Isolde havde været igang tidligt denne morgen, hun følte hun havde en lang liste med ting hun skulle - imens hun naturligvis også havde kunder inde i butikken. Det gjorde dog ikke Isolde noget, at hun havde travlt, slet ikke! Faktisk nød hun det, og måtte da også en gang imellem knibe sig selv i armen, over at hun havde kunnet tage en flugt fra slaveri til at stå her. Det havde ikke været omkostningsfrit, det havde givet hende nogle ar, både psyskisk og ikke mindst fysisk. Nu hvor hun kunne gå rundt blandt de tørrede urter og frugt, betød arene ikke så meget. 


Hun ville dog ønske at hendes mor havde kunnet opleve det, at hun havde kunnet tage del i den glæde Isolde nu havde for livet. Og at livet kunne være andet end at være slave. Hun havde netop vejledt en kunde, som forlod butikken, da hun rykkede sin nye træstige lidt, så hun kunne kravle op af den, for at sætte noget ind på en hylde langt oppe. Her kunne hun passende tage en anden krukke med sig ned. Det tog hende dog kun et øjeblik da hun kom ned, at opdage at den var forkert. Indimellem blev hun lidt træt når hun ikke følte hun så sig ordentligt for når hun kravlede på stigen. 


Nu mens hun havde den nede kunne hun ligeså godt tage lidt af urterne fra denne krukke og op, og blande med nogle andre, som kom i en ny krukke. Med det gjort, tog hun krukken og kravlede op af stigen en gang mere. Hun hørte godt døren, "Jeg er hos Dem, om et øjeblik..." sagde hun, og satte krukken ind og tog den hun oprindeligt skulle have haft med sig ned. Hun sendte et smil til kunden, mens hun næsten glemte at trække vejret. Isolde vidste næsten ikke hvilket ben hun skulle stå på, hun havde det som om nogle gav hende en gevaldig mavepuster! Og mavepustere var hun altså ikke ligefrem ekspert i at modtage! Hun kunne sagtens havde tabt krukken, men på mirakuløsvis kom hun helt ned af stien med krukken, selvom hendes hjerte galopperede afsted, og ikke just på den rare måde. Isolde satte krukken, og så venligt på Talice, "Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" spurgte hun, selvom de sikkert godt kunne sige Du til hinanden, så fik hendes tilstedeværelse et øjeblik Isolde til at lægge sit hoved et eller andet sted, og det var ikke just i butikken! 

Det var stadigvæk lidt mærkeligt, at blive omtalt som De og Dem for Talice. Men helt sikkert blevet mere normalt, efter at arbejde under Pompeia af Kazimi. Halvelverens mundvig trak sig op i et skævt smil, og hun gav sig til at studere de mange forskellige krukker og beholdere, som stod omkring hende imens hun ventede. Forsigtig - hun ønskede ikke at vælte noget med vingerne. 
Selvom duftene var anderledes, var der noget genkendeligt ved at gå ind i en tebutik - jah selv når man befandt sig flere dages rejse, fra Rubinens røde ørken. Met var første gang hun så resten af hovedlandet - foruden Dianthos selvfølgelig. Så Lazura havde været lidt af et kulturshock for den høje kvinde, der dog indtil nu, havde elsket sin korte udflugt udenbys. 

Talice forsøgte nysgerrigt at se om nogle af navnene på urteblandingerne, matchede den liste, som hun var blevet sendt på tur med. Men den lyse kvindestemme fra før, havde skam ment det da hun sagde et øjeblik, og dukkede nu op fra gemmerne bagved. Ah, endelig. "Hey - det var zalme hurtigt" og spejlede det imødekommende smil med sit eget. 

Kvinden foran hende var ung. Smuk, ikke specielt høj (ikke at mange var det, ved siden af Talice) og med fantastisk, mørkt, flettet hår. Hun så rar ud, og lidt forvirret, rynkede halvelveren brynene, da en anden tanke også pressede sig på. Hun så.. bekendt ud, men på den der måde, hvor det var umuligt at placere hvordan. 

At Isolde havde en fortid i Rubinien, var ikke den første tanke som dukkede op i Talices tanker. Var det nogle hun havde set på gaden måske? Nej.. 
Det var dog kun et lille sekunds forsinkelse i hendes svar, førhen hun med et indvendigt skuldertræk rystede det af sig. Det var nok ikke vigtigt. "Jeg er blevet sendt på indkøb, heh, og håbede at De måske har disse varer" og gav sig til at grave et stykke pergament frem fra lædertasken ved hendes hofte. 

Isolde var ganske sikker på at hun havde set den høje engel før, det var næsten som om hun havde fået en usynlig mavepuster. Måske hendes egne tanker og minder fra fortiden, løb om hjørner  med hende. Det kunne meget let være. Det kunne godt være Isolde var blevet lidt.. mærket af hendes flugt og opvækst. Det var hun nok. Men for nu var det ikke så vigtigt.  Det kunne hun altid dvæle ved senere, når der ikke var kunder i butikken.  


Hun fik et smil frem på sine læber, "Altid, jeg gør en dyd ud af at mine kunder ikke skal vente for længe" forklarede hun og smilede. Det var absoluit et motto hun havde. Og nu hvor hun indimellem havde hjælp i butikken, så gik tingene bare en my hurtigere. For nu måtte Isolde holde sine egne tanker langt væk fra dette her, ellers ville hun måske komme til at sige noget, som måske ikke var passende. Og måske ville gøre hun mistede en kunde. Og det ville hun jo heller ikke. 


"Ja?" sagde hun nysgerrigt og smilede, men et spørgsmål blev ved med at presse sig på, og hun var noget nær ved at bide tungen af sig selv. "Det er ikke for at være upassende. Jeg føler jeg har set Dem før" sagde hun så og så på englen foran sig, der var noget larmende bekendt, og det eneste sted i, Isoldes hoved var at det måtte være enten fra Rubinien eller måske undervejs på hendes flugt. Hun betragtede kvinden mens kvinden fandt sin indkøbsliste frem. Nu håbede hun bare ikke at hun havde fornæmet englen, det ville hun heller ikke. Isolde havde alt for mange tanker i sit hoved, det burde simpelthen være forbudt med alle de tanker og mønstrer! "Undskyld jeg spørger Dem, er de herfra byen eller er De på langfart?" spurgte hun så mens hun igen kunne have bidt sin tunge af i hundrede stykker. 

Det var nok også den bedste måde at drive en butik på, en tanke tænkt med et stille grin, og et kort mine om butikken hjemme i Balzera, hvor hendes mor med hård hånd styrede rammerne for dagen. Kunder skulle ikke vente. Det gav dem for meget tid til at tænke over de krystaller de skulle til at bruge! 
Det modarbejdede hende lidt, det lille pergament der, men hun fik endelig grebet fat om det, for at række det til hendes lyse hånd. 

Det er ikke for at være upassende.. 

Nysgerrigt, måske også lidt spændt på hvad hun ville sige, krydsedes armene afventende foran brystet. Hovedet gled lidt på skrå, om hun var her fra byen? 
Noget lettet, måske også lidt morende, fik halvelverens gyldne øjne til at glimte så det var ikke kun hende med sådan en mavefornemmelse! 
"Ville du tro på mig, hvis jeg sagde langvejs fra?" Og halvelverens blik gled ned af hendes spraglede tøj. Hen af de solkyssessede arme, og mørkere henna optegninger op over hænderne, og et drillende øjenbryn, sluttede sætningen af. 
Måske uden at registrere, hvordan hun trådte lidt forkert i sin tiltale, forsatte hun. Gamle vaner var svare at bryde. 

"Det er min første gang i Lazura. Smuk by, forresten" og hun vendte sig lidt omkring, for at betragte gaden ud af vinduet, nysgerrige øjne på dagligdagens stille menneske strøm, som passerede på gaden. 

Ingen vente tid, eller i al fald så lidt af det som muligt. Isolde fik selv røde knopper, hvis hun var inde et sted og kom til at vente noget længere tid uden egentlgit grund. Det kunne ellers godt være hun anså sig selv for at være roligt empatisk menneske med tålmodighed, men lige der der glippede tålmodigheden altså også. Selv for hende.  

Isolde smilede venligt til kvinden og tog imod pergamentet, dog rullede hun ikke ud til en start. Lige nu var der alt for mange spørgsmål i hendes hovedet.  


Hun så på englen med sit nysgerrige blik malet i hendes øjne, som hun stod der. Mens hendes eget hovedet forsøgte at finde ud af hvor i al verden det kunne være hun havde set englen før. Det var som et stort puslespil, hvor det hele lige nu var skilt af i stumper og stykker. "Det tror jeg på, ja" svarede hun som hun fulgte betragtede det spraglede tøj, det var ikke just det Isolde så mest af i byen her, eller også var hun de forkerte steder. Isolde troede næsten altid på hvad der blev sagt, det var kun hvis man vækkede hendes mavefornemmelse, så var det straks en anden sag. 


"Hvor langvejs fra, er De?" spurgte hun nysgerrigt, hendes nysgerrighed var absolut vakt yderligere. Selvom hun havde fået en mavepuster til en start, så var den fro nu lige parkeret et andet sted, hvor nysgerrigheden havde taget over. "Tak. Jeg er også meget glad for at være endt her i byen" medgav Isolde med et smil på læberne. Hun trives virkelig godt her, og langt væk fra hendes opvækst som slave, var det her noget nær et paradis for hende. Hun kunne leve af sin mors viden, som hun havde fået fortalt igennem opvæksten. Mest som historier, ganske vist. Men det kunne omsættes til brugbare ting, selvom det heller ikke var guldgruppe så gav det Isolde mad i maven og tøj på kroppen, og fri af slaveri. Det sidste var det vigtigste! 


Isolde foldede pergamentet ud, og skimmede det, "Jeg skulle mene jeg har alt det, som er skrevet her" sagde hun og slog igen sit blik op på englen. Hun vendte sig og tog et par krukker hen på bordet. 

Det var nok svært at komme mere sydpå end sandlandet. Halvelverens smil blev lidt bredere, og hun grinte. "Jeg er fra syden. Rubinien" og noget let, måske også en anelse stolt, sivede ud i stemmen. Et fantastisk land. Selvom hun ikke havde set meget, var der mange farver, dufte, stemninger som hun endnu ikke havde set, andre steder end der. 
Jovidst, de havde deres problemer. 
Men hvilke dele af landet havde ikke det. 

En lille del af hende, hægtede sig dog fast ved ordet 'endt'. Som om at det ikke var her hun selv var fra - og det pustede til en gnist af nysgerrighed hos Talice. Hvor mon hun kom fra? Et høfligt, afventende smil, og studerende øjne, som ikke helt slap hende da ryggen blev vendt, og Isolde vendte sig imod sine krukker. 
"Perfekt" og lagde hænderne på disken. Kunne ikke lade være, da hun kort efter tilføjede; "Du er ikke fra det her område?" med en undrende mine. Hun havde jo butik, og dermed også base her... 
Havde hun mon rejst landet tyndt? 

Tanken var så forfærdelig tillokkende, og noget hun let kunne misunde andre, når de fortalte om rejser og oplevelser. Men hun havde det godt lige nu, blev betalt godt, med gode muligheder foran sig. Hun burde ikke se frem til fjerne horisonter.  
Da Isolde kom tilbage med krukkerne, gik det op for hende hvor lidt hun egentlig vidste om te. Hvorvidt man selv blandede sine poser, hvad de forskellige ting kunne. 

Et knude mærkede Isolde i sin  mave, som engel foran hende, sagde ordene Rubinien. Endnu engang følte hun en form for mavepuster. Men det var jo ikke fordi hun var ved at blive kidnappet eller andet. Isolde forbandt bare ikke Rubinien med noget positivt, snarer tværtimod. At være født til slave, var virkelig intet at råbe hurra for, eller ngoet rart at gå og mindes om.  "Hold da op. De har været på en længere rejse" svarede hun og fik et smil frem på hendes læber, mens hun selv forsøgte at opløse knuden nu maven. 


Hvordan forklarede man en, at man var født til at være slave? Det lød nemmere sagt end gjort. Isolde skammede sig ikke over den del, mere over hendes flugt. Hvad hun havde måtte udsætte sig selv for, for at overleve på vejene. 


Hun løsrev  sig fra sine egne tanker og så op på englen igen. "Nej.. " startede hun ud og søgte hendes øjne, "Jeg er fra Rubinien" tilføjede hun så, mens hun mærkede knuden i maven, stramme til. Dog lod hun som ingen ting. Det kunne ikke blive ved med at påvirke hende sådan. Det var virkelig ikke sundt. Isolde var kommet videre, eller mente hun i al fald. "Jeg har kun været her i byen et par år". Det var ikke længe, men det havde været nok til hun havde kunnet få sin lille butik op, selvom det ingen  guldgruppe var, så overlevede hun. Og Isolde behøvede ikke at ty til prosittuion igen. 


Isolde begyndte at veje af ligeså stille, "Jeg forlod Rubinien, da min mor døde" sagde hun stille og så på kvinden. "Er der stadig  mange slaver?" spurgte hun lidt ud af det blå. Isolde havde ikke sat sine ben i Rubinien siden hun havde taget flugten, og hun havde heller ikke lyst til at vende tilbage. Så hvordan forholdene var lige nu, havde hun virkelig ikke fulgt med i. Måske fordi svaret ville give hende et stik i hjertet. Mindede hende om hendes egen opvækst. 

Et lidt opmærksomt bryn gled op i panden imens hun lyttede, og Talice blinkede. Åh, nej hun havde ikke rejst hele vejen selv! Teleporterings service fik en langt, især når det var på andres regning, men hun nåede (eller nænnede måske) ikke at sige det. Men det at hun var fra Rubinien? Det fangede hendes opmærksomhed på en helt anden måde, og Talice nikkede lidt, imens hun lyttede. Hun havde forladt det? Hvilken familie havde hun mon tilhørt? I smug, prøvede halvelveren at se om hun kunne genkende nogle specifikke karaktertræk - måske et navn ville hjælpe. 
Det var måske en anelse selvhævdende. Men hun syntes bare at kende de fleste, især for nogle år siden - men man dækkede selvfølgelig ikke hele landet, bare fordi man var god til en sludder for en sladder. 

Hun kiggede op igen. 
I et overrasket lille 'jeg stirrer da ikke', skuttede Talices blik væk, og gav sig til at studere reolerne som var det noget utroligt vigtigt. Den ene hånd gled lidt tøvende op i nakken ved spørgsmålet. Hmmh... "En del. Slaveriet løber vidst ingen vegne lige foreløbigt" og hun prøvede at få det lyde lidt jokende, men det faldt fladt. Det kunne være svært at forsvare, så at tale om den del, gjorde hende ikke særlig komfortabel. 
"De fleste har det.." godt, men de forfærdelige ord nåede aldrig helt ud, da noget lige pludselig faldt i hak. Hun vendte blikket tilbage i et ryk.
Måske var det fordi emnet lige præcis var slaver, måske fordi hun havde fået mere tid, til at se sådan.. rigtigt på hende. Men kvinden bagved disken, som havde forladt landet... hun så bekendt ud, fordi Talice havde set hende før. 
I meget mindre pænt, og mere mager tilstand. Yngre. Lænket?
En forvirret, og derefter overrasket rynke dannede sig i det ekspressive ansigt, og hun prustede. "Ah, kondolerer med din mor forresten.." hun havde ikke fået sagt det før, men nu, virkede det som en billig, og måske også perfekt udvej, for måske at få det navn. "Hvad var det hun hed?" 
Og smilte, som om intet var galt. 

Det var en smule... Isolde vidste ikke helt hvad det var. Måske var der det faktum at hun var bastard, fordi et afskum havde forgrebet sig på moren, og med til at hun ikke bare begyndte at tale om familien. Isolde vidste godt at bastarder ikke ligefrem var det som havde det bedste ry. Det var et stempel for for altid ville være en del af hende, selvom hun gjorde sit for at gemme den del for nysgerrighed. Isolde slog for et øjeblik koldt vand i sit blod, selvom det føltes som om det begyndte at boble lidt og fodre hendes hjerne med alt for mange tanker - om hvem Englen var eller hvor hun præcist havde set hende, eller måske talt med hende. 


Isolde vejede noget mere af og så igen helt op på englen, uden at hendes egen skam forhåbentligt var at spore i hendes øjne. Det var det sidste hun håbede eller ønskede! Et øjenbryn blev hævet lidt hos Isolde, måske i en form for nysgerrighed. "Det var en skam" svarede hun lidt tøvende til en start. Især fordi hun ikke ville skræmme en potentiel kunde væk, heller ikke selvom hun lidt derhen af lod til at forsvarer slaveriet, og det var en lidt under størrelse følelse inde i hendes indre. 


Hvordan kunne man syntes om slaveri? Tanken sprang rundt i hendes egne tanker mens hun gjorde alt for ikke at være fraværende, eller virke fraværende. 


De fleste har det... Ja det måtte Isolde jo sande, de havde det. Tilsyneladende stadig. Hendes hjerte græd næsten ved tanken om, de som ikke havbde kunnet tage flugten som hun selv havde. Selvom flugten måske ville have taget deres liv også. Så var det alligevel risikoen værd. Det havde det været for Isolde. Tankerne om hvor hun havde set englen før, kunne hun simpelthen ikke rigtig greje, det virkede simpelthen som om svaret svævede lige foran hende, uden hun kunnr få vendt brikken med det rigtige svar. "Tak" svarede hun og skævede til englen, da svaret landede på morens navn. "Rosaline Ravenshire" svarede hun, og denne gang veg hens blik ikke. "Hun var.... Eller jeg mener vi var slaver under Alistair Silvervale"tilføjede hun så, stadig med det faste blik og så på hende. "Da hun døde, valgte jeg at tage chancen..." tilføjede hun og så rundt i butikken. 

Rosaline Ravenshire. Rosaline... navnet blev vendt og drejet, imens hun prøvede at sætte noget ansigt på dem. Men det var først da navnet Alistair dukkede op, at det rigtigt faldt på plads. Ah. 
Overraskelse, efterfulgt af vantro, og Talices bryn rynkedes forvirret. "Ah, i var.." og ordene forstummede på hendes tunge. Låst fast af de urokkelige øjne foran hende, der først veg, da Isolde gestikulerede til det liv hun havde fået bygget sig op her. 
Efter at have flygtet? 
Utroligt. 

Men ikke utænkeligt. 

Det havde været en vovet beslutning, og sikken en lang rejse. Tanken om at kvinden foran hende, som ellers gik og vejede sine urter så fredeligt.. 
Måske ikke bare en vovet beslutning, men også en livsændrende en.
En varm fornemmelse hun genkendte som skam, brændte sig kort efter over de mørke kinder, og hun slog blikket ned. Alistair havde hun aldrig mødt, men af hvad hun havde hørt? Ikke helt fantastisk. 

Men hvorfor skammede hun sig? Det var ikke lig hende, og hun brød sig ikke om fornemmelsen - var det på grund af Isolde? Lidt forvirret, og nok også med en underlig grad af mistro overfor følelsen - og kvinden foran hende, følte hun armene folde sig henover brystet. Beskyttende, men hun prøvede at virke afslappet, og fandt endelig stemmen igen. "Du flygtede? Hvordan? - det har jeg aldrig hørt om nogle der er lykkedes med.." og lige hér, var hun ikke helt bevidst om hvor ofte der blev løjet omkring den slags ting i Rubinien. 

Ligesom Isolde havde slynget Alistair ud, fortrød hun et kort øjeblik. Navnet gav hende en let kvalme, som aldrig rigtig fortog sig: At forgribe sig på en kvindelig slave... Det var bare ikke, ja. Isolde havde ikke helt ord for den afsky den slags ting vækkede i  hende.  Det virkede som om at englen foran hende, forsøgte at finde ud af om hun overhovedet havde hørt disse navne før. På den ene side, så virkede det sådan og så alligevel ikke helt. Eller også var Isolde virkelig ikke helt god til at aflæse englen. Isolde så på hende og mødte hendes blik af vantro, "Ja.. Jeg blev født til at være slave..." sluttede hun sætningen og fastholdtblikket en lille smule. Ordene var stadig noget som virkede fremmede for hende, men som nu. Der kom de blot.  



Beslutningen havde ikke været den sværeste, det som Isolde følte som det sværeste, var i virkeligheden blot at overleve på flugten, at forsøge at komme helt ud af Rubinien. Noget i hende fik en en følelse af at englen, var lidt splittet omkring det med slaver, måske. Et eller andet sted forstod Isolde godt, hvis man var splittet i netop det  - for det var jo bare sådan det var ikke? 


Noget ændrede sig, men hvad? Isolde kunne ikke helt finde ud af hvad der havde ændret sig, udover det ligesom hang i luften foran hende, uden at hun kunne finde det eller se det. Isolde så på englen som nu stod med sine arme foldet hen over brystet, det fik en underlig følelse frem i Isolde, en følelse hun ikke havde følt... i mange år. Spørgsmålet kom lidt bag på Isolde, som lagde den lille papirspose på bordet, og satte sine hænder på bordet. "Nej, det ved jeg...." startede hun tøvende ud, det var ikke ret tit hun snakkede om sin flugt, eller rejsen hun havde været på. "Jeg overtog noget af min mors arbejde efter hendes død. Jeg er Alistair' bastard unge, som uheldigvis kunne det samme som min mor. Det gav mig ikke mange fordele, alligevel fandt jeg et smuthul til at forlade det forhadte liv.." Isolde snakkede meget sjældent om at hun var en bastard, dels følte hun ikke rigtig det kom andre end hende selv ved,og derudover havde en del en klar fornemmelse af at det gav en masse fordele. Det havde det ikke, i al fald ikke for hende. "Jeg skulle blande en bestemt teblanding til Alistair, og ja.. der blev ikke helt holdt opsyn med mig, så tog jeg chancen. Om jeg døde i forsøget eller døde som slave. Det var underordnet" Hun trak vejret roligt, som hun tænkte lidt tilbage på det. 


Det var lidt som at vælge mellem pest eller kolera, for de kunne godt have dræbt hende i hendes flugt forsøg, og ellers havde hun jo haft samme skæbne som sin mor. 

Det sendte et underligt ryk igennem Talice, der undrende kneb øjnene sammen. En bastard unge. Det var lidt pinligt, men for halvelveren selv, havde det taget hende overraskende lang tid at forstå, at hun teknisk set, også selv var det. Dog uden en medfødt titel af slave; noget hun aldrig havde set sig selv som. 
Selvom langt de fleste af dem, var halvelvere som hende selv. Eller blot ørkenelvere, som hendes egen mor. Og privilegie erkendelsen var måske ikke helt til stede hos hende, når hun ellers plejede at sætte bokse op. Dem, og hendes. Det var anderledes - det var det nødt til at være. 

Vingerne rykkede lidt på sig, og Talice nikkede. Hun havde så mange spørgsmål. Langt de fleste af dem, højest upassende overfor en person hun lige havde mødt. 
For ikke at tale om at rive op i gamle minder, hun var bevidst om alt det der. 

Alligevel, var hun nødt til at vide mere, og manede noget af den instinktive, eller måske nærmere tillærte modvilje, til ro. 
Blikket gled kortvarigt imod teblandingen i posen, og lidt forsigtigt, som var hun bekymret for at en for hurtig bevægelse ville få Isolde til at trække sig, rakte hun ud efter den. "Jeg hørte at han er forfærdelig, den mand..." og lidt undersøgende gled de gyldne øjne op på mennesket foran hende. 
Det var ikke en undskyldning. Dem havde hun alligevel aldrig været helt god til. Men måske en olivengren, og forsatte. "Men jeg troede ikke han... var så forfærdelig" forfærdelig nok, til at man var villig til at dø i forsøget. Eller værre, hvis de fine der var i ufatteligt dårligt humør.  
Posen føltes let i hendes hånd, men... hun var ikke helt klar til at gå. Ikke endnu, i hvert fald, men gav sig alligevel til at lede efter nogle krystaller, med den anden. Betaling var joh vigtigt. "Hvor meget?" indskød hun, pinligt bevidst om at det var adelige penge, som nok var tjent af slaveri, som hun blev betalt med. 

Det var for ikke at pakke det ind, at pakke det ind var bare ikke helt Isoldes natur. Også hjalp det også på hende at hun hvilede mere i sig selv, ved at sige det højt. Det var ingen fordel at være en bastard, i al fald ikke fra den kant Isolde kom fra. Snarer tværtimod. Hun var stemplet hele livet, værst imellem de andre slaver. 


Isolde havde erfaret at når snakken landede på at være slave, at folk så enten blev fuldkommen berøringsangste eller modsat havde en millionmilliard spørgsmål. Hun foretrak det sidste. Det første fik hende til at få en underlig følelse i kroppen, som hun ikke rigtig kunne sætte ord på. Måske en form for skam? 


Hun fulgte englens bevægelser, og gengældte blikket. Isolde nikkede, "Det er han.. Han er nok bedst beskrevet som et monster i menneskeform.." ordnene kom før Isolde helt selv havde styr på sætningen. "Jeg ved ikke... Er han stadig i live, ved De det?" spurgte hun, inden hun nåede at bremse sig selv.  "At være slave hos ham, gør det til vand ved siden af, og være i prostituionsmiljøet" fik hun så endelig oversine læber. Det var helt vand ved siden af, og det sagde ikke så lidt, når det miljø heller ikke altid var det rareste at nagivigere i. 

Englen fik revet Isolde helt ud af sine ellers mørke tanker. Nå ja, betaling. Isolde fik rystet de mørke tanker af sig, eller så meget væk som det nu va rhende muligt. " 5 ravstykker" svarede hun venligt og smilede til hende. "Vil De have en kop te, inden De skal ud på den lange rejse?" tilbød hun. 

Hendes ærlighed var nok også hvad der overraskede halvelveren mest. Fordi det var en varer der ikke var meget af, og.. hun havde altid brudt sig om de mere direkte facetter. Nogle gange kunne det føles helt befriende, på en måde, som hun ikke havde kendt mulig før hun fik arbejde på paladset. Der sagde ingen hvad de reelt mente, og spillet, var måske i deres øjne ganske elegant. 
Eller undvigende. 
To sider af samme mønt, og et kort, overrasket lille grynt af latter forlod hende ved de hårde ord. Monster simpelthen! Som sagt, befriende, og Talice nikkede lidt enigt. "Tror bestemt stadigvæk han lever. Det er ikke ofte jeg bevæger mig dernede, men joh" ukrudt havde det med at overleve længe, desværre. 
5 ravstykker. Talice fiskede nogle penge frem fra en anden lomme i tasken, for at række dem til hende. Brynene gled lidt op i overraskelse over tilbuddet, en kop te? Og selvom hun nok ikke helt burde, var det for fristende til at sige nej. Hun måtte vide mere. "Te? Så absolut" og halvelverens smil fik en ganske oprigtig kant. 

Imens hun talte, trængte en lidt forunderlig tanke sig på, og hun pakkede det sidste af posen samt penge væk. 
Læberne pressedes lidt funderende sammen, men hun kunne ikke lade det helt være, og rømmede sig efterfølgende. "Skal jeg.. skal jeg måske undersøge for dig, hvad han laver for tiden?" og studerede den mindre kvinde, noget overvejende i de honningfarvede øjne. Fordi det ville ikke være svært. 
Og var han virkelig et monster i menneskeform, var der ingen grund til at han bare fik lov til at boble rundt, som om at alt var okay. Det virkede ikke retfærdigt - men nu måtte de joh se. At finde ud af hvad han lavede, kunne joh også vise det modsatte - men ikke desto mindre - var hendes nysgerrighed vakt. 

Et kort øjeblik, overvejede Isolde om hun havde været for ærlig, eller for direkte.. Det var som om hun ikke rigtig kunne andet, andet ville være imod hendes natur. Og alligevel havde hun en underlig fornemmelse, som hun ikke kunne kategoriserer. Tiden måtte vise om hun havde været for ærlig, og det ville komme og bide hende senere. Der var dog noget ved Englen som fik hende til at tænke at det da ikke kunne være så... farligt. 
Nogle ville nok mene at manden var godheden selv, disse havde udentvivl ikke oplevet ham tæt på sine slaver. Isolde betragtede hende lidt, "Nej, ukrudt forgår uheldigvis ikke så let" svarede hun med et en skuldertrækning. Det gjorde det sjældent, uheldigvis. Hendes hjerte blødte for de slaver som stadig blev behandle som det rene skidt hos ham. Hvor mange flere havde han voldtaget, og dermed fået flere bastard unger? Tanken var uuholdlig. 



"Tak" svarede hun og tog imod de 5 ravstykker og lagde dem væk.  Hun stirrede først på Englen, og alligevel havde hun fået vakt noget i Isolde, som ikke var andet end nysgerrighed med et strejf af retfærdighedssans - det mente hun i al fald selv det. " På den en side, så burde jeg ikke... Men det er fristende, meget.." svarede hun tænktsomt og mødte Englens øjne. Det var fristende. "Det skal De ikke have ulejlighed med" selvom Isolde var nysgerrig på hvad monsteret gik rundt og foretog sig. Om hun havde ret i sine bekymrede anelser for de andre slaver han havde under sig, som var de snavset på hans fint polerede gulve. "Kom bare med..." sagde hun og gik ud et andet rum, hvor hun havde et ildsted, og et arbejdsbord hvor hun oftes stod og ordnede de urter hun selv samlede. Vandet blev sat på kedlen, imens fandt hun to krus frem. 


Isolde hældte vandet over urterne i de to kopper, og rakte Englen sin kop. "Det er længe siden jeg har mødt en som er fra det område jeg forlod... Tror faktisk det er førstegang" tænkte Isolde højt. Eller kunne hun jo ikke helt vide, det var jo ikke altid hun snakkede så meget om hvor folk kom fra. "En del af mig, vil gerne vide hvad monsteret laver..." indrømmede hun så og så på Englen, selvom hun også følte det var noget der var besværligt for en til at finde ud af. Men måske det bare var sådan inde i sit eget hoved? 

Det var måske ikke helt ønsket. I hvert fald ikke lige nu, og halvelveren fandt sig tilfreds med det svar, for nu. Et lidt forventningsfuldt smil listede sig op på de mørke læber, og hun fulgte med ind bagved. Et baglokale! Nysgerrige øjne gled over det mindre rum, som virkede som en form for stue. Her var hyggeligt, her var varmt, og den høje kvinde bukkede sig en anelse, for at undgå at ramme noget. Ikke ligefrem en elefant i en porcelænsbutik - men nogle gange lidt for tæt på. 

Lyden af varmt vand i kopper fyldte kortvarigt stilheden, og hun lagde hænderne om det varme ler. Hvilken smag gik hun mon efter, når det var the til hende selv? Og lidt lyttende gled Talice hoved på sned, nikkede kort efter. "Det er også lidt af en rejse, hertil. Her er.. anderledes. Jeg tror jeg ville savne varmen.." og tænkte det nok var det samme for mange andre fra syden. 
Lidt overvejende gled blikket op imens hun talte, men da Isolde nu vendte tilbage til det første emne. Oh. 
Og et langsomt smil træk op. 

"Jah?" og noget spekulativt lyste de gyldne regnbuehinder op. Interesseret. Fordi måske, hun ville snakke mere åbent bag lukkede døre. Fordi måske, hun blev sendt tilbage efter mere the, end af de kommende dage. Talice løftede koppen lidt op, pustede til den varme overflade, en underliggende øjenkontakt hun ikke ville slippe, henover krusets kant. "Hvor stor en del af dig?"