Det var en skrøbelig erstatning, sådan at fylde sit liv med andre, falske interesser. Men intet føltes mere falsk for en kunstner, end at.. lade som om. Og selvom han aldrig havde været imod at få et væsen som Levine til at fylde de visuelle erstatninger... så var der bare nogle ting der ikke kunne gengives af en formskifter.
Såsom... følelser. Han græmmedes over dets sårbarhed.
Bevares, hans sjælevæsen-og frænde fik andre følelser frem i ham, og han elskede dem - elskede dem så passioneret, fantastisk og frygteligt som han kunne. Men. Han holdt af den blinde byvagt på en anden måde. Og det var efterhånden gået op for ham, at Eskild ikke bare var væk fra stedet, eller ude og... arbejde. Nej, manden undgik ham.
Corinth var ikke en man undgik.
Mange forsøgte, men få lykkedes.
Stående i skyggen af en af de store statuer, gadelygten som en definerende kontrast i det ellers mørke landskab, havde han samtidigt også haft mere tid end de måneder han havde gået, uden at se den mørkhårede mand. I en doven og sirlig bevægelse gled den hvidlige røg op imod himlen, og flakkede ud i lyset - det var den eneste bevægelse i mørket. Det var næsten vindstille i denne nat. Men under overfladen, og udenom det stivnede lille smil der lurede i Corinths mundviger, var der slet ikke vindstille nok.
Der. Røde øjne fokuserede i et ryk, og han holdt ubevidst vejret. Læderhandskerne knirkede sagte, idet kunstneren strammede grebet om sin pibe og rakte langsomt ned efter den lille amulet han havde fået besked på at knække, så dens effekt kunne komme i spil og sløre hans tilstedeværelse for det blinde blik.
Der var han. Og man skulle næsten ikke tro at han havde lært noget, når han gik så pænt og alene, på vej hjemad fra vagt.
Eskild. Og mørket rørte lidt uroligt på sig, da det fornemmede kunstnerens dødvande. At det rørte på sig, og fragmenteredes ud i natten.

Krystallandet