Lurrien sad alene for sig selv på de store græsarealer. Han var som altid klædt i sit tøj som markerede ham som en præstelærling i Kiles tjeneste. Han var stolt af det, nød at have det tøj på. Han sad egentlig bare og kiggede tomt ud i luften for sig selv imens han tænkte. Tænkte lidt over hvilket ærinde hans mor var taget ud på denne dag inden han var vågnet. Han sad lidt fra værende og havde skilt sin fløjte ad så han kunne rense den. Stykke for stykke, vaskede, pussede, rensede og tørrede han fløjten. Græsplænen var det bedste sted at være alene for Lurrrien ikke bare var har få mennesker men mængden af døde sjæle var også på et minimum. Lurrien var helt alene i det store grønne, det blæste mildt, vejret var gråt men det så ikke ud til at trække op til regn lige nu, da der var meget få skyer. Der var nogle i det fjerne men hvem vidste hvor de ville trække hen. Han fik langsomt renset fløjten færdig, samlet den igen som han sad der alene satte han den for munden og begyndte at spille en smuk ballade om to elskende som aldrig ville kunne få hindanden på grund af stridende familier. De mødtes i hemmelighed indtil de tilsidst i balladen mødtes åbent imens begge deres familier var til steder og i fuld synelighed begik selvmord i hindandens arme. Han havde lært sig første del af den, men var stadigt igang med at øve sig på den sidste del.

Lette fodtrin nærmere sig over græsset, bagved Lurrien. Det var en lun dag, så Netrish havde ladt sin kappe blive tilbage, sammen med sit sværd. Så længe de var i byen, var der ingen grund til at slæbe rundt på det. Hun bar dog stadig en dolk i støvlen, for en sikkerheds skyld.

Netrish stoppede et par skridt fra Lurrien og lyttede. Hun genkendte melodien, og nikkede en anelse anerkendende for sig selv. Hun billigede ikke melodien, men hun havde ladet ham lærer den alligevel. Han var stadig ung. Med tiden ville han blive klogere, men for nu skulle han have lov til at være et barn.

"Du er blevet bedre" sagde hun mildt og trådte helt op til ham, og satte sig ned i græsset ved siden af ham med et varmt smil.

Lurrien var lige passeret den passage af balladen han havde haft problemer med fejlfrit. Mester Alagriand ville være stolt, Alagriand var ånden fra en død skjald i byen en sand mester med et utroligt antal instrumenter, det var ham som lærte Lurrien at spille fløjte og som lærte ham de melodier og ballader Lurrien kendte. Lurrien nævnte sjældent Alagriand hvorfor skulle han, de fleste troede ikke på at der fandtes så mange hvileløse ånder som der gør.
Han gled næsten perfekt over i næste passage af balladen han var i gang med da en velkendt stemme overraskede ham og bragte ham ud af koncentration. Han prøvede i nogle få sekunder imens hun satte sig at genfinde sin koncentrationen men han droppede det hurtigt og kastede sig i hendes arme imens han trykkede sig ind imod hende tak mor efter et lille øjeblik fortsatte han "Mor hvor har du været imorges jeg har savnet dig sådant" Hun vidste nok godt hvor bundet han var til hende følelsesmæssigt. Han havde ikke andre end hende i hvert fald ikke iblandt de levende.

Netrish omfavnede Lurrien varmt og strøg ham over håret. "'Det må du undskylde Lurr. Der var brug for mig, og jeg ville ikke vække dig" hun kyssede ham en enkelt gang blidt på panden "Jeg troede jeg ville kunne nå tilbage inden du vågnede, men du var allerede væk da jeg kom tilbage!" hun gav ham et klem, og slækkede derefter på armene, så han fik lidt plads igen. "Hvordan kan du dog nogensinde tilgive mig?" sluttede hun af med en let dramatisk stemme.
Netrish brød sig aldrig om at efterlade Lurr alene, men nogen gange var det bedre end alternativet, og så længe de var i byen, var der ingen umiddelbare fare hun skulle bekymre sig om. Men, ret skulle være ret, og når han, som nu, fangede hende i at være væk, måtte hun jo også gøre det godt igen, ved at tage ham et sted hen han gerne ville se, eller købe lidt godter på markedet. Det var alt sammen op til Lurr og hans luner.

Lurrien var glad igen, han lå i sin mors arme. Et smil om hans læber "Mor du er allerede tilgivet, nu er du jo lige her hos mig igen" han gav hende et kram inden han trak sig væk igen og pakkede sin fløjte væk. "Meeen mor, hvor vil du så tage mig hen idag, hvad vil du vise mig?" hans store blå øjnene så på hende med forventningens glæde malet i dem. Som han sad og kiggede på hende, hun tog ham altid med rundt til sådant nogle spændene steder, især på de dage hvor hun havde skullet et eller andet inden han stod op. Han glædede sig det var altid rart når hun tog ham med rundt og se ting i byen, købte ham et æble på markedet eller hvad hun nu gjorde den givne dag.

Netrish kluklo en smule ved hans første kommentar. Han var nu god dreng, og hun var sikker på han også ville blive en prægtig mand en dag. Hun kunne stadig ikke helt komme sig over hvor hurtigt han var blevet stor. Selvom hun havde oplevet det så mange gange, kom krystalisianernes korte liv på en eller anden måde altid bag på hende. Den ene dag var de spæd, den næste voksne, og på tredjedagen lå de på deres dødsleje. Sådan havde det været med hendes forældre, hendes mentor, og en dag ville Lurrien også gå til Kile, mens hun selv blev ladt tilbage.
Tanken fik smilet til at blegne en smule fra hendes læber, indtil hun skubbede den fra sig og smilte med fornyet kraft. De havde alle den tid de var givet. En dag ville hendes egen tid også komme, og så ville hun blive genforenet med dem i Kiles rige. "Ohh jeg tænkte vi kunne rejse forbi den varme kilde ved landevejen? Eller skulle vi bare gå ned på markedet og se om vi kunne finde dig et par nye støvler? Det trænger du vist efterhånden også til"