“Halloooo!” Kaldte den rødhårede kvinde, som ikke havde gået med sine stivere de sidste par dage. Eskild havde sørget for at hun havde brug for ikke at gå med dem i et stykke tid. “Du der! Kom herover,” hun viftede en blond mand over, som ikke så synderligt begejstret ud over hendes kalden og råben.
“Jah?”
“Jeg skal have fat i løjtnanten. Lige nu.” Hun talte en anelse lavt, men kunne næsten ikke lade være med at hvæse lidt.
“Hvem af dem?”
“Hr. Throne,” hvæsede hun og bankede sin hånd i disken mellem dem. Hvorfor vidste han ikke med det samme hvem hun snakkede om? Ja, måske var det bare hende der forventede for meget.
“Han er her ikke lige nu. Du må komme tilbage senere, frue,” Det var tydeligt, at han ikke engang gad give det et forsøg.
“Jam-” Den blonde mand begyndte at vende sig væk for at tilse andre opgaver, “Nej, hør nu!” Hun hævede stemmen lidt, og manden stoppede da også og så sig først over skulderen, for dernæst at vende sig til hende.
“Jah?” Hun kunne ikke få sig selv til at sige frem, for selvom hun kunne være ligeglad med hvad hendes kunder gik og lavede, så ville hun ikke gå at reklamere eller snakke for højt, da hun vidste det kunne have konsekvenser for hendes kunder. Det havde hendes kunder ikke behov for. Selvfølgelig, så var det jo ikke fordi at Issac havde lagt låg på at han havde brugt tid med hende inden de kom til arresten.
“Jamen, jeg skal bruge ham nu!”
Byvagten overfor hende sukkede og begyndte at gnubbe sin pande lidt. “Fint,” Sukkede han. “Tag plads derovre,” bød han hende og pegede i retning af nogle bænke. Hvad hun ikke vidste var, at byvagten hun snakkede med ikke havde nogen intention om at prøve at få fat i Issac, så hun kunne få lov at vente der.

Hun ventede i hvert fald, indtil hun fik nok og rejste sig for at gå om bag disken og ned af de gange hun nu havde gået på sammen med Issac nogle dage forinden. Det eneste der stoppede hende, var da hun fandt byvagten, hun havde snakket med tidligere. “Hey. Hvor bliver han af?” undrede hun sig, og tøvede ikke med at træde nærmere - ja, hun trådte faktisk helt op til byvagten og stod med minimal og i hvert fald uanstændig afstand til ham. Byvagten prøvede at forklare hende, at løjtnanten havde bedre ting at se til, end en skøge der kom og forlangede selskab, hvilket selvfølgelig ikke endte i helt god jord, for det var jo ikke fordi hun var desperat efter en kunde. “Jeg har noget der tilhører ham og han har noget der tilhører mig, okay?” Hans bælte og betaling for hendes service, snakkede hun om, uden at pensle det helt ud. “Og jeg har ligesom andre ting at se til, end at hænge ud her,” hvæsede hun af den blonde byvagt.

Det havde været en af de der obligatoriske aftener hvor han havde gjort patrulje i sit område. En patrulje og en vagt som ikke havde budt på ret mange spændende ting eller seværdigheder. Det var lidt ulempen ved at have det øverste lag som ens legeplads, hvis man ville have spænding så skulle man ud i ydre delene hvor folk opførte sig lidt mere spontant, folk var mere fulde og mere frisk på et slagsmål. Herinde var det mere de gamle koner, som følte sig usikre hvis en fremmede kig igennem "deres" område - det var trættende.
Hans vagt lakkede mod enden og han kunne langsomt bevæge sig mod hovedkontoret så han kunne få skiftet til hans private tøj, få aflagt hans rapport og derefter trisse hjem og blot vente på en ny dag, hvor det samme næsten trivielle bankede på hans hoveddør.

"Hør, der er en kvinde som sidder og venter på dig. Lettere oprevet og som meget gerne vil tale med dig" Issac lyttede til Aske som han kom ind på hovedkvarteret af dens bagindgang, blot så han ikke behøvede at stå overfor borgere eller ligende nu hvor han faktisk havde fri - så han slap for over arbjede. Zalans det var ikke helt det han havde brug for lige nu, men han vidste også at lettere oprevne borgere skulle man ikke lade vente på sig, "Hun fortæller at hun har noget der tilhører hende, og omvendt?" Han var ikke helt sikker på hvad kollegaen snakkede om, men bevægede sig langsomt ud i forhallen hvor få borgere sad, men så snart han fik øje på Leah vidste han havde det hele havde drejet sig om.
Han havde tænkt på hende flere gange efter deres første møde var endt som det var. Han havde været forbandet irritere over sine kollegaer, Eskild og ikke mindst at han havde valgt at tage arresten, hvor det var nemt at finde ham og dermed ende i sådan en situation som de var endt i. Han havde ingen idé om hvad Eskild havde trukket hende igennem.

"Leah?" Han kom hende nærmere, "Hvad laver du her?" Det var muligvis et dumt spørgsmål efter hvad Aske havde fortalt ham, for en udveksling af goder stod som det nærmeste. "Lad os ikke tage det herude. Kom" Hvis hun fulgte med ville han føre hende ind i et af baglokalerne, så de kunne tage dette privat. Aske vidste nok ikke hvad der var sket i Arresten.

Leah havde formået at få den unge byvagt til at gå sig en omgang for at se efter løjtnanten og minsandten, så endte det da også med, at Issac dukkede op. Hendes arme var lagt over kors, og først da hun hørte løjtnanten kalde hendes navn, faldt de ned langs siden og hun gik ham i møde. Hans spørgsmål svarede hun ikke på til at starte med, men gav ham et par løftede øjenbryn. Han kunne vel godt selv regne sig til hvad hun ville? Eller måske tænkte han lige så langt som den hun havde snakket med tidligere, og tænkte kun at hun var der for at få en kunde. Hans bud på, at de kunne finde et andet sted, fik hende til at give ham et klemt, lille smil, men fulgte med ham uden brok. “Og du er sikker på du vil trække mig herom?” Undrede hun sig, som de gik mod baglokalerne. Hun Hun prøvede at pakke sin mumlen væk, som hun ellers sjældent havde fremme, den tiltrak ikke ligefrem kunder, men det hele var bare lidt kringlet. Sidste gang var de jo blevet fanget af Eskild og ville han gerne fanges af flere kollegaer udveksle bælte og krystaller med hende? Det kunne selvfølgelig også være han ville ud gennem bagdøren og et eller andet sted hen, hvor de kunne være alene.

Hendes løftede øjenbryn gav fin mening oven på det spørgsmål som han havde stillet hende, for selvfølgelig vidste han hvorfor hun var her, men det var blot et standard spørgsmål, blot for at være helt sikker? Det var tydeligt at hun havde været oprevet men at hun slappede mere af som han kom hende nærmere. Han smilede roligt over det lille klem som hun kom med, oven på hans spørgsmål. Var hendes spørgsmål et hint oven på hvad de nu havde foretaget sig sidste gang de var her? "Du vil måske foretrække at tage den ude i for lokalet?" Det ønskede han ikke. Ofte så lokalerne ude bag ved ret private når man hentede borgere ind for at snakke med disse, det var noget andet end når man befandt sig i cellerne. 
Det var ikke fordi han havde et bedre sted at tage hende hen, men det var måske smart nok at gøre deres forretninger udenfor byvagtens lokaler, som de havde gjort sidste gang. Issac førte hende igennem lokalerne, ud bag ved og nærmede sig bagdøren på stedet og førte hende udenfor. "Jeg havde ikke regnet med at du ville dukke op denne aften, men jeg kan ikke sige at jeg ikke er glad for at se dig" Hun gjorde et eller andet ved ham, så snart han så hende. Han havde lyst til at kaste hende op ad væggen. "Du er vel kommet efter din betaling?" Han trådte tættere på hende og lod sin hånd bevæge sig ned ad hendes varme kind.

Hun kunne ikke lade være med at trække et lille smil som han nævnte at tage den i for lokalet. Jah, det var måske ikke lige hvad Issac ville lige nu, men havde han ville det, ville Leah ikke have været stopklodsen - især ikke når det var ham, for så var der vel mindre chance for at ende i ballade, var der ikke?
Hun fulgte ham så vidt muligt ved hans side og håbede for alt i verden, at Eskild ikke var at finde. Ville hun overhovedet kunne holde sig fra at pande ham en, nu hvor hun følte sig mere ovenpå? Klaphat, altså. Men som Issac stoppede op, gjorde hun det også. Der havde endnu ikke været en Eskild i syne; hvem det var heldigt for var jo endnu usikkert. Hendes blik fandt Issacs fine øjne som der blev snakket til hende. Hun smilede af hans kommentar. “Sikken smiger," Man kunne næsten høre hvordan hendes stemme i sig selv kælede for ham. Var det bare komplimenten, der gjorde det ved hende? Nej, der var noget ved hans blik der i den grad også talte til hende, og på den måde hvorpå han rørte hendes kind. “Blandt andet,” svarede hun ham. Hun blev nød til at snakke med ham om hvad der var sket, og vække den bekymring hun havde. Byvagterne var jo til for at man følte sig sikker på gaden, og lige nu, så følte Leah sig i hvert fald ikke sikker på at gå rundt i gaderne, med ham løs. Hvem vidste hvad Eskild kunne finde på.
Og alligevel, så trådte Leah et lille skridt tættere på Issac. Hun var fristet til allerede at lade sine hænder løbe over hans tøj, men holdt sig i skindet. Til gengæld lod hun sin ene hånd glide ind mellem skjortens knapper og trak ham lidt tættere på sig. “Men en ting af gangen måske?” foreslog hun.

Issac var nysgerrig på hvad der var sket efter at han havde forladt dem i arresten, for han vidste at det ikke higede Eskild det der var sket, men mest på grund af Issacs valg af steder at gøre det på og det gik ud over Leah sikkert bare fordi han kunne. Men han vidste ikke hvad der var sket, og nu hvor hun var her så var det måske en presserende sag som de nok skulle tale ud omkring og så måtte han jo tage den med Eskild når det kom til stykket. Han var sikker på at Leah godt kunne stå op for sig selv, men Eskild var hans ven og han så ingen grund til at lade det gå ud over Leah. 
"Jeg gør hvad jeg kan, ikke?" Kom det fra ham med et lille smil som de bevægede sig ud mod gaden og om bag hovedkvarteret, som de nu kunne forlade. Issac var ikke kommet ud af uniformen, men det kunne i og for sig også vendte. Der var ingen grund til at lade Leah vente endnu længere på ham, når den slags indebar et bad og andet.
Hun var så fandens dragende som hun stod der med det røde hår og hendes krop med de fine former. Det var svært, men han var nød til at holde sig tilbage, for at indgå noget op ad muren mod hovedkvarteret var næsten værre end at gøre det i arresten. Han nød hvordan hun kom tæt på, han kunne mærke hendes duft, hendes fingre som gled ned mellem knappens skjorter som om hun heller ikke kunne holde sig tilbage fra at knappe dem op. "Har du et sted vi kan snakke, Leah?" Mon ikke hun havde?

De var kommet helt ud og stod på gaden bag hovedkvarteret. Sådan en baggyde var lidt afsides fra de andre gyder, men det var jo stadig ikke et sted hvor de kunne være private. Hun kunne bare ikke helt lade være når det kom til stykket, og hun kunne se på ham, hvordan han næsten glædede sig tli bare at snakke med hende. For det var det de skulle, var det ikke? Man kunne måske diskutere, om det var det, hun selv regnede med, nu hvor hun havde en hånd mellem skjortens knapper. Hans ord fik hende dog til at tænke sig om en ekstra gang. “Selvfølgelig,” hun trak fingrene til sig og lagde hånden fladt mod skjorten, der hvor hun havde trukket lidt for at få ham tættere. Hun havde faktisk et kro værelse, som hun havde lejet i et rum tid. Hun havde trodsalt ikke en fast lokalitet. “Kom,” I dagens anledning sørgede hun for ikke at tage hans hånd eller slynge sin arm i hans, men lod sine egne hænder finde hinanden. Så kunne de måske holde sig i skindet lidt endnu. Som de nærmede sig kroen hun havde lejet sig ind på, så hun mod ham, “Vil du blive nedenunder, eller vil du op?” spurgte hun. Skulle han med op kunne det være hun skulle advare ham, om at det var her hun opbevarede sine private ejendele Hun trak sjældent kunder til lokaler som hun hovedsageligt brugte til sig selv, som det hun havde lige nu var. Lokalerne bød jo heller ikke på de spændende, seksuelle møbler, som bordellerne ofte bød på.

Han kunne ikke lade være med at lade forventningerne småt stige, som hun stod med fingrene mellem knapper og virkede lidt til at ligge op til mere end blot den snak som begge forventede skulle ske? Måske var det bare kemien mellem dem, som havde en effekt på dem begge. Der var ingen tvivl om at første møde mellem dem, inden afbrydelsen, havde sat sig i ham. Det var en naturlig reaktion fra hans side af. Han så ingen grund til at holde sig tilbage, hvis muligheden opstop. 
Issac smilede som hun fjernede hånden og lagde den flat mod hans bryst, selvom han dog gerne så fingrene lege med knapperne lidt mere end det de havde gjort. Et nik indikerede at han nok skulle følge hende hvor end hun nu ønskede ham eller havde mulighed for at være lidt mere privat end her. Det var fornuftigt nok ikke at lade interesse for hinanden vise offentligt som de bevægede sig ned ad gaderne, ikke noget med at slynge i arm eller hånd hendes hånd. De måtte holde sig i skindet. "Lad os bare gå op" Hvis det betød at de kunne være mere privat end hvor de var, så ville det være fint. Selvom de nærmede sig en kro, så var det muligt at kollegaer eller andre som han kendte kom forbi, hvilket han gerne ville undgå.

Mens hun havde blikket lige frem, bed hun lidt i sin underlæbe ved hans svar. Det skulle jo bare lige være hurtigt, at hun fik sin betaling, han sit bælte og hun fik informeret ham om sin bekymring omkring Eskild. “Første etage. Femte rum,” fortalte hun lavt nok til det kun var ham der kunne høre det, med ideen om at de kunne gå separat derop - for hans skyld. Hun havde jo godt kunne høre på Eskild og Issacs samtale sidst, at det virkede til at Issac ville ende i en kattepine, hvis han blev set i selskab med en kvinde som Leah… Så måtte de jo bare sørge for at der ikke var nogle spor til at de brugte tid sammen, hvis det var noget der skulle forsætte mens hun brugte tid i Dianthos. Hvis han ville kunne han jo købe noget at slukke tørsten med. Leah ville i hvert fald selv gå direkte igennem mængden af gæster på kroen, og gå op ad trappen og til sit værelse. Her ville hun selvfølgelig også lade døren stå på klem, så han ikke var i tvivl. Hvis han brugte lidt tid alene nedenunder, så ville hun skynde sig at rydde en anelse op i de ting hun havde på sit værelse. Hver morgen brugte hun jo tid på at sammensætte sit tøj, sådan at hun ikke bar det samme hver dag, og at det gav den rigtige invitation. Hun havde flere skjorter og kjoler som hun prøvede hurtigt at folde sammen og lægge væk. Valgte han dog at gå direkte med hende op, ville hun sørge for at lukke og låse døren bag dem.

Han vidste at dette ville handle om hendes oplevelse med Eskild, men følte hverken at det eller overdragelse af mønter og bælter skulle foregå plenum lige nu. Han vidste at Eskild var ved at være træt af hans eskapader, eller hvert fald at gøre dem så offentligt, som Eskild havde hørt om og nu selv taget ham i. Issac nikkede til hendes lavmælde ord og forstod hvor hun ville hen, det var fornuftigt nok hvis hun gik i forvejen og han ville støde til senere. Han fulgte hende med øjnene som hun begav sig igennem krostuen og forsvandt op ad trappen. Issac bevægede sig op imod baren og eftersom at han stadigvæk var i uniform hilste han på nogle enkelte som han af og til stødte på, af den ene eller anden grund. "Må jeg bede om en øl?" Han fik denne serveret og han kunne stå i fred og ro oppe ved baren og drikke den langsomt, med tanker om hvad der ventede ham oven på.

Der gik en tyve minutters tid inden han forlod baren og diskret bevægede sig oven på. Han bevægede sig ned ad gangen og kom til en dør som stod på klem og efter hans tællen så mente han at dette var det rigtige. Han bankede kort på inden han bevægede sig indenfor og hurtigt fandt ud af at alt var rigtigt. Han lukkede døren bag ham og havde hende nu for sig selv. "Hey" Kom det varmt og smilende fra ham. Han bevægede sig langsomt hen imod hende. "Jeg skylder dig vidst noget" Hun skulle jo have sin betaling.

Leah formåede at få tøjet væk og skubbet af vejen samt samlet alt der kunne ligne rod op og smed ind i det skab, der var til rådighed til overnattende gæster. Ja, selv det lille tegnede billede af hende og hendes afdøde mand blev gemt væk. Hun sørgede også for at smide de sjaler, som hun havde haft på ude. Det var jo varmt at rydde op, og det var selvfølgelig den eneste grund til hun smed dem. Fra en af de dybe lommer i hendes klæder fandt hun også det bælte, som hun skulle give tilbage, og lagde det ved sengen, så de forhåbentlig ikke glemte det.

Det bankede på og hun tog instinktivt og rettede på barmen, selvom det ikke gjorde meget, nu hvor hun ikke bar stiverne. “Kom ind,” lød det fra hende, som hun lod sine hænder stryge over sit skørt et par gange, som var der noget på hendes hænder. Hun gav ham et blidt smil, som han hilste på hende. Der var noget ved det, som landede i forfærdelig god jord. “Hej,” Der var et hint af et grin i hendes svar, for de havde jo allerede hilst på hinanden, på en eller anden måde. Hun nynnede enigt, som han fortalte at han skyldte hende noget. Det fik hende til at fokusere lidt bedre på hvad de egentlig skulle. Måske var det uniformen, der bare var ufatteligt distraherende. “Det kan man vel godt sige,” hun lagde hovedet mere på skrå som han nærmede sig og gjorde et forsøg på ikke at arbejde for meget endnu. Hun var nødt til at huske de vigtige ting først. “Har du din pung med i uniformen?” spurgte hun med et smil, der spillede op til at lege med ordene, selvom hun selvfølgelig mente hvad hun sagde. Havde han overhovedet noget at betale med, nu hvor han var i uniform? Eller gik byvagter rundt med deres pung? Det kunne jo også være farlig viden for en som hende, som havde kontakt til de fattigste og mest desperate. Hun lod sine fingre pille lidt ved hinanden, som en god metode til at holde fingrene fra ham.

"Tak." Der var måske ingen grund til at sige hej, når det allerede var gjort, men på en eller anden måde var han glad for at være i rummet lige nu, som hun stod der og de nu var i den privatsfære som de begge to havde brug for, for at tage de snakke som der nu var brug for. Han kom med et lille grin som hun var enig i at han skyldte hende noget, selvfølgelig gjorde han det og han agtede da også at give hende det. "Jeg har altid lidt mønt på mig alt efter hvad man lige får brug for" Det var ikke hans pung, det ville alligevel være lidt for usikkert i hans job. Han nød hendes smil og hendes tilstedeværelse. Der var noget dragende over hende, og lysten til at lade hende trække ind til sig lå tungt I hans sind lige nu. Færdiggøre det som de havde været i gang med sidst. Som han tog den lille læder pose frem fra en inder lomme i hans jakke, åbnede han den og lod blikket kigge på de sparsomme mønter. Han var egentligt i tvivl om hvor meget hun egentligt ønskede eller krævede af ham. "Jeg er virkelig ked af det der skete sidste gang, Leah" Lød det roligt fra ham, som han hånd dykkede ned og tog to safir mønter og og lagde den i hendes hånd. Var det for meget? Var det for lidt?

“Hvad man lige har brug for?” Hun talte ham drillende efter munden. Hvis han havde råd til en kvinde som hende i hans lille reserve pung, så havde han vel også rigeligt penge med sig rundt på sin vagt. Hun nynnede lidt, og lod sine øjne blive på ham, som hans blik faldt til pengeposen. Hendes øjne studerede hver en lille detalje af hans ansigt, og kunne næsten føle hvordan hun følte sig trukket længere og længere ned i et dybt hul, betaget af ham. Zalans.
Hans ord fik dog kylet hende tilbage til virkeligheden. “Vi lærte begge vores lektie,” prøvede hun at muntre ham, selvom han nok ikke vidste hvad der var sket efter han var smuttet. De havde begge rigeligt år med livserfaring, men lavede stadig fejl, som man lærte af. Man blev vel aldrig færdig med at lære, gjorde man? “Jeg håber ikke du kom i problemer,” lød det lavt fra hende, før hun så mod sin hånd, hvor hun fik to safirer. Et øjeblik forblev hendes øjne på dem, overrasket. Med en vanlig bevægelse fik hun begravet krystallerne i hendes lomme, der tidligere havde indeholdt hans bælte, som nu lå på sengen. Det kørte rundt i hende, for hun var vant til enten at starte eller slutte sit arbejde når hun blev betalt, så det at skulle blive og fortsat have en samtale var uvant. “Nu lægger jeg altså krystallerne på bordet; Eskild er et gigantisk røvhul, ved du godt det?” Det gjorde Issac jo nok. “Jeg vil hellere på ferie i Medianen end nogensinde se ham igen,” Med de ord var det tydeligt at hun virkelig ikke ville nyde hans selskab nogensinde igen. Hun var ikke en kvinde der lod sig skræmme, og hun ville ikke selv mene hun var bange for ham, men hun brød sig ikke om ham og hans tankegang. Hun kunne ikke lade være, nu hvor hun havde taget hul på bylden, blev hun nødt til at gøre kål på det hele, for det generede hende noget så grusomt.

Issac kom med et grin over hans kommentar, for selvfølgelig var det alligevel mange krystaller at gå rundt med, hvis de kunne betale for en kvinde som hende. Men han ville kunne byde på mange hemmeligheder, som hun sikkert også ville kunne. Hans tråde strakte sig til undergrunden, hvor han havde etableret et fint netværk af interessante bekendtskaber og af og til skulle der betales lidt her og der, eller det gik den anden vej - ofte sådan. "Du ved til dagen og vejen" Forsøgte han at lukke den ned på med et kækt smil spillende på læber som han stod overfor hende. Deres øjne var klisteret til hinanden og søgte ikke væk.
"Det må man sige." Deres møde havde været ufortrødent, lige indtil Eskild var kommet. Han havde været grænseløst irriteret over flere ting, for de kunne have søgt andre steder hen. "Nej, slet ikke. Ikke problemer som jeg ikke kan klare." Det virkede ikke til at det vsr kommet videre fra Eskild af og ellers måtte han tage den derfra. De havde ting på hinanden. Han vidste ikke om de to safirer var for meget, hendes ansigt viste en overraskelse  men hun havde fortjent hver en lille del af dem og hurtigt blev de pakket væk. "Jeg ønsker også at du ligger krystallerne på bordet, kære" Lød det fra ham som han lyttede til hende. "Ja, det ved jeg desværre godt. Han stopper ikke mens legen er god og trækker den ofte så langt som muligt" Han havde oplevet det så mange gange før, med Stian og med Præsten. Det var frygteligt til tider. "Så lad os tage til Medanien.." Det var nok mest en spøg, men alligevel smilede han over orderne, "Spøg til side, hvad gjorde han, Leah? Jeg vil gerne vide det" Hvis han kunne sørge for at Leah ikke så ham igen så ville han gøre det, det var bare svært.

Hendes bryn løftede sig fra den almindelige afslappede position, interesseret i hvad han mente med ‘til dagen og vejen’. Måden han sagde det på, lød det også til at Leah bare måtte holde et bedre øje på løjtnanten og se hvad for noget kaos han kreerede, når han ikke var omkring de andre vagter. Lige så fin som Issac så ud, lige så meget skidt var der under overfladen. Spændende.
Det muntrede Leah, at han fortalte at problemerne han havde, var nogle, han kunne klare. Det tog lidt af skyldfølelsen af hendes skuldre, selvom hun i den anden ende sjældent følte skyld, hvis hendes kunder kom i problemer, når hun udførte sit arbejde. Hun gjorde jo bare sit arbejde, og hendes kunder var oftest taknemmelige for at hun kunne give dem et stykke af, hvad de manglede i deres hverdag.

To safirer var i den grad for meget, hvis man så på hvad hun normalt tog for en aften. Men tog man i betragtning af at Eskild havde sat hende ud af arbejde i nogle dage, så passede det i sidste ende nok. Det var også hovedsageligt, hvorfor hun ikke prøvede at give ham nogle krystaller tilbage. Dernæst, så sikrede det også, at hendes ydelser var betalt, hvis han skulle blive fristet.

De ting som Issac nævnte gjorde det langt mere forståeligt for Leah, hvorfor det var, at Eskild ikke droppede dramaet. Den idiotiske byvagt havde trukket den for langt. Det baskede i de arrige følelser, der var omkring Eskild, men som hvis hun var kogende vand på et blus, fik hans spøg med faktisk at tage til Medianen hevet hende af blusset. Hun gav ham et lille smil af taknemmelighed. “Først og fremmest var han ved at konfiskere mit tøj. Jeg fik det, men-” Hendes tanker bragte hende kort til følelsen af, hvordan hendes krop blev glemt i stiverne, og hvordan hun næsten med det samme var nødt til at sørge for at hendes krop healede, for at der ikke kom permanente og fatale skader på hendes organer. “Jeg vidste ikke han var så meget af en nar,” kom det lavt fra hende. Havde Eskild været i nærheden, havde hun højst sandsynligt snerret det af ham. Der var selvfølgelig også grænser for hvor meget hun kunne fortælle Issac, for hvor meget af det som Eskild gjorde ville han tro på hun sagde? Hun måtte minde sig selv om at trække vejret helt ned, nu hvor hun tænkte over hvad der var sket. Hun havde jo dårligt kunne få luft: “Han blev ved med at spænde mine stivere,” Hun slikkede sig kort om læberne, “Jeg beklager hvis I er gode venner, men hvordan zalan er Eskild blevet byvagt med sådan et syn på verden?” undrede hun sig højlydt. Kunne man smide byvagter i arresten?

Det var tydeligt at Leah lige pludselig blev mere end nysgerrig over hans svar. Det havde måske ikke helt været meningen, men han var ikke i tvivl om at Leah var en meget nysgerrig person, især når det kom til mennesker. Det var sikkert en egenskab man næsten skulle have når det kom til stykket med dette her arbejde, men skulle være klar på at lære andre at kende på flere forskellige måder.
Leah skulle ikke have nogen skyldfølelse og at hun var havnet i de problemer over for Eskild, var nok mere Issacs skyld end hendes. Han havde sagt ja til at de tog derhen hvor de kunne blive opdaget, hun gjorde blot hendes job og Issac var den liderlige - selvom Leah bestemt var blevet det. 

Han tvivlede slet ikke på at Eskild måske kunne have været hård ved hende, så måske var betalingen fin når det kom til stykket. Han ønskede dog også at betale hende godt, blot fordi at hun havde givet så godt et stykke arbjede fra sig. Der var mange grunde til at hun fortjenede det. To safirer var meget for mange, men måske ikke for Issac. Hun fortjente det. 

Issac ønskede virkelig at Leah skulle glemme Eskild og ikke bruge flere tanker på ham, for han fortjente ikke den plads i hendes tanker som han havde lige nu. Han kunne se at hun var irriteret og arrig over det der var sket, især nu hvor de talte om det, så det var hans opgave at få hende til at slappe af. "Jeg er virkelig ked af det han har trukket igennem" Han burde næsten tale med ham om det, for det var ikke i orden og Issac var ked af det på hendes vegne. "Selv jeg har haft mine kampe med ham, så han kan til tider være noget for sig selv" Ja, det var svært nogen gange men de fik det ofte til at lykkedes. "Vi er gode venner, men dette er dine beretninger om ham og det er din ærlige mening som jeg gerne vil høre. Tja, i bund og grund fungere han jo fint som byvagt. Han kan selvfølgelig have de her afvigelser" Det var ikke Issacs beslutning at han Eskild var hos byvagterne. 
Issac lagde sin hånd mod hendes kind igen og trådte et skridt tættere på hende, løftede hovedet og kiggede hende i øjnene, "Jeg er virkelig ked af at han har været sådan mod dig" 

Leah lod Issac tale, og hun kunne mærke at det havde en eller anden effekt på hende, men hun kunne ikke helt finde ud af hvad det var. Hun blev dog mere lettet, som han delte med hende, at han selv havde haft sine kampe med Eskild. Det belyste i hvert fald at der var problemer. Gav det Leah et nys om at hun kunne gøre tingene værre? Måske. Ville hun ty til at prøve at få Eskild fyret fra byvagten? Måske, og alligevel ret sandsynligt. Hun lagde armene over kors, og forstod bare ikke hvordan manden kunne være i jobbet. Hendes øjne smallede sig som han fortalte at han fungerede fint som byvagt. Hun var måske uenig, men det var selvfølgelig heller ikke hende, der stod med en by at passe i hånden - eller hun passede på byen på en anden måde, og oftest om natten. “Han er en nar,” mumlede hun bittert.

Hun følte sig hørt, selvom hun var i tvivl om, hvorvidt det hele ville blive taget op eller overhovedet overvejet eller vurderet. Armene som var over kors løsnede sig dog, som han greb om hendes hage og løftede hendes hoved. Hans berøring og hans ord fik det næsten til at slå klik for den rødhårede kvinde, men hun formåede at holde sig tilbage. Der var meget mere hun kunne fortælle om den aften med Eskild, men der var så mange andre ting der brændte på, for at blive sagt. “Du gør nok klogt i ikke at love, at det ikke sker igen,” tilføjede hun. Af en eller anden grund, så havde hun bare en fornemmelse at det var noget der kunne spilde fra hans mund, og hun vidste selv, at så hun Eskild ville hun ‘selv bede om det’. Hendes øjne så kortvarigt fra hans øjne og mod hans læber. Hovsa, var det med vilje? Det var det nok. “Men…” hun slikkede sig langsomt om sine læber, før hun så op mod ham igen. “Du kan love at noget andet sker igen?” foreslog hun. Det behøvede jo ikke være her og nu, men et tidspunkt hvor han havde tid og ikke nogen der ville lede efter ham.

Der var ingen tvivl om at han havde behandlet langt over stregen, men om det var for at straffe hende eller for at vise at han var træt af Issac horen rundt var han i tvivl om. Leah havde intet gjort og fortjente ikke det som hun var blevet udsat for. Han kendte hende ikke godt nok til at vide hvordan hun som sådan havde det med situationen, andet end det hun havde givet udtryk for og han forstod hende. Han ville gerne gøre det godt for hende igen. Issac vidste at han havde haft en snak med Allister omkring optrinnet med Stian men utroligt nok var han stadigvæk at finde i byvagten. "Ja, han kan være en nar" Issac var til dels enig og han kendte ham jo bedre end Leah og vidste hvordan han arbejdede, men det var hans trang til at hænge ved og lade sig invistere alt for meget, som af og til gav problemer i Issacs øjne, "Du ved jeg er ked af det som han trak dig igennem" Det håbede han. Han var ærlig.

Han burde tage det op med Eskild og fortælle ham at det ikke var i orden det han havde gjort overfor hende. Det virkede til at hans berøring løsnede lidt mere på hende, beroligede hende og han var glad for at have den virkning på hende. Deres kemi kunne et eller andet og han nød hendes selskab, også selvom der endnu ikke var udvekslet ret meget i mellem dem. Det virkede blot naturlig. "Jeg skal gøre mit bedste for at noget lignende ikke sker igen" Selvfølgelig kunne han ikke love og det vidste hun nok godt, for så ville han nok blot stå i større problemer. Han måtte forsøge at holde dem skildt ad, selvom det lå uden for hans rækkevide. Men? Han kiggede over på hende som hans hånd lå mod hendes kind. Hun var så dragende og nydelig som hun sad der. Havde han ventet på disse ord? Han følte det næsten og han havde næsten længtes efter det. Han lænede sig ind og lod deres læber mødes i et roligt kys som svar på hendes spørgsmål. Han ville have mere.

Han gav hende en enighed i, at Eskild var en nar. Det var lidt rart, selvom hun var sikker på, at hun kunne få samtlige til at sige det samme - men måske det var noget andet, når det kom fra Løjtnanten end så mange andre? Et lille smil spredte sig på hendes læber som han forsikrede hende, “Ja, det ved jeg,” forsikrede hun ham tilbage, selvom der var en del af hende, som var usikker på om det var fordi han ikke brød sig om at Eskild gjorde folk ondt, eller om det specifikt var fordi det var hende. En del af hende håbede på det første, en anden del higede efter at det var det sidste.

Hendes øjne smallede sig lidt, som Issac fortalte han ville gøre hvad han kunne for at det ikke skete igen. Det var ikke et løfte, og det var hun glad for, men han ville gøre hvad han kunne, og det betød meget for Leah, og det kunne på sin vis være farligt.

De grønne øjne hvilede på manden foran hende, men som han lænede sig frem, lukkede de i, og hun gengav det rolige kys. Det gav næsten kuldegysninger, men den behagelige slags. Sulten efter mere. Med en matchende rolig bevægelse, lod hun sin ene hånd finde vej op til hans kraveben og skulder og den anden fandt til midten af det af hans lår, der var længst væk, som han sad ved siden af hende på sengekanten. Han havde vækket en stor interesse hos hende, og hun så gerne at han blev en mere fast kunde. De havde det jo godt sammen og blev tiltrukket af hinanden på en helt fantastisk måde, som ikke var let at finde. Men hun havde selvfølgelig andre rundt omkring i landet, som hun havde gjort sig så nysgerrig på, at hun kendte dem så godt, at det kunne være svært at adskille deres følelser fra hendes egne. Kontrolleret i sine bevægelser lod hun sig kravle op på hans skød, og lod hånden ved hans skød finde vej til hans nakke. Herfra fandt begge hænder ind i det lyse hår, og hun bød på et dybere og vådere kys.

Det virkede til at Issac langsomt fik kørt Leah ned på et niveau hvor hun slappede mere af og nød at være her, hvor samtalen om Eskild forhåbentligt snart ville være forbi, med hans ord om at han nok skulle gøre hvad han kunne for at holde dem fra hinanden og ikke mindst tale med Eskild, for det ville han. Der var ingen grund til at behandle en person som han intet havde med at gøre på den måde som han havde. Det kunne han gøre med Corinth, Stian eller en tredje. Leah havde været hans "gæst" og hans ansvar. "Det er godt. Vi finder ud af det her, Leah" Svarede han varmt og nød hendes ansigt og hendes smukke ydre.

Han tænkte ikke at hun ville gøre andet end at give efter overfor det kys som han lagde for dagen. Han nød som deres læber dansede imod hinanden og mærkede fugten og bevægelserne. Han nød det inderligt. Lysten blev langsomt vækket i ham som kysset forsatte og hendes hænder bevægede sig mod hans skuldre og hår. Hendes hud og hænder var bløde og behagelige, Leah havde nogle kontrollerede og rolige bevægesler imod ham. Issac kunne ikke andet end at komme med et lille smil efterfulgt at et lille grin som hun bevægede sig hen over ham og satte sig på hans skød. Issac sørgede for at hendes ben blev guidet rundt om ham og mærkede igen hendes hånd mod hans nakke som kysset igen blev genoptaget. Et dybt og mere krævende kys. Hans hænder gled rundt på hendes ryg og nærmede sig de små knapper i hendes kjole og begyndte at knappe disse op. Blottede huden på ryggen og aede den varme hud som kysset forsatte.