Balance.
Bøgerne han læste, handlede altså ikke udelukkende om fantastiske rejser som profeter har haft. Naturligvis var det lidt obligatorisk, at få genopfrisket hukommelsen, det havde den gode fader jo heller ikke noget imod. Det gjaldt bare om at finde den rette
(balance)
stemning, så skulle man nok nå det hele.
Denne bog handlede faktisk om en fantastisk rejse der blev foretaget af en konge, ikke en profet. En konge der foretog sig en utrolig spændende rejse, hvor han var tvunget til at vælge imellem sit rige eller
(ved aladrios hvor er den dog kedelig)
Nej, nu måtte han være tålmodig. Han var kun gået i gang med at læse den. Sådanne bøger, hvor hver andet ord var på mindst syv bogstaver, var bare lidt tørre i det i starten. Han havde selv fået at vide, at lige denne bog skulle være lidt af en moderne klassiker, det måtte han også respektere.
Fader Fou hævede hovedet og kiggede ind i sin pejs, frem for at koncentrere sig om bogen. Det var vist efterhånden også ved at blive sent. Måske var koncentrationsevnen bare ved at smuldre. Det var der ikke megen balance i, for han følte sig stadig frisk og vågen. Ingen lyst til at sove - det var måske et sikkert tegn på, at han endnu ikke var ved at blive gammel.
Hartley rejste sig og pressede fødderne ind i nogle hjemmesko. De strøg pelsen på de bjørneskindstæppe hans stol hvilede ved og flammerne fra pejsen fik pelsen til at skinne.
Den gode fader strakte blot sin ryg. Han gav ikke op endnu med den stædige bog, selvom han havde en større lyst til at rende rundt i cirkler. For pokker, hvor ville det være spændende, frem for den kedelige, tørre...

Klonk! - Lød det pludselig imod døren til det ellers hyggelige lille hjem. Selvom klokken var mange, og solen for længst var kravlet ned bag horisonten, så var der stadig liv i byen. Sulten liv. Mizuiro havde bestemt ikke tænkt sig at sove endnu, selvom klokken var langt over hans senge tid. Han var sulten, og hans sult var derfor gået ud over en kvinde, der havde været på vej imod brønden.
Sikker lige lagt sine børn til ro, og nu på vej imod brønden for at hente mad, så det ikke behøves at gøres imorgen. Dovenskab. Dovenskab, fra et åndsvagt menneske, der ikke fortjener at leve. Du har kun godt at ligge der lille dame.
Mizuiro satte sig ned på rykken af den den nu døde kvinde, og begyndte at gnaske en hånd i sig. Han lukkede sine øjne og nød stilheden omkring sig. Hvor var den dog.. Stille. Det behagede ham egentlig inderst inde, og han bekymret sig ikke ret meget over hvad der skete omkring ham. Det var alligevel bare byens natte liv som kom til, på denne tid af natten. En tyv, på vej imod et offer.. Eller voldtægst mand? Man kunne aldrig vide. Det var sikkert begge dele. Det mente Mizuiro ihvertfald. Det kunne umuligt være andet.
Han smilte kort for sig selv, inden han rejste sig op. Han var mæt, og han frøs. Men nu var hans beklædning heller ikke ligefrem det mest nat venlige. Han hadet at fryse, så han smed den afskåret hånd fra sig, stak hænderne i lommen, og begyndte at gå..

Larm?
Hartley rynkede panden. Han havde ellers forberedt sig på at sætte sig ned igen, men det var lidt besynderligt at mærke livet så tæt på gården, i hvert fald på denne tid af dagen. Aftenen. Næsten natten.
Præstegårdens døre vil altid være åbne for de der behøver det...
Jovist, jovist, men for det meste var det jo blot en talemåde. Den gode fader forventede ikke nogen form for selskab på denne tid, men kedsomhed drev ham alligevel til at finde præstekåben frem og lige tage den hurtigt på, hvorefter han begav sig hen til sin hoveddør, for at se hvad der var på færde.
Måske... ville lidt selskab være behageligt.
Der var jo disse præster, der efterhånden var blevet trætte af, at lytte til folks klager og bekymringer. De så gentagelser i alt og kæmpede kun med at holde sig vågne, mens de lyttede til folks idiotiske problemer. Men Fader Fou fik aldrig nok af dem. Han så én eller anden besynderlig morsomhed ved at lytte til problemer, for det var dér de sande historier lå. Spænding og eventyr, ofte bedre beskrevet end i bøgerne han læste. Og disse problemer var ægte, det var det bedste af det hele.
Da han endelig fik møvet sig hen til døren og åbnet den, så var det som om, at en stærk kulde fik hans brystkasse til at stivne helt. Kulden syntes at trænge ind, hærde, standse hans hjerte og tvinge ham til at stirre og stirre på den døde kvinde. Afsky fik ham til at holde sig for munden, måske i frygt for pludselig kvalme.
Hvad var dette? Vampyrer? Nej, sandelig ikke - det var for afgnavet, ikke diskret nok... en dæmon, måske? Det var på det tidspunkt, at han fik øje på drengen.
"Hov! Du dér! Stands." beordrede han kraftigt og rettede ryggen.

Mitzuiro standsede lydigt da der blev talt til ham. Han vendte sig langsomt imod stemmen der havde kaldt på ham, og så imod Hartley med sine næsten hvide øjne, der alligevel virkede mere gennemborderne end døde. Han smilte kort, men kun kort. Mitzuiro havde allerede fået bygget en masse klamme ting omkring Hartley op i sit hoved. Ting som han abselut ikke brød sig om, og som fik hans hjerte til at slå et slag over.
Morder.. Morder.. Morder..
Mitzuiro begyndte så småt at planlægge hvordan han skulle skaffe denne præst af vejen.
Præst..? Præster ikke onde, er de vel? tænkte han hurtigt for sig selv, idet han blinkede en ekstra gang.
"Jeg var egentlig på vej hjem.." Svarede Mitzuiro bare kort, en smule fortvivlet.

Underligt udseende dreng.. nå ja, nu boede Hartley også hvor han boede, så han skulle nok ikke klage. Han så en del underlige typer og de behøvede nødvendigvis ikke at være dæmoner af nogen art. Var han så bare en... morder? En galning? Hartley var ikke sikker, så han køre scenariet en hurtig omgang gennem hovedet, for at finde ud af hvad han skulle stille op: Der var en død kvinde på hans dørtrin, knap nok kold
(gættede han på, han gættede kun åh aladrios og kile!)
og der var ingen andre i nærheden af dette lig. Ingen andre end den skøre dreng, der enten ikke bemærkede det usædvanlige ved situationen eller også blot ikke fandt det særlig usædvanligt. Var han mon gal? Havde han virkelig spist af et andet menneske? Uanset hvad, så kunne Hartley ikke lade ham gå. Hvis han gjorde sådan, så ville der sikkert komme mere ballade ud af det. Knægten ville fortsætte med at myrde og hvornår ville nogen bemærke det? Bedst at holde ham tilbage, sådan så det ud. Hartley frygtede ham ikke.
"Hjem? Det er sådan en kold nat! Puh, at lade dig vandre helt alene når guderne ved hvad er på rov..." hvislede han på næsten dramatisk vis, men alligevel med en uhyggelig ro over sig.
Et smil bredte sig pludseligt på hans læber.
"Vil du ikke hellere med indenfor?"
(!!et LIG, der var et LIG på hans dørtrin! ET LIG!!)
Han måtte beherske sig for ikke at kigge ned og provokere kvalmen.

Mizuiro blev stående lidt. Man kunne næsten se et tænksomt græsstrå i hans mund, idet han begyndte at gumle på noget, men med munden lukket. Han tænkte sig virkelig om. Tænkte så det knagede. Han hadet kulden, og kunne faktisk ikke udstå den, og der var et godt stykke vej hjem. Måske skulle han blive. Bare indtil solen stod op igen? Det kunne vel ikke gå galt.
"..Fint, men hvis du så meget som tænker på at røre mig, bliver du min morgen mad." Advarende han lettere muggent, idet han lagde sine arme over kors, og kom forsigtigt nærmere. Han var ikke helt sikker på hvad han havde gang i. Mænd havde før lagt an på ham, og der havde været folk før, som havde prøvet at besejre ham, men endte som et måltid. Nå ja, så behøvede han i det mindste ikke at lede efter sin mad imorgen..

Så var han altså et rovdyr, denne sære dreng. Et usædvanligt ét, men et rovdyr ikke destomindre. Så forsigtigt han nærmede sig... så små skridt... nogen havde skadet ham før, det satsede Hartley stærkt på. Det kunne måske være grunden til hans fjendtlighed. Hvis den gode fader var heldig, så kunne han måske presse en underholdende historie eller to ud af ham.
Venligt og med langsomme bevægelser, så åbnede han døren for Mizuiro, for at lade ham tage et kig ind i hvad det var han var på vej hen til. En gang, naturligvis, men stuen var ikke så frygtelig langt væk. Dette hus var stort, men det var langt fra et palads og nu boede Hartley jo også alene, bortset fra tjenestefolkene. De fleste lå nok og sov nu, siden han ikke havde brug for dem på dette tidspunkt.
"Røre dig? Nej nu har jeg..." klukkede han venligt, men stadig i en rolig, slangeagtig stemmeføring. Han tog sig virkelig god tid med dette - han havde før haft rovdyr på besøg og ikke kun mennesker. Han vidste hvordan han skulle opføre sig for at undgå klø... men drengens anelser var ikke helt hen i vejret. Han havde grund til at være mistroisk, for Hartley Fou havde sin helt egen måde at opretholde balancen mellem godt og ondt på.
"Jeg er jo en mand i Aladrios' tjeneste. Der vil ikke ske dig noget, barn."
Allerede ved indgangen var det tydeligt at se, at amuletter omgav det indre af huset. Det var en vaskeægte fælde for enhver der havde tænkt sig at anrette skade. Fremmedartede magier blev dæmpede per automatik, for selvom det kun var en præstegård, skulle det stadig regnes for hellig grund. Gården var placeret her, for at være tættere på folket.

Mizuiro lagde sit hoved en smule på skrå idet han trådte ind. Det var en utrolig grim bygning efter hans mening. Alligevel kunne han ikke lade værre med at sætte sig på hug, midt i dør åbningen, ved siden af Hartley. Han pillede en af sine guldringe af, og lod den trille ned af gangen, men ligeså snart den begyndte at trille, rejste han sig straks, for at løbe efter den.. Hvilket resulteret i at han ramlet ind i en dør.
".. Auv.." Mumlede han idet han lå på gulvet. Han tog sig til hovedet, men der gik pludselig et spjæt igennem ham, da han opdagede at han havde glemt ringen. Han skyndte sig at samle den op igen, og sætte den tilbage på sin finger, men han selv blev liggene. Han lå jo alligevel så godt.
Ringen var et ritual som Mizuiro havde med sig selv. Hver gang han kom ind i et nyt hus, skulle han vide hvor stort det første rum var, og dette skulle hans ring hjælpe ham med. Det var som en slags tvangs tanke for ham, selvom det ikke var noget han gjorde hver eneste gang.

Nok var Hartley tålmodig, men denne opførsel var alligevel nok til at få ham til at stille spørgsmålstegn ved drengens sind. Sikke et helvede det ville blive, at skulle have han overnatte her, når han ikke engang vidste hvordan man skulle opføre sig på hellig grund. Det var vel ikke for meget at kræve bare lidt respekt i sit eget hjem? Det var måske bare hårdt at kræve det, når der var tale om at have en sindsforvirret morder på besøg. Nå, hvis det hele gik galt, så kunne han altid forføre ham lidt, lokke ham til at lægge sig ned og tage sig en lur, mens den rare præst tilkaldte byvagterne. De kendte ham sikkert godt i forvejen, hvis man brugte sin logiske sans. Hvordan Mizuiro nogensinde kom ud af fængslet, undrede Hartley en anelse. Det måtte være balancen. Aladrios var uransagelig i sine veje.
"Du må hellere følge med ind i stuen, der er der dejlig varmt. Pejsen er tændt og hvis du er tørstig, så skal jeg nok hente noget til dig. Hør, min dreng, hvad er dit navn?" spurgte han, idet han gik videre henad gangen og regnede stærkt med at Mizuiro ville følge efter, eftersom han ikke rigtig havde andet valg.

"Mizuiro.." Mumlede han en smule forvirret, idet Hartley begyndte at gå. Det var nærmest som om han ikke helt havde fået alt den snak ind endnu, men det var sikkert godt nok. Han endte bare med at sukke, vende sig om på mave, for at kunne rejse sig op og følge efter. Han så faktisk gnavent på Hartley, idet de trådte ind i stuen.
"..Jeg drikke kun vand." Endte han med at sige, inden han skuppede Hartley en smule til siden, for at komme til en sofa, som han satte sig i med et tungt suk. Han lod alle sine muskler slappe fuldstændig af. Lukkede øjnene, og lagde sit hoved imod ryklænet. Hvor var han dog træt. Han havde vidst alligevel tvunget sig selv til at være lidt for længe vågen. Det var ikke helt godt for hans krop, og den var så småt begyndt at protestere.

Sandt at sige, så var Hartley ikke vant til at blive berøt. Berøre ja, men ikke selv blive det. Ikke medmindre nogen ønskede at bede om noget eller takke ham, ved at knæle ydmygt og kysse hans hænder (hvilket han egentlig fandt højst underholdende) , men et skub.. nej, de fleste folk havde lidt mere respekt for en hellig mand end som så. Mizuiro havde tydeligvis ingen anelse om hvem han var eller også var han ganske enkelt bare ligeglad. Allerede nu, så kunne Hartley sagtens begynde med at lokke ham lidt og få ham til at fortælle lidt om sig. Det kunne godt være, at drengen var træt, men en så sjælden gave skulle da nydes mens den var der. Hartley ville henvise ham til et gæsteværelse, når trætheden nåede sit højdepunkt.
"Du siger bare til, Mizuiro." samtykkede Hartley i en fuldstændig energisk tone og endte med at sætte sig på sin sædvanlige stol, nær bjørneskindstæppet. Det var desuden ikke hans eget påfund. Den var fulugt med gården og han nænnede ikke helt at afskaffe den, selvom han ikke brød sig meget om den. Det var noget af et had-kærlighedsforhold. Så snart det begyndte at stinke, så ville han øjeblikkeligt skaffe den af vejen for alvor. Det var det værste ved skind og den slags. Det lugtede tørt og ubehageligt efter noget tid.
"Fortæl så lidt om dig selv..." begyndte han med den hypnotiske stemme.
"Har du lidt dæmon i dig? Du ser lidt usædvanlig ud."

Mizuiro lod sin ene hånd glide ind under sin vest, for at gnubbe sin mave dovent. Tattoo'en han havde under navlen, der stak op fra ans buksekandt, blev en smule blottet, idet hans vest fulgte efter hånden op.
"Nej.." Mumlede han med et dovent gab. Han stoppede med at gnubbe sin mave, men fjernede ikke sin hånd fra den. Det var så dejlig varmt inde under hans vest. Han elskede varme. Noget der var modsat af kulde, hvilket han hadet, urimeligt meget. Dumme kulde. Dejlige varme.
"Du er heller ikke just selv noget syn for guderne." Endte han, i en meget, meget fraværende mumlen. Det var nærmest som om Mizuiro allerede var begyndt at falde hen, hvilket ikke var helt løgn. Han var faktisk så småt begyndt at tage billetten til drømmeland. Dejlige drømmeland. Måske burde han opfinde et nyt sol system når han vågnet igen? Bare for at få tiden til at gå. Åh ja.. Han begyndte allerede så småt at planlægge sin opfindelse.

Indtil videre gik det da meget godt. Det var faktisk en hel del lettere at komme i kontakt med folk når de var i en døsig tilstand, i hvert fald når det kom til Hartley, der valgte at pille lidt ved trådene. Det var perfekt. Hartley manglede bare at holde ham fast i denne tilstand, hvis han skulle have mere ud af ham - lade ham tro, at han sov, mens han pumpede ham for den information han havde brug for. Med denne information i hænde kunne han beslutte sig, hvorvidt det var nyttigt at tilkalde byvagterne eller ej. Alt for balancens skyld, ikke sandt?
Men koncentrationen faldt pludselig, da Mizuiro kritiserede Hartley's udseende. Han reagerede, som fik han et lille stød, for kroppen spjættede komisk og han lænede sig tilbage, som havde han nyligt modtaget en dårlig nyhed. Skønt han havde sat sig for at være listig og tålmodig, følte han sig nu fornærmet og pirrelig. Ubevidst, så kørte han hænderne gennem håret, for at være sikker på, at det sad nogenlunde pænt. Mizuiro sagde da kun dette for at være spydig, ikke?
Den gode fader rettede sig lidt frem igen og stirrede indædt på den intetandende dreng.
"Hvorfor slog du den kvinde ihjel, Mizuiro?" spurgte han alvorligt, men fortsat blidt, for at trænge godt ind til ham.

Mizuiro blev liggene lidt. Han lod sin underkæbe falde, og det var faktisk næsten som om han allerede var faldet i søvn. En dyb, og meget fraværende søvn. Det var han dog ikke.
"Fordi jeg var sulten.." Svarede han med et suk, inden han pludselig lagde sig ned på sofa'en, med rykken imod Hartley. Han brød sig egentlig mindre og mindre om Hartley, jo mere han spurgte omkring ting. Det var dog ikke særlig bevidst at han gjorde dette. Faktisk var intet af det han gjorde lige nu bevidst. Han gabte højlydt og længe, inden han trak ud efter en sofa pude, som han krammede ind til sig.

Ja, sov du bare... tænkte han ved sig selv. Nu hvor Mizuiro så villigt var gået med til at gå i fælden, så ville Hartley ikke slippe ham lige med det samme. Børn var altid lette at hypnotisere. Selvom Mizuiro var ved at krybe ud af den kategori, så var der stadig ét eller andet over ham, der gjorde ham påvirkelig nok til at man kunne pille ved ham.
"Du må gerne blive liggende. Det gør ikke noget du sover der." hviskede han, muntert og smilende, uden spor af nogle onde intentioner i sit ansigt. Mizuiro så ikke ud til at være klar over, at Hartley havde lagt ham i underbevidsthedens lænker. Jovist havde Hartley da bagtanker - han skulle jo finde ud af, hvorvidt han skulle melde denne dreng til byvagterne eller ej, medmindre der var ét eller andet ved ham, der kunne redde ham. Drengen talte uden anger. Som en dæmon eller en vampyr. Det var højst besynderligt når mennesker nu gjorde dette og Fader Fou plejede ikke at sætte så stor pris på det. Det var sædvanligvis ikke menneskets plads, at drive rov på deres egne, men på den anden side, så havde Beboelseskvarteret stået ret urørt gennem vinteren. Jagtmarker blev altid skiftet lidt, afhængigt af årstiderne. De uhellige væsner var jo ikke helt dumme...
Men denne dreng...
"Spiser du tit kvinder? Eller er det bare mennesker?" spurgte han, drømmende og behageligt, for at det skulle passe til Mizuiro's tilstand.

Mizuiro blev endnu engang stille i nogle minutter, inden han svaret. Han gabte endnu engang, og strakte sig dovent.
"Jeg spiser kun mennesker.." Endte han med at hviske, dovent, og fraværende.
Mizuiro var så så småt begyndt at falde hen i en dyb søvn. Han havde allerede udelukket alt der skete omkring ham. Der var kun ham, og hans pude, som han krammede tættere ind til sig, og tanken om en lækker menneskearm. De smagte altid så godt. Altid så forskelligt. Hans yndlings del af kroppen måtte dog nok være hjertet. Der hver alt blodet var.. Alt smagen. Han kom helt til at smile ved tanken om et lækkert lille hjerte, fra en ung jomfru. Et sidste suk forlod Mizuiro's mund, inden han faldt i en dyb søvn. Meget dyb søvn. Det kunne tydeligt høres på hans vejrtrækning at han var væk i drømmeland.

Han kunne have holdt ham længere... han var trods alt så sårbar i dette søvnige stadie... men den gode Fader havde nu brug for at tygge lidt på hvad han havde fået at vide. Det var nu sandhedens time var kommet. Skulle han sende bud efter Byvagterne eller ej? Den dreng var meget særlig. I starten, så ville Hartley nok betragte ham som én der bryder den naturlige balance, men hvis han kiggede på den anden side
(der var altid to sider hvad angik Alidriotismen)
kunne han beslutte det komplet modsatte. Måske var denne dreng i en fin balance, ved at være menneske og agere dæmon. En slags profet, måske? Nogen der var bestemt til at være en eksempel for hele sin race? Hvilket eksempel det var, kunne Hartley ikke blive enig med sig selv om. Det kunne umuligt være et ideal... kunne det? Noget lig med, at man skulle vise de kære børn, hvordan de skulle opføre sig? Nej, det kunne måske kun være omvendt. Ved at holde Mizuiro i live nu... så kunne der komme pointer frem. Hartley kunne måske udnytte ham til sit eget bedste, fremme sin egen velstand og ja, naturligvis tjene Aladrios, ved at vise verden og belære den. Ja, ved at holde denne dreng i live...
Den gode Fader havde brug for mere betænkningstid og ilden i pejsen var ved at gå ud. Han ville ikke vække drengen, så han rejste sig blot og puffede blidt til ham, hvorefter han løftede ham op i sine arme, uden det store besvær. Han vejede ikke rigtig noget.
Smilende, så begyndte han at bære ham hen til gæsteværelset, på trods af, at han havde fået at vide, at han ikke måtte røre. Havde drengen mægtige magier til at slå igen med, ville de være stærkt reducerede i dette hus alligevel. Aladrios var med Fader Fou og han følte sig sikker.

Mizuiro kom med en række prosterrende grynt, og en lettere sprallen da han blev lagt ned igen. Han trak fraværende, den nærmeste pude til sig, og lagde den over hovedet. Der gik noget tid, inden der begyndte at komme en høj snorken fra ham, under puden.
Mizuiro endte med at ligge med både arme og ben i alle retninger, hvilket så temmelig komisk ud, men det var bare sådan han sov bedst. Mizuiro var altid endt i de sjoveste stillinger når han sov. Om det så var med røven i vejret, eller over kroppen ud over senge kandten.. Det så aldrig behageligt ud, men sådan sov han bare.

Selvom det ville være passende (på sin egen vis), så klædte Hartley ikke drengen af. Han ville helst ikke have sin seng svinet til med beskidt tøj, men han var blevet enig med sig selv om, at det var bedst at se og ikke røre. Hvis han begyndte at fjerne tøjet nu, så ville han sikkert blive fristet til mere. Men med så ung en krop, så kunne man næsten ikke lade være, var det ikke sandt? Det ville være sådan et let bytte. Det ville være sådan en glæde at glide fingrene over denne ungdommelige skønhed, på trods af hans besynderlige udseende. Der var bare noget harmonisk over ham, der gav Hartley en lyst til at betragte ham, velsigne ham, fordømme ham.
Men pyt med det. Han måtte først og fremmest bede til Aladrios om råd, med hensyn til denne dreng, og hvis han var profeten der var blevet forudsagt, så var det måske bedst at lade ham være i fred. Rygterne har svirret om en ny forbindelse til guderne i form af et menneske...
Uanset hvad, så havde han ikke tænkt sig at blive i dette værelse alt for længe. Hvis Mizuiro havde manerer overhovedet, så ville han vide, hvad klokken på natbordet ved siden af sengen var beregnet til.
I midlertid, så gik Hartley tilbage til sit eget værelse, for at bede inden han lagde sig til at sove.

~~ Senere

Efter en god lang nattesøvn, strakte Mizuiro sig dovent. Puden var stadig over hans hoved, men den blev hurtigt fjernet da han vågnede. Solens første stråler var så småt på vej ind igennem vindu'et, og det var tydeligt at klokken ikke var ret mange. Mizuiro strakte sig dovent, inden han satte sig op. Han kløede sig lidt i det uglet hår, og gned de trætte øjne.
"Hrmmmnhhh.." Mumlede han dovent, inden han hev en lille fin cigar frem, der var så tynd at den faktisk mest af alt mindet om en forhistorisk cigaret. Den var af et fint mærke, og der var vidst ingen tvivl om at den havde været dyr at få fat i. Mizurio stak i munden, og fik den tændt, inden han lukkede øjnene og lod sine lunger blive fyldt med den bedøvene røg. Han havde været stor ryger i lang tid, men derfor kunne han stadig føle sig påvirket af røgen. Hans yndlings tid på døgnet at ryge på, var om morgen. Det vækkede kroppen så dejligt.
Stadig med sin cigaret i munden, hoppede Mizurio ud af sengen, for at trække gardinerne fra vindu'et. Han åbnede det og stak hovedet ud, egentlig mest i et håb om at få øje på noget der kunne spises, men ak.. Selvom det var tidligt morgen, så var der stadig ikke meget liv undenfor. Det fik Mizuiro til at sætte sig ned under vinduet, med korslagte ben, og bare røg dovent på sin cigar.