Var slaver ikke noget der hørte fortiden til? Men hvordan kunne det så forklares, at hun nu sad her? kun iført nedre gevandter, bar overkrop og hænder bundet med reb, fastsat til en stor ring af jern på den platform hun og andre kvinder stod lænket. Det var da lige godt pokkers så uheldig hun var, men dette måtte være toppen af ting!
Her stod hun skrækslagen, en smule forslået og den ulidelige varme der næsten brændte den lyse følsomme hud, hun kunne ikke flygte der var ikke andet for, end at vente på at blive solgt, som var hun et dyr på et marked ? Nimel kunne mærke de klamme mænds blikke, de vurderede hende, sammenlignede hende med de andre kvinder hun stod ved siden af, men hendes øjne var stadig en gnist og liv, endnu ikke knækket fordi dette var hendes første gang som slave. Det var skræmmende kvinden ved siden af, med en smuk mørk glødende hud var helt nøgen, men de brune øjne var tomme håbet ikke at se, det gjorde halv elveren utrolig bange for, at det måske kunne blive hende.

3 dage før salg….

Nimel havde som altid været ude og samle urter nær en mark, det hun ikke havde opfanget var en gruppe mænd, der havde slået lejer lige nær der hvor hendes egen lille hestevogn og hest stod. Hun var kommet hjem sent, og gået til køjs i sin lille vogn, som hun sover allermest dybt skete det. Døren blev sparket ind, hun skreg skræmt og prøvede at flygte, men de var stærkere end hende. Hun blev bundet og fik en sæk over hovedet, derefter var alt mørkt. Hendes hest vrinskede som de også fik den taget, dog nåde hendes skønne kærlige due Ava at flygte, de troede jo bare hun var en dum fugl.

Senere vågnede hun på gulvet, i et mørkt rum ikke meget tøj på kroppen, og omkring hende var andre kvinder, enkle mænd alle stille. Hun var ikke sikker på hvad der var sket, men de næste par dage, blev hun testet i sine evner, og de tjekkede hver en del af hendes krop for at vurdere en god pris. Hun endte dog den ene gang med at besvime ved synet af blod, efter hun havde prøvet at flygte men blev slået så en rift kom.

Nutid igen…

Nimel mærkede sit hjerte banke, som folk begyndte at samle sig, snart ville aktionen gå igang. Hun var en af de sidste der skulle i handel, blikket flakket bange rundt på mænd der, tydeligt overvejede at byde på hende. Hun blev trukket frem af en mand, for at blive vist mere frem, blottet og hjælpeløst som et fanget dyr.
“ Ung Elver, masser af energi, og meget smidig, hun er dog ikke for alle mine herre, denne kvinde er endnu ikke knækket, hun kæmper imod men med den rette hånd, vil hun pynte flot ved jeres side” han trak hende foran sig og løftede hendes arme, så hendes spinkle overkrop kom til syne, de fine næsten urørte bryster, den lyse hud og det blonde hår der gik langt ned, dog ikke så pænt efter de sidste dages behandling.
Hun prøvede at finde bare et enkelt venligt ansigt  imellem dem, men der var ikke mange at spotte de fleste sultne og klamme, hun sank en klump som handlen begyndte og denne gang var det hende der var varen, ikke urter som hun selv solgte.

Påtrods af at Mostafa var født og opvokset i Rubinien havde varmen altid været svært for ham at håndtere. Sveden løb af han pande, som han bevægede sig ned igennem det travle marked, efterfulgt af sin lille gruppe af hjælpere og slaver. Mostafa var iklædt løst, tyndt silketøj i bedste kvalitet. Det va ofte folk som handlede af ham, og lige siden han havde været barn, og solgt sine første fisk, havde han skabt et mindre imperium omkring sig, med magt, penge og kvinder. 
Denne dag var hans handelslyst dog større, og trængen til at brugte nogle af de mange penge, som brædte i hans lommer, var større end normalt; men hvad han var ude efter var uvist. 

Der var ikke det markedet i Balzera havde at byde på; mad, krydderier, klæder og stoffer, dyr og selvfølgelig slaver. Som det eneste lovlige sted i Krysstallandet, hvor de var lovlige at handle med - med mindre man ikke bekymrede sig om loven. Smilet var stort, på den store mands ansigt, som han bevægede sig ned igennem boderne, som bugnede af varer. Han var i et utroligt godt humør denne dag, hvilket kun kom folk omkring ham til gode.
Han stoppede op med en dyb latter, som han blev fanget af en salgstale fra en herre og et syn af unge kvinder i bure. Let påklædte kvinder, en fryd for øjet og en kæmpe svaghed for en mand som ham. 
Mostafa skubbede sig igennem menneskemængden og hans blik gled over på den unge halv nøgne elver, som blev præsenteret. Hans nysgerrighed var vækket, hans syn på hendes bryster og efterfølgende hendes ansigt var dybdegående - næsten sultent. "Hvad koster hun?" Den dybe stemme, brølede nærmest igennem folkemængden, som var stimlet op foran den unge elver.

Nimel hjerte bankede hurtigt som hun blev centrum, for de mange sultne blikke der næsten spiste hende, dette var nok det mest uheldige hun havde været udsat for. Hendes blik flakkede rundt for at prøve bare at finde en god mand, men der var selvfølgelig ingen gode mænd, det var jo i alle andre dele af landet ulovligt at handle med slaver. Hun prøvede at bukke hovedet ned, men slavehandleren greb om hendes kæbe, for at tvinge hovedet op igen imens han vrissede af hende, hun kunne mærke et par enkle tårer glide ned ad kinden. 
Hun følte sig heller ikke ligeså smuk som nogle af de andre slaver, men mændene ville stadig gerne eje hende, en latter fangede hendes ører før hun så imod en meget stor mand, med mørk hud det store hår og de farverige øjne. Dog sank hun en klump som hans stemme lød, han ville byde på hende men hvorfor? Hun kunne ikke se væk fra ham for manden der havde fat i hende, tvang hende hoved i den retning. Han smilede stort " hun er dyr, hvor meget vil i tilbyde for sådan en smuk skabning mine herre?" han talte til folket, folk begyndte at byde sig ind på hende, snakken gik og folk talte i munden på hinanden. 
Nimel blev skubbet ned på gulvet, han holdt hende ned med en fod mod ryggen imens han prøvede at få styr på de mange bud. Hun græd som hun blev presset ned, hjælpeløs og skræmt som et dyr i nød, hendes blik strejfede kort den store mand næsten bedende, selvom han sikker ikke var den bedste. 
" kan jeg få stilhed! 100 krystaller hvem byder?" råbte manden, og klappede i hænderne for at få ro, endelig kunne man hører en knappenål ryge til jorden, nogle mænd gik da de ikke havde råd, andre prøvede at splejse sig sammen.. 

En elver var ikke noget Mostafa før havde haft tæt på sig eller ejet. Han solgte selv lystigt slaver, men de var alle sammen fra Rubinien; mørke, unge kvinder. Det var bestemt også noget som faldt ham i smag, men når man solgte dem så flittigt, så blev det også kedeligt på et tidspunkt. Nej, en elver, det var nyt.
Igen fangede hans ansigt hendes krop, og ikke mindst det søde ansigt. Godt nok lignede hendes ansigts udtryk så mange andre slavers. Ikke videre kønt, det kunne han udemærket ændre på. Hendes krop pirrede ham, blot ved at stå og kigge på hende, som hun hang der i buret, fastlåst. 
Han følte sig glad og ikke mindst heldig, som han stod der og overværede budrunden som langsomt startede omkring elverkvinden. Han var sikker på at han nok skulle få hende med sig, på den ene eller anden måde. "100!" Det første bud kom ind, men det var blot starten på det her, Mostafa var sikker på ingen ville løbe med den unge kvinde, for så lille et beløb, "150!" Langomst begyndte det buddene at komme, men det var endnu ikke tid for ham at vise sit sande jeg og hoppe ind i krigen, selvom han selvfølgelig gerne ville have hende, uden at spilde så meget som en krystal. Han hadede at spilde sine penge, så han kunne smide et beløb så højt, at han forhåbentligt ville skræmme andre væk. Slaver var selvfølgelig heller ikke billige, heller ikke hans egne. Her elskede han at tage overpriser. Men lige så nærrig var han. "Jeg byder 300 krystaller" Brummede han tilfredst og kiggede over på ejeren og derefter over på slaven; hende her skulle være hans egen.

Nimel frygtede det værste som folk bød, priserne var vilde hvad forventede de af hende? og hvorfor blev hun solgt som elver? når hun var mere menneske? men elver solgte vel bedre gætte hun på? Hun begyndte ikke at hører efter mere, prøvede at lukke lydende ude, dette var for overvældende og hun følte sig så bange. 
Det var først ved lyden af en dyb brummende stemme, at hun så imod ham igen 300 diamanter? men hun var da slet ikke det værd? Men sælgeren virkede tilfreds " solgt til højest bydende, vi lukket for nu kom og betal samt hent jeres gevinster" derefter begyndte folk at komme, de andre slaver blev ført væk af nye ejere, sælgeren låste buret op og trak hende ud, holdt et fast greb i hendes arm " jeg må sige, det er en fantastik handel, hun er din ligeså snart betalingen er faldet" han lød tilfreds som han lod sig tage imod betalingen, før han kort stirrede truende på Nimel, men forlod så pladsen. 

Hun gned lidt den arm han lige havde holdt hende i, altid så følsom ikke ligefrem stærk, hendes brystkasse viste tydeligt, at hjertet bankede hårdt. Blikket var ned imod jorden, frygtede for hvad denne mand ønskede af hende, hun havde ikke været slave før hvad hvis hun dummede sig? Nimel nappede sig usikkert i underlæben, imens hun endelig vendte blikket imod ham, så lille ud iforhold il hans skikkelse, og næsten bleg imod hans mørke hud. Bene skiftede vægten imellem dem, hun var øm i kroppen og solen havde klart givet hendes sarte hud skader " jeg ved ikke hvad jeg skal sir" hendes stemme var mild, der var en varme i den selvom frygten var tydelig, de ellers så glade øjne var triste og bange men hvad andet kunne man forvente? 
Nimel håbede inderligt på, bare at komme væk fra solen, hun var sulten og utrolig tørstig, det var ikke meget føde de havde givet hende de sidste 3 dage, og hun havde måske smidt et kilo selvom hun i forvejen var spinkel, hun lagde armene om de blottede bryster. 

Han overbød de andre, selvfølgelig gjorde han det. Det var hvad han havde planlagt, og i hans øjne var der ingen som skulle ligge sig ud med ham. Det var muligvis i den høje ende af priserne for en slave, men ikke mere end hvad han ellers tog for sine egne og ikke mere end hvad en elver som hende var værd - det kom selvfølgelig an på hvad hun kunne. Det ville de næste par dage fortælle ham. 
Mostafa nikkede tilfredsstillende, og bevægede sig hen imod buret, som det blev låst op og hun blev trukket ud. "Det håber jeg selvfølgelig du har ret i" Kom det fra ham med en mere seriøs tone end han havde haft. Han ønskede ikke at blive snydt på nogen måder, "Du ved jeg hader at blive skuffet, eller snydt" Han kiggede over på den sælgende og gjorde sine ord meget klare. Hans tykke fingre gled ned i hans lomme og trak en læder pung op, som han lagde i hånden på sælgeren. Han greb efterfølgende fat i jernkæden som sad omkring hende, og kunne nu trække hende med sig. 

Mostafa var rolig i hans bevægelser omkring hende, smilet sad på hans læber over hans køb og nu at være i besiddelse af en elver. Hun var smuk og attraktiv. Det var dog tydeligt at hun havde siddet i solen al for længe, hendes sarte og hvide hud var nærmest rødglødende. Hun var samtidig skræmte for vid og sans, hvilket man selvfølgelig altid oplevede ved slaver, på denne måde. "Åh, du ved ikke hvad du skal?" Han havde købt hende, hun skulle kende sin plads, "Det bedste ville være at adlyde ordre og være en god slave, ikke?" Han sendte hende et roligt smil, som han løftede hendes hoved, "Du er mere end en flot kvinde, du skal nok komme til god nytte" Han lod den tykke hånd bevæge sig hen over hendes mave og brystkasse, og lod en finger glide ned over det ene bryst. Helt bestemt. 

Slavehandleren fik hurtigt afsluttet handlen, han skulle ikke diskutere om slaven var god eller ej, han skulle bare væk før manden indså at kvinden ikke var syndelig stærk.  Nimel kunne intet andet gøre end at følge med, som der blev trukket i den lænke der sad om halsen på hende, hun var bange det var klart dette var så uvant for hende. Hendes hovedet blev tvunget op, og hun mødte hans blik, ordene der lød fik det til at løbe koldt ned ad den ellers varme ryg, hun frygtede for at skuffe ham. Nimel var en fri kvinde ordre havde aldrig været en ting hun var god til, klar over hun også skulle passe på ikke at snakke ørendne ad ham, nu hvor hun var ude af sit bur, lande en due på hendes hoved puttede sig ned i hendes hår, tydeligvis en fugl kvinden kendte til. 
Ava gav Nimel en smule ro " men sir jeg har ikke været slave før" hun kunne ikke holde mund, det lærte han nok hurtigt, især når hun var nervøs kunne hun snakke ørene af folk, næsten som et vandfald. 

Hans hånd imod hendes hud, fik et svagt gisp frem det gav hende bange anelser for hvad han ville hende, hun nappe sig en smule i læben også fordi kroppen gjorde ondt, solen havde ikke været god imod hendes hud. Hun ville ønske hun havde sine urter, der kunne hjælpe nu, blikket flakkede nervøst over ham, han var endnu større tættere på og hun følte sig så lille samt sårbar. Nimel sukke svagt som han berørte det ene følsomme bryst, hun prøvede at få styr på sin vejtrækning igen " sir hvad skal jeg kalde dem?" hun var ej sikker på hvordan man tiltalte sin ejere. 

Kvinden var nu hendes, om hun var god eller ej fik han intet svar på, og slavehandleren var hurtigt væk fra området, efter alt var solgt. Han havde uden tvivl tjent godt med penge, men lige så hurtigt som det havde taget om at sælge, lige så hurtigt var han væk. 
Kvinden kunne ikke gøre andet end at følge med Mostafa. Lænken lå solidt i hans hånd, som han trak den unge kvinde til sig. Som elver var hun jo svær at bedømme aldersmæssigt, men hun så stadigvæk ung og smuk ud. Som han hævede hendes hoved, lod hans sin tommelfinger glide ned ad hendes kind og kiggede på hende, "Det håber jeg selvfølgelig, at du hurtigt finder ud af at være" Hun skulle finde sin plads, han gad ikke at fortælle tingene flere gange og hun gad ikke opleve ham sur eller tvær.

Mostafa var allerede nysgerrig på hende, hendes krop fristede ham mere end han havde regnet med. Der var, næsten, ikke noget bedre i hans øjne end yngre kvinder - det skulle kun være penge. Huden føltes rar imod hans hud, selvom den var rug og skallet efter solens stråler. "Hvad du skal kalde mig?" Selvfølgelig hvis hun ikke havde været slave før, så var der svært at vide, så at hun spurgte kunne han godt unde hende, "Kald mig blot herre" Lød det fra ham. Hun skulle nok lære ham bedre at kende, på alle tænkelige måder, "Hvad er dit navn? Det var relevant for ham at vide hendes navn.
Han begyndte langsomt at bevæge sig og gå igennem markedet, med hende og sit lille følge i hælene. Nu var deres næste mål han lille palæ, hvor hun kunne få lidt behandling for hendes hud.

Nimel blev nød til at gå lidt hurtigere for at følge hans store skridt, manden var heldig hun var stadig meget ung, endnu ikke i de voksnes rækker ifølge elverne. Hun mærkede hans fingre imod sin kind, han var meget glad for at røre hende, det fik hende til at frygte for hvad han ville. Hendes blik hvilede uroligt i hans, den normale glæde kunne ikke ses denne version af hende var så fjern, fra det glade væsen hun normalt var. Ordene fik hende til at synke en klump i halsen, skælvede en smule i hans greb turde ikke at svarer men nikkede en smule forstående. 
Hans fingre var allerede mange steder på hendes krop, hun var ikke sikker på at hun brød sig om det, han besvarede dog hendes spørgsmål, men svaret var ikke rart nej det fik alvoren til at melde sig, hun var så van til at tiltale folk ved navn at dette var så fjernt fra hendes eget liv. " javel herre" hørte hun sig selv sige, med en skrøbelig stemme og store øjne rette imod ham. HUn var i sandhed en slave nu, det gjorde ondt at tænke på " mit navn er Nimel" fortalte hun ærligt, det var ikke hendes fødselsnavn men et hun selv havde valgt, efter hun blev smidt ud fra sin landsby i skoven, da de indså hun kun var halv elver. 

Nimel gik tættere imod ham, som de begyndte at gå, hendes arme lod hun igen dække for den nøgne barm. Blikket ned i jorden fordi hun kunne, mærke andre mænd så imod hendes skikkelse. Hun fulgte med ham så godt som muligt, benene en smule usikre efter ikke meget bevægelse de sidste 3 dage, hun prøvede at forholde sig positiv i sindet, det var hun nød til selvom lige nu så alt sort ud for hende.... 

Hans fingre havde allerede besøgt mange steder på den sårbare krop, i den korte tid hun havde været i hans besiddelse. En kvinde som hende, var uden tvivl en kæmpe svaghed for ham, men det var også en nemmere måde at få dem solgt på; at lade dem stå med så lidt tøj som muligt, for at vække kundernes interesse. 
Mostafa havde mange regler, dem ville hun lære tids nok, men indtil nu måtte den vigtigste være, hvordan hun skulle tilkalde ham. Han var nu hendes herre, og hun skulle sætte sig i respekt overfor ham, alt andet ville være en hån og hun ville hurtigt lærer at vide bedre. "Nuvel, Nimel" Lød det blot fra ham, som han søgte hendes øjne.

Turen igennem byen blev hurtigt overstået, og de ankom til hans mindre palæ, i udkanten af byen. Det var ikke lige så stort som Kazimi paladset, men større end den almene borgers hjem. Det skreg af rigdom, hjemmet indholdet flere værelse og bar tydeligt præg af hvilken mand han var. 
"Det her er dit nye liv. Du vil få en rundvisning af en af tjenestepigerne, så du kan se det hele, finde dit værelse og derefter vil du blive tilset" Han ønskede selvfølgelig ikke at hun skulle blive syg eller svag af solens skader, nu havde han betalt en betydelig sum for hende. Mostafa gik hen og lagde sin store hånd imod kæden om hendes hals og låste den op. "Du vil være min personlige slave, gøre alt hvad jeg beder dig om og alt hvad jeg kræver" Hans fingre fandt frem til en af de følsomme, nøgne brystvorter og kneb dem småt i mellem to fingre, "Alt har selvfølgelig en konsekvens eller belønning i det her hus, så hvis du bare gør som du skal, skal alt nok blive godt" Alt kom med en pris, konsekvens eller belønning, det skulle hun nok lære. Mostafa gik hen og åbnede døren og fik hende med indenfor, og hurtigt var deres lille flok af efterfølgere forduftet, ud til deres respektive opgaver. Undtagen en ung tjenestepige, hende som skulle vise Nimel rundt.

Nimel prøvede ihærdigt at være stærk nu, men dette var noget så skræmmende, kunne slet ikke tænke på at hun ikke længere var fri til at kunne sælge og samle urter, at hyggesnakke med folk og være tæt med naturen. Hendes frihed var blevet berøvet, noget af det værste der var sket hende, siden hendes forvisning fra elverriget. Hun fulgte med igennem byen uden at sige mere, holdt blot hovedet lavt for at undgå nysgerrige blikke, prøvede på ikke at panikke helt. 

Hun løftede først blikket som de nærmede sig hans hjem, han var en velhavende mand uden tvivl, måske det var derfor han havde brugt så mange penge på hende? Nimel øjne blev store ved hans ord, dette var hendes nye hjem? hun kunne mærke sit hjerte banke, og en kvalme presse sig på, men hun måtte ikke vise for meget svaghed nu tænkte hun dybt inde. 
I det mindste lød det godt med at blive tilset, hun trængte til et bad, mad og at få hendes skader behandlet så huden kunne blive fin igen. Nikkede til hans første ord, blikket rette sig imod ham som han kom tættere på hende, et svagt lettet suk slap som lænken om halsen blev fjernet, afslørede den havde gnavet i den fine hud. Ordene igen var langt fra rare, det ville tage tid at vænne sig til at skulle tjene en anden, og ikke tænke på sig selv, hendes blik mødte hans men som fingrene fandt den ene brystvorte måtte hun slippe et svagt støn, både af smerte, fortvivlelse og kroppens egen reaktion til berøring på sådan set. " jeg skal nok prøve Herre" lød det stille fra hende, som virkeligheden igen slog hende hårdt i hovedet. 

Nimel fik en rundvisning før hun blev ført til sit værelse, fik hun et enkelt bad for at fjerne skadet hud og snavs, det blonde hår blev vasket og redt så det så langt pænere samt sundere ud. Derefter blev hun ført til sit kammer, et rimelig værelse med en stor seng og et lille skrivebord, samt en kommode dog ikke noget vindue sikker for det skulle være svære at flygte. Hun blev tilset af en healer som med sin chakra fik healet alle skader. 
Nu siddende på sengen eller retter sagt liggende ned, gemt under tæppet med hovedet begravet i en pude, som hun endelig lod sine tårer får frit spil. Dette var en stor ting for den unge pige, hun græd for at få alt ud de sidste par dage havde været hårde, og som hun lå der og græd, knurrede hendes mave sulten. 

Han havde altid set sig selv vigtere end andre. Mostafas ego var stort, og han havde ikke de store bekymringer om andre, men når det gjaldt penge og han havde givet penge for dette smukke væsen foran hende, så bekymrede han sig for hende. Han bekymrede sig dog ikke for hvor de kom fra, hvad de havde gået igennem eller hvorfor de var endt som slaver. Han havde købt hende, og hun startede et nyt liv hos ham. "Selvfølgelig gør du det" Han nuldrede den lille brystvorte i mellem hans fingre, som han kiggede hende i øjnene. Han forventede ikke andet end at Nimel hurtigt ville finde sin plads, i hendes nye hjem og lade sig lærer af pigerne som allerede arbejde for hende, men hun var anderledes; hun skulle ikke gøre rent, lave mad. Hun skulle underholde ham, servere og servicere ham på alle måder, "Vi tager en snak, når du er kommet på plads" Kom det fra ham, som han slap hendes bryst.

Han slog en lavtmælt latter op, som han så hende blive fulgt videre ind i huset og fik den rundvisning som han snakkede om. Han forventede at tjenestepigen ville gøre al hvad han forlangte, og sørge for at hun kom i bad, fik mad og blev healet. Alt skulle selvfølgelig ordnes, i mens han ordnede så meget andet. Han havde massere af papirer at udfylde, dokumenter at ordne og bare sørge for at alt ved hans forretning var som det skulle være. 
Mostafa rejste sig fra stolen i hans kontor, og bevægede sig ud af rummet og ned ad gangene. Hans nye køb havde brugt nok tid alene. 
Han åbnede døren indtil værelset, og så hende ligge i sengen under tæppet. I den her varme, virkede det næsten utroligt. Han rømmede sig med sin dybe røst, "Jeg sætter pris på at du er repræsentabel, når jeg kommet til dig" Lød det blot fra ham, han ønskede ikke at sine slaver skulle græde i hans syn, "Gav hun dig noget mad? Ellers så kom" Han var selv mere end sulten, så hvis hun ville have mad, var det nu. 

Nimel endte med at græde sig selv i søvn, det var for meget for hende at bærer, hun kunne slet ikke få sin tanker til at forstå dette liv nu var hendes. Hun var jo ikke van til at følge ordre, var sin egen kreative sjæl dette var næsten selvmord, som hun nu måtte leve med at tjene en mand hun ikke engang kendte. Hendes søvn var urolig vendte og drejede sig, ligeglad med varmen fra tæppet ønskede bare at forsvinde, troede dette var det eneste mulige sted. 

Men bedst som hun sov åbnede døren sig, lyden af den dybe rømmende vækkede hende, hun gned sine let røde øjne før hun trak tæppet af sig, og skyndte sig at rette håret til. Nu iført en hvid kjole der dog ikke overlod meget til tilfældighederne, men det var mere tøj ende hendes krop før havde båret. Hun vendte blikket imod ham imens hun rejste sig helt op fra sengen, det var svært at skjule de let røde øjne, nervøst trådte hun hen til ham " hun glemte ikke maden, jeg havde ondt i hovedet, men er sulten nu" forklarede hun sig, ikke sikker på at det var hvad han ønskede at hører fra hende, men havde igen ide om hvordan hun burde snakke til ham andet end at kalde ham herre. Ønskede ikke tjeneste pigen skulle få skæld ud, når det var Nimel selv der havde takket nej til mad, men nu knurrede hendes mave sultent hvilket fik en rødlig farve til at sprede sig på hendes kinder. 

Nimel nikkede til ham, når han var klar ville hun følge med ham, turde ikke andet imens blikke ville være rettet ned. Prøvede at få sig selv til at slappe lidt af, men det var ikke nemt i denne stund, hun var ej som de andre slaver, det ville han hurtigt indse. 

At tjenestepigen havde givet hende lov til at sove, var bestemt ikke i orden, for det vidste hun at han ikke tillod. Ikke når der kunne være brug for dem, men det var selvfølgelig ikke Nimels skyld; hun var ny og kendte ikke reglerne. Hun ville også få bedre regler, end de andre piger gjorde. "Hmm" Brummede han, som han stod i rummet og kiggede over på hende, som hun tørrede søvnen væk fra øjnene, "Men hun hjalp dig i bad, ikke?" Det lignede det, det duftede det til, men han måtte være sikker. Mostafa gjorde meget ud af sig selv og var forfængelig. Han elskede at se godt ud i sit tøj, fremstå fra sin bedste side af og ikke mindst dufte godt. Nimels hud så også ud til at være blevet healet og smurt ind i salve, det trængte det til. Hun var endnu pænere nu end hun havde fremstået på markedspladsen tidligere på dagen. Den hvide kjole smøg om hendes krop, det lange lyse hår var rent og pænt. 
Som hun kom op af sengen, gik han hen imod hende, "Jeg ser selvfølgelig, helst ikke at man sover uden at jeg ved det" Han lod en hånd glide ned over hendes kind, "Men du er lige ankommet, så det er helt i orden. Nu ved du det, ikke?" Han lod en hånd løfte hendes hoved og søgte hendes øjne. 

Han bevægede sig ud af rummet og forventede at hun ville følge med ham, så de kunne komme ned og spise. Han fulgte hende med ind i en af stuerne, hvor maden stod på bordet. "Sæt dig" Lød det fra ham, som han trak en stol ud til hende og satte sig på den anden side. "Bare spis" Han begyndte selv at tage mad over på tallerknen og tog et lår fra en fugl op og begyndte at spise. Han tyggede af munden, og kiggede over på hende, "Jeg har nogle regler for hjemmet, men dem skal du nok lære" Det skulle han nok sørge for.

Nimel havde ikke spurgt om lov til at sove, det var sket af sig selv efter at have grædt så meget, hun var ikke en stærk kvinde og dette var noget der ville tage tid at vænne sig til. Hun nikkede til spørgsmålet jo hun havde fået et bad, selvom det havde været sært at en anden skulle vaske hende, men det blev vel en vane på et tidspunkt? " hun bade mig Herre" sagde hun ærligt som hun kom på benene. Han var allerede foran hende igen, som hun fik kort rettet håret til, mærkede hans store hånd imod den fine bløde kind, men ordene fik de små nakkehår til at rejse sig, tanken om ikke selv at måtte gå i seng men skulle spørge om lov, det var en meget sær ting for hende. Nimel mødte hans blik som han løftede hovedet, hun forstod hans ord " ja Herre" korte ord fordi hun frygtede at snakke over sig, det var dømt til at ske før eller siden, men forhåbentlig ikke første dag?

Hun fulgte med ham igennem huset, tråde med hen til bordet og tog plads, som han trak stolen ud for hende. Blikket gled over maden, før hun tog en smule på sin tallerken, før hun begyndte at spise et svagt suk slap fra hende, efter så mange timer uden mad var hun blevet noget så sulten, søvnen havde hjulpet en smule på alt der var sket. 
Nimel vendte blikket imod ham som han snakkede til hende, hun rykkede brynene en smule tættere sammen, overvejede om hun burde svarer ham eller ej? " Herre ? hvad kommer de til at forvente af mig? jeg er blot en ung halvelver" hun følte det var bedre han kendte sandheden, at han vidste hun ikke kun var elver men også et menneske. Det var nok en af grundende til at sælgeren var hurtigt smuttet, han kendte til sandheden men en ren elver solgt mere. 
Nimel så en smule nervøst på ham, bange for hvordan han ville tage imod det, dog begyndte hun at spise igen men uden at tage blikket fra ham, hjertet let bankende. " har de mange regler Herre?" hun stoppede sig selv med at sige mere, så en smule flovt ned bange for at bryde for mange regler allerede.  

Mostafas blik lå på hende, som de sad og spiste sammen, det var nok ikke sidste gang det ville ske. Hun måtte uden tvivl være sulten på nuværende tidspunkt, især sådan som hun spiste. Det var glædeligt at se. Hun skulle gerne komme til kræfter, selvom han endnu ikke kendte meget til denne kvinde, som sad overfor ham.
"Hvad jeg forventer af dig?" Det var et ærligt spørgsmål, og nu hvor hun var ny i hans hjem, var det okay for hende at spørge. Hun ville lærer mere, inden længe. Det havde de andre hurtigt gjort. "Du er ikke en af mine tjenestepiger, du skal ikke gøre rent, lave mad eller lignende" Startede han roligt ud og spiste lidt mere af sit lår, "Jeg forventer at du er hos min side, underholder mig, gør mig ved selskab og servicere mig når jeg har brug for det" Det kunne uden tvivl være mange ting, men det vigtigste var at hun gjorde ham ved selskab. Hun skulle nok falde til, hun skulle blot vænne sig til hans person, for lige nu havde hun kun set ham, i hans egne øjne, som en sød og rar mand.

"Jeg har ikke mange regler, jeg har bestemte regler" Nu hvor hun selv bragte det på banen, så kunne hun lige så godt få dem at vide, "Nogle af dem har du allerede fået at vide, og så længe du bare gør som jeg fortæller dig, så skal alt nok gå. Men vigtigst af alt, så er du lige nu min og du befinder dig i mit hjem" Der lå så mange ting i de ord, og det hele kunne man helt sikkert ikke tænke sig til. 

Nimel havde knapt nok fået mad de sidste 3 dage, kun lige nok til at hun kunne holde sig kørende en smule, men ikke nok til at kunne gøre modstand. De var kloge de slavehandler, sådan at næsten sulte slaverne, så de ikke kunne flygte eller ville nå langt, skulle de prøve dette. Derfor spiste hun måske også lidt mere, fordi frygten for ikke at få mad igen, sad i baghovedet og tvang hende til at tage lidt ekstra imens det var muligt. 
Men som han begyndte at snakke lagde hun bestikket fra sig, og så på ham for at lytte bedre efter, prøvede forsat at forholde sig rolig selvom frygten stadig lå i de kønne øjne. Hendes bryn rykkede tættere sammen ved hvert et ord, undrede sig over hun ikke var tjeneste pige på den måde, men det betød sikkert ikke at dette var bedre? Hun opfangede hurtigt at hun blev nød til at vænne sig til ham, forventede han hun var et kæledyr? " jeg forstår Herre" hun skulle virkelig vænne sig til de ord, det var stadig svært at sige dem roligt. Hun så ham dog ikke som en sød og rar mand, netop fordi han havde købt hende imod egen vilje, men hun ville nok opleve værre sider. 

Øjnene blev en smule store som han sluttede af, ordene du er min, og befinder dig i mit hjem  blev ved med at køre i sindet, gav hende en knude i maven ved tanken. Hun var ikke længer sin egen chef, tvang sig selv til at se ned for at skulle til at spise mere, men måtte lægge gaflen eftersom kvalmen vendte tilbage, skævede op imod ham " jeg er dit kæledyr Herre? de lyder så ovebevist om jeg falder til, men jeg har ej været i fange før har levet frit, jeg ved ikke hvordan at jeg skal gøre dig ved selskab" Hun sukkede efter sine ord, og så mere ned det var svært, hun havde en indre kamp for ikke at græde " Undskyld jeg tier stille fra nu af Herre, de har god grund til at straffe mig" med de ord så hun på ham, rød i hovedet af flovhed, over egne alt for mange unødvendige ord, men når hun var nervøs kom hun nemt til at tale for meget....
Skubbe tallerken en smule væk, maden der før havde smagt så godt, var nu kvalmende at se på det var måske ikke tydeligt, men hendes hud blev en smule blegere, måske hun alligevel var blevet lidt syg efter de sidste dages behandling. 

Mostafa var selv slave handler, han vidste hvordan de blev behandlet - nogen var værre end andre, Mostafa så sig selv som mere fair. Det ville slaverne nok ikke selv gøre. Men, på hendes krop, lignede det ikke at hun havde spist i flere dage og det samme med den appetit som hun havde, hvilket også var grunden til at han blot lod hende spise, så meget som hun nu ønskede at spise. Hun skulle ikke holde sig tilbage. 
Han havde hele tiden øjnene på hende, som han fortalte, for i mellem linjerne betød hans ord at hun havde flere rettigheder en hans tjenestepiger, hun var vigtigere. Han havde købt hende til sig selv. Han nikkede brummende til hendes ord, om at hun forstod hvad han mente. Det håbede han, det virkede sådan. 

Hun havde mange ord i sig, det var der ingen tvivl om og hun skulle selvfølgelig lærer at stille de rigtige spørgsmål, når hun fik muligheden for det. "Blot fordi at du er min, betyder det ikke at du ikke har din frihed" Startede han rolig ud og drak af vinen, "Du skal blot følge mine ord, og så skal du nok se din frihed" I visse omfang selvfølgelig. Han skulle lige lære hende at kende, og hun skulle kende sin plads hos ham. "Nimel.." Han satte glas og bestik fra sig og foldede hænderne foran sig, "Du er ny. Du har intet gjort galt for at blive straffet, endnu" Hvis det havde været en anden dag, hvis han havde været i dårligt humør, så var hun blevet afstraffet. Hårdt. Han tolerede ikke at der blev sat spørgsmål. "Er du færdig, med maden?" Ellers ville de blive siddende, hvis hun ikke var færdig.

Nimel skulle lære at holde sine ord tilbage, hun var en meget snakkesalig kvinde, men på hans dårlige dage lærte hun forhåbentligt ikke at sige noget til ham? Det kunne godt være han mente hun havde frihed, men han ejede hende så hvor meget frihed kunne hun få? hvor længe ville det tage at vænne sig til en mand som ham? Hendes blik vandre over den store skikkelse aldrig før havde set en mand som ham, men måske der var mere bag den hårde facade? Hun måtte vel prøve at se om det var muligt at komme mere under huden, så hun kunne få sig flere fordele. Hendes blik afslørede tydeligt at hun tænkte så det knagede. 

Hun skubbe tallerkenen fra sig, ikke længer sulten efter hans ord, det gav en knude i maven som nok ville vokse de næste par dage, før hun ville føle sig tryg i hans samvær " tak Herre" hun sukkede svagt, det var så meget at tage ind men hun havde ikke andet valg, end at prøve at passe ind selvom hun nok var den der skilte sig mest ud, på grund af den lyse fine hud og det blonde hår, de spidse øre. Nimel nikkede til ham " jeg er færdig Herre, tak for dette måltid" hun prøvede at være høflig som lå til hende, selvom det positive sind blev sat på prøve, hun endte med at sende ham et blidt smil, klar på at rejse sig hvis han ønskede det. Dog havde hun en fornemmelse af, at hun snart ville mærke hans fingre imod sin hud igen, klar over at denne mand nok også ønskede at bruge hendes krop, det var vel en del af livet som slave? 

Lige nu handlede det jo at Nimel skulle finde sig på plads i sit nyt hjem, hvor det var ham der bestemt og satte dagsorden. Det ville uden tvivl tage noget tid, for at hun følte sig tilpas, hvilket også var grunden til at han lige så godt kunne kaste hende ud i opgaverne, så hun lærte det. Som hans blik gled ned over hende, var det tydeligt hvor meget hun tænkte over tingene. Han behøvede ikke at bruge sin evner, til at finde ud af hvilken sindstilstand den unge kvinde foran ham var i. Han følte ikke samme sorg over tilværelsen, hans påtog sig ikke andres følelser eller følte med ret mange. Hans evner brugte han primært, når han skulle finde ud af hvordan han stod i en given handel. Det havde alle dage været en vigtig ting for ham.

En bange følelse gled over hende, som han så hvordan hun skubbede tallerkenen fra hende. Hun kunne blot være blevet siddende, hvis hun følte for mere mad, men nuvel, hvis hun var færdig, så var det sådan det var. "Velbekomme" Brummede han blot og kiggede over på hende. "Du ved jo endnu ikke så meget om mig, men jeg er en stort handels herre og det er min primære opgave" Han kunne lige så godt fortælle lidt om sig selv, "Om et par dage tager vi en tur nord på, med skib. Du skal selvfølgelig med" Hvad skulle hun ellers få tiden til at gå med hernede? "Jeg er glad for at Marwa tog sig den tid og badede dig, og viste dig baderummet" Hun var uden tvivl blevet kønnere, og hvad mon ikke resten af tøjet gemte på? "Jeg vil gerne have at du hælder nyt varmt vand i og gør et bad klar til mig. Når du har gjort det, kan du tage lidt tid til dig selv" Så skulle han nok finde hende.