Alt taget i betragtning - så kunne det hele være meget værre.
Eller også var det præcis så slemt, som det så ud.

På sin lille slentretur gennem den snørklede, blomstrende have havde Coraline fulgt lyden af en fugleunge, der græd. Den lå på jorden og peb hjerteskærende.
Uden tøven samlede hun det lille kræ op og begyndte forsigtigt at klatre op i det høje egetræ, der stolt rejste sig midt i labyrinthaven. Fine kjoler var ikke ligefrem det letteste at klatre i, men med en god del held - og en vis erfaring fra barndommens klatreture - lykkedes det hende at nå op og placere fuglen i reden.
Netop som hun strakte armen og lagde fuglen fra sig, mærkede hun et ryk i kroppen, idet hun drejede sig for at kravle ned igen.

Kjolen sad fast. Men hun kunne ikke finde ud af hvor, for alle de forbandede flæser.

Og så gled hendes fod i en forkert bevægelse.

Lyden af stof, der blev revet itu, og hendes skrig ekkoede ud over de veltrimmede buske.
Solen malede det hele i et gyldent skær. Det kunne have set næsten romantisk ud - hvis ikke det var fordi Coraline nu hang fra en gren, med fingrene boret ind i barken for at undgå at falde.

Det var kun et spørgsmål om tid. Enten ville hendes greb svigte - eller grenen ville.
Og kjolen sad stadig fast. Bare mere flænset end før.

Grenen knirkede, mens hendes arme rystede - strakte, fyldt af adrenalin og frygt.
Hun forsøgte at svinge kroppen ind mod stammen for at finde støtte. Skosnuden strejfede barken - men foden gled igen, og hendes sko dumpede til jorden med et bump. En anstrengt lyd undslap hende, mens hun prøvede at forbedre grebet. 
Hun havde klatret langt højere op, end hun havde troet. Og hvis hun slap, ville hun ikke ane, hvordan det ville ende. Hun kunne ikke risikere at forstuve eller brække noget. Ikke når balletsæsonen lige var startet.

"Hallo?" kaldte hun ud, håbefuldt. Armene gjorde ondt.
“Hjælp!” lød det højere, forpustet.

"Hr. de Pompadour! Kan De komme ud derfra!" hylede en af de mange ansatte, som han - allerede - var på vej ud fra dameværelset. Det smørret grin var håneligt og han henkastet med hånd, som han afvæbnet hendes hylen. 

Det gjorde han ikke spor, det var ikke hendes sted at diktere hvor han kunne være - og ikke være. Silas opførte sig som han ejede det hele, og skønt at de adelige ikke just var i velstand i visse grene af landets befolkning, var han hævet over deres ubetydelige meninger. Det handlede jo om de intelligente typer, som adlen jo var af en så simple årsag. 

Men han fik bevæget sig uden for. Krystalpaladsets have bød på mere end hvad Guderne nok mente var ret til mennesker. Skønheder der kun kunne måle sig med en som ham. Lidt over-the-top af en hattehylde, hvis du spørger mig. 

"Huh?" som skrigen for hjælp lød, og han satte i aktion. Faktisk, han havde bare et rask tempo på. Men som den forundret mine så hvad der var forude for sig, trak smilebåndet op. Morsommeheder. "de Montclair, sikke du hænger ud" lød det fra ham, som han om tæt på, næsten for tæt, men med en halv arms afstand fra at kunne se op under hendes skørt. 

"Prøver du at lege efter junglelovens regler, blot for at indse, at du ikke egner dig til det?" 

Hun hørte fodtrin, selvom pulsslagene dunkede i ørerne. En smule forvildet søgte hendes blik efter vedkommende, da han - omend hånligt - kommenterede på hendes nuværende situation. Hendes øjne fortrak sig straks i en vred mine, og et anstrengt prust forlod hende.

Hun bemærkede godt, hvor tæt han stod. 

"Hold Deres øjne for Dem selv!" hvæsede hun, fingrene klistrede af harpiks og spænding i underarmene. "Og Deres dumme kommentarer med!"

Hun sparkede i luften mod ham - et ynkeligt forsøg på at få ham til at gå væk. Men hun var højt over ham, og handlingen fik hende blot til at dingle frem og tilbage med et forskrækket hvin.

Coraline vred sig lidt - stædig som altid. Hun kunne ikke bedømme, om det var tårer der gjorde hendes ansigt vådt, eller bare sved og anstrengelse.

"Jeg har ikke brug for Deres… kommentarer, hr... hr. Pompadour. Jeg klarer mig udmærket uden!"

Hvis hun nu bare kunne trække sig op på grenen…

Hun samlede al sin vilje i armene og forsøgte at løfte sig - men nej. Benene var hendes styrke, ikke armene.
Et halvkvalt åndedrag forlod hende, og hun faldt tilbage i hængende position - endnu mere udmattet end før.

Som en dinglende julekugle i juletræet, så han blot passivt til og placeret sine hænder omme ved flankerne. Det ville være et fald der gjorde ondt, og han ville pludselig stå med et ansvar, som han ikke bad om. 

Silas lod blot blikket været vendt op mod hende. Skuldrene spændte let op, som de var klar til at reagere i en ren refleks for at gribe hende. Men ikke at han gad så meget af den slags. Det ville jo efterlade ham i noget krøllet, og formenligt, beskidt tøj. 

Han truttede munden sammen, som en fisk der ville blæse bobler ud, men han lavede i stedet en truttende lyd, lille lyd dog. "Har du brug for hjælp til at komme ned?" spurgte han - med et lille twist i halen. 
Hun skulle spørge ham. For han regnede stærkt med, at hun ville afslå hans forespørgelse. 

Hun kunne snart ikke holde fast længere. Fingrene var ømme, huden sved, og armene rystede under hendes vægt.
Grenen knirkede igen. Lavt, men ildevarslende.

“Har De da tænkt Dem at hjælpe mig?” bed hun, med sammenknebne tænder og et ansigt rødt som en tomat.

Hun samlede den sidste rest viljestyrke og forsøgte at trække sig op endnu engang; men armene nægtede. Overkroppen løftede sig næppe en centimeter, før hun sank tilbage med et kvalt gisp.

Af alle mennesker, der kunne være kommet forbi, skulle det selvfølgelig være Pompadour-sønnen. Hun kendte ham ikke - ikke rigtigt. Ikke ved navn, kun ved titel.
Men hun havde da hørt rygterne i kredsene. Og de var sjældent smigrende.

De grønblå øjne vendte sig op mod hendes, øjnene skilte sig ganske vidst ud, måske det var rødme i hele hendes ansigt af anstrengelse. 

Efterfulgt af et træk på skuldren, svarede han; "Bed om min hjælp, og du skal få den, de Monclair". 

Ønsket, eller ordren, var serveret på et sølvfad til hende, og han vidste, at hun vidste, at han vidste, hun ikke kendte hans navn. Chancerne for det, åh, han tvivlede så ganske meget, for hun var så langt fra den virkelige verden som noget kunne ske.  

Hun sendte ham et blik, der kunne have flået tapet af en væg, hvis hun havde haft hænderne fri. 
Hvis begge hendes ben var intakte efter hendes fald... tænkte hun, ville det hun gjorde som det første, være at sparke den irriterende mand! Tankerne forsatte i samme hævngerrige scenarier mens fingrene begyndte at give efter, og hun knapt kunne mærke armene længere. Hun ville give ham et godt spark - som til en sten. Eller en hasselnød!

Coraline havde ikke lyst til at underholde ham et sekund, men alt syrede i hende, og kroppen dirrede som et espeløv. Hun kunne ikke stole på sine fingre mere. Hænderne begyndte at glide. 
Hun stirrede ned på ham.
De grønblå øjne havde det der blik igen - som om han vidste, at hun famlede. Som om han nød hvert sekund af det. 

Hun overvejede kortvarigt, at hun hellere foretrak at falde til sin død end at bede en mand som ham om at redde hende. Men hvad kunne hun gøre? knække stoltheden, eller benene? 
"Jeg beder Dem... Hjælp mig...!" stemmen lav og forpustet. Hun hang, bogstavelig talt i en tynd tråd. 

Silas var en skrallet mand. Billedeligt talt. Han så hendes blik, og kunne da uden tvivl mærke hvordan huden blev skrallet af ham, som han var en clementin. Men det moret han blot. Hendes frustration var hans fornøjelse. 

Hvordan dette møde skulle sammenlignes var ikke nemt. Hun var som en flue i et edderkoppespind, forpint, forpustet og i en rigtig dårlig position. Men guderne måtte da vide, han var ikke edderkoppen i dette spind. Han var blot en forbipassende der kunne hjælpe, hvis nu han agtede det. 

Så. 

Da han hørte hende bede som et fortabt barn på en varm sommerdag i det største og mest kaotiske marked, rømmede han sig da lidt. "Så lad gå da" som det var at give hende en hel arm og det halve ben i fortjenstelse af at hjælpe hende. Silas gik nærmede og gjorde armene klar til hende. "Så slipper du" - hvis hun altså turde stole på ham. 

Der gik ikke andet end sekunder. Hun kunne mærke finger for finger hvordan de slap grenen. Hænderne svedige og røde. Coraline kiggede febrilsk op på sit greb - hjertet i hals, frygt i øjnene. 

Hun kunne ikke høre ham, og Silas nåede sikkert ikke engang at sige sætningen færdig før hun skreg og mavens indre snurrede.

"hr. pomPADOUUUR---" 

Det var ikke et elegant fald. Det iturevede skørt blæste om hende, håret flagrede vildt og hænderne forsøgte febrilsk at gribe ud efter alt og ingenting.

Hun mærkede hænder på sig og med et skarpt gisp landede Coraline på Silas. Hårdt. Oprejst eller i græsset på ham, hun kunne ikke orientere sig i dét øjeblik hvor de var endt. 

En grimasse af et gips formede sig i hans ansigt, dog gemt godt væk fra hende. Han havde jo stil. 
Det krævede en hurtig reaktion, og skulle man være bund ærlig, så var det ikke hans ekspertise. Men han fik fingeren ud af af sin guldskesrøv. 

Han bed læberne sammen som han fik strukket armene ordnet ud og greb hende, men han skulle mærke at foden stod dårligt, så tyngden gav sig til kende som en kæmpe lussing i nerverne på ham. Men han greb hende! 

Silas fik malet sit selvtilfredse ansigt på, og trak skævt på smilebåndet: "Se, bare regn med mig næste gang" lød det fra ham, som han endnu stod med hende i armene og fik rettet sit ømme ben til, så hun ikke ville ane uråd. 

Pulsen dundrede så voldsomt, at det føltes som om hendes hjerte havde flyttet sig helt op i halsen. Fingrene knugede refleksivt om skjorten ved hans ryg. Hun kunne mærke hans hånd i lænden - fast, men ikke grænseoverskridende. Bare... tydelig. Virkelig.

Som en bange kat klamrede hun sig til ham. Ansigtet presset ind mod krumningen mellem hans hals og skulder, hvor hans varme og duft slog imod hende - sol, parfume og noget andet, sikkert umiskendeligt ham. Det ramte hende pludseligt, hvor tæt hun var på ham. Hvor stærke hans arme føltes omkring hende. Hun burde sige noget. Trække sig væk. Men kroppen nægtede lige nu.

Men de stod op, så meget kunne hun orientere sig gennem sit nu, uglede hår. Hun hørte ham, selvtilfredsheden, den skjulte anstrengelse i hans stemme. 

Hun trak hovedet væk fra hans skulder, løsnede hænderne med besvær og så på ham. Hans blik var tættere på, end hun havde forestillet sig. De grønblå øjne mødte hendes, og noget ukendt sitrede i hende. Hun skyndte sig at slå blikket ned.

"De kan sætte mig ned nu," fik hun sagt i sin forlegenhed - lidt for hurtigt, stemmen for tynd og luften for lidt.

"...Tak," tilføjede hun hurtigt efter. Det skulle være bestemt. Det blev det ikke helt.

Forhåbentlig ville der ikke blive en næste gang som denne.  

Sekunderne startede at føles som minutter og benet gjorde ondt. Sandheden gjorde næppe stolheden gavn, for han var så sandelig svag i dette moment. Ynkelig i nogens øjne. I hvert fald i skribents. 

Silas kunne end ikke nyde af, at han havde mulighed for at røre hende, som det blot var tilfældigheder. Hvorfor skulle han også fremstå som en sand gentleman nu. "Selvfølgelig" lød det blot fra ham, trods for at han nød duften af hende. Den var sød, varm. Krydret på en frugt-agtig måde. Det stemte måske ikke helt overens, men han var ikke mand af det kulinariske køkken. 

Han rømmede sig og holdt endnu facaden oppe, selvom han godt kunne bruge noget massage, en krykstok eller bare at blive båret som den prins han var. "Hvad lavede du egentlig deroppe?" - alt for at holde hende talende. 

På rystende ben blev Coraline placeret på fast jord igen, som gled hun ned ad ham, bare for at være sikker på at hun ikke skulle falde i forsøget på at stå selv. Hun slap ham dog hurtigt, og trådte at et par skridt væk fra ham, bare for at holde en nogenlunde dannet og forventet afstand. 

Hun forsøgte at redde håret tilbage bag ørene. Køre sine fingre gennem det filtrede mørke hår, bare for at have et eller andet gøre med sig selv. Hun forsøgte at lade være med at se på ham - det hele var umådeligt pinligt i forvejen. Coralines fingre dunkede, og hvert buk fik det til at svide. Hun holdt dem frem for sig, og bemærkede først nu alle de blodige rifter. 

Coraline løftede hovedet - spørgsmålet kom bag på hende, endnu mere at han forsat stod der. Hun tøvede med at sige noget. Ikke fordi hun skammede sig, men fordi hun ikke var sikker på om Pompadour sønnen havde interesse i at høre det. 
"Ser De..." begyndte hun, "En ulykkelig fugleunge skulle hjælpes tilbage til sin rede." Hun holdt ikke Silas' blik, men nu blev hun alligevel distraheret af noget andet. En brise på hendes ryg - en sådan brise man kun ville kunne føle hvis den var bar. Kjole føltes også løsere. Som om den sad helt forkert end den plejede. 

Hun flyttede hånden bag sig for at mærke efter og stivnede. 
"Ih, du milde!!" udbrød hun forfærdet og forsøgte at skæve bagtil. Kjolen var revnet!