Der var ingen grund til at forsøge at uddybe hvad Shrade lavede i byen. Det var den samme by som han var blevet bortvist fra for flere år siden. Denne gade var det samme sted han havde været hele sit liv, men hvor menneskets tolerance var åbent for deres medmennesker, var en tigger intet andet end skrald; når skrald begyndte at lugte, skildede man sig af med det. Shrade var skrald. Han vidste det godt. Han vidste at alle der så ham vidste det. Alle der så ham vidste at han var klar over hvad hans formål med livet var. Hans eneste fyldestgørende opgave med livet var ikke at komme i vejen for Skraldemændene.
Men selv skrald havde sine anvendeligheder, det galt bare om at finde nogen, der kunne bruge det. På den måde ledte Shrade efter en mening. Hans mening var ingen mening at have, da han ikke var blevet født med privilegiet at have en. Han var en bonde i livets skakspil. Aldrig planlagt til at overleve spillet igennem, men ikke desto mindre fatalt nødvendig for den øvede strateg. Uden bønder havde man ingen frontlinje, intet skrald der kunne fylde modstanders fokus med råd og tage deres opmærksomhed, mens dronningen gik rundt og tog æren. Officerer var aldrig steget til deres rang, hvis ikke deres trapper var bygget på bunker af skrald. Skrald, der derefter ikke længere var nogen brugelighed for, og derfor ingen mening i at beholde.
Og det var fint med ham. Det var fint med alt skrald, for det var det eneste alternativ til at være døde. Han nærede ingen illusion om at han dybest set var ligeså vigtig som den almindelige mand, og derfor så han heller ingen grund til at være det. Han foretræk at blive behandlet som det værktøj han inderst inde var, hvilket i vrede havde ledt ham til at påklæde sig sit pansrede forsvar.
Hans bryst var dækket af plader, der overlappede plader i så fint et mønster, at man kunne se metallet bøje når han trak vejret. Hans lår var dækket af linned, men underbenene var igen dækket af den samme type rustning, der gav ham beskyttelse uden at begrænse hans bevægelsesfrihed mere end nødvendigt. Hvor de yderste to led af hver finger burde havde været, var der matte klinger af udbanket jern, der strakte sig 10 centimeter.
Det var hans rustning. Hans kampudstyr og panser. Det beskyttede hans lemlæstede krop for hån og spot, og indeholdt hans rasende had for verden omkring ham. På hans hoved var der en hjelm i glat jern, der ikke reflekterede lyset tilbage fra dens overflade. Hjelmen var mere end udrustning. Den hævede sig over det andet stål, og udmærkede sig. Det var hans ansigt, et ansigt, der hverken kunne tage eller modtage. Det var skraldets blanke maske.

Selv en meningsløs har følelser, og den følelse der motiverede Shrade til være på dette forhadte sted var had og lysten til hævn. Fra dette sted var han blevet taget, og på dette sted håbede han at finde hvem han søgte, og gennem ham at opnå den sindsro, der var blevet taget fra ham for så mange år tilbage. Endnu en gang var pladsen fyldt af mennesker, der intet betød noget for Shrade. Mennesker han ikke ønskede at kende til, og som ikke ønskede at kende til ham. Han var den forpinte sjæl, der ledte efter et holdepunkt mens holdepunkterne kun blev synlige i komplet mørke.

Han roterede hjælpeløst omkring sig selv og kiggede op i himlen. Der var overskyet og skyerne kiggede tilbage på ham og jorden med et overlegent stir, der kun var overgået af maskens neutrale følelsesløshed. Men under hans ansigt følte han al den vrede, der var mennesker. Forbudte følelser for folk i hans profession. For skrald.

Venus komme gående ned ad hovedgaden som så mange gange før, og som hun da regnede med at gøre mange gange igen. Lige som metalmanden, som hun endnu ikke havde fået øje på, var hun også en slags udstød. Men det var vidst også det eneste, de havde til fældes. Hun følte ingen trang til at dække over sit udseende, og folk ville nok heller ikke mene, at hun havde grund til at gøre det. Hun var ung, og hun gik da ud fra, hun havde et gennemsnitligt pænt udseende. Hun holdt af at tale med mennesker og være omkring dem og at have venner, men trods sine fortrin tilbragte hun en hel del tid for sig selv. Hun var selvvalgt 'udstødt', selvom hun aldrig ville bruge det ord. Det skyldtes nok at hun altid havde hovedet oppe i skyerne på den ene eller anden måde. Enten filosoferede hun, eller også var hun glad, eller også dagdrømte hun, eller også fløj hun bogstaveligt talt rundt mellem skyerne - hvis de lå lidt lavt. Luften var alt for tynd og kold at opholde sig i i skyernes sædvanlige luftlag. Med al den munterhed regnede hun med at have drevet et par stykker til noget nær vanvid. Hun vidste godt, et strålende humør ikke altid var velkomment. Det sjove var, at hun kun en gang havde oplevet nogen blive rigitgt vred... og så var det ikke engang rigtigt over dét.

Hun så sig om og lod blikket falde på bod efter bod uden egentlig at se, hvad der var i boderne. Hun havde alligevel ikke råd, hvilket var lidt trist, måtte hun indrømme. Ikke desto mindre holdt hun sit sædvanlige smil oppe. Mens hun gik der og lagde mærke til absolut ingenting var hun på vej ind i Shrade.

Shrade gik med blikket sænket, da han var bange for at komme til at skabe øjenkontakt med andre. Hvis han kiggede folk i øjnene, var han nød til at blotlægge den eneste del af sin sjæl og person han ikke havde til dækket, og det var hans øjne. Den smalle sprække han kiggede ud igennem var hans eneste portal til omverdenen, og den eneste vej ind til ham. Det var en port så hellig for ham, at den kun var forbeholdt folk, der kunne fyldestgøre hans mening. Selv efter han var begyndt at tjene en andens formål var han ikke blevet stærk nok til at kigge op, og det efterlod ham i vildrede for hvad det egentligt var han ledte efter, og om mening var defineret i behov. Det kunne også bare være at han ikke kendte sit behov.
Med blikket sænket, havde han ingen chance for at se Venus før det var for sent at undgå hende. Han havde ikke regnet med at der var nogen, der valgte at stille sig i vejen for en som ham, specielt ikke et sted hvor de vidste hvad der skjulte sig under hans maske. Et sted som dette vidste de hvem han var, og de ønskede at han bare skulle forsvinde som han havde gjort første gang, nu hvor han var blevet for stor og klodset til at kunne befærde sig som tyv. Det hjalp bestemt heller ikke at han næsten ingen fingre havde tilbage, for hvis du nogensinde har forsøgt at snige noget væk med klør monteret på dine afbrækkede fingerstumper, mister du hurtigt lysten til nogensinde at røre noget igen.

Han fik kun mulighed for at kigge kort på hende inden deres sammenstød, men han havde altid været skarp til at opfatte. Det kunne selvfølgelig også bare være at der ikke var meget at se, eller at han havde set det hele før. For ham virkede det åbenlyst og ligetil; hun var endnu et menneske med mere ret til at betræde byens gader end han nogensinde havde haft. Hun lignede ingen med nogen form for overlast, hun havde udseendet på sin side og sikkert massere af venner, der var klar til at bakke hendes ryg hvis hun nogensinde skulle få brug for dem. Med andre ord, hun var Shrades modsætning. Hun var alt det han havde haft mulighed for at blive, hvis han var blevet født i en anden familie, hvis han da overhovedet var blevet født ind i en familie. Med hans held havde hans mor sikkert bare været en luder og hans far en kongelig bastard, der ledte efter en måde at få ladet trykket. For Shrade var det en tiltalende teori. Det gav ham mulighed for let at hade begge sine forældre, for på den måde at udskyde fornemmelsen af at mangle noget.
Hendes hån fik en vrede til at bluse op i ham, der længe havde været undertrykt. Det var den samme slags vrede han fik som barn, når voksne lod deres vrede gå ud over tiggerbørn. Det eneste man kunne gøre på sådan tidspunkter var at sætte sig op igen og smile gennem sine manglende tænder, for hvad betød et blåt øje hvis du kunne få penge til et måltid? Mærker forsvandt, men hvis man lagde sig ud med de rigtige mennesker, kunne man ligeså godt havde givet op på egen hånd. Det var en meningsløs vrede, der derfor passede ham så godt. Den kunne placeres på samme hylde som hans ubrugelige værdighed og medlidenhed.
Det var ikke noget voldeligt sammenstød, da han standsede op øjeblikket inden at de var ramt ind i hinanden. Da han havde set hende ud af øjenkrog og var blevet klart over at sammenstødet var uundgåeligt, havde han forbedret sig på at gøre som han altid ellers ville gøre; undskylde og bevæge sig videre i håb om at mennesket ikke ville søge erstatning for kontakten med skrald. Hun kunne ikke være mere end ti centimeter lavere end ham, og da han kiggede ned i hendes øjne brød hans plan i stykker. Alt hvad hun ville kunne se var skyggen af et par svagt blålige øjne, der var våde med en eller anden form for undertrykt følelse. Men i det korte øjeblik han kiggede i hendes øjen, så han mere end han kunne håndtere. Han kunne ikke få sig selv til at bryde øjenkontakt før efter godt halvandet sekund længere end han ville have brudt sig om, hvilket var godt to langsome sekunder i den virkelige verden. Endnu engang sænkede han blikket og kiggede på sin kunstige fod, der lo hånligt tilbage til ham over hans svaghed, og han kendte kun et muligt svar på hån; vrede.
Øvet lagde han en hånd på hendes skulder for at skubbe sig forbi. Han var meget forsigtig med ikke at komme til at skære hende med sine klør, men i hånden havde han alligevel lagt al den arrigskab han kunne præstere, hvilket dog ikke fik den til at virke mindre kunstig. Med en dæmpet stemme ytrede han de genbrugte ord: "Undskyld," og skubbede sig forbi ud i den vidtstrakte gade hvor verden var som altid og tiden fortsatte sin vante gang.

Efter blot nogle enkelte skridt trådte en gruppe af mennesker frem og blokkerede hans fremfærd så han ikke kunne undskylde sig igennem. Shrade løftede hovedet og så at de stod med truende positurer. De havde alle sammen korte stave, og enkelte var endda større end Shrade, der igen var større end de fleste. En af dem trådte frem og tiltalte ham med et drenget smil. "Advarede vi dig ikke mod at vende tilbage igen?" Han kiggede på sine kammerater. De lo opmuntrende som betaling for hans blik, og opfordrede ham til at forsætte sin leg. Det var jo bare skrald, ingen ville savne ham.
De havde givet ingen advarsler. "Du er ikke velkommen her!" Han trak sit hoved tilbage og sendte en spytklat flyvende. Klatten ramte siden af hans hjelm, men intet kunne ramme Shrade gennem den, og for det var han taknemlig. Han vendte sig om for at komme væk, men bag ham stod Venus stadig (går jeg da udfra). Han var ikke sikker på at han var mere interesseret i at blive tæsket af kæppe eller vende tilbage til det han allerede havde passeret. Det var fortiden han kiggede på, mens fremtiden var blokeret af mennesker. Han var sat i et dilemma.

Hun så ind i et par øjne, hun ikke brød sig meget om at se ind i. Det var egentlig ikke personligt overhovedet. Det var bare det, at de var såh... fyldte af et eller andet meget ubehageligt. Det var næsten som at kunne læse tanker, syntes hun. De talte så tydeligt, og hun ville helst lukke ørene, selvom det ikke var fysisk muligt. Og hvis det var, havde det jo ikke hjulpet alligevel. Hun blinkede og erstattede sin forbløffelse over uventet at tøde ind i nogen og sin ubehag over se denne nogens øjne med sit sædvanlige rare smil. "Nej, det var min f-" Hun stoppede den høflige undskyldning, fordi Shrade for det første gik videre. Han havde vel travlt. Og for det andet skød en gysen igennem hende, da hun mærkede klørene mod sin skulder. Hun var ganske vidst vandt til en hel del sære typer, og de viste sig som regel at være gode nok, men i nogle tilfælde var det andeledes. Metalklørene mindede hende om noget sådant.
Venus rystede fornemmelsen af sig og skulle til at gå videre for at slå hjernen fra og støde ind i nogle flere mennesker. Dem skulle hun også undskylde overfor, og de ville nok smile tilbage og sige, at det var helt i orden. Hun tænkte, at hun faktisk havde det nemt. Om ikke andet i forhold til ham i rustningen. Det antog hun den i hvert fald for at være. Hun havde en fornemmelse af, at han havde oplevet noget forfærdeligt. Hvad det var, havde hun ingen anelse om, men hendes nysgærrighed hungrede efter at finde ud af det. Ikke desto mindre gik hun videre. Jo, hun havde det nemt. Hun havde intet job, men behøvede ikke pengene. Mad var så nemt at få fat på. Eller måske syntes hun det bare, fordi hun ikke skulle bruge så meget af den. Hun havde ikke længere grund til at stjæle, som hun havde måttet gøre som lille. Hun havde været alene meget af tiden. Det var måske derfor, hun svingede så voldsomt mellem at ønske selskab og at ønske ensomhed. Hun var så vandt til at være kun sig selv, at det på den ene side var en velkendt, tryg fornemmelse, og på den anden side fik hende til at ønske andre menneskers selskab, fordi hun ikke havde det så tit.

Venus fik ikke lov at filosfere længere over den sag. Hun fik heller ikke lov at nå mere end to meter væk. Hun hørte truende stemmer bag sig. Lyden af metal, der bevægede sig mod hinanden, var holdt op. Stemningen var blevet anspændt, og Venus drejede hovedet for at se, hvad der var på færer. Hun stod i udkandten af en rundkreds af tilskuere, fandt hun ud af. Det, der havde fanget folks opmærksomhed viste sig at være den mand, hun var stødt ind i og noget, der mest af alt mindede om en bande. Folk var blevet helt stille. Hun var åbenbart ikke dene eneste, der ønskede at høre. Pludselig råbte et par stykker blandt tilskuerne et eller andet opmuntrende til banden. Hvad det helt præcist var, var ikke til at sige, for stemmerne forstummede halvt i menneskemængden. Så blev manden i rust ramt af en spytklat, og han vendte sig med front mod hende og standsede. Hun havde været sikker på, han var på vej til at flygte, og hun forstod ham godt, men hvorfor standsede han så? Hun havde en underlig fornemmelse af selv af være problemet. Hun stod lidt og overvejede, men ikke længe. I to skridt var hun hende på siden af Shrade - eller faktisk en lille smule foran ham, så han kunne se hende. Faktisk stod hun stadig i vejen for ham med sin venstre skulder. Hun var ikke sikker på, hvem hun prøvede at hjælpe denne gang. Nogen, der render rundt i en tindåse, måtte have brug for den. Og det mest naturlige formål var forsvar mod angreb. I hvert fald gav beklædningen hende ikke en god fornemmelse, men denne gang drengerøve var endnu værre. Hun brød sig abselut ikke om deres attitude, truende, hånende og i det hele taget ubehagelig. De var flere mod en, der oven i købet prøvede at flygte. "Hvad i alverden skal det der til for?" spurgte hun irriteret, og skulle til at tilføje, at han da ikke havde gjort dem noget, men det kom hun fra igen. Med deres opførsel, havde han sandsynligvis gjort et eller andet. "Er det ikke lidt nemmere bare at lade ham komme igennem?" En smule sarkasme, men ikke for meget, for venligt at hentyde til, at de da vidst ikke havde brugt hovedet.

Flere tilskuere var begyndt at stimle sammen rundt om ham, mens han stod og overvejede hvilken vej han skulle gå. Han var ikke i tvivl om at turen gennem menneskemængden af ivrige tilråbere ville blive mindst lige så hård som turen gennem de voldelige, men han kunne ikke beslutte med sig selv hvilken der var værst. Hvorfor var det helt præcist at han havde fortjent sig sådan et dilema? Havde han ikke gjort sit bedste for at miste den identitet, der var blevet skyet af folket? Var han ikke den meningsløse afskrælning af en person, som de havde ønsket? Han havde kæmpet hårdt og inderligt for at ende som ingen person, og alligevel tildelte de ham stadig den udelte opmærksomhed, der forekom sig en outsider. Han var alene i sin kamp mod alt, lige gyldigt hvilken side han valgte at være på. Det eneste han kunne se frem til var et langt liv opad bakke.
Og alligevel bukkede han ikke under. Hvis livet var meningsløst, ville nogen sikkert mene at selvmord var det bedste alternativ. Det var en generel fejltagelse, for intet liv og ingen mening vejede lige meget på bedømmelsens vægtskåle. Det var hverken bedre eller værre at være død end ikke at leve, og derfor var det op til Shrade selv hvilket han foretrak. Hvis man elskede livet, ville tanken om død være hadet, og hvis man hadede livet, ville tanken om død være elsket. Shrades liv havde ingen mening, og derved havde hans død heller ingen mening. Derfor kunne han ligeså godt leve.
Han kiggede kortvarigt rundt på tilskueren, mens han ledte efter en person, der ikke var som de andre. Måske skrald, der som ham selv ikke havde nogen mening. Måske ledte han bare efter en uvidende sjæl, der ikke vidste at hvad der var unormalt var farligt. Men før han begyndte at kigge, vidste han allerede hvad han ville se. Omkring ham var folk, der foretrak at se en mand i uigennemtrængelig rustning. En mand, som dækkede sig selv i mystik og gåder og som ikke forsøgte at bortforklare sit tab af menneskelighed. De foretrak at se det monster, der nu stod foran dem. Shrade var foreberedt på at bevidne folk, der ikke var villige til at se.

Han vendte sig roligt mod bøllerne. På et indskud af profeterisk viden vidste han også her hvad der ville ske. De ville banke de dele af ham, der ikke var tildækkede eller kunstige, og når de endelig havde tilfredsstillet deres blodtørst og publikums interesse, ville de tage ham uden for byen og fortælle ham at han aldrig skulle vende tilbage. Det ville være ligesom i eventyr, hvor ridderne stiller sig klar til at bekæmpe dragen og bliver hædret af deres ligemænd.
Han var faktisk så klar på at blive en drage, at han ikke lagde mærke til Venus før hun løftede sin stemme. Hans tomme maske var fortsat vendt mod intetheden foran ham, men ikke længere af nogen special årsag. Al hans opmærksomhed var tildelt kvinden, der forsøgte at forsvare det monster, hun selv havde set i øjnene. Hans hjerne arbejdede på højtryk, og hans tanker ledte efter en grund. I det hun var færdig med at tale, faldt en pludselig stilhed over pladsen. De hånlige kommentarer og opmuntringen forsvandt som dug for solen, mens folk chokeret kiggede på kvinden, der gik imod fællesskabet. Ubehageligt roligt begyndte Shrade at tale med en fordømt mands stemme. "Lad vær' med at rode dig ind i det her." Hans klarsyn tillod ingen vrede, og han lød som en tom mand, der ventede på det uundgåelige. Alligevel kunne han ikke tillade sig at de også tævede hende for at forsøge at hjælpe ham, specielt da han godt var klar over hvor lidt forskel det ville gøre for nogen af parterne involveret. Hvis hun blev ved hans side meget længere, ville de også se hende som et udskud, men hvor han med sin pladedækkede krop ville være i stand til at tage stokkeslagene, ønskede han ikke at tage skylden for hendes skader. Det var hverken af heroiske årsager, eller fordi han var en gentleman. Han ville ikke have at hun påtog sig hans slag, fordi det ikke ville ændre noget. Han var sågar klar til selv at skade hende, hvis det betød at hun ikke ville lide den samme skæbne som han havde gjort.

Hun stod roligt, som om hun bare var standset ved en interessant bod. Helt rolig var hun nu ikke. Hun kunne ikke regne med folkene foran hende. De var stoppet op, da hun bad om tilladelse til at passere, men det betød jo ikke, at de ville lade dem komme igennem. Måske ville det lade hende, men ikke ham. Måske ske ville de stille sig i en klump og holde råd midt på gaden. Det sidste var nok ikke så sandsynligt af åbenlyse årsager. Det ville ikke være særligt klogt at fjerne opmærksomheden fra deres 'fanger'. De var alt for impulsive og tænkte for meget med musklerne til at komme på den idé.
Ikke blande mig? svaret overraskede hende en smule. Enten var han overbevist om, at han var stærk nok til at klare alle disse mennesker på egen hånd, og at hun bare ville komme til skade. Eller også havde han allerede givet op. Ud fra hans tonefald, måtte det være det sidste. Mens hun svarede ham, arbejdede hende hjerne på en mindre voldelig udvej end at tvinge sig vej igennem. "Du burde være mere nervøs for dig selv end for mig. Det er ikke mig, de har et problem med." Venus havde nu også en anden ganske glimrende årsag til ikke at være så nervøs. Hun kunne jo bare fordufte, hvis hun ikke kunne klare sig. Hendes evne til at flyve var simpel, forholdsvis almindelig, men ikke desto mindre utroligt praktisk. Siden den var så almindelig, var der selvfølgelig den mulighed, at en anden i menneskemængden kunne sætte efter hende, men som hun selv havde nævnt: det var ikke hende, de havde et problem med.
"Helt rigtigt, så hvorfor blander du dig ikke bare uden om?" spurgte en af mændene, der spærrede vejen foran dem. Og det var tydeligvis ikke et spørgsmål, snarere en lodret ordre. Hun svarede ham ikke, for ligegyldigt hvad hun sagde, ville hendes fortsatte tilstedeværelse være provokerende. Der var ingen grund til at provokere yderligere ved at sige noget. Ikke at hun med vilje havde tænkt sig at tirre. Nogle mennesker var bare nærtagende - specielt aggressive mennesker. Nå, de var vel nødt til bare at gå den anden vej? Hun så sig lidt om efter et hul i menneskemængden og fandt et. Så tog hun fadt i Shrades håndled og hev ham med mod hullet. Han kunnet nemt hive sig fri, for hun holdt i stramt og hun var ikke særligt stærk. Til deres held var der ikke mere end et par meter - hovedgaden tillod ikke mere - så det varede ikke længe før de var i fuld gang med at mase sig igennem. Hun så sig over skulleren. Var Shrade stadig med?

Han holdt roligt blikket fæstet på skraldemændene foran dem. De så fortsat chokerede ud over at der var en af deres medmennesker, der var gået ud af massen for at stoppe deres leg. Shrade observerede roligt som personerne trak vejret, tilsyneladende uden formål. Dette gav ham en ny tanke; hvis der ikke var nogen grund til at de havde omringet ham, må det siges at være en formålsløs operation. Måske var det i sandhed det disse personer var, formålsløse snobber, der gennem mening havde mistet en hver form for brugbarhed. Måske var det i sandheden det eneste de var gode til, at lave det sidste skakmat i livets spil kort før inden spillet var slut. Det kunne sagtens være at bonden var mindre værd en dronningen, men var det stadig ikke bonden, der fik mest at lave igennem et spil? Var det ikke bonden, der blev nød til at satse sin sikkerhed og stole på at modstanderen ikke var en bedre spiller end sin egen planlægger?
Langsomt spredte tankerne sig igennem hans hvilende hjerne, og hver gang den cirkulerede hans bevidsthed, blev han mere levende. Han kunne mærke blodet begynde at bevæge sig rundt i hans åre, på samme måde som man kunne observere skyernes bevægelse eller årstidernes skiften. Resolut, uforanderligt og livsbekræftende. Denne nye energi fik ham til at spænde sine muskler. Kort inden at bøllerne igen genvandt deres bevidsthed i tilpas grad til at være bøller igen, gav han en sidste verbal besked til Venus.
"Hvis du ikke var deres fjender før, så er du det i hvert fald nu." Hans stemme var stadig roligt, men hvor den tidligere havde været tom og afventende, var den nu mere levende. Selvom han ikke mente det muligt at de kunne undslippe med skindet i behold, ville det stadig blive en interessant flugt. Shrade gik da ud fra at hun havde tænkt sig at flygte. Der var ingen andre fornuftige alternativer, specielt ikke så længe at de var to mod fem, og at de hverken vidste hvad skurkene havde at gemme på, eller hvordan deres egne evner kunne supplerer hinandens. Det var fra starten en meningsløs kamp at kæmpe, og han så frem til flugten. Så opsat i sine egne tanker var han, at han ikke fangede ordene, der forlod bandittens mund. Han var praktisk talt også ligeglad. Nu var det bare smalltalk, og Shrade havde aldrig været god til smalltalk. For ham handlede det mere om handling, og livet kunne da også koges ned til to situationer: handling, eller ingen handling.

I det øjeblik hun rørte hans håndled, vidste han at det var tid til at stikke af, dog løb han ikke endnu. Udfra et strategisk tidspunkt var det altid smartest at have den tungt beskyttede bagerst, for hvis de begyndte at kaste ting på dem, ville han være lettest at ramme. Selv tungt skyts ville ikke røre ham meget, hvis de ramte beskyttede områder. Kvinden ville nok have et anderledes syn på en mursten i nakken end han.
Derfor ventede han længe nok til at hun kunne løbe først. Det var ikke svært at bestemme det korrekte tidspunkt, da hun stadig holdt fast i hans håndled. Med sin betydelige styrke lykkedes det ham at matche hendes hastighed selvom rustningen vejede nok til at sænke hans tempo betydeligt. Det ville desværre også tage en del på hans kræfter at løbe rundt med fuld udrustning og en punkteret lunge i længere tid, så han håbede ikke at jagten ville blive for lang.

Bag dem løftede den førende bølle armen og råbte arrigt efter dem: "Hun er en af dem!" Dette var nok til at få de rasterende ud af deres trance, og de begyndte alle at løbe så hurtigt de kunne efter forræderen og skraldet. Tilskuerne kiggede først på ham under råbet, og derefter chokeret efter Venus. Selvom det lykkedes dem at slippe væk uden den mindste skræmme, var det tydeligt på deres ansigter, at Venus aldrig rigtig ville blive håndteret på samme måde som andre, i hvert fald af tilskuerne til scenen, der udspillede sig foran dem. Måske var der enkelte blandt publikum, der kendte hende bedre og vidste at hun bare forsøgte at hjælpe. Måske var der endda nogen, der begyndte at se hende med samme øjne som de så Shrade; Som skrald, der kun manglede at blive smidt ud.

En af hvem? Hun hørte godt ordene i flugten, men hun forstod dem ikke. Hvem var der at være en del af? Og hvordan i alverden kunne han komme til at bestemme, hvad hun skulle være en del af? Nej, hun forstod i bund og grund ikke hans udbrud og valgte logisk nok at ignorere det. Det havde ingen betydning for hende, men det havde en betydning for, hvordan hun opfattede de såkaldte skraldemænds anfører: en snob. Det var sjovt, som man ikke behøvede at være særligt rig for at være snob. Hun kendte flere mennesker med, hvis skatkammer med stor sandsynlighed var en del større end denne anføres eget hus. Om de mennesker ville hun aldrig bruge ordet 'snob'. Apropos 'de mennesker' så kunne manden have ment, at Shrade og Venus var mørkets krigere. Men for det første bar Shrade den forkerte rustning, og for det andet var mørkets tilhængere de sidste, man ville vælge at forfølge i øjeblikket af åbenlyse årsager.
De havde løbet et lille stykke vej, ikke ret langt faktisk. Venus kunne stadig huske de fleste gade og stræder, så efter omkring fem minutter, havde de løbet nok om hjørner med den mildest talt lettere ophidsede folkemængde til, at de var alene - måske bortset fra nogle enkelte forbipasserende, der ikke lod til at genkende dem. Venus fandt en bænk og satte sig en smule forpustet på, mens hun bestræb sig på at få vejret. Hun var ikke så vandt til at løbe, for hun plejede lette fra jorden og stikke af den vej, men det kunne hun jo ikke så godt med Shrade på slæb. Hun ville umuligt kunne løfte ham op fra jorden, selvom det nok havde været det nemmeste. Apropos Shrade...
"Jeg er stadig ikke deres fjende... lige nu er jeg bare mere din ven end deres. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort galt ved at hjælpe dig... Men jeg tror nu nok de kan tilgive mig, så længe jeg ikke har gjort dem noget." Måske havde hun ret, måske var hun bare naiv som sædvanlig. Under alle omstændigheder så hun ikke så sort-hvidt på tingene som Shrade. "For øvrigt... Hvis du ikke har noget imod jeg spørger... Hvad jagtede de dig for?" Nysgærrigheden havde endelig fået ordet, men nu havde den også været meget dygtig til at holde sig i ro, mens Venus og Shrade flygtede for livet - eller i hvert fald fra gule og blå mærker.

Shrade løb målbevidst efter hende gennem byens gader. Han havde levet her det meste af sit liv, men den rute hun valgte og med de vendinger hun tog, kunne hun havde forvirret selv ham nok til at miste sporet af hende. Med kølig anderkendelse accepterede han det faktum, at hun sandsynligvis også var fra dette område. Enten det, eller også gættede hun bare rigtigt godt.
Efter kort tid stoppede hun op, selvom man stadig kunne høre de jagendes råb i baggrunden. Efter sin egen mening, mente Shrade ikke at de var langt nok væk endnu, men hans mening betød selvfølgelig ingenting. Denne påmindelse af meningsløshed, fjernede ikke hans tilstand af nyvunden dødelighed. Den fyldte ham bare med vrede og utålmodighed. Det kunne rande ham hvad andre mente. Hvis de havde problemer med ham, hvilket de sikkert havde i forvejen, kunne de tage dem op med ham så han kunne løbe væk fra dem i god tid. Han stillede sig foran Venus da hun satte sig ned, og kiggede uroligt tilbage af den vej de var kommet. Han kunne forstå hvis hun var forpustet - han var selv tæt på åndenød - men mente at behovet for at komme væk var større end behovet for luft. Og han havde endda kun en lunge at trække vejret med.
Langsomt tvang han sin vrede og utålmodighed tilbage, og vendte det maskerede ansigt tilbage mod hende på bænken. Hans ryg var rank og trods hans udseende havde han mistet noget af sin truende positur, der tidligere havde fået ham til at se så ildevarslende ud. Nu lignede han bare en person med noget yderst bizar rustning på.
Hendes spørgsmål fangede ham uforberedt. Da hun lige havde reddet (eller er det redet???) ham, gik han udfra at hun enten vidste hvad folk mente han havde gjort, eller i hvert fald hvem han var. Hvis hun var her fra området, var det heller ikke helt utænkeligt at hun havde hørt historierne om den vandrende døde, der var blevet fortalt omkring hans hjemkomst for flere år siden. Så igen, hun virkede som en på hans egen alder. Måske var hun på det tidspunkt nået til det punkt i sit liv hvor man holder op med at tro på al' sladder man høre. Alligevel blev han nød til at spørge.
"Ved du ikke hvem jeg er?" Hans stemme var ikke venlig, men spørgende, og under det lå der en svag mængde undertrykt vrede. I et råb lød i det fjerne, denne gang tættere på hvor de var, men i en anden retning end de var gået. Det ville endnu vare et stykke tid før de overvejede at kigge hvor de var. Han forsatte uhæmmet af sit tidligere spørgsmål med at tale, efter et have kigget sig tvivlende over skulderen. Tvivlen blev dog tabt i hans maskerede jernansigt. "Vi burde ikke stoppe endnu." Hans stemme havde antaget en ny tone af afledende hast. Det var tydeligt at hun måtte grave dybere og hårdere, hvis hun holdt noget ønske om at få nogen form for information ud af ham.

Venus så ud til at lytte koncentreret. Hun fulgte lyden med øjnene og hver gang lyden skiftede kilde, vendte hun hovedet efter den. Hurtigt tog hun en finger op for munde: "Shh! Dæmp dig" tyssede hun med hviskende i samme øjeblik, Shrade begyndte at tale, i øjeblikket ligeglad med, hvad han sagde. De befandt sig i en gyde, så der var kun en vej ind og en vej ud - med mindre man var adræt nok til at springe over plankeværket ind i en meget lille have med en låge i. Så vidt hun huske, var det her det bedste gemmested. Hvis man kunne nå herhen, var man i sikkerhed. Vejen herind var smal og blev ofte overset, når man bare gik forbi. Den blev overset igen, når vagterne eller ejeren af en bod kom forbi anden gang, fordi det var en gyde, og en gyde var per definition et skidt sted at gemme sig. Tredje gang - hvis de da gad lede så længe - kom de herind for at finde stedet tomt. Man kunne høre dem komme, og så forduftede man over plankeværket, gennem haven og ud ad lågen. Jo, man var temmeligt sikker her, hvis man altså ikke talt for højt.
Stemmerne og råbene kunne høres længe, og Venus begyndte at blive lidt bekymret. Hun var ikke sikker på hende nye bekendtskab kunne svinge sin rustning over plankeværket - endnu en grund til, at de fuldt udstyrede vagter ikke kunne følge efter dem. Så forstummede stemmerne endelig - i hvert fald nok til, at Venus følte sig tryk. "Nej, jeg ved ikke, hvem du er.." svarede hun så endelig en smule forundret. Han lød nærmest som om, det var påkrævet for at hun skulle hjælpe ham. Hun ignorerede den sidste bemærkning, fordi hun mente, de var i sikkerhed nu - men hun holdt stadig det ene øre stift. "Skulle jeg da vide det?" Med det spørgsmål regnede hun med en lidt bedre forklaring, men måske havde han undladt at svare, fordi han ikke ville ud med det. Hun besluttede sig til at ikke at grave dybere, hvis hun ikke fik svar denne gang.

"Hvorfor hjalp du mig så!?" Udbrød han arrigt. Hans stemme var en smule højere end han gerne ville have anderkendt, men af en eller anden grund gav hendes irrationelle handling ham en chance for at slippe af med noget af sin indeholdte damp. Roligt tilkæmpede han sig kontrollen over sin stemme.
I et langsomt tempo gik han et skridt i en tilfældig retning, hvorefter han vendte om at og gik to i den modsatte. Sådan gik han frem og tilbage uden nogen form for mening, mens han forsøgte at redegøre for sine tanker. Første vidste han ikke hvad han skulle sige, hvilket blev retfærdiggjort at hendes ønske om at han skulle være stille så de ikke blev opdaget. Senere, kom hans logik dog til kort. Han vidste at han ikke kunne lade nogen komme tæt på sig, for det ville være en nytteløs proces at forsøge. Folk forsøgte bare at komme under hans hjelm, og ville derefter blive skræmt væk, så der var intet andet end dårligere oplevelser i den retning. Men her var der en person, der ikke kendte til hans skjulte indre, og som tilsyneladende var ligeglad med hans praktiske ydre. Her var der en person, der kunne lette hans byrde.
Han ventede længe før han fandt frem til et svar i sig selv. Lige meget hvad han valgte, ville hans ringe fortællerevner ende med at tvinge ham til at lade være med at fortælle hende noget alligevel, så han lod hende være i sin uvidenhed om tingen Shrade var blevet, og hvordan han var blevet det. Der var alligevel ingen logisk grund til at skræmme hende væk, specielt ikke da det lod til at hun havde den praktiske kendskab af dette område han havde brug for, for at komme væk fra sine efterfølgere. Han stoppede først sin marcheren frem og tilbage da han var klar til at formulere sit svar, som om gangen havde været den tanketank han havde haft brug for til at samle sine tanker til en fuldendt idé.
"Hvis du ikke ved hvem jeg er, har du heller ikke brug for at vide det.." Hans stemme var rolig, men tilbageholdt vred, selvom det ikke var vrede vendt mod hende eller noget materielt omkring dem. Den var der bare, i ham, hvor den slumrede som et voldeligt dyr, der bare ventede på et påskud for at få lov til at blive fri, om end kun til dets fråde var løbet tør.
Han kiggede på bænken ved siden af der hvor hun havde sat sig. Han var ikke meget for at sætte sig ned, da hans rustning på ingen måde var den mest behagelig at have på når man sad. Den var selvfølgelig heller ikke den mest behagelig når det galt om at stå, men det var ikke helt så slemt som når han sad, da trykket på hans rygrad og skæve ribben var bedre. Alligevel satte han sig kort ned ved siden af hende, og forsøgte med al sit kropsprog, der ikke involverede hans hoved eller hænder, at signalere desperation og en trang til hjælp kun hun kunne tilfredsstille.
"Kan du føre mig til havnen?" Han ville ønske at hans mindre fra den tid hvor han selv levede i området var friske nok til at han kunne finde vej selv, men det var de ikke. Alt før hans tid på midnatsborgen var dækket smertens tykke tåge, hvor alt efter var druknet i hævnens røde flod. En flod der strømmede kraftigt og blev ved til den forsvandt i søen. Shrades flod løb stærkere og stærkere for hver dag. Strømmen løb så stærk at mere og mere af flodbredden forsvandt i vandets intethed, hvilket betød at større mængder løb ud til hans følelsesmæssige hav. Det røde vand løb dertil i så stor en grad, at selve havets vand var begyndte at antage en rødlig farve.

"Hvorfor jeg hjalp dig?" spurgte hun igen med overrasket irritation i stemmen. Havde det virkelig en betydning? "Jeg hjalp dig fordi jeg havde mere sympati for dig, end jeg havde for den omgang bøller. Jeg hjalp dig, fordi du så ud til at have brug for det, og så hidser du dig bare op?! Og vil du så dæmpe dig lidt!" Det sidste var en ordre snarere end et spørgsmål. Hun havde sænket sin stemme til en irettesættende hvisken. Det for hende ret så besynderlige og utaknemmelige spørgsmål havde trykket på en knap. Den knap gjorde hende for det første vred, hvilket meget sjællent skete. Shrade skulle næsten have en præmie. For det andet gjorde vreden, som sagt en meget uvant følelse for hende, uopmærksom et sekund, hvilket resulterede i en hævet stemme. Venus kølede dog hurtigt ned igen. Hun havde lidt svært ved at acceptere, at han ikke ville fortælle, hvem han var. Hun var temmeligt nysgerrig. I øvrigt ville hun godt kunne håndtere rædselerne. Hun havde hverken set eller hørt om noget værre end den dag, hun mistede hele sin familie i et flammehav. De i sig selv var slemt nok, men hun huskede også tydeligt lugten af røg og alverdens ting, der brændte; lyden af råb og skrig og sammenstyrtende bygninger; for ikke at nævne den altoverskyggende rædsel hun selv følte og den, hun så omkring sig. Desuden var hun ikke ret gammel, så alt det skal nok ganges op. Kort sagt havde den oplevelse ikke været rar.
Men hvad angik hans udseende, ville hun nok ikke kunne kontrollere sin evindelige nysgerrighed altid. Men hvis han kunne modstå at blive plaget en gang imellem, ville selv det måske være løst. Man ville nok ikke kalde Venus stædig.

Hun sukkede. "Jo, det kan jeg sagtens." Hun holdt en kunstpause. "Men så vil jeg ikke høre mere brok fra din side." Hendes stedsans var stadig glimrende.Det skyldtes nok til dels, at hun aldrig var holdt op med at komme her. Men det kunne ikke tage hele æren, for det vat længe siden, at hun var løbet ned gennem alle smågaderne. Hun var selvfølgelig heller ikke blevet tortureret eller noget andet traumatiserende efter, at hun var holdt med det, men det kunne heller ikke gælde for en fuldstændig forklaring. Faktisk skyldtes det nok mest, at hun havde muligheden for at overskue hele byen oppefra; alle gader og stræder og gyder og gårdspladser. Hun kunne næsten huske det i hovedet, som havde hun haft fotografisk hukommelse. Det kunne måske overraske, hvorfor hun så lettede fra jorden nu for at overskue byen. Hun ville se, om der var en vej ud ad gyden. Lige meget hvor adræt hende nye bekendtskab måtte være, så ville den rust med garanti besværliggøre turen over hegnet betragteligt. De var nødt til at tage den anden vej. Det var der. De skulle være hurtige, men der var en vej. Hun kom ned igen. "Skal vi?" pegede med den ene hånd i retning af gydens udgang og gjorde tegn til at stikke af.

Shrade blev sjældent overrasket. Han havde antaget sig en mentalitet af ligegyldighed, hvor alt der skete bare skete. Det var visuelle indtryk, eller måske lyde. Intet andet. Sten kunne begynde at svæve foran ham, og han kunne være ligeglad. Svævende sten var normen i en usammenhængende, lovløs verden hvor intet var som det burde, så der var ingen grund til at reagere over unormale ting, for begrebet unormalt havde i sin egen eksistens mistet al mening. Alligevel overraskede Venus ham, men ikke fordi hun kunne flyve. Han havde før set en person, der kunne flyve og selvom det måtte være fedt, var det intet specielt. Nej, grunden til at hun overraskede ham, var måden hun behandlede ham på. Normalt behandlede mennesker ham enten som skrald, eller som nogen man skulle behandle specielt fordi det var tydeligt at andre behandlede dem som skrald. Shrade blandt ’normale’ var som en sort blandt hvide; enten afskyede normen afvigeren, eller også var de bange for at virke diskriminerende.
Venus blæste helt hans teori af sin buste. I hendes blik så han en ny form for blandede følelser, han sidst havde set før transformationen, der gjorde ham meningsløs. Han genkendte en irriteret undertrykt vrede og en spinkel nysgerrighed. Ikke principielt had. Hun behandlede ham ikke dårligt på grund af hvad han var, men på grund af hvem han var. Det var en rar afveksling, selvom det måske ikke lyder særligt positivt. Måske behandlede hun ham endda ikke dårligt. Det var så tilpas tid siden at Shrade var blevet behandlet således til at han kunne huske hvordan det føltes.

Derfor mødte han hendes ’venlig’, eller mangel på had, på den eneste måde han kendte; med mistro. I hans erfaring var mennesker kun venlige af to grunde: enten var det fordi de ville have noget ud af dig, eller også var det fordi de skyldte dig noget. Shrade havde kun sjældent været ud for det sidste, men flere gange det første. Mange mennesker ville have noget ud af nogen, der kunne bevæge sig hurtigt og lydløst omkring og som intet havde at miste. Desværre var hans dage som tyv talte. Alle lagde mærke til en makaber fyr i rustning, og alle øjede ham med den samme mistro som han nu gav videre til Venus. Siden den dag hvor han blev introduceret til sin tilværelse som værktøj, havde han lavet intet andet end at vente og brøle sin vrede i stilhed.
Der var heller ingen, der gad lytte, og hvis folk endeligt lyttede, hørte de aldrig.

Brutalt blev han hevet ud af sine tanker da hun landede igen. Mens han øjnede hende på nu, slog ordene hun havde sagt gennem pansret og ramte ham i ansigtet. Han forstod ikke hvad hun mente med at han skulle holde op med at brokke sig, for så vidt han mente, havde han da ikke gjort det. Han blev bare irriteret, hvilket han nu gjorde igen. Da hun markerede udgangen med sin arm, genoptog han snakken, mens han forsøgte at holde sin stemme sænket. ”Brokke mig?! Hvornår helt præcist har jeg brokket mig?!” Han var tydeligt irriteret, og tydeligvis ikke på hende. Hende var han bare mistroisk overfor.

Hun sukkede og ville hjertens gerne tage diskussionen op med den utaknemmelige tinmand, og hun ville hellere end gerne bare efterlade ham her, hvis virkelig var så meget imod hendes hjælp. Hun ville jo nødigt presse sin venlighed ned over hovedet på ham, hvis han ikke brød sig om det. Hun fnøs så let, så det nærmest bare lignede, at hun rynkede på næsen. "Kan vi ikke tage det, når vi er kommet ned til havnen?" spurgte hun irritabelt og uden at vente på svar, som var svaret indlysende. Det var det nu også i hendes øjne. "Med mindre du alligevel slet ikke vil med?"
Hvorfor hjalp hun Shrade, når han åbenbart ikke brød sig om det? Fordi hun vidste, at han nok et eller andet sted syntes det var meget rart. Fordi han bad om at blive ført ned til havnen. Fordi man er nødt til at sige B, når man en gang også har sagt A. Fordi hun var alt for flink - derfor. I øvrigt var hun ikke rigtigt vred på Shrade. Irriteret ja, men ikke vred. Den følelse var forbeholdt meget specielle mennesker. Mennesker der eksisterede behageligt få af. Selv mennesker, man kunne forvente at være vred på eller ligefrem hade, var i sidste ende gode nok... på den ene eller anden måde.
Venus stod og betragtede Shrade. Så hørte hun stemmer. Hun vente hovedet i et ryk mod udgangen og så tilbage igen. "Hvis du vil med, så er det nu!" Det var virkelig sidste øjeblik. Om ikke så længe ville der ikke være nogen smal passage ud i friheden. Den ville være fyldt med mennesker, der helst ikke skulle være der. Venus havde ellers regnet med, de ville have givet op nu. Men det var åbenbart ikke tilfældet at dømme efter stemmerne. Hun begyndte at løbe mod udgangen, og så måtte Shrade ellers bare følge med.

//out
(skal vi starte en ny tråd på havnen?)

Hvis ikke Shrade havde kigget forundret på hende nogle gange indtil nu, gjorde han det i hvert fald i sådan en grad at det ville gøre op for den tid han havde brugt på lave andre ansigtsudtryk. Han skar denne svagt overdrevne grimasse fordi han var overrasket over hendes tålmodighed, eller det var i hvert fald hvad hans bevidste jeg fortalte ham. I realiteten havde han bare så svært ved at sætte fingeren på den følelse, der plagede ham at han ikke kunne gøre det. Efter mange år havde han opstillet sig et billede af verden fra a til å, hvor alt var forudsigeligt og det eneste man kunne forvente det værste. Men nu stod han ansigt til ansigt med en statistikbryder, der ikke følte sig bunden af de love han havde skrevet. Og det irriterede ham; han vidste at det ville blive en besværlig kamp at få skubbet hende ud af hans liv, men mest af alt irriterede det ham fordi han vidste at en del af ham ville forsvinde sammen med denne mønsterbryder. Det var ikke på grund af hvem hun var som person, det var snarere på grund af hvad hun var kommet til at repræsentere i hans eksistens. Hun var afvigelse, der som i et eventyr udformede sig i sin farvefulde skikkelse med farver så stærke at virkeligheden blegnede i sammenligning. Shrade vidste hvordan eventyret kom til at ende. Enhver fortælling fortsætter til et vist punkt, hvorefter historien ender. Når først den sidste side var blevet vendt, ville kan kunne forstå hvad det ville sige at være ham, selvom der ikke ville være nogen til at se det. Han ville være sig selv alene, defineret af den ensomhed, der opslugte hans ubeskyttede indre, og som aldrig ville blive mættet.
Alt det virkede dog så langt væk, og som han vendte endnu en side i fortællingens gang forsvandt de helt ud af syne. Hans ansigtsmuskulatur afslappedes og han lyttede fraværende til stemmerne, der nu var kommet meget tættere på. Hvad ville der ske hvis de blev fanget? Hun ville flyve, og han ville være efterladt til at tage de slag, der rettelig tilkom ham. Det var egentligt også ligegodt det samme for Shrade. De kunne banke ham med kæppe, eller tæske ham med køller uden at han ville lægge meget i det. Hans ydre var alligevel maltrakteret i sådan en grad, at der ikke længere var noget at beskytte. Egentligt var det meget ironisk at netop han, med al sin udrustning og skræmmende udseende, intet havde at beskytte. Alt han gjorde var at beskytte andre fra sig selv.
Som tankerne indhentede ham på den nye side, begyndte han stille at bevæge sig efter kvinden foran ham. Han var ikke længere interesseret i hvor hun førte ham hen, eller hvorfor det var hun gjorde det. Hvad hans planer var når han nåede til sin destination var han også uklar over. Måske ville noget komme til ham når han nåede frem, eller ville han bare blive fanget og tæsket? Det hele ville være så meget lettere hvis de fik deres vilje.
//Out
(Du starter (:)