Gemalinder kunne være kendt for at være bestemte, krævende og sure citroner, ikke alle, måske de færreste, brød sig om dem, og altid med god grund. Pompeia var en af de tre ting, bestemt. For Jontar, der var hun måske krævende. Men sur var hun aldrig. Hun levede for også at sørge for det var med retfærdige vilkår folk havde og Jontar hjalp hende med dette. Hvad godt var der at hente, hvis alle hadet den kommende fyrste og fyrstinde? Nok kunne man være skræmmende og intimiterende, men intet bedre var, at man var vellidt og magtfuld på de retmæssige betingelser. 

Pompeia gik i deres egen lille fløj og sørgede for Sylvan. Drengen var snart så selvstændig, at han ikke krævede hverken mor eller far, så hun lod ofte Talice al Kimera tage sig af ham. Men ikke i dag. Tjenesteinden havde andre funktioner i dag, så hun slap for at sønnen ville trække i fjerene. 

Håret var bundet i små fletninger hvor håret var trykker lidt ud for at give et andet udtryk for sig. Kroppen var indbundet i en sart rosen farvede silkekåbe som lige akkurat skjulte kroppen, trods det tyndestof. Hun gik barfodet rundt og lod det vilde bæst af en krystalkat vandre rundt som den lystede. Den havde endnu intet ødelagt, og hun havde endnu ingen skrammer fra den. "Sylvan" kaldte hun på sønnen, som kom tumlende om hjørnet, endnu ikke den hurtigste lille dreng, men endnu blot små to år. 

"Skal vi ud og se om den høne er kommet til dig?" selvom det selvfølgelig krævede hun skiftede tøj .. men nu skulle den lille dreng lige have lov at bestemme sig. 

"Ærinde?" Udspurgte vagterne da Ares troppede op foran portene til Kazimiernes mure. Han var kommet alene, hvilket i sig selv virkede alt for malplaceret. En boks i hånden, med en sovende orkkylling deri - på størrelse med krystalkatten, hvis ikke bredere. 

"Leverance til Gemalinden." Svarede Ares og holdt boksen sigende frem, "Kæledyr til hendes søn." Som yderligere forklaring, hvis det var nødvendigt. De to vagter kiggede på hinanden, noget så ud til at lande og så trådte de til siden. 

Ares blev ledt gennem de pæne haver, taget imod ved døren, og han standsede. Usikker på om han burde træde længere ind i paladset.

"Denne vej," Tjenestinden sagde intet yderligere. Hun vendte blot om, som var det givet, at han fulgte. Han rettede sig, tog et bevidst skridt længere ind. For... han ville jo også se Pompeia… og havde hun ikke selv inviteret ham?

"Måske jeg bare skulle vente her, eller..." sagde han bag tjenestinden. Hun svarede ikke. Fortsatte blot ned ad den brede gang. Hans stemme døde ud, mens han fulgte efter.

Luksuriøst så det ud. Et hurtigt blik bag sig. Han ville helst ikke rende ind i Jontar.

Ares var meget bevidst om, at han ikke hørte til her.
Mellem alt det prangende forekom han så… glansløs. I sin slidte brune kåbe, bundet pænt og stramt til hans facon med det blå bindebånd.

Sandalerne klaskede mod hans hæle, derefter marmorgulvet i den akavede stilhed.

Gangen snævrede ind, marmoren blev varmere i tonen, og væggene bar ikke længere våbenskjolde, men tekstiler og lavthængende lamper. Tjenestinden standsede foran en dør, lagde hånden kort mod brystet - ikke mod ham - og trak sig et skridt til siden. Noget i luften ændrede sig. Som om han var trådt ud af paladset og ind i et hjem.

"Skal jeg bare...-okay." Han skævede kort til tjenestinden, men skubbede døren op da hun ikke så ud til at gøre andet. Måske var det en slags ventesal han gik ind i eller sådan..

Duften der mødte ham var sød - noget han havde duftet før.

Blikket faldt først på drengen. Den måde Sylvan bevægede sig på, den ubesværede tryghed i rummet. Så de bare kvindefødder mod gulvet, hud mod sten.

Og da hans blik gled højere, gik han i stå.

Det var ikke et chok. Mere som at få luften slået ud af sig på den stille måde. Hjertet slog tungt, et slag for højt, for hårdt - som om kroppen reagerede, før han selv nåede at tænke. Lyden af det hamrede i ørerne, gjorde ham pludselig pinligt bevidst om sin egen tilstedeværelse.

Det tynde klæde faldt blødt om Pompeia, fulgte bevægelsen af hendes krop uden at skjule den. Stoffet gjorde hendes hud rosengylden i lyset - ikke nøgen, ikke udstillet. Det afslørede intet, men det afslørede nok.

Han sank.

For et øjeblik stod han dér, midt i hendes rum, og følte sig pludselig alt for stor. Alt for synlig. Som om han havde trådt ind et sted, han kun havde haft lov at besøge i fantasien.

Det var ønskeligt at tænke, at hun var uviden om hvad der var i vente. Men ikke i dette palads, krogene sladret hurtigt om det usædvanlige og Ares tilstedeværelse var usædvanlig. Trods leveringer til dem næppe var, så kunne det nemt undres hvorfor en af slavehandlens ansatte og ikke en tjenesteperson. 

Pompeia så på sønnen der nikkede voldsomt med hovedet og havde sin fars beslutsomme mine på som det var sutureret fast sådan. “Okay Sylvan, så gør dig klar og måske Talice kan tage med så I kan hygge lidt” forslog hun og så atter sønnen fare afsted for at gøre sig selv klar som han var kaldt til krig. 

Men som hun selv roligt fik ført sig hen mod det som var deres sovekammer for at skifte klæderne, åbnede døren sig og hun stoppede sig selv let i bevægelsen. Uimponeret af udtryk. Sylvan endnu opslugt om at finde tøj han skulle have hjælp til at komme i, ænsede hverken eller. Sønnen havde mangle på at se det åbenlyse for næsen af sig selv som sin far. 
“Vi var ellers ved at gøre os klar til at komme til handlen for at se hvor vi var i processen,” fortalte hun den stilstående mand. “Hvor vil den have det bedst henne, — eller hvor vil det mest passende sted være at sætte den hvis den sviner?” Pompeia ageret som alt var normalt og intet skulle kunne komme under huden på hende. Ikke som hun tilsyneladende kom under huden på Ares. Hans reaktion var da ønskeværdig for alle som ønskede den form af betagelse.

“Øh—” Han blinkede sig ud af trancen, trak vejret dybere end nødvendigt og lod blikket falde til boksen i hænderne, som om den pludselig var det mest interessante i rummet.
“Du,” Et fnys. “De.”
Han rystede svagt på hovedet ad sig selv, som om det bare var en lille sproglig fejl. Ikke noget værd at dvæle ved. “Jeg husker at jeg blev bedt om at komme med den.” Ares hævede boksen en anelse, som en slags forklaring. "Og så blev jeg ført hertil.." Mundvigen trak sig skævt. "Jeg regnede ikke med at—" Han lod det hænge. Ikke fordi han ikke vidste, hvad han mente.
Men fordi det ikke behøvede at blive sagt. Han spændte kæben kort. 
Blikket gled op igen - kort. Kontrolleret. Og alligevel dvælende et sekund for længe. Ikke fordi han ville stirre, men fordi han ikke kunne lade være. Det her var dumt.

Et kort blik mod Sylvan. Blødere.
Så tilbage til Pompeia. Hun tog det hele ganske pænt. 
"Hvis timingen er forkert," sagde han, ikke som en undskyldning, men som en konstatering, "så kan jeg komme tilbage igen, og svare på alle dine spørgsmål." 

Morede det hende en tand at han fumlede som han gjorde — ja. Det kunne man ikke komme uden om, men samtidig bekræftede det også blot hendes forrige udtales til ham. Hun kunne tæmme ham, føje ham om sin lillefinger. 
Dog var det ikke helt i hendes interesse at gå så langt for noget så kedsomligt. 

Pompeia rynkede let brynene i en åbenlys undring. “Du husker så ment rigtigt, men vi var ved at blive i tvivl om opgaven var for udfordrende siden vi endnu ikke havde set eller hørt fra dig,”. 

Lydløs bevæget hun sig over mod ham som hun svævede få millimeter fra gulvet. Blikket lagt mod buret, for så at vende der mod hans blik i takt med hun lagde en hånd mod hans bryst: “Tænk at der ikke skal mere til før du snubler over egne ord..” stak hun let til ham med en blød mild tone. For så at fjerne hånden fra ham og trådte et skridt tilbage. 

Et stille træk på skuldrene kom: “hvad gør timingen forkert? Min beklædning eller manglen på min husbond ikke er her?” En nysgerrig drillen var altid lidt kildende for begge parter. 

Sylvan, ja sønnen, han havde skovlet favnen fuld af tøj, og tumlede mod dem begge.

Ares slap en latter – opstyltet, lidt for hurtigt, udløst af hendes uskyldige provokation. Alligevel nød han det. Hun måtte gerne blive ved. "Orkhøner er ikke ligefrem populære i slavehandlen," sagde han med et let skuldertræk. "De ser for… kluntede ud."

Og så stivnede han.

Pompeia havde med sine listetæer brudt den barriere, han så omhyggeligt havde holdt. Hånden mod hans bryst sendte et kort, lydløst gisp gennem ham. Især da hendes lillefinger strejfede den bare hud, hvor kåben havde forskubbet sig. Brynene fløj op ved hendes milde stik. Men brodden hun satte i ham var ikke giftig... snarere, flød der varm honning ind i ham fra hendes ord. 

Ares så ned på hende med et let hovedryst og et påtaget forvirret blik, som for at vise, at han ikke kunne drømme om, hvor hun dog havde fået den idé fra. "Jeg blev bare så overrasket over, hvad du havde gjort med dit hår." En løgn selvfølgelig- men hun skulle ikke have den fornøjelse at vide... at hun fik ham til at 'snuble'. Han kvitterede med et skævt smil efterfølgende.

Min påklædning eller... Ares prøvede at holde blikket sobert, men hjertet slog hårdere ved erkendelsen af det han ikke havde vovet at bringe op selv. Og da Pompeia så nævnte det... føltes det knapt så uskyldigt. "Så…" ordene gled ud, før han nåede at standse dem, "han er ikke på paladset?" Hans blik gled ned mod drengen med favnen fuld af klæder. En kærkommen distraktion.

Ikke at Pompeia delte hverken mening eller synspunkt for det største flertals mening, kunne hun da ikke benægte at den runde høne da nok ikke var lige så iøjenfaldende som en krystalkat. Men hendes søn ville finde den som det bedste i hele verdenen, så hvem var hun at nægte ham det? 

Var det så svært at forstå hans begær, men han forsøgte da så kærligt, at det næsten var humoristisk. "Aha, javel så. Væn dig til det, Ares." Det var næppe første og sidste gang han så hende, alt ville kunne forandres let her og der, og hun yndede at sørge for at se sit bedste ud. Ikke for ham, men for Jontar og sig selv. 
Selvforkælelse kom i mange former, og hun gjorde det i at sørge for sig selv se sit bedste ud for sin ærede mand. 

"Mo-rar," lød den barnet stemme der endnu havde vej igen for færdigheden at tale som de voksne. Uden at tænke for meget over det, satte hun sig på hug foran drengen, med ryggen let vendt mod tæmmeren. "Mon vi skal finde en tjener til dig så du kan gå i din fars fodspor?" spurgte hun Sylvan retorisk, men Jontar havde haft sin egen slave fra en ung alder, og det ville næppe være nogen overraskelse at sønnen også skulle have sin egen. 

Men hun kiggede sig kort over skulderen for at studere Ares let: "Overraskelsen skjuler du ikke så nemt, Ares. Frygter du da hans magt?" spurgte hun uden frygt for noget.

Væn dig til det, Ares, sagde hun - og et uvelkommen håb sneg sig frem og rev lidt i ribbenene. Hun indbød til en vedligeholdelse af deres relation, gjorde hun ikke? "Tja..." Et let skuldertræk, og han rettede på kåben med sin frie hånd, "Nu må vi jo se, om jeg kan." slap det ham, med en påtaget humoristisk kant for at dække over hvad der foregik indeni.

Afbrydelsen kom i form af barnerøst og for et øjeblik trådte Ares et skridt tilbage for at give plads til det som udfoldede sig foran ham. Pompeia på hug med sit barn - han så på sålerne af hendes fødder, flygtigt, som en tyv i natten. Deres blide bue... og blikket forsatte langs de sarte rosafarvede toner der ikke gemte meget til fantasien. Han trak med det samme blikket til sig, og skævede bort. Fandt en plet på gulvet, eller hvad det var. En del af gulvets mønstre velsagtens. Han fnøs for sig selv til Pompeias bemærkning der blev givet sønnen. Slaver... det var tydeligt at se, at Ares blev utilpas ved tanken. Nej, utilfreds. 

Han bemærkede med det samme bevægelse fra hende, og deres blikke mødtes, som var Ares ikke skabt til andet end at føje sig. 
"Når jeg har dig til at beskytte mig? Næppe." kvitterede han vittigt, og himlede kort med øjnene. Han frygtede ikke husbonden, men han ville nødig komplicere tingene. 

"Men for at svare på dit første spørgsmål..." begyndte han i en mere professionel tone, og satte sig på knæ med kassen placeret foran sig, "Så ville jeg anbefale en form for bakke til kyllingen - orkhøner kan godt pottetrænes. Men hvis den kan have adgang til et udendørsareal, er det en god idé. Specielt når den vokser." Fingrene lå over den magiske lås, usikker på om hun ville have ham til at åbne den. Han så på hende igen, afventende. Magien ville dysse af dyret efter et par minutter, hvor den ville vågne fra sin magitvungne døs hvis han åbnede kassen. 

Gemalinden var klar til at komme med en bemærkning om at han måtte accepter det var hendes levevis nu og hun agtede at sørge for sin søn havde det bedste af alle verdner, og at man snildt kunne behandle slaver og tjeneste folk med med respekt. Men hun tav. Det var ikke en kamp de skulle tage (endnu). 
Sylvan var ikke bekendt med alle de store ord, såvel de små. Alle ord havde en betydning og han havde endnu meget at lære. Så hun hjalp sønnen i tøjet han havde fundet frem, nemt og lige til. "Det er nok snarere ham som kan beskytte dig, mens jeg kan vanskeliggøre dit liv." 

Pompeias ord var sagt som var advarsel, intet der hverken kunne under- eller over fortolkes. 

Orkhønen lød små rumsterende i sit bur, skønt den var sovende, og hun skiftede fra at se på de tre små kyllingehjerner. "Kan du bære den udenfor?" spurgte hun og rejste sig roligt, som sønnen var i tøj. 

Et fnys undslap ham, kort og tørt, som om ordene ikke helt havde fundet fodfæste. Aha. Han købte den ikke helt – ikke sådan som hun mente den. Ares kendte ikke manden, men han vidste, at han ikke var andet end en plet på gulvet for den kommende fyrste.

“Men har du da tænkt dig det?” Han løftede brynet, overrasket ved hendes valg af ord. “At vanskeliggøre mit liv?” For så ville han da gerne advares forinden. 
Der var noget i måden, hun sagde det på, der strammede en muskel i hans kæbe, før smilet nåede at komme frem.

Fingrene trommede kort og overvejende på kyllingekassen, som om han brugte bevægelsen til at holde noget andet nede, mens blikket forblev på Pompeia. Hun havde spurgt, om han kunne bære den udenfor - men han ventede stadig på hendes svar.

Han blev siddende og fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig. Ikke fordi han ikke kunne rejse sig. Men fordi han valgte ikke at gøre det endnu. 

Små skævende i misbilligelse af hans endnu siddende position. "Hvis ikke du leverer til mine forventninger, vil du bede til guderne om benådelse som kun min mand kan give dig" advaret hun spidst og skarpt. 
Pompeia ville lade ham overveje hendes ord, mens han gjorde hvad han fik besked på, selv forsvandt hun selv stille ind mod et værelse og lod døren stå på klem. 

Sylvan stod selv og tomlede sine tommelfingre, mens det barnet blik pludselig var vendt mod manden der havde hans lille høne i det alt for lille bur. 

Han lod ordene lande, smagte på dem.
"Kun en tåbe kunne drømme om at trodse dine forventninger, Pom." Et påtaget, uskyldigt, udtryk lagde sig på hans arrede ansigt. Men han kunne mærke de små stik i brystet når hun nævnte sin mand. Alligevel forsvandt smilet ikke. 

Døren, Pompeia, gik ind ad blev efterladt på klem. Og Ares kom blot med et åndedrag af et suk der ventede på at bryde fri. Han tvang endelig blikket fra revnen ved døren - indbydende på klem, og alligevel vidste han at den ikke bød ham velkommen. 

Han fik øjenkontakt med Sylvan i stilheden. Et kærligt smil løftede sig. Han kunne godt se hende i sønnen.

"Din mor er en hård negl." Sagde Ares lavt, fortroligt til Sylvan som de sad i rummet uden Gemalindens øjne på dem. Han sendte ham et kammeratligt blink, og rejste sig, med kassen i hænderne. Udenfor, overvejede han, og pillede let ved en krølle der havde forvildet sig frem i panden. Det var jo let nok at bede om, når han hverken kendte til eller fra i paladset.
 
Han gik til døren han var kommet indad og skævede efter tjenestinden der havde fulgt ham til dørs. 
"Gemalinden bad om at dyret blev stillet udenfor. Hvor er det?" Han så tilbage på Sylvan, bare for at være sikker på at han ikke tumlede med. 

Tjenestinden førte armen ud, som for at vise at han skulle følge med. Han blev ført hen til en lille have, ikke langt fra værelset, beskyttet nok, så kyllingen ikke kunne stikke af. Han åbnede kassen, men gad ikke vente på at dyret vågnede, så mens den gjorde det, blev han fulgt tilbage til Gemalinden og hendes søn. 

Ares havde ikke været væk længe. Sylvan sad og pillede ved noget legetøj da han kom indenfor. Men Pompeia var endnu ikke kommet ud fra hvor hun forsvandt hen. Han løftede brynene til den lille dreng, ikke at barnet ville kunne fortælle hvad hans moder lavede. 

Uden helt at tænke, trådte han hen til døren, et kort bank på træet med en bøjet pegefinger. 
"Dyret er udenfor–" men som han fik banket. Gik døren yderligere op. 

Tillidsfuld i momentet for at Ares kunne varetage en opgave så simpel, var intet sammenlignet med så meget andet der kunne foregå i dette palads. Pompeia tog sig sin tid, flydende og yndefylde bevægelser der kunne få tiden til at fremstå langsommere. Intetheden i stilheden og dens elegance. 

Det silketynde klæde var forsvundet af hendes krop og hang henover en stilren rumdeler af sydens varme stil. En kjole af tyndt og åndbar stof med snorring til ryggen blev trådt stille i, og hun førte den let op af kroppen der grænsede sig en lignende nøgenhed af ørkenen. Men da hun så let over skulderen, fangede hendes blik en andens. 
Uden at miste hans øjne, fik hun glidet armene ind i kjolens løse ærmer: "Talice er ude for dagen, kom du ind og bind mig op" bød hun, som det var så ubetydeligt, skønt hun vidste at hans ru hænderne ville famle i blinde op ad hendes læn og ryg. Men måske en mand hans kaliber kunne binde hende lige så stramt ind som Talice, så kroppens former ville være visuelle (og fristende). 

Han hørte ikke rigtigt, hvad hun sagde.
Ordene nåede ham som gennem vand - fjerne, forvrængede - overdøvet af den hamrende puls i ørerne og den pludselige mangel på luft.
Det var først, da hun igen mødte hans blik, at han blinkede sig op til overfladen. Lydene faldt på plads. Rummet fulgte med.

Hvad? sagde hans øjne, da hagen løftede sig en anelse. Han sank klumpen i halsen.

Et sekund stod han stille. Overvejede, om hun gjorde grin med ham - eller om hun sagde det, fordi hun vidste, at han ikke ville sige nej.

Båndene hang som uløselige gåder. Svære at binde uden hjælp. Tænkte Ares rationelt; ville hun næppe kunne gøre det selv. 

De brune øjne vandrede ikke. De blev på Gemalinden. Modstod fristelsen ved hendes bare læn. 

Et lavt, tragikomisk suk forlod ham og han så væk, før han sendte hende et vurderende blik.

Ares trådte ind. Ét skridt. Så endnu ét. Indtil han stod tæt nok på til at mærke varmen fra hende. Han lod blikket falde til hendes skuldre, ikke længere. 

Hænderne løftede sig. Tøvende et sekund - før de tog fat i båndene. 

Han havde hjulpet sine søskende før. Bindebånd var bindebånd.
Men Pompeia var ikke hans søster.

Han hev til i et kort, kontrolleret ryk. Først dér tillod han sig at se ned på sine egne hænder, mens de arbejdede. Perifert strejfede blikket den varme hud - mere kunne han ikke tillade.
"Du må sige til," sagde han lavt, og bøjede hovedet tættere på hendes øre, “hvis det skal strammes mere.”
Endnu et ryk. Fingrenes arbejde.

Og uundgåeligt - et strejf mod ryggens varme hud.

Stilheden lagde sig i rummet som alt ilt var ved at svinde ud. Støvkorn og dødehudceller så små, at det lignede luftens fnuller havde lagt sig for sidste gang, ude af stand til at blive blæst væk. Gemalindens øjne, der så klare som honning lod sig fugte i et blink. Et blik så sulten, at det kunne have fortalt den arret mand, at hun havde spist ham fra rub og stub, men resten af mimikken i det rene og (næsten) fejlfrie ansigt sagde en anden historie. 

Fortrinene af hans tilnærmelse var intet i sammenligning med vejrtrækningerne der lagde sig som den tykke dug på engen i forårsmorgnerne. 

Ryk. Hendes krop stod igen, men lungerne fik et tryk og hun pustede let luften ud mellem læberne som skilte sig for hans ryk af kvindens bindingsværk. 
Pompeia kiggede let ned af sig selv, følte efter med hænderne om det sad som det skulle, skønt det gjorde, løftede hun hovedet og stille lød det: "Lidt til". 

"Og sørg for at binde den nydeligt i bunden af kjolen," at sætte ham i en situation hvor han ikke ville kunne undgå at røre hende, fornemme hendes varme. 

Pompeias åndedrag lagde sig i luften, og Ares spredte svagt sine læber for at ånde det ind. Tog dét af hende, som han måtte... som han kunne tillade sig. Det var nok at stå så tæt, med fingrene i båndet og klæde hende på fremfor at klæde hende af. Det var nok. 

Kæben bevægede sig betaget af Gemalindens stille magt. Adamsæblet dansede let da han sank og blikket blev en smule mørkere. Lidt til... 
Ares strammede til i endnu et ryk så han kunne mærke hende komme tættere på. Et lavt suk forlod ham sammen med bevægelsen.

"Bedre?" Stemmen var dæmpet. 

Det føltes hedt i værelset. Hun bad om så lidt- og alligevel var det for meget. Men han brummede lydigt til hende og sænkede sig så det ene knæ kom i gulvet. Hans pande rynkede anstrengt ved det han var igang med. Pulsen steg. Fingrene fandt båndet på ny, og langsomt begyndte han at binde en nydelig sløjfe. Fingrene strejfede hud og det tynde elegante klæde. Han sagde til sig selv at det ikke var med vilje. 

Ryk så kontrolleret at det kunne føles som brutalitet. Pompeia mærkede hvordan kroppen rykkede tilbage i et knips og kom hudnær ham, alt i mens hovedet at havde taget et vip bagud for at finde sin position igen. 
Blikket lå atter fremt for hende og lod alt være op til hans lille fantasi. 

Et stille syngende mhmm forlod hendes forseglet mund, og hun afventede at han færdiggjorde hans opgave for hende. Fantasien af hans var hendes leg. Katten efter musen. 

Pompeia lod sig selv, i et kort øjeblik, bilde ind at hun kunne fornemme hans åndedragt på hendes krop, men hun kom til sin fornuft og vidste at det næppe var en mulighed. 

Alt var sat og færdigt, hun vendte sig rundt mens han endnu var på knæ for hende. Gemalinden lod en hånd kærtegne hans kind let og mens hun så ned på ham. "Gør det ondt?" spurgte hun. 
Ondt at han ikke kunne få det han ville have, ondt at hun havde gået andre veje. Ondt at hun var hvem hun var nu?

Båndet gled ud af hans fingre - et sidste strejf før hænderne stod tomme. Blikket løftede sig til hende. Mødte hendes honninggyldne øjne med en ro, der var en anelse for påtaget.
Hendes hånd mod hans kind var let - men den brændte alligevel. Kæben spændte under berøringen. 

Gør det ondt?

Han rynkede svagt brynene, som om spørgsmålet først skulle vejes. Hvilket af det?
"Nej," sagde han roligt. Et lille skuldertræk.
"Det er bare ar nu." 

Det var nemmere at acceptere at det var arrene i hans ansigt som hun hentydede til. Andet ville føles som en hån, og han nægtede at tro, hun var så grusom.

Han holdt hendes blik. Flygtede ikke - men gav hende heller ikke mere, end hun allerede havde taget.
Forblev på knæ et sekund længere end nødvendigt. Som om han endnu ikke havde besluttet sig for, om han ville rejse sig.

En mild overraskelse ramte hende som den lette forårsbrise i ulmede rundt i Safirien. Hans uskyldige godtrohed var næsten for kær til at misbruge, skønt hun kort skønnede det for at være naivitet af hans karakter. Var den i virkeligheden så svækket i nærheden af det modsatte køn ― eller var det udelukkende grundet hende.

Pompeia lod hånden glide let omkring før den slap ham; "Ar kan bærer mange dybe og smertefylde minder ved blot berøring, ikke at jeg evner at kunne vække det til live i folk.." som det var en sand ærgrelse for hende. 

Et mildt smil voksede og hun trådte let væk; "Er du glad for livet i handlen eller agter du at søge videre før eller siden?" skønt man nok snarere blev kasseret af Jontar hvis det endelig var. 

Øjnene gled på klem - lokket til at lukke sig helt, da de bløde fingre tog sin tid på hans ansigt, men modstod fristelsen. Han bevarede det mørke blik på gemalinden, og trak først hovedet en anelse tilbage, da hendes berøring forsvandt. Det efterlod sin egen form for ar på ham. 

Han kendte hende godt nok til at vide, at hun havde kontrollerende tendenser - men glimtet i hendes honninggyldne blik overraskede ham alligevel en anelse. 

"Du ville måske nyde at se mig vride under dig?" Han rejste sig. Selvom det ville være fristende at stille sig tæt op ad Pompeia igen - presse hende tilbage mod klædeskabet, og holde hende fanget i hans tilstedeværelse, valgte han den mere fornuftige vej. Ares trådte et skridt væk fra hende. 

Spørgsmålet fik Ares til at rynke panden. Han havde aldrig set på livet i handlen som andet end en nødvendighed for overlevelse. Men han havde aldrig rigtig overvejet, hvad der skulle komme bagefter, når gælden en dag var betalt.  
"Mister jeg en finger hvis jeg modsiger dig?" han løftede brynet drilsk - udfordrende. Smilet blev langsomt mindre og han trak derefter på skuldrene i et mere seriøst svar, "Jeg vidste ikke, at min fremtid bekymrede dig."