Regnen styrtede stille ned, og de grønne øjne var nærmest livløse og uden følelse og varme. Ingen mimik i ansigtet, og med en rolig bevægelse løftede Amy en hånd op til sit ansigt. Flyttede nogle våde tårtotter væk fra øjnene, så hun bedre kunne se noget. I flere timer havde hun bare gået lidt rundt ude i regnen, og betragtet de mange mennesker som gik forbi. Ingen af dem gad hun hilse på, og så heller ingen grund til det. Påklædningen bestod af det sædvanlige - Nogle slidte bukser som sad tæt, ben hylsteret med knive i, og en kortærmet trøje. Som altid havde hun ingen jakke udenover, og blodet fra hendes pande, og underlæbe dryppede ned i de vandpytter hun trådte igennem. 

Stridigheder imellem en fjendtlig bande, havde gjort at Amy var kommet til skade, men hun var ligeglad. Tænkte slet ikke på smerten, og hun vidste godt, at hun var nødt til at holde øje i kvarteret. Man kunne aldrig vide, om der var fjender som lurede i krogene eller hjørnerne. Hendes plan var at tage et smut forbi kroen, men lige nu gik hun bare roligt rundt og kort bare nød hvordan kulden rørte hendes hud, og hvordan regnen gjorde hende våd. Hele påklædningen var drivvåd, og som hun løftede en hånd op til ansigtet, strøg hun to fingre hen over sin pande. Blodet dryppede fortsat fra underlæben, og hun kunne godt mærke hvordan blodet fra panden løb langsomt ned ad siden på hendes ansigt. 

Et lille smil kom frem på hendes ansigt, og hun stoppede op foran kroen. Lod de grønne livløse øjne glide ned på vandpytten hun stod i. Den røde farve fra blodet, dækkede nærmest hele vandpytten, og Amy tiltede hovedet kort. Hun lod begge arme hænge løst, så tæt ind til kroppen som muligt"Hvorfor..."mumlede hun lavt, som hun i et kort øjeblik knyttede den ene hånd. Hun havde hørt en masse snak omkring Tanto, og en eller anden dæmonkvinde, men ville ikke tro på det. Hun vidste han ikke ville kunne finde på at gøre det. De havde et eller andet, som de begge to nok ikke kunne forklare helt, Men hun kunne mærke savnet til ham, selvom hun tydeligt også var trist og sur på ham. Hun bed tænderne sammen, som slet ikke gjorde blodet fra underlæben bedre. Det dryppede mere, og mere og hun lod bare blodet fra panden glide længere ned over siden af sit ansigt. Alle de følelser hun slet ikke kunne beskrive, eller vidste hvad betød. Men hun var sikker på, at Tanto var årsagen, men hun ville finde svar. Hun var nødt til det, og nødt til at vide om det var sandt. Havde han været sammen med andre? eller dæmonkvinden? De grønne øjne betragtede den nu blodige vandpyt, som hun håbede han ville komme forbi kvarteret eller være i nærheden.

Skumringskvarteret. Der var intet direkte, som trak Tanto herhen. Intet arbejde eller opgave at finde her. Alligevel havde halvdæmonen fundet sin vej herhen. Som om noget tiltrak ham herhen. Noget dybere, han ikke kunne forklare. Og det var der også. Tanto var blot så fraværet fra menneskelighed, at han ikke kunne forklare det, skønt det var så simpelt. Det var den mest almindelige følelse for mennesker. Nogen ville sågar beskrive den som definitionen for at være menneske. Men eftersom Tanto ikke anså sig selv som værende menneske - ikke mere i hvert fald - ville denne følelse ikke falde ham ind.
Regn var nærmest et krav for Skumringskvarteret. Havde det ikke regnet hver gang, halvdæmonen havde gået i disse gader? Eller kun de gange, hvor han var stødt på hende? Måske. Men det var ved at være måneder siden, han sidst havde stødt på hende. Gentagende kontakt var ikke normalt for Tanto, hvorfor han ikke havde muligheder for at bibeholde denne eller aktivt prøve. Ting skete og de skete som de ville. Men tankerne havde da kredset om hende. Især efter hele situationen med dæmonkvinden. Det var altid dæmoner, der kunne sætte de største mærker i Tanto, men det var netop problemet. Hun var ikke en dæmon. Blot en helt almindelig kvinde. Et menneske. 

Det var en særhed at overvære, skønt de færreste nok vidste det og da slet ikke lade mærke til, at Tanto kig med sindet mere fokuseret på tanker end omkring ham. End ikke hånden var om stroppen til sværdet på ryggen. Han kig bare. Lod regnen gøre den kulfarvet kappe våd. Hætten var ikke over hovedet. De mørke hår var plaskvådt og regndråber lød ned af lokkerne og ansigtet. Næsen dryppede, ikke af snot, blot af regn. En våd halvdæmon i et fugtigt kvarter i skumring.

Som de grønne øjne hvilede sig på den røde vandpyt, undslap hun et lille suk. Tøjet klistrede sig til hendes krop, og hun følte sig gennemblødt. Om trøjen ville være gennemsigtig tænkte hun ikke på, men det ville den sikkert ikke. Det var en ganske almindelig sort trøje, uden ærmer. Håret gled ned i øjnene, og klistrede sig ind til hendes ansigt. Hun stod bare og nød regnen og kulden i et øjeblik, selvom hun burde få gjort et eller andet ved hovedet der blødte, samt underlæben. Men der var vel tid nok, måske hun i det mindste skulle gå indenfor, for at få lidt varme. Men havde hun også lyst til det. Amy tænkte lidt, som hun tog et kig rundt. Der var ingen hun kendte i nærheden, selvom der var en person som virkede lidt bekendt. Men hun undlod at undersøge det nærmere. 

Hun kendte sikkert ikke engang personen. Hovedet tiltede hun, og løftede en hånd op til ansigtet. Måske det var på tide, at gå lidt videre. Tankerne om Tanto kørte rundt i hendes hoved, og alle de tanker omkring ham og den dæmonkvinde. Hun hadede det, mere end hvad hun faktisk havde troet. Om hun nogensinde ville indrømme det, vidste hun ikke. Hun bed sig hårdt i underlæben, så der kun kom mere blod frem. Det dryppede ned imod vandpytterne hun gik igennem, men hun var ligeglad. Lige nu ville hun bare ønske, at Tanto var i nærheden. Før hun så nåede at svare på sine tanker omkring det, stoppede hun op ved personen fra før. Personen hun var sikker på, at hun ikke kendte. Men jo tættere hun nu var kommet på personen, jo mere klart var det. Det var ham.. Hun stirrede nærmest overrasket på ham"Tanto..." lød det bare lavt fra hende, som hun både overvejede at give ham en lussing, bore en kniv ind i hans skulder, og give ham et kram. Hun havde så mange blandede følelser lige nu, og følelsen af regnen imod sin hud, og ansigt gjorde det ikke bedre. Regnen var nærmest med til, at stemningen føltes en smule tryggende og afslappende på samme tid. Hvad skulle hun lige gøre, det var alt for lang tid siden, at hun havde set ham. 

I en rolig bevægelse løftede hun en hånd hen imod ham, men trak den tilbage da hun ikke var helt sikker på, om han ville have det. Faktisk var hun heller ikke så sikker på, om han mon var begyndt at få noget med den dæmonkvinde. Hun kunne mærke vreden, tristheden kom frem, og hun overvejede at bore den ene kniv ind i hans skulder"Hvorfor..."halvt hviskede hun i en undrende og trist tone. Hun kiggede ned imod blodet i vandpytten under hendes fødder. Hun vidste godt, at følelser var noget underligt noget, og hun var ikke god til, at forstå dem. Men så igen, hun havde bare følt der havde været et eller andet imellem dem, men hun var så meget i tvivl. Hvorfor kunne hun ikke læse hans tanker. Hun spredte mundvigene, for at ville sige noget, men der kom ingen ord ud. Tårerne holdte hun tilbage, som hun bare lod armene hænge livløst ned langs hendes krop.

Tanken var ikke konstant om Amy. Det var omgivelserne, der bragte hende i fokus. Jovist var hun nok altid i baghovedet på halvdæmonen, men med Skumringskvarteret som baggrund kom hun frem i spotlyset. Som en låst dør, der pludselig blev smækket åben midt i en orkan. End ikke ti mænd kunne holde den lukket. Den ville smække op igen og forblive raslende og øredøvende. Den kunne ikke dræbes. Den forblev. Som Amy.
Guderne arbejdede på mystiske måder. Hvis man troede på guderne, ville man nok tro på dette udsagn. Men Tanto troede ikke på guderne. Dem havde han mistet håbet til for mange år siden. Hvis de fandtes, ville folks dagligdag ikke være, som den var. Guder ville ikke tillade det. Men eftersom det var tilladt, måtte guderne ikke være så gode, som de religiøse præster mente. Men udsagnet gjorde sig dog rigtig på sin egen måde. Eller sandsynligheder arbejdede på mystiske måder, for hvad var sandsynligheden for, at Tanto ville møde Amy, skønt han var lige netop her? Den var lav, men ikke nul. Aldrig nul.

Stemmen var ikke til at tage fejl af. Tanto havde hørt den tit nok. Han kiggede op og så hende. Hun var på vej mod ham. Hun virkede såret, skadet. Som hun kom helt tæt på ham, kunne han se ændringen for dråberne, når hun var mediummet. På alle andre faldt dråberne gennemsigtige, men fra hende faldt de med rødlige skær. Hun var skadet. Såret. Hun blødte. 
"Amy," sagde han i sin alt for kolde og følelsesløse stemme. En hånd blev løftet mod ham. Var det et tegn på kærtegn? Eller en lussing? Hvad var det, vidste Tanto ikke, for hånden nåede aldrig at røre ham. Dem forsvandt igen. I stedet blev den erstattet af et enkelt ord. Et spørgsmål, der kun var et ord. Det spørgsmål, så mange stillede så mange til så mange ting. Hvorfor? "Hvorfor hvad?" Tanto havde gjort for mange ting til at kunne vide, hvad Amy ville have uddybet. De mange mord, han havde begået? De mange forbrydelser, han havde gjort? De mange love, han havde brudt? Tanto havde gjort for mange ting til selv at vide, hvad Amy snakkede om.

Blodet fra underlæben og hovedet skænkede hun slet ikke en tanke. Hun var næsten stivnet ved synet af Tanto, og kunne mærke hvordan hjertet begyndte at slå hurtigere. Selvom billeder i hendes dukkede op. Billeder af ham og en dæmonkvinde hun sikkert ikke engang kendte, eller havde set før. Alle de følelser som pludselig blev rodet rundt inde i hendes hoved. Hun løftede hånden op imod sit blødende hoved, og fjernede ikke blikket fra ham. Hun huskede godt deres sidste møde, og faktisk kunne hun huske alle de gange de havde set hinanden. Selvom det nok ikke var så mange, så huskede hun det tydeligt. Måden hendes navn kom ud af hans mund på, var anderledes. Det var som om det blev sagt uden følelse, hvilket straks undrede hende endnu mere. Var han ikke glad for at se hende? havde han hadet hende? var der mon et eller andet mellem ham og den dæmon.

Hun gad slet ikke tænke på, eller bekymre sig. Før hun svarede hun, greb hun fat rundt om hans krave ved halsen, og nærmest pressede ham op ad den nærmeste mur. Hendes øjne var rettet på ham, som hun bed tænderne sammen kort. Hun havde så mange spørgsmål, og hun var så forvirret. Tristheden skyllede ind over hende, som hun kunne mærke hvordan regnen gled ned over dem begge to. Det var ganske normalt i kvarteret at det regnede, og det havde da også regnet hver gang at hun så Tanto, og var sammen med ham"Hvorfor... Gjorde du det" lød det nærmest uforstående og lavt fra hende, som de grønne øjne vendte sig ned imod vandpytterne under deres fødder. Grebet strammede hun lidt, som hun kunne mærke hvordan hun både havde savnet ham, lyst til ham men også var ramt af tristhed og en fortvivlelse overfor hvorfor han havde været sammen med dæmonkvinden.

Amy slap sin underlæbe og kunne mærke hvordan blodet bare gled fra læben, under hendes hage, og dryppede ned i vandpytten. Blodet fra hovedet gled langsomt ned langs siden af hendes ansigt. Det gjorde det heller ikke bedre, at hendes hår klistrede sig fast, som resten af hendes påklædning gjorde. Hun var så fristet til at give ham en lussing, eller bore kniven ind i hans skulder. Men hun vidste også godt med sig selv, at hun aldrig ville kunne få sig selv til at såre ham. Efter at have presset ham op ad muren i nærheden, slap hun grebet på ham, Trådte nogle skridt tilbage, som de grønne øjne fandt vej op til hans ansigt. Det var tydeligt at se på hende, at hun ville have svar, og ikke vidste hvad der skete"Var dæmonkvinden bedre... Eller blev du træt af mig" det fløj nærmest ud af hendes mund, uden at hun faktisk tænkte over hvad hun lige havde sagt. Hun løftede begge arme op, og slog dem rundt om sig. Blodet fra underlæben og hovedet gjorde hun ikke noget ved lige nu. Regnen kunne vel hjælpe lidt, medmindre hun blev selv nødt til at ordne det, ellers kunne Tanto nok hjælpe.

Sårbarheden af Amy var mere i forfronten for Tanto end hendes ord. Hun virkede konfus. Havde hun mistet så meget blod? Det ville ikke komme bag på ham. Regnen fik et rødt skær, når det ramte hende. Hun måtte bløde flere steder fra. En sprækket underlæbe blandt andet, men sår, skader og skrammer kunne nemt gemme sig bag klæder. Havde Tanto ikke selv skjult alt for dybe sår bag sine mørke klæder? Ingen grund til at vise svaghed over for andre. Og alligvel havde han vist sin største svaghed til Amy. For på en måde var hun hans svaghed. Hun kunne bringe menneskeligheden frem i ham. End ikke mindet om hans moder kunne dette mere. Moderen kunne have gjort det før i tiden, men det havde været mange årtier siden. Nu var det Amy. Amy.

Styrken var ikke just formindsket fra hende - eller også var det, fordi Tanto intet ønske havde om at gøre modstand, men han blev da smækket direkte op af den nærmeste mur. Murstene gav et lille lyn igennem kroppen, men det gik hurtigt over. Hendes kolde og våde fingre strejfede halsen, idet hun holdte om hans krave. 
"Gjorde hvad?" Igen havde Tanto brug for uddybning. Han havde gjort for mange ting til, at hun bare kunne tro, han kunne regne det ud fra det. Hvad mente hun? Havde hun gravet op, at han havde dræbt menneskekvinder? At selv børn havde været hans ofre engang? Tanto var ikke en helt. Det prøvede han heller ikke at fremstå. Hvis Amy havde set ham som en helt, havde det været hendes fejl. En dæmon kunne ikke være en helt.

Uddybningen fik han endeligt. Og selvom den blev givet i to simple sætninger - eller faktisk kun en - var dét nok for Tanto til at regne resten ud. Den zalans kvinde. Den dæmonkvinde. "Hun var et helvede. Du har ikke hele historien." 
tydeligvis
Den sarkastiske dæmon tilføjede dette i Tantos hjerne. Heldigt, at det kun blev sagt i hans hoved frem for ud af munden, ellers vidste Tanto ikke, hvad Amy ville gøre mod ham. Hun var tydeligvis oprevet. En af de klassiske følelser for mennesker. En af deres mange svagheder.

Heldigvis vidste Amy godt, at Tanto sagtens kunne holde til det. Han var en halvdæmon, og det havde gjort mere ondt på hende hvis det havde været hende. Alle de følelser som blandede sig sammen som en stor tornado, og hun prøvede ihærdigt at få styr på det hele. Hun holdte fortsat grebet rundt om hans hals, før hun langsomt slap det. De grønne øjne gled ned over hans overkrop, før hun betragtede vandpytten under dem. Roligt trådte hun nogle skridt tilbage, og løftede en hånd op til ansigtet. Prøvede at tørre blodet væk fra ansigtet. Det havde aldrig været noget, som bekymrede hende. Det var bare blod, intet at bekymre sig om. Havde det været værre, havde hun måske også gjort noget ved det hurtigst muligt. I hendes øjne kunne han slå så mange ihjel han ville, hun var ligeglad. Det eneste hun følte var som en kniv i hjertet var at han havde været sammen med den dæmon kvinde.

"Så giv mig hele historien.. "svarede hun lavt, som hun krydsede armene kort. Han var en svaghed for hende, som hun sikkert også var for ham. Hvor ville hun bare gerne mærke hans hud imod sin, hans berøring, måden han sagde hendes navn på. Hvordan de bare kunne nyde hinanden i mørket, og ikke tænke på andre end dem selv. Hun rystede kort på hovedet, og strøg nogle våde hårtotter væk fra ansigtet. Hun kunne ikke dagdrømme nu, hun var nødt til at tænke på andre tanker. Selvom det godt kunne være svært, når Tanto stod foran hende. Savnet til ham havde været stort, og hun lod en arm falde ned langs hendes krop. Kort strøg hun fingrene hen over ben hylsteret. Hun prøvede også at undgå tankerne om, hvordan det havde været for ham at være sammen med dæmonkvinden. Var hun bedre? Amy ville slet ikke tænke på det, men det var svært.

Hun ville have hele historien, eftersom hun slet ikke havde hørt hvorfor han gjorde det, og hvad der lige var sket. Det lignede slet ikke ham. Amy gik hen ved siden af ham, og lagde hovedet lidt tilbage. Lod regnen ramme hendes ansigt, som hun i et kort øjeblik lukkede øjnene. Armene krydsede hun kort, som hun ikke bekymrede sig om, at hele påklædningen klistrede sig til hendes krop. Man skulle næsten tro, at hun havde figursyet tøj på, så vådt var det. Hun fik et lille smil frem, selvom hun ikke kunne få sig selv til at være glad lige nu. Efter få minutter åbnede hun øjnene, som hun næsten tomt betragtede himlen og regnen som ramte hendes ansigt. Det var svært at holde øjnene åbne, og hun kunne mærke hvordan blodet gled ned ad hendes hoved, og underlæbe. Det var som om at hun lige nu følte sig glad over at se Tanto igen, selvom hun også var ret uforstående overfor ham og dæmonkvinden"Please.. Fortæl mig det, jeg har brug for at få det at vide" nævnte hun bestemt som hun drejede hovedet en smule, så hun kunne kigge på ham.

Menneskelighed var noget, Tanto aldrig rigtig forstod mere. Bagludans opvækst havde gjort, hvad dæmonfaderen havde haft til hensigt til. Halvdæmonen anså menneskelighed som en svaghed for mennesker. Bare tag Amy lige nu. Hun var oprevet, styret af sine følelser. Svækket og ødelagt og hvorfor? På grund af Tanto og hvad han havde gjort. Havde det været omvendt, tvivlede Tanto, at han ville reagere som Amy. Han ville nok reagere, for noget han end ikke selv ville indrømme var, at hun bragte menneskeligheden frem i ham. Men hun havde hundred procent menneskelighed, hvor Tantos var halvtreds, hvis ikke mindre. Hans reaktion ville næppe være som hendes lige nu. Men der ville være en. Godt det kun var hypotetisk.

Hun fjernede sig fra ham. Trådte skridt væk, så der var afstand. Han kiggede på hende, idet hun prøvede at fjerne blod og regn fra ansigtet. De var gennemblødte, begge to. Våde af regn - og Amy var nok også af to andre kropsvæsker. Blod og tårer. Måske også sved lidt. 
"Vil du have historien herude i regnen? Eller vil du ind et sted, så du ikke bliver syg?" For det ville være Amy, som ville blive forkølet. Tanto var ikke immun over for sygdomme, men hans biologi var styrket. Det krævede mere end bare regn og vind for at vække en forkølelse i ham. Han havde jo overnattet uden for i en snestorm i norden. Udkommet havde maksimalt været ét snottet næsebor. Dæmongenetik var en stærk fordel.
Uanset hvad Amy ville give som svar, trådte halvdæmonen tættere på hende. En arm blev slynget rundt om hendes skuldre. Han ville følge hende hen til den nærmeste beværtning med værelser. Et varmt værelse og noget at blive tørt med. Måske et varmt bad for at vaske al blod og koldt regn væk. Historien kunne vente. Hvis man spurgte Tanto altså.

Blodet tænkte hun ikke på, mest fordi hun lige nu stod overfor Tanto. Hun ønskede ikke at indrømme at han var en svaghed for hende, men hun var glad for at se ham også. Regnen var kold, og hun holdte rundt om sig selv, som hun ikke helt vidste om hun skulle give ham en lussing eller ej. Inderst inde kunne hun sikkert ikke få sig selv til det, fordi hun bestemt ikke ønskede at skade ham. Selvom han var en halvdæmon, som sikkert godt kunne klare det, så ville hun ikke gøre det. Historien om ham og dæmonkvinden skulle hun have, og hun lyttede til hans ord. Lod de grønne øjne hvile sig på hans ansigt. Selv som han bare stod foran hende, fremstod han fristende og tiltrækkende. Hun bed sig irriteret i underlæben. Ikke at hun havde noget imod, at han var tiltrækkende som altid, men det var nu ikke fordi hun lige nu følte for at overfalde ham, eller lignende. 

Hun var ikke irriteret på han var tiltrækkende, men vidste godt at mange kvinder sikkert synes det samme som hende. Hun fjernede ikke blikket fra ham, og løftede en hånd op til sit ansigt. Strøg nogle våde hårtotter væk, og gav ham et bekræftende nik. Da han trådte tættere på hende, fulgte hun ham kort med øjnene, og var enig med hans ord, Det var nok også den bedste beslutning, så hun ikke ville ende med at blive syg. Kort smillede hun som blikket gled lidt ned. Hun huskede første gang de mødte hinanden, hvor han havde sagt lignende til hende. Han havde altid været bekymret for at hun skulle syg, og ikke ville have at hun skulle blive det. Før hun svarede ham, kunne hun mærke hans arm var slynget rundt om hendes skulder. Selvom det kun var den korte berøring, kunne hun alligevel ikke stoppe sig selv. Hun bed tænderne sammen, og vendte rundt for at stå med fronten til ham.

Kort lagde hun sine arme rundt om ham, og gav ham et tæt og stort kram. Hun var ligeglad med, at de begge to var drivvåde. Hun havde virkelig savnet at se ham, og selvom det slet ikke var noget hun gjorde tit, så kunne hun ikke holde sig selv tilbage. Kort kunne hun mærke hans krop imod sin, selvom de begge to havde tøj på"Bare lad mig holde om dig i et øjeblik...Okay..."lød det lavt for hende, som hun godt kunne lide, at stå tæt op ad ham, med sine arme rundt om hans nakke. Hun havde virkelig savnet at kramme ham, og bare mærke ham. Uanset om det var med tøj eller ej. Selvom hun heller ikke gjorde sådan noget her tit, så kunne hun ikke stoppe sig selv. Specielt ikke når det var Tanto. Bagefter kunne de sagtens tage imod en kro eller lignende, hvor de kunne få varmen og et varmt bad. Det kunne være rart, og så var hun nødt til at få hele historien fra ham. For Amy havde bestemt ikke glemt, at hun skulle vide alt om hvad der skete, og hvorfor han havde været sammen med dæmomnkvinden. Lige nu nød hun regnen skylle ned over hende og Tanto, som hun stod med sine arme tæt rundt om hans nakke. Hun var ligeglad med, om han ville gengælde krammet. Hun havde brug for at mærke ham, og holde rundt om ham. Øjnene lukkede hun kort, og undslap et afslappet og lettet suk"Mhmmm..."lød det så fra hende, som hun lod et lille smil komme frem på ansigtet.

Mennesker var spøjse karakterer. De kunne være så dybt fokuserede på så ligeglade ting. Være oprevet over ingenting og alting. Blive glade over trivielle ting. Men igen, mennesker var væsener af objekter typisk. De ville have fysiske ting. Genstande var deres rigdom. Tanto delte ikke dette med dem. Der var ingen objekter, han ejede, som var ubrugelige. Sværdet havde sin meget åbenlyse brugbarhed for ham. Med dette kunne han rejse langt på kort tid. Selvfølgelig havde det sine begrænsninger, men ikke nær så meget som flere dages tur på ryggen af en hest. Klæderne var bare klæder. De kunne erstattes og det samme gjaldt tasker og lignende. Der var ingen sentimentelle genstande på Tanto. Intet personligt på ham. Objekter beskrev ikke personer. 
Men kvinder var en helt anden boldgade. Tanto havde for længst opgivet at lære dybden af, hvad en kvinde var. Der var aspekter af en kvinde, som end ikke andre mennesker forstod. Oftest var det menneskelige mænd, så selv hvis Tantos menneskelighed kunne hjælpe ham, ville det ikke være til den store del, da han endnu var en mand også. Kvinder var ham en gåde og han havde fint med det. Men derfor overraskeder mennesker og kvinder ham stadig. Amy, der valgte at holde om ham og sågar kramme ham tæt, var en af disse overraskelser. 
Tanto stod lidt og bare lod Amy holde om ham. Hans ene arm endnu rundt om hende fra tidligere, den anden dinglende langs siden. Havde hun ikke for sekunder siden lige været så tydelig oprevet med ham? Havde hun ikke lige lignet en, der ville give ham en lussing, hvis ikke mere? Og nu. Nu krammede hun ham, som var han det største savn i hendes liv. Kvinder var en gåde for ham.

Det var først efter nogle sekunder, at Tanto gengældte krammet. Dog var det på en måde tydeligt at mærke, at fysisk trøst næppe var halvdæmonens styrke. Han samlede armene rundt om hende, men ikke meget mere end det. Ingen kærlige bevægelser på hendes ryg. Ingen presninger tættere sammen. Han krammede hende og bare det.
Og det var også ham, der fik krammet til at stoppe. Han holdt om hendes overarme og kiggede direkte i hendes øjne. Det var meget nemt at gøre, nu når de var lige høje. "Amy, lad os finde en beværtning. Jeg skal nok fortælle, hvad du vil høre. Når vi er indenfor., okay?"

Hendes øjne hvilede sig på ham, og hun følte sig fortsat ramt af alle de mange følelser, som hun slet ikke kunne holde styr på. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke ville slå ham. Måske ikke lige nu, for det kunne være hun ville ende med at give ham en lussing senere. Det vidste man aldrig, for historien om ham og dæmonkvinden, kunne være grunden til at hun ville give ham en lussing, eller slå ham. Dog ønskede hun det ikke, hun kunne aldrig skade ham, det havde hun ikke lyst til. Da han gengældte krammet blev hun glad, selvom hun også forstod hvis han var forvirret over, at hun pludselig krammede ham. Som hun hørte hans ord, gav hun et nik. Det lød som en rigtig god idé, og hun slap krammet, for at gå hen imod den nærmeste kro. Det var nok det bedste bud lige nu. Der kunne de også komme af med det våde tøj, og han kunne fortælle hende hele historien, som hun nærmest ventede på at skulle høre.

"Ja lad os komme afsted... Der er en kro derhenne, jeg har et værelse der.. Så vi kan være der" nævnte hun uden at fjerne øjenkontakten fra ham. Hans øjne var nok til at hun nærmest følte benene blev lidt gelé. Men hun holdte sig fast oprejst, og stående på begge sine ben. Efter nogle få minutter fjernede hun blikket fra ham, og begyndte at gå tættere på kroen. Hun var sikker på, at han gik med i samme tempo, og så frem til at komme indenfor. Det var efterhånden begyndt at blive træls at have det klistrende tøj på. Alt det regn, og det fortsatte. Det var meget sjovt og typisk at der tit regnede hvergang hun så Tanto. Udover det, så skulle hun også gøre et eller andet ved blodet fra hendes hoved, og underlæbe. Det var heldigvis ikke så slemt længere, men hun var alligevel nødt til at gøre et eller andet ved det. Som de begge to nærmede sig kroen, gik hun indenfor, og stoppede op foran trapperne, for at sikre sig at Tanto var med.

Et lettet suk forlod hendes mund, som hun faktisk var glad for at de var kommet indenfor. Regnen kunne tydeligt høres imod vinduerne, og det var faktisk hyggeligt nok. Hun gik op ad trapperne, og åbnede døren til sit værelse som hun kom op på toppen af trapperne. Som døren blev åbnet, trådte hun til siden, for at han kunne træde indenfor. Hele hendes tøj var næsten mere klistrende som de var indenfor nu, end udenfor"Kom indenfor" lød det bare kort fra hende, i en ganske rolig tone, som hun lænede sig op ad dørkarmen. Ventede på, at han ville komme indenfor. Hun fjernede ikke blikket fra ham, og det var også svært for hende at kigge væk. Amy lod et lille smil komme frem, som hun kort greb fat i hendes trøje. Vred den lidt for vand, før hun lod blikket fjerne sig fra Tanto. Hun lod de grønne øjne finde vej ned til hendes ben hylster. Selv hendes bukser sad klistret fast til hendes ben. Hun trængte virkelig til at få alt tøjet af. 

Flere mennesker måtte blive syge, hvis de gjorde, som Amy gjorde. Stå udenfor i regnen med åbne sår og bare blive våde og kolde. Det kunne næppe være godt for deres immunforsvar. Det var allerede forringet takket været deres race. Mennesker var svage væsener sammenlignet med mange andre væsener, der fandtes i landet. Engle, dæmoner, elementaler og mange flere var født med styrker, som mennesker nærmest kun kunne drømme om. Dæmongenerne i Tanto overdøvede de menneskelige gener på den front. Snottet næse og vådsved havde ikke været noget, halvdæmonen havde været offer for i hele sit liv. Han havde bare været offer for så mange andre ting til det punkt, at en snottet næse næsten ville være at foretrække. Men fortiden kunne ikke laves om på. Den kunne kun flygtes fra.

Amy gjorde adgang til at komme inden for på den nærmeste kro. Hun havde allerede et værelse. Sidst Tanto huskede, boede hun da et sted her i Skumringskvarteret, gjorde hun ikke? Eller var hun ligesom ham foruden et fast tag over hovedet? Halvdæmonens nætter blev sjældent brugt det samme sted lang tid af gangen. Et par dage i skoven, en lille uge på en kro, en nat i en grotte. Hvorend der var plads og krystaller rakte til.
Med hende foran førte Amy an, selvom Tanto allerede kendte vejen. Han havde selv haft et værelse herinde engang. Og hukommelsen var ikke just noget, Tanto var dårlig i. Alligevel lod han hende føre an, som de kom inden for og hen mod hendes værelse. Han gav hende et lille nik som tag for at komme ind. 
Nu stod de her, plaskvåde og med deres øjne rettet på hende. Amy tømte en del af sin top for vand ned på gulvet. Hvor længe havde hun været i regnen, eftersom hendes klæder havde absorberet så meget væske? "De våde klæder burde komme af. Inden du bliver syg." sagde Tanto, skønt han tænkte, at Amy sikkert havde andre ting på hjernen end at få de våde klæder af. Det havde ikke været vådt tøj, som havde gjort hende så tydelig oprevet udenfor jo.