"Hvad fanden laver jeg egentligt her?" spurgte Jath sig selv lavmælt. Skoven var kold, klam og halvmørk, og hun følte sig lige sådan. Hun havde gået i hvad der føltes som en evighed og var dødtræt. Men hun ville under ingen omstændigheder lægge sig til at sove her.
For et par dage siden var hun kommet forbi en markedsplads hvor hun havde fået fat i ting hun manglede: mad, lys, elastiksnor, en lille beholder til vand, og nogen andre småting. Og hun havde spist mere end hun havde haft mulighed for i efterhånden et par måneder. Det havde været helt fantastisk, men ikke helt billigt. Hun måtte snart se at skaffe sig nogen penge.
Nu befandt hun sig i en gudsforladt skov, der virkede levende og død på samme tid. Det var som om tingene her levede sit eget liv. Og alligevel virkede alt så livløst. Og hvordan var hun så endt her? Jo, det kunne hun jo så takke en gruppe hætteklædte ryttere for. Hun havde forladt landsbyen med markedspladsen og fulgt en sti i et par timer, gående i sine egne tanker som altid. Skoven havde set mærkelig ud, selv på lang afstand. Da hun var forholdsvis tæt på skoven havde hun stadig ingen intentioner om at gå der ind, lige indtil hun hørte hove bag sig. Lyden bragte hende ud af sin egen tankeverden. Hun havde vendt sig om, og synet havde næsten fået hende til at falde bagover. Seks sorte heste, med seks sortklædte ryttere, hvis ansigter var skjult i skyggen fra deres hætter havde kurs direkte mod hende. De sagde ingenting, men Jath var ikke et sekund i tvivl om at de var tilhængere af Mørket på en eller anden måde. Så hun havde vendt sig om med kurs direkte ind i skoven, og spurtet af sted. De havde helt klart set og hørt hende, men de satte ikke kursen efter hende. Hun havde hørt dem bryde ud i latter da hun løb, og latteren dø ud jo længere ind i skoven hun kom. Alligevel var hun fortsat i fuld fart indtil hun faldt om på skovbunden af udmattelse. På det tidspunkt var det ikke gået op for hende, at de nok havde grinet over hvor dum hun var at løbe ind i skoven. Hun lå der på ryggen, men kun i få minutter. Ikke langt fra hende hørte hun brøl og knurren; noget der lød som to dyr der var ret så aggressive og sloges. Hun havde rejst sig og forsigtigt gået i den modsatte retning for ikke at tiltrække sig opmærksomhed.
Ja, nu var hun så her. Hun gik stadig, selvom hendes ben dårligt kunne holde hende oppe. Jath var ikke bange af sig, bestemt ikke, og alligevel havde hun kun én gang før været mere bange end hun var nu. Hun anede ikke hvad der ventede hende, og hun kunne ikke finde ud herfra. Hun var selvfølgeligt faret vild. Igen. Hun gik langs en flod, der mindede hende om at hun allerede havde tømt sin beholder for vand. Men flodens vand var mørkt og ikke særligt indbydende. Solen nåede ned på bunden af skoven, men lyset var dystert, som om solen ikke havde lyst til at skinne her. Ikke desto mindre fik det vandet i floden til at se ud som om, det havde et rødt skær, og det fik Jath til at gyse.

alexander sad og hostede

Ciel kom flaksende igennem skoven og kæmpede med at undgå grene og træer, hun var ved at være træt i vingerne, og besluttede sig for at lande selvom at hun ikke følte sig tryk ved stedet. hun svævede ned imod flodbredden, og da hun nåede den stod der i stedet for en ravn, en ung kvinde med noget der lignede sort hud.. hvis man kom tættere på eller bare kiggede bedre efter kunne man se at den bare var meget mørkegrå, og sølvhvidt hår lå pjusket om hendes smalle ansigt. hendes øjne virkede røde her i skovens dunkelhed, og det var ikke til at se om det bare var på grund af manglen på lys eller ej..

Da hun hørte nogen komme ned til floden vendte hun sig om som et lyn med begge sine knive trukket, og et koldt glimt i de kolde øjne.. hun var forberedt på lidt af hvert men ikke på en ung pige der ikke direkte virkede truende, så hun blev bare lidt overrasket.. men hun kom sig hurtigt over den, og beholdt knivene fremme.. man kunne aldrig vide i dette her område.. det var for farligt at tage nogen chancer.. specielt fordi at hendes fars race, sortelverne gerne holdt til på sådanne steder.. hun havde desværre en ret god ide om hvad de ville gøre ved hende, hvis de fik fat i hende.. det ville blive blodigt..

"holdt! hvem er du?"
hendes stemme var dæmpet, men høj nok til at pigen uden problemer ville kunne høre.. Ciel ville bare ikke lave unødvendig støj..

Alexander havde bevæget sig hen imod den røde flod som han før havde været ved ved flere stunder, han kom herud bare for at trække vejret og slappe af, og så var der tit diverse skumle typer herude, og han var i humør til at straffe nogle kriminelle, men mens han gik i sine egne tanker og kom tættere og tættere på floden blev han revet frem i virkeligheden af en kvindes stemme, han skyndte sig at gemme sig bag det nærmeste tre og hans øje fik sin blodrøde farve og var derved blevet aktiveret, han spottede hurtigt de 2 kvinder, den første han så var sort elveren, det var hende som havde råbt det, den anden var en kvinde af en slags, som da vidst så en anelse tynd ud måtte han indrømme, men han var ikke helt sikker, der var trodsalt stadig en hvis afstand imellem dem, han trak roligt og stille sin kårde ud fra sin skede og sad klar og ville udspionere dem lidt endnu.

Jath havde aldrig følt sig så klam og beskidt, og det på trods af at hun sov udenfor stort set hver nat, og sjældent befandt sig i en by. Måske var det bare skoven der gav hende den følelse.
Hun havde ikke hørt den anden kvinde nærme sig, før hun hørte hendes stemme, og hun stoppede brat op. Havde hun ikke været så udmattet havde hun sikkert vendt sig om og løbet den modsatte vej lige på stedet. Men hun havde ingen energi til at flygte mere. Hun kiggede direkte ind i øjnene på, hvad der fra hudfarven at dømme, var en sortelver. Muligvis kun halvt. Hun stod bare stille et stykke tid og kiggede på kvinden der stod få meter fra hende. Hun var endda så træt, at hun ikke følte panik, og det var lige før hun havde lyst til at sige, at hun lige så godt kunne få det overstået.
Så tog hun en dyb indånding. "Har du tænkt dig at slå mig ihjel, eller hvad?" spurgte hun til sidst. Hun følte sig fuldstændigt forsvarsløs, men et eller andet i elverens øjne sagde, at Jath ikke ville blive slået ihjel. I hvert fald ikke lige nu. Elverens position lignede mere noget defensivt end noget offensivt.

En lille blid vind fortalte den unge halvsortelver at der var nogen ude blandt træerne, men hun vidste jo ikke hvem, og indtil videre ignorerede hun bare personens eksistens.. kvinden derimod kunne hun ikke bare ignorere, og hun kom næsten til at grine over at hun vist troede at Ciel ville dræbe hende.. hun kunne ikke selv se nogen logisk grund til at nogen skulle tro det, men hun måtte vist hellere svare, bare for en sikkerheds skyld.
"nej, jeg vil da ikke dræbe dig, med mindre du angriber først, og så hedder det selvforsvar."
hendes hvide hår bølgede i vinden der omringede hende og fortalte hende endnu en gang at der var en ude mellem træerne.. den ville have hende til at finde ud af hvem det var, men hun kunne ikke se nogen grund til det.. ikke endnu i hvert fald..

Men det kunne jo selvfølgeligt være en bueskytte, og den slags havde hun grimme erfaringer med, men det kunne jo også være noget andet og mindre behageligt som hun slet ikke havde lyst til at nærme sig.. hvem vidste hvad der færdes herude.. der var en grund til at Ciel fortrak byer.. der holdt byvagter i det mindste det værste pak ud af byen.. de kunne selvfølgeligt ikke holde hende ude, men mindre snedige individer, ville nok kunne holdes væk..
For selvom at hun ikke brød sig om byvagter vidste hun dog godt at det nok var meget godt at de var der, så længe at de holdt sig væk fra hende og hendes affærer.. det gjorde de dog sjældent.. men ligegyldigt, det var ikke tiden til at diskutere det med sig selv lige nu....

Alexander blev siddende bag træet og fortsatte med at udspionere dem begge, det var sjældent man så sort elvere nu om dage, og der var bestemt ingen tvivl om at Alexander havde visse nærmest racistiske fordomme imod dem, men han lod det ikke tage alt for stor plads i hans sind.
Alexander bevægede sig bare en smule tættere på, eller faktisk nærmere en god del, således at han med lethed kunne se dem begge.

Jath lagde ikke mærke til nogen andres tilstedeværelse - hun havde trods alt ingen overmenneskelig hørelse eller andre af den slags sanser - men hun så godt hvordan elverens ansigt blev opmærksomt på noget, der ikke var hende selv. Hun tænkte dog ikke videre over det.
"Angribe dig?" spurgte hun med løftet øjebryn og skeptisk mine. Hun grinte et lavt grin, som om hun havde hørt en dårlig joke. Hun kiggede lidt ned, og satte sig så på den fugtige jord. "Jamen, hvad laver du så her?" spurgte hun og kiggede op på kvinden. Så kiggede hun endnu engang ned i jorden, denne nogen tættere på, og rejste dig op med det samme igen. Jorden var nærmest levende af maddiker.

Personen inde bag træerne kom tættere på, og det begyndte endeligt at gøre hende nervøs ..
"dig, inde bag træerne! kom frem!"
hun rettede sig op, tog et bedre greb om knivene og ventede på en respons fra personen. hendes nerver var på højkant og hendes røde øjne var fokuserede og rettet imod mørket mellem træerne.. bare at det ikke var en af hendes fars slags, det ville være så dumt.. og så uheldigt.. de ville ikke være rare imod hende.. bastarder var ikke velset blandt sortelvere, og skulle helst bare dræbes når de blev set.. så meget vidste hun da..

"jeg kom bare lige forbi.. beluttede mig for at holde en pause, før at jeg tager mig en tur rundt i området.. jeg har besluttet mig for at lære det at kende.. sådan set bare derfor.."
det var ca sandt, og den bedste historie som ikke involverede forvandlinger og flyveture, som hun lige kunne komme på..

Satans, tænkte Alexander, han havde håbet på han kunne overhøre en form for samtale, eller måske et mord, ingen af dem lignede hans type alligevel så hvis den ene dræbte den anden ville det ikke gøre ham noget, så kunne han trods alt få tilfredsstillet sin sadistiske lyst for nu, han kunne selvfølgelig bare dræbe dem, det ville ingen alligevel finde ud af, og så er der heller ikke nogen der ville tvivle på en inkvisators arbejde, hvis Alexander sagde nogen skulle straffes, så blev de det sandeligt også, men dette var bare ikke hans stil, han var hård men retfærdig.
Alexander børstede støvet væk fra sin frakke og gik roligt frem imod hende, hans blodrøde øje kunne ses på lang afstand og det samme gjaldt de røde afmærkninger der prydede hans venstre ansigt, et stort smil var på hans ansigt, og imens han gik imod den, stak han sit sværd i skeden, hans øjne var fæstet på sort elveren, han havde vidst kun mødt en enkelt af hendes slags før og anede intet om at de havde en særdeles god hørelse, nuvel sket var sket.
"Elver, jeg ville bede dem fjerne deres knive fra mit åsyn"
Sagde Alexander med en fast og hård tone, han var selvfølgelig iført sin inkvisations uniform og var derfor sikker på at hun ville følge hans ordre, der var trodsalt nærmest ingen som kunne genkende den på lang afstand.

Hun syntes nok, at elveren virkede en smule fraværende, også i hendes svar. Hun havde på ingen måde registreret at der var nogen tæt på dem, så det kom noget bag på hende da elveren kaldte ud. Hun kiggede først med store øjne på kvinden foran hende, derefter kiggede hun rundt for at se om nogen ville dukke frem i dunkelheden.
Han kom gående bagfra. Det første hun så, var øjnene. Røde, rasende, gennemborende. Måske var det bare noget hun bildte sig ind, men røde var de uden tvivl. Kun et enkelt blik på hans uniform fortalte hende hvad han var, og hun trådte et skridt væk så hun nær var faldet i floden. Alt i hende skreg til, at det var forkert at være her, så tæt på en inkvisator, selvom hans øjne var på sortelveren. Og han kom bare nærmere og nærmere. I virkeligheden havde hun ingen grund til at frygte hvis de var så retfærdige som de skulle, men der gik masser af rygter om, at de overså retfærdigheden lidt for tit. Hvorvidt det var sandt anede hun ikke, men det ville hun måske snart finde ud af. Hun var godt klar over, at hendes chancer ikke var særligt store hvis han først besluttede sig for at angribe. Hun var normalt typen der undgik kamp.

"nu hvor du spørger så pænt, lurer.."
Ciel trak bare ligegyldigt på skuldrene, og så rimeligt koldt på ham.. hun havde genkendt hans uniform ved første blik, efter de beskrivelser og de få glimt som hun havde fået af Inkvisitørerne.. hun vidste hvad der kunne ske hvis hun provokerede mennesket, eller hvad han nu var for meget, men så måtte det ske.. hun havde ikke tænkt sig at holde op med at være flabet.
hun satte knivene tilbage i deres skeder et usynligt sted i hendes rimeligt løse robe, som nærmest lignede sådan noget som kultister plejede at gå i, men så alligevel ikke.. den plejede hun kun at brug hvis hun skulle ud at rejse et sted hen hvor der ville blive problemer.. rober var uhyggeligt gode til at gemme knive i..
*røde øjne, hvor.. interessant.. den er så nok ikke et menneske.. men hvad er den så?* var hendes tanker omkring ham, kort ridset op

"og pigebarn.. lad nu være med at falde i floden i benovelse over at vi har en torturbøddel iblandt os.. han er ikke det værd.."
Ciel så koldt på Inkvisitøren, og det kolde og hånlige glimt i hendes øjne var tydeligt. hun ikke så meget som så på pigen, men hun registrerede at pigen var ved at falde og ved hjælp af et lille puf fra vinden fik hun pigen op igen.. imens hun gjorde det, blev hendes ellers blodrøde øjne lidt grålige, men kort efter var de lige så klare som før..

Alexander skævede lidt over til den anden pige og skabte øjnkontakt omend bare det var for et sekund eller to var det alt hvad han havde brug for, han analyserede hende og fnyste lidt, hun var ikke noget problem, og desuden lod det til at hun var rædselslagen for ham, noget han nød til fulde drag, den magt hans udseende kunne give ham, bare rent psykisk var fantastisk, og når man lagde hans intimiderende udseende sammen med inkvisationens frakke så gjorde det det meget lettere at arbejde med folk.
Alexander lagde sit fokus tilbage på den sorte elver, og hans blik kørte op ad hende, han vidste at det var hende her han skulle være mere omhyggelig med, og derfor gav han sig til at analysere hende ordentligt, han var dog sikker på at hun ikke ville blive et problem hvis det endelig kom til kamp, hendes evner var dog rimeligt spændende, han var dog hurtig færdig med sin analyse og han smilte endnu kraftigere idet hun satte klingerne tilbage i deres skeder.
"Jeg er ikke det værd? Og vil de være så venlig at udspecificere hvad de mener med det?"
Sagde han med et smil på læben, han manglede bare en grund til at arrestere kvinden, og han havde bestemt tænkt sig at gøre brug af sin magt hvis det kom til, specielt grundet hans humør idag.

Pigebarn! Hun skulede til sortelveren, men kommenterede det ikke. "Det er da en bedre flugtvej end noget andet, og nok min bedste mulighed," svarede hun med tydelig negativitet i sin tone. Derefter kiggede hun tilbage på inkvisitoren. Den korte øjenkontakt fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Hun blev dog ved med at kigge på ham.
Hun var tilfreds nok med, at han virkede langt mere interesseret i elveren end i hende selv, men han lignede en der var ude på at starte problemer. Hun var ligeglad med, at han sikkert kunne se hendes frygt tydeligt - hun kunne føle det sidde uden på tøjet. Hun havde ingenting at skjule. Hun var også ligeglad med hvis elverens flabede tone fik hende arresteret eller sågar slået ihjel. Det eneste ved det, der irriterede hende, var, at hvis elveren blev slået ihjel, ville hun højst sandsynligt også selv blive det. Og det var egentligt ikke hendes plan at dø endnu. Inkvisitionen var meget tæt på at være det eneste, Jath frygtede. Hun var normalt ikke bange af sig, men denne mands tilstedeværelse bragte noget ildevarslende med sig. Jeg vidste, jeg ikke skulle have løbet herind. Det er da slet ikke min dag i dag..

"jamen, så hvis du mener at din bedste mulighed er at hoppe i floden, så gør du det.. jeg gider bare ikke have skylden for at du drukner.."
Igen så Ciel ikke på pigen. hendes øjne var stadigt låst fast på inkvisitøren og hun så på ham som en kat ville gøre lige før et slagsmål.. og ligesom han så på folk.. koldt, vurderende, mens hun tænkte over hvad han ville med hende og pigen.. ville han bare more sig med nogens frygt? det så sådan ud.. hvor er han ynkelig..

"Og du, Inkvisitør, mener altså at jeg skal fortælle alt det som jeg ikke kan lide ved dig.. du er arroogant, kynisk og lidt naiv i din opførsel.. alt det sammen gør dig ikke det værd.."
Hunh smilede sukkersødt til ham, så sukkersødt at det uaturlige smil i et sortelverlignenede ansigt virkede mere.. som en advarsel.. han var ved at komme ud på et sted hvor hun håbede at han ikke kunne bunde.. De røde øjne fik hende til at spekulere over hans ophav, hvem havde så røde øjne bortset fra sortelverne.. hun droppede hurtigt at spekulere over det.. det ville være spild af tid, hvor hun ellers kunne mundhugges og være flabet overfor inkvisitøren..

(beklager det korte indlæg :P)

Alexander gengældte hendes sukkersøde smil med sit eget, men idet han gjorde det skabte han en sfære af antistof i sin hånd og sendte den afsted med så stor kræft hans arm kunne præstere, han sigtede lidt til venstre for hendes hoved, faktisk meget lidt til venstre, således at den ville ramme ind i et træ bag hende, hun burde dog være i stand til at mærke et vindpust idet sfæren passerede hende, den var dog så lille at explosionen ikke ville skade hende medmindre hun da var så dum at bevæge sig og derved gøre advarsels skudet til en fuldtræffer.
"Jeg vil anmode dem om ikke at provokere mig i dag, det har ikke just været den bedste og tro mig, giv mig en god grund og jeg vil male deres krop til støv, jeg tror udmærket de er klar over hvad vi inkvisatorer er istand til, og jeg ville nyde at gøre kort process af en af din beskidte slags"
Sagde Alexander og smilede roligt og venligt til hende, på samme måde som hun selv havde gjort og bestemt med samme grundlag som hende, at provokere.

Jath gjorde ikke meget andet end at lytte til deres mundhuggeri og dumheder, og undre sig over hvad der fik nogen folk til at være så negative og flabede. Hun kunne ikke begribe det. Det gjaldt selvfølgeligt dem begge to. Hvis ikke hun havde været bange, havde hun vendt øjne af dem. I stedet betragtede hun hver en lille bevægelse inkvisitoren gjorde. Udover, at hun ikke forstod deres optræden, var det ikke noget der kom bag på hende. Hun havde mødt masser af folk med den form for aggressive eller grove adfærd.
Da inkvisitoren kastede et eller andet imod dem, som Jath ikke kunne se hvad var, gav det et sæt i hende. Men det blev hurtigt tydeligt at han ikke kastede for at ramme, kun for at markere. Og så var det langt tættere på elveren end på hende selv. Hans trussel fik det endnu engang til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, og hun var glad for at det ikke var hende han havde sagt det til, for hun var ikke i tvivl om at han var i stand til det.