Isis kæmpede sig op fra vandkanten, hvor hun håbløst sad i sandet og stirrede på de underlige anordninger der nu engang blev kaldt ben, hun kunne ikke holde balancen selvom hun efterhånden havde prøvet en time. Hun sukkede opgivende, men skubbede sig så op igen hvor det lykkeds hende med besvær at stå få sekundter, før hun igen dumpede ned i sandet der straks og ivrigt klæbrede til hendes våde krop.
Hun skævede op mod solen, men blev nødt til at skygge ned armen, den brændte så meget oppe på land, hun måtte finde et sted hvor den ikke var så skarp, men hvor?
Håbløst sendte hun et blik langs den uendelige strand før hun til sidst begyndte at kravle længere op på land med et opgivende suk. Hun havde taget så menneskelig form hun overhovedet var i stand til, dog havde hun stadig sine 8 horn på hovedet, men dem kunne hun ikke gøre noget ved, og havde ikke tænkt sig at øve det foreløbig, nu ville hun bare væk fra den bagende sol.

Krystallandet


