Det var en interessant omvæltning at have søgt husly i Skyggernes Kapel. Det havde givet Minali tid til at tænke. Huske. Og komme tættere på et mål, men hun var stadig konfus over alt det hun havde gået igennem. Solari Seravill var gavmild nok til at synes at holde en hånd over hende og havde bogstaveligt samlet hende op fra gulvet. Alligevel havde hun til tider brug for bare at komme ud og væk fra den lidt intense stemning, der kunne være i templet. Solari vidste stadig ikke alt om den blege mørkelver, men Minali var ikke i tvivl om at ypperstepræsten kunne lugte sig til det, som hajer og blod - at hun ikke bare var en hvilken som helst fejlfarve.

Den samme sti havde hun gået en del gange nu, og hun behøvedes ikke længere at udsætte sig selv for hudafskrabninger og skader, for at komme frem og tilbage ad tempelvejen på bjergsiden. Det var blevet en instinktiv vandring. Mørkelverkvinden følte sig tryg. Og glemt, selv om hun vidste at Lazarus havde vist noget interesse i at fastholde hende i sit selskab sidst. Han havde været hendes overordnede, og han havde vel bedre ting at give sig til, end at jage hende.

Med stor balance sprang hun det sidste stykke ned langs bjergets skråning og lod sig glide ned til udkanten af det lille skovbryn der var der. Skyggernes Kapel var godt bag hende nu, og hun kunne ikke høre andet end fuglenes kvidren og vindens bidske susen i de højere luftlag. Det var på en måde befriende. Men hun ville ikke opholde sig i lysningen meget længere end nødvendigt. Hun var stadig en død kvinde på papiret, og hun ønskede ikke at tiltrække sig uønsket opmærksomhed. Men hendes urtekollektion var begyndt at tynde ud.

I skrædderstilling begyndte hun at vende sten og spejde under buske efter planter, der var hende bekendt, og hun stødte hurtigt på bynke, hvor jorden var sandet og lettere tør. Med den knivskarpe urtesaks hævet gav hun sig i færd med at udradere planten til små bider, der kunne tørres og bruges i hendes tabokblanding.

Intet skrig nåede at forlade de fyldige læber, før Minali blev trukket op og lænet ind mod en ukendt krop. Den skarpe urtesaks kunne have udgjort et glimrende våben i sig selv, skulle den være blevet banket ind i pulsåren på hendes overfaldsmand, men ingen nytte gjorde det, for den faldt klingrende til jorden og bynken blæste ud af hendes hænder, da Minalis arme blev vredet bagud i en armlås. Kort efter fornemmede hun stålet af en skarp kniv, der trykkede sig faretruende tæt på den bløde porcelænshud på hendes hals. At skrige ville intet hjælpe. Ikke når hun var i så forsvarsløs en position.

Hun bed sig ned i underlæben. Øjnene lynede af vrede og chok. Forbandet være det ene øjebliks uopmærksomhed. Selvfølgelig kunne hun aldrig være sikker. Heller ikke nær Skyggernes Kapel. Var det det? Var det her flere års flugt ville nå sin ende, og de to forvekslede sjæle ville returnere til det der i Minalis øjne var den naturlige orden – og måske den mere retfærdige? Så mange tanker løb gennem hovedet på ingen tid. Indtil hun frøs. Skuldrene blev kantet kraftigt op. På en gang følte hun sig underligt lettet, men også ganske foruroliget ved at finde Korporalens stemme fast og brummende bag sig.

Minalis åndedræt blev gispende, som hun forsøgte at se sig over skulderen og tilbage på Lazarus.
”Hvad vil du? Jeg har intet, der kan forekomme brugbart for dig eller være af betydning” hvæste hun sammenbidt.

Var han her for at straffe hende for at have gjort modstand? Fordi hun ved at flygte fra ham, havde afslået hans tilbud? At narre Lazarus for anden gang, kunne hurtigt vise sig som en større udfordring, for manden var absolut ikke dum. At fririve sig fra Korporalens greb, var for stor en risiko. Minali havde en enestående fleksibilitet i sin krop. Hun kunne bøje sig i vinkler de fleste væsner ikke kunne, som en slange der prøvede på at klemme livet ud af byttedyret, frem for at bide. Kniven, der truede med at begrave sig i hendes pulsåre, var det eneste der afholdt hende fra at forsøge. Så hun blev stående frosset i Lazarus arme. Hjertet begyndte at slå hurtigere og febrilsk. Hans strammende greb brændte og begyndte at komme præs på hendes skuldre. Ikke desto mindre ville Minali ikke give Lazarus fornøjelsen af at høre hende klage, selv om smerten begyndte at slå kløerne i hendes krop.

”Ghh- For dig?! Jeg forstår ikke. Intet af dette har noget med dig at gøre. Du er en blot en marionet i rankernes spil af dine overordnede. Om jeg er død. Om jeg er i live! Det gør ingen forskel. Jeg er intet. Hvis jeg var så vigtig, skulle den kære Major øve sig i at holde øje med sine tropper! Han har haft rigeligt med tid til at erstatte mig. Jeg tror ikke han kommer til at savne mig, siden han beordrede en økse ned over den hals han troede var min”.

Dæmoner var mærkværdige skabninger. Mørkelvere havde altid eksisteret side om side med dem, siden elverne blev korrupteret. Mens der måske for det meste ikke var meget varians i afarter af mørkelvere – primært fordi de levede meget klan inddelt og nok aflivede dem der varierede for meget fra normalen, var der et hav af forskellige dæmoner, med mange varierende evner og former. Uanset afstamning, var det dæmoner nok havde til fælles en kerne, der på fik dem til at søge mod kaos, ødelæggelse eller unoder, hvis ikke de skabte det selv. Lazarus virkede til at være atypisk idet han var så fattet og rolig. Minali kendte intet til hans baggrund, men havde hørt tale igennem Sharatar om at han skulle være en dæmon. Hvilken slags vidste hun ikke. På trods af det menneskelige udseende, og den rolige facade, syntes hun at kunne fornemme nogle karakteristiske glimt fra racen, af noget snigende, beregnende og næsten gavtyveagtigt i hans træk.

Konfust missede Minali med øjnene. Han havde indikeret at han ikke frygtede majoren i gyden, og nu udtrykte han en mangel på respekt over for ham. Måske var der noget sandhed, der kom fra den glatte tunge af hans. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at afslappe sine skuldre. Jo mere hun spændte imod, jo mere havde han mulighed for at vride dem af led.

”Hvis du mingler med mig og det opdages, er du i risiko for at miste din position… Fortæller du mig, at du har brugt mig som underholdning, Lazarus?” Eftersom hun ikke kunne se på ham direkte, rettede hun halsen og så frem for sig. Om det var foruroligende, eller smigrende at hun nu havde en dæmon, der tilsyneladende nærede en besættelse til hende, kunne hun ikke helt afgøre med sig selv.

”Hvad kræver du af mig?”

”Jeg vidste ikke at jeg havde et valg” kom det brummende fra Minali, taget situationen i betragtning om hvordan hun ikke kunne bevæge sig ud af flækken. Lige nu var hun fuldstændig i korporalens hænder bogstaveligt og i overført betydning. Hun forsøgte at dreje sig lidt mod Lazarus, men forholdt sig stadig i ro med kniven hvilende vagtsomt imod hendes pulsåre.

Da hun formåede at se sig over skulderen, låste hun sit blik med ham.

”Jeg kan fornemme at du ikke er vandt til at omgive dig med viljestærke kvinder, korporal. Jeg kan gøre hvad end jeg sætter mig for. Når som helst… Når nok broer brændes, er den eneste vej der kan udforskes fremad”.

Hvad hun mente om at dæmonen morede sig på hendes bekostning, havde hun meget blandede meninger om. Og hun var stadig i tvivl om hvad han ønskede fra hende, men på trods af den trykkede stemning, var hun begyndt at blive lidt mere selvsikker i at han ikke plantede det skarpe metal i hendes krop og stjal livsgnisten fra hende.

”Den her skattekiste kommer ikke til at åbne sig op for dig. Så du kommer til at holde mig meget... meget... længe”.
Det blev mere og tydeligt at dette var et spil for Lazarus. Og hun var en brik han agtede at rykke på. Uanfægtet af om hun ønskede at være en del af det eller ej. Så hun valgte at tilbagetage den eneste magt hun havde indflydelse på. Sin vilje og at gøre tingene på sine præmisser. Hvor Lazarus måske forventede at hun ville rive sig løs, lænede Minali hele sin krop tilbage mod hans favntag.

”Hvad mener du?”
Svaret nåede Minali aldrig at få. Kort efter Lazarus ord, mærkede hun en sær, trykkende fornemmelse, som om en parasit prøvede på at bevæge sig ind i hendes hoved. En ubehagelig varme, som en kløe hun ikke kunne få ramt på.  Fornemmelsen var kun kort, så forsvandt den. Spørgsmålene blev flere, lettelsen lagde sig over hende. Hvad var det der skete?

Men det sorte blik spærrede sig op, og Minali måtte gispe. Hun stod ikke tilfangetaget ved Kzar Moras bjerge længere. Hun sad på en bakketop, nær Medanien. Hvor hun før var omringet af skov i højlyst dag, var solen nu ved at gå ned.
”Hv-hvor er jeg henne? Det her er ikke naturligt” nåede hun kun at viske.

Der lød der en bekendt herrestemme bag hende. En hun ikke havde hørt i mange år. Og det fik det til at stikke i brystkassen af længsel, men også sorg. Det var som at høre nogle recitere midt i en samtale, der stod som graveret i hendes sind. Hun hørte sig selv grine, men ikke fordi hun havde lyst. Fordi det var noget en tidligere version af hende selv, havde gjort. Det var som at gentage et smukt mareridt. Scenariet var smukt. Men horribelt, fordi hun vidste hvordan det ville ende.

”Jeg kan ikke leve med det Minali”

Hun hørte sine egne ord undslippe sin mund, og give ekko, som talt af flere. Delt mellem en version af sig selv, sorgløs og noget mere optimistisk. Og et nutidigt jeg, der kun så hvordan afgrunden kom tættere og tættere på i det fjerne og sukkede.

”Hvilket, Valas?”

En herre med honninglyst hår og brune øjne skubbede sig ned og satte sig ved siden af hende.
”Hvordan kan man kalde noget for frihed, når den frihed Mørket ønsker kun er frihed for få udvalgte. Den er begrænset. En hane kan strække sine vinger i et bur. Ville man kalde den fri, blot fordi buret er stort?”

Minali tiltede hovedet.
”Verden vil blive et bedre sted for alle Lyset har svigtet, når vi vinder frem. Vi skal ikke længere leve i skyggerne”.

”Alt vil dø Minali" fortsatte Valas.
"Selv det der er levende. Stagneret i tid og sted, med de samme gamle tanker. Ingen udfordring. Ingen skabelse… Selv dig. Du lader som om du er lykkelig over at skulle spille et skuespil hver dag, for at undgå straf, skulle du træde forkert. Du blev sendt i krig, fordi du modsatte dig Majorens ønske og tilegnede dig ny viden”.

Ordene ramte som på ny, selv om hun havde hørt dem før og gennemgået dem mange gange. En usynlig lussing mod kinden, der fik hende til at se ned.
”Nogle gange må der gøres ofre… Et offer. En plage mindre af de to onder”

”Lazarus… Lazarus, det er dig der gør det her, er det ikke? Slip mig!”.
Der var vrede i hendes stemme, når Lazarus navn blev sagt højt. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hun mærkede kuldegysninger og koldsved, som hendes krop tydeligt begyndte at kæmpe imod det usynlige fremmedlegeme, der havde invaderet hendes sind. Hun rystede. Knivens blad kunne hun mærke, når hun i et kort øjeblik forsøgte at trykke sig frem. Selv om hun ikke længere havde følelse af hvor hun stod fysisk, vidste hun at det ikke var muligt at flå sig løs med en fremadrettet bevægelse. Så hun forsøgte at træde bagud og skubbe Lazarus. Det var svært, når sanser bedragede.
”Lazarus? Laza…rus”

I kølvandet på vreden kom panik. Panikken blev til sidst bedende, som Minali igen følte sig blive trukket tilbage i- og tvunget til at se ting, som hendes underbevidsthed mere eller mindre havde forsøgt at skaffe af vejen, for at spare hendes psyke. For at overleve.

Bakketoppen forsvandt. Og hun følte sig fortabt uden kontrol over hvad der ville ske. Der var mørkt.

Mørkt fordi hun ikke åbnede sine øjne. Når hun gjorde det, så hun på sine hænder og holdt dem op foran sig. De hvide slanke fingre var malet røde af blod. Hun sad sammenkrøbet i en mørk grotte og havde skjult sig bag en bunke sten. Det gjorde ondt alle vegne. Hendes ansigt gjorde ondt. Den grålige tunika, der havde været hvid engang, sad klistret ind til hendes skikkelse af størknet blod, der sad på huden imellem hendes lår. Vejrtrækningen var gispende. Hulkende, hvæsende, fordi det gjorde ondt i hendes ribben når hun forsøgte at få vejret. Hovedet brændte. Det blev mørkt igen, men mørket hjalp ikke. Glinsende perler gled ned langs hendes kinder.

Og de flød over fra mindet og manifesterede sig i hendes fysiske krop, mens Minalis vejrtrækning mistede kontrollen og blev så hurtig, at den blev højtonet og pivende mod Lazarus. Ikke flere tiggende ord forlod hende. Hun var tydeligt langt væk fra virkeligheden.

En stemme, rolig og undersøgende dukkede op ved hendes side, og den fik Minali til at prøve på at krybe længere tilbage i hulen, men væggen bag hende forhindrede hende i det.

En mandlig mørkelver trådte tættere på hende og tiltalte hende på mørkelvisk.
[”Det er dig de kalder Totem, er det ikke?... Men Totem er ikke dit navn. Hvad hedder du?”]

Som et lille barn dækkede Minali sine øjne med hænderne og håbede på en eller anden måde at det kunne spare hende for det hendes indre vagthund skreg ville fortsætte.

Manden klikkede med tungen og rystede på hovedet.
[”Sikke en sørgelig forfatning du er blevet forladt i. Du behøves ikke skjule dig for mig. At skade vores egne er meningsløst”]

Den febrilske hiven efter vejret stoppede først, da Minali mærkede et tungt stof lægge sin hen over hendes skuldre og dækkede for den krop, der var blevet gjort sårbar og meget blottet. Først der turde hun se ud imellem fingrene. Det første hun lagde mærke til var hvordan hans øjne ikke var røde, men turkise. Næsten selvlysende.

[”Jeg kan hjælpe dig. Og sørge for at dette aldrig kommer til at ske dig igen. Jeg kan tage dig væk fra smerten. Fra alt det du gemmer dig fra”]. En stærk hånd blev tilbudt for at hjælpe hende op.
[”Så hvad er dit navn? Jeg er Major Aleantyl”].

Hun tvivlede lidt længe, mens hun blot så mistænksomt på den kraftige næve og de krogede fingre.

Inden hun tog imod den og haltende fik rejst sig op.
[”Minali”]

Grus knasede under Majorens støvler. Minalis skridt var lydløse, da hun var barfodet, med en enkelt ankelkæde, der klirrede let ved de haltende bevægelser, når hun støttede sig op af ham. En kæde dansere ofte brugte. Og slaver, for at angive tilknytningen til deres ejermænd og deres status. Da de nåede udgangen blev det tydeligt at det ud fra den bregnede skovbund og det dunkle mørke iblandt træerne, at det var Amazonitskoven.

Hele tiden så hun sig over skulderen, og var klar til at søge dækning. Var det ikke fordi Majoren var en del højere og bredere, end hende, havde hun nok foretrukket at blive hvor hun var, bag sin klippe i grotten.

[”Du kan hvile dig hos mig, indtil du får fornyet din energi… Men på sigt, er jeg bange for at der ikke er meget andet at gøre. Når man er udenfor rang systemet, er der ingen lov til at beskytte dig. Og ingen lov betyder også at ingen ulovlig handling er foretaget. Ingen straf er mulig”].

Minali slog blikket ned og nikkede. Det var noget hun altid havde vidst. Hun var ikke en mand. Hun var en kvinde, men blev ikke anerkendt som en mørkelvisk af slagsen. Tvillingeparret lignede dem ikke. Hvis ikke det var fordi præsterne havde frygtet at blive forbandet ved at tage deres liv, havde de været døde kort efter fødslen, som deres mor.

Sharatar blev stille, mens han skævede ned til Minali, som for at gøre en teatralsk pause for at lade hende samle tankerne. Hun kunne se det ud af øjenkrogen, hvordan det glasblanke blik observerede hende. Ud fra hans kropssprog syntes det at signalere at han måske allerede vidste hvad han ville sige, men ventede på det rigtige tidspunkt.

[”Jeg har observeret dig, Minali. Jeg ved hvad du kan udrette med dine evner. Og hvordan det har forfulgt dig så meget. Hvor så mange ser svaghed, ser jeg styrke. Du har blot været i de forkerte hænder, der ikke vidste hvordan de skulle håndtere dig. Jeg ved også at det ikke er første gang du har gemt dig i den grotte. Og det bliver ikke den sidste… Men jeg kan hjælpe dig Minali”]. Han tippede to fingre ned under hendes hage og tvang hende til at se op på ham.

[”Så du aldrig vil opleve dette igen. Jeg kan tage dig under mine vinger. Min slægt er velrespekteret. Jeg spørg ikke om meget. Blot din tillid. Og dit selskab”].

De buttede læber åbnedes og var ved at udforme et ord, der aldrig nåede overfladen, da Sharatar rykkede sin hånd op og holdt hende let for munden.
[”Du behøves ikke svare nu… Tænk over mit tilbud. Jeg kan tage dig væk fra alt lidelse. At krydse klinger med dig, vil være at krydse min vilje”].

På trods af Lazarus meget kraftige evne og erfaring som dygtig mentalist, skete der noget. Det var som om tiden forsvandt og at noget i mindet manglede. Enten, fordi Minali selv havde svært ved at finde rundt i det, eller fordi det var måske var et stykke der var begravet endnu længere inde. Det var tydeligt at mange ting var hændt mørkelverkvinden, og måske var det meget naturligt at visse ting forekom stærkere i hendes narrativ. Alligevel viste det også, at selv om Lazarus havde en stærk overhånd i situationen og havde sat sig fast i Minalis sind, havde hun en modstandskraft over for hans invasion, der var større end han muligvis vidste af.

Rummet Minali stod i var relativt mørkt, mest oplyst af en masse fakler. Et sted bag hende kunne man høre Sharatars stemme, men den lød som en fjern brummen. Ikke fordi den var langt væk, men nærmere fordi den unge kvinde ikke lyttede. Hun havde travlt med at snurre rundt om sig selv foran sit spejlbillede. I modsætning til den kvinde hun udgjorde i nutiden, gik det glatte mørke hår hende til låret og hang ned over hendes skulder som et sjal. Det var svært at afgøre om der var sket et hop i tid, eller om hendes hår blot så længere ud, fordi det var løst. Den blodige bomuldskjole var væk. Ankelkæden bar hun ligeledes heller ikke længere. I stedet var hun blevet svøbt ind i røde klæder af silke, og om sit liv bar hun et bælte af guld i samme tone, som hendes læber var malet i.

Sharatar fortsatte med at snakke. Tilsyneladende i en længere monolog. Hun skubbede en tung trædør op og efter at liste ud af den undslap hun ham helt. Tilsyneladende uden at han opdagede at hun manglede. Fuld af sig selv, som han var. Bag døren gemte der sig et bibliotek. Mest af alt var det oplyst af månens skær, der strålede ind gennem vinduet i loftet. Hylder med pergament og læderindbundne bøger syntes at være endeløse. Minali så sig over skulderen mod døren, og da manden ikke var at se, løb hun hen og hev et par tilfældige ned. Bogen var en beskrivelse af andre kulturer. Men under et kapitel, der tilsyneladende indebar kunst, var der en masse illustrationer af nøgne kvinder af forskellige racer. Hvis det var hvad Majoren opfattede som samlede interesser og kunst, havde hun ikke lyst til at udforske dette yderligere, og bogen blev hastigt skubbet tilbage på hylden. Den næste interesse faldt på en fed pergamentrulle. Hun rakte ud efter den, da en bekendt mørk hånd lagde sig på hendes skulder.

[”Minali!”] Sharatars mørke stemme lød gennemskærende og streng, mens den anden hånd stramt lukkede sig om hendes håndled og forhindrede hende i at tage skriftrullen. Hun for sammen som pisket, og det sendte kraftige ryk igennem hendes skuldre mod Lazarus.

[”Har du slet ikke hørt efter? Jeg har ikke mange regler. Men der er grænser til min tålmodighed. Hold dig fra mit bibliotek. Så vil det gå dig godt”].

Ingen protest kom fra hende, da Sharatar slæbte hende efter sig og ud af biblioteket. Hun så sig tilbage en sidste gang, da døren lukkede sig bag dem. Hvad Sharatar ikke vidste, var at hans forbud mod at hun skulle befinde sig i biblioteket kun havde gjort det mere interessant.

Så snart døren var lukket, gik tiden igen. Det kunne være lang tid eller kort tid, der var svært at se. Men det var tilsyneladende forbundet, for i en glidende overgang trak Minali døren fra Majorens bibliotek op og lukkede den meget forsigtig efter sig. Hun så sig over skulderen og kiggede ned af gangen. Der var ingen personer i syne. Så hun fortsatte ind på værelset, hvor hun havde alle sine ting og lagde sig på sengen. Op af sin taske trak hun en af de store skriftruller. Under hendes pude havde hun skjult en bog.

Hun åbnede skriftrullen og læste overskriften højt, men stadig dæmpet, da hun ikke ønskede at nogen skulle høre hende. Med et par gnister af hendes fyrtøj fik hun tændt et af stearinlysene på gulvet.
[”Viden om det esoteriske kredsløbs forbindelser… Veszatar Måneskygge ”].

Et lille smil kom frem på hendes læber. Der var noget spændende i det der syntes at være forbudt. Og noget principielt for mørkelverkvinden i at når man havde noget så fantastisk, som et helt bibliotek – at man ikke bare kunne holde det for sig selv. Hendes fingre gled nysgerrigt langs de snørklede skrifttegn – næsten sensuelt, som var det hende der dannede ordene, og hun analyserede dem til at denne person måtte være elegant. Det lød kompliceret, men var ikke noget der afskrækkede hende fra at prøve på at forstå. Udfordringen i sig selv, guidede hende fremad. Teksten var lang. Hun havde set mandens navn på flere, så de virkede sammenhængende. Imens hun læste, forsøgte hun at forestille sig mere om hvilken person dette navn var. --Var han en kriger?... Men han besad så meget viden. Måske havde han manglet nogen at dele den ned. Måske havde han haft et formål med at berette om alt dette. Og hvorfor var der aldrig nogen mand, der havde fortalt hende om det før?

Hun rømmede sig. Øjnene skimmede lidt tilfældigt over skriften.
[”Magi er i sig selv vild. Kaotisk. Men formbar af sindets veje. For at kanalisere magi korrekt, er det derfor nødvendigt med en stærk forbindelse til kroppen… bla bla bla… Herved er det muligt at skubbe, bøje eller ødelægge magi af udefrakommende kilder”].

Minali hævede et øjenbryn.
Var det derfor Major Sharatar ikke ønskede at hun skulle læse hans materiale? Fordi de kunne lære hende at forsvare sig selv? At bruge den viden imod ham? Hun rullede skriftrullen sammen og lagde den forsigtigt ned i sin taske, som var det en uerstattelig skat. Ødelagde hun den, kunne hun ikke længere høre Veszatars fortællinger, når nu hun ikke kendte ham i person. Og den skulle derfor beskyttes.

Bogen hun havde lånt omhandlede beretninger, tolkninger og viden om Zaladin. Nogle noter var indsat, muligvis af Sharatar selv. Ligeledes stod der ting om Kile. Der var tilsyneladende næsten alt, der var værd at vide i begrænset omfang, i Majorens bibliotek.

Døren til værelset blev åbnet flere gange, og hun lukkede den igen efter sig. Stearinlyset brændte ned og blev udskiftet. Igen og igen og igen. Hun lagde sig i nye positioner på sengen. Det lange sorte hår blev længere, så det til sidst spredte sig som et net af nattehimlen selv. Hun begyndte at binde det op. Bøgerne blev udskiftet. Og ligeledes skriftrullerne.

Denne gang havde hun anskaffet sig en fjerpen og blæk. Selv om en af skriftrullerne var lukkede, hilste hun nu på skriften, som var den en person.

[”Godaften Veszatar Måneskygge . Hvad har du at fortælle mig i aften?”]

Der var stille. Minali vidste det jo godt. Der var jo ingen til at svare hende. Måske var det sådan det havde føltes, når han selv skrev? Alligevel følte hun at hun havde lært manden mere at kende, selv om hun aldrig havde mødt ham i sit liv. Og det gjorde ensomheden mere udholdelig, fordi det føltes som om hun havde fundet et kinship. Muligvis imaginært, men det gjorde hende ikke noget. Hvis bare det tog hende væk fra de lukkede vægge.

På pergamentet kradsede illustrationer ned af en primitiv menneskekrop, som hun lavede små cirkler på.
[”Chakras kredsløb flyder mellem flere punkter, der er vigtige for processen. Punktet mellem øjnene, halsen, hjertet. Solar plexus. Underlivet. Er der flere?”] mumlede hun eftertænksomt og gumlede på spidsen af fjeren.

[”Så hvis man føjer en ændring i den flydende overgang… burde det i teorien kunne stoppe magien helt. Ifølge Roberion Barnaclez er der berettede historier om munkeordner, der benyttede sig af dette til passivt forsvar. Dog er det til dels begrænset hvem der har anlæggene til at benytte sig af evnen – og hvem der ligeledes har talentet for det. Hvad nu hvis man kan bruge sin egen magi, uden at forme den – til at ændre strømmen i andre?”].
Minali så hen mod skriftrullen ved siden af sig, som for at lede efter flere mulige input fra Skriftrullen Veszatar.

Efter at have funderet i lidt tid puttede hun både bøger og skriftruller ned i sin taske, en anden smuglede hun i sit ærme og begav sig tilbage til biblioteket. Da hun havde lagt dem møjsommeligt på deres pladser, gik hun mod udgangen. Bag sig syntes hun at høre noget inde i biblioteket falde på gulvet, men ude på gangen kunne hun høre hurtige skridt. Der var ikke tid til at se hvad der var sket bag hende, hun skyndte sig tilbage til sit kammer.