Elizeph smiler svagt.
"Ja... Du... lignede mig kan jeg konstatere.. Og så er du vokset op og endt med at ligne din mor.." han føler en trang til at græde ligepludselig.. Måske fordi.. han har jo ikke været der til at opfostre sin egen søn.. Og det piner ham.. især nu hvor han kan se sin søn.. som han var dengang hvor Elizeph burde have været der..
Han rejser sig derfor op uden et ord.. trasker slukøret hen til en af de store smukke vinduer, der strækker sig fra gulv til loft..
han lægger armene let om hinanden, mens han ser ud.. klart vejr med få skyer i dag.. men for Elizeph, kunne solen have skinnet som på den smukkeste forårsdag, og han ville stadig føle at det var gråt..