De rustningeklædte mænd går ind i cellen. Først de to af dem med tøsebarnet, smider hende på gulvet, og de to andre gennemfører den samme proces med knægten -dog en anelse mere forsigtigt, under ordre fra generalen.
Lucifer lander i lidt hø, der er dog ikke mere end han stadig kan mærke det hårde, kolde stengulv under sig. Hans øjne er lukkede og det samme er hans verden i et forsøg på at være et andet sted en den kolde celle. Han har været nede på gangen her før, men aldrig har det været ham der skulle sættes man lås og slå. Han havde heller aldrig drømt om, at det nogensinde ville blive ham. Det hele minder mest af alt om et mareridt. Det vil sige lige bortset fra smerterne og kulden i den klaustrofobifremkaldende celle.
Den knirkende lyd af tremmedøren skaber endnu engang ekko i midnatsborgen, efterfulgt af en nøgle der bliver drejet om. Nu er der ingen vej ud.
Lucifer sætter sig op i den mørke celle. Det eneste lys der når herinde kommer fra et meget lille tremmevindue i betonvæggen bag dem. En sølle solstråle, et tegn på forår, der trods mørket og ubehaget kæmper sig igennem. Cellen er lille og firkantet. Der er kradset streger i væggene og en lugt af fugt og råd. De øverste hjørner af cellen er dækket af et fint lag spindelvæv. Nede af gangen kan han høre råb om hjælp og hjerteskærende suk. I det mindste er de to unge mennesker ikke de eneste. Lucifer fører hånden igennem håret og prøver at vænne sig til tanken om at være en fange. For et eller andet sted, inderst inde i ham, er der noget der tror at de kommer og lukker ham ud om ganske kort tid. Hans fornuft mener desværre noget andet.
Et jag af smerte, kommende fra såret, får drengen til at krybe sig sammen med panden imod det hårde stengulv. Havde Morgoth da bare slået ham ihjel.
Krystallandet

