Det var, naturligvis, umuligt at sove. Romeo havde smidt sig i seng med det samme da han var kommet hjem, forpustet, og opstemt fra selskabet med Phillippe ,men lige meget hvordan han vendte og drejede sig, kunne han ikke falde til ro. Han kunne ikke tænke på andet end snedkeren der sad og tilfredstillede sig selv, nøgen og eksplicit. 
 "Lort.." Det nyttede ikke noget - ligemeget hvordan Romeo prøvede at tænke på alt andet end dét, røg han hele tiden tilbage til det samme. Phillippe. 

  Mon Phillippe tænkte på Romeo imens han rørte ved sig selv? Han håbede det lidt. Lige nu, havde han en forfærdelig uartig fantasi, og der var ingen måder at komme uden om den på. Han bed tænderne hårdt sammen af frustration og sydede. Det var ikke korrekt - han burde slet ikke have disse følelser. Og at han kunne tænke så sjofelt forskrækkede ham. Det var en side af ham selv der kun blomstrede op sammen med Phillippe. Og han var usikker på om det var en god ting.

 Lige nu kunne udmattelsen og hovedpinen slet ikke hamle op med den kraftige lyst der sitrede ud i hans finger spidser for at mærke mere - og hans vejrtrækning blev tung, luftig da han endelig tillod at give sig hen. 
 Romeo begyndte at fremtvinge et stadie af eofori. Han lukkede øjnene og skød hovedet tilbage imens han langsomt lod en finger glide hen over sine læber. "Ah.." Det kildede da fingrene strejfede dem, og blændet, hev han lidt ned i dem så de spredtes. Romeo forestillede sig at det var Phillippe der rørte ved ham. 

 Han gjorde alt langsomt, sensuelt, for at ophidse sig selv endnumere - så han kunne mærke det til fulde. og Romeo huskede tilbage på deres kys, og hvordan han blev rørt ved. Ordene der var blevet udvekslet mellem dem, ja - det hele. Med tankerne på Phillippes hænder i sine bukser, gled hans frie hånd ned til kanten af hans lange underbukser. Han sukkede, og følsomt listede hans hånd endelig under stoffet og greb forsigtigt fat - så han kunne mærke hvor hård han var. 

 "Hnnf.." stønnede han uvilkårligt, og han åbnede øjnene for at skæve ned til hånden. Stadig forestillede han Phillippe oven på sig - hans lange gyldne hår der omkransede hans ansigt - det charmerende smil, og forførende grå øjne. "Phillippe.." stønnede han, og det var næsten som hvis han kunne mærke ham på sig. Taget om ham selv blev hårdere, og han begyndte at bevæge hånden i nydende bevægelser. Hans luftige støn blev højere i optakten, og den anden hånd knugede om ansigtet. 

 Romeo udforskede sig selv som han aldrig havde gjort før - han følte at han var i febervildelse, at han var et sted mellem drøm og virkelighed. De lange underbukser blev hevet utålmodigt af, og han lå nu nøgen i sin seng oven på tæppet. Sårbår, men liderlig nok til ikke at tænke, skød han hofterne frem og stønnede igen da han genoptog berøringen. For at blive ved med at holde fast i fantasien om at det var Phillippe der rørte ved ham, blev han ved med at stønne hans navn igen og igen. 

 Da det ikke var ofte han rørte ved sig selv, kunne han nu mærke sin mave trække sig sammen da han var ved at komme. Hans lår strammede sig op - og spændingen bredte sig helt ud til tæerne. Hans vejrtrækning blev hurtigere, og han kunne mærke sig selv blive hæs af alle de luftige støn. 

 Det begyndte at brænde helt ud i spidsen af hans længde da han endelig nåede klimaks. 
"Åh" han sitrede af lettelse da hans forløsning forlod kroppen - og med små udmattede suk, lå han og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning igen. Romeo sank en klump, og skævede ned til det rod han havde lavet, og så dumpede han opgivende hovedet tilbage i puden og kiggede op i loftet. Det var som om han havde fået mere klarhed i sindet igen efter at han havde fået forløsning. Og nu begyndte den prikkende skyldfølelse. Forlegenheden over sig selv at atter indtage sin plads. Men det havde jo været dejligt - han havde ikke oplevet noget lignende. 

 Romeo ryddede op efter sig selv, og havde lagt sig tilbage i seng, mere klædt på denne gang. Han sukkede, og prøvede at lade være med at tænke på hvad der lige havde hændt. Det var et fint, enkeltstående event - og skulle det ske igen måtte Isari tilgive ham.