Gårdhaven bag paladset lå badet i varme, som om at stenene selv, bar solen på sin ryg. Talice stod midt i den, sveden løb ned ad tindingerne, mens hendes store ravnesorte vinger slog rytmisk mod luften. Hvert sving trak musklerne strammere, hver bevægelse tændte den lille gnist i kroppen, som hun hele dagen havde prøvet at få til at vokse. Hun havde slået med vinden, svedt i sandstøvet, stødt sine hæle mod fliserne for at finde den præcise rytme, den balance i kroppen, som Basil Argyris  havde snakket så fandens meget om. Og alligevel… der var noget, der ikke ville slippe.

Hun holdt en pause — kun et øjeblik — og lukkede øjnene. Tarotkortene dukkede op bag sine øjenlåg, som de havde gjort hver dag siden i sommers. 

Kortene var blevet lagt af hende — den ældre halvelverkvinde med et blik som jern, og tunge hænder, der kendte verden bedre end Talice troede man kunne. Kvinden, der havde stillet spørgsmål ingen andre turde. Om blod. Om arv. Om menneske- og elversyn; om historiens tunge skridt, som hun så intenst prøvede at løbe fra. 

Det havde irriteret Talice dengang. Lagt en lille splint af tvivl i hende. Nu var den splint vokset til et gnavende minde, og hun gned sig irriteret i de sammenknebne øjnene. 

Thar’Kaesh – Den Omvendte Sol. At se sig selv fra en ny vinkel..

Sael’Varim – Blodets Vægt. At acceptere, at identitet ikke kun er arv, men valg.

Vael’Shar – Sjælsflugt. Find balancen mellem hvem du er skabt af, og hvem du vælger at være.

Hvorfor fyldte hendes ord, imens hun trænede? "Mere svævende beskrivelser skal man lede længe efter, hmm?" ordene føltes tørre i munden, og hun virrede med hovedet. Det gav joh ingen mening at tale med sig selv heller, vel? Talice løftede hagen og slog vingerne ud - igen-igen. Sand hvirvlede om hendes ben. Hun tænkte på hvad kortlæseren havde sagt, og hvor hurtigt hun havde mindet hende om, at hun var hvad hun var. Selv inde bagved det fine nye tøj, og de glimtende smykker.

At hun kunne stå tæt på adelen, søge deres anerkendelse og arbejde hårdt - men du vil aldrig være deres lige. Adlen ville måske lade hende tale. Måske lade hende tjene. Måske endda lade hende blive set mere i deres nærvær.

Men de vil aldrig kalde hende ren. Aldrig fuldkommen. Aldrig én af dem.

Det gjorde ondt. Selv nu.

Talice havde altid båret sin halvelverblod, med en stille afstand – ikke en skam, men.. som en markering af, at hun kom fra andre lag. At de måske måtte have lidt tålmodighed med hende, når hun fumlede i ord og vendinger - havde hun gjort det imod sig selv, helt ubevidst? Blandt mennesker var hun for høj, for hurtig, for markant. Blandt elverne var hun for jordbunden, for højrøstet - hun stank langt væk af menneske, og dén havde nok ramt mest af alt, underligt nok. 

Hun har lært at leve med det; gjort det til et brændstof i så, så lang tid. 

Men tarotlæserens stemme genlød i hende: "Frihed begynder med at se kæderne. Ikke for at bære dem — for at bryde dem."

Talice slog hårdere. Luften blev tykkere, som om den samlede sig omkring hende. Hun mærkede varmen stige fra rygsøjlen, en varme, der ikke kom fra solen. Op gennem musklerne, et tryk der var både smerte, fryd og noget, der føltes som at suge vejret ind for første gang.

Noget brast - noget åbnede, og Talice brød ud i en lille jamren, idet det brændte nedad ryggen på den høje kvinde, er krængede sammen. Et nyt sæt vinger foldede sig ud fra hendes lænd – halvanden meter i vingefang, sorte som natten udenpå, rødglødende som smeltet rav på indersiden. Hun gispede, knæene vaklede, men hun stod. Og så løftede hun hovedet, fire vinger spredt i varmen. Frihed.

Den ramte hende som et slag, som en bølge - som et svar på et spørgsmål hun ikke havde turdet stille. Rå, elektrisk, overvældende frihed, der fik de bløde fjer til at ryste, virkede de? Talice lod vingerne løfte sig i vinden, og tog nogle hårde, men faste slag, opad. Endelig.