"Argh for Søren!" Aishe så opgivende på sadeltasken der var gledet af siden på den store hest, og alle tingene der nu lå spredt ud over det grumsede sti. "Bliv dér." Kommanderede hun irriteret hesten idet at hun hurtigt gav sig til at samle tingene op. Hendes krystalkugle havde til hendes held ingen skade lidt da den stadig var placeret i de ekstra 'taske' hun havde formet af sin anden nederdel omkring livet. Hesten prustede roligt, og mens hun samlede tingene op, tjekkede hun at ingen af de små talismaner var brækket, knækket eller beskadigede. Efter at naturen var begyndt at gå imod dem, havde hun gjort hvad var set nødvendigt og begyndt på diverse forberedelser. Overtroisk var man vel trods alt, og man ville vel holde sig på dets gode side.
Vejret var blevet lidt køligere, og efter at have lukket tasken, trak hun et sjal ud af den anden taske og smøg den om sig, før hun begyndte at spænde sadeltasken tilbage på hesten. Stjernerne glimtede og hun så op imod dem. Det var underligt at tænke på alt der foregik i landet, nu hvor natten virkede så ... fredfuld.

Castiel fløj roligt igennem luften, han kiggede sig omkring og hans ansigt var fuldstændig udtrygsløst, han ledte efter nogen som ikke fulgte gudens ord, og handlede for egne egoistiske grunde, og bare tanken om dette gav ham en dårlig smag i munden, mennesker der ikke kunne opføre sig ædelt og godt skulle straffes, og det var Castiels arbejde at gøre sådan, i en sådan grad at han nu ikke længere kendte til nogen form for følelser, men kun til hvordan man straffede mennesker og hvordan man gennemskuede deres løgnagtige metoder, for oftest ville ethvert menneske lyve for sit eget bedste, og det skulle straffes!
Men pludselig hørte han en kvindelig stemme nede fra jorden af, han stoppede sin fremdrift med store vingeslag og bevægede sig langsomt ned til kvinden som var igang med at samle sine ting op.... hvorfor havde hun så smidt dem på jorden til at starte med? og hvorfor i alverden talte hun til hesten som var den et forstående dyr?
Mennesker var ham en gåde, og de gjorde altid mærkelige ting.
"farvel"
Hilste han pænt og venligt.

Kvinden rynkede panden, og strøg noget af det sorte hår væk fra sit ansigt, den uskadte del, da hun hørte de store vingeslag. Hun vendte sig om med et ryk og så på denne ... Bevingede mand. Hendes panderynken blev dybere da han så hilste med et ... Farvel?

"....." Hun stod i et par sekunder og så lidt på ham. "...Farvel?" Spurgte hun så, i let interesse, "Medmindre at det er et afsked De er ude efter vil jeg foreslå at De bruger 'Goddag'. Eller siden det er aften, 'Godaften'." Hun blinkede lidt og strøg sine fingre op i hestens man mens hun tog lidt fast i den grove manke. Hun slap dog dyret inden hun hankede op i tasken og begyndte at spænde den til. Denne mand var ... sær. Men der var et eller andet over ham... Vingerne, det måtte være dem, og så det lange hår. En let grynt kom fra hesten da de slog en svirpende slag med halen da bæltet om den blev spændt, og Aishe vendte da opmærksomheden tilbage til denne bevingede personlighed. "Men hvad er du for en?" Spurgte hun så, igen med en interesse hvilende i undertonen af hendes ord, "Jeg har aldrig oplevet at se en person med vinger." tilføjede hun så, roligt.

Castiel kiggede forundret på hende, hvorfor i alverden var det så besværligt det med at tale til folk, dengang han havde talt med andre engle havde han ikke engang behøvet at sige noget, de nikkede blot anerkendede til hinanden, hvis de da overhovedet gjorde det, de kunne trodsalt mærke hinanden så der var ingen grund til at give sig selv til kende.
"Godaften så"
Sagde han rimelig hårdt, selvom det var meningen det faktisk skulle være venligt ment, han var endnu ikke så god til det med at tale på specifikke måder, når han normalt talte til mennesker var det enten for at fortælle dem at de nu skulle møde deres ende, eller fordi han krævede information, og han havde aldrig følt at han var nød til at spørge pænt som mennesker jo så ofte talte om.
"Jeg er aldeles ikke en person! Jeg er en Engel! De taler til Ærke Englen Castiel"
sagde han rimelig hårdt. han brød sig bestemt ikke om at blive sammenlignet med den blasphemiske og korruperede race som mennesket og han selv engang havde tilhørt.

Hun mærkede hårdheden i hans stemme, men undgik at reagere på det med nød og næppe. Hendes blik hvilede på denne mand, for hende ville han stadig bare være en mand, mens han lod til at få et mindre raseri udbrud. Hun rynkede på næsen og trak på skuldrene inden hun vendte ryggen til ham, og gned sig lidt over kinden med brandsår da det kløede en kende.

"Fint, Ærkeengel så." Hendes tone lød en kende irriteret, men talte han hårdt til hende, skulle han ikke forvente at hun ville være alt for venlig tilbage. Hun vidste selvfølgelig ikke at han ikke havde ment det således. "Hvordan skulle jeg vide at det var det du var ... Der findes mennesker med vinger, uden at de er engle. Har jeg hørt." Tilføjede hun så, og fnøs let i enden af det. Kvinden skævede da tilbage på ham, siden hun kendte hans navn dog, ville det flinkeste være - selvom hun ikke følte for det - at give den simple information tilbage. "Mit navn er Aishe Petsha. Menneske, i modsætning til dig."

Hvorfor var denne kvinde nu pludselig irriteret på ham? Anede hun ikke at hun var en af de få heldige som fik chancen for at tale med en ærkeengel uden at dø kort derefter? nuvel, han ville ikke fortælle hende hvor heldig hun egentlig var for at få sådan en chance, selvom det mest rigtige for hende at gøre i hans øjne ville være at gå ned på knæ og bede en bøn til ham, specielt når man tænkte på at han hastigt gjorde verden et bedre sted at leve i, selvom det var en umådelig stor opgave.
"Og udgiver disse sig for at være engle?"
Spurgte han hurtigt og hårdt, det var en af de værste ting man kunne gøre i hans øjne, at udgive sig for at være en kriger og sendebud for gud skulle omgående straffes med døden! Og i denne sag skulle han nok være dommer, jury og bødel!
"Tak for deres navn"
Sagde han i en lidt hård tone

"Nej, det gør de ikke." Svarede hun så, lidt mere roligt, "Hvorfor skulle de dog gøre sådan?" spurgte hun så opgivende mens hun klappede hesten på halsen under manken. "Engle hænger ikke på træerne, hvis alle bevingede mennesker påstod de var det ville vi være overdynget af dem. Ikke at jeg har set dem, men der er steder hvor de er mere udbredt end andre." Et prust kom fra det store dyr, og hun lænede sig lidt op af den, velvidende at den kunne holde til den vægt hun påførte den.

"Men hvad ville en ærkeengel gøre her? Jeg havde mere forestillet mig at du ville være i nærheden af en slagmark, eller et der ligner." Kommenterede hun så, og så på han, pustede lidt hår væk fra hendes næse, men lod stadig halvdelen af ansigtet været dækket.

Castiel trak vejret en smule roligt, han var fuldt ud klar over at der var tusindvis af forskellige evner, og det ville jo nok hænde at nogen ville få evnen til at have vinger, men det var altid noget de ikke udgav sig for at være vinger, hvis de dog stadig opførte sig som engle var det fint, det var altid godt at der var forkæmpere for det rene og det ædle, selvom mange endte med at gøre det i vrede og får hævn, og disse mennesker måtte også straffes for det var en dødssynd!
Cass kiggede på hende som om hun var et lavere væsen end ham selv og derved mindre hver, han tog en rimelig dyb indånding og gjorde sig klar til at forklare hende hvorfor han var her, og den sørgelige realitet som menneskets eksistens var blevet.
"Hele verden er en slagmark, menneskeheden er ækel og korruperet, og nogen er nød til at rense ud det, dette er en ærke engels opgave, og vi tyer til ethvert middel for at rense menneskeheden, om den vil det eller ej, vi er en højere eksistens og vi må tænke for menneskene og handle for dem hvis de ikke selv ser nødvendigheden af dette"
sagde han som om det var en tale der var stærkt trænet

Blikket han sendte hende, mindede hende om de blikke Mørkets soldater sendte hende hver gang hun passerede en af dem, eller de der troede der var over hende rent socialt. Det gjorde hende vred, og hun hankede sig selv op og sidde på hesten bare for at føle sig lidt højere. Da han talte rynkede hun dybere på panden. Tog den fyr gas på hende, eller var han rent faktisk seriøs? Hun kunne ikke finde ud af det.

Hestens tøjler blev strammet an så den halvlangsomme koldblods ville blive stående hvor hun ville have den. "Udenadslære, eh?" sagde hun så, lettere irriteret. Det lød sådan, ike som noget nogen ville sige bare sådan. Det virkede .. for hende i hvert fald ... Falskt.

"Jeg vil sammentykke i at menneskeheden er korrupt, men det er vores egen fejl, derfor er det at vi selv må rode os ud af det rod vi står i halsen til. Og højere eksistens?" Hun tiltede hovedet til siden, "..Hvis man er en engel vil man måske se på det sådan. Men som du står der, virker du lige så menneskelig som jeg. Som du fremstiller det,vil det betyde at alle skulle udrenses, for der er intet menneske i denne verden, der aldrig har syndet. Og det gælder ligesåvel evneløse som folk med disse, mennesker eller menneskelignende variatoner." Hun knyttede hænderne om tøjlerne, "Synd kommer i grader. At lyve er et synd, at slå ihjel er et synd, hvis De forstår hvor jeg vil hen, Hr. Desuden, med naturen der gør optøjer i denne grad ... så vil jeg sige at vi burde frygte dét, mere end vi bør frygte englenes vrede."

Castiel kiggede forundet på hende endnu engang, hvorfor i alverden sadlede hun nu op? Han havde da ellers altid troet at de fleste mennesker nød en lille samtale fra tid til anden, han brød sig dog ikke om at være lavere en hende og lettede derfor en smule over jorden så han nu var på højde med damen og kiggede lidt forundret på hende, var det en slags menneskelig? hvem kunne være højest? fordi han ville jo nok vinde den kamp ville han regne med.
"hvad mener de med om det er udenadslære? det er skam mine egne ord"
Sagde han hårdt og markant til hende, han brød sig bestemt ikke om tvivlen i hendes stemme om hvorvidt han var ægte nok.

"Som jeg fortalte dem før, så er det ærke englenes arbejde at overse menneskene, og i tilfælde af at menneskeheden falder for dybt, bliver det bestemt hvor vidt vi bør indblandes eller ej, og den pågældende situation kræver divine intervention (ikke at kunne dansk ord for det xD) og det er ikke helt sandt, næsten alle mennesker har syndet, men der er også forskel på graden af synd og hvad man vil vinde ved den pågældende synd, og tro mig, englenes vrede er bestemt noget der altid bør frygtes"
Sagde Castiel i en lidt roligere tone men brød sig bestemt ikke om at hun kaldte ham menneskelig

Argh, for dvævlen, tingen kan jo flyve... Aishe trak let brynene sammen, men forundrelsen i englens stemme fik hende dog alligevel til at smile en smule. Hun klappede let hesten på halsen og rystede en kende på hovedet over hans næste ord. "Det siger du jo. Men det lyder det ikke til det." Hun fnøs let, og slog blikket over på den bevingede mand igen. Hun fejede let noget af det sorte hår om bag hendes øre igen da det blokerede for hendes synsfelt. Ar og mærker efter brandsårene var stadig tydelige, og det var sjældent at hun viste den side af sit ansigt. Folk havde tendenser til .. at stirre.

Sigøjneren lod ham tale, og kom atter engang med et let fnys, mens hun rynkede på næsen. "Jamen det er jo bare fantastisk." Hun trak lidt lommen med krystalkuglen mere op over på hestens ryg, mens hun lod ravgule øjne hvile på ham endnu. Da han så nævnte det med engle igen, blev grebet i tøjlerne strammet en anelse.

"Fint. Vi kan frygte engle. Engle der svæver rundt, som man så sjældent ser." Sagde hun i en let snappen, "Men vi bør ikke frygte det der virker som en trussel og er lige foran os? Naturen er igang med at slå igen, Mørkets Soldater render i gaderne efter at den ..." hun tog en dyb indånding og samlede sig igen, "Efter at deres leder vandt kampen, og er ved at forvandle denne verden til en omvandrende fængsel for dem der er imod ham?" Hun måtte tage sig sammen for ikke at lade den midlertidige raseri løbe af med sig, og blikket blev da også vendt væk fra englen da hun skimtede efter rakkalaphen der var kommet ud af syne. "For dét. DET bekymrer mig ærlig talt mere, end en flok bevingede menneskelignende væsner..."

Castiel kiggede mistroisk på kvinden, stod hun og påstod at han løj? Menneskets standard var i særdeles faldet! Han kunne huske engang hvor han bare skulle vise sit ansigt og sin form inden folk nærmest selv træk samtlige forbrydere ud fra byen for at ofre dem til ham, et syn der oftest både havde glædet Castiel, og dog samtidigt bragt vrede i ham, hvorfor var det nødvendigt for dem at blive truet på livet for at straffe forbrydere, korruperede og magt syge var hvad mennesket var blevet.
"Lad vær med at kalde mig en løgner igen"
Sagde han med en hård stemme så det var tydeligt at læse at han var seriøs og at der ikke blot var tale om en fortalelse som det havde været i starten.

"Den eneste grund til at du finder de ting du nævner mere frygtindgydende er at du aldrig har set hvad engle er i stand til at gøre, og det er mennesket selv der har tilladet dette forfald! Desuden er elementalerne sikkert blot en metode for at udrense mennesket, kunne jeg sagtens forestille mig"
Sagde han med en hård tone, denne kvinde var så uvidende! Det er kun de uintelligente der frygter hvad de kan se mest, dem med intellekt frygter det der gemmer sig i mørket, eller i dette tilfælde i det blændende lys.

Hun tog stadig om tøjlerne, mens hun lod blikket hvile på ham. Den hårde tone skræmte hende ikke som sådan, men hun skulle nu nok holde lidt igen med sin spydighed. Men hun vidste bare ikke om hun ville stole på ham.. Men ved nærmere eftertanke, det behøvede han jo så ikke at vide.

"Det er de sikkert." Kommenterede hun så med et irriteret suk, "Og ja, vi har selv bragt det på os, det er jeg sådan set godt klar over." Hun klappede hesten en smule på dens hals, og den vippede ørerne ned, tog et par skridt væk fra englen. Dyre-instinkter, huh. Måske ville det bedste være at komme væk. Det så ikke ud til at Rakkalaphen ville komme igen lige med det første heller. "Men hvad jeg vælger at frygte, er min egen sag. Jeg siger ikke at i Engle kan være skræmmende, og eller farlige, slet ikke." Hun fejede noget hår over sin skulder. "Men jeg vil foretrække at se på Engle som en form for beskyttere. End som bødler. Selvom i gør begge dele lige godt."

Castiel overvejede sine ord i et par sekunder, damens ord var bestemt ikke, ihvertfald ikke alle sammen, og han tog bestemt hold i hendes sidste ord.
"Frøken jeg har igennem længere tid tit ageret beskytter, men at straffe de kriminelle og farlige er jo også en metode til at beskytte resten på, Engle vil kun beskytte menneskeheden imod dens medmennesker, vi ville aldrig beskytte mod fx dyr, mennesket er det eneste dyr som dræber blot for tilfredsheden skyld, dyr dræber kun ad nødvendighed, de er rene så at sige"
Sagde Castiel velvidende at hun højst sandsynligt ikke ville være enig med ham, men han var egentlig også ligeglad

Aishe lod blikket hvile på ham en smule, og lod ham tale ud. Nu var hun begyndt at hysse ned, og for engangs skyld synes hun at manden sagde noget der virkede bare nogenlunde som noget hun selv ville tænke. Hun så på ham, og sukkede så let.

"Sandt. Det er rigtigt, at at det er også en måde at beskytte hinanden på, og ja, mennesket er det eneste væsen der besidder evnen til at være selvisk på det punkt." Hun klappede sin hest på siden af nakken, "Det er derfor dyr er fantastiske." Tilføjede hun så, og samlede tøjlerne igen.