun igen opmærksomheden mod den fremmede ved sin side. "Mit navn er Kijara Khila-Zentaji." præsenterede hun sig.

Det var ganske rigtigt antaget af hende.. Det med Elizephs alder.. umiddelbart ville man skyde på at han var i starten af 20erne, at bygge på hans ansigtsstruktur, kropsbygning og bevægelsesmønster. Men hans tale var ikke som en i en så ung alder, og samtidig var den rene hud så fin og klar som et spædbarns. Ikke en eneste urenhed, ikke så meget som en enkelt skægstub, ikke en rynke, heller ej en fold - kun de som ikke var foresaget af alder naturligvis..
Alt ved ham var så menneskeligt ud over dette... ingen spidse ører, ingen horn, intet der kunne kategorisere ham som hvad han virkelig var; en dæmon.
Elizeph nikkede istemmende.
"Ja.. En samling af borgerlige væsner, som ikke tør andet end at krybe for det sociofacistiske styre.. Født til et liv i sørgelige, kantede rammer." han rystede svagt på hovedet..
Hans blik gled ned på hende igen, hvor den før havde hvilt på tribunen.
"Interessant navn... Hvor er De fra?" spurgte han med noget som for én gangs skyld kunne minde lidt om oprigtig interesse. Han var ikke typen der delte sit navn ud til højre og venstre. Som dæmon, var hans navn jo det vigtigste eje han havde.. Dog var det de færreste som overhovedet kunne udtale hans navn korrekt.

Kijara nikkede bifalende til hans ord. Han virkede meget velovervejet og afklaret og i det hele taget helt anderledes af Kijara, der trods alt var meget menneskelig. Alligevel gav hans ord så meget mening, at hun selv kunne have udtalt dem, og hun betragtede ham lidt tøvende.
At han var et menneske, var hun helt overbevist om, - men han var stadig sandsynligvis en magiker, hvilket hun vidste, hvordan hun skulle forholde sig til. Det var nok også derfor, han virkede som om, han var meget svær at gennemskue..
Hun gjorde et lille kast med hovedet for at bringe de kraftige blåsorte lokker hår på plads og kastede et vagtsomt blik rundt på den åbne plads, der dog stadig virkede tom, men gradvist var ved at blive mørkere, nu hvor solen langt om længe var forsvundet bag horisonten.
"Jeg er ganske enig." svarede hun derefter langt om længe. "Jeg er desværre selv opvokset her i byen.." tilføjede hun som svar på hans spørgsmål. "Min klan er oprindeligt længere nordfra, men det er længe siden og dem der er tilbage, kryber nu rundt i byens støv og lever som alle andre middelmådige mennesker.." Hun bed sig lidt i læben og rynkede brynene ved tanken om sin familie. "Af samme grund har jeg rejst rundt i landet de sidste mange år."
Hun valgte at stoppe sin talestrøm her, da hun pludseligt kom i tanker om, at det måske ikke var klogt at uddele så mange oplysninger til en fremmed. Især da det nu gik op for hende, at han ikke engang havde så meget som præsenteret sig.
"Men hvem er De selv?" spurgte hun med et spørgende blik mod ham.

Han nikkede lidt.
"Nord fra.." gentog han med en overvejende tone.
"Det forklarer opbygningen af Deres navn.. Det er ikke ofte at man støder på mennesker med så unikke navne som Deres." byggede han så op.. Hans tone var fortsat hverken venlig, eller fjendtlig. Neutral og dog blid med sin kant af skarphed.
Han kunne ikke lade være med at trække ganske svagt på smilebåndet ved hendes forklaring.. født i byen..
"Så kan De jo trøste Dem ved, at skønt man er født til middelmådighed, kan ethvert individ gøre sig retmæssigt fortjent til storhed. Det handler blot om at handle med varsomhed og ikke blot benytte sig af sine opstillede muligheder, men skabe en ny, unik sti at følge.. Belønning falder størst til den som satser."
Hans hånd gled længere ned af det smykke han før sad og flyttede mellem de slanke fingre..
"Mit navn er Elizeph. Jeg beklager min uhøflighed ved ikke at gengælde deres venlighed. Men De må nøjes med mit fornavn.." han bøjede hovedet som en høfligheds gestus..
Hun mindede ham en smule om Shinichiro... altså hvis man så bort fra at hun virkede rimelig intelligent, for et menneske at være, og hans herre derimod havde en IQ lavere end en dørstoppers... Men begge var de født til smålighed, og begge virkede til at være godt på vej ud af denne middelmådige levevis.

Kijara sad og betragtede Elizeph overvejende, imens han talte. Måske var det ufornuftigt at fortælle for meget op sig selv, men hun var stolt af sit klan-navn, og at folk let ville være i stand til at huske hendes usædvanlige navn kunne også være positivt, afgjorde hun med sig selv.
Hun rettede sig lidt op med stolthed i blikket ved hans ord. Så ganske afgjort kunne hun gøre sig fortjent til storhed! "Ja, det er bestemt en ganske stor trøst." gav hun ham ret. Hendes blik gled hen over tagene på byens mange huse, hvor lys var begyndt at blinke inde bag vinduerne. Langt borte fra kunne man høre højrøjstede menneskestemmer, der varslede, at nattelivet var ved at tage sin begyndelse.
Kijaras blik blev derefter fanget af smykket, som Elizephs fingre legede med og hun løftede undrende et øjenbryn ved hans ord. Han var virkelig særdeles hemmelighedsfuld. "Elizeph" gentog hun overvejende for lige som at smage lidt på det fremmedartede navn. "De bærer selv på et ganske unikt navn, eller fornavn, må jeg sige."

Unikt navn..? Tja... Det var vel hvordan man valgte at tolke det...
Som de fleste andre der hørte hans navn første gang, kunne de ikke udtale det helt korrekt, men Elizeph lod sig ikke genere af det.. Han var såmænd helt vant til menneskenes måde at udtale hans navn på.. der manglede den svage tz lyd, og istedet blev denne til et s.. Hvorfor var ikke til at forklare, men sådan var det bare..
"Unikt...? Det ville jeg ikke kalde det... Det betyder 'fortabelse'..." han rynkede ganske svagt på næsen.. Han havde aldrig rigtig været stolt af sit navn. Eller i hvert fald ikke betydningen.. Nok var han en dæmon, men det betød ikke at et sådan ord var positivt for ham heller..
Hans fingre slap nu smykket.. istedet lod han sin fulde opmærksomhed falde på ruderne ved de nærmeste huse... måden lyset faldt ind på, var ganske særlig... det var som om gaden fik samme dyborange farve som himmelen.. Som om nogle havde badet området i blide farver, som hørte mere til i et paradis, end et helvede som denne klode...
påstyret i det fjerne generede ikke Elizeph det mindste.. Hvis der var noget han ikke var, så var det at være bange for andre...

Kijara lænede sig en smule tilbage mod bænkens ryglæn efter først at have sikret sig, at hendes spyd stadig stod sikkert lænet mod bænkens side. Elizephs svar overraskede hende en smule og hendes blik hvilede atter på hans ansigt. "Hvem ville dog give dig sådan et navn?" spurgte hun, - ikke at hun forventede noget egentligt svar på sådan et spørgsmål, mandens ellers så hemmelighedsfulde opførsel taget i betragtning. Ordene var nærmere end undrende tanke, som hun udtalte højt.
Kijaras blik hvilede nu på himlen over husene. Den havde ganske rigtigt en virkelig smuk farve, og hun nød synet et øjeblik. Som altid, når hun betragtede himlen, kunne hun dog fornemme en restløs følelse i kroppen, og hun glædede sig allerede til at drage bort fra byen igen. Hun var egentlig mest taget herind for at købe forsyninger af mad, men det var blevet sent, før hun ankom, og markedspladsen var lukket. Hun burde vel også finde sig en billig kro at overnatte på, når hun engang var færdig med at sidde og sludre med mystiske fremmede ved tribunen. Tanken fik hende til at trække en anelse på smilebåndet: det var egentlig et lidt underligt sted at sidde og konversere.
Hun vendte blikket mod tribunen, hvor gelutinen i det tiltagende tusmørke var begyndt at fremstå som en truende sort silhuet.

Elizeph lod sit blik falde på kvinden igen... Han kunne ikke andet end at facineres af hende.. Hun sagde hvad hun tænkte, og kun af ren og skær nysgerrighed. I princippet kunne han være et ustyrligt rovdyr som blot ville fortærre enten hendes legme, eller hendes sjæl.. Men hun turde satse, og som belønning ville han besvare hendes undren.
"Det var navnet på min far. så er navnet passeret videre ned igennem generationen." lød forklaringen kort... Der var forklaringen, selv om det sikkert blot ville kaste lys over endnu flere ubesvarede spørgsmål.. Hvem ville så have kaldt hans far det? Og hvorfor? Hvem kaldte sit barn et navn, hvis betydning var grusom på en sådan måde?
Svært at svare på? nej... det var ganske simpelt...
Elizeph lod det ene ben glide langsomt op over det andet så han sad mere behageligt, mens han lod blikket hvile på Kijara...
Han vurderede lidt hendes umiddelbare tilstand... Hun virkede som en meget kløgtig ung dame... som en der virkelig ville noget med livet, men som måske manglede de sidste spark til at opnå hvad hun gerne ville?
Han bemærkede hendes blik mod himmelen... Hun var typen der gerne ville kunne færdes over alt, var hun ikke?
Et ufatteligt slag af gavmildhed ramte Elizeph.. hvorfor vidste han ikke, det skete normalt aldrig for ham.. men måske det var tanken om at bestemme et andet væsens skæbne, der gjorde at han følte sådan...? Han kunne i princippet give hende vinger... ikke at hun pludselig ville kunne smække legmsdele fra et flapre pipdyr ud af ryggen dog..

Kijara lod nærmest helt forundret opmærksomheden rettes tilbage mod Elizeph. Igen kunne hun ikke lade være med at smile svagt, - denne gang fordi Elizephs måde at svare på fuldstændig bekræftede hendes indtryk af, at han var en lettere gådefuld herre. Dog var svaret mere, end hun havde forventet, selvom det ganske rigtigt blot rejste flere spørgsmål i hendes hoved. Hans korte forklaring lagde dog ikke op til, at han ville fortælle mere, så hun nikkede kort og stillede sig tilfreds med svaret.
Hun betragtede ham lidt, før hun fortsatte med et nyt spørgsmål. "Og Dem selv? Magiker?" forsøgte hun sig.
Som sagt havde Kijara ikke den store begejstring for magi og dens udøvere, men Elizeph havde nu engang vakt hendes nysgerrighed. Nu hvor de rent faktisk havde en samtale, kunne man lige så godt lære så meget om den anden, som muligt, bestemte hun sig for.
Selvom dette lod til at være lidt vanskeligt med Elizeph..

Elizeph blev noget overasket over det spørgsmål.. Magiker..? nej nu måtte han da næsten le... Men dog gjorde han det ikke, og rystede istedet på hovedet.
"Ikke just." lød svaret.
"Dæmon er langt mere passende..." kom det dernæst.. Der var ikke et gram af usandhed at finde i hans øjne, selv om hans fysiske ydre stred imod hvert et ord..
Langsomt rejste han sig dog dernæst.. hans smykker klirrede lavmeldt..
"Men jeg vil trække mig tilbage for i dag. Arbejdet kalder, så at sige..." fortsatte han, nærmest for at stoppe spørgsmål som eventuelt måtte komme.
Han tog nogle skridt, men stoppede da op.. han stod med ryggen til hende...
"De virker som et menneske, der virkelig har mod på livet... en sådan indstilling burde belønnes..." han vendte sig langsomt om, og der hvilede et afslappet, lidt udspekuleret smil på hans læber... men det var ikke som om noget stak under.. sådan et smil var det ikke..
"Men de guder, som i tilbeder i denne verden, er ikke ret flittige med at dele belønninger ud, er de vel?" spurgte han i en så rolig tone, at det nærmest lød uhyggeligt...
i samme sekund han havde færdiggjort sin sætning, smækkede han bunden af staven mod jorden, og hans læber slap en lang hvæsende svada, på et sprog som selv de fleste dæmoner havde glemt overhovedet eksisterede...
på den orangerøde himmel højt over dem, åbnede der sig en flænge, som hvis man havde revet hul i et stykke groft stof.. ud af dette hul, strøg en dragelignende skabning, inden hullet lukkedes igen.. Dragen var dækket af en pels, som var endnu mørkere end Elizephs hår... skønt man ikke skulle tro at det var muligt... Det var som om dens pels trak lys ud af alt omkring sig.. Men hvad værre var, var at dens rygrad sad udenpå kroppen, og ribbenene som dækkede ned over brystkassen... dens øjne var flammende, røde som blod, nærmest som var ilden taget ud af selve helvedets midte..
Dragen landede dog blot på jorden uden en eneste lyd... Den var omtrændt samme størrelse som en stor hest, og så lige en smule ekstra.. dens gab var befængt med lange, syle skarpe tænder som glimtede hvidt i den sene aftensol..
Elizeph lagde sin slanke hånd på dens hoved, hvor den slap en lav, knurrende hyggelig lyd, nærmest som en form for hund.
"Dette er en Ezraqéhz..." sagde han med en rolig stemme..
"Det betyder 'skabning af ild'.." kom forklaringen kortfattet...
"Han er måske svær at styre... men som så meget andet, må man kæmpe for ting i livet.." lød det så afsluttende...
Han slap med sin hånd, vendte rundt på ny, og begyndte blot at gå... et roligt tempo, indtil han var forsvundet væk mellem to huse...

//out

Kijara stod nærmest lammet og betragtede den dragelignende skabning. Ja, hun havde regnet med, at Elizeph var en slags troldmand af en art, men dette overgik LANGT enhver forestilling, hun måtte have haft. En dæmon!
Men før hun kunne gøre noget, som f.eks. at lægge en pæn del afstand imellem sig selv og dragen eller at hive fat i Elizeph og gøre .. bare et eller andet, så var hun efterladt alene med et bidsk dæmonisk bæst.
Ezraqéhz, et navn som Kijara ikke engang var i stand til at udtale, bevægede sig lettere truende hen imod hende og dens knurren steg i styrke.
Kijara overvejede at gribe sit spyd, men hun havde en god idé om, at det blot ville gøre situationen værre. Hvad havde Elizeph også tænkt på ved at .. forære hende en drage? Skulle hun tage sig af den? Tæmme den?
Når man kiggede på det flammende bæst virkede tanken helt absurd.
Kijara tog en dyb indånding og rakte derefter roligt sin hånd ud - nu var der ikke andet at gøre, end at forsøge at få det bedste ud af sitiuationen. Hun fortrød dog nærmest øjeblikkeligt sin bevægelse, da dragen ivrigt snappede ud efter hånden, som hun hurtigt fik trukket til sig, med et skræmt blik på de sylespidse tænder.
Hvis hun havde håbet på en stille og rolig aften i byen, før hun kunne komme af sted igen, havde hun taget godt og grundigt fejl. Med et tøvende blik rundt fik hun øje på en kæde, der lå tæt op ad tribunen. Denne fik hun samlet op og efter at have taget mod til sig et par gange, langt den om dragens hals.
Den hvæsede, knurrede og snappede efter hende, men det lykkedes at få kastet kæden rundt om halsen på bæstet. Hun trak lidt forsigtigt i den, og det lykkedes hende at trække det modvillige uhyre med sig bort fra pladsen, imens Kijara bandede og mumlede for sig selv om, hvor hun nu skulle kunne finde en kro, der ville huse en drage i stalden..
//out