Græsset var stadig vådt af nattens dug, da de brune skindstøvler trådte det ned og lod den store elverkrop vandre imod paradisskovens forårsgrønne træer. Hans krop var iklædt sin sort-røde trøje med matchende bukser, ved hjertet var et lille "RT" broderet ind for at indikere Rutilus Taurus, den bande han stolt fulgte. Der var dog ikke synderlig mange der kunne læse eller skrive, så ikke mange kendte disse intialer, blot det utalte navn. Håret var samlet i en høj hestehale og hænderne var dækket af sorte handsker med et gult indbroderet mønster. Efter ham fulgte en lille hvid kat, som havde slået ham følge siden han var vandret fra byen. Han kendte den ikke og havde kun værdiget den et enkelt minut af kælen, men alligevel fulgte den ham stadig rundt, som havde de kendt hinanden længe.
Ved skovbrynet stoppede han op og kastede blikket tilbage på katten, mens han undrede sig over hvorfor den mon fulgte efter ham. Den miavede let idet han gjorde mime til at vandre videre ind i skoven.
"Okay da" Sukkede han og tog den lille vandretaske af ryggen. "Men så kun 5 minutter"
Han lod tasken dumpe ned i græsset inden han selv lod ryggen falde imod det nærmeste træ, hvor han fik sig sat godt tilrette. Straks sprang katten frem og gned sig op imod hans hånd, der let begyndte at klø den bag ørerne.

Fragor lod blikket falde på himlen. Det så ud til at blive en varm dag, så han så frem til at komme ud på den anden side af skoven. Han havde trodsalt lidt af en vandring foran sig og skulle helst nå frem til borgen inden for de næste par dage, gjorde han ikke det ville Samson muligvis blive utilfreds, men den knægt skulle også til at få styr på sine manerer blandt sine ældre.

Amora var ikke i verdens bedste humør. Hun anede ikke hvorfor, men hun var ikke i særligt godt humør.
Hun havde forladt sit hus allerede tidligt om morgen. Hun havde brug for at slappe af, og det var også derfor hun havde taget sin fløjte med sig. Ved at spille musik plejede hun at komme i bedre humør.
Allerede fra morgen af havde hun fundet et træ at sidde under. Ligesom de andre træer i paradisskoven, var dette kæmpe stort og gav en stor skygge. Hun havde dog sat sig på solsiden af træet, da hun hurtigt kom til at fryse når hun sad i skyggerne.
Hun sad så hun kunne kigge ud på den store sti der gik gennem skoven. Der var masser af små stier, men denne sti førte en direkte gennem skoven, hvis man holdte sig på den. Man kunne vel godt kalde den hovedvejen.
Amora tog fløjten op til munden. Hun spidsede læberne en enkelt gang og begyndte for gud vidste hvilken gang den dag. Hun pustede i fløjten og flyttede fingrene fra hullerne for at lave de rigtige lyde.
Fløjtens toner smøg sig gennem skoven. Tonerne fortalte en lidt trist historie. Hun mestrede det stadig ikke til fulde, så hun kunne ikke altid selv bestemme hvad hun ville spille. Tonerne nåede et godt stykke rundt i skoven. Hun lukkede øjnene og levede sig fuldkommen ind i den historie tonerne fortalte.
Historien var forskellige fra person til person. Billederne var også forskellige og duftene. Fløjten var magtfuld og kunne snyde folks sanser. men hun plejede nu ikke at bruge den andre steder end der i skoven. Hun ville ikke have det stjålet. Ikke at der var mange der kunne spille på den, men hun havde det ikke godt med at vise at hun havde den ellers.
Hun fik sine følelser ud gennem fløjten. Specielt de følelser hun ikke selv kendte eller kunne få ord på. Det var vel derfor hun tit blev i bedre humør af at spille.
Amora sad virkelig i sin egen verden. Hun var ligeglad med hvem og hvad tonerne nåede, for egentlig var det ikke rigtigt hendes problem. Hun havde bare brug for at komme ud med det.
Hun var iført en mosgrøn kjole, der gik hende til knæene. Udenpå havde hun et sort korset, der gav hende talje og holdte kjolen på plads. På fødderne havde hun et par flade, sorte sko. Hendes røde hår hang fladt omkring hendes hoved og indrammede det.

Fragor havde sat lidt da tonerne fra musikken begyndte at fylde luften. Han lukkede let øjnene i, men slog dem op da det bløde skin forlød hans fingre. Katten havde vendt snuden imod lyden og var langsomt begyndt at snige sig nærmere.
Fragor trak let på smilebåndet idet han rejste sig op. Nu havde katten fulgt ham så langt, så kunne han vel også følge den lidt? Tasken blev derfor smidt på ryggen inden han letfodet fulgte efter den lille hvide kat. Det var ikke langt de skulle gå, for blot et stykke væk, skjult af træerne, sad en ung kvinde. Fragor så hende tydeligt mellem stammerne, men før han kunne nå at hilse sprang katten frem fra det høje græs med retning imod den fremmedes mave. Den ville op og have fat i fløjten, som lavede de vidunderlige toner. Katten var nysgerrig af natur og ville vide hvad det var, som fik fløjten til at sige sådan. At overveje at pigen havde noget med sagen at gøre var endnu ikke en mulighed, der var repræsenteret i den lille kat. Tværtimod mistænkte den fløjten for at være hjem for en by af mini-mus, der sang meget mærkeligt. Eller måske en hel planet af super-mini-katte!

Fragor trådte frem bag træet lidt efter katten.
"Godmorgen" Sagde han let og lagde en hånd på træet for at støtte sig. Han var ikke mere end et par meter fra pigen. Hans elverører stak let ud gennem håret idet han lod blikket falde på katten.
"Du må undskylde hvis han forstyrrede dig, han er en lidt mærkelig fyr." Der blev trukket på smilebåndet idet hans blik steg op på kvindens ansigt. Han kendte hende ikke.

Amora havde ikke hørt at der var kommet andre. Hun havde siddet fortabt i sin egen lille verden, hvor kun fløjtens toner og de billeder den skabte fandtes.
Hun fik da et mindre chok, da der pludselig sad en lille kat på hendes mave og rakte ud efter fløjten. En forkert tone kom ud af fløjten, og alle billeder og dufte forsvandt ligeså hurtigt som de var kommet.
Hun et smil kom dog frem på hendes læber, da hun så katten. Den var helt hvid, og tydeligt interesseret i hendes fløjte.
Pludselig hørte hun en anden stemme, og hun kiggede op hvor den kom fra. Det var en mand, en elver, hvilket var tydeligt at se. Blandt andet på ørerne men også bare på hans udseende. Hun var selv elver og kunne kende en elver når som helst.
Hun kiggede på hans tøj og så på bogstaverne. HUn havde hørt om det før. Det var ikke meget, men nok til at hun kendte til gruppen. Hun kendte i hvert fald gruppen ud fra navnet, men hun havde ikke sat sig ind i alle de grupper der var. Det interesserede hende ikke rigtigt, så længe hun kunne få lov at leve sit liv her i skoven. Så var hun egentlig ret ligeglad med hvad der ellers skete omkring hende.
"Godmorgen," sagde hun med et skævt smil. Hendes grønne øjne forlod ham ikke. HUn havde ikke set ham før og ville egentlig gerne se ham lidt an. Hun anede jo ikke hvem han var.
"Det er helt okay. Han forstyrrede ikke så meget," sagde hun med et smil og rejste sig op. Det var ikke så pænt at hun bare blev siddende. Hun rettede kjolen lidt og glattede skørtet en smule. Hun gik altid i kjoler. Det gjorde en rigtig kvinde, og hun havde det godt i dem. Hun samlede katten op og tog den op i favnen.
"Er han Deres?" spurgte hun med et smil og kiggede på manden foran sig.
Katten havde fået fat i en vildfaren tot af hendes hår, og rakte flere gange ud efter den. En lille latter forlod Amoras læber, og hun fæstnede sine øjne på katten.

Fragor fjernede hånden fra stammen og rettede sig let op. Det ville være uhøfligt at stå og hvile op af et træ når hun ligefrem rejste sig for at vise ham respekt. Han leverede et let og elegant buk for hende, men præsenterede ikke sig selv. Hun havde trodsalt stillet ham et spørgsmål, som han først måtte besvare.
"Nej, men den lille fyr har fulgt efter mig hele morgenen, så var nysgerrig efter hvad han stak af for." Sagde Fragor og rakte let frem for at nusse katten. Han trak sig dog hurtigt tilbage for ikke at fremstå for påtrængende.
"Men mit navn er Fragor" Sagde han inden han hævede blikket imod hendes øjne. Hendes røde hår trådte stærkt frem i hans blik og de grønne øjne afgav et intenst blik. Hun virkede stærk, ikke fysisk, men mentalt.

Det var ligeledes ikke svært at se hun var af elverafstamning. Selv om det røde hår skjulte ørerne, så var hendes kropsbygning for slank og fleksibel til at være en krystallianer. Yderligere havde hun ikke den naturlige fysik for en bjergelver, der konstant måtte klatre op og ned af bjergene, hvilket fortalte ham at hun var en skovelver. Formodentlig fra paradisskoven, efter sigende var der trods alt kun sortelvere i mørket skoven nu.

Ud over sin taske bar Fragor to sæt af våben. Det ene sæt var to Tonfaer, som sad i hans bælte. De bestod af rødt egetræ og håndtagene var af sort læder. Han brugte dem sjældent til andet end at undervise eller når hans modstander bar våben. Derudover bar han to nunchakoer. Disse lå dog i hans taske, da han ikke forventede at få brug for dem på sine rejser. Han var trodsalt specialiseret i at kæmpe uden våben.

Med et smil på læberne lyttede hun til hvad han sagde. Mon katten havde hørt hendes musik, og havde den så fulgt musikken? Det troede hun ikke. Så langt ud nåede hendes musik ikke. Desuden havde den vel fulgt efter manden. Men hvad han skulle og hvad han fulgte, anede hun ikke. Men hun havde egentlig heller ikke lyst til at vide det.
"Nogen katte er utroligt nysgerrige," sagde hun med et smil og aede katten. Hun viklede dens kløer ud af hendes hårtot. Hun ville helst ikke have sit hår ødelagt af en kat.
Hun syntes nu ikke at han var påtrængende. Det var vel egenlig også på en eller anden måde hans kat. Den fulgte i hvert fald ham. Hun bukkede sig ned og satte katten ned. Straks lagde den sig på maven og sneg sig hen til en blomst der bevægede sig på grund af en let brise. Straks efter angreb katten blomsten. En kort latter forlod hendes læber mens hun fulgte katten. Hun rettede dog sig hurtigt op og kiggede på manden der igen snakkede til hende. Et smil sad stadig på hendes læber, og latteren sad i hendes øjne.
"Rart at møde Dem, Fragor. Mit navn er Amora," sagde hun med et venligt smil. Hun bekæmpede trangen til at neje også. Det så hun ingen grund til.

Amora var vant til at skjule ørerne bag sit hår. Inde i byen var der nogen mennesker der så skævt til elvere, og hun havde det fint med at skjule det. Hun havde ingen grund til at gå vise det til alle og enhver. Desuden plejede hun også at have sin kappe og hætte på, og så kunne man ikke engang se hendes ansigt.
Hun kiggede lidt på ham, og kunne godt se at han ikke var en skovelver. Hans træk var ikke helt så fine. Han måtte være en bjergelever eller noget i den stil. Hun anede det ikke, men han lignede hverken en skovelver eller en sortelver. Men hun havde ikke hørt så meget om bjergelverne, så egentlig anede hun intet om dem.

Det eneste våben hun lige nu havde på sig, var fløjten. Ikke mange anede at det var et våben. Det lignede jo bare en uskyldig fløjte. Men tonerne fra fløjten kunne få folk til at se ting der ikke var der, føle ting der ikke var der og høre ting der ikke var der. Men Amora var ikke typen der misbrugte det. Hvis det var nødvendigt, brugte hun det, men ellers spillede hun for det meste bare almindeligt musik. Eller i hvert fald noget der ikke var skadeligt for andre personer.
"Hvad har fået Dem til at komme ind på dette spor? jeg mener, katten er vel ikke den eneste grund til at De er gået herind?" spurgte hun med et skævt smil og kiggede på ham.

Fragor fulgte let kattens leg med øjnene og smilte for sig selv over hvordan den sprang rundt efter de nejende blomster, blot for at tumle rundt med de gule blomsterblade, som spredte sig rundt om dens sorte poter. Stilken, som lige havde mistet sin skønne top blev rank stående, men bøjede nu knap nok når viden for hen langs skovbrynet. Som en stolt soldat holdt den stand, men det var tydeligt at den manglede noget.
Fragor fjernede let handsken fra sin højre hånd inden han bøjede sig forover og berørte blomsterstilken med en let fingerspids inden han løftede blikket imod Amora.
"Jeg er på vej imod havnen, hvis det er hvad du prøver at spørge efter" Besvarede han hende let mens han sugede stilkens energi ind i fingeren. Stilken begyndte langsomt at falde sammen under hans finger, men han fulgte roligt med indtil den lå fladt i bundet af græsset. Han forsatte dog og langsomt forsvandt stilken for øjnene af dem.
"Mit mål ligger på Topalis Isle, hvor jeg håber at blive genforenet med en gammel ven"
Han førte langsomt fingeren væk fra stedet stilken havde stået og placerede den på en blomst, som var blevet trådt ned af noget der lignede hjortehove. Med et let prik førte han energien ud i blomsten, der langsomt rejste sig op inden den atter stod og svejede let i den kølige brise.

Med denne handling udført trak han hånden til sig og tog atter handsken på. Han betragtede katten, som stadig legede med et gule blomsterblade. Han overvejede at vinke den hen for at kæle med den, men den virkede glad, så han ville ikke afbryde dens lille leg.
"Men det var nu en smuk melodi du spillede." Sagde han og løftede langsomt blikket imod hende. "Har den et navn?"
Som en sang kunne have et navn kunne en melodi det samme. Han ville blot høre om det var noget improviserende eller om hun rent faktisk havde øvet den eksakte melodi gentagende gange og derved navngivet den for at gøre den hendes egen.

Amora fulgte selv kattens leg. Et smil sad på hendes læber. Det var utroligt hvor meget leg, katten kunne få ud af en blomst. Men det var en smule synd, at den skulle miste fine top. Stilken blev rank stående, som om den nægtede at gå ned på den måde. Den ville ikke holde længe, det vidste Amora godt. Den ville sikkert hurtigt blive trampet ned, og ellers ville katten måske lege videre med den, når den var færdig med de gule kronblade. katten så meget koncentreret ud, mens den prøvede at fange et blomsterblad, som en let brise havde taget fat i. Den lette brise legede også kort med Amoras røde lokker. Hun lagde ikke rigtigt mærke til det, men hendes øre blev nu tydeligere, fordi håret blev båret væk fra dem.
Hun rettede sit blik på Fragor, da han talte til hende.
"Spændende. Skal du på De på en lang rejse?" spurgte hun interesseret. Det undrede hende bare en lille smule, hvorfor han valgte at gå gennem Paradisskoven. Så vidt hun viske, ville det være nemmere bare at gå udenom skoven. Man vidste ikke hvad der lurede i skyggerne når mørket faldt på. Men det var hans valg, og hun anede ikke meget om vejruter. Hun kom ikke rigtigt længere end til byen.
Hun fulgte hans bevægelser med øjnene og løftede det ene øjenbryn, da hun så hvad han gjorde. Hun så hvordan stilken mistede al sin energi. Den faldt bare fladt på jorden, og lignede ikke noget der havde tænkt sig at rejse sig igen.
"Blæret," sagde hun med et skævt smil.
Hun lyttede opmærksomt til det næste han sagde. Topalis Isle.. Hun havde hørt om det, men aldrig været der. For hende virkede det utroligt langt væk.
"Det er altså en lang rejse De skal på," sagde hun så med et smil. "Jeg håber at lykken står Dem bi, og at De finder Deres ven," sagde hun så og sendte ham et venligt smil. Han havde mange dagsrejser foran sig. Hun var glad for at det ikke var hende. Hun ville gerne ud og rejse, og Padra havde flere gange sagt at der var mange ting han ville vise hende, men lige nu havde hun det fint med at være hjemme, hvor hun følte sig tryg. Hvor hun ikke blev gjort fortræd.
Da han nævnte Melodien, kiggede hun op på ham.
"Jeg navngiver ikke melodierne.. Det gør fløjten selv. Men så vidt jeg kunne høre, hed den 'Vanya sulie'," sagde hun med et lille smil. Det var ikke hende der bestemte hvad der skulle bestille. Hun spillede bare det fløjten bad om. Hun bestemte heller ikke hvad de skulle hedde. Det gjorde fløjten ligeledes. Det kunne lyde en smule mærkeligt, men sådan var det altså. Det var som om en stemme i hende sagde hvad den hed. Hun kunne godt spille almindelige melodier, men hun holdte af fløjtens.
"Men jeg er glad for at De kunne lide den," sagde hun med endnu et smil.

"Det er heldigvis vante veje jeg skal følge, så rejsen burde blive simpel og fri for overraskelser. Der skulle sågar vente mig en båd når jeg når til havet." Fragor rettede let på handsken for at den skulle side ordenligt og ikke komme i vejen for de små fingerbevægelser, som konstant fandt sted i det uvise.
"Men jeg takker dog for de varme ord og håber at englenes vinger ligeledes må omfavne Deres sind selv efter vore veje er blevet splittet" Han afgav et let buk for elverpigen idet at vinden tog en lok af hendes hår og lod de spidse øre komme til syne.
Som et lynnedslag skød minderne frem i hans hovede og fra sin foroverbøjede stilling lagde trak han et let smil. Jo han huskede hende nu. Elegant og uden at forhaste sig oven på den nye opdagelse rettede han sig op.

"Hvis jeg ikke tager meget fejl er dette ikke vores først sammenkomst" Sagde han med et let smil, men blev afbrudt af katten, der pludselig sprang op imod hans ben. De små gule øjne stirrede på Fragor og en let miaven overtalte ham. Han bøjede sig let ned og samlede den lille pelsbold op i sine arme inden han let kørte hånden henover rykken på killingen. En let spinden lød fra det lille væsen.
"Det er dog ved at være en del år siden, men De ligner endnu den samme skønne kvinde, som jeg sidst mødte på disse kanter"

"Det var dejligt," sagde hun med et smil. Han havde det så nemt som han kunne få det. Så var det måske alligevel ikke så slemt, på trods af, at det var en lang tur han havde foran sig. Han havde jo gode ting at se frem til.
Hun fulgte stadig hans bevægelser med øjnene. Han virkede en smule bekendt. Hun kunne ikke huske hvorfra, men der var bare noget over ham, der virkede bekendt.
"Mange tak skal De have," svarede hun, da han kom med de pæne ord. Et smil kom frem på hendes læber, da han bukkede for hende. Det var der ikke mange der gjorde, og det fik hende da også til at løfte det ene øjenbryn. Godt nok var hun høflig og nejede når hun skulle, men hun var ikke vant til at folk bukkede sig for hende.
Hun kiggede på ham, og afventede på det næste han skulle sige. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, da hun ikke kendte ham. Men tanken om at hun måske havde mødt ham før, blev ved med at køre rundt i hendes hoved. Hun kunne ligesom huske han måde at snakke på, og hans bevægelser, men hun huskede ikke hvorfra.

"Jeg tror måske at De har ret. Men jeg husker ikke hvor," sagde hun med et lille smil. Hun ville gerne huske det, men det var en tåget del af hendes hukommelse.
"Meget smigrende. Men huske De så også hvor vi mødtes?" spurgte hun så og kiggede på hende. Det var tydeligt at hans ord smigrede hende. Hun var blevet nysgerrig nu. Hun ville gerne vide hvor hun havde mødt den høflige elver.

Fragor lod blikket glide ind i skoven, mens han betragtede de mange træer prøvede hans hjerne at genskabe situationen, som fandt sted nogle få år tilbage. Han huskede sig selv som såret, udkørt efter kampen imod Ethelihn, kvinden med lynene. Han havde lige modtaget hjælp fra en ung kvinde, som havde passet ham og formodentlig reddet hans liv, men på vej videre var der sket noget.
"Det var dybere inde i skoven" Lød det tænksomt fra Fragor idet blikket gled over jordbunden. "Nær en lille bæk"

Jo han begyndte at huske det. De havde mødtes, der var blevet spurgt indtil hans skader og en samtale var kommet igang. Nederlagets bitterhed havde stadig været tykt i hans blod, så han havde spurgt efter en sparingsrunde, med undskyldning for at se hvor langt han var kommet i sin healingsproces. Hun havde accepteret.

"Vi havde en lille træningskamp, men min ene arm havde stadig været i forbindinger" Forsatte han roligt idet han lukkede øjnene for at tænke videre. "Og hvis jeg ikke husker forkert så kan De lidt af hvert med Deres yndige fløjte"
Han vendte blikket tilbage imod hende og sendte et skævt smil. Jo nu huskede han det hele. Han mindedes hvordan lyden af hendes instrument havde kørt rundt med hans hovede og fået ham til at hallucionere mere end dengang han fejlagtigt havde spist en giftig svamp. Noget han aldrig havde gjort siden da.
"Husker De?"

Amora kiggede ventende på ham. Lige nu huskede hun ikke hvor hun havde set ham før, kun at hun havde set ham. Der var sket en del de sidste par år, og hun kunne ikke huske det hele.
Da han så begyndte at snakke om en bæk, kom billederne tilbage til hende. Hun huskede godt noget om en mand ved en bæk. Og det var længere inde i skoven. Man skulle et par kilometer længere ind, til højre og så gå lidt af en sti og så var man der. På en almindelig dag, ville man kunne høre bækken selv hvor de stod.
"Jeg husker godt noget fra bækken.." sagde hun så lidt eftertænksomt og nikkede lidt.

Hun huskede godt at hun var gået derned, men ikke hvorfor. Han havde allerede været der, da hun kom derned. Måske hun skulle hente vand? Så vidt hun huskede havde hun en spand med.. Bækken var tæt på hendes hus, og de havde ikke nogen brønd, så hun gik altid derned for at hente vand.
Hun huskede at have set en mand med en del skader, og nysgerrig som hun var, havde hun spurgt ind til det. Det kom ikke hende ved, men han var venlig nok til at svare hende. Det huskede hun da.
Hun huskede at hun ikke havde været meget for ideen om at kæmpe mod ham. Han var jo såret. Så vidt hun huskede, fortalte hun ham også om fløjten, og om at hun ikke anede hvordan tonerne ville virke på ham. Det var forskelligt fra person til person, og hun anede ikke om det ville skade ham mere, eller hjælpe ham. Men hun måtte jo have sagt ja til sidst, for hun kunne faktisk godt huske, at de havde kæmpet mod hinanden.
Hun huskede ikke udfaldet af kampen, men det var jo også lige meget.
"Fløjten er speciel. Den er ikke som andre fløjter," sagde hun med et skævt smil. Hun var glad for sin fløjte. Hun passede godt på den.
"Men de formåede hvis til sidst at modstå tonerne, gjorde du ikke?" spurgte hun og kiggede på ham. Hun nikkede da han spurgte om hun huskede. Det gjorde hun. Hun huskede det ikke i detaljer, men hun huskede de vigtigste ting.

Fragor nikkede, jo det lykkedes ham at se igennem illusionerne og få øje på virkeligheden, men det var ikke ligefrem nogen simpel opgave, og havde det ikke været for hans evne til at kontrollere energien i sin krop på den måde han kunne, så havde han ikke haft mange muligheder for at angribe. Særligt ikke med hans skader.
"En meget lærerig oplevelse må jeg indrømme." Sagde han idet han bøjede sig ned og samlede killingen op fra græsset. Den havde stået og kælet sig op af hans ben et stykke tid, men nu lå den i hans arm, mens den blev strøget hen over ryggen af de behandskede fingre.

Med et blik på himlen kunne han se at han spildte tid. Han burde ikke bruge for lang tid på disse små sideture, men på den anden side. Han havde ikke noget skema at skulle overholde og hvis man ikke levede frit, så var livet da ikke meget værd.
"Men hvordan har De så klaret Dem siden vores sidste møde." Spurgte Fragor let idet blikket vendte tilbage til den rødhårede elverpige.

Amora vidste at det var en speciel gave at have. Der var ikke mange der kunne se igennem illusionerne. Folk med svage sind var de letteste at få til at tro på det fløjten fortalte. Det havde Amora også hurtigt opdaget. Hun havde mødt folk der var svære at få til at lytte til tonerne, men for det meste lykkedes det altid. Fløjten var opmuntrende og smøg sig ind i folks sind. Den plantede sig i deres sind og fortalte historier, viste billeder og alt sådan noget, alt efter hvad musikken var. Det kunne være trist, det kunne være dejligt, det kunne være kommanderende. Det kunne være alt. Nogle gange følte Amora at det var fløjten der spillede på hende og ikke omvendt. Hun bestemte jo intet når først hun var begyndt at spille på den. Hun havde lært at styre sit eget sind, så hun ikke blev påvirket. Hun havde lært det af sin bedstemor, der havde haft samme gave. Det havde taget år at lære, men hun mestrede det til fulde nu. Det krævede selvbeherskelse og disciplin.
Men andre mennesker, såsom Fragor, kunne også rive sig ud efter fløjten ellers havde plantet sig i deres sind. Hun gættede på at det sikkert havde været svært, men så fandt folk også ud af, at deres eget sind faktisk kunne være en fjende såvel som et våben.
"jeg er da glad for at De lærte noget af det. Det er der ikke mange der gør," sagde hun og sendte ham et venligt smil.
Amoras øjne fulgte katten. Hun havde aldrig set den før, og hun brugte ret meget tid i skoven. Den måtte være kommet udefra og fundet Fragor ganske spændende. Ellers havde den nok ikke fulgt med ham.

Amora havde egentlig hele dagen. Der var intet hun skulle nå. Hvis hun tog hjem, satte hendes mor hende nok til et eller andet, så hun havde det fint med at være ude. De vidste heller ikke hvor hun var, så egentlig kunne hun være overalt. Bare hun var hjemme til aftensmad. Men hun vidste også at de ville blive bekymret, hvis hun blev væk hele dagen. Hun brød sig ikke om at bekymre dem.
"Jeg har klaret mig rimeligt godt, tak,"sagde hun med et smil.
"jeg er blevet bedre til at spille på fløjten." sagde hun med et skævt smil. For hver dag blev hun jo bedre. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun håbede på at kunne beherske det til fulde engang i fremtiden.
"Hvad med Dem?" spurgte hun interesseret og kiggede på Fragor.

"Man lærer hele livet" Fragor smilte lidt for sig selv inden han løftede killingen op foran sig så hans øjne mødtes med kattens uskyldige blik. "En af de små glæder ved vores ellers så korte tilværelse"
Det sidste blev mumlet henkastende. Han var trodsalt elver og havde et meget længere liv end både mennesker og katte, men alligevel virkede det så ubetydelig kort når man sammenlignede det med de større ting i tilværelsen. Et træ kunne trodsalt sagtens leve meget længere end ham selv. En besynderlig tanke for et væsen der var kendt for ikke at tænke over døden.

"Dit fløjtespil er ganske rigtigt blevet kønt, det varmer helt sindet op"
Han trak katten tilbage til kroppen og den satte straks kløerne i hans tykke vest for ikke at blive løftet væk igen. Han smilte for sig selv over den lille skabning. Katten var virkelig et af verdens mest vidunderlige væsner.
"Jeg har rejst lidt rundt på må og få. Lært verdenen at kende, mødt væsner af forskellig herkomst og ikke mindst fundet et sted hvor jeg kan vende tilbage og falde til ro."
Rutilus Taurus var hans hjem, skønt han stadig så sig selv som omrejsende og delvis hjemløs, så kunne han ikke skubbe tanken om at borgen var hans hjem fra sig.
"En ret besynderlig følelse, som tager noget tid at vænne sig til"
Han forsatte sin sætning inden han vendte blikket tilbage imod Amora. Med to fingre fik han løsnet killingens kløer fra sin vest og rakte forsigtigt den lille skabning ned til hende, som et tilbud om at holde den. Han elskede selv katte og noget sagde ham at hun heller ikke havde noget imod de små skabninger.