Renatika studerede jorden grundigt, lærte hver eneste lille sten og græsrod at kende både med øjnene og resten af kroppen, en dyb rynke af koncentration i panden. Hendes hænder følte forsigtigt på den kolde, frosne jord, undersøgte med fingerspidserne og gravede lidt med nejlene. Hun lukkede øjnene, tog en dyb indånding og lod et suk flyde ud af hendes mund i form af en dampsky.
Godt så.
"Nu svigter du mig ikke, vel?" mumlede hun, tilsyneladende til ingen verdens ting, og skuttede sig lidt i sin siddende position, "Vi skal arbejde sammen om det her, ellers går det ikke."
Under sig kunne hun mærke jordens åndedræt, betryggende, velkendt. Hun havde kendt det siden hun var spæd, men engang for længe siden havde nogen, noget skubbet det bånd og fordrejet det en anelse. Forbindelsen var stadig lige stærk (om ikke stærkere), men hun var ikke længere i kontrol. Det var ikke længere hendes beslutning hvornår noget skete. Jorden styrede hende lige så meget som hun styrede den.
Stadig med øjnene lukkede og i dyb koncentration hævede hun hænderne og spændte dem en anelse. En tynd, men solid slange af jord rejste sig foran hende, snoede sig legesygt omkring hendes arme og dækkede snart en stor del af kroppen på hende. En kulde løb igennem kroppen på hende, men den sparsomme sne der havde ligget smeltede snart af hendes kropsvarme. Det hårde skidt blev plettet af et par sveddråber fra hendes pande. Hun åbnede øjnene.
Og hele strukturen faldt sammen som visne blade.
Lige meget hvor meget hun øvede sig, så virkede det ikke. Hun kunne ikke få kontrol, ikke helt. Hun kunne kun håbe på at jorden vidste hvornår den skulle reagere.
Et suk undslap hende, og hun lod sig falde ned på maven og lagde den ene kind mod jorden. Så måtte det jo være sådan.

Noget tid gik på denne måde, før hun langsomt kom på benene igen. Knæet føltes stadig stift og gjorde ondt når hun brugte det for meget, men det var i det mindste bedre end det havde været for nogle uger siden. Men håbet om at komme til at gå normalt igen havde hun forlængst tabt.
Hun drejede rundt for at gå tilbage til byen, og skreg.
Det gigantiske, slangelignende væsen gled ubehageligt hurtigt imod hende, og i et kort sekund fik hun ufrivillig øjenkontakt med dets halvmenneskelige blik. Hjertet dunkede, pulsen steg, og hendes instinkter vidste hvad der skulle gøres. En mur af jord steg op foran pigen, og tykke, spidse grene skød op af undergrunden i retning af fjenden.