Solens stråler var begynd at blive orange og lyserøde over himlen, mens aftenens måne begyndte at vise sig, den lune sommerluft løb roligt over græsset, og enkle græshopper hvidslede sin mening fra deres skjul

Xenix trådte ud fra træernes skygger der ikke stod så tæt i udkanten af skoven, der var ikke så langt til byen herfra, hvor hun havde planlagt at tilbringe natten. For en gangs skyld slæbte hun ikke rundt på en af de tunge bøger hun normalt havde under armen. De blå øjne løb kort gennem landskabet, det passede hende egentlig fint at befinde sig hvor hun nu engang var, selvom riget til tider ikke var så sikkert som man kunne tænke sig.
Hun rettede lidt på kjolen og håret, det trængte faktisk til at blive redt, men det eneste hun hvde var en elfenbenskam, og den gjorde ikke underværker med det hår hun havde. Det var vel også ligemeget, der var ikke så mange mennesker ude på denne tid, heldigvis

Netop som solen syntes at trække sig ned over horisonten, havde det faldt Morgoth så usandsynlig meget ind, at han havde et enormt behov for en tur ud i det fri, og for en gangs skyld på sine egne ben, der normalt ville blive båret af hans pragtige hingst. Normalt ville han ikke have vovet sig udenfor palæet ved denne tid, da han netop ved denne tid af dagen kunne finde blot en anelse fred, fra mørkets soldater og den eneste person der stod over ham - Mørkets Lord.
Alt imens han klædte sig på til turen, spekulerede han på hvor han skulle begive sig hen. Mørkets skov virkede for ham dyster og igennemtrængelig med hensyn til sollyset, hvilket måske var en ganske god start på turen indtil solens stråler var drevet en smule af. Dette var for ham ikke noget skidt, men derimod godt da han da havde endnu mere chance for at undgå hans underordnet.
Da han trådte ud af døren, med masken liggende i sin inderlomme, kunne han alligevel ikke lade være med at trække den over sit ellers smukke ansigt. Smukt var alligevel meget at sige for en mand, da det fik det til at lyde yderst feminint. Hans ansigt havde feminine træk ja, men han havde alligevel en mands udseende, men kvindelige skønhed - dermed, en tiltrækningskraft på de fleste, men bestemt heller ikke alle.
Skovens stilhed gjorde han tryg, og fik ham til at føle blot en anelse sikker i hvad han foretog sig. Alt imens han vandrede igennem Mørkets skov, syntes en indre ro at danne sig over ham. Han ville nødig indrømme det, men skoven syntes at have en god effekt på ham. Han holdte rendt faktisk af at vandre sådanne ture, hvilket kunne lyde ufatteligt i andres ører.
Netop som han var ved at nå udkanten af skoven, lod han hastigheden af hans skridt falde. Lyset fra solen var stadig fremme, hvilket fik ham til at tøve blot en anelse. Stædigheden der lå i ham, og ikke mindst værdigheden, fik ham til at vandre frem og træde ud fra skoven og frem i lyset. Lyset der netop ramte hans isblå øjne, syntes at forme et underlig skær i dem. Ikke mindst et skær der dannede misbehag, da lyset var lidt for kraftigt i forhold til hvad han netop havde oplevet i den ufattelige mørke skov - ikke så underligt hvorfor den havde fået tildelt det ellers uopfindsomme navn.
Længden mellem Xenix og Morgoth var ikke ufattelig lang faktisk var den på under syv meter, men alligevel var det nok til at han tilsyneladende ikke lagde mærke til hendes tilstedeværelse - hvilket var ganske besynderligt. Dette kunne måske skyldtes at hans opmærksomhed ikke var lagt til omgivelserne omkring ham, men derimod den faldende sol i horisonten. Han sukkede let ved synet, og følte atter den frihed han havde haft behov for at føle længe. Med en forsigtig hånd, lagde han håndfladen på masken og trak den fra ansigtet, der havde været skjult de sidste tyve minutter. Som beskrevet før, var Morgoth ingen grim mand, nej tværtimod. Den blege hud udstrålede dødelighed, hvilket mindede de fleste om et lig, men derimod gjorde de røde læber en helt anden effekt, da det frembragte dem som livet og ikke mindst sundheden selv. Hans stikkende øjne var derimod overnaturlige, og yderst skræmmende for dem der ikke havde oplevet dem før. De høje kindben frembragte en kvindelig skønhed, men den blev hurtigt erstattet af de let fremtrædende bryn, der udgjorde en stor mandighed. Han var ganske speciel af sit udseende, men ikke så speciel så han ville blive kaldt anderledes, i dette ellers så overnaturlige land.
Med hastig hånd, lagde han masken ind i underlommen af den halvlange, sorte jakke. Han sukkede let, og lod en forsigtig hånd kører igennem det lange, sorte klatte hår. Han rynkede let brynene, og gjorde sig derefter opmærksom på hvor han egentlig befandt sig. Han gjorde et kort blik over hvor han stod, og opfangede lynhurtigt han ikke var alene. Det han netop så var en kvinde, ikke langt fra hvor han opholdte sig. Hans blik målede sig med hendes udseende, hvorefter han målrettet stirrede imod hende, for at opnå øjenkontakt. Han havde aldrig set hende før, kunne han konstatere. Men der var så mange han ikke havde set før, specielt ikke efter at Mørket havde trukket sig over landet, og nattens væsner havde ladet sig fremtræde.

Xenix, som var dybt opslugt af den smukke solnedgang lod sig heller ikke just mærke af hens tilstedeværelse, vel fordi hun ikke regnede med at der var andre, og slet ikke i skoven på denne tid. Hun var ellers meget opmærksom af natur, men til tider, når hun var allermest optaget af noget, havde hendes sanser det med at forblive tavse.
En af de sorte lokker løb utålmodigt genem hendes hænder idét hun hørt et lille let suk bag sig, og hun snurrede forskrækket rundt og gispede, de isblå øjne var spærret op i et kort nervøst blik, og hendes pupiller og iris var sløret, indtil hun fik kastet et ordentligt blik på Morgoth, hvorefter hendes attitude blev langt mere afslappet, det var bare et menneske, heldigvis, dog tilsyneladene et specielt et af slagsen.
I starten vidste hun ikke rigtigt om hun skulle sige noget, hun lagde diskret hovedet en anelse på sned og betraktede ham, ikke uhøfligt eller begloende, nok snarre nysgerrig. Selvom Morgoth var tiltrækkende af udseene havde hun altid en hvis påpasselighed overfor fremmede, især i områder som dette, de øde steder hvor der ikke just var andre.
Til sidst rømmede hun sig og slap den efterhånden snoede lok hun før knuede i hånden, "Jeg så Dem slet ikke!" hendes stemme var bestemt men blød og feminin.
Hvem mon han egentlig var? Han kunne umuligt have et hårdt erhverv med det udseene, og hvis han havde skjulte han det godt, allerede nu begyndte Xenix's nysgerrighed at trække i hende, men heldigvis var hun i stand til at tøjre den, i hvert fald lidt endnu

Det tog hende tilsyneladende et par sekunder før hun lagde mærke til hans tilstedeværelse, men i den tid tillod han sig at betragte hendes skikkelse. Hun så ikke ud til at være en kvinde med et dårligt udseende. Den blege hud stod en en flot kontrast til det sorte hår. Ligesom hendes blege hudfarve stod i kontrast til ret kohl sorte hår, stod de lyseblå øjne med de ellers røde læber. Hun kunne alt i alt godt minde om ham selv, blot som det modsatte køn. Han bredte ud i et rynkende ansigtsudtryk, da hun ellers ikke så ud til at reagere dårligt på hans tilstedeværelse. Han tog hendes reaktion med sig, og lod en let rynke danne sig i mundvigen der godt kunne minde om et let smil. Han lod hænderne falde foldet sammen i sit skød, og trådte nogle enkelte skridt frem,
,,Nej, det tog også mig en tid at opdage Dem"
konstaterede han til hende, og lod den lette vind gribe omkring hans tilbage redte hår.
Han tillod sig at vandre hende nærmere, og alt imens han nærmede sig hende mærkede han hvordan en vis nysgerrighed drev over hende. Normalt ville nysgerrighed have pirret ham da snushanner var noget af det værste han kendte til, men i dette tilfælde gjorde det ikke skade på hans værd. Den nysgerrighed han følte var ikke varsom, men derimod var den på samme niveua som et barns - uden at det skulle tolkes som noget stødende selvfølgelig. Han mente dermed, at det kunne ikke tolkes som en trussel, men derimod noget godt. Derfor tog han det ganske roligt med hende og hendes tilstedeværelse, hvor der derfor var intet at frygte. Både for hende, om ham selv.
Han standsede alligevel i en tiltrækkelig længde for hende, for derefter at lade de foldede hænder trække fra hinanden. Han placerede den ene imod et træs stamme, og den anden hvilende ned langs hans side. Han hævede let ansigtet, og lod et vuderende blik fange imod hende. Et udfordrende smil dannede sig i hans mundvige,
,,Hvad laver De ude ved denne tid? Også i udkanten af Mørkets skov?"
spurgte han hende, og rynkede brynene let sammen, i en spørgende grimasse.

Xenix betragtede roligt Morgoth, og stod ganske stille som han kom nærmere, der var en sær følelse af ro over ham, som man ikke burde frygte, men hun var alligevel klar på hvad som helst, hun havde læst mange bøger om aura og udstråling, og i tilfælde af at hans opførsel bare var en facade, gjorde han det godt. Hun satte en feminin hånd i den smidige talje, og lagde langsomt vægten over på det ene ben, nok mest for at virke mere kontrolleret og rolig, en ro som hendes øjne ligeså udviste, underligt nok, normalt var de slørede for hun til hver en tid kunne forsvare sig, men denne person havde en mere påpasselig tilgang, der fik hende til at føle sig godt tilpas, og det dermed gjorde hendes blik klart.
Hvor mon han var fra? Den hvide hud og det sorte hår kunne hun ligeså spejle over i hendes udseene, samt hans isblå blik, hun kunne ikke finde ud af om det huede hende, det var vel et eller andet sted facinerende.
Et lille forsigtigt smil brød hurtigt frem på de røde læber, som han indrømmer at han ligeså ikke bemærkede hende først, så havde han i det mindste ikke betraktet hende længe. "Jeg.." hun bed sig kort i underlæben, hvad lavede hun egentlig i skoven? Det var vel meget almindligt at gå i skoven, var det ikke? Det var det i hvert fald der hvor hun kom fra, og i dette tilfælde kunne det da ikke være helt underligt, han var her jo selv! "Jeg gik bare en tur, og så gled solen over himlen hurtigere end forventet, skoven er jo ikke ligefrem lille!" sagde hun så bestemt, det var sjældent at hun forlod sine studier, bare for at slappe af, men det havde hun gjort denne gang, og burde vel egentlig gøre det oftere, det var jo en skøn frihed, og nu havde hun ikke længere en læremesters krav at skulle leve op til. "Og Dem? Hvad laver De i skoven? Det er de færeste der forlader byen på dette tidspunkt" hun smilede kort for ikke at lyde anklagende eller uhøflig, hun kunne jo heller ikke vide hvor længe han havde været der, pludselig slog tanken hende at hun ikke havde præsenteret sig, men det var måske heller ikke det smarteste i dette område, han havde trods alt heller ikke nævnt sit navn, eller for den sags skyld bedt om hendes

Han hævede let det ene bryn ved hendes svar, men nikkede forstående derefter. Hun kendte tilsyneladende ikke til ham, hvilket var ganske logisk da Mørkets General var kendt for at gøre sin identittet ukendt, via den flotte sølvmaske han bar. Morgoth som person var ikke ligefrem sky, så grunden for at gøre dette var ikke på grund af det at være social var besværligt. Derimod var det sådan, at hvis der nu skete en lille fejl for Mørkets lord og hans planer, som kunne resultere i at planen kolabsede ville han være sikker på, at ingen nåede at se hvem han egentlig var. Han skulle helst kunne fortsætte livet efter dette, uden at have nogle på nakken. Det ville ikke være den bedste hverdag at skulle skjule sig for alt og alle, hvis han skulle undgå anholdelse. Han havde engang oplevet en tur i cellen, hvilket var ved at drive ham til vanvid - eller rettere, oplevelsen gjorde hans sindstilstand mere ustabil end før.
Han blinkede let med øjnene, da den kvinden tilsyneladende spurgte indtil hvorfor han opholdte sig i skoven,
,,Lidt af samme grund som Dem, vil jeg tro? Jeg udnyttede blot halvmørket til at vandre herud,"
forklarede han sig, og lod et let blik falde over hendes ansigt.
Hun havde ganske ret i at Morgoth havde et halv specielt udseende, men der var skam også grund til at han så ud som han gjorde. Morgoth var menneskelig ja, men derimod var han heller ikke helt menneskelig. Hans krop var nærmest opdelt i to, den ene var mennesket der indeholdte normale følelser der gjorde adgang til kærlighed, venskab og ikke mindst begær. Den anden var derimod den dæmonske, der udfyldte hans sind med vanvid, lyst til drab af andre levende individer og blod. Derudover dækkede den menneskelige del hans rigtige skikkelse, som meget, meget sjældent blev vidst frem. Heldigvis var denne skikkelse ikke så anderledes i forhold til den menneskelige, den havde blot enkelte forandringer som indeholdte, horn forskellige steder, og et par vinger der havde et vingefang på omkring ti meter. Disse vinger blev aldrig brugt da hans evne til telekinise og lignende former for krafter, var i stand til at transportere ham hvorhen han ville. Derudover var vingernes længde også for lan, og hvis han prøvede at lette med dem, kunen han risikere at brække dem. Uheldigt at hans skelet skulle bærer på sådan en ting, uden at kunne bruge dem.
Alt dette var ikke til at se, kun hvis han lod en gører det. Hvis man endelig skulle se det med det menneskelige øjne, skulle man også have en stor viden om faget, dæmoner. Der var selvfølgelig nogle genkendelige kendetegn for racen dæmoner, men det at Morgoth kun var halvt, ville kun gører det endnu svære for en at se ham som en. På det plan var han ganske heldig, da han på den måde nemt kunne overraske en overfalds mand,
,,Jeg fik ikke Deres navn?"
sagde han pludselig og et let grumt smil, med en vis charme, dannede sig over hans læber.

Xenix tog et lille skridt tilbage, næsten utydeligt, men det var der. Ikke fordi hun følte sig utryg, hun havde det bare bedst med at stå for tæt på en fremmed, selvom Morgoth nu engang virkede ganske fredelig, kunne man aldrig vide, han kunne tilsyneladene lide mørket i skoven, hvilket Xenix nok aldrig lærte at forstå sig på. Nok brød hun sig om at se andre i kløerne på hende, gerne fortabt i smerte, hun ville blot så nødigt selv havne i situationen som offeret, nogle kaldte hende dybt sadistisk, hvilket vel var rigtigt nok, det krævede bare hun havde 100 procent styr på situationen, før hun begav sig ud i den slags.
Solens sidste striber forsvandt snart ned i horisonten, og kun det svage lys solen endnu kæmpede for at sende op på himlen, lyste landskabet op, Xenix prøvede ihærdigt at læse Morgoths kropssprog, men det var noget nær umuligt, dog brød hun sig bestemt ikke om hans udstråling da han spurgte efter hendes navn, men så igen, han virkede meget fredelig. "Mit navn er Xenix Talinnin, og hvem er De?" hun så endnu engang vurderende på hans påklædning, det var nok bedst at finde ud af hvad han var for en, både for at få stillet sin nysgerrighed, og for at vide sig sikker på ham, hvis man da kunne det. "Hvor er de fra i riget? Siden De foretrækker denne skov?" skoven havde ikke just de bedste rygter om hvad man kunne rende ind i om natten, hvilket også forklarrede at hun ved denne tid kun opholdte sig i udkanten. Hun kneb øjnene en smugle sammen, så kunne hun bedre se ham i det sidste dagslys, hun beundrede hans ansigtstræk, smuk det var han bestemt, men der var en glød i hans øjne der fik hende til at tvivle på hans ellers pæne opførsel, hun havde før mødt ulve i fåreklæder, og brød sig bestemt ikke om at løbe ind i dem

Han mærkede tydeligt hendes beundring af ham, men derudover lå der også en anden følelse i hende. Hun var utryg, det var ganske tydeligt. For ham virkede hun lidt ligesom et ikke tamt dyr, der ihærdigt prøvede på at lærer et andet individ at kende ved at være ganske varsom, og sikker på at der ingen fjendtelighed imellem dem. Alt dette blev fortalt via hendes tydelige kropssprog, og ikke mindst hendes hjerteslag som han hørte lige så tydeligt som hendes stemme, der talte imod ham.
Morgoths beklædning var ikke en stor beskrivelse af ham. Den var ikke mere speciel end hans udseende, men derimod var det tydeligt at tøjets stof og andre tilbehør ikke ligefrem var billigt, og i dårlig stand. Han havde skam pengene, hvilket ikke var så underligt da han boede i et palæ - ikke så langt liggende fra Krystalbjerget, vel og mærke. Netop den dag var han ikke iført noget specielt, i forhold til hvad han plejede. Han bar en lårlang jakke, der stod vidt åben så udsynet til hans løse skjorte var frit. Derudover bar han et par normale, sorte bukser der sad pænt indtil hans benparti, hvor indtil knæerne blev dækket af et par flotte læderstøvler, snørret til og bundet godt. Omkring halsen hang der en sølv kæde, hvor selve smykket var trukket indunder skjorten. Hvis denne var synlig, ville man have kunne ane en indgraveret skrift hvor der stod: ,,Jeg vil aldrig glemme dig" .
Et utrolig betydningsfuldt smykke, som han for længesiden havde fået sendt til sig, af en bortrejst ven. Eller rettere, veninde.

,,Xenix Talinnin - Dem har jeg ikke hørt om før," svarede han hende kort, for derefter at præsentere sig selv:
,,Morgoth, Morgoth Niranon"
Han rettede sig op, og vandrede nogle skridt nærmere for derefter at række en hilsende hånd imod hende. Han undlod med vilje at tiltale sin rigtige status, da han som sagt ikke ville risikere noget. Muligt at hun ikke ligefrem lignede Lysets kriger, eller en tilhænger af Lysets Dronning, men ikke alle behøvede at rende rundt med en glorie over hovedet, for netop at være tilhænger af det. Selv han kunne have været det, men det var han tværtimod ikke. Han var derimod Mørkets General, og havde derfor kun én overordnet, Mørkets Lord.
Han lagde hovedet let til den ene side, da hun udspurgte ham om hvor han kom fra i landet,
,,Jeg blev født på mit bosted, palæet nært liggende Krystalbjerget. Jeg kender Mørkets skov ud og ind, så det er ikke et problem for mig at vandre igennem den,"
svarede han hende, med et ganske let smil bredt ud i ansigtet. Smilet var ikke ligefrem venskabeligt, men det var stadig fredfyldt nok.

Hun nikkede kort og bestemt til hans navn, egentlig undrede hun sig ikke over det, selvom det ikke var et navn man hørte ofte, teknisk set havde hun aldrig hørt det før. Endnu engang betragtede hun ham komme nærmere med største forsigtighed, men denne gang nægtede hun at rykke sig, nok var hun varsom, men særdeles stædig når det kom til stykket.
En ivrig vind trak i hendes skørt der var syet med mange detaljer, og samtidigt blottede hendes venstre ben, teknisk set var slidsen der mest for praktiske årsager, en sværdkamp var altid sværest med lidt benplads, ikke at det var noget hun rigtigt praktiserede mere, men i visse tilfælde kunne det blive nødvendigt, selvom hun ikke bar synelige våben.
"Jeg er heller ikke personen, der foretrækker at blive hørt om!" sagde hun med et kækt smil, og skævede overvejende ned på hans fremstrakte hånd, tanken om hvad folk var i stand til via berøring morede hende bestemt ikke, men hun tog den til sidst i en venlig hilsen, selvom hendes øjne med det samme antog en svagere mere hvidlig farve, det var ikke noegt hun selv styrede, det lå simpelthen i hendes natur. Hendes feminine hånd var blød, og tydede ikke på én dags hårdt arbejde, hvilket var ganske rigtigt, Xenix havde ikke altid tjent sine penge ærligt og redeligt, men hun manglede intet, andet end måske et fast sted at bo, selvom hun ikke kunne vende sig til tanken om at slå sig ned et sted.
Da de nu stod så tæt på hinanden fik hun hurtigt øje på kæden, hun var ikke i stand til at se hele inskriptionen i det dårlige lys, men fangede få af ordene, det lod ikke til at hans fortid var noget man skulle grave synderligt i. Selv bar hun kun ét smykke, som sad i håret, ikke engang en simpel kæde om den nøgne hals fik sin ret, men sådan havde hun det bedst

Han vendte blikket imod hende, eller rettere hendes hånd, da hun tydeligvis tøvede med at gengælde hans håndtryk. Men da hun gengjaldt det, kunne han ikke undgå at mærke dens blødhed. Han lod blikket falde imod hendes, hvorefter et let tillokkende smil gled over hans læber. Blidt trak han hånden til sig, hvorefter han lod den falde ned langs siden,
,,Ikke det? Hvorfor, hvis jeg må spørge?"
Han rynkede let spørgende brynene, og trådte nogle enkelte skridt tilbage, uden nogen bestemt form for grund. Han lod blikket falde over hendes pludselig forandrende øjne, og undlod ikke at se blot en anelse undrende ud. Han forstod ikke dens forandren, og var varsom overfor andre former for reaktioner, men da dette tydeligvis ikke skete var han blot en anelse mere rolig. Han lod det undrende blik forsvinde, og let lettere grumt smil dannede sig i hans mundvigge, så en spids hjørnetand let blottede sig. Charmerende, det var han i hvert fald, specielt når han smilede sådan. Udforderende.
Han lagde godt mærke til hendes søgende blik som ganske tydeligt var plantet imod halskæden, der let trådte frem for den knappede skjorte. Han lagde en pege- / langefinger imod kæden, og trak den fri fra dens gemmested,
,,Er det denne her De ser på?"
spurgte han, og lod det tillokkende smil glide fra læberne, hvorefter han så afventende imod Xenix lyseblå øjne.

Xenix lagde forsigtigt hovedet på skrå, og gned sig hurtigt over øjnene idet han gik et par skridt tilbage, hun var udemærket godt klar over hvordan hendes øjne teede sig, og hvad det kunne føre til i sidste ende, det var dog for det meste kun i tilfælde af at hun blev angrebet. Et lille smil brød dog frem ved tanken, hun var tilsyneladene ikke den eneste der var påpasselig, heldigvis, personer med en overlegen sikkerhed havde altid foruroliget hende, om ikke andet en lille smugle, selvom hun ikke var meget for at indrømme det.
"Fordi jeg har det bedst med at bevare en hvis anonymitet!" i realiteten var det sandt nok, der var så bare dybere grunde til at hun ville bevare den, somme tider hvde hun ryddet folk, ja sågar børn, af vejen for penge, men det var de færreste der skulle vide det, og derfor de færreste der skulle kende hende.
Pludselig fik hun øje på hans charmerende, lettere tillokkende smil, og dermed hans blottede tand, hun trådte et skridt til siden, så lyset faldt anderledes, hvad var han? Hun løftede et skæptisk øjenbryn mod ham, som om hun forlangte at få noget i vide, blot uden ord.
I det samme slog hun blikket ned på hans kæde som fingrene havde fat i, hun brød sig bestemt ikke om at blive læst som en åben bog, det var sikkert, men der var noget over ham hun ikke kunne sætte fingeren på hvad, noget anderledes spændende man ikke fandt hos gud og hver mand. Til sidst nikkede hun bekræftende "Ja, det er!" sagde hun så bestemt, hun kunne lige så godt sige sandheden. Hendes instinkt skreg at hun skulle være påpasselig, men hendes nysgerrighed trak og sled i hende som ti ustyrlige heste

Han nikkede forstående til hendes svar, og måtte atter kunne afspejle sig selv i hende. For tiden havde han det præcis på samme måde, måtte han desværre indrømme. Da han ikke så det nødvendigt at svare hende, undlod han det selvfølgelig. Hvis han skulle være helt ærlig, vidste han heller ikke hvad han skulle svarer, end ikke hvis hun spurgte indtil ham. Han ville enden røbe sig selv, eller også ville den såkaldte løgn hurtig blive opsporet. Han var lidt af en dårlig løgner, når det gjaldt om at svare hurtigt - det måtte han alligevel indrømme.
Han bredte ud i en lav latter, da hun så ud til at være overrasket over hans udbrød. Hun havde ikke ligefrem regnet med at han kunne spotte sådanne ting, hvilket egentlig var ganske forståeligt. Det var heller ikke alle der nærede den slags 'evne', uden at der lå nogle former for magi i det. Han var bare en god kropslæser, men derimod var hans situations evne svækket, eller rettere ret så dårlig.
Han nikkede let imod hende, og lod den derefter falde blidt imod hans brystkasse. Han undlod ikke at fjerne blikket fra hende, men vandrede derefter let frem imod hende. I en blød linje vandrede han udenom hende, og forsvandt bag hendes ryg. Hans skridt syntes ikke at kunne høres, hvilket var ganske rigtigt. Hans fødder rørte ikke engang jorden, og han syntes at lette nogle få centimeter over jorden alt imens han gik,
,,De spekulere" startede han, med stadig det tillokkende tonefald, der for nogle kunne blive irritabelt, mens for andre det blot blev endnu mere tilfredsstillende og fremtrædende,
,,- Hvad De står overfor, ikke sandt?"

Det blå blik som efterhånden havde antaget normal farve igen, fulgte roligt kæden indtil han slap den, og hun fik læst hele inskriptionen, tydeligvis en god ven eller veninde, måske en elskerinde eller en kæreste og tilsyneladene en der havde en hvis betydning for ham, ikke at det var noget hun ville begynde at grave i nu, alle havde deres spøgelser fra foretiden, inklusiv hende selv.
Xenix fulgte ham roligt med øjnene som han kom nærmere, indtil han nåede ud i hendes blinde synsvinkel, tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, og hun hadede det, ikke så meget det faktum at han til hver en tid kunne gennembore hende med et sværd eller en dagger, det var ikke så meget det der fyldte hendes tanker, nærmere at det var ikke var hende der havde styr på situationen, ikke længere.
Da han begyndte at snakke vendte hun sig bestemt om mod ham, ligeglad med at det forkortede afstanden mellem dem yderligere, hun brød sig ikke om måden han legede hend hendes sind. "Jo, jeg undre mig over hvad De er hr. Niranon, ikke menneske, har jeg ret? Vampyr tvivler jeg også stærkt på, da de færreste kan bevæge sig ud i sollys, selvom den generelle beskrivelse ville stå godt til Dem!" sagde hun ærligt og krydsede per automatik armene, diskret forsøgte hun at lade øjenkontakten udeblive, hans blik var ualmindeligt dragende, og ligeså hans stemme. Hun hvade bestemt ikke i sinde af at blive kontrolleret på den måde, eller kontrolleret overhovedet

Han rynkede brynene sammen alt imens han lyttede opmærksomt til hendes forklaring til hvad hun havde på fornemmelse af, hvad han egentligt for et slags væsen. Han rystede let smilende på hovedet, og lod en hastig tunge fugte sine ellers så røde læber,
,,Nej det har skam ganske ret, jeg er hverken menneske eller vampyr. Jeg har visse behov som et menneske, og ligeledes vampyrernes, blot ikke så voldsomme som dem"
forklarede han sig, og lod en forsigtig hånd glide igennem det kohl sorte hår,
,,Jeg er menneskelig, men helt menneskelig er jeg dog ikke. Men hvis De endelig vil vide det, er jeg halv dæmon og halv krystalianer,"
Han lod et ligegyldigt smil glide over læberne, hvorefter han satte hans hænderne i sin side i en lettere kølig attitude.
Han lod et søgende blik glide over hendes øjne, men tilsyneladende uden held da hun afvidste hans blik. Han rynkede brynene undrende sammen, og lod derefter øjnene glide over himlen, der pludselig var gået helt i sort. Nattehimlen var brudt frem over horisonten, og stjernerne begyndte lige så stille at klitre smukt. Han sukkede let ved synet, og mærkede hvordan en let brise gled igennem ham. Han lukkede øjnene, og nød den svage kulde imod hans krop. Det eneste der ikke blokerede for vinden, var den tynde skjorte han bar, som der var frit udsyn til da hans jakke stod åben.
Han åbnede atter øjnene, da en ugle-lignende lyd kom fra skoven. Han så sig over skuldren, og så studerende imod det tætte mørke. Der var intet at se, men han vidste at ikke langt derfra, sad der en due og klukkede let i mørket.

Xenix lyttede opmærksomt, og prøvede at virke så lidt overrasket eller forskrækket som muligt, selvom det var sværere end forventet, hun var læst men havde hun aldrig hørt om sådan en krydsning før, vampyrer havde hun læst en del om, men dæmoner var noget nær umulige at finde læsestof om, og hun havde derfor ikke så stor viden indenfor det område.
Forsigtigt betraktede hun igen hans ansigt, der lå badet i det blege månelys, beskrivelsen passede vel meget godt, selvom tanken om, hvilke behov han havde fra en vampyrs side, ikke var noget hun ville tænke på, alligevel trådte hun et par skridt væk fra ham. "Så hvor meget kontrol har De over Dem selv? De fleste vampyrer bliver hurtigt mordere!" sagde hun bestemt, men ikke anklagende. Endnu engang begyndte hun at sno en tot langt sort hår, ganske utålmodigt og måske en smugle nervøst, selvom hun ihærdigt forsøgte at skjule det.
Det blå blik skævede mod byen, mon der var langt? Spørgsmålet var ligemeget, mod en dæmon havde hun sikkert den store chance for at overleve hvis den havde sat sig for at slå hende ihjel én gang for alle. Hun slog tankerne ud af hovedet, i det tilfælde havde hun trods alt sine evner, selvom hun endnu var elendig til at styre de telepatiske. Jo mere hun tænkte på det, desto hårdere slog hjertet i brystet på hende, hun kunne mærke hvordan det dunkede i ørerne, men ignorerede det, sådan et fænomen nægtede hun at forlade i frygt, desuden havde han på ingen måde ladet til at ville hende noget ondt

Lyden af hendes ustyrlige hjerteslag fik ham til at reagere, hvilket resulterede i at han vendte de stikkende øjne imod hende. Han lod et roligt øjenlåg glide let ned over halvdelen af øjet, hvilket fik ham til at se ganske rolig ud. Han bredte ud i sit halv charmerede smil, der skjulte over hvilken grumhed han kunne brede ud i ansigtet. Hendes nervøse trækninger var for ham ganske tydeligere, hvilket han ikke andet end kunne smile over, blot en anelse i hvert fald.
Han rynkede let brynene ved hendes spørgsmål - kontrol? De fleste ville vel stærkt mene at de havde kontrol, specielt når det gjaldt sådanne ting. Nogle tog dermed også fejl ved dem selv, men Morgoth vidste med sikkerhed at han havde kontrollen - undtagen hvis folk pirrede ham, og gejlede ham op i et voldsomt raseri. Så var de i hvert fald sikre på, at de ikke kun fik høvl, men også at de fik en voldsom og smertefuld død, hvis de lod ham gå så langt,
,,Sammenlign mig ikke med en vampyr. De har en helt anden slags natur, specielt når De taler om at slå ihjel. For vampyrer er det normalt at slå ihjel, da de behøver det blot et andet levende individ indeholde. De kan sammenligne en vampyr med et rovdyr - de slå begge ihjel for at overleve"
forklarede han, og lod det lette smil glide fra mundvigen.
Lyden af hendes hjerteslag forhøjede sig, og hun så tilsyneladende ud til at gå en anelse i panik. Før virkede hun betaget, men nu virkede hun derimod nervøs og bange for ham. Han hævede let det ene bryn, og så vurderende imod hende,
,,Men jo, jeg har skam kontrol. Også over mine ellers dyriske side, som forlanger hvad den forlanger,"
Han lod blikket glide imod nattehimlen, hvorefter han let begyndte at vandre frem imod den startende eng,
,,Få ro på Dem selv, De ryster jo næsten,"

"Jeg er helt rolig!" - løgn, det vidste de begge to, hun stirrede faceneret på ham, hvordan kunne man være tiltrukket og skræmt for samme person på den måde? Hun lagde hurtigt en hånd på brystet og prøvede ihærdigt at få styr på sig selv, hun hadede at hun ikke kunne stå der og være rolig, ligesom ham, men nu udgjorde hun selvfølgelig ingen trussel, ikke af hvad han vidste, med mindre han kunne se gennem hendes magiske evner også, det kunne ligne ham.
Efter et par sekundter satte hun hånden i siden, og antog samme kontrollerede stilling som før "Og jeg ved godt hvordan en vampyr fungerer!" Hun fangede hans øjne som nu igen tiltalte hende, hun hadede at blive belæt på den måde, hun mente nu nok at hun havde nok viden til at kunne gebærde sig, også blandt andre væsner. "Men hvis man ikke kan sammenligne Dem med en vampyr - Hvad kan man så sammenligne Dem med?" nysgerrigheden hamrede mod hende, selvom han tilsyneladene var mere menneske end noget andet, hans blå øjne sendte en bølge af ro gennem hende, de nærmest overbeviste hende om at han var ganske ufarlig.
Hun så ud over engen han var på vej ud til, disen lå som et tykt hvidt tæppe over den, som månen kastede sit smukke hvide skær ned på, det var egentlig en skøn aften, sådan nogle vandringer tog hun tit da hun var mindre, men de seneste år var riget blevet for usikkert til at hun ville våge sig for meget ud, og skulle hun noget vigtigt blev det ridene langs de større stier, hun sukkede kort, og tog et forsigtigt skridt mod Morgoth

Han vendte blikket over skuldren og undlod ikke at brede et smil ud i ansigtet, der signalerede hvor meget han morede sig over hendes pludselige 'hidsighed'. Alt imens han vandrede, lagde han armene overkors i en afslappet stilling. Hans insinkter fortalte ham at hun stille vandrede bag ham, uden nogen form for mening med at gøre det så stille som hun gjorde det. Derfor forholdte han sig rolig, og lyttede nydende til nattens dyr. Han lukkede øjnene i for nogle sekunder, og indåndede den specille lugt af natten. For ham virkede den anderledes end de andre, langt friskere og meget mere indbydende end en morgen dag kunne blive. Det var uforklareligt hvorfor det var sådan, fordi sådan var det bare og ville altid forblive sådan, i hvert fald for Morgoth.
Han spærrede atter øjnene op da han hørte hendes gennemtrængende stemme. Ligesom da hun talte, standsede hans skridt og han vendte sig imod hende - eller halv vejs i hvert fald. Han lod armene falde ned langs siden, hvorefter han tillod sig at træde hende nærmere,
,,Sammenlign mig hvad jeg er, halvt dæmon halvt menneske"
svarede han hende, med en ganske bestemt stemme,
,,Der er ikke så meget andet at sammenligne med, da vi langt fra alle er ens"
Han hævede udfordrende det ene bryn, og sendte hende et kortvarende smil, for derefter at vende blikket imod engen, da hun tilsyneladende så samme vej. Han sukkede ved synet, og ville nødig indrømme at han havde den helt samme mening som hun havde. Det var en fantastisk syn, specielt på grund af dukken netop havde faldet. Dukken gav engen et yderst flot skær, da dråberne sendte nogle ganske små stråler tilbage imod stjernehimlen, da månens stråler faldt ganske let over den.
Han rynkede brynene, og lod derefter langsomt blikket falde imod hende. Han lagde hovedet interesseret til siden, og tillod sig at betragte hende målrettet. Der gik ikke lang tid inden han så direkte imod hendes øjne,
,,Tillad mig at spørge Dem, men nu da De kender til hvad jeg er - hvad er De så frk. Talinnin?"

Hun fortsatte roligt, som skørtet slæbte en anelse hen ad jorden og ivrigt sugede duggen til sig blev det hurtigt tungt, men intet overdrevet, hun var vant til det. Den friske luft klarede hendes hoved og hendes tanker mens hendes øjne fulgte Morgoth med et betragtende blik, hun lagde ikke længere skjul på det, det var der vel ingen grund til, han virkede ikke som typen der blev irriteret over at blive set på.
Hurtigt slog hun blikket op i himlen, hun kunne fine alle stjernetegnene, det var egentlig en fjollet ting folk troede på, men hun havde troligt lært at læse dem, hvis man dog satte sin lid til den slags, hun vendte endnu blikket mod ham da han igen snakkede, han havde vel ret - igen, hvilket vat begyndt at gå hende en smugle på nerverne, hun befandt sig sjældent i selskab med nogle hvor hun var uvidene.
"Mange ting kan man ikke sætte i samme box, det har De ganske ret i, til gengæld vil der altid være noget at relatere til!" hun rettede ryggen og tog en dyb indånding, men fjernede ikke blikket fra ham et splitsekund.
Det andet spørgsmål måtte hun dog tænke kort over for hun slog ud i en lille latter og med et smil sagde: "Jeg er blot et almindeligt menneske, men det er jeg nu også godt tilfreds med!" sagde hun med et lille glimt i øjet, før hun trak det ene løse ærme på kjolen lidt op, hendes hud var kold, men hun frøs ikke, selvom natten havde taget ordentligt fat.
En stille blid brise hvidslede let gennem det våde græs, sommeren afspeglede sig let i den ved den friske duft, og den lune vinde den tog med sig, hun hvade på fornemmelsen af Morgoth tilsyneladene brød sig om det lige såmeget som hende selv, nogle gange ville hun havde givet meget for at være tankelæser, blandt andet i situationer som denne

Han bredte ud i et tandsmil, og nikkede let til hendes svar. Han kunne ikke være mere end enig, men undlod alligevel at kommentere hendes svar. Han gjorde ikke så meget andet end blot at smile, for derefter at klappe det såkaldte smil væk, og vente tålmodigt på hendes svar om hvilket væsen hun egentlig var. Da hun så endelig svarede, undlod han ikke at brede et lille lumsk smil ud i ansigtet,
,,Besidder De nogle former for magiske kræfter? Det er sjældent en krystallianer gør det, uden at have fået tildelt det fra nogen eller født med det på grund af et usædvanligt familie medlem"
spurgte han hende, med en gnist af interesse i øjet. De fleste levende individer i dette land besad stort set allesammen de samme kræfter, hvilket han ikke andet end at kunne finde blot en anelse kedeligt. Derimod kunne han også finde det nyttigt, da hvis man endelig endte op i en kamp med en, kunne man hurtigt regne ud hvordan det næste træk ville komme til at se ud, eller hvordan man neutraliserede det angreb de nu sendte efter en.
Han selv besad mørkets kræfter, der for hans vedkommende havde bredt sig ud til at utal af mange, mange grimme kunstner. Han kunne få mystiske ting til at ske, og hans færdighed for at benytte dem var enorme. Han havde i sin tid også fået tildelt andre kræfter, hvor den enkelte af dem var at være necromancer*. Den evne han foretrak allermest, hvor han også var den eneste i landet der besad den, var at kunne manipulere med folks kroppe fysisk. Han kunne styrer folks indre organer, skelet og nerver. Han kunne rendt faktisk være lige så nyttig, som en viagra pille.
Disse magiske evner havde han arvet fra sin far, som han også var blevet optrænet af med hård hånd. Dette var vel nok grund til hans yderst dygtige håndtering af evnerne.

(* denne evne kan bringe de døde til live, men disse levende har en utrolig lav hjernekapasitet på grund af deres ellers døde kroppes pludselig opståen. Al viden og alt hukommelse er forduftet fuldstændig, og det eneste de har på hjernen er død, frisk kød, blod.. død?)