'Tror De, at De har så stor betydning for mig at jeg ligefrem har et agenda imod Dem?' - Dét havde Romeo ganske vidst påstået overfor Eskild i sin tid, byvagten der var blevet en torn i øjet på ham. Tvivlen kunne komme mange til gode, men ham? I hans lange erhverv havde han mødt og guidet mange fortabte sjæle, og efterhånden kunne præsten vel tillade sig at påstå, at han havde erfaret sig en hvis snilde når det kom til at gennemskue hvem der kunne frelses. Kald det en sjette sans, eller Isaris hellige hånd på hans hovede der gjorde ham vis. Desværre måtte Romeo tilstå, at et Agenda mod Eskild havde vokset sig større og større i hans bryst. Tanken om at hans unge discipel rendte i hælene på Eskild, og blev manipuleret af smilet på hans hånlige mund, fik det til at føles som eksem der bredte sig på præstens krop der ikke ville stoppe med at klø. 

Havde han fejlet drengen? Var det Romeos skyld at Discipel Samuel nu blev betaget af syndens lokkedue? Og her troede præsten at han havde gjort nok for at overbevise ham om, at det han så i præstestuen ikke var som han troede. Skulle han have gjort mere? 

Det så sådan ud, for nu skulle han pludselig stå til ansigt med den pestilens han så bestandigt havde forsøgt at undgå. Den mørke sirene stod i hallen, og lyset kastede deres skygger rundt på de bonede gulve. Det kunne ikke ligne Romeo at vende rundt og lade manden stå til sig selv, uanset hvor meget han vidste at det var en dårlig idé at tage kampen op. Men han skulle lade Samuel være i fred. 

"Jeg kan nærmest ikke tro, at De er kommet for at søge syndsforladelse?" forlod det ham i en anklagende tone, uden at miste sin præstelige fattethed. 

Sukkende åndedragt havde været delt sene aftner og tidlige morgner i de hellige korridorer, som kælende kys havde været delt i mørkets skyggende kroge. Byvagten angret intet. 
Men som han gik i mellem bænkene i katedralen, var det med lette skridt. Lydløs og snu som en rotte i køkkenet. Men han lod blikket vandre let omkring for sig, som han beundret omgivelserne. Det var det basale skuespil der kørte i ring for sig. En vane han ikke bare lige kom af med så nemt. 

Alligevel dvælede tankerne andersteder end på Discipel Samuel. De mørke hår, den forvirret stemme, det fastegreb. Eskild mindes sit afsavn til en kollega. Det sad endnu i ham, desværre. 

Men tavlen blev brat visket ren, og som han kørte stemmen, fortrinene og åndedrættet, gik kroppen en varme igen. En varme den ikke havde haft så længe. Hovedet lænede sig let tilbage, et selvtilfreds og hånende smil voksede i mundvigen, som han vendte fokusset mod ingen anden end hunde-præsten. 

"Fader, godt De er her. Er skriftestolen ledig, for jeg har et brændende begær for at synde til Dem, og kun Dem" inviterende til øretæver på faderens hjemmebane, men en fader der agtede at være noget andet end barmhjertig, var ingen fader af dette hus. 
Håneligt valgte Eskild at slentre mod det første mål for syndforladelse. Deres første møde for denne hjertelige relation. 

Og dér var den jo - den hånlige og selvtilfredse grimasse som Romeo slet ikke havde savnet. Huden malet gylden af det varme lys, og flammerne fik de glaserede øjne til at ligne at de knitrede af usagt ballade. Skønt, de lange, kendetegnene, mørke lokker ikke længere faldt om mandens ansigt, var det ingen tvivl Eskild, bare med håret en del kortere. Desværre forlod synden ikke kroppen, bare ved at klippe et par lokker. 

Præsten nægtede at lade sig tirre af byvagtens øretæveindbydende valg af ord. Ikke et eneste gram sandhed kunne han finde i dem. Han foldede armene over kors, en gestus af afstand og modvillighed, som han ikke forsøgte at skjule. 
 "Jeg tvivler på, at De har forstået hensigten med skriftestolen, hvis De forveksler skriftemål med synd," rettede han Eskild, skarpt, uden at skjule den dårlige smag, byvagtens ord efterlod i hans mund. 

Blikket fulgte Eskild, der slentrede mod skriftestolens ellers trygge rammer. Kæben strammede sig sammenbidt, og renderne under hans grønne øjne føltes, som om de blev mørkere for hvert skridt, der ekkoede i salen. Han tog et par skridt efter byvagten, men havde ikke i sinde at sætte sig derind – selvom gitteret og den tynde væg muligvis ville være til deres fordel. Det ville i det mindste gøre det en smule sværere at pande ham én

Det susende blod der boblede så arrigt i den andens krop var sød musik for byvagten. Sød som jordbær vendt i sukker og tyknet mælk fra køerne i de varme sommeraftner. At en selvtilfredshed kunne savnes så meget, var utænkeligt dejligt. Eskild følte det så nært og varmt. Ren og skær provokation kunne altid gøre et humør godt igen i tvivlsomme momenter. 

"Beder man da ikke om råd og omforladelse for sine synder i skriftestolen?" så uskyldigt spørgsmål måtte næsten bringe dem tilbage. "- Eller er mine erindrer... forkerte af vores sidste skriftelse, Fader". 

Som en djævelsk elsker leflede med ordene for sit bytte, gjorde Eskild det udelukke for at vanære den hellige titel præsten så stolt skulle bærer til sine sidste dage. "Men vi kan da også gå en tur, men jeg vandrer normalt ikke om med hunde uden de er bundet i snor" omend han aldrig gik med hunde. De var vildfarende, utilregnelige og beskidte. 

Romeo svarede uden at blinke. "Deres erindring fejler intet, men Deres motiv gør."

Hunde? Eskilds kommentar føltes forkert for ham—som om noget kradsede på sandheden, uden at Romeo helt kunne forstå hvordan det kunne lade sig gøre. Han følte sig utilpas, men gjorde sit bedste for ikke at lade det vise sig. Han lod stilheden hænge en anelse for længe mellem dem, før et tørt smil gled over hans læber.
"Og her troede jeg, at De var vant til at omgås de vildfarende." Hans stemme var rolig, men der lå en snert af noget under overfladen. En næsten umærkelig spænding. Han rettede sig let op, lagde hænderne bag ryggen.
 "De har en sælsom måde at udvælge Deres fornærmelser på, mit barn." Han lod ordene hvile et øjeblik, som om han ventede på en forklaring. Men selv hvis en var på vej, gav han ikke plads til den. 

Romeo trak let på skuldrene, stemmen glat og tilforladelig:
 "Jeg har dog ikke for vane at blive holdt i snor. De må finde Dem en anden til den fornøjelse." Ironien i hans ord kendte kun Romeo selv. Når månen stod skarpest, lænkede han sig fast, en sikkerhedsforanstaltning ingen måtte kende til. Og alligevel—hvad mente Eskild egentlig? Han kunne umuligt vide noget. Ingen kendte til hans hemmelighed. Alligevel blev hans håndflader fugtige, en lille, ufrivillig reaktion. Uden at tænke over det holdt han en pæn afstand til den mørkhårede byvagt foran sig.

"Fortæller De mig, at jeg ikke kan angre gerninger eller føle behovet for at tilstå dem i Deres nærvær?". 
Sagt i et toneleje så sandfærdigt og uskyldigt, som han i virkeligheden mente det. Eskild der angret alt med Stian. Utroskaben der skete, skænderierne de havde haft, deres voldssyge seksuelle akter der kunne få den ene, såvel den anden, til at kaste op. 

Det var jo purre opspind. Hvorfor skulle han af alle føle noget som helst.

Eskild vendte sig let rundt og lænede elegant op ad en skriftestolens hjørne. "Vildfarende. Er det sådan De ser mit erhverv og befolkningen i byen, som værende vildfarende", smilet lå skødsløst til den ene side, fortsat alt for selvtilfreds og nedladende. Men det var næppe sidste gang de ville få sådan en dans. 

Og der fik præsten ham alligevel. Hvad mente han med det, og hvordan skulle Eskild reagere foruden end at lade smilet ophøre, og brynene der rynkede sig let. "Undskyld?" lød det, indbydende til en invitation om at uddybe det, men tvivlsom om det ville ske. Mon en anden kunne fortælle hvad der blev ment, eller måtte byvagten tage det med sig i graven til overvejelse. 

Ppffft. Øjnene himlede let, og han trak let på skuldren. Læberne blev fugtet kort og skamløst svaret han: 
"Har jeg allerede, og han nyder det" man kunne lige så godt lyve, nu når de alligevel var her. 
Eskild ville jo ikke blive straffet af en gudinde, han alligevel ikke troede på. Samuel var blot et offer for nævnelse i det uvisse. 

Romeo holdt en pause. Et øjeblik, hvor man næsten kunne tro, at han ville tage Eskilds ord for sandhed. Men så gled et smil over hans ansigt. Et, der ikke nåede hans øjne.
"Angrer De, er De så sandelig velkommen." kom det påtaget præsteligt fra ham. Hænderne bag ryggen løsnede sig, og han stirrede blot afvisende på den unge byvagt, fik en snert af tilfredshed ved det lille spørgsmålstegn han satte ved Romeos kommentar. Selv hvis han ville have uddybet, kunne han ikke, for den næste ladede kommentar fra Eskild pustede til hans gløder. Han vidste udemærket hvem han hentydede til.

Romeo blinkede langsomt. Luften mellem dem blev tungere, men hans stemme var stadig jævn, næsten blid. "De er ikke så lidt fræk." Han lod ordene hænge, smagte på dem, som om de var vin, der skulle vurderes. Læberne bevægede sig svagt, som om de virkelig knoklede for at holde hans sande vrede tilbage. Han lænede sig let frem, blikket en anelse koldere nu.
 "At komme her og udnytte en ung dreng under Isaris tag." Det var ikke et spørgsmål. Ikke engang en anklage. Bare en kendsgerning, lagt ud som en lænke mellem dem. Hans temperament holdt i skak, men hvor længe kunne han bevare sin falske ro?

Præsten bevægede sig tættere på Eskild. Han lod fingrene glide hen over træværket på skrifteboksen før han langsomt åbnede døren dertil og satte sig ind.

"Så kom."

Han lænede sig let frem, blikket for ivrigt, stemmen for rolig.
"Sæt Dem ind og fortæl mig præcist, hvad De har på hjerte." 

Eskild havde placeret sig med nøje skridt foran faderen, som enten kunne vises sig at være en hest i galop med karet bag sig, eller blot en simpel hund i snor der trak sin ejer. Gløderne under dem var varme, men ikke længere brændbare. Hvert fald ikke for nu.

Han lod stille deres intensitet ligge sig i mellem dem. Som en ile der sugede blodet ud af individet det hang ved. Nærende for overlevelsen i en forstand. Eskild søgte dog et svar kun få kunne give ham. Hvorfor han netop stak til den lænkede varulv. 

Der; Eskild fik sin vilje. 

Et nik blev givet som han selv fandt vejen ind i det lille rum med gitteret til faderen. Stille fandt Eskild sig til ro, til plads. Lod stilheden atter synke ind. 
Det måtte ligne hån og spild af den andens tid, men Eskild summede stille. Tankerne flød som vandet i en ebbe, småsten fulgte med. 

Hvad der måtte have syntes som fem minutter eller mere, blev endelig brudt. “Hvordan beder man en til at se ind i ens sjæl og se efter ens om forladelse, hvis ikke man har øjnene som dør til sjælen?” spørgsmålet kom roligt ud, ingen svinggerninger i tonerne eller fordrejninger på ordene, men alligevel ikke en åbning til Eskild.  

Da Romeo hørte døren til rummet overfor ham åbne sig, lukkede han selv sin egen i med et sagte klik. Dem begge, pakket væk fra verden udenfor, dem begge i hinandens hænder. 

Præsten lagde sine knugede hænder til rette på lårene. Øjnene var rettet direkte mod Eskild, som han kun svagt kunne ane i spraglet format gennem gitterets huller. Stilheden lå tungt om dem, og Romeo forsøgte at dy sig med tålmodighed. Med dybe, stille vejrtrækninger - som var det eneste der kunne høres i deres indpakkede verden. Det føltes som evigheder, som de begge sad der, uden at ytre et ord. Romeos bryn pegede utilfredst nedad, så der dannede sig en tydelig rynke på panden. 

Pegefingeren begyndte at grave i små bevægelser mod hans håndflade, utålmodigheden voksede ved hvert af sine egne og Eskilds åndedrag. Havde Eskild blot kommet her for at drive gæk med ham? Spilde hans tid? Han sukkede tungt gennem næsen, der antydede hans stigende irritation.

Romeos læber spredte sig, og han skulle til at bryde stilheden, men så kom Eskild ham i forekøbet. Han tav, og rettede sig op. Øjnene flakkende, i en forvirret grimasse på Eskild, som han prøvede at forstå, den andens hensigter.

'Hvordan beder man en til at se ind i ens sjæl og se efter ens om forladelse, hvis ikke man har øjnene som dør til sjælen?'

Ordene forseglede sig, og blev opslugt i den dæmpede belysning. Og til Romeos overraskelse, ramte ordene noget i ham. 

Romeo svarede ikke straks. Øjnene blev hængende på silhuetten bag gitteret, som om han forsøgte at vurdere, hvor meget af dette var ægte sårbarhed – og hvor meget der var skyldens stemme, forklædt i poesi.

"Intet menneske kan tvinge en anden til at se én. Øjne eller ej.” Hans stemme var rolig, med forbehold, men der var et træk i hans kæbe, som afslørede eftertanken. 

“Tilgivelse er ikke noget, man kan kræve – kun bede om. Og selv da... kan bønnen blive mødt med tavshed.”

En pause. Han lod hovedet hælde en anelse til siden. Et svagt suk at ane.

“Spørgsmålet er ikke, hvordan man beder om tilgivelse. Men hvad man stiller op, hvis den aldrig kommer.”

Den sviende stilhed skar dybere end det mægtigste blad. Skønt han selv havde budt op til dans, og tvivlende havde komme ham til gode, fortryd han endnu ikke sit valg. 

Eskild havde forløsninger i luften, og ingen anden end denne præst, kunne være svaret til disse. Men for at sikre sig selv, holdte vagten endnu på de dystre hemmeligheder, som kunne få jorden til at skælve under præsten. Så her sad de, Eskild der spurgte nogle af livets store spørgsmål fra en synder som ingen tro havde eller ville få. Guderne havde alligevel aldrig været med ham, han foragtede dem nok snarere. 

Et suk blev givet, som et hvislende vind pust i skovens top af let raslende kviste. "Aha" lød en lille bekræftelse, og han rettede sig i båsen. Korrigeret sin kropslige position. Stian var nok aldrig hans at få i sidste ende, men nok'et holdte håbet i live. "Skulle nogen have skuffet Dem, Fader, i et emotionel og psykologisk aspekt, hvordan ville De havde bedt til at, få fremvist en oprindelige beklagelse?". 

Stilheden ramte igen i hans indre, at lydene fra det omkring liggende ikke syntes at give et genkald. Alt den observante vagt ænsede for nu, var sit hjertet slag og åndedragt, med få indgangsvinkler af præstens bank. Var de tunge nok, ville hans fokus forlade ham selv, og hvile der igen. 

"De spørger mig?" Spørgsmålet lød roligt, men der var en tydelig overraskelse i hans blik, som gled op under pandens svage rynken. For i hvilket univers skulle det hjælpe Eskild at vide, hvordan han bedst tog imod undskyldninger - medmindre han selv søgte tilgivelse fra Romeo. Den tanke slog Romeo som absurd, og derfor lod han den ligge.

Han rettede sig en anelse, og foldede hænderne i sit skød med en langsom, knap synlig bevægelse.
"Jeg ser mig ikke ligefrem som objektet for Deres beklagelse," sagde han tørt. "Hvad jeg ville tage imod som oprigtighed, kunne være uacceptabelt for en anden."

Et løftet bryn. Ikke spottende; blot observerende.
Han lod en pause følge, men ikke for dramatisk. Tankefuld. Undskyldninger, tænkte han. De fleste blev født af egoisme. Hensyn til eget ubehag frem for andres smerte. For kunne han sige andet om sig selv? Ville Romeo ikke selv have handlet på nøjagtig samme måde? 

Folk skriftede, ikke fordi de frygtede at have såret et andet menneske - men fordi de frygtede at bære skammen med sig i graven.

"Det er ikke ordene, Hr. Havasi. Folk kan sige hvad som helst." Hans blik hvilede på Eskild nu - trægt, men uden vrede. Kun vurdering, og alligevel med noget der lå og skjulte sig i de grønne øjne. 
"Det, der betyder noget, er om angeren bliver båret... ikke bare ytret."

En ny stilhed faldt; som om han vejede det næste. Og måske også Eskild.
"Med andre ord..." hans blik flakkede et øjeblik, før de fandt tilbage til silhoutten bag gitteret. "...De kan ikke tale Dem ud af noget, De ikke er villig til at føle."

Bladet vendte sig og Eskild holdt vejret, i hvad der syntes at være evige sekunder. Han tog Faderens ord til sig. Slugte dem som det var hans eneste livskilde for livet i momentet. Men hvad syntes det egentlig at betyde. At vise sin angren, som det var en kåbe man svang om sig. 

Hvordan kunne noget så objektivt, så uvirkeligt, skulles fremvises på en så pragmatisk måde? Eskild var ganske vidst pragmatisk, men i et omfang af forståelse, så var han vel næppe. "Lad mig forsøge at omformulere det, Fader" konkluderet han, og rømmede sig kort. 

Kæben spændte og han lod det døde blik løfte sig, som det havde fundet sit endelig mål. "For at kunne være oprindelig med sin angren, skal man kunne bærer det på sit yderst lag. Følelser skal blottest for det enkelte menneske, - " en kort pause skete, og han gjorde antræk til at rejse sig langsomt og åbne lågen. "- At ord ikke kan udtrykke det, man ikke selv kan definere i sin egen kropslige fremtoning." 
Konklusionen var egentlig lige til. Eskild ville ikke kunne, ud fra Faderens ord, kunne bringe sin fortrydelse og angren i mål, for han evnede ikke det, han aldrig havde kunne ligge øjne på. 

Men med det, valgte han at træde ud. "Det virker en anelse sælsom, syntes De ikke", lød det, som han bevæget sig ned ad gangen. Kropsholdningen og gangen var hvileløs og dvask, men alligevel målrettet i form og tempo for at forlade stedet. 

Romeo sagde intet, mens Eskild talte.
Han lyttede, som man lytter til nogen, der prøver at regne sig frem til noget, man kun kan føle.

Blikket forblev rettet mod gittervæggen, men et næsten umærkeligt træk i hans kæbe afslørede, at han lyttede; og at noget i det gjorde modstand i ham.
Han strammede kort i munden, som om han ville afbryde. Men han lod det glide.

Et mikroskopisk knæk tegnede sig i hans øjenbryn. Der var intet for ham i de ord. Intet, der bad om svar; kun en forsikring om, at intet ville trænge ind. Eskild virkede til at forstå Romeos pointe, og samtidig indrømme, at han ikke kunne leve op til den. Men han følte ikke den smerte, som Romeo mente burde være der, ved sådan en tilståelse. 

Da han hørte lågen åbne, rejste han sig med en stille mekanik og trådte ud af sin bås.
Han sagde ikke noget med det samme - blot betragtede den andens ryg, som han var ved at forlade stedet.

En kort, næsten skuffet udånding forlod ham.
“De ønskede et svar, Hr. Havasi. Nu ved De, hvorfor jeg ikke kunne give Dem ét.”