Med et ganske tilfreds smil om læberne åbnede Corinth hoveddøren, noget ivrigt i sin gang. Noget opmærksomt i sit blik - der var en hel speciel energi over den blonde adelsmand. Tasken med tegnematerialerne - en blok, et lille udvalg af pensler, en beholder med blæk og kulstifte - blev i en lille brummen sat fra sig på gulvet, og Corinth lukkede døren med et lille klik. Stadigvæk smilende. 
Det var som om at der havde kørt en lille melodi i ham hele dagen. Glad, munter. Faktisk overraskende mild, og som havde solskinnet smittet af på ham, tog han det med ind i den ellers lidt dramatiske bolig. 

En af de ansatte dukkede op, et spørgende glimt til Corinth, der gik i gang med at åbne sin jakke. Han havde endelig fået anskaffet sig en ny, efter hans gamle var blevet... jah, det føltes som om den var blevet væk, selvom det nok nærmere var blevet glemt. 
Men selv ikke tanken om det fik hans voksende humør ned, og han smilte til den lidt yngre kvinde. "Jeg tror foråret er ved at komme tilbage, Lydia" og han trak jakken af, rakt ud imod hende. Hun greb den selvfølgelig, et undrende glimt i de blå øjne. "Der er lys i luften" hun havde sjældent andet valg end at lytte på hans små ordsymfonier, men den her gang, gik hun derfra med jakken og et lidt undrende smil om de bløde læber. Hvorfor virkede han så.. let? 

Corinth vidste det heller ikke. Men nød det, når han tænkte tilbage på den dag han havde haft - og den var heldigvis ikke færdig, da klokken nok kun var omkring eftermiddag. Der var stadigvæk noget dagslys tilbage, nu hvor sommeren nærmede sig mere og mere. Det var nok dén, som gjorde alt lidt... varmere at være i. 

Dagene blev længere. Lyset stod højere på himlen, og det gjorde at stemningen i byen ændrede sig. Smilet var nemmere at finde på borgernes læber, for nu kom foråret. Man ville høre fuglenes sang der forklarede at håb, skønhed og varme var på vej.
Men ikke alle var glade for denne forandring. Nej, der var dem som der forholdte sig bedst i de mørkere lag af verden. Tilbage i håbløsheden, i depressionen og den voldsomme maniske tilstand der kom, når man ikke længere kunne holde depressionen ud.
Corinth havde ændret sig, Levine var ikke blind på denne forandring. Det var tydeligt, at inspirationen ikke længere blev fundet hos dæmonen, men den adelige drengs omgivelser. For Levine kunne være ganske ubekymret om hvilket selskab som Corinth valgte at bruge tiden med. De skulle nok få tiden til at gå, men når de kunne se hvordan det påvirkede menneskeligheden. Hvordan at smilet voksede, og kunsten var anderledes. Da var det tid til at minde Corinth om, hvem han var, og hvilken familien han hørte til.

De ventede i skyggerne, afventende, tålmodig.
Endelig satte Corinth sig ned, og dæmonen bevægede sig ind i rummet.
”Hvor har du dog været” hviskede de kælent i Corinths øre, da de endelig kom tættere på. Det hvide hår dansede over de nøgne skuldre, da kåben kun dækkede under kravebenene, bundet hårdt fast af et reb omkring livet.
”Hvad skal jeg dog gøre med dig” nynnede de, som deres fingre dansede hen over øret, der skubbede det blonde hår bag det. Lige så stille strømmede depressionen fra fingrene, ind i mennesket. Hvordan at skyggerne omkring dem ville blive længere, hvordan hele rummet ville miste deres farve og skønhed.
Trætheden der indtraf og håbet der ikke længere kunne smages. Kroppens tyngde blev næsten så voldsom, at man ikke kunne trække vejret. I hvert fald føltes hver vejrtrækning som var det en prøvelse i sig selv.

Det var med lette skridt at Corinth bevægede sig ind i stuearealet, og fik sat sig til rette. Med sig havde han snubbet nogle enkelte blokke fra tidligere projekter - nu spredt udover bordpladen foran ham - som et åbnet og ufærdigt collageprojekt, af variende motiver. En del mere makabert kunst, hvis næsten vulgære kant balancerede imellem erotisk hedonisme, og enkelte mere.. minutiøse øjebliksbilleder, af hverdagslivet i Dianthos. En ung kurvefletter, igang med sit projekt for dagen da hun snørrede hankene fast, eller de lokale præster, der tøffede igennem Tempelhavernes idyl. 
Egentlig, for det opmærksomme øje, udlignede hverdagsbillederne efterhånden mere og mere de grænsesøgende, eksplicitte billeder af nøgne kroppe tvunget ned i en eller anden form for position, men han lagde næsten ikke engang mærke til det selv, da han begyndte at rykke rundt på det. 

Hans lidt opslugte fokus blev dog brudt af en blid stemme, og han rankede sig lidt ind imod den hviskende stemme, et nydeligt smil i den ene mundvige. Levine.. og med en behagelig brummen tog han imod hvad der virkede som et ganske, almindeligt kærtegn, noget mageligt i øjnene der var på vej til at glides mere i over varmen som... nej, vent? 
Kulden. Som var der blevet åbnet for et rør i rummet, der nu lod vand fosse ud i stuen. Han kunne føle det - ikke fra tæerne og op, men fra nakken og ned. Og følelsen fik hans krop til at stivne, da den instinktivt vidste. 
Vidste at det ikke var hvad han havde brug for. 

Med en svag, forsinket bevægelse prøvede han at virre en anelse udenom, den ene hånd rettende løftet imod deres fingres dans over håret for at tvinge kontakten væk, og noget forvirret i den dæmpede stemme. "Ah, jeg har været ude og..." og hans hånd føltes.. tung. Ugidelig. Næsten svagelig, selvom den almindeligvis havde et stærkt greb.  
Med endnu en mental virren af hovedet, faldt det tilbage i sofaens ryg, blikket vendt opad imod den smukke skikkelse, læberne delt i en tavs undren og brynene lidt uforstående presset imod hinanden. Hvad.. brugte hun sin magi på ham, lige nu? Det føltes sådan, men uden forståelse for hvorfor, var det ikke en anklage han helt italesatte, endnu. 
"Levine...?" endte han i stedet med at sige, og forsøgte at daske hendes hånd ordentligt væk igen, var det ikke lykkedes første gang. 

Levine lod Corinth tage hånden væk, da han prøvede for anden gang.
Dog faldt den mod hans skuldre, og lige så stille dansede de slanke fingre hen over tøjet han havde på, som de gik rundt om ham ved sofaen. De mørke øjne betragtede den stakkels mand foran dem, hvordan han tydeligvis ikke forstod hvorfor de gjorde det her imod ham. Hvad skulle de ellers gøre? Det var trods alt hendes arbejde, det var hendes pligt og det de var bundet til. Corinth var ikke ejeren over dem, hans fader var, og faderen var ikke glad for opdateringerne som var blevet sendt tilbage til ham.
”Corinth” hviskede de med den blideste stemme, som skulle den omhylle ham i et varmt tæppe.
De trak op i kåben som de bar, hvor slanke ben blev vist som de valgte at sætte sig hen over hans ben. Deres krop presset tæt mod hans, der gjorde det svære for ham at skubbe hende væk.
”Jeg ville beklage, men desværre er dette min pligt” hviskede de som Levine kærtegnede hans kæbe; ”Du har glemt hvor du kommer fra, der er forpligtigelser du tvinger mig til at handle på” nænsomt placerede Levine deres læber mod Corinths pande, mens håbløsheden brusede frem fra dem ind i menneskesønnen under sig. ”Det skal nok gå min lille Lupin, jeg skal nok passe på dig” for det ville de, de ville blive her gennem det hele. For ham, hos ham. ”jeg skal nok passe rigtig godt på dig” læberne flyttede sig fra panden mod det højeste punkt på hans kind.

Corinth. En hviskende stemme med så meget kærlighed, at det fuldstændig paralyserede hans parader, der som grus faldt sammen til jorden. Delvist vagtsom, delvist magelig og nok (fuldkommen) trukket ud på dybere vand, end han brød sig om, havde Corinth ikke meget andet mulighed end at følge dæmonen med blikket, da de paraderede udenom sofaen. 
Og hen på ham. Næsten af sig selv rakte hænderne frem for at gribe den slanke talje, han tænkte aldrig alt for dybt over deres nærvær, og kunne nok aldrig helt fjerne dem fra ham, skulle Levine ønske at udnytte det. Og dæmonen vidste det. 
De kendte ham alt for godt, til at han nogensinde så sig selv bryde 'fri' af det, selv hvis han havde ønsket det. Et sagte, dæmpet åh gled over hans læber idet varme pressede sig ind over hans sortklædte skikkelse, øjnene spærret op i voksende gru over hvad de sagde. Fordi hvad var det lige de sagde? 

Hovedet vippedes op for at møde de besnærende øjne, og han åbnede munden i en begyndende protest. Forpligtelser? Hvad mente de med sådanne ord, der var ingen der tvang Levine til noget, og Corinths tunge formede nogle protesterende ord, der alle døde idet læberne ramte hans pande. Åh...

Det var i hvert fald hans naive synspunkt. Ingen tvang, kun hengivenhed. 
At de aktivt levede af hans glæde, og dertil også håbløshed, var en tanke han altid skubbede væk. Langt væk. 
Ligesom at det selvfølgelig stadigvæk gav mening at alt 'det her' kom hjemmefra, men ordene druknede i hans åbne mund, da lysten til at svare imod skrumpede ind. "Men, Levine.." prøvede han alligevel, og følte en ukontrolleret skælven risle igennem kroppen, da læberne rykkede sig videre imod hans kind. Gift, men det føltes så genkendeligt. 
Kroppen valgte en slåskamp med sindet, der nok aldrig havde været helt uden sine egne, domesticerede lænker. Han vidste ikke hvad han prøvede at sige, men vidste at ordene kom et sted fra. Noget virkede til... forsøge at holde sit fodfæste, selvom kulden gjorde alt isglat, og vandet iskoldt. 
"Jeg... det-du behøver ikke. Vi kan bare..." og han følte hænderne stramme en anelse til, da han prøvede at trække hovedet mere til sig, virre det væk fra hende, for at samle sine før dansende tanker. Cement, det var cementblokke hun lurede om hans fødder, og han opdagede det ikke engang ordentligt. 

De tyssede ham, da han prøvede at komme med bortforklaringer på, at de ikke behøvede at gøre dette mod ham. De vidste begge to godt, at når det kom til stykket, var han underlagt deres magt. Den forestilling om, at Corinth var ligeværdig med Levine, var desværre blot en illusion. For det var ikke Corinth der havde deres navn, det var ikke ham der kunne tvinge Levine til at gøre ting mod deres vilje. Og selvom det var sjældent at Corinths fader blandede sig i meget, så var der tidspunkter som disse hvor der ikke var meget andet som de kunne gøre.
Men hvorom alt var, gjorde det ikke Levine noget. De sugede elendigheden som Corinth følte, som var han simple næring for den gamle dæmon.
Men der var også et andet aspekt i det, for selvom Levine ikke havde noget imod de nye muser som der kom og gik. Og selvom de ingen følelser havde involveret om, hvis Corinth skulle finde måder at stille hans lyster på andet steds. Så var der dog en ting, som de havde behov for at minde Corinth om. ”Du er min” hviskede de blidt, og lod et ømt kys skøjte hen over Corinths læber.

Dagene gik, og de fulgte med i udviklingen af Corinth der blev påvirket mere og mere, af depressions tænder og klør der greb omkring ham. Tvang ham til at forlade kunstens verden, for kreativiteten var forsvindende til næsten eksisterende.



Femte dagen kom og gik, Levine bevægede sig ned ad gangene. Sørgede for at bade, made og behandle den unge mand med omsorg og kærlighed. Tjenerne blev sendt hjem, og de to var udelukkende de eneste sjæle der befandt sig i den tunge lomme af forfærdelighed.
Men da solen stod på sit højeste af sjette dagen, bevægede dæmonen sig ind i Corinths værelse. Med blide bevægelser, lagde de sig ved hans side. Armen under hans nakke som de langsomt trak sig hen over deres slanke krop. Atter fandt fingrene hans kind, som manien strømmede tilbage ind i Corinths forsvindende sind.

Det var som om at tidevandet steg omkring dem begge, og Corinth lænede sig langsomt tilbage i den bedøvende kulde der kun blev ved med at stige opad. Op imod skuldrene, over dem, og nærmede sig hans kæbelinje og hage. Det var selvfølgelig ikke virkelig, og udefra var det nok nærmere overgivelse, der fik hans krop til at føle sig så tung og distanceret. Men han vidste at han umuligt ville komme op igen af sig selv, da han følte hvordan det skyllede over ansigtet til sidst, og nu sigtede imod loftet af rummet i sin tunge tilstedeværelse. 
Du er min. Ordene var virkelig en trøst i kulden, og han sukkede lidt mere accepterende ind imod de bløde læber, inden at han udmattet sank imod bunden. 

Det var hans eget personlige helvede, og det føltes som en stejl kamp at finde noget der mindede om land, efterhånden som dagene passerede. Elendig var et ord for det - han følte sig elendig, med en stor hammer af skyldfølelse, og værdiløshed på lur. Lidt som en dommer han ikke kunne undgå, da han til sidst trak sig fuldkommen til værelset, og kun fik selskab af Levine - ikke at han ville have kunne overskue andre alligevel. 
Femte dagen passede i absolut stagnation, og morgenen på sjettedage eksisterede næsten ikke. Men så åbnedes døren i timerne efter, og noget varme sneg sig ind i hvad der føltes som et koldt værelse. 
Corinths krop stivnede først i sin fosterstilling under tæpperne, som brændte han sig på det pludselige humørskift der faldt i hans retning. Nu? Allerede? Og da han i sekunderne efter følte varmen sprede sig længere nede i hans krop, vækkede den igen, reagerede han næsten som en træt kat, der langsomt, og mageligt strakte sig. 

Som foråret selv. Det føltes som solskin, og han havde ikke set det længe. 
En behagelig brummen, og Corints hånd gled langsomt op efter den der hvilede over hans kind, inden at han skubbede sig lidt tættere ind til dæmonen. Godmorgen igen, men ikke helt villig til at tale endnu. Han frygtede at stemmen var for hæs. 

Bløde læber lagde sig mod hans øreflip, som en varm ånde, strømmede varmen tilbage i den kolde krop. Bevægelserne som dæmonen lavede, var som en kælende hvisken, at tingene nok skulle blive gode igen.
Hænde vandrede fra kinden, og gled ned over hans koldsvedige krop, efter at være ligget under dynerne, uden at være i stand til at løfte sig fra jern tæppet som Levine havde lagt omkring ham.
”Godmorgen” hviskede de hæst, som armene lagde sig omkring hans spinkle krop og trak ham tættere mod deres brystkasse. Dårligt nok klædt i klæder, bevægede de slanke fingre fjerlet hen over stoffet, og begyndte at klæde ham af, hvad end der lå at lag mellem dem, som der dannede et skjold fra den fysiske følelse af huden mod hud.
Det var nu ikke fordi, at lysten spillede ind, det var blot for at lade manien inficere hans stakkels hjerne hurtigere og voldsommere end nogen sinde før. 
”Kom tilbage til mig” stemmen var langt mere feminin end den normalt plejede at være, som de vendte hans krop mod dem. Armene slangede sig omkring hans nakke, og hæv ham tættere mod den nøgne brystkasse, hvor efter læberne fandt hans pande og et let suk forlod derefter næsen som varme skyldede gennem dem begge.

Der var et eller andet ved ekstremerne, som var til at blive afhængig af. Ikke at Corinth helt kunne anerkende sin egen afhængighed af Levine, da han i stedet bare tog imod den følelse de bragte med sig. Åh, han havde savnet dem. 
Slanke fingrer bevægede sig fjerlet henover tøjet, og skubbede varmen tættere ind, i en krop der ikke havde set solen i flere dage nu. Tæt, så tæt at han vågnede mere op, og med et lykkeligt smil smeltede ind i omfavnelsen. "Levine.." hviskede han hæst, jah det var næsten smertefuldt, og trak dem ind til sig. Hænderne gled over det lyse skind over ryggen, og knyttedes gradvist, da manien næsten brændte ham. De brændte ham. 
Og han elskede det. 

Alt i ham sagde i hvert fald at han elskede det, og følelsen kulminerede i det blide kys der ramte panden. 
Corinths øjne sitrede under øjenlågene, og taknemmeligt, måske en smule pludseligt skubbede han deres overkrop nær, for at lade læberne ramme halsen i et dæmpet suk da, deres hoved vippede op. Små sommerfuglekys fulgte buen ned, overraskende blidt for den ellers ekstreme kunstner, og han smilede ind imod den velkendte krop. Så varm. "Du er tilbage.." mumlede han omtåget, og lod den ene hånd glide imellem de sølvhvide lokker for at ramme hovedbunden. Han var også tilbage. 
På vej til det - energien fik hans hjertebanken til at øges, og han skælvede en enkelt gang. "... du dufter af sommer" tilføjede  han, og kunne ikke stoppe den dæmpede latter der piblede frem med konstateringen. 
Den anden hånd gled langsomt nedover taljen på den slanke dæmon, inden at han i et mere drilskt ryk vendte dem, til at ligge nedest, og ham selv en anelse hævet på den ene albue, de mørke øjne nær glødende over den energi Levine bragte med sig. Åh den søde smag af mani. 
Og taknemmeligt, jah egentlig også hungrende efter mere, skubbede han sig som en falsk vampyr ind imod huden, for at fornemme de stormvinde, dæmonen pustede til. 

De var som et tveægget sværd. Hvis man greb omkring det, ville man mærke smerten glide gennem kroppen. Blodet ville flyde af hænderne og ned ad armene. Men smerte var flygtigt, den var omfavnende da den mindede en om, at man var i live. Men når jerntæppet gled hen over en, var smerten dulmet og lysten til livet svindende. Følelsen af livet uforstående.
Kærligheden der var mellem disse to sjæle, hvor Corinth grådigt to fat i livslinjen der var givet ham. Som et fyrtårn stod Levine klar til at guide ham gennem det farefulde hav, væk fra de kantede sten som ville synke ham. Væk fra bølgerne der turede med at drukne ham og ind i den sikre havn hvor de stod og ventede.

Levine havde i mellemtiden lukket øjnene og tog imod Corinths blomstrende mani til sig. Som satte de tænderne i den søde men forbudte frugt, tog imod den med grådige intentioner. Uden omtanke eller omsorg for manden, som de havde lade falde ned i et dybt hul, kun for at få denne reaktion. For Levine om noget et grådigt individ. De tog til sig, slugte sjæle hele, følte deres fortvivlelse deres maniske behov, som de betrådte gaderne i Dianthos.

Men trods den egoisme som var lige så stor en del af deres personlighed, benægtede de også hvad manden der nu hang over dem betød.
Det var så tæt på at elske Levine nogensinde kunne komme, for uden ham var de intet. Derfor ville det betyde, skulle de nogen sinde blive fri. Skulle deres kontrakt brande, og at de kom fri, da ville man stadig finde dæmonen i skyggen af Corinth.

Deres øjne mødte mennesket hængene over sig, deres ben der havde gjort plads til at han mere komfortabel kunne trænge ned og opleve manien i dens pureste form. Deres hånd gled omkring deres nakke og lod den glide omkring den kølige hud. Neglene pressede til, som et kort suk forlod deres læber som bød Corinths bevægelser og berøringer velkomne.

Det var også lige meget. 
Det var lige meget hvilken form de tog, det var ligegyldigt, om de næredes af hans lykke, eller elendighed. Og det var alt for let, bare at give slip; hvornår følte man sig ellers så forfærdelig levende, som efter stormen der næsten havde druknet dig? 

Se han var normalt ikke noget fjols. Men enhver der så den drænende symbiose, ville nok stille urimeligt mange spørgsmål til den påstand, med den selvdestruktion der lå i det. Påpege, at for at en symbiose kunne fungere, skulle begge parter have noget godt ud af det. Men Corinth følte sig ikke andet end godt, da han med et suk fornemmede dem give ham mere plads, sorte fingerspidser som en blæksort kontrast til deres marmorhvide, varme hud. Læberne gav små, værdsættende kys nedover halsen, henover kravebenet, støttende på den ene albue, og han hævede i et hektisk sekund af en pludselig indskydelse hovedet, da han fornemmede deres blik. Øjenkontakten sendte et hjertet i gallop, og et kuldegys igennem hans førhenværende trætte krop, som efterhånden føltes mere og mere lagret med elektricitet. Tættere, han skulle tættere på, og møvede den frie hånd ind imod Levines skulderblade, jah pressede deres overkrop ind imod hans krævende kærtegn, da han hørte deres lille suk. 
Almindeligvis, hvilede der altid en stor (sober) respekt i Corinths sind overfor det væsen der i næsten alle henseender havde været hans primære kontakt - Levine var ikke som de andre muser, og så slet ikke som andre mennesker. De havde været en trøst, en opmuntring og en støtte. En kærlighed, mere ren og oprigtig end hvad kunstneren normalt kunne føle. Men lige nu, var det svært ikke at lytte til den lokkende stemme der påpegede, at de selvfølgelig også kunne være mere. 

En virkelig forbudt tanke, der dog ikke stoppede ham i at forfølge dens lokkende sirenesang, fordi det var en svag pointe.
Måske handlede det ligeså meget om benene der gav ham plads, som mængden - eller længden - af kropskontakt han lige nu oplevede. Men rusen strømmede så intenst igennem ham, at grænser virkede som det mindste af deres relation - han havde brug for dem. Brug for at overskride grænserne omkring dem. Mere end bare deres nærvær, hviskede hjernen og kroppen forræderisk. 
Og ligeså ømt som hans begyndende kærtegn måske havde været, ligeså meget styrke, og utålmodighed lå også på spring under overfladen, da han prøvende lod læberne glide længere ned af det flade bryst. Tænderne let skrabende imod den perfekte hud indtil han ramte den ene nipple. Tog et sats, og bed pirrende til, viklede tungen lokkende omkring, vejrtrækningen tung af voksende lyst. Men også fanget nok i øjeblikket til at han ikke tænkte over konsekvenser eller eftereffekter. 
Nej, det eneste han kunne tænke på, var hvordan det blev sværere og sværere at holde hænderne de 'rigtige' steder. Og skubbede de ham ikke væk, borede hånden sig nedad, imellem madrassen og deres ryg, for at skubbe lænden opad og deres underliv lidt mere prøvende sammen, som et vagt, lokkende løfte om hvad de kunne, hvis det stod til ham. 

Det var en dans blandt roser. Så smuk, så elegant og bragte en sødmen fra duften der kunne få de fleste til at blive draget mod buskene, hvor de skrøbelige blomstre var. Fingrene kunne så nemt plukke selve rosen og med den bevægelse, ville bladende falde af, danse væk i vinden falde til jorden og det smukke havde forandret sig. Men for hver rose, var der også tornene. Forræderiske og angribende. De kunne bore sig ind i huden, flænse den op, efterlade en blødende og sårbar. Det var dansen de delte i dette øjeblik.
Corinths hungeren efter at føle dem tættere på. Dæmonen som der med sine strenge af grådighed og mani lod dem omfavne menneskesønnen. Trak ham ned i mørket med dem, i den søde sang som de spillede for ham.
Dødens omkvæd, lokkende, forførende.
For om end var, ville Levine blive Corinths død. En sjæl kunne kun tage så meget, før den ville splintres, smuldre væk og efterlade et hylster. Et hylster for alle selvstændige tanker var fordrevet fra sindet, havde fortrukket sig og var ikke eksisterende.
Men for nu, gav de alt hvad Corinth higede efter.
Måske en redning kom Corinths vej, men ville det være i tide? Ville denne symbiose nogen sinde knækkes, kunne båndet blive revet over? Måske. Måske med den rigtige person.

Men for nu, i dette øjeblik, lod Levine rive sig med i lysten der bredte sig i menneskesønnens hjerte og krop. Deres fingre gled hen over huden og ned ad halsen, før de indfandt sig i det bløde gyldne hår.
De blev forført af hans iver, og kæmpede derfor ikke imod, snare gjorde det nemmere, for at han kunne komme til.
Dog kom der det større spørgsmål, hvad var det præcist Corinth ville have i dette øjeblik. Foruden selvfølgelig dæmonen selv.
”Hvad ønsker du?” stemmen dryppede med passion, af åndenød over den stærke intensitet der eksisterede i rummet lige nu. Ønsket kunne være mange ting, hvad det var kroppen skulle byde ham. Hvilket sind Levine skulle påtage sig, hvad end Corinth ville have i dette øjeblik, det skulle han få.

Han var fuldkommen opslugt i Levine, og lod så utroligt villigt, sin ellers slukkede personlighed blive brændt op. Det var måske en smule selvdestruktuerende, når den rationelle del af ham vidste hvad de var, og hvordan de lod sig nære. Vidste at intet at det kunne være rigtigt. 
Men alligevel. Det var så rigtigt som det kunne være for ham. 
Uden dæmonen ville det næsten gøre fysisk ondt, det hul som der var indeni. 

Han kunne ligeså godt drukne det i dem. 

Så han takkede mentalt, hånden i nakken, der holdt ham fast i tidevandet. Under hans læber føltes huden varm, og det var på trods af alle sine former, en genkendelig krop han begyndte at udforske. Men alt bevægelse stivnede i det sekund de spurgte hvad han ville have - hvad han ønskede - og adelsmanden frøs sagte, så gåsehuden rejste ned af den ellers varme hud. 
"Jeg.." han fornemmede hvor svag ordet egentlig lød. Det - han - føltes hul. 
Han ønskede sig meget få ting. Men lige nu, og efter at have været så langt nede, ville han bare gerne elskes. Hvor vattet det end lød.
Alt for svagt et standpunkt at tage. Men i det her øjebli var han var svag, og skubbede sig en smule længere op, så han kunne se deres mørke øjne igen. "Bare elsk mig" så meget du nu engang er i stand til, og han lænede sig ind for at fange dæmonens læber i et dybere, og et af de sjældne kys. 

Det var ellers noget han generelt holdt sin afstand fra. Han vidste bedre, og ønskede som oftest ikke den følelse, som det bragte med sig - det var for intimt, og ikke frygt på den gode måde. Men lige nu, var det alt han ville have. En form for intimitet, selvom det slet ikke lignede den perverse tilgang, kunstneren normalt fandt sig selv draget imod.