Det var ikke ofte det skete. Nej, det var slet ikke tit, at man så den sorthåret kvinde bevæge sig uden for fæstningens mure. Dog skete det oftere end mange af de andre i familien. Grunden til dette var fordi hende og hendes bror havde vidst en velvilje, som mange af de andre familiemedlemmer ikke altid kunne udvise. Måske var det også det kaos hende og Chaunce kunne formå at sprede, der gjorde det især ekstra interessant, at de fik lov til at bevæge sig frit rundt.

Vognen stoppede ikke langt fra markedspladsen, hvor den unge adelskvinde trådte ud klædt i sort, som var hun her for at give hendes sidste farvel til en der var gået bort. Med en paraply hen overhoved, trådte hun gennemgaderne, hvor folk hurtigt trådte ud ad hendes vej som hun kom nærmere. En aura der fik selv den stærkeste smed til at skælve og trække sig væk fra hendes nærhed.
Med et forræderisk smil på læberne, betragtede hun nogle objekter rundt omkring i boderne. Hver gang fik hun sine tjener til at købe det for hende og putte ned i en kurv, hvor hun samlede en gave til hendes fætter hun havde besluttet sig for at besøge.
Tiden måtte vise hvor glad Corinth ville blive for at se hende. Ikke noget som Pleasance kunne tage sig af, for stod det til hende, ville alle elske at få hende på besøg.

Den blonde kvinde rakte rystende en hånd op. Lod blikket glide hen over hendes skulder hvor Pleasance stod bag hende. Hendes øjne blev næsten mørke, hvilket gjorde at tjeneren hurtigt bankede på døren, og blev stående for at annoncere at Pleasance Lochtree var kommet på besøg.

Det var ikke helt atypisk for adelsmanden at få besøg, da han trods alt forsøgte at socialisere sig godt ind. Han var kommet til at holde af tilfældige, uplanlagte møder, og selvom det ofte forstyrrede et projekt, en passion eller sågar lidt mere kritiske øjeblikke hvor han faktisk arbejdede... jah så faldt det for det meste i god jord. 
Med et lille ryk hævede han blikket fra den skitse han var igang med, og drejede hovedet med et dæmpet 'kom ind' til skikkelsen i døren. "De har besøg, Sir. Pleasance Lochtree er ankommet" og hendes lidt lyse toneleje vidnede om nogle stressede, fumlende hænder han ikke helt kunne se igennem dørsprækken. 
Han behøvede dog ikke at se det, for at vide nogenlunde hvorfor. Ved Zaladins tyrehorn. Og han rejste sig i et stift ryk, for at aflaste de stakkels tjenestefolk der havde været på arbejde til at tage imod hende. 
Skridtene ned af trappen og frem til hoveddøren var hurtige, sorte gevandter fejende efter ham i en flakkende lyd af fart. Det var efterhånden noget tid siden han havde hørt fra tvillinge-parret. Jah nyheder hjemmefra kom ikke ofte, og slet ikke så... fysisk. Den blækdyppede hånd gled i hastværket over nogle af de gyldne krøller, og uden at lægge mærke til det rettede han på dem, et sidst sving ned af trappen og han kunne se døren. til entreen. At have fysisk besøg af dem? Eller var det kun hende? Se det var svært at vide hvad de kunne ønske her, udover hvad alle andre mennesker ønskede. Bare lidt selskab. 
Noget der var svært at glemme, når selskabet ofte blev beskrevet som elendigt. Et levende mareridt; han kunne ikke helt kvæle sin forkærlighed for familie. Selvfølgelig var hun velkommen. 

Døren til entreen blev åbnet, og som tør luft kunne man næsten føle hvordan luften herinde var lidt anderledes. Forstyrret. Corinths næsebor vibrerede en anelse, da han trak vejret ind, og med et varmt smil åbnede armene en smule op for at tage ordentligt imod hende. "Pleasance" hilste han, og gik ind efter et kram. "Hvad skylder jeg dog æren? Kom ind, kom, få dem til at tage dine ting og vise tjenestefolkene hvor de kan indfinde sig. Og er du sulten?" 
Han slog inviterende ud imod døren til understuen, så hun kunne komme først ind, men ville få hende guidet imod den rigtige stue relativt hurtigt. 
Tjenestefolkene - de to der var - var allerede i sving, og ville nok følge trop med forfriskninger indenfor kort tid. 

Pleasance skubbede hendes tjener til side da døren blev åbnet. ”Fortæl min fætter at hans kusine er kommet” sagde hun med en tør tone, før hun hæv hendes handsker af og kiggede op på maleriet der var i entreen.
Tjeneren tog hendes handsker og derefter paraplyen som var blevet foldet sammen. Hendes briller, der var beklædt med noget der lignede et sort, fløj hen over glasset, var stadig på hendes næseryg som hun kiggede op og studerede detaljerne af maleriet.
Med et lille suk, kiggede hun til sin side da hun mærkede, hørte, døren blive åbnet. Med et skævt smil betragtede hun sin fætter.
”Corinth” kom der med en tør tone, før hun tog brillerne af. Da han gik ind for et kram, placerede hun en hånd på hans brystkasse. ”Ah-ah” hun rystede på hoved og løftede sit bryn ”det skal man gøre sig fortjent til, det ved du godt Corinth”

Hun nikkede mod hendes tjener, der hurtigt bøjede hoved og fik taget tingene.
”Mad lyder fortryllende, har du måske også et glas vin at byde på?” spurgte hun og fulgte efter ham ind i stuen og kiggede rundt i de nye omgivelser. ”Det virker til du er faldet godt til i byen, fætter” sagde hun med et næsten spindende toneleje, før hun satte sig ned i en af stolene og lagde det ene ben over det andet.

Det var en kunstners hjem, så selvfølgelig var det hans egen kunst som var det første man så, når man trådte ind. En gengivelse af byen, da han første gang havde set den over højdedragene. En lidt dystopisk gengivelse, javidst, med skarpe kontraster imellem blæk og papir, og udvandede gråskyer der fæstnet af magi, drev langsomt over himlen bagved slottet. Vinden trak i græsstråene i forgrunden, og lod enkelte pletter af blæk signalere blade langs kanten af det hele. 

Men han var ikke i tvivl om at hun fandt ham med blikket, sort slør eller ej, da hun hurtigt afviste hans kærlige lille hilsen. Det ene bryn gled spørgende op, da han blev stoppet, men han affandt sig med det, og fulgte i stedet efter de sorte gevandter med et lille smil. "Selvfølgelig, min kusine" og gestikulerede efter noget vin på deres vej ind i stuen. Pænt dækket op i vinråde farver langs betræk og tapet, med et flakkende, lige nu ulmende lys fra gløderne i pejsen langs den ene væg. 
Hjemmevant bevægede Corinth sig hen til et af skabene, og fandt to glas frem til når vinen kom. Med ryggen til den blege kvinde, var det svært at vide sig sikker på hvor hun var i rummet. Men adelsmanden var ikke i tvivl, da han med et lille grin tog imod kommentaren. "Jeg kan ikke klage. Det er et andet liv end derhjemme, men jeg nyder det" kom det overvejende ærligt, og han vendte sig omkring. 
Med en dæmpet klirren blev glassene sat på bordet, og han fik sat sig ned i stolen overfor hende, i en lille spejling af hvordan hun sad, uden at han tænkte meget over det. "Er det kun dig? Og hvad skylder jeg æren?" lirkede han ind i samtalen, og forventede næsten at høre en eller anden dyster latter fra hjørnet, og høre hende afslører et eller andet trick. Alt i god mening selvfølgelig. 

En af tjenerne kom ikke lang tid efter tilbage med vinen, og han gav sig til at skænke op. 

Pleasances lange negle gled hen over divans stof. Med et lille suk, rullede hun med øjnene. Næsten som kedet hans svar hende, hvilket man på sin vis godt kunne sige.
Ikke det var Corinths skyld, nej, Pleasances var blot en umådelig svær kvinde at stille tilfreds. Den eneste der endnu havde formået at gøre dette, var hendes egen tvillingebror. Desværre var familien begyndte at skille dem ad, hvilket betød at deres eskapader hørte uden for fortet. Det var grunden til hun var her, Chaunce var ude på hans eget eventyr før han ville ankomme til byen. Når det skete, ville tvillingerne have deres eget sjov. Langt væk fra nedstirrende øjne og uinspirerende kommentere om hvor forkert det var.
Hvorfor skulle de bekymre sig om det? De var de eneste der forstod hinanden. Den eneste kærlighed de behøvede. Det var trodsalt ikke fordi, at Pleasance forventede hun skulle giftes med sin bror og føde hans børn. Bare tanken om børn fik det til at krible ubehageligt ned ad ryggen.

”Jeg kedet mig” svarede hun ærligt og rettede lidt på hendes sorte kjole, før hun lod de mørke øjne betragte Corinths skikkelse. ”Og jeg ønskede at se, om min kære fætter var i gang med et nyt stykke kunst, det kunne trods alt være jeg kunne blive inspireret selv” sagde hun og et modbydeligt smil snoede sig hen over hendes fyldige læber.
”Måske han har fundet sig en ny muse? Du ved, en af dem der kan erstattes” det var ingen hemmelighed hvad Pleasances brugte hendes kælder til. De mange udstoppet dyr var desværre ikke der hvor hun var stoppet. Andre racer især, var umådelig interessant for Pleasances og hun ønskede at udforske dem alle—se hvordan de så ud, på alle måder.

De mørke øjne gled i et lille ryk hen imod neglens leg med stoffet, og han bed en rettende bemærkning i sig. Så længe det bare var lidt hærværk imod betrækket, skulle det nok holde til det. Hendes svar var nemlig noget der bekræftede hans nagende følelse af - ikke frygt, men nok forventning - om hvad hun kunne finde på, da hun ytrede ordene. Hun havde kedet sig? Det var aldrig et godt tegn. 
Men på trods af de forbehold man kunne have omkring Pleasance, var det ikke nogle der vægtede tungt nok til at skubbe hende væk. Hun var familie, og på det punkt for sig selv, altid velkommen. Han mødte hendes smil med et skælmskt løftet øjenbryn, og skålede til den tavse, modbydelige opmærksomhed hun alligevel komplimenterede ham igennem. "Ah, så du har savnet mig alligevel. Og jeg dig" kunne han ikke lade være med at grine. Smigret. 

Men hendes legende spørgsmål fik en lille gysen til at krybe ned over rykken, og han følte en snert af bekymring forme en rynke i det lyse ansigt. En af dem, hva? Det havde altid været lidt af en kamp, at holde sine passioner for sig selv. Igennem de mange år havde der hele tiden været én konstant, hans hobby, og de sorte fingre hos kusinen fandt det sjovt at blande sig. Han kunne nok sagtens have været et enebarn, med den form for besidderisk 'det er mine' der snoede sig ind i de mørke øjne. Men hun var blevet stærkere end sidst han så hende, han kunne smage det i luften, og vidste at hans jalousi nok kun blev så slem på grund af selskabet alene. 
Og åndede lidt tungt ud. "Mmmh, måske har han fundet en ny? Den gamle holdt så kort tid, det skal helst ikke ske igen" endte han med at sige, og kneb øjnene en anelse anklagende sammen. Der var forskel på dengang, og nu. Hun kunne ikke specifikt gå ud for at finde dem, det ville tage alt det sjove væk fra ham selv. Og han havde nogle i tankerne, hun ville nok alligevel se de løse, maniske skitser der var blevet skabt i øjeblikkets fokus, billeder der stadigvæk sad fast i hans hjerne, og varmede så fint. 

Pleasance satte vinglasset på bordet ved siden af divaen. Derefter begyndte hun langsomt at trække hendes handsker af. De lange slanke fingre, lige så sorte som var de blevet dyppet i kul kom til syne.
”Måske en dag du ville male mig?” hviskede hun med en kælen stemme. Pleasance var kendt for at overskride grænser. Hun gjorde det tit med hendes fætres koner, især dem som der var gift ind i familien. De var de sjoveste, fordi de skreg så let og hylede altid efter hjælp. Velvidende at den ikke ville komme, da de blot var der for at føre linjen videre.
Det var vel også der man kunne se, hvordan at begge tvillinger stadig var børn bag den voksne facade. De børn, som der ikke havde fået lov til at vokse op. Eksperimenteret på siden de var spæd, kreeret og skabt til at være nogle af de stærkeste i familien.
Det havde skabt en makaber tilgang til omverden, hvor ingen af dem helt forstod hvad der var rigtigt og forkert. Pleasance meget mere bekendt med det, end hendes tvillingebror. Da Chaunce selvfølgelig bare adlød når hans søster ville noget.

Med kattelignende bevægelser bevægede hun sig ned på gulvet, for at kravle langsomt imod Corinth. Hendes hage lagde sig på hans knæ.
”Jeg bliver bare så jaloux at andre kan fange din opmærksomhed, men aldrig mig” kom der med en lille stemme, som læberne formede sig i et falsk fortvivlet mine.

Vinen sad kortvarigt fast i halsen på ham, da han hørte hendes spørgsmål ekkoe imellem dem. Måske en dag du vil male mig? Smagen blev til råd i hans mund, og han sank, et blik på Pleasance - som vidste han allerede hvad der kom. Den kælne stemme krøb tæt ind til rummets vægge, den dryppede af det vinrøde tapet på væggene, hang i luften.
Og den kom forud for kvinden selv, da hun krøb nærmere fra gulvet. 

Lyset var dæmpet. Men det var ikke på grund af mørket, at de mørkebrune øjne blev knebet mere sammen, og et dybt suk slap over læberne. "Jaloux siger du?" og han skyndte sig at tage en tår, inden hun stjal tidspunktet fra ham. Det var en farlig balancegang imellem at føje hende, jah essentielt give hende sin vilje, og samtidigt trække grænserne op. Humøret der kunne ramme kusinen, på en og samme tid fascinerede Corinth, ligeså meget som det stødede ham. Alle forsøgene, og den komplette forstyrrelse der som sort ulykke hang over deres blege skikkelser... hvem skabte et andet menneske, til det her?
Overraskende blødt, men bestemt greb den frie hånd om hendes kind. Han kendte hende. Aede den falske mine af sorg, og nød hvordan hun så så godt som uskyldig ud imellem hans mørke fingre. "Du bliver ikke jaloux, Pleasance. Du bliver forfærdelig" hviskede han blidt. Jalousi kunne han bruge, men den tilfældge vold der fulgte hendes tilstedeværelse? Grebet strammedes en smule, den bløde hud over kinder og kæbe var tillokkende imellem hans natsorte fingre, men han gjorde ikke antræk til at fjerne hende, eller skubbe hende fra sig, provokation til trods. 

Han havde leget den her leg med hende før, og det virkede som regel bedst at distrahere hende. Vrede var en fortræffelig, men farlig følelse at vende sig imod. Kunne de ikke bare dele en flaske vin, som almindelige familiebesøg?

Smilet bredte sig hen over læberne, som ordene forfærdelig forlod hans læber. Det var korrekt, hun blev helt og aldeles forfærdelig at være i nærheden af. I hvert fald, hvis man ikke lærte hvordan man skulle føje hende.
Måske en dag, Corinth ville lærer det. Især nu, hvor mord var begyndt at være en anelse kedeligt. Nej, nu ville hun bare meget hellere se det kunsteriske der var bag hvert menneske. Øjne især, var begyndt at fascineret den unge kvinde umådelig meget. 
"Nogle ville kalde det passioneret" rettede hun ham i hans udtagelse, selvom forfærdelig ikke gjorde hende så meget. I hvert fald ikke i forhold til, hvad andre mennesker nok ville synes, hvis en kommenteret på deres personlighed på sådan en måde.
"Måske, hvis jeg kan bevise jeg kan være en god pige, vil du så i det mindste overveje det?" hviskede hun med en hæs stemme, og satte sig på hendes knæ mellem hans ben, så han kunne løfte hendes hoved op og betragte hende. "Jeg kan godt være umådelig dygtig, og at myrde folk er begyndt at kede mig så frygteligt, jeg vil meget hellere skabe kunst nu" måske der havde været en bagtanke om at komme her. Og for Corinths held, var hendes bagtanke lige nu, ikke at tage noget fra ham. Tværtimod, ville hun meget hellere lærer og begå sig bedre i et samfund. En indlæring hun endnu ikke besad, eller forstod hvorfor hun skulle ønske at have. 

Grebet om hendes kind strammede en tand mere til, og han vippede hovedet en anelse fra siden til siden, for at få de fine træk med ind. Hun var pæn. Og det virkede nok som regel også, sådan som hun lidt fremstod som et objekt, sat til skue imellem benene på ham. Han vidste ikke helt hvornår han var gået fra sidde med dem krydsede, til at der pludselig var plads. Hvordan? Brynene gled irriteret, nej hadefuldt imod hinanden - hun sagde et eller andet - og mere med intentionen om at skade hende dæmrende i periferien af hans tankemylder, følte han også neglene borer sig mere ind i det lyse skind. "Jeg er ikke din hobby, kusine" hvæsede han, nu hvor harmen også sivede ind i den ellers lavmælte tone fra før. "Stop med at tal som om at jeg er" 

Fokus, Corinth. 

De mørke øjne mildnedes da det gik op for ham hvad han lavede, og med et lille fnys løsnede han grebet igen, måske lidt hårdere end hvad var nødvendigt da han rettede sig op i stolen. "Men selvfølgelig vil jeg hjælpe dig" hørte han alligevel sig selv sige, forbandet, og prøvede at møve sine ben en anelse på plads igen. Måske det ville få hende til at rejse sig igen. 
Var det ikke fordi at han følte hvordan skyggerne ligeså stille og roligt krøb sig ind i hans intimsfærer, havde han nok ikke reageret så voldsomt. Men kroppen huskede, og hun havde det med at overraske grumt. Samtidigt med at han ikke håbede hun lige pludselig vendte på en tallerken, og gik til et mere fysisk angreb end det spil hun kørte lige nu, så regnede han dog også med at der var en grad af sandhed i Pleasances ord. 
Hvis hun kedede sig, ville det være bedst at underholde hende - også selvom kunst, egentlig en stor del af hans identitet - skulle blive blive sat på niveau som det. Underholdning. Hun var trods alt kreativt anlagt, det måtte han indrømme. 

Pleasances kunne ikke skjule effekten af Corinths hårde ord. Hvordan grebet omkring hendes kæbe fik hende til at løfte hoved højere op, som havde han fuld kontrol over hende. Men alle vidste, at Pleasance kun var i situationer, hvis hun ønskede det. 
"Årh Corinth" mumlede hun og blikket blev langt mere tillokkende. Han prøvede at få fokuset tilbage, prøvede ikke at lade hendes tilstedeværelse lege med hans følelser. 
Da han prøvede at samle benene, skubbede hun sig blot op. Hendes lange negle lagde sig faldt ned af hans ben, i stedet for at bore sig ind i kødet. 
"Hvorfor holder du dig altid tilbage?" hviskede hun og lod hoved falde på sned. Trods hendes styrke og hun vidste hun var familiens lille trofæ. Var de ikke blege for at straffe hende, hive hende ned i det kammer hvor hun så mange gange havde været. Men hvor hun først havde skreget om tilgivelse, sad hun nu blot tilbage og lo. Lo af deres uvidenhed om at hun allerede var ødelagt. Ødelagt uden mulighed for at fikse det igen. 
"Hvis du er så forfærdet og provokeret af min tilstedeværelse, så gør noget ved det" hun lænede sig mod hans læber, og lod hendes næse glide hen af hans kind før at læberne prøvede at nå hans øre. "Det er jo ikke fordi jeg ikke fortjener det" 

Da hun gjorde holdt i hans forsøg på at samle benene, jah egentlig både indirekte og direkte at få hende væk, var det som om at han mistede pusten i sekunderne efter. I hvert fald viljen til at kæmpe imod, da han følte at hun rejste længere ind i hans intimsfærer. Og det var joh egentlig pinligt. Corinths øjne lukkedes med et lille, ufokuseret ryst af hovedet, men selv da han åbnede dem igen... var hun stadigvæk lige foran ham. Hvorfor han holdt sig tilbage? En unfair anklage, han holdt sig da ikke tilbage. 
De mørke øjne flakkede nær rødt i den vage belysning, da han efterfølgende prøvede at trække hovedet til sig i et ryk. Den ene hånd strammede om hendes spinkle skulder, og han maste tænderne hårdt sammen, ordene besværede i den frustrerede grimasse. "Hold nu-" og han stivnede da hun pludselig lænede sig frem, men heldigvis ændrede retning imod hans øre. 
Hånden om hendes skulder gled uden meget tanke over halsen, og han strammede i nogle sekunder til, da han så rødt. 

Corinth ville på det punkt nok altid føle sig hævet over sine fætre og kusiner, og vidste at han stod med det lange strå, i sidste ende. De var syndt, hvordan de ikke kunne fungerer normalt. Hvordan de smadrede sociale rammer, uden fornøjelsen af at vide hvorfor. Så, hvorfor holdt han sig tilbage? Han var nok rådden, til dels også syg, det kunne han acceptere. Men han havde mødt dæmoner. Og at danse med de ydergående grene af familien, var i sidste ende at forgifte sig selv - det var værre end dæmoner.
At nyde livet, måtte til dels også betyde at bevarer det. Ellers fik man intet ud af det. 

Han kunne ikke slippe. Hun fortjente det, og hendes ord havde efterladt et tomt dødningegrin, som knap nok maskerede vreden der fik hans hånd til at stramme. Han trak hendes ansigt bagud, imens næsen rynkedes. Råddent. "Du har godt af ikke at få din vilje, en gang imellem" hvilket var tåbelige ord, havde man sagt det for 10 år siden. Men i hvert fald siden hendes sidste besøg, var det tydeligt hvordan hun blev alt for forkælet derhjemme. De styrede hende, og alligevel. 
 

Pleasances smil vibrerede faretruende. Det var ikke tit at folk formåede at modstå hende, måske var dette også grunden til hun altid gik efter Corinth på denne måde. Selvom det var tydeligt det intet godt gjorde, på trods af hun intet havde imod hans behandling af hende. 
Især da hånden begyndte at stramme omkring hendes hals. Øjnene svømmede dog over, faldt næsten bag i hendes hoved, da der skete en forandring i rummet. "Corinth" kom en hviskende stemme, som skikkelsen gled gennem rummet. Det blonde hår dansede omkring de smalle hofter, som dæmonen bevægede sig hen og lagde en hånd mod hans skulder. "Giv slip" den afventende stemme var tydelig, og dog ventede de at Corinth selv gav slip. 
"Pleasance" den unge kvinde begyndte at kravle bag ud og stirrede med skræmte øjne på dem. Skyggen af et smil formede sig hen over læberne, før at hånden langsomt gled hen over Corinths tykke let krøllede hår. "Tjenerne vil lede dig op til rummet, det virker til, at du har brug for at slappe lidt af" de før næsten maniske øjne blev slukket i det sorte, Pleasance hang næsten op ad sofaen før at to tjener kom og hjalp den unge kvinde ud af rummet. 
Dæmonen lagde blidt deres fingre ved øret, som Pleasances havde rørt ved. "Du skal passe på, hun ikke overrumpler dig igen, hvis dit mål stadig er at overtage familiens trone" kom der med en fløjlsblød stemme. Det var ganske tydeligt at de befandt sig i deres medgørlige humør denne eftermiddag. 

Det vippede på en underlig balance, den her vrede, fordi Corinth elskede magt. Det føltes retfærdigt, noget nær nødvendigt da han så Pleasance falde mere tilbage, men samtidigt så forkert, da det nok var lige præcis hvad hun ville have. Og han hadede den form for brutalitet, når den var så uraffineret. Hun tog glæden ud af det. Selvom vreden dansede i det mørke blik, lurede en mere tom, selvisk følelse bagved den voldsomme vrede, og han strammede grebet yderligere. Irriterende. Det her var ubelejligt på flere måder. 

Corinth. Et kort øjeblik var det ikke en stemme han aktivt hørte, da den sagtens kunne være fantasien der spillede ham et puds. Men den var dybt genkendelig, og fik hans fokus til at virre. Giv slip. Og han følte med en lille sitren hvordan fingrene løsnede deres greb, og han med et lille ryk lænede sig tilbage i stolen idet hånden slap sit jerngreb over halsen. Vreden ebbede væk, foragten emmede ud. Med en lavælt og mere behagelig sukken fik han endelig krydset benene igen, og tog imod det skift i rummet deres tilstedeværelse bragte med sig. 
Tak. 

Han lænede sig tavst ind imod det løse kærtegn, og lod dæmonen tage sig af Pleasances humør. Det var altid lidt utroligt hvordan tilstedeværelsen af hans allierede, hans muse, virkede til at skræmme fanden ind i den blege kusine, men det havde vidst været nødvendigt. 
Da hun med et slapt suk faldt sammen, lod han et mere lettet prust glide over læberne, og fulgte hende med blikket på vejen ud. I et lille ryk gled det sidelæns imod hånden, men den her gang rykkede han sig ikke væk. "Mmmh, jeg ved det.." gled det med en snert af fortrydelse over læberne. Hun var bare så forbandet modbydelig. Øjnene gled undersøgende over den form de havde taget den her gang, og slog inviterende ud i stolen Pleasance havde efterladt tom, hvis de ønskede at sidde. Og Corinths næse vrængedes. "Hun er blevet stærkere end sidst... og hvis hun er, er hendes bror nok også" tilføjede han, og lod selv en finger glide over hvad der lidt føltes som brandmærker fra de træls ord. 

En let latter forlod Levine, navnet som Corinth havde givet dem da båndet var blevet skabt. Et bånd der var en skændsel for dem og alle dæmoner, men et bånd, som de aldrig ville komme fri af. 
"Broren er dog kun en dukke som familien styre, nej det er Pleasance du skal have på din side" forklarede dæmonen hvis dybe brune øjne betragtede døren som Pleasance var blevet taget ud af. Selvfølgelig kunne Levine sætte sig i stolen, som pigen havde siddet i. Men for nu, blev de bag Corinth. "Vil du ikke hellere tilbage i studiet?" spurgte de med en sagt stemme, bukkede ryggen så deres ansigt var ved siden af Corinths. Hånden lagde sig blidt mod baghoved, næsten som en forældre der ville vise, at de var der for deres barn. Eller en elskende, der prøvede at berolige deres partner om tingene ville blive okay. "Lad dig nu ikke blive påvirket af denne lille episode, brug den i stedet til noget andet" de rettede sig op igen og lod et lille suk forlade de fyldige læber. "Hmm, men det er dog næsten ærgerligt at lade denne vin gå til spilde" kom der næsten morende fra Levine, der tog glasset og vendte sig rundt mod Corinth. De mørke betragtede ham indgående før de gik over og rakte hånden ud. "Kom, lad mig fylde dig med inspiration" velvidende, at den maniske følelse som Levine kunne byde på, kunne ende i mange retninger end blot at udfolde sig kunstnerisk på papir.

Med et mageligt suk lænede han sig mere tilbage til hånden bagved ham, og lukkede øjnene afslappet i igen. Det havde været en ret fortræffelig dag, indtil nu, og det blide spørgsmål om at vende tilbage til studiet, syntes at vægte langt tungere end konstateringen om Pleasance. Joh, studiet - hans arbejdsværelse og den lukkede dør, var dragende. Ikke flere udbudne gæster. 
Men det nagede ham at hun var kommet her, og sloges samtidigt med den stille mulighed der også lå med hendes besøg. Hvis hun var her, ville hun måske være lettere at nå ind til. Men man skulle næsten trækkes til Zaladins forgård, for at kunne se enden på det helvede. 

Han kunne til gengæld mærke det, da de bukkede sig ned, en beroligende effekt og drejede hovedet en anelse opsøgende, da Levine alligevel valgte at tage imod glasset og kom mere til syne. Den androgyne skikkelse, lige nu med koldblondt hår nede omkring de spinkle hofter, var et dragende syn for Lochtree kunstneren. Levine. Hans første, og nok også mest faste muse.
Corinth pressede læberne lidt imod hinanden. "Men hvordan får jeg hende på min side?" de havde altid været en fantastisk sparringspartner, men distraherede fokusset med deres gode idéer, og Corinth rejse sig uden meget modstand fra stolen og greb den lyse hånd. "De har virkelig... hun er ødelagt" hviskende, noget studerende  og samtidigt også skuffet stemmen. Hvorfor havde familien overgjort det sådan? Det havde vidst taget overhånd, og når de så ikke kunne kontrollere deres værk, sendte de det ud på ravagemissioner. Usmageligt. Og - han var ikke nogen helbreder. Han var det modsatte. Og kunne ikke forestille sig at blive til andet, slet ikke i sine tredivere.
 

Levine lod tungen glide hen over deres læber, da Corinth stillede et ganske validt spørgsmål. 
"Lad hende tage tilbage til familien, så sender vi en officiel forespørgelse til at lade hende bo hos os for en tid. Skriv at vi har nogle potentielle giftemål, når hun ankommer må vi begynde at se hvordan vi bedst kan forme hende efter vores billede" det var måske kynisk, men Levine var mere end sikker i deres kræfter at de nok skulle formå, at ændre Pleasance nok til at hun ville give Corinth hendes støtte. 
"Vi vender hendes destruktive opførsel til konstruktiv og bruger det som fordel for os selv, for dig selv" rettede de sig selv, trods for at Levine var med til at give idéerne, var det ikke dem som sad med magten. Nej, det var alt sammen Corinth. Derfor måtte Levine ændre deres syn og tænkte: Corinths success var deres egen. 

Levine lod deres hånd glide hen over hans arm, og satte sig ved siden af hans foldede ben. De satte albuen på armlænet og gav ham et næsten forførende smil. "Vi kunne også tage ud, få noget inspiration? Eller jeg kan give dig inspiration nu, fortæl mig hvad du ønsker" de slanke fingre dansede hen over hans kind og skubbede langsomt hans hår bag ørene.

De havde altid et godt svar. Det var beroligende, men mest af alt var det også betryggende. Levine, Levi, Leviathan - hvad end der lige passede ind i øjeblikket, havde været en loyal følgesvend - Corinth lænede sig ind til ordene med et villigt lille 'hmmm'. Noget konstruktivt. Noget brugbart. Levine havde været der længere end han kunne huske, og før han flyttede til Dianthos, havde de også været hans bedste ven. Det gik lidt for døve øre når de glemte at formulere sig korrekt, han kunne sagtens se bort fra det.
Vi kunne også tage ud, få noget inspiration?

Med et lille ryk gled blikket op på deres siddende skikkelse, et tændt glimt i øjnene og interesseret i foreslaget. En tur i Dianthos? På trods af at være bundet til ham, på godt og ondt, føltes det ikke som om at de fik brugt nok tid sammen mere. Hvis Levines intention var at skifte Corinths fokus, lykkedes det som oftest. Og det relativt let. 
Det her var nu meget rart, og han greb de slanke fingre i et lille sus, og skubbede dem mageligt op til læberne. "Du er for god ved mig" mumlede han imod den lyse hud i det milde kys, og slap endelig, lidt (for) veltilfreds i sine overvejelser. "Lad os finde noget inspiration. Jeg er sikker på at du også må være hungrende, efterhånden" og han smilede lidt underholdt af den potentielle tanke, klar til at rejse sig hvis idéen faldt i god jord. 

Smilet på deres læber krøllede længere op, mens de mærkede læberne mod deres fingre.
”Du skal ikke vænne dig til det Corinth” kom der med en spindende stemme, det var tydeligvis løgn. For når det kom til stykket, havde deres liv været sammenknyttet så lang tid. For lang tid, til at Levine ikke ville være der for Corinth. Det var en symbiose, der havde vist sig at fungere for dem begge. På utroligvis kunne Levine på nuværende tidspunkt, på ingen måde se et liv uden at Corinth var i det.
Smilet forsvandt og øjnene fik en glans i sig, der vidste at han havde ramt korrekt. De var hungrende. Hungrende efter den elendighed der var at finde omkring i byen. De havde brug for at gå rundt og se, mærke, føle hvordan at resten af borgerne led i slummen.
Hvilket også ville hjælpe Corinth. For i forfærdelighed kunne man sagtens finde skønhed, i virkeligheden handlede det blot om at man var kreativ nok.

De lænede sig frem og placerede et blidt kys imod Corinths kind. ”Så må vi vel hellere komme afsted” hviskede de blidt mod den fine bløde hud, der bar præg af hvor rig og velhavende manden var.

De blækdyppede fingrer gjorde sig helst ikke i grovt arbejde, og blev både for letheden og offentlighedens skyld også gemt væk af handsker, så hvad end de kunne gøre helst ikke trak for meget fokus. Levine havde både set dem samle det nidkære værktøj af pen og papir i de tidlige dage, og senere spejle selvsamme måde at interagere med verdenen på, som hun havde vist ham. Imod hans læber var de genkendelige, og han lukkede kortvarigt øjnene da hun lænede sig ind imod den lyse kind. Jah, de måtte afsted. 
Det var i hvert fald en bedre løsning, end at slå knuder på sine egne tanker over hvad han skulle gøre med kusine-Lochtree, og samtidigt vide at det nok ville være nødvendigt at bruge en grad af ukomfortabel venlighed. Hvis han kunne komme ned på hendes niveau...

Corinth skubbede tankerne væk, da han i en glidende bevægelse rejste sig fra stolen. Med den ene hånd gled fingrene over deres spinkle skulder - kunne kortvarigt ikke lade være med at gribe de kønne lokker i hjemmevant beundring for dets hvide farve - og nynnede sagte, da han i stedet gav Levine en hånd, og trak dem op. Med sig - kom med. Han skulle blot fatte handskerne, den slanke sorte stok med sølvbeslaget, og muligvis et halstørklæde imod kulden, så kunne de vende opmærksomheden imod gadernes ulykkelighed. Det så ellers ud til at blive en solskinsdag, selvom humøret nok ikke kunne blive meget bedre, sat til sammenligning for hvor det havde været på vej hen for blot få minutter siden. 
Det var i hvert fald nydeligt, da de til sidst var klar og han med et lille, sigende vip af hovedet, åbnede hoveddøren. Efter dem.