Selvom det var holdt op med at regne, og morgensolens skarpe lys brød frem fra tid til anden, så hang skyerne stadig faretruende på himlen, mørke og tunge. Den morgen lå arenaen øde hen, men der var stadig spor efter gårsdagens kampe. Det havde været venligsindede kamp, og kun lidt blod var blevet spildt da et træningssværd var flækket på en mands pladerustning. Netrish havde selv været der og set kampene sammen med Lurrien. Selvom ingen af de kæmpendes tid var nært forstående, havde de siddet og set på det meste af dagen. Lige indtil regnen var begyndt at falde, og hun havde gennet Lurrien tilbage til kroen de boede på, så han ikke blev syg.
Nu var hun vendt tilbage alene og stod med halvt bøjet hoved og betragtede kamppladsen med halvt lukkede øjne. Det var på steder som kamparenaen, hvor Kiles magt var stærk, at Netrish søgte hen for at være alene med sine tanker. Der var ikke mange ting hun holdt skjult for Lurrien, men visse ting var det bedre han ikke viste. For eksempel for hurtigt han var blevet stor. De ti år der var gået var ingenting for hende, og hvad med de næste 50? Han ville være væk før hun anede det, ligesom hendes forældre og Mergran. Hun viste hans tid ikke var foreløbig, og at han ville gå til Kile med fred. Alligevel var det ikke noget hun så frem til.
Hun løftede blikket mod himmelen, foldede hænderne foran sig og hviskede en stille bøn.

Det havde regnet om natten. Regnen havde domineret de sidste par dage, og de mørke skyer, som havde hængt faretruende over by og land, var efterhånden begyndt at påvirke humøret på befolkningen. Også den positive Asbjörn følte sig påvirket af det gyselige vejr. Han var vågnet tidligt i morges, for at tage sig af Cotton. Føllet havde ikke meget imod regnen og de skønne pytter der var dannet overalt på jorden. Og så al den mudder - Det var jo himmelsk for den lille hest. Dyret havde arvet sin fars legesyghed, og det unge føl havde kastet sig rundt i mudderet. Det havde taget Asbjörn en times tid at få gjort den blot en anelse ren. Og det var endda kun første punkt på listen. Næste punkt var at gøre kamparenaren klar til om aftenen.

Han var iført sit afslappede tøj, der dog bar præg af en hestevask. Han måtte prioritere, når det galt Cotton. Hvis han havde sin uniform på, så skulle det renses mindst fire gange. Han sukkede højlydt da han satte fødderne på kamparenaens ru jord. Naturen bag præg af regnens uafbrudte falden og luften var tung og ren. Han tog en dyb indånding og så rundt i arenaen.
Kampen dagen forinden havde været imellem en af hans egne folk og en rivals lærling. Kampen var heldigvis endt i Asbjörns holds held. Mere eller mindre. Byvagten rynkede næsen og trak en anelse på smilebåndet. En brækket arm og et par skræmmer havde aldrig skadet nogle. Endnu. Han så endnu en gang rundt og opdagede denne gang en andens tilstædeværelse. Han betragtede indgående kvinden og tog et par lydløse skridt rundt, så han kunne se hvad hun foretog sig.
Bad hun? Det var dog yderst besynderligt. Det var det man havde kirker, gravsteder og celler til. Og måske også alkohol. Han trak på smilebåndet og rettede sig op, idet han havde placeret sig overfor hende, med en afstand på ca. 3-4 meter til hende.
"Godmorgen, frøken. Det var da et besynderligt sted De har fundet Dem, altså til at bede, mener jeg." sagde han mildt og samlede hænderne på ryggen.

Netrish bad ikke så meget for de der var døde i kamparenaen, som de der ville dø der i fremtiden. Hun bad Kile fortsat tage imod de gudløse sjæle der ville gå hende frygtsomt i møde herfra, og de af hendes egne der måtte falde her.
Fra manden der havde sneget sig op til hende talte, og til hun reagerede gik der et par lange sekunder, mens hun afsluttede sin bøn. Derefter mødte hun hans blik med mild tålmodighed, og lod armene falde ned foran sig, stadig med foldede hænder, så Kiles hellige symbol der hang om hendes hals kom til syne. Grundet vejret havde hun sin kappe på, og hun havde også sit sværd med i bæltet, men havde ladt sin brynje blive på kroen.
"Godmorgen min gode mand" svarede hun med et høfligt nik "Jeg finder det nu ikke så besynderligt. Nogen må jo bede for de hvis tid er endt her, og jeg ser ingen andre" hun smilede mildt til ham "Bøn er passende hvor der er behov for det, skulle jeg mene". Netrish begrænsede ikke sine bønner til kirkerummet. Hvis hun havde gjort det, havde det svindende antal templer til kiles ære nok resulteret i at hun ikke ville få bedt overhoved, og så ville hun da være en køn præst! Nej, Netrish bad når hun følte det var nødvendigt, for hende eller en anden, og så var det hende ligegyldigt om det var i et tempel, en kro eller i rendestenen.

Asbjörns blik hvilede på kvinden, der stod stolt overfor ham. Han betragtede ganske kort hendes beklædning fra top til tå, og lod blikket hvile et øjeblik på symbolet, der hang i en kæde om hendes hals.
En kile tilbeder.
Han rettede sig op og holdt forsat begge hænder på ryggen. Han skævede hurtigt rundt på arenajorden og et lavmælt suk forlod hans læber. At rydde op efter andre var ærligt talt ikke noget han nød at beskæftige sig med, især ikke når han havde et stramt program. Og så var der karnevallet som han også skulle holde styr på. Han nød sit arbejde, men han ville meget gerne have mulighed for at deltage i festlighederne. Sådan skulle det bare ikke være. Arbejdet hobede sig op omkring ham, og det gjorde ham gammel før tid, mente han. Og med Mørkets Lord på tronen blev det ikke nemmere. Han skulle pludselig til at give nogle folk lov til at overtræde lovene, fordi de fik lyst, imens folk der opførte sig ganske udmærket skulle anholdes. Han hadede det. Mørkets Riddere var pludselig helte og Lysets Krigere skulle bag tremmer. Åh hvor han hadede det! Og han kunne intet gøre. Han følte sig hjælpeløs.

Efter et par sekunders stilhed så han igen på kvinden. Et smil bredte sig over hans læber. ”Godt ord igen.” lød det mildt fra ham og han gjorde et lille buk.
”Lad Dem endelig ikke forstyrre af mig, frøken. Forsæt endelig.” lød det fra ham og han tog et par skridt bagud, for derefter at give sig til at samle sværd, køller og hvad der ellers lå smidt rundt omkring i arenaen. Han samlede tingene og sorterede dem på deres rette pladser igen.
En gang imellem kastede han nogle blikke imod kvinden, af uvisse grunde.

Netrish gengældte hans smil og buk "Intet ondt taget". En sådan høflighed i disse tider blev en større og større sjældenhed. Det var forfriskende at møde en der stadig mestrede kunsten, og det havde Netrish så sandelig ikke tænkt sig at tage ilde imod. Da herren bakkede for at påbegynde sit arbejde, sendt hun ham et opmuntrende smil, og et taknemligt nik. Hun havde enlig færdiggjort sin bøn, og nu hvor hun havde fået selvskab, blev det svært at være alene med sine tanker.

Hun betragtede lidt diskret manden. En lettet følelse skyllede indover hende da hun så hans tid ikke var nær. Det var sandsynligt at han ville overleve dette styre, og se bedre tider på den anden side. Men skæbnen var lunefuld, og gode mænd var før blevet revet fra verdenen længe før deres tid. Hun samlede sig igen i bøn, denne gang for manden, for hans liv ikke måtte ende, før hans tid var. Hun bad Kile holde hånden over ham, tros han ikke var en af hendes, og lade ham nå hende med fred i sjælen når hans tid kom.
Da hun havde afsluttet sin bøn, gik hun roligt nærmere manden igen. "Jeg vil gerne tilbyde Dem min hjælp, hvis De tillader det" sagde hun roligt, men fast "De ligner en travl mand, og det kunne begynde at regne igen hvert øjeblik det skulle være"

Byvagten nød altid luften efter en regnvejrsbyge. Det var en ubeskrivelig renhed der fyldte luftem og den var tungere end normalt. Hvordan dette kunne lade sig gøre, vidste Asbjörn ikke, men han var heller ikke en af de lærde folk. Et smil bredte sig på hans læber, idet han fandt et gammel træningssværd iblandt de mange træningsvåben. Han genkendte denne slidte klinge alt for godt, og han var også skyld i mange ridser og hakker i den gamle klinge. Han lod fingrene køre henover klingen og mærkede dens ubegribelige ru overflade. Dette sværd ville ikke kunne skade nogen. Eller hvad? Asbjörn havde formået at vinde mange dueller med dette gamle sværd. Men det var jo i de unge dage. Han lod sværdet glide ned iblandt de andre af samme slags i en større tønde. Et suk forlod hans læber og han fandt sig selv tænkende tilbage på de stunder, som han selv tilbragte i denne arena.

Han vendte sig imod kvinden, da han hørte hendes stemme igen. Ganske blid og venlig. Han betragtede hende, som hun bevægede sig nærmere og lyttede opmærksomt til hendes ord. Et smil brød frem på hans læber.
"Det er meget venligt af dem, frøken. Jeg skal endelig ikke holde Dem tilbage, men De behøves nu ikke." svarede han mildt tilbage. Et eller andet sted ville han med glæde tage imod hjælp, men af høflighedsgrunde burde han ikke bede en ung kvinde om hjælp.
"Der skal blot samlet våben ind og gruset skal fejes," lød det fra ham og han kastede et blik på arenaen. Det lød umiddelbart ikke så slemt, bortset fra det faktum at arenaen var enorm og kosten var miniature. Asbjörn selv mente at det måtte være lærlingenes arbejde, eller at man burde få ansat et par folk til at gøre det. Men han og nogle andre kaptajner havde indgået en aftale, at de ville skiftes til at ordne det. Og grundet karnevallet der fandt sted i disse dage, så lå alle hans egne væbnere og elever i deres (eller andres) senge med hovedpine og andre smerter. Han måtte klare det selv. Men så kom han jo også tidligt op og fik noget ud af dagen: man skal jo være positiv!

Netrish lavede en afværgende håndbevægelse da han sagde 'det ikke behøves'. "Det vil være mig en glæde at hjælpe" fastholdt hun, og begyndte at samle våben op, som hun havde set ham gøre. Hun sendte en bekymret tanke til Lurrien, og håbede han ville sove længe efter gårsdagens festligheder, så hun stadig kunne nå hjem inden han blev bekymret. Men han var nu engang en stor dreng, og han viste Netrish tog sin tid når det var nødvendigt. Han havde nu engang også hoved skruet rigtig på, så hun beroligede sig selv ved tanken om, at han nok ville finde hende, hvis det vitterligt skulle komme til det.
Skønt hendes viden om rang systemet i byen var vag, ville hun dog havde troet at rydningen af kamparenaen ville have været en lærlings job. Hun havde aldrig gættet at de tog det så alvorligt, at sætte en voksen mand til det. Eller måske var han blot faldet i unåde, og blev straffet ved trivielt arbejde? Det var svært at sige, men hun tvivlede på det sidste. Hvis dette havde været en straf, ville han nok ikke have været så villig til at tage imod hendes hjælp. Måske dækkede han for en anden der havde drukket for tæt aftenen før?
Mulighederne var mange, men hun synes ikke rigtig hun kunne tillade sig at spørger, ikke endnu hvert fald, så hun arbejdede videre i stilhed.

Asbjörn gik i sine egne tanker og glemte hurtigt at han ikke var alene på arenaen. Han samlede de sløve sværd op, et for et, og snart var der ikke flere tilbage. Han betragtede den nu tomme arena med et roligt blik og blev pludselig opmærksom på kvindens tilstædeværelse, da han hørte hende lægge de sidste våben fra sig. Han smilte mildt til hende. Det var sjædent at folk tilbød hjælp, når det gjaldt hårdt, beskidt arbejde. Han ville selvfølgelig selv have tilbudt sin hjælp, og der var da også nogle af hans egne lærlinge der var opdraget til samme. Men normalt ville folk holde sig væk. Måske endda vende blikket væk og ignorere personens kalden.
Byvagten var taknemlig: Det var dejligt at nogle der var nogle hjælpsomme typer i det ganske land.
"Jeg sætter stor pris på Deres hjælp, frøken," sagde han og smilte en anelse. "mine hjælpere har fundet sig selv med hovedpiner og jeg-ved-ikke-hvad, efter gårsdagens festligheder." forklarede han og trak på skuldrene. Umiddelbart lignede han ikke en mand der ejede hjælpere, støttede lærlinge eller på nogen anden måde havde noget at skulle have sagt: Han var beskidt op og ned af arme og ben efter Cottons besværlige mudderleg og kunne umiddelbart godt gå for at være en bonde. Ikke at han havde noget problem med dette... Han var lidt ligeglad med det. Så snart han fik sin rustning på igen, så skulle folk nok gøre plads på vejen.
"Så skal der blot fejes, og så er den klar til endnu en kamp-dans i aften," lød det fra ham. Han sukkede opgivende. I det mindste skulle han ikke rydde op i morgen.

Netrish gengældte afmålt hans smil og børstede sine hænder og kåbe af. ”De lod mig færdiggøre min bøn, så det var da det mindste jeg kunne gøre” svarede hun roligt, ”Livet skal jo nydes mens tid er, og man må sige det er storsindet af dem at lade dem sove ud” tilføjede hun anerkendende.
Selvom hans mudrede udseende kunne have snydt de fleste, virkede Netrish ikke overrasket da han nævnte sine hjælpere. Selvom hun var vokset op blandt mennesker, var det stadig elverblod det løb i hendes åre, og med det, en sanse for detaljer. Alt fra måden han holdt sig selv, og talte på, til måden hans skæg var trimmet på gav små hints om hans stand, og selvom hun måske ikke bevidst lagde mærke til det, modarbejdede det det åbenlyse indtryk. Det hjalp også på det at hun selv var vokset op blandt bønder.

Netrish kiggede sig en smule omkring efter en kost. ”Jeg begriber nu ikke hvorfor så mange unge mænd ønsker at kæmpe her. De ender blot med at gå til Kile før deres tid er.” sagde hun stille. Der var et trist glimt i hendes blik idet hun kiggede udover arenaen. Der var mange restløse sjæle der vandrede i arenaen, og der var heller ikke første gang hun havde bedt Kile om at se nåde i dem, og lade dem vandre til hendes rige. Kile hørte hendes bønner, og lod nogle vandre. Men ikke alle. Det var bare ikke altid så simpelt.

Asbjörn betragtede ganske kort elverkvinden, og trak på smilebåndet, da det gik op for ham hvad hun talte om. "Ah? Det skal De da ikke tænke på. Det ville jo have været uhøfligt og forkert af mig, blot at afbryde Dem i første omgang." Byvagten hadede selv at blive afbrudt, men på den anden side, så afbrød folk ham også kun hvis der var dårlige nyheder. Det hang nok sammen.
"Ja, og de er jo unge, så de skal ud og feste lidt en gang imellem," tilføjede han og smilte for sig selv. Han følte sig en anelse gammel. Og gammeldags. Gammel og gammeldags... Så blev det da næsten ikke værre.
"Desuden ville et par klagende drenge ikke være til stor hjælp herude alligevel. Jeg fristes til at tro at det ville have været et hårdere arbejde, hvis de havde deltaget. Men de er nogle fine knægte, ærlige og arbejdsomme, altså så længe der ikke er fester. Men var vi ikke alle sådan engang?" sukkede han og satte diverse småting på plads, før han fandt kosten til gruset frem. Den var godt og vel en meter bred, men var så tyndslidt at der kun var hår for det halve. Han gik straks igang med at feje langs arenaens kant, ud til tribunen. Der var en lang vej ind til midten.

"Hvorfor de kæmper? For ære, storhed, præmier. For at se lyset i pigernes øjne, for at vinde penge fra væddemål eller måske bare for at bevise et eller andet overfor sig selv." svarede han forpustet. Det var hårdt at slæbe en latterligt tung kost, med en arm.
"Nogle gange er det ikke nok at leve livet, desværre. Man må ofre nogle ting, for at nå sit mål."
Han havde selv været dér. Ved "ofringen". Han havde blot ikke opnået noget ved sit eget offer.
"Man kan så spørge sig selv om de selv vælger at slås, eller om det er noget de føler sig tvungede til."

Netrish smilede svagt. "De har nok ret. Unge knægte er nu engang unge knægte, men det lyder til ledelsen har skiftet til det bedre siden mit sidste besøg i byen" sagde hun rimelig roligt, selvom der var noget i hendes stemme der antydede at hendes sidste besøg nok ikke havde været så behageligt.

Da han begyndte at trække kosten rundt, trådte Netrish hurtigt til. Hun kastede sin kappe over skulderen, så hun fik mere bevægelses frihed, og tog roligt, men bestemt fat i kosten sammen med ham. "Det eneste mål de når ved at ofre deres liv er at vandre til Kiles rige" sagde hun en smule henkastet og begyndte at trække. Der blev det hurtigt tydeligt at hun var en del stærkere end hun så ud til, ja måske endda næsten så stærk som han selv! Og hun var så sandelig heller ikke bange for at lægge kræfterne i.

Asbjörn betragtede sine fødder, idet han trak dem afsted foran sig. Han var kommet ind i et acceptabelt tempo, måtte han indrømme og traskede afsted så stærkt han kunne. Da hun dog kom ham til hjælps sendte han hende et taknemligt smil.
"De er kun på besøg her? Hvordan udspilledes Deres sidste besøg her da?" spurgte han prustende og følte sig ærligt talt langt bedre tilpas nu de var to til at trække den. Han var ikke en svag mand, men når det kom til at skulle trække en enorm jernkost med en enkelt arm, så kunne man næsten ikke undgå at få ondt i skulderen. Han kastede et blik op i skyerne. Vejret var underligt i dag. Enten regnede det, eller også gjorde det ikke. Det var, som hvis Guderne ville gøre jordens beboere vanvittige med denne evige forvirring.

"Vi ender alle i ... Kiles rige." Han troede ikke på Kile, men hvorfor begynde at ændre ordene? "Før eller senere, mener jeg. Det er vel op til den enkelte hvornår de vil være der." mumlede han med et skuldertræk. Han agtede selv at leve et langt og godt liv, og så måtte hans tid komme, når den nu en dag ville det. Tidens sand ville rinde ud, og der var intet andet man kunne gøre end at vente. Næsten.

Netrish nikkede roligt. "Ja, jeg rejser meget rundt. Men ved mit sidste besøg skete der en mindre misforståelse, og jeg måtte bruge en lille måned i arresten" forklarede hun anstrengt. Kosten var en smule tungere end hun enlig havde forventet, men hun trak videre uden klagen. Der gik dog ikke længe inden hun kunne sin underkjole klæbe til ryggen og lårene. Et par fine perler af sved vandt også frem på hendes pande, men det var svært at se, for samtidig begyndte en let dryppen fra oven.

"Vi har alle den tid vi er blevet givet. Nogle tager det for givet og ender deres dage tidligere, andre.. andre undviger deres ende, og lever videre på stjålet tid.. Men de fleste møder deres ende når tid er"

Der gik dog ikke længe før regnen gradvist begyndte at tage til. Først bare til en let regn, men det udviklede sig hurtigt til et reelt skybrud.

Asbjörn lyttede til hendes ord i tavshed og betragtede overvejende arenaen foran dem, hvor størstedelen endnu var u-fejet. Det var ikke gået ubemærket, at regnen så småt begyndte at springe frem, og byvagten overvejede i sit stille sind, hvorvidt de skulle få arbejdet gjort færdigt og dermed blive drivende våde, eller om de skulle trække kosten til side, og søge ly under en af tribunerne.

"I arresten? Det lyder da knapt så rart. Hvilken misforståelse, hvis De ikke har noget imod at jeg spørger?"
Umiddelbart kunne han næsten ikke forestille sig noget mere ydmygende for en præstinde, end at tilbringe tid i arresten, hvor simple forbrydere normalt bør fylde ud. Det var højst sandsynligt ikke dén slags mennesker hun helst ville omgås. Der var vel ingen som foretrak et tyvagtigt persongalleri til sine omgivelser.

Han ville gerne sige noget klogt til hendes tid-død konklusion, men han kunne umiddelbart ikke komme på noget smart at sige. Han havde ikke så meget at sige til religion; for ham var det blot vigtigt hvis folk havde troen på, at alt ikke var helt håbløst. Vigtigheden lå ikke i hvad man satte sin lid til, men blot at man satte den til noget, så man ikke flakkede rundt i fortvivlelse, overbevist om at der ikke var nogen grund til noget. Asbjörn selv troede på, at der var en mening med alle liv. Det var ikke nødvendigvis det samme for hver person, men kunne variere fra alt og intet. Det kom an på personens drømme og mål. Byvagten mente endda, at meningen med livet endda kunne komme ned til helt konkrete objekter, som man kunne tage i hænderne, og udbryde: 'her er det!'. Sådan var det vel også med døden. Den varierede. Tid varierede. Og livet varierede vel også, mente han, ergo måtte folks død være lige så uklar som det liv de ville leve. Der var næppe nogen, som vidste hvad i morgen ville bringe, og hvis de vidste, at morgendagen ville bringe deres undergang med sig, så ville de næppe gå den i møde.
Ingen ønskede at dø, konkluderede han. Der var bare nogle som ikke havde lært at leve.

Det var så Asbjörns lille lommefilosofi. Han hankede op i kosten, missede med øjnene og vendte ansigtet imod himlen, da regnen tog voldsomt til.
"Kom, vi må hellere søge dækning," lo han og trak hurtigt kosten ind til arenaens lave væg, som adskilte tilskuerpladserne og gruset. Derefter førte han præstinden under et halvtag, som over dem dannede en tribune. Her kunne de stå ubesværet... Altså medmindre selve arenaen havde tænkt sige at lade sig oversvømme...

Netrish nikkede kort og fulgte ham indunder halvtaget. "Det er efterhånden en del år siden" startede hun ud, mens hun skubbede sin hætte tilbage og begyndte at vride vand ud af sit hår.

"Jeg blev antastet af en gruppe mænd en aften, der ønskede at besidde mine besiddelser så at sige. De havde vel udset mig som et let offer." hun trak en smule på skuldrene "Det gik dem dog ikke så let. Jeg kaldte på en vagt, og forsvarede mig selv til han nåde frem. Desværre var disse mænd hurtigere på tungerne end hænderne. Da vagten nåde frem fik de overbevidst ham om at jeg var en gal døds-kultist og at jeg havde forsøgt at myrde dem i Kiles navn." sagde hun, og efterlod ingen tvivl om at det, selv efter alle disse år, irriterede hende grænseløst.

Hun sukkede en anelse opgivende "Folk frygter hvad de ikke forstår, og desværre er der mange der finder det lettere blot at frygte, end at forsøge at forstå" sluttede hun, og kastede sit hår tilbage over skuldrene.

Asbjörn lyttede opmærksomt til alt hun sagde, imens han studerede arenaen, men hånden i lommen. Han overvejede om de behøvede at feje videre efter regnen. Umiddelbart kunne han ikke se nogen grund til det. Vandet gjorde næsten arbejdet for dem. Han vendte blikket imod præstinden og studerede hende i tavshed. Ventede tålmodigt på at hun havde talt ud, hvorefter han gav sig til at tænke over et passende svar.

"Jeg kan forstå hvorfor De må være irriteret. Jeg..." Han gik i stå. Hvad kunne han sige? Han kunne ikke undskylde vagtens dårlige opførsel, for han anede jo ikke hvornår dette var fundet sted. Han kunne heller ikke undskylde at hun måtte tilbringe tid i en celle, da han jo ikke havde været tilstede da alt dette havde fundet sted. Han kunne i sidste ende ikke gøre særlig meget for hende.
"Nogle gange... Bliver vi udsat for ting, som vi ikke helt kan styre."
Mord skulle jo straffes uanset hvad. Om det var selvforsvar eller ej... Selvfølgelig kunne nogle blive tvunget til at gribe til vold, som i denne situation præstinden havde været udsat for, men det retfærdiggør ikke handlingen. Eller hvad?

Byvagten var løbet tør for ord. Han stirrede på arenaen og vandet, som efterhånden havde lavet en masse små søer hist og her.
"Folket er uoplyst," påpegede han og sukkede sagte. "og der er mange som har svært ved at forså. Frygt falder dem så naturligt, så det er lettere."

Netrish trak en smule på skuldrene. "Irriterende ja, men heller ikke værre end det." hun smilede en smule til ham "Hvis jeg skulle ligge søvnløs over hver eneste lille uretfærdighed gjort, kunne jeg ikke fortage mig andet" sagde hun for at lette stemningen en smule. Det havde ikke ligefrem været et behageligt ophold, men hun var sluppet uden større mén. Det kunne være gået gruelig galt for en 'køn lille skovelver' som hende i fængslet, men den frygt der før havde været hendes fjende, blev hurtigt hendes ven derinde. Da de først hørte hvad hun sad inde for, tog det ikke andet end et bestemt blik og en let truende gestus før hun blev sat i ene celle og derfra kunne meditere resten af tiden væk i frem.

"Sandt. Det er en mærkværdig vane hos mange krystalisianere, først at søge oplysning når deres frygt så på tærsklen og banker på" sagde hun en smule eftertænksomt. Hvor mange gange var hun ikke blevet tilkaldt af folk på deres dødsleje, der ville vide hvad der ventede, på tros af at deres tro ikke lå hos kile?

Asbjörn lo mildt og betragtede præstinden med et mildt blik. "Det er jo heldigt at De jo så ikke ligger og vender og drejer Dem i sengen, af den grund. Det ville jo være lidt dumt at lade sig jage af sådanne ting. Der ville jo næsten ikke være nætter nok." Der var alligevel ingen grund til at hænge i fortiden. Det var jo trods alt, som navnet antydede, fortid. Det var vigtig for fremtiden, men ikke for nutiden. Eller...

Det var egentlig ganske koldt. Det gik ganske pludseligt op for Asbjörn. Han stirrede ud i regnen, og betragtede arenaens grus. Det var allerede temmelig vandet og sjappet. Han betragtede præstinden ved sin side, og ogvervejede om man kunne tillade sig at invitere hende på en kop te (fordi Kaffe ikke findes endnu...), nu hvor hun havde været så godhjertet at hjælpe ham. Det var jo koldt og vådt for dem begge.

"Jeg kan forestille mig, at de fleste krystalisianere sender bud efter præster fra samtlige religioner, for at blive renset og set godt på og jeg ved ikke hvad. De fleste ville gøre alt for at komme i himlen, eller hvor man nu ender, og når man ligger for døden, så er det uden tvivl sidste chance for at sikre sig en plads i de varme stole." mumlede han og trak på skuldrene. Han var ikke særlig religiøs selv og havde ingen intentioner om at søge om forladese hos en gud før han smed træskoende. Han så alligevel ikke nogen grund til det. Der måtte ske, hvad der nu ville ske.

"Men... Med mindre De ønsker at blive stående her, til vores fødderne drukner, kan jeg måske gøre godt med en kop te eller lidt varm suppe? Jeg tror arena-folkene kan klare sig med en ufejet undervandsarena."

Netrish smilede og nikkede taknemmelig til hans tilbud. "Det lyder som en fremragende ide" svarede hun med et underforstsået 'ja tak'. Selvom de kun have været ude i regnen ganske kort, og hendes kappe havde taget det værste, var den ganske tynd, og ikke nok til at forhindre kuldegysningerne i at gøre deres indtog.

"Jeg må dog først tilbage til kroen hvor jeg bor" tilføjede hun kort efter "Min søn er der, og han bliver så let urolig når jeg er væk uden han ved hvor jeg er" forklarede hun.
Det huede hende ikke helt så pylret Lurrien var blevet, men hun kunne ikke rigtig bebrejde ham det. Han var stadig kun et barn, og hun var den eneste han havde. Det var heller ikke fordi hun var meget bedre selv når det kom til stykket. Hun kunne kun håbe på at det ville blive bedre med årerne, og at han med tiden ville blive en selvstændig, ung mand.

Netrish slog sin hætte op og gjorde gestus til Asbjörn inden hun gik ud i regnen og gav sig til at krydse arenaen og undgå at få vådere sko end højst nødvendigt.

Asbjörn rettede sig op og sendte kvinden et mildt smil. Han lod tungen glide henover læberne, og fulgte roligt efter hende. Jorden var vandet og regnen faldt i ubarmhjertige mængder. Man kunne godt mærke at det ikke var sommer mere. Snart ville sneen falde og hele lndet ville ligge blive til en øde, is tundra.

"Vi kan blot tage ham med. Vi kan jo også få noget at spise på kroen, hvis det er nemmere. Det betyder intet for mig. Deres søn kan komme med. Jeg giver." lød det muntert fra byvagten, som ikke ville have noget imod lidt selskab i den normalt så stressende dagligdag.

De krydsede arenaen, og kom endelig ud på tør jord. Så tør den nu kunne være. Regnen hamrede endnu ned. Han hævede sin arm over hovedet, for at skærme en smule fra dråberne.
"Vi må hellere sætte farten op, ved mindre vi skal til at udvikle gæller." lo han og satte hastigheden op.