Hjertet sad helt oppe i halsen på Zirra og bankede løs. Det var som regel det første tegn på, at hun skulle stoppe, hvad hun havde gang i og vende om lige med det samme. Normalt, når hun blev sendt ud på livsfarlige missioner, blev hun kold og fokuseret inden i. Selvfølgelig kunne der komme hjertebanken, men det var ikke den her slags hjertebanken. Denne her hjertebanken kom op til de tidspunkter i hendes liv, hvor hun havde været ved at gøre noget så galt, at hun ikke var sikker på, hun ville rejse sig op fra det igen. Sidst den havde prøvet at stoppe hende, var da hun tog afsted for at slå Sedna ihjel, og nær var endt med at stikke kniven i Treston. Hun kunne have ladet være. Hun kunne være blevet hjemme. Det kunne hun ikke lige nu. For tog hun hjem nu, ville hun med stor sandsynlighed selv lide døden, eller som minimum tvunget til at ægte sig med en voldspsykopat. 
    Derfor stod hun nu uden for børnehjemmet, hvor Alexander og Elenora havde tilbragt alt for meget af deres liv. For denne gang havde hun hjælp til at udføre en sindssyg plan, og hvis det hele lykkedes ville hun være fri, men hvis det ikke gjorde, kunne hun ikke bare efterlade dem.
    Hun åbnede døren til børnehjemmet. Man blev altid mødt af to trapper på hver side af en lang gang med et bord forenden, hvor en af de ansatte sørgede for, at folk ikke kom uden for besøgstid. Lige nu var det meste af bordet dækket, fordi en bredskuldret mand i Lysets unifrom stod foran det. Rødt hår hang ned til skuldrene, og...
    Zirra tog et hurtigt skridt til siden, så hun stod med ryggen mod væggen og den ene fod på første trin af trappen. Hjertet formåede faktisk at hamre hårdere.
    "Det må have været vinden," hørte hun sekretæren sige. 
    Det brusede for hendes øre. Koldsved brød frem på hendes pande, og med klamme håndflader trak hun talekrystallen, i daglig tale kaldet talestallen, op ad lommen. Hun havde brug for hjælp lige nu. De svedige hænder fik hende til at fumle med den og hun havde nær tabt den på gulvet. 
    Nej Zirra, stop nu dig selv. Du kan godt gemme dig i fem minutter, indtil han er gået.
    "Ja, Alexander og Elenora, det er korrekt," lød Kesters stemme i gangn. "Jeg modtog papirene i dag om, at det hele kan lade sig gøre. Jeg lod nogle ligge derhjemme, men det her er alt, I behøver, ikke? Hvornår regner I med, jeg kan hente dem?"
    Zirra stivnede. Nej, det var ikke rigtigt. Han havde fundet dem. Han havde fundet nogle af de enste, Zirra havde i sit liv, som ikke kunne forsvare sig selv. Der sad en klump på størrelse med et æble i Zirras hals og truede med at tvinge hende til at kaste op. Så lydløst, hun kunne, trippede hun halvvejs op ad trappen, tvang sig selv til at tage fem lange åndedræt og få styr på talestallen i sin hånd. Den lyste svagt gul et par gange, inden den skiftede til orange og viste, at der var hul igennem.
    "Treston," hviskede hun med panik i stemmen. "Vi bliver nødt til at gøre det nu. Lige nu. Han er på børnehjemmet. Han ved, jeg er i byen."

    Treston havde ligget på ryggen i sin kro-seng med Josefines breve spredt omkring sig og været i gang med at pine sig selv ved at læse dem igennem fra ende til anden, da talestallen pludselig lyste op på natbordet, og Zirras stemme fik ham til at fare sammen. Brevpapiret krøllede sig under ham, da han langede ud efter krystallen og førte den op til munden - prøvede at få sin pludselige hjertebanken til at lægge sig. Han havde været et helt andet sted i sine tanker og kunne lige først ikke få hendes ord til at give nogen form for mening...
    "Zirra - sæt farten ned! Jeg kan næsten ikke høre, hvad du siger. Hvem er..." Men så standsede han sig selv, for han vidste det jo godt - kunne ekstrapolere svaret fra panikken i hendes stemme. 
    Kester. Det kunne kun være Kester, hun snakkede om.
    Treston kunne ikke lade være med at stramme grebet om talestallen. Hans hjerne kørte på højtryk. Hun havde nævnt et børnehjem - børnehjemmet... Handlede det om de gadeunger, han vidste, hun hjalp fra tid til anden. "Er du på børnehjemmet med ham nu? Har han set dig?" Han var oppe af sengen nu og i gang med at trække den slidte jakke på - stadig med talestallen i hånden. For første gang i noget, der føltes som hundrede år, følte han sig skarpt og fokuseret - havde det kølige overblik, fordi hadet var frosset til is i hans mave. "Har du brug for, at jeg kommer ind og henter dig?"

    Trestons stemme i krystallen skar toppen af panikken væk. Han havde altid haft en beroligende effekt, og selvom han selv lød pissebekymret nu, formåede han at samle Zirras tanker en smule.
    "Han har ikke set mig," sagde hun med så tydelig udtale, hun kunne præstere gennem sin stemmes rysten. "Men han er her, og han vil hente mine unger, Tres. Vi bliver nødt til at..."
    Samtale fra gangen nåede hendes ører, og hun tav i sin talestrøm.
    "Hæng lige på," hviskede hun ned i krystallen, lod den ligge på trappetrinnet og sneg sig så ned, så hun kunne høre, hvad der blev sagt.
    "... Kan blive i aften eller morgen tidlig, hvis det passer Dem."
    "Det vil være ganske udmærket. Er der andet, jeg skal vide?"
    "Ja, De skal medbringe de papirer, vi gav Dem sidst."
    "Men de er underskrevet. Er alt ikke i orden?"
    "Jo jo, alt er i den fineste orden, hr. Strigerius. Vi bruger dem blot til verificering. De skulle nødigt komme af sted med de forkerte børn. Apropos, der er stadig besøgstid, hvis De vil sige hej?"
    Zirra havde hørt nok og trippede op ad trappen igen, hvor hun greb krystallen. På en eller anden måde formåede hendes håndflader at være endnu mere koldklamme end før. Hvordan havde han fundet frem til børnene? Det var noget, hun altid havde holdt så tæt på kroppen som muligt. Fordi det kunne bruges imod hende som intet andet. Ikke engang Treston fortalte hun navnene af frygt for, at han ville tale over sig, det grødhoved.
    "Tres, Tres er du der?" hviskede hun ind i krystallen. "Vi har til i aften. Han tager dem med i aften. Tres, vi gør det nu."
    Idet ordene forlod hendes læber, skød en klarhed indover hendes tanker. Planer. Planer var hun god til. Hvad havde hun i baghånden?
    "Tres, du bliver nødt til at tage ind til hans hus og finde papirer. Et eller andet med Alexander og Elenoras navne på. Vi bliver nødt til at holde dem ude af det her," Hendes stemme var klarere nu og uden det tykke lag af frygt henover. Træningen var sat ind, og Zirras planlægnings-jeg havde taget over. "Jeg ordner ham her, og så mødes vi ude på den anden side af muren. Vi holder krystallerne stille indtil jeg er ude på den anden side. Aftale?"

    Det var en lettelse at høre, at hun havde formået at holde sig uset - det løsnede knuden, der ellers havde strammet til omkring Trestons hjerte. Han havde netop åbnet munden, for at stille endnu et spørgsmål, da hun bad ham hænge på, og han stivnede midt i at snøre den ene støvle. Han kunne høre de første to-tre af hendes svage skridt ned ad noget, der lød som en trappe, men derefter falmede lyset i krystallen, idet den ikke længere opfangede nogen lyde fra hendes ende af. 
    Først da hendes åndeløse stemme vendte tilbage, lyste krystallen op igen.
    "Ja, jeg er her," svarede han på hendes spørgsmål, hvorefter han tav og lyttede til de hastige planer, hun rablede af sig. Planer havde hun altid været god til... Det var hendes forsvarsmekanisme - dét, hun forfaldt til, når alt andet var for overvældende. Hendes måde at genvinde kontrol over hendes omgivelser, når hun ikke længere følte, hun havde styr på situationen.
    Han havde grebet om dørhåndtaget - nikkede til hendes ord og dét de betød - da Alexander og Elenoras navne blev nævnt, og lidt for mange ting faldt på plads på én gang. Børnehjemmet. Kester. Josefines børn...
    "...aftale?"
    Hvad skulle Kester med Josefines børn?!
    "Nej, Zirra - vent et øjeblik! Hvorfor er Kester-" 
    Men talestallen var allerede blevet mørk i hans hånd igen, og han bandede, da den første, rigtige frygt indfandt sig i hans mave. For hvis han havde forstået hende rigtigt, så var der pludselig meget mere på spil end først antaget...
    Han tog sig kun lige akkurat tiden til at låse kroværelset bag sig, før han tonsede ned ad krotrappen, gennem drikkestuen og ud ad hoveddøren, hvor han nær havde rendt en rejseklædt kvinde overende. Hun bandede efter ham, men Treston hørte det knapt, for han var allerede sat i fuld sprint ud ad den støvede landevej imod Dianthos.
    Han skulle have fat på Sedna hurtigst muligt. Og han håbede, ved alt, der var helligt, at hun havde holdt sig klar, sådan som de havde aftalt...

    Zira slukkede talestallen og stoppede den i lommen. Fra samme lomme fandt hun en lille, lysende sten frem, som hun knugede i hånden et øjeblik.
    "Zirra, du kan gøre det her," sagde hun til sig selv, og lod så magien slippe sit tag i stenen. Et sted i undergrunden begyndte en lanterne at lyse på Charles Pearsons skrivebord.
    "Hvad kan du?"
    Det gippede i Zirra, da en barnestemme lød lige ved siden af hende, og hun var nær snublet ned ad trappen, havde Alexander ikke taget fat i hendes arm. Han så forvirret ud, og bekymring var allerede ved at snige sig ind i blikket. Zirra skjulte ikke særligt godt, hvor oprevet, hun var, og Alexander havde alligvel kendt hende længe nok til at se igennem hendes forsøg. Zirras blik flakkede kort, hvorefter hun tog fat om hans skuldre.
    "Alex, du skal gøre mig en kæmpe tjeneste," hviskede hun og gjorde et kast med hovedet mod gangen. "Der står en mand dernede, som vil tage jer med i aften. Jeg tror, han vil gøre det for at få fat i mig. Rolig, rolig, jeg har en plan, og jeg har jer, hører du? Jeg har jer, og jeg skal nok få jer væk fra det her sted. Det lovede jeg sidst, og jeg holder altid mine løfter."
   Alex nikkede, men virkede nu også som en, hjertet sad helt oppe i halsen på.
   "Her er, hvad du skal gøre. Få en af de andre unger, måske Tom, få ham til at snige sig ud foran. Om ganske kort tid kommer der tre mænd, som kommer for at hjælpe mig. De er venner, og de skal ledes ad bagvejen om i haven. Ja? Godt. Bagefter går du ned til ham manden. Sig at Elenora er træt, men at du gerne vil vise ham rundt. Tag ham med ud i haven. Derfra skal jeg nok klare resten. Kan du det? Selvfølgelig kan du det."
    Zirra lagde hånden på hans kind og trak ham så ind i et kram.
    "Hvad har han gjort dig, Zirra?" spurgte Alex med spag stemme.
    "Gjort mig? Nejnej, det skal du ikke tænke på, kære," skyndte hun sig at sige. Hvis han havde fanget hendes panikstemme, kunne hun næppe skjule det for ham, men hun kunne udskyde en samtale, hun ikke havde lyst til at have med et barn. Slet ikke, når barnet, trods at være en ung teenager, nu skulle sendes direkte hen til uhyret. "Bare få Tom på udkig og manden ud i haven. Det skal nok gå Alex. I er ude herfra inden månedens udgang, det lover jeg."
    Et løfte, hun faktisk ikke vidste, om hun kunne holde, men hun havde tænkt sig at gøre et forsøg.

    Med Alex sendt mod Kester, gik Zirra en etage op, sneg sig ind i et tomt lokale og kravlede ud ad vinduet. Haven havde en bagindgang fra gaden, hvis man sneg sig forbi vinduet, hvor forstanderinden kunne kigge ud, og ellers var der en udgang fra stueetagen. Begge dele krævede at Zirra igen skulle forbi den gang, Kester befandt sig på, så et vindue og at kravle ned langs siden af bygningen virkede væsentligt lettere.
    Hendes sko ramte græsset blødt og lydløst, og hun satte sig på hug for at snige sig forbi de lavere vinduer ind til spiserummet. I den anden ende af haven var der ikke direkte udsyn indefra. Alex var kløgtig nok til at vide, at det var her, hun ville vente. Men hun skulle bruge noget til at slå først med. Der lå et par nagler og en mursten nær bygningen, men det ville ikke slå hårdt nok. Så skulle Zirra have Trestons styrke, og selvom det frustrerede hende, vidste hun, at hun ikke havde den. Hun kunne hverken vente på ham eller sin opbakning. En skovl fangede hendes opmærksomhed. Den var sat fast i jorden, og hun fik vristet den fri ad rødder og klumpet muld uden at lave alt for meget larm. Med den i hånden, skyndte hun sig hen bag et af de mellemhøje frugttræer.
    Lige præcis tids nok. Stemmer dukkede op fra børnehjemmets haveudgang, og Kesters stemme sendte kriller ned ad Zirras rygsøjle. Med fokus på Alexanders stemme, tittede hun frem fra sit skjul og greb fastere om skovlen.
    "Jeg har altid godt kunne lide haven," lød det fra Alex.
    "Mhn. Lad os gå ind igen. Jeg vil gerne hilse på Elenora også," svarede Kester.
    "Men jeg sagde jo, hun er træt."
    "Og jeg sagde, jeg gerne vil hilse på hende, Alex."
    Kester havde vendt sig mod Alex i stedet for haven, og Zirra så sit snit til at slå til. Hun sneg sig i en lille bue rundt fra træet og bag Kester. Hjertet hamrede så højt i hendes bryst, at hun ikke kunne høre sit eget åndedræt, da hun rejste sig op, trak skovlen så langt tilbage, hun kunne, og svingede den med al sin kraft mod Kesters hoved.
    Lige i det samme som lyden at tre sæt fodtrin bevægede sig rundt om bygningen efter nøje instruktion fra Tom, hamrede skovlens metalplade fladt ind i Kesters tykke hoved og sendte ham til jorden. Zirra mødte Alex' forvirrede og forskrækkede blik, inden hun så ned på Kesters stadig åbne øjne og sparkede ham i hovedet, så han gik ud som et lys. Da hun løftede blikket igen, lå hendes viltre blik i stedet på hendes forstærkninger; Charles og hans to kumpaner.

Mødet med Zirra havde ledt meget godt med sig, informationer og forhandlinger, som skulle kunne hjælpe dem begge videre i deres færd. Charles havde været fokuseret og opmærksom på olielampen, som hun havde pillet ved under hendes møde i bygningen. Opgaven der stod overfor ham, kendte han endnu ikke meget til og han havde ikke fået meget ud af hende omkring den. 
Han havde aldrig tøvet med at sige ja til opgaven, eftersom at det var noget for noget og han derfor ville holde sin del af aftalen, når lyset i lampen gav signal. 
Han han fundet en person som kunne spore hende, hvordan vidste han ikke, men han havde hele tiden øje med hende og derfor ville han vide, hvor hun befandt sig, når der blev kaldt bud efter Charles og hans to hjælpere. 
Mødet med Zirra havde budt på lidt af hvert, men hun havde vist sig at være god for hendes ord, hvilket han egentligt heller ikke tvivlede på, og nu var det så hans tur til at holde sine. 
 Da lyset endelig gav tegn var dagen kommet og det var nu de skulle afsted. "Hvor?" Blikket gled over på spotteren, "Børnehjemmet" Børnehjemmet? Okay. 
"I to er med mig" Kom det fra ham som han kom ned af trapperne og kiggede over mod to af hans loyale ansatte, to robuste fyrer, som nok skulle kunne klare dette op - som han lige nu ikke anede meget om.
Der var et stykke vej fra undergrunden og op til beboelskvarteret, men de tog den i den fart de kunne, for at komme hurtigtst muligt frem, uden at vække alt for meget opsigt. 
Charles vidste godt hvor børnehjemmet lå, men det var ikke et sted som han havde regnet med at opgaven skulle foregå, men det havde værert svært at få et billede af noget man ikke kendte til.
Da de endelig kom frem, blev de i haven mødt af Zirra, stående med en skovl i hånden og en person, som han umildbart ikke genkendte, liggende på jorden.
"Zirra?"  

    "Zi-Zirra?"
    Charles og Alex fik sagt hendes navn i munden på hinanden, dog med hver deres intonation. Det var Alex' utrygge stemme, der hev Zirra tilbage til virkeligheden, som hun lige havde forladt et kort øjeblik, mens hendes hjerne havde gennemspillet de sidste par interaktioner med manden, der nu lå bevidstløs for hendes fødder.
    "Zirra, jeg tror altså ikke, at han ville dig noget. Han nævnte kun..."
    Zirra slap skovlen og lagde begge hænder om Alex' teenageansigt. 
    "Du skal slet ikke tænke mere over det, vel?" sagde hun indgående til ham. "Nu skal du høre. Du hjalp så godt til. Nu skal du bare løbe ind igen. Få Tom med ind, og sørg for at blive inde og gør som de voksne siger. Jeg kommer og tjekker op på dig, så snart jeg kan. Så smut så med dig."
    Man kunne se på Alex' udtryk, at han gerne ville gøre indvendinger, men han kom også snart i problemer med børnehjemmet, hvis han ikke indfandt sig til aftensmaden. Så han vendte sig modvilligt om og skridtede tilbage mod børnehjemmet. En enkelt gang kiggede han sig overskulderen, inden han forsvandt ind i bygningen. Zirra bandede sig selv langt væk for at have involveret ham i det hele, men der havde ikke været andre muligheder. Ellers var det hele blot blevet meget værre. Både for hende og for ungerne.
    Fokus vendte nu tilbage til Charles og den bevidstløse Kester Strigerius på jorden. Den rødhårede mand var iført en almindelig jakke henover en af sine standard ridderuniformer. Han var en velklædt mand, og tydeligt en del af Lysets hær. Forhåbentligt havde Zirra fået det rigtige forhåndsindtryk af Charles og at han næppe havde skrupler med den slags.
    "Så, her er det, jeg skal have flyttet," sagde hun og slog hånden ned mod Kester. Hun talte stadig lavmælt, så ingen opdagede de ubudne gæster i haven. "Han skal ud på den anden side af bymuren."
    Det var godt, hun havde fået den her hjælp iscenesat. Hun kunne umuligt have klaret at slæbe ham hele vejen ud selv, men de her tre gutter kunne sagtens klare opgaven. Nu skulle hun bare følge med, så hun kunne fortælle Treston, hvor han skulle møde hende, og så... Ja... Så ville hun tage det derfra.

At bevæge sig i det kriminelle miljø var en ting som han var vant til og der var sjældent noget som kunne overraske ham, men det som Charles og han makkerpar mødte op til var ikke helt hvad han havde regnet med, men det kom måske heller ikke bag på ham. Zirra havde været mystik om sagens handling og hun havde ikke røbet ret meget mere end at hun skulle bruge tre mænd til et arbejde.
Det tog tid at bevæge sig igennem gaderne, men de kom til sidst frem til børnehjemmet og fandt Zirra stående i baghaven. Ved siden af Zirra lå en bevidstløs mand, det var hvert fald det han gik ud fra. Under jakken kunne han skimte uniformen fra lyset, og det røde hår gav ham en idé om hvem det var og hvad de lige stod med nu. 
"Du vil have ham ud bag bymuren?" Det var egentligt blot en gentagelse af hendes ord. Der var ingen skrupler ved det, så de skulle nok flytte ham derhen hvor hun gerne ville have det.
Det var godt nok en længere tur hvis de skulle bære ham, og lige nu ville en karret eller lignende en hjælp og ellers måtte Charles lige stå et øjeblik og vurdere hvilke veje som ville være nemmest at gå, uden at vække al for stor opsigt. Uanset hvilken vej man tog igennem det nedre distrikt, så var der uden tvivl nogen der ville kigge, hvis man kom gående med en mand. Især fra lyset.
Charles gik hen til ham og satte sig ned ved siden af ham, blot for lige at sikre sig om han var død eller bare slået ud. Helt død var han dog alligevel ikke. 
"Hvad så når han vågner?" Spurgte han lavmælt. Hvis hun ønskede noget andet, end blot at flytte ham, så var det vigtigt at vide. Det burde en af de to fyre han havde med, godt kunne klare. De havde færre bekymringer end ham selv. Men alt var op til Zirra.

    Der var et sted ude bag bymuren, hvor skoven gik helt op til murstenene og strakte sig ud mod et større, tæt bevokset område. I starten af sin spiontræning havde Zirra brugt mange timer derude, fordi bevoksningen var tæt og uregerlig, og jorden bulede sig i bakker og dybe gryder, som havde en bjergtrold hoppet rundt derude. En af de gryder ville være det perfekte sted at tage hen, så ingen kunne høre, hvad de havde gang i. Det var en god gåtur derud igennem noget relativt ufremkommeligt terræn, men Charles og hans håndlangere så ikke ud som om et par væltede træstammer og sammenfiltrede buske kunne tage gejsten fra dem.
    "Hmm?" sagde Zirra, da Charles spurgte om noget, og hans spørgsmål blev opfattet lidt senere af hendes hjerne. "Åh, øh, ja, han skal bindes."
    Hun så ned på Kester, og Charles tjekkede hans puls. Et øjeblik blev hun selv i tvivl, om hun havde slået ham så hårdt, at han var gået bort lige der. Det kunne selvfølgelig være praktisk, men... 
    De skulle bruge et eller andet at fragte ham på. At bære ham igennem gaderne ville nok ikke du i længden. Hun satte sig på hug overfor Charles og begyndte at knappe Kesters jakke til, så man ikke kunne se uniformen indenunder. Hendes hænder begyndte at ryste, så snart hun rørte stoffet.
    "Vi kan måske finde en båre," sagde hun og sank en klump. "Eller I kan tage ham mellem jer, så det ligner han er helt fordrukken."

Charles var ikke helt sikker på hvad der skulle ske med Kester eller præcis hvor hun ville have ham, men det virkede på hende at hun ville tage en del i afskaffelsen af Kester. Der var mange steder uden for bymuren, hvor man nemt ville kunne skille sig af med en person som dette. Det var ikke steder som Charles var kommet ofte, men han havde været der ude og han havde oplevet hvor tæt skoven og krat kunne være af og til. Det var bestemt ikke noget dumt sted at få ham ud.
Charles var godt med på at han skulle bides, eftersom at han kunne vågne på vejen, "Det er klart" Men hans tanker havde måske gået på hvad skulle ske med ham efterfølgende, når de kom der ud og han på et tidspunkt ville vågne. Kester ville intet vide omkring Charles og hans håndlangere, men Zirra ville han nok uden tvivl kunne huske at have slået ham, hvis han fik et blik af hende. Men skulle han forsvinde helt?
"Så han dig da du slog ham?" Han kiggede op på hende, efter at have fundet passende reb så han kunne blive bundet. Sådan et børnehjem havde det meste i deres skure. Han sad stadigvæk på hug ved ham, som han bandt hans hænder. Det ville virkede for oplagt, hvis han også bandt hans fødder. Især hvis det skulle se realistisk ud og han skulle være i mellem håndlangerene. 
Det ville næsten være for meget arbejde at skulle til og finde en båre eller lignende som de kunne bruge til at fragte ham, så det med at have dem i mellem dem, virkede som den bedste løsning, "I tager ham i mellem jer" Kommanderede han nærmest imod ham. 
"Fører du an, Zirra?" Det ville det bedste. Hun måtte have en plan i tankerne om hvor han skulle hen. Han fulgte de to mænd, begynde at kæmpe med den bevidstløse krop, som de fik ham op i mellem dem.

    Zirra holdt sig lidt på afstand og tog et par dybe indåndinger, mens Charles fik styr på reb og Kesters hænder. Det frustrerede hende grænseløst, at hun var så påvirket af at være tæt på manden, og hun var sikker på, Charles havde lagt mærke til hendes rystende hænder og overfladiske vejrtrækning.
    "Han så mig ikke," svarede hun. Men han kommer til at vide, det var mig.
    Hun nikkede til hans spørgsmål om, om hun førte an, og de satte kursen ud på gaderne. Aftenen var så småt ved at falde på, og det gav dem en fordel, når de tog nogle af de ekstra smalle gader, hvor fakler allerede var blevet tændt for at befolkningen kunne se, hvor de gik. For at dække dem, stjal Zirra lyset fra nogle af faklerne, hvis andre dukkede op på gaden, mens de gik ned ad den. På et tidspunkt under deres gåtur, begyndte Kester at røre på sig med trætte støn, og Zirra stivnede. Så tog hun hånden ned i lommen og hev en lille flaske op. Der var ikke tid til at dryppe et par dråber på et klæde, som apotekeren havde instrueret hende i, så hun hev bare korkproppen af og stak hele flasken ind under Kesters ansigt. Han gik ud som et lys og Zirras nerver blev igen beroliget. Ikke helt det, hun havde regnet med at gøre, da hun købte det stærkt bedøvende middel. Der havde planen været at finde Kester nærmere muren, få ham til at besvime ved at holde en klud med væsken over hans mund og så slæbe ham ud på den anden side. Men planer ændrer sig, og så må brugen af midlet også gøre det. 
    "Jeg kender en smutvej gennem muren lidt længere nede," sagde hun, for de var nær bymuren nu. "Du kender den sikkert selv. Hjertets passage."
    Det var et hul i muren, der gik tæt på et bordel, og som folk brugte, når de skulle ud på den anden side til de små skovstykker og kigge på stjerner med deres hjertets udkårne. Hullet var vist ret kendt i folkemunde, men ikke til den store fare udefra, fordi man skulle gennem et bordel, der delte husmur med det. Hvis nogen sneg sig igennem fra ydersiden, ville bordellet fange det og få byvagterne pusset på de indtrængende. Man kunne kun klemme sig igennem én ad gangen alligevel, så det var næppe dér Mørket pludselig ville smide en styrke ind.
    Zirra kendte bordelmutter fra sin spiontræning, hvor de konstant brugte gennemgangen, så da hun stak hovedet ind, var der ingen problemer med at få adgang til bordellets baghave og dermed passagen ud til den anden side af bymuren.

Nu var Zirra stadigvæk et halv ukendt ansigt for Charles, så hvad manden fra lyset betød for hende, eller rettere sagt hvad han ikke betød vidste han ikke og havde ikke nogen idé om det. Men han kunne tydeligt se at det betød noget for hende, som han lå der foran dem, og nu bundet. Han havde lagt mærke til de rystende hænder og vejrtrækningen som ikke var helt som den plejede. Han kunne kun gisne om, hvad der var sket og hvilken forbindelse de havde.
I og for sig så var det måske også ligegyldigt, men hun havde valgt ham af en grund og han kunne ikke lade være med at tænke spørgsmål, som han forhåbeligt ville have tid til at stille senere. Han var her dog blot for at lave et stykke arbjede, for en tjeneste, som hun allerede havde leveret. Hvis de skulle bygge noget sammen, så måtte det være gensidigt. 
"Det var godt" Der var noget over hendes ord, som måske ærgerde hende? 
De fulgte blot efter hende som de langsomt bevægede sig igennem gaderne i Dianthos, og den udslående mand hang mellem Charles to håndlangere og Charles kunne bevæge sig næsten ved siden af Zirra, blot for at have et overblik over det hele, selvom han vidste at hun uden tvivl ville have et overblik også. 
Fokusset blev forstyrret som han pludselig bevægede sig, men Zirra var hurtigt over ham og med en flaske indholdeden, hvad han rengede med var bedøvende middel, fik hun hurtig styr på ham. 
Han nikkede godkendende til hende, som hun foreslog "Hjertets passage". Han kendte genvejen og det var nok lige nu det mest fornuftige valg at tage, eftersom at bekymringen for at blive opdaget var stor, "Det virker som en fornuftig idé"
Det virkede til at Zirra kendte bordelmutter, bedre end Charles gøre, selvom han havde hørt om hende og haft et par ord med hende før, men det var det der skulle til og han valgte at dække bagtrop, som hun gik forrest og med Kester i mellem dem. 
Den her lille passage var kendt for de fleste, men det var sjældent at det var nogen udefra som kendte til det. Hullet var småt og man skulle møve sig igennem, for at komme ud fra bymuren og ud i den store skov.

    Da de først var ude i skoven, slappede Zirra væsentligt mere af. Nok var byen som hendes hjem, og hun kendte hver en afkrog og smal gade, hvert et hustag og smutvej, men skoven her var baghaven. Det var her, ingen kunne se eller finde en. Zirra førte an ud fra et memoriseret kort over området, og snart fandt de vej til en af fordybningerne i skovbunden. På vejen derud smed Zirra sine lysende sten i skovbunden, så Treston kunne følge efter dem. Fordi solen stadig var ved at gå ned, skulle man vide at de var der, for at opdage, hvordan de lyste med eget lys, og at strålerne ikke blot genspejlede sig i overfladen.
    "Lad os binde ham til det der træ," instruerede Zirra til Charles' to mænd og pegede på et træ, der voksede helt nede fra bunden af gryden.
    Et øjeblik ramte minderne om hans hænder om hendes arme og hans slag i maven hende, og hun vaklede, inden hun tog sig til hovedet og støttede sig op ad et træ. Hun havde brug for Treston. Brug for at han var her med hende og støttede hende. Med koldklamme fingre gravede hun krystallen op ad lommen og aktiverede den.
    "Vi er sikkert fremme," sagde hun ned i den, da hun lige havde stabiliseret sin stemme. "Hjertets Passage, og følg mine sten derfra. Og find noget anti-magisk. Vi skal sikre os mod hans duplikering."
    Det var en af de detaljer, hun endnu ikke havde nået at få styr på. Bedøvelsen og at få slæbt ham herud syntes som en nem opgave til sammenligning med at få lukket ned for hans magiske kræfter. Det kunne ødelægge alt for dem, hvis han blot kunne duplikere sig og komme fri. Eller hvis de skulle til at have to af ham siddende.