Det var en tidlig morgen en smule koldt, han burde måske blive under det varme tæppe, men kunne ikke længere ligge stille. Der havde været endnu et mareridt denne nat, det var ret ofte han fik det, efter deres mors død var det ikke nemt. Han følte sig endnu mere til besvær nu, hvor de kun var tre i hytten og han stadig ikke var til den store hjælp.
Han kunne hører faren snorke, som han iførte sig et par ekstra lag tøj, kunne han ej spotte Lykke, men måtte gætte på hun var ude på jagt eller patrulje.
Det lykkedes ham at liste ud og lukke døren bag sig, et let suk slap i den kolde vild, før han gik hen bag huset for at finde øksen. Hvis han nu bare fandt et stort træ, fik det fældet og slæbt med hjem, kunne det måske være deres far ville blive lidt stolt?

Ebbe lod øksen hvile imod ryggen, som han begav sig ind i skoven, på jagt efter et godt træ, imens han prøvede at undgå de fælder, der var sat op. Kløede han sig en smule i håret, som han overvejede, hvor hans egne forsøg på fælder mon var henne? Som han bevægede sig længere ind, kunne man hører ham nynne en melodi deres mor altid havde brugt, når de skulle sove. Han savnede hende en del, alt var så anderledes , men han prøvede at græde når de andre ikke var nær, fordi han gerne ville være stærk.

Stoppede som han så et rimeligt stort birketræ, vandrede han et par gange omkring for at betragte det, prøvede at huske hvad hans far havde fortalt ham. Ebbe smilede tilfreds for sig selv, før han begyndte at hugge øksen ind i træet, det var hårdt fordi hans arme endnu ikke var så stærke, sved løb langsomt ned ad panden imens han fortsatte. På en måde hjalp det på hans frustrationer, han fortsatte til træet kun hang fast med meget lidt. Blikket flakkede rundt, men der virkede stille omkring ham, så han lod det sidste hug falde. Det var ikke fordi det skete hurtigt, han var nok en times tid om at få det fældet.
Som det sidste slag ramte væltede træet frem og væk fra ham, det gav et tydeligt bump fra sig som det faldt til jorden, håbede ikke at der var nogle orker der hørte ham?
Men for nu måtte han sætte sig på stammen med et suk, tørrede sved af panden og betragtede lidt sin sejere, selvom han ej havde overvejet hvordan han skulle få det med tilbage ?

Lykke havde været ude i flere timer. Ikke fordi hun ikke allerede havde haft succes med at jage, men hun fortsatte, mens legen var god. Det var jo sjældent hun ikke havde heldet på sin side. Hun havde allerede været tilbage et par gange med forskellige bytter.
Lige nu, stod hun halvt i knæ op langs et træ med sine øjne fæstnet mod en flot hjort.Hun havde fulgt den i noget tid, og havde ikke travlt med at finde det rette tidspunkt til at slå til. Hun skulle til at samle sin bue op og sigte, som noget larmede længere væk. Var det en nynnen? Hun var for fokuseret på hjorten til at kunne genkende lyden eller melodien. Uanset hvad, fik nynnen hjorten til at hoppe væk. Med øjne, der kunne dræbe, holdt hun blikket på hjorten og sørgede for at følge efter. Den skulle ikke slippe så let.

Hun lå på lur et stykke tid før hun endte med at spænde buen ud. Et hug mellem en økse og træstamme fik dog hjorten til hurtigt at se op. Lykke lod buen skyde, men hjorten var for opmærksom og nåede at flytte sig igen. Træt af forstyrrelserne sørgede hun for at følge efter igen.

Der gik lang tid før hjorten begyndte at hvile ordentligt. Den var endda kommet tilbage til næsten det samme sted som tidligere. Hjorten virkede tydeligvis ligeglad med de hug der blev lavet mod træet længere væk. Det gjorde heller ikke Lykke noget. Hvis hjorten var for travlt optaget af huggene, så kunne det kun øge Lykkes chancer.
Ligesom tidligere, tog hun sin tid. Hun trak vejret roligt og dybt, mens hun gjorde sine våben klar, uden at slippe dyret af syne. Bue og pil blev spændt op og der blev klargjort et skud. Sammen med en dyb vejrtrækning slap hun buens snor og pilen forlod buen. Samtidig blev det sidste hug dog givet. Hvis ikke skovhuggeren havde været til besvær før, så blev personen det nu. Hjorten blev skadet, af pilen, men intet dødbringende - kun noget der ville have påvirkning på prisen af det skind, man kunne sælge fra den. Den stak af. Hvorimod Lykke førhen havde haft mulighed for at kunne beholde sit blik på hjorten, måtte Lykke denne gang sikre sig at hun ikke stod linje for det træ der væltede i hende og hjortens retning. Med hurtige skridt fik hun afsløret sig selv for hjorten, som nu løb den modsatte vej af hende. Lykke og hjorten blev splittet af det enorme træ, der faldt ned på skovbunden. Lykke havde kastet sig selv over i sikkerhed og først når hun var sikker på at andre træer ikke havde en sen reaktion til det væltede træ, løb hun over for at se over det fældede træ og for at prøve at finde hjorten. Men den var væk. Hun bandede og uden at lægge tanke til handling greb hun sin dolk og huggede den ned i træet i frustration. Det tog et øjeblik, før hun fik endnu en dyb vejrtrækning og begyndte at gå i retningen af  træets stamme. Hvem var idioten?

Hun burde kunne have sagt det selv. Ebbe sad på træet og hvilede sig. Hendes kæber spændte sig op, som hun nærmede sig ham. Hun var iklædt praktisk tøj der holdt hende varm. Over hendes skuldre var et bjørneskind med tyk pels. Der var blod på hendes tøj fra tidligere bytter hun havde haft succes med. “God klaret, Ebs,” hun lød ikke synderligt begejstret. Hun lod dolken i hendes hånd hugge en skjult snor over. Det resulterede i at en død hare faldt ned fra trætoppene. Med en udstrakt arm og et let kejtet greb fik hun fat i haren og kastede den i Ebbes retning, ligeglad med om hun ramte ham eller ved siden af ham. “Du skræmte en præmie hjort væk,” informerede hun ham, før hun nåede tættere på og gav hans skulder et ikke så venligt skub.

Ebbe ønskede han kunne, ja næsten alt hvad hans søster kunne, men nej han var familiens store får, der blev ikke talt højt om det men han havde da hørt folk hviske i krogende. Det var ikke ligefrem fordi dette liv passede til ham, alt for meget energi og alt for glad for at snakke, det var han så sandelig også god til, så ørene næsten faldt af dem han snakkede til. Den eneste der nogenlunde forstod ham, eller prøvede var deres mor som ikke længer var ved dem. Han bebrejde sig selv for hendes død, mest fordi de havde været ude for at træne jagt med ham, han havde larmet for meget og til tider prøvede han at forstille sig, hvad der var sket hvis orken havde dræbt ham i stedet, ville de savne ham? 

De mange dårlige tanker gik i ring, blikket stirrede blot ned på jorden foran sig, han ville bare gerne en dag passe ind. Skubbede let til en sten med foden, øksen læggende ved siden af ham. Lyden af dolken imod træet, fik ham langsomt til at vende tilbage til skoven, blinkede som han lod blikket derefter vandre rundt, kort nervøs for der skulle være farer på færre. Men måske der netop var farer på færre, fordi Lykke dukkede op han kunne se hun havde jagtet, blodet var ret tydeligt men han brød sig ikke om det, måske i sandhed selv bange for at dræbe et andet væsen? 
Han nåde ikke helt at reagere før, den døde harer fløj imod ham for at lande på hans skød, hvilket fik ham til at flyve op og stirre nervøst på den. Hans hjerte slog en smule hurtigere, hvorfor skulle hun altid være så skræmmende? især når deres far ikke var nær, et brokkende støn slap ham som hun skubbe til ham, undgik med nød og næppe at falde. Ebbe trådte et par skridt væk fra hende, armene gled over kors som om det kunne beskytte ham, blikket rette sig imod hende frygten næsten tydelig at sporer, selvom han prøvede at se hård ud, men kunne man det som 12 årig? " Jeg vidste da ikke du var i nærheden!" svarede han igen, trådte et ekstra skridt væk for at undgå den døde harer som var den farlig. 
" har du mere at brokke dig over?" tilføj han måske en smule for flabet, men han vidste næsten hvad der vente ham, hun var aldrig sød imod ham når de var alene. 
 

Lykke holdt sit blik på Ebbe. Hun kunne ikke finde ud af om hun var tilfreds eller utilfreds over at han ikke faldt. Han ville jo nok bare hyle op hvis han faktisk væltede og hun ville jo ikke høre på hans brok - men han fortjente lidt at ligge på jorden. Det ville måske endda give hende en fornemmelse af at hun havde slået noget ihjel, selvom han selvfølgelig ikke var den flotte hjort. “Selvfølgelig vidste du ikke det. Du orientere dig jo aldrig,” snerrede hun, som hun bukkede sig ned og samlede den døde hare op i bagbenene. Der var nu sne på den, eftersom han ikke havde kunne lægge den væk, men skulle skubbe den fra sig, som han havde gjort. Hun stønnede frustreret over det - selvom det ingen faktisk betydning havde.
Hendes øjne gik fra den døde hare til Ebbe, som han spurgte om hun havde mere at brokke sig over. Hun sænkede haren ned til sin side og løftede et bryn. Han burde vide bedre. Efter et øjebliks nedstirren trådte hun et skridt tættere på ham. “Du kunne have dræbt mig,” hviskede hun. Hendes stemme var iskold og hendes blik ligeså. Havde hun ikke hørt de andre træers grene, da træet begyndte at vælte, havde hun nok ligget under træstammen. Selvom kommentaren ville have været skrækkelig at modtage for enhver, så vidste Lykke godt at Ebbe ikke brød sig om tanken om at have blod på sine hænder. “Var det måske dit forsøg?” hun lænede sit hoved en anelse til siden.

Hendes havde det altid med, at få ham til at føle at hun kunne se igennem ham, kærlige søskende blev de to aldrig tværtimod. Ebbe trådte på alle hendes nerver, selv når han ikke forsøgte på det, måske det var nok bare at være i nærheden. Hun derimod pressede ham og var ikke bleg, for at fortælle ham hvor elendig han var, som om det ikke var noget han selv var klar over. Ordene ramte som altid hårdt, selvom han prøvede at skjule det men hvem kunne han narre? ej ikke engang en harer! 
" jeg kunne da ikke se dig !" svarede han tørt tilbage, før blikket vandrede imod den døre harer igen som hun samlede den op, det gav ham næsten gåsehud, minde om den dag de havde prøvet at få ham med til at skinne en hjort, men han var endt med at besvime ved synet. 

Han fortrød hurtigt at have svaret hende, som hun trådte et skridt nærmere mærkede han, hvordan han næsten glemte at trække vejret. Blikket sænkede sig en smule som hendes øjne var ubehagelige, som hun snakkede mærkede han hårene i nakken rejse sig, følte næsten han skrumpede foran hende. Blikket mødte hendes, en tårer fandt sin vej ned ad kinden, som hendes ord gjorde oprigtigt ondt, lige meget hvor meget han kunne hade sin søster, ville hun altid være hans søster og han kunne ikke dræbe familie, eller noget som helst andet, jo måske en myrer eller myg? 
Kort føltes det som om alt spyt forlod ham, han bed sig en smule i læben prøvede ikke at fælde flere tårer, hun fortjente dem jo ikke? en søster burde da aldrig sige sådan til sin lillebror? " Du ved jeg ikke kan dræbe!" svarede han lidt efter, trådte tilbage men endte med at vælte over træstammen, og lande på den anden side med hovedet nede i sneen. Ebbe trillede rundt for at lægge sig på ryggen, stirrede op som hans ansigt blev rødt af flovhed " men du kunne godt finde på at dræbe mig" måske ord han ikke burde sige, men det var en følelse han havde, stod valget imellem ham og deres far, var Ebbe det svageste led. 

Han nævnte han ikke kunne se hende. Det var en relevant grund til at tro der ikke var nogen i nærheden, men samtidig burde man altid råbe højt når man fældede et træ. Man kunne aldrig vide hvem man ville ende med at skade - og samtidig så var han i den kategori der lød at hvis han råbte højt i skoven, ville han sikkert ende med at blive orkføde ligesom deres mor. “Du skal altid kalde inden du fælder det helt,” belærte hun ham, selvom hun ikke selv gik op i at fælde træer. I sandheden, kunne det godt være der var regler for hvornår man skulle og ikke skulle råbe højt - men hun bed sig sikker i at hun var klogere end ham på ethvert emne. Hun var da i hvert fald ikke på et bjerg af dumhed hvis hun skulle sige det selv.

Og nu græd han også?

Han svarede hende igen og hendes øjne blev smalle, tidsnok til at man kunne tro det var det der forårsagede Ebbe til at falde over træstammen. Han var simpelthen så ynkelig. Med sikre fødder kom hun over på den anden side af træstammen, som han anklagede hende. Uden at benægte trak hun sin dolk frem. Hun placerede dens spids mod undersiden af hans hage. “Hvis jeg ville slå dig ihjel, så havde jeg gjort det for længst,” brummede hun ad ham. “Det skal du ikke være i tvivl om,” hendes stemme var næsten hvæsende af ham. Hun havde intet imod at få blod på sine hænder, men samtidig var hun ikke en, der ville skade sin familie fysisk. Det klarede de hver især godt nok alene. Man kunne jo bare se på hvordan moren var endt død. Hun havde ikke behøvet familiens hjælp.
“Du er så ynkelig, Ebbe,” snerrede hun, før hun fjernede sin dolk fra under hans hage og satte den i sit bælte og vendte siden til ham mens hun så på træet, han havde fældet. “Og hvad skal det der?” spurgte hun og fægtede kort med den døde hare for at gestikulere mod træstammen, “Skal den bare ligge der?” undrede hun sig. Selvfølgelig kunne han altid hakke den i mindre stykker og transportere den hjem. Gad vide om Erneyll familien ville tage Ebbe i lære, så han ikke var en vægt om benene på hende og hendes far.

Ebbe skævede til hende ved ordene, han trak en smule på skulderen " åh det glemte jeg" beklagede han, selvfølgelig var hun klogere, hun kunne finde ud af alt det som var forventet af dem. Selv var han en stor skuffelse, fejlede med næsten alt han fortog sig, blev med tiden meget mere opsat på at få opmærksomhed om så det var negativ eller positivt, ville han bare gerne føle sig set. Hendes blik gjorde ham bange, forventede næsten de slag der snart ville falde ham, men nej han klarede helt fint selv at falde over det træ han selv havde fældet. Selvfølgelig kunne han ikke holde tårer tilbage, hun ramte alle de ømme punkter...

Hun var hurtigt over ham, som kniven pressede sig imod hans hage, blev blikket tvunget til at se på hende, frygten malet i hele hans ansigt. Ordene der lød havde han ikke ønsket at hører nej, for han var klar over det var sandhed, havde de ikke været i familie ville hun have dræbt ham uden tøven. Han sank en klump som hun nærmest hvæssede af ham, det var vist godt deres far ikke var i nærheden, dette var langt over stregen fra hvad hun burde sige til sin bror. Hvad skulle han svarer på dette? hun havde jo ret det gjorde bare ondt, det fortalte en del om hvor ligegyldig han var for hende, der var ikke noget kærlighed at sporer, men han ville jo stadig elske hende fordi hun var hans søster. 
Som de sidste ord lød, blev kniven fjernet og han krøb et par skridt væk fra hende, kort tørrede sine øjne med håndryggen, stirrede på hende som hun blot skiftede emne. Det var nok godt han ej kunne læse hendes tanker, blikket rette sig imod træet " du ved godt søskende burde elske hinanden ikke?" ordene var spinkle, næsten nervøse men han var nød til bare at spørge hende, så slem kunne han da heller ikke være? Ofte havde han også overvejet om hun gav ham skylden, for deres mors død? Det ville ikke undre ham, langsomt begyndte han at komme på benene igen " det skal med hjem? men det er lidt større end jeg regnede med? så det skal nok hugges" sagde han ærligt og rakte en hånd frem for at lade den glide over stammen, prøvede at skubbe de mange negative tanker væk. 

Han svarede ikke, hvilket fik hende til at se i retning af ham. Hvad var det for noget pis, som han lukkede ud? Kærlighed var kun sådan noget der var mellem par - og Lykke ville aldrig danne par med sin familie, og da slet ikke sin lillebror. Hun brummede lidt overvejende, som han formåede at svare på hvad træet skulle. Det var vel tilfredsstillende nok…
“Tror du, at jeg gør det her ud af had?” undrede hun sig med et hævet bryn. “Ebbe, jeg prøver at sikre mig at du ikke dummer dig ude i verdenen,” hvæsede hun af ham. “Havde det her gået ud over en anden, havde de med garanti sørget for at du blev deres føde i stedet for hjorten som var målet,” Var det en trussel eller en varsling om fremtiden? Det var ikke helt til at vide. “Det er hårde tider, Ebs,” sukkede hun og lod sin hånd finde hans skulder til et hårdt klem efterfulgt af et hårdere ‘venskabeligt’ slag mod ryggen før hun begyndte at inspicere træet. “Prøv ikke at tage det største træ i omegnen næste gang,” mumlede hun. Selvfølgelig var det fedt at han havde fundet et godt træ, men træet havde sikkert båret på reder og det ville tage timer for Ebbe at få hugget træet over i medgørlige stykker, selv hvis han fik hjælp til at trække træet af hestekræfter.

Hvad skulle han svarer på? hun lod ham kun leve fordi han var hendes bror, det var ikke ligefrem en fed tanke at have i baghovedet. Hun så kærlighed på en anden måde end ham, det var endnu et af deres problemer, deres hjerner var så forskellige. Han var den mere følsomme, den der ikke altid tænkte før han hanlede, den der gerne ville være i centrum og inderst inde den, der bare gerne ville passe ind selvom han ikke kunne dette...
Ebbe kiggede på hende som hun snakkede igen, han trak en smule på sine skuldre, om hendes ord var sande var han ikke sikker på. Måske han havde opgivet håbet om at han faktisk betød noget, for var han væk ville hun ikke lede efter ham, det var næsten garanti " men søs, du hjælper mig ikke! du gør mig bare mere opmærksom på, at jeg ikke er som jer og at jeg er elendig" det var sande ord, blikket gled ned en smule flovt. Skubbede let til sneen med sin sko, imens hun fortsatte igen og han måtte skæve en smule til hende, det var sandt en anden havde taget ham som sit bytte, men nu var det ej sket, det var hende og ikke en fremmed! 
Ebbe lod et svagt suk slippe, hårde tid ja det havde det været siden deres mor blev dræbt, han havde ikke rigtig kunne finde ro siden, alt hans kaos var blevet værre. Mest fordi han nu ikke havde hende, til at kunne snakke om de mange følelser han bar på, og at snakke med deres far om den slags, ja det ville være spild af tid fordi han ville ikke kunne forstå. " jeg savner mor" svarede han stille, mødte hendes blik igen og mærkede det hårde klem efterfulgt af slaget, der næsen var ved at vælte ham igen dog bed han sig i læben i stedet for at afsløre det gjorde ondt. 
Blikket vendte tilbage imod træet, ved hendes kommentar lod han et suk slippe, hun havde ret dette var en dum måde at vise sit værd på, han havde handlet uden at gennemtænke hvad der skulle ske efter. " måske jeg bare skal lade det ligge" sagde han stille, nok ikke de ord hun ønskede at hører, og han regnede heller ikke med hun ville lade ham slippe så let. Gav sig til at strække den spinkle krop en smule, imens blikket flakkede lidt rundt efter øksen hvor end den nu var blevet af, hoppede over træet for at finde den, men som han stod og vejede den i hånden, skævede han imod hende " du skal vel også tilbage med fangsten?" tilføj han, måske lidt et håb om at være lidt alene, men så igen det ville nok ikke være sundt for ham for alt hun havde sagt gled rundt i hans sind.  

“Ja, Ebbe!” hvæsede hun af ham. “Du skal lære at passe på dig selv ellers kommer du kræft ædme til at dø snart vi ikke overvære hver af dine handlinger!” skældte hun ham ud. Måske havde han svært ved at se hvordan familien prøvede at beskytte og presse ham til at blive bedre for sin egen skyld.

Jeg savner mor. Lykke blev stille af hans kommentar. “Hun er i Kiles hænder,” lød det efter lidt tid. “Jo mere du savner hende og higer efter hende, jo større chance er der for at Kile henter dig,” advarede hun ham roligt. Det var i hvert fald hendes egen overbevisning. Man skulle ikke dvæle over et slukket lys, men blot leve videre mens ens lys tillod det.

Afstanden mellem hendes bryn blev mindre som han overvejede at lade træet ligge. “Det gør du ikke,” brummede hun af ham. Han skulle ikke bare fælde et træ uden at bruge det. Så måtte han tage konsekvensen.
Hun så mod haren i hendes ene hånd. “Du skal vel også hjem og have noget morgenmad?” spurgte hun tilbage til ham, velvidende om at han prøvede at få lov at være alene.

Ebbe stirrede på hende, hun forstod det jo ikke! han blev ikke bedre, han var ikke dygtig som hende selvom han gerne ville, at han overhovedet kunne håndterer øksen var et under, det havde været deres far ide for at sikre, at han ikke fik lavet rod eller forstyrret på jagt, så kunne han i stedet fælde træer eller snitte ting. Han trådte et par skridt imod hende, ikke fordi det gjorde ham synderligt truende, men han prøvede i det mindste hænderne knytte sig " Jeg bliver ikke god som dig! JEG lærer det ikke, DU vil altid være alles yndlings!" han var mere frustreret end surt på hende, det gjorde bare ondt at føle sig som mindre værd, deres far var heller ikke ligefrem god til at rose ham, det var mest bare skæld ud når han fejlede, noget af vreden fra deres mors død gik ud over Ebbe 

Hun blev stille da han nævnte deres mor, savnede hun hende ikke? det havde han dog en fornemmesele af hun gjorde, men fordi var bare bedre til at komme videre, hvorimod han ikke kunne slippe savnet. Han blev selv stille trådte væk fra hende, over for at få sin økse, som han endte med at lade hvile over den ene skulder " men jeg kan ikke give slip Lykke" hans ord var triste, næsten søgende efter omsorg, selvom det ikke ville komme, han manglede bare at kunne gemme sig i deres mors favn. 
Ebbe trak lidt på skulderen, han så ikke et stort problem i det, men det gjorde hun tydeligvist " du behøver jo ikke fortælle det til far" tilføj han, men så igen hun havde gode grunde til at at sladre om ham, for normalt måtte han ikke bare gå uden at give besked. Ebbe sukkede som hun snakkede om mad, ja han burde spise men han vidste også, at hun vidste han ville være alene. 
" okay så lad os gå" svarede han, skulle allerede til at gå tilbage, selvom han vade den stik modsatte vej, med mindre hun stoppede ham. 

Havde Lykke været et dyr med spidse tænder, ville hun have knurret og vist dem. “Ingen af os er nogens yndlings,” snerrede hun tilbage. “Du bliver bare nød til at forstå du har en plads i livet som du bliver nød til at passe,” Ebbe og Lykke havde hver deres livsverdenener, og det var ofte svært for dem at kunne blive enige om noget. Lykke mente jo heller ikke selv at hun var god eller nogens yndlings. Hun mente hun stadig havde meget at lære - men hun satte sig ikke til at fælde tårer over nogle kommentarer om de konsekvenser der var for ens stupide handlinger.

Lykke lod for en gangs skyld til at tænke mere over hendes ord end tidligere. Hun var ikke helt så spydig, dog stadig meget bestemt. Hun ønskede dog blot ikke at sige noget forkert når emnet drejede sig om Kile og hvornår hun tog folk med sig. Han lignede en tiggende hundehvalp og hun kunne næsten ikke stå for det. Ebbe var jo ikke alene om at savne moren, men Lykke lod bare ikke moren fylde så meget som Ebbe gjorde. Kunne det virklelig være de få års mere erfaring hun havde der gjorde forskellen?

Hun hævede et bryn som han nævnte at hun ikke behøvede at nævne træet til deres far. Men samtidig vidste de alle tre at det umiddelbart kun var dem der fældede træer helt herude. Så fint som træet var blevet hugget over var det jo også tydeligt at det var en der havde styr på sit værktøj og sin teknik. Det var jo ikke orkere der havde været oppe og slås som havde fået væltet træet. Altså var der jo kun meget få tilbage det kunne være, som havde hugget træet over. Hvis ikke det virkede til at han fik fingeren ud i løbet af dagen, så ville hun uden tvivl bruge det imod Ebbe at han ikke havde nævnt han var ude, hvor trælet var begyndt at fælde i retningen af, og meget, meget, mere.
Hun sørgede for at have et godt greb om den døde hares ben før hun fulgte efter ham. Hun havde godt lagt mærke til at han gik den forkerte vej - men var det med vilje? Hun lod dem ikke nå langt før hun gav slip på den døde hare og med faste greb fik vendt den unge dreng mod sig selv. “Hvad foregår der, Ebbe?” mumlede hun. Det lød snerrende, selvom hun havde prøvet at være nogenlunde kærlig.

Ebbe stirrede på hende som hun løj, hun var alles yndlings det vidste han, det var ikke hende folk talte om bag ryggen eller endda åbenlyst, nej det var ham som de nede i landsbyen kaldte ham det store får, Lykke og ulykke så kunne man vel gætte hvem der var hvad ? " MEN jeg PASSER IKKE IND!" han hævede stemmen, selvom den ikke var farlig, men vreden var at finde i hans blik endte med at nappe sig i læben for ikke at gøre noget dumt. Han troede ikke helt på guderne på samme måde som hende, for hvorfor skulle deres mor dø? skyldfølelsen ville nok aldrig slippe sit tag i ham, det var også ofte en del af mareridtene, ham der løb ind foran moren for at tage slagene i stedet.   
Måske det lå i at Ebbe var mere følsom anlagt, havde svært ved at skjule dem, og prøvede han ville de bare blive dobbelt så slemme. Han var i det hele taget så anderledes fra sin familie, at man næsten skulle tro at moren havde været sammen med en anden, men det passede bare heller ikke. Som de begyndte at gå hans vej, kunne han mærke hvordan verden bare langsomt, begyndte at ramle for ham, hendes ord der blande sig med den stærke følelse af savn. Det gjorde ham helet uopmærksom på hvor de gik, han traskede bare afsted, uden at se imod hende... 

Ebbe stoppede først som hun vendte ham rundt, afslørede et ansigt fyldt med tårer der trillede ned, hans hænder knyttede så hårdt at knorene var hvide. Han kunne ikke få et ord frem, kroppen rystede en smule han var ikke helt sig selv " jeg vil hjem nu" hviskede han, stemmen en smule knækket og bange. Han havde hørt rigeligt denne dag, men det var nok også efter mareridtet at der ikke skulle så meget til at vælte ham. Lige nu ville han bare til sin seng og gemme sig under tæppet resten af dagen, selvom han vidste det ikke ville ske. 

Hun blev slet ikke berørt af at Ebbe hævede stemmen. Hvad skulle det til for? “Ebbe, du lytter jo ikke…” Sukkede hun. Han behøvede ikke at være brikken, som alle manglede i deres puslespil, for at kunne passe den plads, som han havde. Han skulle bare gøre, hvad der var rigtigt for ham, og resten ville komme med tiden. Det var hun overbevist om, men selvom hun kunne
tænke så og så mange ting, så var det aldrig ord, hun fik udtrykt til ham.

“Zalans,” hun lagde ikke skjul på at hun ville bande over følelser som hun ikke vidste hvordan hun skulle håndtere, og hun havde i den grad ikke nogen ide om hvordan hun skulle håndtere at hendes lillebror stod og græd foran hende på den måde som han gjorde nu. Hun så kort væk fra, hvordan han nærmest rystede af alle de følelser, der summede under huden på ham. “Jah-” lød det tørt fra hende, stadig uden at kigge direkte på ham. Hun svang den døde hare over sin ene skulder, før hun greb hans hænder, og sørgede for at de var frie. Hun placerede dem foran hans øjne. Åh, hvor føltes det bare unaturligt at skulle håndtere sådan et anfald han havde. Så snart hans øjne var dækkede prøvede hun at hive ham tættere, dog så hans hoved kunne hvile på den anden side end haren. “Du gik den forkerte vej,” mumlede hun til ham, uden at være sikker på, om hendes stemme beroligede ham. Det var ikke hendes bedste side.

Ebbe var noget ud hvor, det ikke længer var muligt for ham at forstå, hans hoved kunne ikke rumme mere lige nu. Kroppen reagerede på hvordan sindet havde det, lige nu mest af alt ville han bare gerne gemme sig for omverden, det var svært at føle sig så lidt tilpas i eget hjem. Der var ikke nogle der kunne forstå ham, de fleste mænd viste jo ikke følelser, deres far viste kun når han var stolt eller vred, men intet der imellem og nu hvor de ikke havde moren, ja så manglede han en der kunne lære ham at forstå. 

Kroppen skælvede som tårerne trillede, han var langt fra så kæphøj som normalt, hun var ikke van til at takle ham i sådan situationer. De våde mødte ikke hendes fordi hun så ikke på ham, han kunne bare ikke stoppe med at græde, men som hun tog hans hænder fulgte han stille trop. Kort efter mærkede han hende ved sin side, hans hoved gled imod hende for at hvile, søgte en smule tryghed og hendes varme, de mindre beroligende ord hjalp ikke meget, men han vidste hun gjorde sit bedste lige nu, normalt brød han heller ikke sammen på denne måde foran hende, det var kun noget deres mor havde oplevet før. 
" undskyld" hviskede han med en grådkvalt stemme, han stoppede dog langsomt med at ryste, og efter lidt blev tårende færre, men øjenlågene tungere, måske han burde sov lidt mere efter maden, hvis han fik lov af deres far. 
" hvad skal vi spise?" spurgte han lidt efter, for at skifte emne, der var igen af dem der var gode til at snakke om følelser sammen, derfor var det andet et nemmere emne, langsomt flyttede han sine hænder gned øjnene med dem, for så at se op på hende, hun var stadig højere end ham. 

Lykke følte sig ikke tilpas i den omfavning hun havde budt Ebbe på og kunne ikke få sig selv til at hvile i den. Hun lod blot sine arme være der for ham, uden selv at være i stand til at lægge synderlig følelse eller forståelse for hvad der foregik. Det var næsten som at give en fremmed baby en sutteklud. Man vidste aldrig helt hvad der ville ske eller om det hele ville blive værre. Hun havde ikke engang en fornemmelse af, at hun skulle forsikre ham om, at han gerne måtte græde, og at han ikke havde noget at undskylde for. Sådanne følelser var besværlige, og hun ville ikke kendes ved dem selv.

Mad. Hun trak sig væk fra omfavnelsen, uden at tænke meget over hvor meget omsorg han reelt set havde brug for. “Vi har noget brød fra den anden dag, og tænker vi kan få noget godt pålæg af den her,” fortalte hun ham med et lille skævt smil som hun trak haren væk fra sin skulder for atter at vise fangsten. “Kom,” mumlede hun og svang armen med haren over hans skuldre for for at trække og guide dem i den rigtige retning.

Ebbe forventede ikke meget mere end dette fra hende, han puttede sig selv ind til hende, for kort at mærke nærvær og den tryghed hun kunne give, fordi hun var ældre og der med den tætteste på en voksen lige nu. På nogle punkter minde de mere om hver deres forældre, problemet var bare at han ikke havde den person længere. Det var hende der trak sig fra ham, efter øjnene blev gnedet lidt, kunne han nu bedre se på hende i dette øjeblik mindede hun lidt om deres mor " mhhh det lyder lækkert" svarede han nu en smule mere muntert. 

Prøvede at skubbe sin tristhed lidt væk, ønskede heller ikke deres far skulle opdage, han havde grædt igen selvom øjnene var en smule røde. Han trådet et skridt tilbage som hun viftede med haren, døde dyr blev aldrig hans stærke side, sætte pris på hun tog den ved skulderen igen. Ebbe fulgte med hende igennem skoven, lykkelig glemt alt om at øksen lå nær træet, men forhåbentlig ville det ikke blive opdaget. Han skævede til hende som de gik " tror du far er vågnet?" spurgte han, ikke længere sikker på hvad klokken enlig var, hun var bedre til at holde styr på den slags, det var han på ingen måder. En ting var sikkert denne stund havde måske været god for dem.   

Lykke så mod sin lillebror, som han spurgte om deres fader. Hun fnøs, “Jeg tvivler,” svarede hun. Hun bemærkede ud af øjenkrogen, hvordan noget bevægede sig. Hun var overbevist om, at Ebbe selv ikke havde set eller lagt mærke til noget. Ebbes tilstand gjorde også at hun ikke turde hviske noget til ham mens de gik, hvilket var hvorfor hun fortsatte som var der ingenting. Det kunne også resultere i at hvad end der gemte sig kom frem fra sit skjul.

De nåede et stykke før hun uden nogen form for advarsel skubbede Ebbe hårdt væk fra sig - med den døde hare. Det resulterede i at en fælde blev udløst, hvor han blev samlet op i et net af reb. Selv fik hun undveget den økse som Ebbe havde efterladt som var blevet kastet i deres retning.
Hurtigt formåede hun at kaste en af sine knive mod den, der havde prøvet at angribe dem. Bag dem var der en lav muskuløs hanork som lige havde grebet den kniv som Lykke havde kastet. Hurtigt fik hun dog samlet en anden kniv fra sit bælte og kastet. Denne blev også grebet. Men det var også meningen. For mens orken grinede hånligt og skulle til at finde en metode til at håndtere de finesse våben, som hun havde ‘givet’ ham, fandt hun sin bue og pil frem. Inden orken nåede at finde hoved og hale i de to knive, fik hun placeret et flot skud mellem dens bryn.
Med et næsten lettet suk og en garvet bevægelse trak hun en af de sidste små knive, som hun havde op, og skar fælden, som Ebbe var blevet skubbet ind i, op så han kunne falde til jorden. “Husk nu dit værktøj," surmulede hun, før hun gik hen for at tage knivene fra den døde ork og forsøge at tage pilen ud fra kraniet - men pilen var i dårlig stand, så hun lod den ligge. I orkens kranie. Med trænede bevægelser fik hun alt på sin plads for bagefter at følge Ebbe, der forhåbentligt havde fundet sin økse, hvor den var endt.

Ebbe bemærkede intet, han var mere optaget af at se ned som de gik, grinede en smule af hendes ord uden at vide han burde være stille. Han bemærkede end ikke at hun skulle til at skubbe til ham, så da han blev væltet omkuld kom et stort gisp fra ham, efterfulgt af et svagt skrig som haren føje til ham før fælden fangede ham. Et kort sekund var han fuldkommen forvirret, men som synet af hans økse der fløj igennem luften, ja så stivnede han af skræk så meget at han helt forsvandt for det blotte øjne. 
Det var kroppens måde at prøve at beskytte sig på, ikke en stor hjælp for det fjerende ikke duften af ham, eller gjorde ham lydløs næsten en ubrugelig evne spurgte man ham...

Men selvom han var usynlig, ja så kunne han ej lade være med at se med, som hans søster tog kampen imod den ork der kom stormende. Synet af den fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham, imens tanken om det måske var hans skyld den var der strejfede ham? Havde den hørt træet vælte? Ebbe kunne ikke gøre andet end at se hende kæmpe, misundelsen over hendes dygtighed rørte på sig, som hun fik skudt med pilen skulle han lige til at komme tilbage, men få sekunder efter ramte han jorden med et bump. Ebbe fik dog rejst sig og blev synlig igen, før han så rundt efter sin økse, fandt den ved bunden af et træ, blev nød til at bruge alle kræfter på at få den ud af stammen igen. Skævede til hende " du huskede mig da heller ikke på den" pointerede han, selvom hun lige igen havde reddet hans liv. Sammen begyndte de at gå tilbage imod huset, Ebbe fik dog givet haren tilbage til hende, som de fortsatte knurrede hans mave sulten, og han skævede en smule til hende "du var ret sej" erkendte han lidt efter for at bryde stilheden, måske også et svagt tak for at have hjulpet ham.  

Lykke skævede mod sin bror, som lige havde fået sin økse ud af træet. Han brokkede sig og nævnte, at hun var lige så skyldig som ham. “Jeg skal ikke holde styr på dine ting,” vrissede hun af ham. “Har du andet herude som du skal have med hjem?” spurgte hun ham, for at være ham i forkøbet. Hun gad ikke flere uheld som disse. Havde Lykke ikke været opmærksom, var deres kranier højst sandsynligt flækket af øksen eller most.

Med haren i hånden igen valgte de at fortsætte hjemad. “Jeg var heldig,” mumlede hun tilbage. Hun så ikke hans kommentar som et tak. “Kom, lad os skynde os hjem,” mumlede hun lidt tydeligere. Hun satte en hånd bag hans ryg, som hun satte det lange ben foran. Hun frygtede, at der ville komme flere orkere, og hendes held ville ikke vare evigt. Nok var hun ung og frisk, men i hendes egne øjne var hun stadig meget erfaren.

Når de endelig kom hjem, baksede hun ind i køkkenet med haren. “Gider du vække far?” mumlede hun som hun begyndte at finde knive frem til at kunne forberede noget lækkert mad til dem ud fra haren. Selvfølgelig kunne de også bare bruge deres brød og det smør de havde… Uden at høre hvad Ebbe svarede satte hun sig til at skinne haren meget fokuseret.