Cassa tier i nogle sekunder.. på sin vis gør det ham meget trist.. det at blive nødt til at fortælle hvordan landets situation er.. lysets dronning som er kidnappet.. brrh! Men hun ved vel heller ikke at han er blevet general..?
Han sukker stille.
".. Altså... Lysets Dronning... Hun er fanget af mørkets lord.. men denne gang har han overtaget hele landet.. Og siden jeg er Lysets general.. så er der udlovet en kæmpe dusør til den som fanger mig.. død eller levende.. tror jeg nok.." han rynker svagt på næsen..
"Men jeg fortæller dig det i detaljer på vejen.." han smiler stille da hun læner sig ind til ham.. nusser hende svagt over håret.
"Ja.. bare rolig.." han lader hende derefter løfte op i sine arme, som hun tydeligt vil kunne mærke er blevet noget mere robuste - stadig meget slanke og let spinkle, men i forhold til sidst de sås; meget muskuløse..
"Hold fast.." han smiler varmt inden han går lidt ned i knæ for at få bedre fodfæste..

Med et hårdt afsats mod jorden, springer han et stykke op, hvor hans vinger så folder sig brutalt ud af ryggen på ham..
"Aeh!!" han skær en grimasse..
fandens!! han kan mærke hvordan hans ene vinge vist stadig har en pil siddende i sig fra tidligere på dagen.. en pil som lige har flænset et godt stykke af hans ryghud op..

Dette kan han dog ikke tage sig af, og lader bare vingerne løfte dem højt op på himmelen..

siden de sås sidst har Cassas ryg fået en fin stor tattoo.. som egentlig ikke var spor frivillig! - men dette skal Mira nok få fortalt senere..

//afsluttet

Live bliver overrasket, men alligevel glad over Lifes reaktion.
Hun forstod ikke rigtig det med at de gjorde, det, indtil hun sagde hun var normal igen.
Hun smilte stort, og omfavner hende, og ler en smule.
'Jeg elsker også dig!,. Lige så højt.' Hun kysser hende blidt igen, og krammer hende endnu engang.
Men da hun pludselig bliver alvorlig igen, holder hun stadig fast i Life, og ser hende ind i øjnene, med alvorlige men kærlige øjne.
Hun havde ikke noget imod tanken om at flygte. Men hun blev stadig lidt urolig for tanken om det.
Hvor skulle de tage hen? Hvordan skulle de klare sig? Hvordan ville det være.
Men hun blev tiltrukket af tanken om at leve et liv med Life.
Hun trykkede blidt hendes hånd, og gav hende endnu et kys.
'Jeg vil tage med dig overalt.'
Hun ser et øjeblik dybt ind i Lifes smukke øjne, med hendes egne, nu, dybblå øjne.
'Men hvorhen?'
Hun ser et øjeblik urolig på hende, men stoler på hendes valg.
Hun fik trangen til at gå igen, og rejste sig så.
Hun hev Life med, og begyndte at gå væk med hende, ud i mørket.
Hun var ikke bange eller noget. For hun havde Life hos sig, og foran dem løb Fallafax, så de fulgte lyden af hans vrinsk og hove det løb afsted.
Lod han bestemme vejen.
Hun var ligeglad med hvorhen de gik, bare hun havde Life.

//Out//

Landet havde lagt sig med lange skygger, dækket med et slør af misformet orange skyer. Vinden tog dog alligevel godt fat i en, så man godt kunne mærke at vinteren kun lige var overstået.
Det lange stykke vej trak ud i horisonten, så vandring virkede umulig, men alligevel havde to mænd besluttet sig for at slå sig ned ved det største træ langs stykket.
De havde allerede slået en lille lejr op, med et levende bål og et hurtigt telt holdt oppe med reb om en gren fra træet.
Deres rygsække stod nær teltet, fyldt op til kanten med både grave udstyr og våben.

Det usædvanlige var dog at de havde stillet en glaskrukke nær bålet, som de talte til. Eller nærmere, alfen som var fanget inde i glasset, som så ud til ikke at finde situationen specielt morsom.
Jes så snare meget trist ud over at han var endt i sådanne en situation som denne, fanget af to banditter som vil sælge ham væk til det højeste bud.

Ilayara har gået længe langs vejen med en lang, sort frakke, godt lukket omkring sig, så kulden ikke når indtil hende. Hendes lange hår er opsat i en knold og omkring sin hals har hun et langt tørklæde, som vinden af og til tager fat i. Vejen hjem til bordellet er lang, men stædigt bliver hun ved med at gå. Som så mange gange før har hun glemt tiden, og nu har hun simpelthen ikke tid til at overnatte nogen steder, som hun ellers plejer at gøre.

Hun stopper op, da hun længere fremme kan se et bål og høre muntre, mandlige stemmer. Ilayara ved alt for godt, at hun sikkert ikke bare kan komme til at gå forbi dem, og derfor tjekker hun hurtigt, at hendes knive sidder, hvor de skal - og de er der allesammen. Derefter begynder hun i et roligt tempo at gå afsted, mod lejren.

Bålets lys flakker mod mændenes ansigter, men hun prøver så vidt muligt at lade være med at se på dem.

De to mænd er fuldt ud forskellige fra hinanden, med undtagelse, deres lyst til penge. Den første, og mest karakteristiske er en lusket, spinkel fyr som sidder og studere et kort i bålets skær, imens at han snakker med sit store brød af en svend, der tydeligvis er mere muskel end hjerne.
Den spinkle, påklædt ligeledes i en sort frakke, dog med underlig sort røg kommende fra under den. En magiker tydeligvis, af en mere korrupt type, som nok er grunden til at de fandt og kunne fange den ellers meget smidige alf, Jes; stadig fanget i glasset ved bålet. Det store muskelbrød sidder på hug og prikker til glasset.

Da de begge høre tørre skridt langs vejen, kigger de begge op. Den store sidder blot og kigger på, da den spinkle rejser sig op og stiller sig nærmere vejen, og stirre på Ilayara, med sin kappe som dækker det nederste af hans ansigt med en høj krave.
"Jamen, jamen... En ensom kvinde på vejen" siger han, med en meget tilrøget og hæs stemme. Den anden mand rejser sig så op og ler dumt og tungt, imens han stiller sig helt ud på vejen, gerne for at blokkere Ilayara.

Ilayara bider sig i læben, da mændene, som hun havde frygtet, ikke bare lader hende gå videre. I det mindste ser den ene ikke ud til at være specielt klog, og hun ved godt, at hun kan forsvare sig - det kommer selvfølgelig an på, hvad den kloge mand kan..

Da det store brød står i vejen, sukker hun lidt og ryster på hovedet, men hendes opmærksomhed går mest af alt til den spinkle. Han er suspekt, og hun kan nærmest opfange den aura af mystik, der er omkring ham.
"... som gerne vil videre," siger hun så, en smule irritabelt. Det er imod hendes principper at være den første, der angriber, men hun har virkelig lyst til at sende bålet op i røven på dem. Bogstaveligt talt.

Jes sukkede og sad blot i glasset, tilskuer til hvad han mener, nok skal blive et ubehageligt syn. Han kan ikke engang bruge sin magi inde i glasset til at hjælpe det hele på vej.
Så der sad han blot og lyste svagt op i et grønt skær igennem glaskrukken, blandet i lyset af bålet bag ham.

Tilbage til de andre, lader den spinkle et simpelt vift med en hånd, som fik den store til at træde frem imod Ilayara. Den nærmest kæmpe mand, på noget nær 2,20 meter høj, bjergere i muskler, men var langsom.
Den spinkle blev i baggrunden og nærmest evaluerede Ilayara, da han er mere kendt i området, og ved at en stor del af hele Krystallandet har magi af en sort. Så det skulle checkes efter.
Den store rakte ud efter Ilayara og lo endnu dummere end før. "Høøhørhuur! Fin dame! Kronk ha'!" sagde han, med en barnlig accent, da han ikke var god med sproget. Han forsøgte da, at tag fat og løfte Ilayara op i frakken.

Den orange dækket himmel var nu forsvundet og slugt i en nær eksplosion af mørke skyer. Regnfyldte var de ikke, men vinden tog til, så den tørre vej blev renset for grus. Træet ved den lille lejr skiftede karakter, til at blive langt mere komfortabel, med det dansende lag af lys fra flammerne, hvis varme fik Jes til at svede inde i glasset; imens at dug langsomt vokser frem på indersiden. Stakkels lille fyr...

Ilayara har hurtigt regnet ud, at den store kødklump er langsom. Så da han rækker ud efter hende, er hun hurtigt gået bagud, og i det samme koncentrerer hun sig, så noget af ilden henne ved bålet samler sig i til en lille kugle, der målrettet styrter mod den stores nakke.

Hun er ret sikker på, den vil ramme i første forsøg, men hvis han overhovedet når at opdage ilden mod ham og prøve på at undvige den, vil kuglen ligeså målrettet følge efter ham, indtil den rammer ham.
"Fandme nej," hvisler hun da og ser mod den spinkle fyr igen.

"Jeg vil råde jer til at lade mig være i fred og gå videre. Jeg gider simpelthen ikke spilde min tid med at smadre jer," siger hun så hårdt og trækker med en hurtig bevægelse kniv frem fra støvleskaftet. Det blanke, 14-15 cm knivsæg skinner i ilden og hun holder den truende ud mod dem.

Den spinkle fyr giver et hæst suk fra sig, da den store bliver ramt lige i nakken af ilden, i en mindre eksplosion. Hans tøj bliver hurtigt fanget af ilden, men han lader ikke til at gå på af det, han fortsætter blot imod Ilayara, skubbet fremad af den lille eksplosion. Han ler bare dumt igen, med armene ude.

Den spinkle laver et vift og slag med hånden, da den bliver opslugt i samme røg som kommer fra under hans frakke. Han kaster den så imod muskelbrødet, så røgen omringer hans overkrop. Langsomt bliver ilden kvalt, og den sort røg forsvinder. Nu er det den mystiske af dem som ler modbydeligt kvalt, da han mener at Ilayara burde forstå chancerne lidt bedre nu.

Jes sidder blot tilbage i krukken, glad for at den varme ild nær ham, er væk. Han slår på glasset nu, med lave "klink-klink-kling", i håb om at få lidt opmærksomhed på, at han kan hjælpe. Han prøver at råbe, men glasset er fortykt, og stemmen for skinger, til at kunne høres.

Ilayara bider sig i læben, da ilden blot bliver slukket - og bålet er gået ud, så hun kan ikke styre ilden længere. Derfor er hun nødt til at blive mere fysisk med den store, og det behager hende ikke. Hun håber, at hvis hun først får ham ned, så bliver den anden nemmere at tage sig af. Den store kommer i hvert fald ikke til at stå i vejen hele tiden.

Fra sin hofte trækker hun derfor endnu en kniv, og i et spring er hun, på trods af den fede fyrs højde, oppe på hans skuldre. Herfra holder hun fast i hans skuldre, inden hun - for at advare - at hun sagtens kan gøre mere, men at hun stadig tilbyder dem en chance for at flygte stikker kæmpen dybt i ryggen. Hun er ikke meget for det, men hun er ikke i tvivl om, hvilke hensigter, de ville have, hvis de fik fat i hende, og det vil hun slet ikke gå igennem.

Ilayara har slet ikke set den lille alf, men det er vel klart nok. Hun er kun koncentreret på at overleve, og ved ikke, at hun måske også kommer til at redde den lille alf fra sin grumme skæbne i et syltetøjsglas.

Den store fyr brøllede ud da han fik kniven i ryggen og forsøgte at få Ilayara ned, gerne ved at gribe og kaste hende, hvis han kan få fat. Hans skridt var langsomme, men hans arme var ved en normal fart, dog musklerne gjorde ham mindre fleksibel, så det ville alligevel tag ham lidt at kunne nå Ilayara.
Han var blevet pænt sur, og den spinkle fyr stod tilbage og så opgivende ud, men undersøgte stadig Ilayara. Han havde ret i at hun havde tricks i ærmet, hvilket han fandt uoverskueligt på dette tidspunkt. Alligevel valgte han at fortsætte. Han løftede begge sine arme, så hans hænder kom frem fra frakkens ærmer. Hans hænder var blege og blodårende var grå. Røg samlede sig i større og større mængder, og han gjorde klar til at kaste noget stort magi, med mindre han blev afbrudt.

Ilayara sørger for at bore godt rundt i det meget åbne sår, inden hun med et snuptag river kniven ud. Lige inden han får fat i hende, stikker hun mod hans højre øje og derefter hopper hun ned fra hans ryg - hvis hun har ramt, bliver kniven siddende i hans øjne, indtil han selv vil rive den ud.

Derefter vender hun sig mod den spinkle, da hun håber, at det for nu er nok distrahere ham på den måde og bider sig nu i læben. Da hun ser, hvad han har gang i, ryster hun på hovedet, men er samtidig mere nervøs, end hun giver udtryk for. Hun putter den anden kniv tilbage på sin plads med en hurtig bevægelse, mens hun prøver at se, om hun kan få liv i de gløder, der stadig er tilbage i bålet, og mens hun nogle gange skæver tilbage, for at se, om den store er travlt beskæftiget med at ømme sig. Forhåbentligt.

Koncentrationen er høj, og til sidst ender det med, at hun også får samlet en noget større kugle ild, som hun vil sende efter den spinkle, hvis han angriber hende.

Jes fik det lidt dårligt da han så den brutale kamp udvikle sig til at det store brød havde fået en kniv i øjet. Han stod da stille og hans arme ramlede ned ad hans side. Kort efter tumlede han ned på knæ og faldt så forover, med en voldsomt bump i jorden.
Kvinden havde stukket sig helt ind, da hjernen naturligt ligger tæt på øjet; så en kniv ville ikke have et problem med at nå igennem til den, hvilket tydeligvis var sket her.

Den spinkle havde godt forudset at noget i denne stil ville ske, så det var ikke en så offensiv magi han kastede. Da han havde samlet røg nok, klappede han hænderne sammen i en eksplosion af røg, som opslugte området omkring dem i total mørke. Det stak i øjnene og man kunne ikke trække vejret så let, men det blev hurtigt blæst væk af den kraftige vind.
Da det var ovre, var den spinkle og store fyr forsvundet, dog var deres lejr stadig tilbage, undtagen en af rygsækkende.

Tilbage stod Jes og lyste svagt lejren op med sit grønne skær, dog ikke mere end den ildkugle som Ilayara havde samlet sig.

Ilayara går i et kort øjeblik næsten i panik, da hun får svært ved at trække vejret, og hun holder sig for øjnene, da det stikker i dem. Heldigvis stopper det hurtigt, og hun ser sig hurtigt omkring. De er væk. Begge to. Hun ånder lettet op - hun er heller ikke selv glad for udviklingen af deres kamp og at det endte med drab - men hun er udmærket klar over, at det sagtens kunne have været gået den anden vej, og hun er virkelig nødt til at tage sine forholdsregler for tiden. Hun synker en klump i halsen og ryster så på hovedet. Hun må holde op med at have så dårlig samvittighed.

Ilayara ophæver ildkuglen, efter at have sikret sig, at de virkelig er, og den bryder ud i et ganske almindeligt bål igen. Med hurtige skridt går hun hen til deres lejr, for at se, om der måske er noget vand, som hun kan vaske sin blodige arm med.
Og så får hun øje på det lille, lysende grønne syltetøjsglas. Hun bøjer sig ned og samler det op, prikker undrende til glasset - det er en alf! Hun begynder på ikke at have det så skidt med at have gjort det store brød fortræd, sikke en stakkels lille fyr, der sidder der.. Hurtigt åbner hun glasset, så alfen kan flyve ud igen.

"Hvad var det for nogle mennesker," siger hun så, en smule vredt - men ikke til alfen og egentlig heller ikke som noget spørgsmål.

Jes vaklede omkuld på sin lille bag, da glasset blev hevet op, lidt voldsomt for sådan en lille fyr. Han rejste sig dog straks op og smiler stort.
Endnu gladere blev han da det åndehullede låg blev tag af og han kunne flyve ud af glasset, som han hurtigt fik gjort.
Han fløj omkring hele lejren, blot for at få gang i vingerne igen efter den lange pause i glasset.
"Taktaktak! De pokkers jægere havde tænkt sig at sælge mig, tror jeg!!" udbrød han, med sin skingre alfe stemme. Hans vinger baskede på livet løs og han stod alligevel stille i luften, som en kolibri. "Sig endelig om jeg kan gøre det godt igen, på nogen måde!?" fortsatte han med, imens at han nød friheden igen.