Den støvbrune vej strækker sig så godt som ud i det uendelige, men ender nok alligevel et sted der ude, hvor jorden går i et med den mørke himmel i en tåget horisont.
Nogle få hestevogne passerer af og til den unge tøs, der roligt trasker hen af vejen i den retning hun nu vender. Det ses tydeligt på hende, at hun har gået i noget tid - nu og da snubler hun klodset over sine egne, hullede læderstøvler, og virker generelt temmelig sjusket og afrakket i den nogle numre for store frakke, og flere lag slidte skjorter. Hendes ansigt er halvt skjult under et uldtørklæde, og resten gemmes af det mere brune end røde pandehår.

Kling, klir. Et par stykker rav giver genlyd mod et par af de sparsomme brosten, der ligger på vejen, og Renatika drejer de forskelligfarvede øjne mod deres lette glimten. Lyden af et par forpustede heste og knirkende vognhjul forsvinder ud i nattemørket, og den unge tøs skuler kort efter den. Sikkert en greve, baron eller anden højrestående person, der i et øjebliks blødhjertethed smed et par småkrystaller ud til en hjamsk hjemløs. Hun rynker lidt på næsen. Hun har ikke brug for deres almisser.
... Eller, jo, det har hun, og det tager da heller ikke lang tid, før hun kaster dig ud efter ravstykkerne.

En... to... Hvor er det tredje? Var der ikke tre stykker rav?
Desperat løber den unge piges blik hen over den grusede jord i jagt på det sidste stykke rav, alt i mens hun knuger de to andre ind til sig. Maven brokker sig, men dens knurren er efterhånden en vant baggrundslyd. Den smertende sult, der farer igennem hele hendes krop som et tordenslag, derimod, er ligeså uudholdelig som altid.
Hendes blik løftes dog hurtigt, da lyden af et ungt barns skridt kan høres i nattemørket. Overrasket iagttager hun den lille pige, som blot er få meter fra hende. Hvad laver sådan et lille skrud dog ude på denne tid af døgnet? Renatika lægger hovedet på skrå. Barnet kan ikke være mere end, hvad, to-tre år? Spejdende kigger hun sig omkring i nattemørket. Der er ingen andre end de to piger.
Efter en kort tids tøven, lægger Renatika de to stykker rav til rette i en af de mange stofposer i hendes bælte og rejser sig, stadig med blikket på det unge barn. Et øjebliks stilhed ligger over stedet, før hun prøvende rømmer sig;
"Halløj, pigelil," begynder hun tøvende, "Hvor er dine forældre?"

Renatika kigger en anelse nervøst efter ungen, da denne med et drejer om og stikker af. Forvirret overvejer hun hvorvidt hun skal løbe efter pigen, eller blot lade se til, men før hun når at tage en beslutning, er Emilie forsvundet i tågen. Forældrene er der stadig ingen spor af.

"..." Efter at have stået og gloet ængsteligt efter ungen i lidt tid, drejer Renatika selv om, og fortsætter mod byen

//Out

Den lille Sne Wulliat kommer roligt trippende, og går sammen med en høj enjørninge hest. På Fallafax, som er enhjørningen, sidder en pige hun holder meget af, Life.
De har gået et stykke tid, og skulle stadig gå noget endnu, før de ville nå deres mål. Paradisskoven.
Hun stopper op et øjeblik, og bruster, og ser så op på Life med glade øjne.
Derefter løber hun fremad, lidt utålmodigt, men stopper så op, og vender sig om og ser på Life, med lidt lalleglade øjne.
Hun ville have der skulle ske noget, så hun ventede spændt,..

EFter et stykke tid på den tørre sti, hopper Life af, og lader Fallafax løbe i forvejen. Han vrinsker glad, og stejler kort, hvorefter han jorder afsted, med halen højt løftet.
Life selv lader sig endnu engang forvandle, denne gang til en hvid Carachal (http://snarla.files.wordpress.com/2007/03/caracal1.jpg) og løber efter Live, med en blid og legende miaven.. Hun dasker blidt til Live med poten, og hopper springende op i luften, hvorefter hun sætter i løb, henover en stor græseng, med mine til et væddeløb imellem hende og Live... Hun brøler hjerteligt, og svinger med halen, alt imens hun løber, side om side med Live (som jeg formoder fulgte med?  :?)

Live vrinsker højt, og begynder at løbe.
Hun er hurtig og smidig, og løber uden problemer ved siden af Life så hurtigt hun kan.
Hun føler vinden blæser i hendes pels, og nyder friheden i fulde drag,...

Life drejer pludselig til siden, og kaster sig over Live, så hun selv ender øverst. Hun tøver i lang tid, hvor hun blot ser ind i Lives dybblå øjne, før hun forsigtigt slikker hendes på mulen.
Hun tøver, og trækker sig lidt væk, så Live kan komme på benene igen. forsigtigt, fordi hun ikke ved hvad hun skal tage sig til, begynder hun at vaske sig i tavshed...

Live blev overfaldet i overraskelse, og stirrede tilbage i Lífes øjne uden lyd.
Hun er et øjeblik i chok, men kommer på benene igen lidt efter.
Hun forvandler sig tilbage til sin normale form, og går over til Life.
Hun sætter sig på hug foran hende, og klør hende bag øret, mens hun ser hende i øjnene.
Lidt efter kysser hun hendes hoved blidt, og ser hende dybt i øjnene, mens hun stadig kæler hendes bløde pels,..

Life føler det akavet, at hun stadig er i dyreform, så hun lader sig forvandle tilbage, såsnart Lives læber har sluppet hendes pande.
Hun sidder lidt fortumlet i græsset, og flakser let med vingerne.

"Jeg elsker dig" siger hun svagt, og møder Lives blik, med et blik fuld af ærlighed.
Vinden rusker i trætoppene, men i dalen her, ligger vinden stille, og alt der kan høres, er en fugls sagte fløjten i det fjerne..

Hun ser kærligt på hende, og hvisker tilbage, mens hun tager sin hånd op, og begynder at ae hendes ansigt.
'Jeg elsker også dig,..'
Hun er også selv fuldstændig ærligt.
'Det har jeg gjordt i lang tid.'
Ender hun sin sætning, og rykker nærmere på hendes ansigt.
Begge hendes hænder støtter hendes kropsvægt nu, mens hun læner sig mod Life.
Hendes ansigt er tæt på hendes, og hun ser hende dybt i øjnene,...

//Frys//

Life snapper let efter vejret, da Live aer hendes kind. Ikke at hun ikke nyder det, men hele stemningen gør hende luftløs.
Da Live læner sig frem imod hende, kan hun ikke holde sig tilbage længere, og læner sig forsigtigt frem, og lader sine læber møde Lives.
Det sender en strøm af varme igennem hende, og hun knuger forsigtigt Lives hånd, og lukker øjnene.
Da hendes læber slipper Lives, omfavner et lys hende. Ikke det sædvanlige, når hun forvandles, men et blåt et af slagsen, der blænder alle og enhver i nærheden.
Hun løftes op i luften, bedøvet af en sær luftart i det blændende lysskær, der breder sig endnu mere højt oppe i luften, i en lyseksplosion af den anden verden. (eh... hvis du har set bjørnebrødre? du ved, forvandlingerne? something like that XD)
Tilsidst sættes hun forsigtigt ned på jorden, og lyset forsvinder.
Hun vågner, som fra en omgang koma, og ser sig omkring. Alting ser pludselig mere lyst ud, mere venligt.
Hun ser forvirret på Live, uden viden om, at hendes vinger er væk, at håret er smukt blond, og at hendes øjne har fået et nøddebrunt skær.

"Hva... hvad skete der?" hun glipper lidt med øjnene, og sætter sig op...

Da Lifes læber ramte hendes, følte hun straks en lykkefølelse hun aldrig havde følt før.
Hendes øjne var lukkede, mens hun nød det varme kys.
I det øjeblik var der kun Life og Live.
Alle mulige fantastiske følelser strømmede gennem hende.
Alt var så utrolig og overvældende for hende, at hun glemte at trække vejret.
Men da Life trak sig tilbage, nåede hun ikke at registrere det helt, før det usædvanlige lysskær begyndte.
Hun stirrede på Life mens hun svævede opad.
Med en sær blanding af savn, kærlighed, forundring og lidenskab.
Hun forstod ikke hvad der skete, men frygtede det heller ikke helt.
Hun var fortryllet af det smukke lys, og følte en varme indeni sig.
Selvom hun blev blændet groft, kunne hun ikke lade være med at stirre.
Men det var først da Life var svævet ned igen og lyset var væk, at hun virkelig opdagede hvor stærkt det lys havde været.
Hun blinkede et par gange med øjnene, og imellem tiden havde Life sat sig op.
Hun stirrede forundret på hende, og kunne et øjeblik ikke tro hendes egne øjne.
Hun rykkede sig stille nærmere Life igen, uden at slippe sit syn på hende.
Som fortyllet igen, rakte hun hånden op, og rørte blidt ved Lifes hoved.
Først Håret, som hun blidt nussede, så bevægede hun den stille ned ved siden af øjet, videre ned ad kinden, og strejfede så hendes læber.
Da løftede hun den anden hånd, og lagde den på den anden side af Lifes hoved, så hun havde en hånd på hver side.
Hun lænede sig frem og kyssede blidt og længe Lifes læber.
Derefter så hun ind i de smukke nye øjne, mens hun aede det fine blonde hår.
'Jeg ved det ikke,.'
Hviskede hun så blot.
'Men du er endnu smukkere end nogen sinde før.'
Hun forblev så tavs og så blidt dybt ind i Lifes øjne, med sine egne der nu så dybgrønne ud.
Vinden blæste blidt, og fik deres hår til at svaje smukt i nattens skønhed. Månen skinnede ned på dem, og gjorde alt omkring dem mere magisk.
Live følte en herlig harmoni mellem magi og naturens gang.
Og hun var fredfyldt mens hun så kærligt ind i sin elskedes øjne, og igen var der kun dem to i øjeblikket,...

Det fløjsbløde græs kilder Life i knæhaserne, mens måneskinnet oplyser engen, de sidder på. Hun gengælder blidt Lives kys, og aer hende over håret, med en marmorhvid hånd.
Hun lægger hovedet på skrå, og hendes blonde hår falder ned fra hendes skuldre.
"Endnu smukkere... hvad men...!" Life stirrer pludselig chokket frem for sig, mens hun med en let rystende hånd tager en tot hår frem i sin synsvinkel. hun glipper med øjnene, slipper totten, og bevæger hånden om på ryggen.
Vingerne.. vingerne var væk!
Et smil breder sig på hendes læber, og hun jubler af glæde, før hun falder Live om halsen, og hvisker hjerteligt i hendes øre;
"Du gjorde det Live... VI gjorde det.. jeg er endelig normal igen!"
en lille glædeståre triller ned af hendes kind, og ned i Lives hår, hvor den planter sig som en lille diamant i skæret fra månen..
"Jeg elsker dig.. mere end noget andet.." Hun læner sig tilbage, og sukker lavt.
"Men denne her krig.. jeg kan ikke leve i den.. lad os løbe væk.. langt langt væk, til et afsides sted... vil du det?"

For enden af den tørre landevej, dukker en blå skikkelse op. Det er omridset af den humpende Mira, som er på vej tilbage mod byen efter utrolig lang tid. Hun har været der i længere tid end hun kan huske, fanget og holdt tilbage af Mørkets Lord. Hun har ikke engang nogen anelse om hvordan situationen er i Krystallandets samfund lige nu. Havde hun stadig en position som Lysets ridder? Hvordan havde hendes venner det?

Faktisk var hun vel ikke engang rigtig sikker endnu. Der var stadig en chance for, at de kunne indhente hende, men hun havde fået et stort forspring. Hun havde ingen mulighed for at begynde at bruge sin magi, da hun ikke havde haft mulighed for det i så lang tid, at den var godt svækket og har brug for at blive trænet op igen.

Mira kastede et hurtigt blik bagud og pustede en blå hårlok væk fra hendes klæbrige pande. Hun tog sig til hendes skadede ben, hvor hele hendes nederste bukseben var rødt af blod. Hun bed tænderne sammen og begyndte atter at bevæge sig frem af med en håbløs mine. Var hun overhovedet til at kende? Hendes blå hår var vokset og var blevet langt, men lige nu var det godt sjusket. Hun var vokset og så mere ud som en kvinde nu, end en egentlig pige. Kunne hendes gamle venner stadig kende hende? hvis hun altså fik dem at se igen? Hun kastede endnu et usikkert blik bagud.

oppe på himmelen er der vild kamp - endnu engang.. Cassa, som blot var ude at flyve sig en tur stille og roligt for at få en oversigt over landet, var blevet angrebet af nogle hovedjægere.. oprindeligt var de efter Mira, men da de fik øje på generalen for lyset, skiftede de naturligvis lige kort eirne! Han gav jo mange penge med den dusør der for ikke så længe blev sat på hans hoved..

Men disse dusørjægere er langt fra så stærke som Cassa først havde forventet.. med et enkelt slag i form af lysild i en kæmpemæssig bølge, får han slået dem i jorden..
Cassa flyver hastigt efter dem, lander og smækker vingerne ind i ryggen, hvor han straks sætter i løb.. han trækker sit lange blanksværd, og med et enkelt hug pr hovedjæger, mister de ironisk nok knuppen!

Der står blodsprøjt om ørerne på ham, og de røde dråber pletter den hvide skjorte og det kønne ansigt, og han standser først sine vilde hug, da alle jægerne ligger livløse..

Hans arme glider ned langs siden mens han med et tungt blik hviler sine øjne på ligene..
Endnu engang,.. måtte jeg dræbe.. han sukker.. vender sig om.. han så jo en i fare!
"Er De okay?" lyder det bekymret fra ham.. i første øjeblik kan han ikke kende hende..

Mira som havde været væk i næsten 2 år, havde jo også forandret sig meget. Hendes blå hår gik helt ned til taljen nu og hun var blevet en del tyndere, pga. udsultning. Hun havde forfærdet vendt sig om ved lyden af hovedjægerne og åndede lettet ud, da det så ud som om at der var nogen der kæmpede imod dem. Hun sank om på jorden og lænede sig en smule op af vejkanten, helt grå og beskidt i hovedet og på kroppen. Hun ville gerne have hjulpet hendes hjælper med at blive fri for jægere, men hun var simpelthen for udmattet. Hun kunne intet stille op, heller ikke med sin magi. Hun så med dårlig samvittighed over mod skikkelsen som kom nærmere og tænkte igen over sin position, som lysets ridder. Havde hun den stadig?

Hun tog sig til benet og så først op, da hendes hjælper kom helt tæt på.
"Ja, jeg...." Mere nåede hun ikke at sige, før hendes kæbe langsomt løsnede sig lidt. Hun genkendte skikkelsen foran hende. Cassa. Hendes ven, han var mere end en ven! Hun havde tænkt utrolig meget på ham i sin tid væk og nu stod han lige foran hende. Cassa, som hun holdte så utrolig meget af og som hun havde savnet så meget.. Cassa. Hun møde hans flotte øjne med sine klare blå og kunne ikke rigtig få et ord frem.
"Cassa?" fik hun endelig frem og slog en hånd foran munden. Et par små tårer væddede op i hendes øjne og hun håbede at han måske, kunne genkende hendes klare blå øjne, som trods alt lignede sig selv på en prik.

Cassas blik skifter fra at være alment bekymret, til en smule undrende.. hvor har han set det ansigt før?

Pludselig slår det ham; som lyn fra en klar himmel!
"Mira?!" udbryder han.. det før meget undrende ansigt, skifter nu over i et glædestrålende stort smil.. han tøver ikke med at smide sværdet fra sig, og i ganske få løbetrin er han henne ved hende, og får hende løftet op i et tæt kram, dansende en enkelt gang rundt om sig selv med hende, inden han sætter hende ned igen..
Hans hænder lægger sig blidt, men tæt om hendes overarme, så han kan se hende an.
"Hvor.. har du været? Jeg troede du var flygtet ud af landet? Du ser jo helt forfærdelig ud! - altså.. ikke sådan.. som at" han pauser sig selv.. nu var han vist ved at kløjs i det.
"Jeg mener.. din tilstand! den ser ikke rar ud! Du.. arh!" han slipper hende og får klasket en hånd mod panden.
.. du står bare ikke lige dér og fornærmer en af dine bedste venner, efter ikke at have set hende i en milliard år?! tænker han selvbebrejdende..

Da Cassa tydeligvis genkendte hende bredte der sig et stort stålende smil på hendes læber og hun glemte næsten alt om hendes smerter. Lige indtil han løftede hende op i hvert fald og det dybe sår i hendes ben atter kunne mærkes.
"Ja! Det er mig!" Udbrød hun med et stort smil og kunne næsten ikke holde glæden inde. Hun slog armene om hans skuldre, da han løftede hende op og hun kunne ikke lade være med at le. Hun knækkede dog lidt sammen igen, da hun blev sat ned pga. hendes dårlige ben og hun skar en lille grimasse.
Hun løftede blikket og mødte hans blik og sendte ham et smil. Cassa.. Han så ud som han altid havde gjort. Flot, charmerende, troværdig.. Alle de ting, som fik hende til at føle sig så godt tilpas i hans selskab. Hvor havde hun dog savnet ham. Hvor havde hun dog bare savnet en god sjæl.

"Flygtet ud af landet? Nej.. Jeg var ude på en mission for Lysets Dronning, og havde den største kamp mod mørkets krigere, jeg nogensinde havde oplevet." Hun bed sig svagt i læben og mærkede den dårlige samvittighed komme ind over hende. "Jeg prøvede virkelig at stå imod Cassa, det gjorde jeg virkelig, men de fik mig til sidst.. Og jeg blev indespærret og har været det i.. Jeg har ikke engang styr på tiden. Mere end et år, tror jeg?" Fortalte hun langsomt og synkede en klump i halsen og hun rystede en smule ved hele mindet. Indespærringen havde helt klart sat sig i hende og der kom nok til at gå noget tid, før hun igen kunne slappe helt af.

Hun grinte af Cassa og lagde hovedet en smule på skrå, så hendes lange hår faldte ned over hendes skulder. "Forfærdelig ud? Ja, det gør jeg nok.. Du ser tilgengældt fantastisk ud," smilede hun til ham, før hun igen var nødt til at lave en grimasse over smerterne.

Cassa mærker et stik af dårlig samvittighed.
"Jamen.. indespærret? Jeg fik blot bud om at du var flygtet væk.. ingen har bebrejdet dig!" han lægger en hånd på hendes skulder.. bare for at understrege det.. han smiler lidt over hendes lille kompliment.. ak.. han er ikke enig, men han syntes ikke situationen passer sig til at protestere.
"Du ser ud som om du er i smerter?" spørger han bekymret.
"Vi må væk.. hurtigst muligt.. Der er dusør på mit hoved, og sikkert også på dit! At blive her for længe.. det er ikke en god idé!" han pauser sig selv, træder et skridt væk fra hende med blikket rettet mod ligene.
"Jeg.. skaffer lige dem her af vejen.." han hæver den ene arm, og med en løs håndbevægelse lader han en hel storm af lysild kaste sig ind over de døde kroppe.. der går ikke andet end nogle få sekunder inden de alle ligger forstøvet til aske, som den let kraftige vind gladeligt tager med sig!

Han vender sig så om mod Mira igen.. han smiler et let bekymret smil.
"Hvad med at kilderne bliver vores næste stop?" spørger han og rækker hende sin hånd..

Cassas hvide skjorte er allerede flækket helt op i ryggen.. og de sorte bukser er ligesom fronten af skjorten, tilplettet af blod.. men egentlig er det ikke noget der får ham til at virke uhyggelig.. slet ikke! hans venlige og rolige aura stråler blot igennem det ligenu let tilsnuskede ydre.. han har jo ikke været på palæet i månedsvis!

Mira så på Cassa med et lille smil og tager hans hånd.
"Lad være med at føle skyldfølelse. Jeg forstår. Jeg er bare glad for at være tilbage," Hun åndede let den friske luft ind og sank en smule mere sammen. Hun havde det virkelig ikke særlig godt efter at mørkets krigere havde haft hånden over hende i alt for lang tid. Hun rynkede brynene lidt ved snakken om dusørene. "Dusør? Hvorfor?" Spurgte hun en smule forvirret og så sig hurtigt omkring. Hun havde stadig mange af sine lysets ridder-instinkter i sig. Hun fulgte Cassas magi med øjnene og selv om hun ikke ville, var der misundelse at se. Hun havde ikke selv været i stand til at lave en bølge af lys energi i meget lang tid.

Hun lod blikket glide over på Cassa igen og hendes blik blev også en smule bekymret.
"Ja, kilderne.." Mumlede hun samtykkende og havde hurtigt fundet begge sine arme rundt om ham igen. Hun lagde hovedet mod hans bryst, som hun faktisk lige kunne nå nu - hun var nemlig også vokset.
"Jeg har savnet dig," mumlede hun en smule flovt, men også meget ærligt og lukkede øjnene let i.
"Kan du flyve mig? Eller noget andet? Jeg tror ikke jeg kan selv.." lød det skuffet fra hende og hun knugede lidt om et stykke af hans tøj.