Det var en mørk og kold aften. I de stille gader blandt byens huse var der ikke mange mennesker. Dette var heller ikke just den bedste del af byen at være i efter mørkets frembrud. Man vidste aldrig hvor der lurede en tyv eller en morder. Sågar en galning kunne skjule sig i husenes skrantende skygger, og man ville aldrig vide hvem det var, før det var for sent. Det var mørket i alt dets skønhed; kastet som en skygge af den roligt sovende bydel, der ikke lå langt herfra, men alligevel var ubetvivlet meget mere sikker.
Kiggende ud af et vindue der vendte ind mod den snævre sidegade, ventede Spike. Han kiggede ud på den større, mere trafikerede vej Skumringsgyden løb op i. Han kunne se en enkelt luder, der nonchalant stod med ryggen til en bygning på den anden side af gaden. Hun kiggede ikke ind i gyden. Muntre venner og halvdrukne kroppe vandrede forbi, men alle vidste de at man ikke skulle kigge ind i Skumringsgyden.
Alle med fornuft vidste at Skumringsgyden var der hvor folk døde, og at det sted hvor folk døde, var det sted man kunne finde inkvisitionen, ventede tålmodigt på at forbrydelsen var blevet gjort, og det eneste der manglede var at skylden skulle kastes.
Tanken bragte et glitrende tandsmil frem.

Rundt om et hjørne lidt længere nede, lå der en person. Det var ikke en person af nogen direkte vigtighed; en tredje fætter af en fjern slægtning til Herren, men ikke desto mindre var det af principielle grunde ikke acceptabelt. Nogen måtte få skylden, og lide en offentlig død ved hængning, før tanken om at de adelige var dødelige slog rod i bøndernes tanker. Hvis først den var blevet sået, ville den sprede sig som ukrudt, indtil at der ikke var meget valg tilbage, og bønder tjente intet formål døde.
Han gjorde det for deres egen skyld.

Isis landede tungt midt i gyden, menneskene var så stille om natten, andet kunne man ikke sige om det, hun vandrede hurtigt mod enden ud ud på den større plads hvor hun kiggede rundt. undrende stirrede hun på to tydeligt berusede herrer der skævede undrende på hende som de vraltede forbi. Det var måske ikke så underligt, for årstiden var et lagn der var viklet om kroppen som en romersk slag ikke meget tøj, for et menneske i hvert fald, for Isis var det mere end rigeligt. Desuden var det ikke fordi den blå hudfarve, de mange horn og de store gule øjne ikke tiltrak sig mindre opmærksomhed.
Isis havde dog i dagens anledning fået lavet et par udemærkede menneskeben, lange og slanke, just som menneskene selv yndede at have dem.

Shrade kom væltende ind af gydens gabende åbning. Den olielampelyste gade bag ham kastede hans skygge langt ind i gyden, men ikke engang tilnærmelsesvist til enden af det slugende mørke. Hans mørke silhuet stod tungt mod lyset, med benene let spredt og armene hængende under vægten af hans klør. Han imiterede en udmattet, jaget person til perfektion, hvilket gav mening, da dette var netop hvad han var.
Med et tungt åndedræt begyndte han at kæmpe sig vej igennem de kvælende skygger, uden at han øjne tog hold af hverken former eller skikkelser; han slingrende hen mod enden af gyden, stedet hvor den drejede af til endnu mere skygge, og hvor han vidste at han ville være i sikkerhed. Denne gyde havde været hans eneste sikre gemmested i mange år, da ingen turde vove sig uforberedt ind. Det var det perfekte sted for et overfald, hvilket gjorde det så mennesketomt og forladt, hvilket igen fjernede behovet for at der skulle foregå overfald i gyden. Det eneste der beskyttede ham i disse skygger, var derfor folks fordomme og vrangforestillinger, men det var ikke hans problem. Så længde de holdt sig væk fra ham, kunne de være skingrende vanvigtige. Det gjorde ingen forskel for jernmanden.

Da han nåede enden af gyden, lod han sin ryg vælte op af muren, hvorefter han sank ned i en siddende stilling. Det meste af hans krop var dækket i beskyttende rustning, men de dele der ikke var, var dækket af blå mærker og skræmmer, og fra hans højre skulder og venstre ankel løb der synlige mængder blod. Hans åndedræt var fortsat tungt, og ville være det en tid endnu, da hans ene fungerende lunge skulle kæmpe hårdt for at forsyne ham med den nødvendige ilt.

Isis fik hurtigt øje på metalmanden, hvad i alverden skete der, han lignede en der flytgede fra et eller andet .. vent lidt.. Ham havde hun set før, ude på stranden da stormen kom, da hun mødte ham der .. hmmm.. hvad var hans navn .. Noget med A så vidt hun huskede. Det var vel i og for sig også ligemeget.
"Hey. metalmand, veeent!" råbte hun og fulgte hurtigt med ind i den selv samme gyde hun lige var kommet fra.
Han blødte, kunne han overhovedet det? Var han ikke mere eller mindre lavet af metal? Endelig fik hun hentet ind på ham, han var stakåndet, ikke noget videre kønt syn.
"Hey, hvad er der sket? Du ligner en der er blevet overfaldet af en haj!" konstanterede hun og gik tættere på ham, hajer, det var sådan set det eneste hun kunne sammenligne, hun havde ikke rigtigt prøvet at blive overfaldet af andet i hvert fald.

Spike:
Spike kiggede roligt på manden, der styrtede ind i gryden, som blev han jagtet af djævlen selv. Da han kiggede til venstre og så en skikkelse, der sagtens kunne være en djævel, begyndte han at smile igen. Det var sjældent at tålmodighed viste sig at være så profitabelt som det gjorde denne gang. Manden kunne let passere for en forbryder, og kvinden, hvis hun da kunne kaldes sådan, ville vinde ingen borgerlig sympati. De var de perfekte ofre. Han stod og kiggede på dem lidt længere, og ventede på at de skulle stå stille. Da han var sikker på at de var standset, og da det så ud til at skabningen havde begyndt en samtale, vendte han sig væk fra vinduet, og begyndte at gå mod værelsets eneste dør. På vejen dertil løftede han roligt hånden, og knipsede dæmpet.

Shrade:
Han havde endnu ikke taget sig sammen til at kigge op på kvinden, der talte til ham. Metalmand var et af de mindre originale navne han var blevet kaldt, og normalt forsvandt folk der kaldte ham det hurtigst, hvis man ignorerede dem. Alligevel tvang han sig selv til at holde sin vejrtrækning nede, selvom det fik hans lunge til at skrige efter luft; han nægtede at vise nogen tegn på svaghed overfor nogen, ligegyldigt hvem de var.
Måden hun talte på, og de ord hun valgte fik ham til at kigge op et øjeblik. Der var noget genkendeligt ved de to ting, men ikke som noget tydeligt minde. Efter at havde set på hendes skikkelse, måtte han dog anerkende at han havde set hende før, dog uden at han kunne huske hvor eller hvornår. Han kunne sågar ikke huske om hun kunne hans navn, eller om han burde kunne hendes. Ikke at han havde energi til at snakke med hende.
”La’ mig være i fred..” raspede han med en viljeløs og afkræftet stemme. Han havde sagt sætningen så mange gange, at ordene alene var begyndt at udmatte ham hver gang han sagde dem, men han nægtede at erkende det. ”Jeg ber’ dig. La’ mig være – ” hans stemme knækkede midt i sætningen, og resten forlod hans mund som uhørlig mumlen.

Spike:
Kort efter at manden var blevet færdig med at klynke sin lidelse, kastede Spike og hans tre håndlangere frem fra skygerne, og forsøgte at tvinge sorte sække over hovederne på de to personer. Selv kastede Spike sig over manden, da denne så ud til at kunne udgøre et større problem, men han rykkede slet ikke på sig. Log bare sækken blive trukket ned over hovedet, hvorefter et hurtigt og lydløs stik med en sprøjte berøvede ham hans bevidsthed. Triumferende rejste han sig og kiggede på kvinden. Under overfaldet havde han ikke givet dem nogen opmærksomhed, men han regnede nu med at hans tre betroede kunne ordne sagerne.

Isis så småfornærmet på manden og krydsede armene i en overlegen bevægelse "Hmf, nå, du er ikke blevet mere selskabelig siden sidst!" knurrede hun irriteret, så havde hun besværret sig hele vejen op på land og bekymrede sig endda om de skabede kreaturer man nu engang kaldte mennesker, og så teede de sig bare som om de var dødsdømte. "Men så må du da også selv om det!" sagde hun bestemt og snurrede rundt på hælen, før hun til sin store overraskense fik øje på 4 mandspersoner der kom mod dem, og kastede sig over Sharde der hurtigt bukkede under, det skulle Isis slet ikke nyde noget af og de fik da også kamp til stregen, for det første med at få trukket sækken ned over hovedet på hende var totalt umuligt grundet de mange horn der stak gennem det tynde stof.
Hurtigt fik hun fastfrosset en af forbryderene før hun mærkede en syle spids stikken i rykken, en hurtig kvalme passerede forbi hende, og hun oplevede at have svært ved ved at stå, det var hun vant til, hun havde trods alt kun haft menneskeben ganske få gange. Nej det der bekymrede hende var hendes syn der langsomt blev svagere og svagere, og til sidst blev sort, før hun sank sammen dybt påvirket af det kraftige bedøvelse

Alt taget i betragtning var missionen gået glimrende. Manden, der så ud til at udgøre et stort problem, havde været rolig hvorimod monstret han fulgtes med, havde kæmpet godt for sig. Naturligvis havde det kun været i spørgsmål om tid inden hun havde bukket under; spredt rundt i de omkringlignede gader var der flere agenter, nogle med magiske kræfter, der selv ville kunne jage hende til lufts. Han undertrykte en latter, selvom diskretion og stilhed ikke længere var påkrævet.
Han ville nødigt bryde stemningen.

To yderligere mænd kom frem fra skyggerne lidt længere væk, Spike kiggede på den fastfrosne mand, der ellers havde været en af hans bedste. Skuffende. ”Få ham af sted til vores helbredere, og dig,” han kiggede på en af de nytilkomne, ”du tager ligget. I andre tager manden i rustningen.” Roligt gik han over til den nu ubevidste kvindeskikkelse. Skønt hendes udseende var makabert, med horn og deslige, vejede hun ikke mere end at Spike kunne bære hende. Uforsigtigt løftede han hende op, og alle 5 mand forsvandt i mørket mellem bygninger, mens de tog hver sin snørklede rute tilbage til hovedkvarteret.