Azurien og det store flodland var ikke et sted hvor Nao ofte befandt sig, faktisk så var det første gang at denne Lysets ridder befandt sig på disse kanter. Han havde bedt om at blive sendt afsted, prøve og opleve noget nyt, efter at hans kone Aviaia havde forladt ham og nu var forsvundet, og dermed var der også en stor del af ham som var forsvundet. Han ønskede at komme videre fra dette og opleve noget nyt, og hvorfor ikke starte med at se noget at det store land, som han ikke havde bevæget sig meget rundt i?
Han var hurtigt blevet betaget af denne del var hans land, naturen og landskabet var smukt og noget helt andet end det han oplevede i hans hverdag i Dianthos. Dette var også en af grundende til, da hans patrulje var overstået, at han blev i området for at udforske og opleve noget mere. Nao havde aldrig haft problemer med at overleve i det fri, det var noget han ikke havde haft så megen mulighed for, men noget der lå nemt for ham.

Det var på hans trofaste ganger som han bevægede sig rundt i de bakkede dale, de tætte skove og igennem de mange vandhuller rundt om de store søer. Han nød freden og den friske luft, og det var ofte kun ham selv og hesten som lavede de lyde han hørte omkring sig, når det ikke var vilde dyr som kom hans vej.
Han havde ikke stødt på mange mennesker på hans vej igennem terrænet, så da han endelig møde et ansigt blev han en smule overrasket. Hun lignede bestemt ikke en kvinde som var klædt til dette eller havde den rette oppakning til at overleve ude i skoven, så enten så var hun faret vild eller noget andet.

Som han sad på hesteryggen sænkede han dens fart og nærmede sig hende langsomt, som hun sad ved en å. Han ville ikke skræmme hende eller lignende, så han stoppede hesten et stykke væk og trådte ned, for derefter at forsætte imod hende på fods. "Undskyld, Frøken?" Han stemme var lavmeldt, men stadigvæk så hun kunne høre den, "Er de okay, er der noget jeg kan gøre for Dem?"

Hvor længe var der gået, siden Laurennes liv havde ændret sig? Hun vidste det knapt nok selv, tiden siden hendes bryllup var nærmest en stor tåge for hende. Hvem skulle nogensinde tro, at en kvinde som har flere var blevet kaldt en af adelens store skøger, ville ende med at blive gift! Titlen havde hun stolt brystet sig over i længere tid, på trods af at hun bestemt ikke var en skøge, hun tog ikke betaling for den tid hun brugte med mænd i sit kammer! Men, nu var 'skøge' tiden slut, hendes ægteskab til Valtor havde sat et effektiv stop for det. Eller ægteskab var faktisk nok så meget sagt. Laurenne havde altid forventet, at et ægteskab ville virke meget mere som et fængsel, men hun havde da aldrig forestillet sig, at det faktisk ville ende med at være et reelt fængsel!

Der var ikke gået længe inden hun første gang var forsøgt at stikke af fra sit nye ægteskab, og lige så snart hun var blevet slæbt tilbage havde Valtor da i den grad gjort sit for, at hun ikke skulle stikke af igen. Det var jo ikke fordi, at hun ikke havde en god grund til at stikke af. Det havde rent ud sagt været tortur at være hos Valtor. Hun havde i forvejen ikke haft høje tanker, men at han ligefrem var en så ubehagelig og ond mand havde hun ikke set komme. Ville hendes far mon havde lovet hende bort, hvis han vidste det? Formentlig. Hun vidste godt, at hun ikke havde gjort det nemt for sin nye ægtemand. Hun havde været fjendtlig, havde skreget og skabt sig og gjort alt for, at han ville sende hende væk. Da det ikke var sket, var hun tyet til det sidste våben, hun havde. Sit udseende. Normalt brystede hun sig af det, men i et desperat forsøg på at holde hendes nye mand på afstand, havde hun givet afkald på det. Givet, den naturlige skønhed hun bar kunne ingen tage fra hende, men det kunstfærdige håropsætninger og stramme kjoler, som var en fast del af hendes normale påklædning var nu intet andet end et fjernt minde. Hun var slet og ret ganske kedelig og normal at se på, hvis man spurgte hende selv.

Selvfølgelig havde ingenting virket, det eneste hun havde opnået var at prikke til Valtors vrede og dårlige humør. Der havde også været adskillelige flugtforsøg, alle var blevet stoppet..
Men nu! Nu havde hun endelig formået at slippe væk igen! Og kursen var blevet sat direkte mod Dianthos. Klædt i en alt for tynd natkjole og uden nogen anden transport end hendes fødder ville det sikkert blive en lang tur, men hun var ligeglad. 

Træt dumpede Laurenne ned ved den å, som hun endelig var nået frem til. Hun anede ikke, hvor lang tid hun havde gået, men det havde værket som en evighed. Det havde endnu ikke været mørkt, så hun gættede på, at aftenen måtte være på vej.
Med en dybt utilfreds grimasse så Laurenne på sit forvredet spejlbillede i åens vand. Hun så forfærdelig ud! Håret vidnede i den grad om den hårde gåtur hun havde været på, og på en eller anden måde, havde han allerede skaffet sig adskillelige småskrammer. Hun havde så travlt med at iagttage sit eget spejlbillede, at hun slet ikke bemærkede manden som langsomt nærmede sig hende.
"Jeg har det fint, ligner det måske ikke det" vrissede hun i et forsøg på at skjule den forskrækkelse, som hans pludselig tilstedeværelse havde givet hende.

Det var tydeligt at kvinden ikke var okay. Natkjolen hun havde på så slidt ud og var mærket efter hendes tur igennem skoven, hun lignede umildbart ikke en kvinde, som var gået ud i skoven for at nyde naturen og slet ikke på dette tidspunkt af dagen, hvor aftenen og natten om få timer nærmede sig. 
Nao havde ingen viden om hvad der var sket med kvinden, hvad hun havde igennem og hvem hun egentligt var. Hun havde ikke set hendes ansigt før, men måtte indrømme overfor sig selv, at under det filtrede hår så var hun yderst smuk. 
Et eller andet måtte have drevet hende ud i denne situation, hvor hun tydeligt var mest sårbar sådan som hun nu lå ind over åen. Hun havde småskrammer fra grene og andet, som hun havde kæmpet sig igennem skovens vilde natur. 

Han havde virkelig ikke ønsket at skræmme hende mere end nødvendigt, man ville altid få et chok når en person kom bagved. Det kunne han ikke ændre på. Hvis han var i hendes plads, han havde bestemt heller ikke forventet at møde andre mennesker i skoven. Han kiggede ned på hende, som han nærmede hende og lod blikket glide henover hende. "Hvis jeg skal være ærlig.." Startede han roligt ud "Så ligner det bestemt ikke at du er okay" Selvfølgelig var hun ikke okay, det kunne enhver se og det var sikkert blot ord for at feje ham afvejen, så hun kunne være alene.
Nao trak hesten hen til det nærmeste træ, for at binde dens tøjler til en gren, så den ikke ville stikke af. 

Han måtte hellere præsentere sig for hende, så hun vidste hvem hun havde med at gøre og ikke en person som ville hende noget ondt. "Lad mig hellere præsentere mig selv" Startede han roligt, "Jeg er Nao, jeg er en del af Lyset og en af deres riddere. Du har intet at frygte ved mig" Det kunne måske være svært at tro, hvis hendes tillid til mennesker allerede var brudt.
"Kan jeg gøre noget for dig? Vil du have et lift ud af skoven, til den nærmeste kro?" Det ville være det rigtige at gøre, så hun kunne få gjort sig selv i stand.

Det var næsten grinagtigt. Af alle mennesker, som hun kunne have mødt, så mødte hun en ridder fra lyset. Han var vitterligt ridderen på den hvide hest. Eller hvad farve hans hest nu havde, det var mindre vigtigt. Hun havde egentlig ikke meget til overs for ridderne, på hende virkede de altid så utroligt selvhøjtidelige, men lige nu var det måske perfekt. En ridder for lyset ville næppe bringe hende tilbage for Valtor, og hun tvivlede også på, at de kunne finde på at forgribe sig på en ung og forsvarsløs kvinde. Ikke at ligefrem var en stakkels og forsvarsløs jomfru, men det behøvede han jo ikke vide.

Hun sukkede let og rettede sig lidt mere op, forsøgte endda at gøre sig lidt mere til for ham, natkjolen var jo trods alt ikke lavet til at skjule ret meget.
"Jeg er kommet alt for langt væk hjemmefra og jeg tror, at jeg formåede at fare lidt vild" Hun smilte forsigtigt til ham, lod som om hun var flov over den situation hun havde bragt sig selv i.
"Jeg er på vej til Dianthos" tilføjede hun hurtigt. En kro ville gøre godt, endnu mere hvis der var adgang til at bad.. Men Laurenne Sinnett var desværre ikke noget ukendt ansigt på denne egn, og hun kunne ikke løbe risikoen for, at nogen genkendte hende og sendte bud til enten hendes far eller ægtemand. 

Hun var bestemt ikke i den bedste forfatning og hvad der lå bag kunne han kun gisne om. Lige nu gjaldt det selvfølgelig om at hjælpe denne kvinde, med det mål hun nu havde. Det var ikke sikkert at hun ville fortælle ham, hvad der var sket på nuværende tidspunkt, ikke når der endnu ikke var skabt en tillid i mellem dem. Han ønskede bestemt ikke at sende hende tilbage derfra hvor hun kom fra, for det virkede til at hun var flygtet fra et eller andet.

Han kiggede på hende som hun rettede sig op og lod blikket glide over på Nao. Han kunne ikke lade være med at lade hans blik glide ned ad hende. Kjolen hang nærmest i laser, så medtaget var den og den skjulte alligevel ikke meget af kroppen, som ikke var dækket af underklæder inden under. Hun var uden tvivl et meget smukt og attraktivt kvinde, det måtte han indrømme, som hun sad der foran ham. 
Han lyttede til hendes ord og forstod hende tydeligt. Hun var kommet langt hjemmefra. "Kommer du fra Dianthos?" Spurgte han nysgerrigt, "For så er du bestemt faret vild. Men Dianthos ligger flere dagsrejser væk" Erkendte han, "Selv på hesteryg. Men De kan ikke rejse sådan" Nao gik tilbage til hesten hvor han hev en kappe op fra hans oppakning og lidt mad også, lidt brød og tørret kød. 
Nao gik hen til kvinden igen og rakte maden til hende, "Spis lidt og så skal jeg nok hjælpe dig til Dianthos" Han satte lænede sig ned mod hende og lagde kappen over hende, "Hvis du ikke ønsker at gøre stop ved de nærliggende kroer, så kan vi rejse en dagstid og finde en kro længere, væk hvor vi kan sørge for at du får et bad. Vi kan stoppe i nat og få sovet igennem" Han havde godt nok kun oppakning og sove udstyr med til en, men han kunne sagtens undvære, hvis de skulle overnatte i skoven inden de ville nå en kro.

Det havde aldrig været svært for Laurenne at lyve og manipulere folk, tværtimod var det nærmest en hobby for hende. Men nu var hun ikke ligefrem i topform hverken fysisk eller mentalt, så hun måtte hellere holde løgnene så tæt på sandheden, som overhovedet muligt. Han skulle helst ikke begynde at blive mistænksom. I hvert fald ikke endnu, hvor hun ikke kunne gøre noget for at føre hans tanker over i andre baner, selvom han da allerede nu havde travlt med at betragte hendes krop. Hun lod dog som om hun ikke bemærkede hans blik.
"Jeg kommer fra Lazura" Ikke helt løgn, eller ikke helt sandt. Det var godt nok. "Åh.. Jeg tror at jeg undervurderede turen lidt" Hun hadede at spille en tomhjernet gås, men han skulle jo gerne ønske at hjælpe hende. Riddere og deres frelserkomplekser.. Selvfølgelig havde han ikke gjort noget for at vise, at han var ligesom alle de andre, men hvad var chancen for at han var den eneste undtagelse. Tilhængere af mørket var næsten mere spændende, de var i det mindste ikke bange for at tage fat, og de vidste, hvad de ville have. Ikke at hun havde haft meget med dem at gøre, så dum var hun trods alt heller ikke.

Et taknemmeligt smil blev sendt mod ham, da kappen blev lagt over hendes skuldre. Hun havde knapt mærket, hvor kold hun faktisk var blevet. Ville hun overhovedet kunne overleve turen til Dianthos uden ham?
"Jeg kender et sted, hvor vi kan slå lejr" svarede hun og tog langsomt mod maden. Hun ville afsted, hun ville ikke spilde tiden på at sidde og spise. Alligevel tvang hun sig til at tage et par bidder, bare for at gøre ham tilfreds. Hun var da også nået at blive ganske sulten, så et par bidder blev hurtigt til flere.
"Vil de føre an?" spurgte hun og gjorde mine til at rejse sig op. De kunne ikke blive her meget længere. 

Han lyttede til hende, som hun svarede på hans spørgsmål, hvilket altid var en start mellem dem. Lazura, det var ikke langt her fra, men stadigvæk langt nok til at hun måtte have gået i hvert fald en dag, hvilket slet ikke virkede overraskende, når man lod blikket glide hen over hende, "Det er vidst en underdrivelse" Svarede han til hendes svar, om at have undervurderet rejsen hun var taget på. Så meget kunne man vel ikke undervurdere en rejse? Han måtte stole på hende, men tvivlede inderst inde på at det var hele sandheden. Så godtroende var han dog heller ikke.

Det virkede voldsomt at hun ville tage turen til Dianthos på gåben, for det ville tage hende mere end en uge, og i det tøj som hun havde på ville hun ikke nå halvvejs, det var han ret sikker på. Hun tog dog imod kappen som han havde givet hende, med et smil. Både for at skærme hendes krop, men også for at holde hende varm, for selvom Azurien var et mere varmt område, så var natten stadigvæk kold og fugtig.
Han kiggede nysgerrigt på hende, da hun nævnte et muligt overnatningssted, for det var måske det de havde mest brug for lige nu, inden solen ville gå ned, "Ja? Hvor henne?" Hun ville nok bare vise ham det, men det var altid rart lige at spørge. Et smil bredte sig på hans læber, som hun tog imod maden. Selvfølgelig måtte hun være sulten.

"Jeg fører gerne an. Vil De sidde på hesten?" Det gik måske hurtigere, hvis hun sad der oppe, men hvis hun ikke ønskede var dette okay. "De må fortælle hvor vi skal hen, det er Dem der kender vejen, men jeg skal nok føre an" Han begyndte at trække hesten afsted, i den retning som hun viste.

Hans svar frembragt ikke andet end et svagt træk på skuldrene. Hun havde forklaret ham situationen, hvis han mente, at der var huller i hendes historie måtte han jo spørge ind til dem, ikke at han ville få nogle svar ud af hende.

Laurenne nåede lige at stoppe sig selv i at himle med øjnene, da han valgte at gå ved siden af hesten fremfor at ridde sammen med hende. Hun behøvede da i hvert fald ikke være bange for, at han fandt på at gøre noget uanstændigt ved hende, han turde jo knapt røre hende! Det ville tage noget længere tid, når han valgte at gå, men hun gad ikke brokke sig over det. I det mindste fik hun lov til at hvile fødderne nu, det var sådan set det vigtigste for hende.

På trods af, at hun havde rejst meget rundt i Azurien, kendte Laurenne ike området nær så godt, som hun havde ladet ham tro. Ofte havde de taget den mest direkte vej, når de skulle et sted hen, eller havde turen foregået i en hestevogn. Derfor endte hun også med at vise ham i den forkerte retning mere end en gang. Forhåbentlig ville han bare tro, at hun var et ynkeligt og forvirret pigebarn. Langt om længe nåede de dog frem til den destination, som hun havde haft i tankerne.

Hun havde valgt at føre ham til en lille varm kilde. Hun havde desperat brug for at blive vasket, og hun havde ikke tænkt sig at vente, til de engang nåede en kro, som var tilpas langt væk.
"Så er vi her" sagde hun og gjorde mine til at hoppe ned fra hesten. Hun regnede selvfølgelig med, at han ville hjælpe hende, selvom hun var fuldt ud i stnad til selv at stige ned fra en hest.

Han havde ikke regnet med at få et svar på hans spørgsmål, så det kom ikke bagpå ham at hun efterlevede det og blot trak på skuldrene som svaret. Det måtte komme til gode, når de endelige nåede stedet. Nao var slet ikke sikker på at denne kvinde, ville give ham de svar på de mange spørgsmål som han havde, før at der var blevet skabt en gensidig tillid mellem dem og ikke engang der kunne han føle sig sikker. 
Han kunne godt se som de var kommet afsted at det måske havde været bedre, hvis han var hoppet op bag på hesten sammen med hende, så de kunne komme hurtigere afsted. Der havde han ikke tænkt sig nok om. Men nu var det næsten for sent, de var kommet afsted og han regnede med at hun havde styr på stedet og vidste hvor de skulle hen.

Det virkede dog ikke helt sådan, for de endte flere gange med at gå i den forkerte retning. Det kunne skyldes flere ting, at hun stadigvæk var forvirret over hvad der var hendt hende ellers også så var hun bare ikke så sikker på området, at hun helt vidste hvor de skulle hen. Han kunne blot håbe at hun ville finde nogle pejlemærker, som kunne lede dem i den rigtige retning, så de ville nå frem inden det blev helt mørk. Igen, her havde det nok været nemmere hvis han var hoppet op på hestens ryg sammen med hende. 

De nåede dog til sidst frem og de var kommet et godt længere stykke ind i landskabet, så han var ikke bange for at de skulle blive mødt af andre som kom samme vej. Her kunne de være beskyttet af omgivelserne og fokusere på dem selv. Stedet var helt fantastisk smukt, og han kunne godt se hvad hun havde haft i tankerne, som den varme kilde dukkede op. Han var før gået med det sikre valg, som en kro, fordi at han ikke vidste at området indeholdte disse varme kilder, men de havde rejst kortere tid og her kunne  hun blive vasket. 
Nao trak hesten hen til et træ for at binde den til det nærmeste træ, endnu engang, blot så den ikke ville stikke af. Han tvivlede ikke på at hun kunne kom ned af hesten selv, men alligevel rakte han en hånd frem imod hende, men denne blev ikke brugt da hun selv kom ned.

Han ville bestemt ikke have noget imod selv at træde ned i den varme kilde og blive vasket. Han måtte indrømme overfor sig selv, at det også for ham var ved at være et par dage siden at hans krop havde mødt skyggen af vand. "Det er et dejligt sted De har fundet her. Det er bestemt også bedre end en kro" Kom det ærligt fra ham. Ville hun have noget imod at han gled ned i vandet sammen med hende, hvis det var det hun havde i tankerne. Han tog dog chancen og begyndte at befri sig for den store rustning. Det tog alligevel noget tid at komme ud af denne.

Om det var bedre end en kro kunne da bestemt diskuteres. Laurenne var opvokset på et slot, hun havde en standard, som alt gerne skulle leve op til, og et tæppe på jorden levede ikke op til de standarder. En seng på en kro var ganske givet heller ikke ligefrem et slot, men det var trods alt en rigtig seng. Men, hvis alternativet var Valtors seng, så var hun glad for alle alternativer! Og så hjalp det, at hun vidste, at hun lige straks kunne synke sin ømme krop ned i det varme vand.
"Det er i hvert fald godt nok" svarede hun, nok egentlig mere til sig selv end til ham.

Uden at vente på at se, hvad han havde tænkt sig at gøre gik hun hen til kanten af vandet. Hun forventede, at han vendte sig om, så han ikke så noget, som han ikke burde. Samtidig ville hun dog også blive ganske fornærmet, hvis han overhovedet ikke forsøgte at smugkigge bare en lille smule, som tøjet blev trukket af. Man kunne stille spørgsmålstegn ved, om det at smide tøjet så velvilligt foran en gremmedd mand passede ind i det billede, som hun prøvede at male af sig selv. Men hun var ligeglad, hun var så desperat efter at blive vasket, at hun gerne havde smidt tøjet om han så stod lige foran hende og overbegloede hende.

Langsomt trådte hun ned i det varme vand, nu kunne hun for alvor mærke, hvor kold kroppen var blevet. Med et tilfreds suk lænede hun hovedet tilbage og lukkede afslappet øjnene. Det her var så godt, at hun næsten kunne glemme hele situationen, som var skyld i, at hun sad her.

Hun kunne have valgt et hvert sted, som de kunne tage hen, men det var dette sted som hun havde valgt, så han ville da også mene at det var godt nok. Selvfølgelig ville en kro eller andet med en rigtig seng og et tag over deres hoveder, have været bedre, men det ville de nok ikke finde lige i øjeblikket. "Det vil jeg også mene. Det er et flot sted, De har kendte til her" Kom det så roligt fra ham. 

Nao havde lige så stor lyst til at flade ud i vandet som hun havde, det var der ingen tvivl om. Spørgsmålet lå så bare om han kunne tillade det. Han kendte ikke kvinden og vidste ikke hvor om hun ville ses nøgen eller om hun ønskede at han deltog i vandet, sammen med hende. I og med at hun blot smed tøjet foran ham, så havde hun måske umildbart ikke ikke noget imod at han så hende, med mindre hun forventede at han kiggede den anden vej. 
Som hun havde ryggen til ham og havde fronten imod kilden, så kiggede han efter hende og nød egentligt hendes krop. 
Det kunne kun briste eller bærer, og så måtte han tage skraldet, hvis hun absolut ikke ønskede at dele kilden med ham. Det tog lidt længere tid for ham at komme ud af rustningen og tøjet inden under, men han fik det gjort og fulgte efter hende. 

Hun var allerede gledet ned i vandet da han endelig var kommet ud af sit tøj, inden han kunne glide ned i vandet ved siden af hende. Nu kunne han kun vente hendes reaktion, som han lod sig omslutte af det varme vand. Hans blik gled over på hende, og han kunne ikke lade være med at tage sig selv i at nyde udseendet af hendes krop. 

Lyden af en rustning som faldt mod jorden og den efterfølgende lyd af fodskridtene i græsset omkring kilden gik på ingen måde Laurennes opmærksomhed forbi. Nå, så helt sky var han alligevel ikke. Hun havde på ingen måde forventet, at han kunne tage sig sammen til at gøre hende selskab. Yderst spændende. Hun åbnede øjnene en smule, forhåbentlig ikke nok til at han så det, så hun kunne lure på, hvordan han mon så ud under rustningen. Ikke dårligt. Nysgerrigt gled hendes blik længere ned. Slet ikke dårligt! Hun fangede sig selv i at lege lidt med tanken. Det var ikke fordi Valtor ikke ville røre hende, men der var da bestemt noget langt bedre ved at være sammen med en mand, som man faktisk havde reelt lyst til! Nu måtte det jo komme an på, hvad han videre havde tænkt sig at høre. Laurenne trivedes med at føle sig eftertragtet, og det var kun det bedste og mest ivrige mænd, som fik lov at gøre hende mere privat selskab. For en god ordens skyld lukkede hun øjnene igen, han skulle jo helst ikke opdage noget.

Da hun antog, at han efterhånden måtte være helt dækket af vandet åbnede hun endelig øjnene helt.
"Og hvad er det så lige de laver?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Tonefaldet var ikke forfærdet eller anklagende, som man ellers kunne have forventet situationen taget i betragtning. I stedet var det nærmere nysgerrigt. Hun sørgede dog for lige at krydse armene over sin barm, så hun ikke udstillede sig alt for meget, han skulle jo helst ikke tro, at hun var alt for nem.

Hvis de skulle bruge tid sammen, indtil han havde fået hende sikkert til Dianthos, så ville der sikkert komme flere af disse situationer. Selvom hun virkede til at være en kvinde af en vis adelig status, så virkede det ikke til hun gjorde meget for at skjule sin krop, da hun smed natkjolen og steg ned i vandet. 
Det betød måske at hun ikke havde så stor et et problem med at lade sig vise frem. Selvfølgelig var Nao ikke en person, som blot gik og lurede på folk, men det var klart at han var en mand og havde lyster, så det ville næsten være umuligt for ham ikke at kigge, når hun sådan smed tøjet foran ham - desuden så havde kjolen ikke dækket meget af hende.
Nao selv havde ingen bekymringer eller problemer ved at bade sammen med hende, hvis de alligevel var under vandet, så ville det måske være sværere at se hinandens nedre dele. 

Da han selv gled ned i vandet, lod han sine øjne over på hende. Hendes egne øjne var lukkede, som hun nød det varme vand og han kunne ikke lade være med at lade hendes blik glide rundt på den del af hendes nøgne krop som var synlig. Om hun lagde mærke til noget eller ej, kunne han af gode grunde ikke se. Hun var betagende smuk, hendes krop var indbydende og hun havde nogle flotte former, som blikket gled ned ad hende. 
"Jeg tænkte at hvis vi skulle have mest ud af tiden, så ville det være smartest hvis jeg tog plads ved siden af Dem. Jeg håber ikke De har noget imod det" Der var en hvis portion sandhed over det, det ville være smartest at få brugt tiden fornuftigt. Han havde desuden regnet med at hendes stemme og tone ville være anklagende eller forfærdet, over at han havde set hende nøgen, men det var det ikke, så hun havde måske ingen bekymringer om det. 
Nao rykkede langsomt et sæde tættere på hende og beholdt blikket på hende, "Jeg kunne heller ikke undgå at bemærke, hvor smuk De er" 

Han tænkte ikke, at hun ville have noget imod det? Han tog selvfølgelig ikke fejl, men var hun virkelig så forfærdelig nem at gennemskue. Laurenne havde altid brystet sig af at være en ganske dygtig skuespillerinde, men måske hun var faldet i af på den. Hvor forfærdeligt. Men havde han mon turde tage skridtet, hvis han ikke havde gennemskuet hende?
"Hvis jeg havde noget imod det, havde jeg ikke ladet dem gøre mig selskab i vandet til at starte med" Det var nu en sjov tanke, at lade ham stå på græsset, intet tøj til at bevare bare lidt af hans ære, og sikkert ganske skuffet over, at han ikke fik lov at gøre hende selskab. Men hvis han nu fortsatte med at vise bare lidt mod og vilje, så kunne deres lille tur i vandet føre til langt mere underholdning, end et kort grin ville kunne.

Langsomt lod hun armene falde, så de ikke længere dækkede hendes bryst. Der var vist ikke rigtig nogen grund til at lade som om, at hun var nogen uskyldsren ung dame længere, det billede var vist for længst knust.
"Så observant de dog pludselig er" pointerede hun med et let smil. Hun lod ham rykke tættere på, men gjorde ikke selv noget for at formindske afstanden mellem dem. Hun kunne stadig få lige dem mand, hun pegede på, så lige nu var det hans mulighed for at vise, om han faktisk var hendes opmærksomhed værdig. Og så havde hun manglet noget underholdning de sidste mange uger, og hans kamp mod hans, formentlig naturlige, ædle facon var ganske underholdende.

Det havde nok ikke noget at gøre med at han havde gennemskuet hende, men hvis hun havde været utilfreds med hans tilstedeværelse, så ville hun have pointeret det. Hun havde ladet sig afklæde foran ham, selvom hun i forvejen ikke var dækket meget af natkjolen som den havde hængt omkring sig.
Hvis hun ikke havde taget disse skridt, og været lidt mere afslappet i sin væremåde, så havde han nok ikke gjort det på samme måde, men det handlede stadigvæk om at se hende an for at vide om han gjorde noget forkert. 
"Det er sandt" Kom det roligt fra ham, med et lille smil og det var nok den chancen han måtte have taget, for hvis hun virkelig havde ønsket det, så ville han have gjort det. Så måtte han stå på bredden og vente på at hun var færdig, til det blev hans tur.

Det virkede dog ikke til at det var tankerne, som hun løsnede mere op, da hendes korslagte arme forlod hendes barm og bryster og synliggjorde disse. Selvom Nao var af lyset, og skulle vise dette billede ud ad til, så var han også en mand og havde svært ved ikke at lade blikket glide ned ad hende endnu engang, uden at direkte glo, "Det er næsten ikke noget, man skal være observant for at opdage" Det var meget lige til.

Det virkede til at der var en løssluppen stemning i mellem dem, og hun havde gjort det tydeligt klart i sin være måde, at han var velkommen. Da han rykkede tættere på, gjorde hun intet for at modsætte sig dette, men hvor løssluppen var stemningen? Hun ville uden tvivl have gjort en større ting ud af det, hvis hun ikke ønskede hans tilstedeværelse.
"De fortalte at de havde undervurderet turen til Dianthos" Han regnede ikke med at dette var sandt, hun virkede allgievel for klog til dette "Men havde de tænkt Dem at gå til Dianthos?"

Hans blik gled spørgende over på hende, som han havde stilt sit spørgsmål, inden han rykkede tættere på hende og nærmest lukkede det lille stykke i mellem dem. Han mærkede hendes varme, hendes pirrende duft.

Normalt havde Nao ingen problemer med kvinder, men hende her han nu sad ved siden af i vandet, gav ham intet. Han havde ingen idé om hvad hun havde lyst til, hun ønskede ikke at hjælpe ham med at fortælle hvad der var hendt hende op til dette punkt, og derfor følte han sig akavet i situationen.

Nao havde måske håbet at hun havde åbnet sig mere op, eftersom at de havde sat sig i kilden. Hun havde tydeligvis ingen problemer med at han kiggede på hende, at han lod blikket glide ned ad hende. Men at der intet kom fra hende, undrede ham. Nao var ikke en person som blot overrumplede kvinder, men han var da uden tvivl tiltrukket af hende. 

Han kunne godt mærke irritationen over hans spørgsmål, men de var kun blevet stillet for at bryde isen mellem dem, for at komme tættere på grunden til hvad der var sket hende. Men tydeligt passede det hende ikke helt. 
Hendes svar var afvigende, og uden yderelige forklaring. Det var måske heller ikke hans at bekymre sig og eller blande sig i, men sådan en person var han. 

Han blev hevet ud af hans egne tanker, som hun drejede sig og deres ben rørte hinanden. Han kunne ikke lade være med at kigge på hende, som hun rettede sig i vandet. Hævede sig og lod barmen blive fri fra det varme vand. 
Hvis hun blot havde givet ham et bedre indtryk, som nu, så havde hun undgået at han skulle være akavet over hende, fra starten af. Det var måske noget han burde have opfattet, men når var som ham, så ville han gerne have et tegn på at kvinden ønskede det samme som ham. 

"Nej, men nogen gange kan man måske ikke altid opretholde den ridderlighed" Svarede han med et drilsk smil tilbage. Det var lidt det her han havde søgt. Han lod sit ben glide op ad hendes, inden han rykkede ud af sin position og hen foran hende, lænede sig mod hende og kyssede hende grådigt. Blot for at vise, det som hun måske havde søgt efter, at han havde taget for længst.

Det var ikke fordi Laurenne var kendt for hverken at være diskret eller blufærdig. Det var en velkendt hemmelighed at den unge grevedatter var umådeligt løs på tråden. Men nu havde hun rendt alene rundt udenfor, alt for letpåklædt og uden noget videre forsvar, så hun kunne jo ikke kaste sig foran ham og bede ham tage hende, når hun ikke vidste, om han ville hende noget ondt. Hun havde trods alt brændt nallerne på en mand før. Derfor var det også vidunderligt at han forstod hendes hint og tog sagen i egen hånd. Hun var lige begyndt at blive nervøs for, om hun faktisk ville være nødt til at rykke sig hen, så hun decideret sad på skøddet af ham, før han ville gøre noget. 

Hun sukkede mod hans læber, nu kunne hun for alvor mærke, hvor hudsulten hun var blevet, hun var trods alt vant til at være genstand for mænds beundring og nydelsestrang ofte, men det havde der ikke været noget af på det sidste, ergo havde hendes egen nydelse også været groft tilsidesat. Hænderne gik på undersøgelse over hans brystkasse, af alle mænd som kunne have fundet hende, var hun glad for, at det trods alt var en, som var så velbygget og ikke en gammel ridder hvis hest knapt kunne bære ham længere. Langsomt lod hun hænderne glide nedad. Der var vist ikke længere nogen tvivl om, hvor det her bar hen, så hun havde ikke den store lyst til at vente, hun ville mærke ham rigtig. 

Han havde måske ikke været god til at fange de små hints hun var kommet med, men havde de måske være så tydelige? Selvom hun havde afklædt sig foran ham og ikke havde sagt noget til at han havde gjort det samme og sat sig ned hos hende, gav ham ikke den accept for blot at kaste sig over hende. Men nu var barrieren brudt i mellem dem og det som de begge måske havde hungret efter, selvom de ikke havde været i hinandens samvær i lang tid, skulle nu begynde og det kunne Nao ikke andet end at se frem til. Hun var en fantastisk smuk og attraktiv kvinde. Hendes krop stod skarpt i dens former og han kunne ikke vente til at lade sine fingre glide hen over den bløde hud og mærke hende.

Hendes suk imod hans læber, gav ham en accept på at dette var hvad hun ønskede, og måske ønskede det mere end hun selv egentligt vidste. Måske hun hungrede efter mandeligt selskab, hvilket han gerne gav hende. Han lod ikke hendes læber slippe, som han kyssede hende krævende, i mens han mærkede hvordan hendes hænder først søgte mod hans brystkasse og derefter længere ned. Det virkede ikke til at hun ønskede at lade noget trække i lang drag, som hun allerede nu lod sin hånd søge længere ned ad hans krop. Han havde uden tvivl lyst til at mærke hende og give hende hvad hun egentligt ønskede, hvad hun hungrede efter. 
Som hans læber indfangede hendes i et krævende og hungrende kys, lod han sin ene hånd bevæge sig op ad hendes krop for at fange hendes ene bryst og masserede det hårdt, og afventende på hvad hun havde i tankerne. 

Kysset blev brudt, så et nydende støn kunne slippe d over Laurennes læber, da han greb fat i hendes bryst. Endelig. Hun havde sådan manglet en mand, som ville røre hende med den begær og lyst. Hænderne som egentlig var gået på opdagelse ved hans nedre regioner, begav sig opad igen, så hun kunne placere dem på hans brystkasse, som hun let skubbede til, for at få ham til at trække sig tilbage.
"Sæt dig" stemmen var kælen og lysten, hun skulle nok styre tingene, nu han ikke var så dominerende, som hun ellers sædvanligvis søgte i mænd. Men i dag var hans heldige dag, så længe han var bare nogenlunde god at være sammen med, så havde hun tænkt sig at fortsætte, til enten han eller hun ikke kunne mere. 

Hun fulgte med, da han rykkede sig for at kunne sætte sig ned og følge hendes simple ordre. Hun lænede sig frem og placerede sine læber mod hans igen, men kun for en kort stund. I stedet placerede hun en hånd på hans skulder for at holde balancen, mens hun sætte sig på knæ henover hans ben. Hun lod ham ikke trænge op i hende endnu, selvom hun kæmpede mod fristelsen, men lidt skulle han vel også have lov til at bestemme.
Hun greb fat i hans hænder og flettede sine fingre sammen med hans, så hun kunne guide hænderne op med hans bryster, mens hun lænede sig lidt ind mod ham, så hun kunne presse læberne mod hans i et lystigt kys.