Dybt inde i Paradisskoven, ved en lille lysning...

Solen stod højt på himlen, men det var som om den ikke skinnede så meget som den normalt ville. Det var, som om et mørkt, usynligt lagen havde lagt sig over himlen.
Fuglene sad i træerne og sang, men deres kvidren var ikke så glad og lys som den på normal vis var. Det var, som om et dystert, usynligt lag klamrede sig til deres stemmebånd.
En let brise legede let med bladene i trætoppene, men selvom det kun var en lille bitte vind der knap nok kunne mærkes, løb der alligevel kuldegysninger ned langs folks rygge, hvis de vovede at bevæge sig så dybt ind i paradisskoven, som denne lille lysning lå på.

Selv så langt inde i paradisskoven, kunne man godt mærke at det onde var ved at overtage. På det seneste havde en dyster stemning lagt sig over skoven, og det påvirkede også beboerne i den.

Cassiel var en af disse beboere - en 19 centimeter høj alf. På det seneste havde han kunnet mærke at hans humør var blevet endnu dårligere end det normalt var, og det hele var på grund af den satans krig. Hvorfor kunne de ikke bare få det overstået? Hvad eksisterede Lysets krigere overhovedet for? De lavede jo tydeligvis ikke andet, end at sidde på sin flade røv hele dagen uden at løfte en finger. Hvis de ikke snart fik lettet røven og kom i gang med at kæmpe for landet, ville det jo ikke vare længe, før det eneste der var tilbage af skoven var en masse, sorte, nedbrændte træer - det var i hvert fald hvordan Cassiels mening til det hele var.

Der var ikke langt fra hans hjem til den lille lysning, kun en lille flyvetur imellem hvert sted. Cassiel nød at komme her, hovedsagligt fordi det var sådan en smuk lille lysning. Planter groede frit, og der var absolut ingen tegn på at et menneske nogensinde havde sat foden her - præcis som Cassiel kunne lide det. Uberørt af mennesker. Hvad end menneskene lagde deres store fede hænder på, syntes at visne ud og dø.

Cassiel sad på en stor sten og nyd sit udsyn over alle planterne og indsekterne. Så fredeligt der var. Det skreg jo ligefrem efter en lille sang.
Han åbnede munden, og snart begyndte de dejligste toner på alfsk(alfesprog) at rulle hen over hans læber. Han lukkede øjnene og lænede sig lidt tilbage, imens han lod skoven lytte til hans sang.

Med den gamle, hullede, beskidte og brune taske på ryggen der var fyldt med tre slags trøfler, travede Devon roligt rundt så dybt inde i skoven. Hvorfor han have bevæget sig helt herind var ikke til at vide, måske glemte han det på grund af den sang, der pludselig opstod og rungede i skovens mørke.

Devons opmærksomhed blev straks kastet på stemmen, hvad var det nu for noget? Han fik transporteret sig hen imod der hvor sangen kom fra, og landede i en lysning – her fik han så øje på kilden til melodierne. En mandlig alf, eller det så sådan ud derfra.

Devon skyndte sig nærmere, dog listede han sig frem og satte sig musestille foran stenen og kiggede nysgerrigt op på sangeren. Han sagde ikke noget, sad bare og kiggede.

Til at starte med lagde Cassiel ikke mærke til personen der nærmede sig, og sang i stedet videre, stadig med øjnene lukket let i.

Men efter noget tid syntes han at kunne mærke et blik det stirrede intenst på ham. Med ét stoppede han sin syngen, og åbnede sine pinke øjne.
Hans blik blev mødt af et par gigantiske, mørkeblå øjne der sad og stiiiirrede på ham. Han blinkede et par gange, før det gik op for ham, at det ikke kun var et par store øjne, men at der faktisk også fulgte en krop med dem. En blå krop. Igen blinkede Cassiel, og så sivede det endelig ind, at han havde fået u-inviteret publikum på.

Han stirrede dumt på den blå alf i lidt tid, før han undslap et overrasket lille hvin, lavede en voldsom bevægelse og faldt ned fra stenen. Han landede med hovedet rettet direkte imod jorden, som var han en torpedo, hvis mål var at ødelægge sig selv på et stykke hårdt, fladt jord.

"..Av!" Lød det fra ham, idet hans hoved kolliderede med jorden. For satan, hvor gjorde det ondt! Man skulle næsten tro, at det var en anden sten han var faldet ned på!
Han satte sig op og ømmede sit hoved i lidt tid, før han atter kom i tanke om hans lille tilskuer - som vidst nok ikke var så lille igen, i hvert fald i forhold til Cassiel. Men nu var der jo heller ikke mange ting der var meget mindre en ham, så var var jo godt det samme.
På alle fire kravlede han rundt om stenen for at se, om hans publikum stadig var der, og ganske rigtigt! Den blå alf var der stadig, og dette fik blot Cassiel til at komme med et til lille gisp, før han skyndte sig om på den anden side af stenen igen, som for at gemme sig. Han sad og lyttede i ganske kort tid, før han besluttede sig for, at han hellere måtte se at komme væk. Han fik rejst sig op, og langsomt begyndte han at snige sig væk, knap så diskret som det kunne have været.

Da den anden alf hvinede, og knaldede hovedet ned i jorden farede Devon op i forsøg på at komme til undsætning. Men Cassiel nåede simpelthen at…gemme sig?

Han så ud til at være bange, hvilke gjorde Devon forvirret.
Han lagde mærke til, da Cassiel rejste sig og forsøgte at snige sig væk, hvilke fik ham til at undre sig. Og det fik også bare Devon til, at forsøge at indhente ham, og han kom hurtigt op på siden af ham.

”D-Du, det må du undskylde!” Peb han lavt, og forsøgte at holde trip med den anden alf.

Da den anden alf begyndte at følge efter ham, begyndte Cassiel at panikke lidt. Hvorfor fulgte en fremmed efter ham? Og hvad lavede den anden alf i det hele taget så langt inde i skoven? Der var jo en grund til, at Cassiel havde slået sig ned her; for at slippe fra alle de andre alfer.
Han kiggede sig over skulderen, for at se, om den anden stadig fulgte efter ham. Og det gjorde den skam. Cassiel satte tempoet lidt op, men opgav så, og vendte sig om for at stirre halvirriteret på den anden alf.

"Hold op med at følge efter mig!" Sagde han lidt højere end planlagt, så det næsten var et råb. Han stirrede afventene på den anden alf, før han igen vendte sig om og begyndte at gå videre i et rask tempo. Han havde ikke tid til at blive forfulgt af sådan nogle originaler!

// Frys

I hurtige skridt, kunne Devon sagtens følge efter hans med alf der ellers syntes at ville væk hurtigst muligst. Sådan blev det ved, indtil den anden alf pludselig vendte sig om, og nærmest skreg: ”Hold op med at følge efter mig!” ind i hovedet på den stakkels Devon.

Han sank lidt i jorden, og følte sig som en lille mus, i forhold til den ellers mindre alf. Dog fulgte han stadig efter ham, da alfen gik videre i et hurtigt, monotont tempo.

”Jeg vil jo bare sige, at det er jeg ked af!”

Devon viftede lidt med armene da han stødte ind i noget på jorden, en grankogle. Det fik ham ligesom til at sakke lidt bagud fra den anden alf, og så blev den ellers svinet til inde i Devons hoved.
Åndssvage grankogle! Hvorfor helvede skulle du også ligge lige dér!?

Han sparkede lettere muggent til den, indtil Devon bare forsøgte at indhente den anden alf igen. Til sidst måtte han opgive til fods, alfen var for langt væk. Der gik et sekund uden Devon bevægede sig, og så forsvandt han ellers fra hans ståplads.

Lidt efter om han frem foran alfen, muligvis lidt for tæt på da de nok ville støde ind i hinanden.

//Frys

Cassiels højre øje spjættede kort.

"Jeg er ligeglad! Gå væk med dig!" Fortsatte han, og satte farten op endnu en gang. Den anden alf syntes at sakke bagud, hvilket blot fik styrket Cassiels selvtillid i, at han godt kunne slippe væk fra den blå alf.
Han kastede et blik over skulderen for at se, om han havde tabt sin forfølger, og det så ganske rigtigt sådan ud; den blå alf var i hvert fald væk. Et sejrssmil bredte sig over Cassiels læber, men lykken var kortvarig, for i næste øjeblik stødte han ind i en eller anden hård overflade.

Igen undslap et pylret lille "..Av.." hans læber. Det var anden gang i dag han var faldet! Godt nok havde det været hovedet han var landet på sidst, men stadigvæk! Han skar en grimasse og fik ondt i hovedet igen, bare ved at tænke på det tidligere fald. Skønt, nu var smerten ellers lige gået væk, men nu havde han ondt i både røven OG i hovedet! Hvad blev det næste?!
Han glædede sig til at komme hjem og få sovet i sin seng.

Cassiel løftede hovedet per refleks for at se, hvad det egentlig var han var gået ind i.
"Argh!" Skreg han og fór op, for så at træde nogle skridt tilbage. Det var den blå alf igen, som han ellers lykkeligt havde glemt alt om, selvom det kun havde været i nogle få sekunder!

"H-Hvordan k-k-kom du.. J-jeg mener.. hvad.." Ordene gled over hans læber, men der var ingen sammenhæng i det. Cassiels pinke øjne var vokset til størrelsen på nogle tekopper, og han stirrede bare uforstående på den anden alf. Var han ikke lige sluppet af med den her.. den her... stalker?! Forfølger, hvad man nu vil kalde det?!

Den her blå alf var begyndt af irritere Cassiel. Med vrede og forvirring malet i hele ansigtet skreg han "Hvad er det, du vil mig?! Sagde jeg ikke, at du skulle gå?!!" Atter trådte han nogle skridt bagud, og gjorde mine til at skulle stikke af igen.

Devon havde kræfter nok til ikke at vælte omkuld (Unlike someone else.) og stod nu bare, og så på alfen der var landet på røven. Han fniste lavt, det så sjovt ud og nu var det vist Devons tur til at smile. Han forsatte sin fnisen da alfen fór forskrækket op, og stirrede forvirret på ham.
”Huh? Oh..Teleportering!” Devon smilede kort til ham, og lagde sine arme over kors med begge håndrygge imod alfen. Den bare hånd, med tatoveringen på gravede sig ned i Devons taske, for bagefter at komme op med et stykke trøffel lukket inde i håndfladen.
Han rakte det frem imod alfen, med et undskyldende blik. Der blev ikke sagt et ord, kun hånden der blev rakt ud imod alfen.
Vis man kiggede godt på Devon, lignede han en lille dreng, der når som helst kunne finde på at smile stort og hvine ’Gift for u!’

"Teleportering..?" Spurgte Cassiel forvirret, idet ordet var gledet over den andens læber. Han havde aldrig hørt om en sådan ting før, hvilket nok mest kom af, at han jo ikke kom så meget omkring - han havde trods alt boet her i skoven de sidste hundrede år.

Cassiels opmærksomhed blev fanget af et eller andet der sad på den blå alfs hånd, men den anden alf bevægede hænderne for hurtigt til, at han kunne nå at registrere hvad det egentlig var.
Da den anden stak hånden ned i sin taske, stilte Cassiel sig varsomt parat til.. hvad som helst. Man kunne aldrig vide, hvad folk rendte rundt med i deres tasker. Cassiel stolede ikke på nogen, og da slet ikke den her ubudne gæst, der havde den frækhed at sætte sine fødder i hans del af skoven!
....Okay, Cassiel vidste godt at det teknisk set ikke var hans del af skoven, men nu havde han boet her i så lang tid uden at få besøg, så det her kom som noget af et chok for ham. Han ville helst ud af den her situation hurtigst muligt.

Cassiels øjne gled ned på det, den anden nu stod og holdte frem foran ham. Først stirrede han mistroisk på hvad-end-det var, men så genkendte han formen på dén ting, den blå alf holdte frem. Hans øjne blev store og hans mund åbnede sig let. Var det, hvad han troede det var?
Cassiel lod blikket glide fra trøflen og op i den andens øjne. Var han ude på noget? Naaah, sikkert ikke.. Og den trøffel den blå holdte frem så meeget indbydende ud. Cassiel tog nogle skridt fremad, og hapsede trøflen så snart den var inde for rækkevidde. Han snuste hurtigt til den, bare for at tjekke, om den nu var forgiftet. Den lugtede ikke sådan, så derfor tog han en bid af svampen.

Straks lyste hans øjne op, og et stort, varmt smil bredte sig over hans læber. Trøflen smagte jo himmelsk! Grådigt åd han hele svampen, og lige så snart den var væk, løftede han hovedet og kiggede sulten på den anden alf. Havde han flere?

// Frys

Devon nikkede ivrigt, af den anden alfs spørgende tonefald over teleportering. Det lød mest af alt, som om han ikke forstod var dét ord betød.

Grunden til at Devon rev en af sine elskede trøfler frem, var for at forsøge at overtale sin medalf til at tro, at han var ufarlig. Han fniste let af alfens reaktion, de store øjne og den åbne mund tydede på, at trøflen var en fin og flot gave at give.

Da han hapsede trøflen, så Devon spændt på for at se hans reaktion. Da hans øjne lyste op, kunne Devon tydeligt læse af hans ansigt, at dét også var godt.

Straks ville alfen få Devons rygsæk hen, her i lå alle de tre slags trøfler han var kommet forbi på sin vej. Sommertrøfler, sorte trøfler og hvide trøfler.

Hurtigt fik han også præsenteret sig; "Eh..j-jeg er Devon.."

Da den blå alf rakte Cassiel sin taske, tøvede han ikke ét sekund med at snuppe den ud ad den andens hænder. I det øjeblik det var gået op for Cassiel, hvad det var den anden havde rakt frem imod ham, havde han i al hemmelighed konstant holdt øje med tasken ud ad øjenkrogen.
Straks fik han åbnet den hærgede taske for kun at bekræfte, at det VAR der trøflerne befandt sig. Han rakte armen ned i tasken og lukkede fingrene om en trøffel, løftede den op, og tog en smagsprøve af den. Jo, den var god nok. Det var den ægte vare. Han åd hele svampen, lukkede tasken og hang den over skulderen.

Da den anden fortalte Cassiel sit navn, løftede han hovedet og stirrede dumt på Devon. Han blev lidt overrasket over, at den blå alf stolede nok på ham til at fortælle ham sit navn. I et kort øjeblik overvejede Cassiel endda at fortælle Devon sit navn, men hurtigt fik han husket sig selv på, at det her var en fremmed alf, som han slet ikke stolte på. Han bakkede nogle skridt væk fra den anden alf. Det her var ved at blive farligt.

Hurtigere end lynet fik han vent sig om, og begyndte atter at løbe. Allerede nu havde han næsten fået mere motion end nogensinde før i de hundrede år han havde boet i skoven, og dagen var ikke engang forbi endnu!
Han kastede et hurtigt blik over skulderen for at se, om den anden fulgte efter ham, hvorefter han besluttede sig for at tage sine vinger i brug. Først nu havde han tænkt på, at det var en million gange lettere for ham at flyve, end det var at gå. Op fløj han, højere og højere, og med en længere og længere afstand fra jorden.

Devon betragtede den anden alf trække tasken grådigt til sig, og løftede et øjenbryn lettere forarget over hvordan tasken blev trukket i. Han betragtede den lillafarvede alf, og hvordan han gravede sin arm ned i tasken for flere trøfler, alle de trøfler. Men Devon fornemmede noget, da alfen tog tasken over skulderen og forberedte sig på at skulle hoppe på den mindre alf. Og det hele blev mere mistænktsomt, da han bakkede nogle skridt bagud.

Da alfen så fik vendt sig om, og begyndte at løbe fik Devon skam hurtigt selv fart på, og fulgt efter den lilla. Men der opstod nogle problemer da alfen besluttede sig for at bruge sine vinger, det var dem Devon manglede. Men han nægtede at give op, det kunne godt være han var venlig af natur men, at stjæle fra ham var fy-fy.

Det endte med at Devon greb ud efter benet på den anden alf, kravlede op og lukket et panikslagent greb om hans lår i forsøg på at holde sig fast. Han viftede lettere panikslagent med benene, og holdte stramt fast om låret på den anden.

Havde han nogensinde tænkt sig om før han gjorde noget? nej.

Devon var bange for højder, og nu havde han fået sig selv op i luften med farer for at falde ned og ødelægge jorden.

Afsætningen fra jorden var gået som planlagt; Cassiel fløj opad, og det var trods alt dét, der var hele pointen med at tage sine vinger i brug.
Et problem opstod dog, da en tung byrde pludselig lage sig på hans ene ben. Pludselig syntes hans vinger ikke at være så fantastiske som for få sekunder siden, for nu var det næsten som om at han røg nedad, i stedet for at komme opad. I et kort nanosekund undrede han sig over, hvorfor det var at han nu pludselig gik nedad, men så fik hans hjerne forbundet det med den vægt, der mærkeligt nok havde lagt sig om hans ben. Han drejede hovedet i retning af sit højre ben, som jo var blevet tungere, og minsanten om hans hjerne ikke også registrerede, at der havde slynget sig en stor klump et-eller-andet rundt om hans ben. Cassiel var dog ikke længe om at regne ud, at det højst sandsynligt var den blå alf.
Hvad i al verden bilder han sig ind?! tænkte Cassiel. Man greb da ikke bare fat i andres ben midt i luften!
Han var ikke længe om at give udtryk for sine tanker;

"Hvad helvede laver du!?" råbte han vredt, og registrerede ud ad øjenkrogen, at jorden kom tættere og tættere på. "Slip mig!" udbrød han derefter panisk, bange for at slå sig igen. Det ville blive tredje gang han røg mod jorden og slog sig på én dag, og den tanke lød bestemt ikke velkommen inden i Cassiels hovede. Klamrende til tasken med svampene i, som kunne den forhindre faldet, begyndte han at vifte hektisk med benene, og hans vinger baskede med et usandsynligt tempo, for at holde begge alfer i luften.

BUMP

Devon landede hårdt på ryggen, og Cassiel klaskede ovenpå ham.
Hvor var han enlig nuttet, og så lille. Et ultimativt voldtægtsoffer. (ikke fordi Devon gjorde sådan noget, det havde han sgu ikke nerver til)
Han rødmede lidt, det var tydligt på hans lyseblå hud.
Forstenet lå Devon, kiggede på den kønne alf over ham og havde en stor lyst til at holde om ham, og kysse ham.
Devons åndedræt blev tungere, en smule hidset op over den andens nærhed. Ikke på den intime måde, mere et sus af hvordan hans reaktion ville være.

Ikke igen..
Cassiel udstødte en høj, utilfreds lyd, da hans allerede ømme rumpe atter kolliderede med en - måske ikke så hård, som den kunne have været - overflade. Bandeordene begyndte at strømme ud ad hans mund, og hans irritation over hele den her møgdag var steget endnu et level. Okay, nogen eller noget skulle snart få at høre, hvad hans mening om hele den her irriterende lortedag var! Hvad ville den her idiot alligevel, som kom og forstyrrede hans fred?!

"HVAD ER DIT.. problem?" Den første del af sætningen blev udstødt højt og vredt, men hans stemme forsvandt lidt i takt med, at han fik drejet hovedet og placeret sine pinke øjne på den anden. Omtalte øjnes pupiller udvidede sig, da han så den andens ansigtsudtryk, og i et øjeblik stirrede han bare lidt med underkæben let hængende, men så gik situationen op for ham, og hurtigt fik han kastet sig væk fra den anden. En svag smerte skød op igennem hans rygrad, da hans numse ATTER en gang stødte mod jorden, men lige nu lagde han knap nok mærke til det, for han havde travlt med at blive meget, meget rød i hovedet samtidig med, at han prøvede at finde ord til at forsvare sig selv og svine den anden til med.
Da ingen ord syntes at passe godt nok til hans eget forsvar, og hans hjerne stod tom for bandeord, der var grimme nok til at fornærme den anden med, lukkede han sin kæbe tæt sammen, imens han drejede om på hælen. Han begyndte at løbe imod én bestemt retning, i et hurtigere tempo end han tidligere havde vist, hvorefter hans vinger blev sat i gang, og han i løbet af kort tid var så højt oppe i luften, at man umuligt ville kunne nå ham fra jorden, menneske eller alf. Der gik ikke lang tid før han var ude af syne, og godt på ved imod sit eget lille bo. Stadig med trøffeltasken hængene over skulderen, og stadig knaldrød i fjæset.

// OUT BIATCH

Devon forsøgte at følge efter (dejlig langt epix indlæg ftw)

//OUT//