Joseph havde været så uheldig at være i en slåskamp. Eller egentlig havde han bare taget imod tævene fordi han ikke havde nogen mulighed for at forsvare sig selv. Han var en splejs og kunne ikke håndtere at slås. Han kunne knytte en næve men det var langt fra sikkert at han ville få et slag ind. Desuden havde de været 5 mod en og hvem ville have en jordiske chance for det at forsvare sig mod det? Han kunne selvfølgelig bruge sin evne men det krævede at der var åbent ild, og det var der ikke lige frem ved højlys dag. det var middag og han havde været i slåskamp i løbet af natten hvor han havde søgt efter arbejde som trækkerdreng. Han ahvde bare mødt de forkerte personer den nat. Selv Dreng havde fået et spark ind så han var faldet omkuld og ind i en mur som han prøvede at forsvare Joseph. Der var heldigvis ikke sket noget med Dreng ud over at han blev bange og lå pibende og prøvede at holde øje med udspillet der blev fuldført foran ham.

Joseph havde et begyndende blåt øje og et hævet andet øje så han dårligt nok kunne se ud af det. Der var højst sandsynligt en blodansamling ved øjet men ikke noget han ville have tjekket ved et healer hus. Han havde et flækket øjenbryn og en flækket læbe a den voldsomme omgang tæsk han havde fået. Han havde fået et par brækket ribben efter at have ligget på jorden og fået tildelt spark ind i mave region og brystkasse.

Han var øm som han sad op af en mur i det øvre by distrekt, et sted han sjældent gik hen da det kun var de fine grupperinger der bevægede sig der, det havde han i hvert fald erfaret. Dreng lå ved siden af ham og var meget opsat på hvad der skete omkring dem som menneskerne gik forbi dem uden at antaste dem. Josephs ellers så pæne og nyvasket skjorte takket være Lilac havde fået et par pæne blod dråber på, og hans ryg sår på ryggen væskede af gult og blodigt efter at have fået tæsk på ryggen også. Hele hans krop gjorde ondt, og han kunne næsten ikke røre sig som han sad med benene op under sig og panden ned i knæene. Han drejede hovedet og kiggede på Dreng som kiggede op på ham med triste hundeøjne. "Det skal nok... Av gå Dreng... Vi har prøvet det der var værre" kom det fra ham og Dreng drejede hovedet for blot at rejse sig og smutte væk fra ham. "Nå ja... Av... Så efterlad mig da!" han drejede panden ned i knæene igen og ømmede sig mere eller mindre hele tiden.

Dreng var gået over til et velkendt ansigt, en pige med en kurv i hånden som Joseph ikke havde opdaget. Pigen havde ikke set Dreng og Dreng satte derfor en pote op i kurven og en pote på pigens skørter bagfra. E lille piben kom fra ham og han gøede kort, det var blot et lille bjæf men et bjæf højt nok til at det ville kunne høres.

Lilac havde endnu en gang taget kurven under armen og var på vej hjem fra markedspladsen efter sin indkøbstur. I dag havde hun ikke det helt store med sig, men blot nogle varer som hendes moder havde sagt, at hun skulle tage med sig. Hun havde været ekstra pligtopfyldende det sidste stykke tid, da hun havde været i problemer efter sin lille bytur med @[Komtesse Lily Fox]. Dog håbede hun på, at hun kunne overtale sine forældre til at købe hende en lille ejendom i Dianthos. Den behøvede ikke engang at være fin og stor, bare stor nok til en enlig pige som hende kunne få hverdagen til at løbe rundt! Hun vidste dog også, at det var meget at bede om, især fordi de ikke rigtig var på god fod længere.

Hendes tanker blev stoppet ide en hund gøede af hende bagfra, og hun kunne mærke en pote på kurven. Blikket blev vendt tilbage og rettede sig nu direkte på nogle meget triste hundeøjne. Det var tydeligt at se, at det var Joeys hund. Hvad søren lavede Dreng lige her? Hvor var Joey? Det fik hun dog hurtigt svar på, da Dreng begyndte at gå væk fra hende igen. Dog kiggede han over skulderen for at fortælle hende, at hun skulle følge med. Selvom hun ikke rigtig var på talefod efter sidste møde med Joey, så fulgte hun alligevel hunden. Der var sært at Joey ikke var lige i nærheden

Svaret på hvordan Dreng var gået uden sin ejer var tydelig, da hun så den sammenkrøbne skikkelse. “Jamen dog,” gispede hun forfærdet og lagde kurven fra sig. Hun satte sig på huk foran den skadede Joey. “Hvad er det sket med dig? Hvad har du lavet? Skal jeg ikke tage dig hen til et healerhus?” Spurgte hun forfærdet og der kom flere og flere spørgsmål ud af hendes mund. Så mange, at Joey ikke ville kunne følge med i sin dårlige tilstand. Hvem havde dog gjort dette mod ham? Hun lagde alle deres stridigheder bag sig og var nu opsat på at hjælpe det svage menneske foran hende.

Egentlig kiggede han ikke op fra sine knæ, end ikke da en velkendt stemme kom hen til ham og stillede en masse spørgsmål. Det var lidt forvirrende, måske han havde fået e hjernerystelse også. Han havde godt nok prøvet at beskytte sit ansigt så godt som muligt, men der var alligevel kommet nogle slag ind. Han havde en smule ondt i hovedet, men det var ikke være end resten af kroppen. Det var til at leve med.

I stedet kom Dreng over til Joey og slikkede ham på hånden der hang hen over knæene. Endelig kiggede han op med sit hævede øje og begyndende blå øje, det ville i hvert fald ikke være særlig kønt om et par dage og han ville nok være ømskindet i et stykke tid endnu. Han var helt rundt på gulvet af de mange spørgsmål så han rettede lidt på sig for at dreje hovedet og kigge den modsatte vej. "Du stiller for mange spørgsmål." mumlede han og blinkede lidt med øjnene så godt han kunne. "Jeg har det fint, jeg skal bare lige.... Av...." han prøvede at rejse sig men krympede sammen i smerte hen over sine knæ på grund af hans ribben. "Skal du til at skælde ud igen... Av, av av... Eller kan du være et normalt menneske?" spurgte han og drejede ikke engang hovedet for at kigge på hende. Han kiggede ikke engag på Dreng der prøvede at få opmærksomhed fra Joey. I stedet sad han og kiggede den modsatte vej og trak vejret i små hurtige ryk. Det var svær at tage en dyb indåndning, men der skulle bare gå nogle dage så var han fit for fight igen. Han vidste bare at hen ikke lige frem skulle tilbage i det Øvre bydistrekt ofr at finde arbejde som trækker dreng.

Lilac forstod ikke den måde Joey agerede på. Selv Dreng tænkte hun var en god nok person at søge hjælp hos, så hvorfor ville han ikke engang kigge på hende, når han talte til hende? Det var hende som havde sluppet alt for at hjælpe ham, men alligevel virkede han mere afvisende end før. Hun kom med et lille utilfredst grynt, men vidste også hun ikke kunne tillade sig at blive alt for irriteret på ham i situationen. Han var i ret dårlig stand og hun var den eneste som var villig til at hjælpe ham. Og hjælp havde han da brug for!

“Joey jeg er kommet for at hjælpe dig, og ikke for at skælde dig ud, så hvad med vi lægger vores stridigheder bag os indtil du har fået noget hjælp,” svarede hun i en alvorlig stemme og lagde blidt en hånd på hans knæ. Han kom med et ryk så hun fjernede den hurtigt igen. Hun vidste ikke om den voldsomme reaktion stammede fra at hun rørte et ømt punkt eller blot fordi kropskontakten mellem dem var så forfærdelig, at han ville skubbe hende væk. “Du bliver altså nødt til at se en healer med de skader. Det kan selv jeg se,” sagde hun og søgte hans blik selvom ansigtet var vendt væk fra hende. Øjnene havde endnu ikke scannet skaderne der, men kroppen så ødelagt nok ud i sig selv. Det var heldigt at Dreng havde spottet hende på vejen.

Dreng var god nok når han så et kendt ansigt eller kunne dufte sig rem til et velkendt ansigt. Nogen gange kunne Joey bare godt fortrydeat have taget så stort et ansvar på sig at have en hund rende efter sig over alt. Han havde jo aldrig bedt Dreng om at gå med ham, Dreng havde bare gjort det og havde ikke viet fra hans side en eneste gang. De var som pot og pande og fandt sig i hinandens selvskab på godt og ondt. Nogen gange havde Joey ondt af Dreng havde så godt et sind som han havde. Han var godtroende og knurrede aldrig af nogen. Han havde et remragende sind hvor Joey kunne være sur og tvær på hele verden og især hans familie.

Han hørte Lilacs ord men drejede ikke hovedet for at kigge på hende. Han lod en hånd køre ind under næsen som også gjorde ondt efter at have fået et par los. Men den var i det mindste ikke brækket om end at han havde blødt lidt fra den og der var en indtørret blodstribe ned imod hans mundvige. "Så du kan... Av. skælde mig ud senere fordi jeg ikke kan... Av... Det samme som dig?" han var bare en simpelt trækkerdreng og tigger. Han kunne intet godt her i verden ud over at være til besvær. Måske var det bare bedre at være på kontrakt på ny. Sælge sig selv som slave i Ribinen. Så havde han da tag over hovedet. Ja nok ville han få tæsk for ikke at gøre tingene ordentligt eller rigtigt, og måske ville der falde et par piskeslag ind, men det var ikke noget han ikke havde prøvet før.
Endelig drejede han hovedet og kiggede ordentligt på Lilac med sit hævet øje og et begyndende blåt. Han kune dårligt nok se ud af det ene øje men han fnøs en enkelt gang. "Jeg skal ikke til nogen healer. Hvordan skulle jeg... Av... Kunne få råd til det?" han havde jo ikke engang tjent nogle krystaller i nattens løb, kun været udsat for en omgang tæsk. Hans prøvede at trække vejret ordentligt når han snakkede, men uanset hvor langsomt eller hurtig han snakkede skar det i brystkassen på ham. Han tørrede sig under næsen igen som så småt var begyndt at løbe efter alt det tryk den havde været udsat for.

Han var simpelthen for stædig selv i den tilstand han var i. Måske var det sådan han kom igennem smerterne på - ved at virke tvær og sur på Lilac, som om hun var medskyldig i hans lidelser. Hun mente ikke at hun havde gjort andet end at fremme hans evner. Prøvet på at hjælpe der hvor hun kunne og give ham et los, hvis han havde brug for det. Det var tydeligt, at han ikke brød sig om at blive skubbet ind i ukendte territorier og faktisk lære noget nyt. Lærenem var han næppe, men villig til at være var han heller ikke. Tvært imod.

“Jeg har aldrig skældt dig ud for ikke at have de samme egenskaber som jeg, men jeg har været irriteret over, at du ikke engang har givet tingene et forsøg. Men nej Joey, jeg kommer ikke til at være efter dig i denne tilstand. Du behøves ikke engang at se mig igen efter vi har fået dig på rette køl,” forsikrede hun ham, selvom hun helst ville se at han kom på rette fod igen. Hun vidste dog også, at det nok ikke ville komme på tale. Ikke hvis de begge stadig havde en lettere barnlig tilgang til tingene. Under andre omstændigheder ville de nok ikke have endt på talefod igen. Dette var dog en nødsituation og Lilac ville hjælpe sin værste fjende, hvis de var så svært tilredt som Joey.

Hun gav ham ret i, at en healer var en dyr affære. Især med alle de skader han havde pådraget sig selv. Ikke engang Lilac havde pengene på sig sådan hun bare lige kunne smide dem væk på ham. Beslutningen blev derfor hurtigt taget. Arbejdet blev lagt over til hende. “Okay Joey du kommer hjem til mig. Jeg kan ikke heale brækkede knogler, men jeg kan i det mindste rense dine sår.” Beslutningen var allerede taget, så hvis han havde noget at sige imod det, var det bare too bad. Hvis hun var i hans sko ville hun være taknemmelig for, at hun tog tid til at lukke ham ind i sit hjem. Han var en smule til besvær nu, men Lilac kunne ikke få sig selv til at efterlade ham. Selvom de ikke var på god fod nu, så så hun ham stadig dybest set som værende en ven.

Var han stadig lidt bitter over den måde de havde sluttet på sidst? I den grad, de var kommet så godt ud af det med hinanden og så bare fordi han ikke kunne sy og hun blev mere og mere irriteret på ham kunne han ikke lade vær med at blive irriteret på hende. Måske var det hans barnlighed der stadig lå i ham. Han var jo aldrig rigtig blevet voksen, der var aldrig nogen der havde lært ham hvordan man var voksen. Som hans kontrakt udløb det sidste sted i sine yngre dage og han søgte hjem, blev han fravalgt. Heller ikke der havde han fundet tryghed og en voksen der kunne lære ham om hvordan livet egentlig var.  Han havde måtte lære det på den hårde måde, finde de nemmeste måder at tjene krystaller på. Gå ind i et fag han ikke engang ville være i, men det var mest for hans egen sikkerhed. Intet var sikkert når man trak på gaden.

"Jeg forsøgte da! Jeg prøv... Av for satan... Jeg prøvede, det er da ikke min skyld at jeg ikke kan.. Av... Sy et par bukser" jo mere ophidset han blev jo hurtigere trak han vejret og jo mere gjorde det ondt. Hvis bare de dumme ribben ikke var trykket ind og brækket, ikke at han vidste at de var brækket, men han vidste at det gjorde pokkers ondt! Han havde virkelig forsøgt at sy de bukser men det havde han jo også gjort forkert. Det var jo ikke fordi han var vred på Lilac hun var god nok på overfladen. Han vidste bare ikke hvordan han skulle takle det at nogen faktisk var sød ved ham. Det var der jo aldrig nogen der havde gjort før!

Han forventede ikke at Lilac ville bruge dyrebare krystaller på ham, han kunne jo ikke engang betale hende tilbage. Han kunne selvfølgelig tilbyde hende seksuelle ydelser men ikke i denne tilstand. Han havde alt for ondt til overhovedet at tænke i de baner. Så en omgang lagngymnastik var helt klart ude for den næste uge. Så måtte han rode i skraldespade for at finde noget mad. "Hvordan ved du at jeg har brækket knogler? Jeg er bare... Av... Lidt forslået" kom det fra ham og kiggede fortsat på hende. Han vidste jo ikke engang om han kunne rejse sig op i denne tilstand. Hele hans krop gjorde jo ondt. Så hvordan havde hun tænkt sig at han skulle gå hele den lange vej til beboelses kvarteret? Kunne hun ikke bare ordne det her. Det var jo ikke endt ud i en rar situation sidst han var hjemme hos hende. Om end at hun havde været så sød ved ham, så havde han bare været et lille barnlig væsen og prøvet at beskytte sig selv.

Lilac vidste godt at hun ikke burde sidde her og diskutere hvad var korrekt og forkert med en mand som knap nok kunne se eller tale. Der var derfor hun lukkede næbet i, selvom hun godt kunne have været kommet med en spydig bemærkning. Hendes intentioner havde altid været at hjælpe ham. Godt nok var hun nogen gange kommet på afveje, men tanken var der da! Selv med de pokkers bukser, så var hendes kritik kun fordi han faktisk gjorde det forkert. Hun havde regnet med, at han ville justere sin fejl og gøre et perfekt arbejde, men sådan gik det jo ikke. 

“Jeg ved det ikke, men det er ikke ligefrem svært at gætte sig til. Så længe du får noget ro i kroppen, så går det hele nok… jeg er alene hjemme den næste uge, så derfor vil du kunne være hos mig i starten af healingsprocessen… jeg skal nok kigge efter dig, hvis du lader mig,” tilbød hun og begyndte nu at prøve på at hjælpe ham op. Han var ikke selv til megen nytte og hun måtte bruge alle sine kræfter for at få ham på benene. Heldigvis var han lidt af en splejs, så derfor kunne hun med nød og næppe få ham op. Armen blev svunget over hendes skulder og hun holdte ham om ryggen. Ribbenene undgik hun dog siden han beklagede sig hver gang han tog en indånding. Det var et tegn på, at der var noget rivende galt.

“Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden her,” forklarede hun og forsatte: “jeg kan ikke bære din vægt alene, så hvis vi får dig hen til mit hus hurtigst muligt, så kan du også lægge sig ned igen,” sagde hun ingen de langsomt begyndte at bevæge sig fremad. Joey klynkede hele vejen, hvilket fik Lilacs hjerte til at synke en smule. Hun havde oprigtigt ondt af ham på trods af, at han kunne være lidt af et pjattehovede. På vejen hørte hun også, hvordan klynkende blev dybere og det lød som om han var ved at give op. Selv havde hun lyst til at trække stikket, men hun bed trætheden i sig og tvang sig selv til at hjælpe ham videre.

Nå ja et brækket ribben eller tre hvad gjorde det. Han havde fået piskeslag og det kunne stadig ses på hans åbne sår på ryggen der bare på ny var brudt op af de mange spark han havde fået der af grupperingen af mennesker omkring ham i nattens løb. Det var kun fordi at de blev forstyrret af lyde de var forsvundet væk fra ham i en hurtig fart. At Joey så havde kravlet hen af jorden og spyttet lidt blod op havde blot givet ham et endnu hårde arbejde. Men alt hans fokus havde været på Dreng det også var gået ud over. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv hvis den dumme hund var kommet til skade og lå døden nær fordi der var sket en større ulykke.

Tænk at hun ville tilbyde ham et sted at være i en HEL uge bare fordi han var kommet en lille smule galt afsted i det finere distrekt af Dianthos. Tanken om noget blødt at ligge på der ikke var et høloft eller i en gyde kunne vel kun være rart. Dog kunne han ikke forstå hvorfor hun skulle være så venlig imod ham. Han havde jo ikke lige frem noget at tilbyde hende der var noget værd. "Ja ja da" kom det fra ham som han hev efter vejret som hun hjalp ham op at stå. Det kostede næsten en tåre at komme op at stå så ondt havde han. han kunne dårligt nok se noget som helst frem for sig, og alligevel havde Lilac valgt at tage sig af ham som det venlige menneske hun nu er. Som hun havde hånden på ryggen af ham kunne han mærke hvordan hendes hånd klistrede sig ind til hans sår og han kom med lidt flere klage lyde, om end at Lilac ville få fedtede fingre af væsker og blod ville hun nok være lige glad, så længe hun kunne hjælpe et menneske der ikke kunne hjælpe sig selv.

Han kæmpede virkelig med at gå i et ordentligt tempo, men det gik lidt langsomt som han gik foroverbøjet og ømmede signæsten for hvert et skridt. Hvorfor kunne intet bare gå hans vej i et roligt og i et ordentligt tempo? Hvis han ikke var kommet galt afsted i nattens løb så ville det sket på et andet tidspunkt. Selv hans vadesæk var blevet sparket væk fra ham, men heldigvis kendte dreng den og havde hentet den og gik nu ved siden af dem med sækken i munden. "Jeg... Av...Skynder mig... Av... Alt hvad jeg kan" kom det fra ham og var ved at knække sammen i knæene som de bevægede sig i et hurtigere tempo end han egentlig selv ønskede det skulle være i. Men han ville ikke være vred på Lilac, hun var et godt menneske, og hun skulle nok komme langt i livet med den indstilling hun havde.

Det var en kamp at få Joey med sig hjem. Hans ben rystede, og hendes ben havde lyst til at gøre det samme, men hun kæmpede sig fremad. Skridt for skridt gik de og hun kunne nu se sig hjem foran sig. Målet var i sigte! Nu skulle de nok klare det hele. Hvis hun bare fik ham ind i huset ville at besvær have givet pote. De sidste meter var dog de sværeste, da de begge var godt kørt trætte. Dreng gik trofast ved deres side og ventede på, at hans ejer kom med inden han løb forud. Lilac fumlede med nøglen til døren inden de kom ind med et brag. Alt Lilacs, vægt og dermed også Joeys, var lænet mod døren, så de kom snublende ind. Dog formåede hun af en magisk årsag at holde dem begge oprejst.

Gæsteværelset lå på stueetagen, hvilket var det mest oplagte sted at tage ham hen. Lagenet kunne altid bare blive udskiftet, hvis der kom skidt på det. Desuden var det også langt mere behageligt for ham at ligge der fremfor at sidde pp en stol eller sofa. Lilac trak mandekroppen med sig og fik langt om længe langt ham ved sengen. De var begge udkørt efter den korte gåtur. Selv måtte hun sætte sig på kanten og tage en puster og strække kroppen lidt ud. “Okay, læg dig så godt til rette som du nu kan. Jeg vil finde en spand vand og noget sæbe,” forklarede hun inden hun forlod rummet. Hun havde gjort hvad hun kunne for at gøre ham godt tilpas. Nu skulle hun tage den hårde beslutning om at påføre ham smerte for sit eget bedste… sæbevand på sår hjalp, men var bestemt ikke en sjov affære.

Lilac sørgede for, at vandet i det mindste ville være halvvarmt eller lunkent. Efter sigende skulle det hjælpe mere end koldt vand, men hun var ikke healer og så ikke en særlig tit fordi hun ofte holdte sig selv udenfor problemer. Hun havde medbragt en klud hun kunne rense sårene med og sørgede for, at det var noget blødt materiale frem for noget ru. Hun kom tilbage til gæsteværelset og så nu på sin skadede patient. “Det har kommer nok til at gøre lidt ondt,” advarede hun inden hun kom over til ham og satte spanden ved hendes side. Okay, nu måtte hun få gjort det rigtigt!

Efter hvad der virkede som timer i smerte og i et langsomt tempo nåede de da frem til destinationen. Uanset om han havde ondt eller ej skulle han nok komme sig. Han havde ikke lige frem prøvet det der var værre, men dette her var slemt nok! Han havde ondt alle vegne kunne ikke se noget ud af sit ene øje og selv ryggen gjorde ondt af de øelagte ar der bare var sprækket op. Havde de personer haft hårde sko på?! Han vidste godt at hans ar ikke var de kønneste og at der aldrig var blevet gjort noget ved dem. Men helt ærligt hvor uheldig havde man lige lov til at være. Bare fordi man trak lidt på gaden i det finere kvarter. De pæne mænd skulle da også tilbydes at få en nat med ham!

Hvad der virkede som en evighed og i et langsomt tempo og i en frygtelig smerte lagde han sig ned, men han kunne ikke strække sig helt ud. Så i stedet trak han benene op under sig i sengen og lagde sig om på siden. Så kunne han da trække vejret nogen lunde ordentligt! Han lå med hovedet ud imod døren og prøvede at trække vejret dybt og sikkert, men det gjorde så pokkers ondt. Han hostede kort men det blev et halv kvalt host da det simpelthen gjorde for ondt i brystet. Han sagde igen ting da hun kom tilbage, og han kiggede bare på spanden og den klud hun kom med. Han blinkede lidt med det ene øje som han nu kunne blinke med.

Han vendte sig om på ryggen og satte benene op som de stod lodret. Han havde ikke engang overvejet at tage sin sko af, tanken om at bukke sig ned og tage fat i skoene var ikke lige frem noget han så frem til. Han sagde stadig ikke en lyd til hende, men kiggede blot på kluden der blev vædet i vandet og så hvordan den kom ham nærmere. Ja ja det var bare en smerte! Denne smerte der lå i kroppen på ham var sikkert meget værre! Han sank en klump der havde sat sig i halsen og han kiggede blot på hende og sendte et halvt hjertet smil.

Lilac lagde godt mærke til det halvhjertede smil, men i det mindste prøvede han da at opmuntre hende - selv i den tilstand han var i. Kluden blev vredet i Lilacs hænder og hun indså nu, at hun ikke kunne vaske hans sår nu hvor han både havde sko og tøj på. “Jeg bliver nødt til at fjerne dit tøj for at komme hen til sårene. Jeg håber ikke det gør noget,” sagde hun beslutsomt. Faktisk var hun ret blufærdig, men når det handlede om situationer som dette, så var der ikke andet at gøre end at ignorere det. Det var jo ikke ligefrem fordi en krop i sådan en tilstand så særlig indbydende ud. Alligevel startede hun let ud ved først at fjerne fodtøjet, hvorefter hun begyndte at knappe skjorten op.

Synet under overraskede hende mere end det burde. Joey havde virkelig fået en omgang tæsk og noget af huden var allerede blevet blå og forslået. Desuden var der også enkle steder, hvor den var slået op hvilket vidnede til personen havde haft nogle hårde støvler på, nok nogen arbejdssko med metal i enden. Det var et forfærdeligt syn og Lilac kunne nu for alvor også se, hvor udsultet Joey reelt set var. Hans krop lignede blot en forvokset teenagers. Havde han nogensinde fået den fornødne kost til at vokse sig stor og sund?

Lilac tog en dyb indånding og kom med et undskyldende blik inden hun trak skjorten helt af og begyndte sit arbejde. Hvis Joey ikke allerede var i smerte, så måtte dette svig som bare helvede. Problemet var bare, at Lilac ikke kunne lade sårene ligge siden der højest sandsynligt ville komme betændelse i dem. “Undskyld, undskyld, undskyld,” gentog hun når hun kunne høre, at hun ramte et ekstra sensitivt sted. Hun havde svært ved at håndtere folk i smerte og Joey var skam ingen undtagelse. Flere gange havde hun bare lyst til at slide kluden i spanden og lade ham ligge. Det var simpelthen for hjerteskærende at høre hans klynk. Alligevel var hun standhaftig og forsatte sit arbejde. Ført rensede hun sårene ved hans brystkasse, så maven og armene. Derefter fik hun placeret ham på maven, sådan hun kunne tage et kig på de gamle ar, som var begyndt at væske.

Fjerne hans tøj?! Betød det også hans bukser? For han havde igen ting inde under bukserne. Han var jo bukseløs! Hvis man lige så bort fra de hullede sorte bukser. Han kunne da ikke smide dem kunne han? Ej det ville være for mærkeligt, men han kunne måske godt se ideen i det, men han orkede ikke at sætte sig op og klare det.

I stedet blev skoene pillet af og han var bange for at bukserne nu blev åbnet for at åbne op for den nøgne hud inde under. Det skete ikke, hun bevægede sig op af og op til hans skjorte. Et lettelses suk kom fra ham og han begyndte at slappe en smule af i den ømme og trætte anspændte krop. Det var i hvert fald bedre end at være så panisk hele tiden, og Lilac var jo sød. Ja, ja de havde begge blevet irriteret og sure sidst, men hun var jo god nok på bunden ikke?! Hun havde trods alt givet ham mad hvor han havde behov for det.

Med møg og besvær ved at dreje sig om på siderne og tage hænderne på ryggen kom skjorten af, og han skammede sig ikke engang over sin udsultede krop. Den manglede mad, og meget af det. Men han havde bestemt ikke tænkt sig om at tigge om at få mad. Han havde levet uden mad i en uge og kun drukket vand fra søerne rundt omkring i nærheden af Dianthos. Så det skulle nok gå alt sammen igen.
Han ømmede sig for hver gang kluden kom hen over ribbenene og han skar grimasser, men han sagde ingen ting. I stedet kiggede han bare på hende ud af det øje han kunne se ud af. Med få mellemrum kiggede han ned på sit brystparti og så de begyndende blå mærker, især ved ribbenene. Langsomt løftede han hånden og lod den køre hen over de blå mærker inden han ømmede sig igen.

Da han blev placeret på maven blev han lidt flov over arene. INGEN havde set hans ar før, ikke engang dem der købte ham på gaden. Lyset var altid slukket og han gjorde det aldrig i doggystyle når han havde bar overkrop. Nej han hadet sine ar, også selvom de var en del af ham. Der fulgte så meget negativitet med sig med de ar. Så var han lige glad med at han ikke vidste at de væskede med rødt blandet med betændelse. "Hvad... Hvad laver... Av... Du?" spurgte han endelig da han prøvede at strække sig ud på maven men det resulterede bare i at der kom tryk på brystet.

Lilac kiggede bekymret på de betændte ar, som hun også så sidste gang de mødtes. De så dog langt værre ud denne gang, og Lilac vidste, at hun burde have behandler dem sidste gang de havde set hinanden… Hun havde dog ikke været mental stabil nok til at gøre det den gang, men denne gang måtte hun tage sig sammen. Hun bed sig en smule i kinden svarede derefter Joey. “De her sår på ryggen Joey… de har akut brug for hjælp og må ikke gå op igen. Det er næsten det, som jeg er mest bekymret for. Hvordan har du fået nogen ar så dybe som disse?” Det var tydeligt at høre, hvor bekymret Lilac var grundet tonelejet. Hun vidste ikke engang, hvad hun skulle stille op med arene udover at rense dem grundigt. Dette måtte gøre mere ondt end dem på resten af kroppen.

Forsigtigt lod hun kluden stryge over den sensitive hud. Hun kunne mærke og se, hvordan Joeys krop stivnede helt, men hun blev ved til trods for, at alt i hende sagde, at hun skulle stoppe. Det tog noget tid før Lilac var tilfreds med sin rengøring af sårene. De væskede ikke helt så meget mere, men stoppe gjorde de næppe. Hun stod og stirrede på dem i nogle sekunder efter alt skridten var kommet væk og hun nu rigtigt kunne studere dem. Hun ville gerne lade fingrene føre op ad dem, men skånede nu alligevel Joey fra det. Det var i stedet bare blikket som borede sig ind i dem.

“Jeg har noget blodmospaste som hjælper med at lukke sår og undgå infektioner… jeg tør ikke lade disse sår gå ubehandlet, men jeg ved ikke om det er den mest optimale løsning. Hvad vil du helst?” Spurgte hun forsigtigt og tænkte over hvilke andre midler hun havde. Måske havde hun noget, som kunne mindske hævelsen ved hans øjne. De brækkede eller bøjede knogler kunne hun ikke gøre noget ved. Det måtte han sove væk og i mellemtiden ville hun tage sig rigtig godt af ham og Dreng.

En lille piben kom fra Dreng som han kom ind i værelset og hoppede op i sengen til Joey. Dreng fyldte mere end han burde, men Joey var glad for at han var der. Også selvom det var en dum hund nogen gange. Men han ville ikke undvære Dreng for noget, Dreng var den eneste grund til at han stadig var i live og havde noget at kæmpe for! Uasnet om han fik mad eller ej, så kom Dreng først. Det var LANGT bedre end en kæreste! Som han ikke engang havde overvejet at få.

"Åh dem... Det er bare... Av for Zaladin!!!!" kom det fra ham og spændte mere og mere i kroppen som kluden blev kørt hen over sårene og de væskende ar. Han havde ikke tænkt sig at sige hvordan han havde fået dem, men han kunne lige så god være ærlig ikke? Hun var trods alt venlig ved ham... "Jeg blev pisket med skarpe ender på min kontrakt det sidste sted jeg var Måske det var pilespidser jeg ved det faktisk ikke" han havde aldrig set pisken som han altid blev bundet op af en stolpe og efterladt grædende og klynkende. Det var bare ikke nogen rar følelse, og han ville helst undgå det for en hver anden tid!

Han vidste ikke hvad Blodmospaste var så han trak lidt på skuldrende af det så godt han nu kunne. "Jeg øøh.. Ved det ikke... Gør som du vil. Jeg er ikke så klog på planter" kom det fra ham og kiggede lidt over på Dreng som puffede til hans ansigt med snuden. "Du burde ikke være her oppe Dreng" kom det fr ham og løftede hånden for at kæle Drengs pote.

Normalt måtte dyr bestemt ikke være oppe på møblerne, men Lilac lavede en undtagelse lige denne gang. Hun vidste godt, at Joey havde brug for Dreng til at støtte ham. Selvom Dreng ikke kunne rense hans sår, så var han lige så essentiel i healingsprocessen som Lilac selv. Mens Lilac tog sig af det fysiske sørgede han for det mentale kom i orden. Det var godt, at Joey havde ham som en trofast følgesvend. Selvom Joey aldrig direkte havde sagt det til hende, så vidste hun godt hvor meget Dreng betød for ham. Han var der sådan han ikke var helt alene i verden.

Ærligt, så vidste Lilac ikke hvad hun skulle sige til Joeys ord. Hvem i deres rette sind ville kunne finde på at piske en anden person? Og så endda ikke engang give dem midler til at tage sig af sårene! Det var uforskammet! Hun blev helt vred på hans vegne, men der var ikke rigtig noget hun kunne gøre. “Det lyder… forfærdeligt Joey,” sagde hun til hans ryg da ansigtet stadig ikke var vendt hendes vej. Hun kørte hånden blidt ned af armen på ham og fangede hans hånd for at kommunikere, at hun var der for ham. Hun regnede dog ikke med, at han havde lyst til at tale mere om det. Hun havde faktisk ikke lyst til at høre mere om den grusomme historie. Hvilket erhverv havde han, som bragte ham ud i så mange problemer?

“Okay. Jeg finder det frem så,” svarede hun efter kort tids overvejelse og gav nu slip på hånden hun havde i hendes egen. Hun begav sig hen mod køkkenet, hvor der i en skuffe lå et helt healerkit som sjældent blev brugt. Normalt gik man blot til en healer frem for at klare skaden selv. Det var dog heldigt, at de stadig havde det støvede sæt. Lilac valgte at tage det hele med hen til Joey og satte sig nu igen på siden af sengen. Hun satte kassen på natbordet og rodede den nu igennem for blodmospasten. “Dette kan godt blive en smule koldt,” sagde hun som advarsel inden hun smurte et tykt lag på de åbne sår.

Joey kiggede fortsat på Dreng og et mindre suk kom fra ham. "Ned Dreng" kom det fra ham og knipsede med højre hånd, for det havde han da lært, og pegede på gulvet! Han kiggede sig kort over skulderen som Lilac sagde noget og han sukkede kort. Det var forfærdeligt ja, men sådan havde hans liv forgået. Hvis ikke det var med pisk så var det en knyttet hånd. Han havde aldrig haft et lykkeligt liv. Kun da hans far levede og det er nu år siden han døde, og ikke engang det havde han fået af vide da han var under sin kontrakt.

"Det er så mange år siden..." arene havde det med at bryde op konstant fordi de aldrig var blevet behandlet på normal vis. Ja han havde da ondt i ryggen på daglig basis på grund af arenes opbrydning i ny og næ for at lukke sig sammen igen. Det var bare ikke nemt at være ren heller. Han badet jo kun i havet, og det var jo ikke forid han kunne blive vasket på ryggen af en eller anden som nu. Han fortrød sin tid på kontrakt, og han fortrød at han ikke var accepteret af sin familie. Han havde valgt at leve som trækkerdreng i Topalis for at hjælpe med økonomien, og ikke engang det havde han fået et tak for. Han havde aldrig fået et tak i hele sit liv, måske det var derfor at han var så paranoid som han var.

Som Lilac bevægede sig ud af lokalet fulgte Dreng med og stirrede efter hende for enden af døren. Han var en nysgerrig hund og stod næsten i veje for Lilac da hun kom tilbage, dog flyttede han sig en smule alligevel. Blot for at vende om og kigge op på Joey og Lilac. Joey drejede hovede og kom med et. "NEJ!" da Dreng skulle til at hoppe op i sengen da han havde sat poterne på kanten. Dreng forstod hentydningen og lagde sig ned lige foran sengen. "Det går nok" da hun smurte Blodmospateen på ømmede han sig kort, men det kølede på en rar måde. En måde der kunne få ham til at slappe lidt af. En følelse af lettelse ramte hans indre. Måske det nok skulle blive godt alt sammen alligevel selvom det gjorde så pokkers ondt i hele kroppen.

Stakkels Dreng. Ja han tilhørte ikke oppe i sengen, men det var da synd, at han blev smidt ned på den måde. “Han må godt ligge i sengen, hvis det gør dig tryggere,” sagde hun så, da Dreng var meget opsat på at springe op igen. Så længe han ikke lå i vejen ville det ikke være det største problem. Det var trods alt en stor dobbeltseng Joey lå i, så der var vel nok plads til en stor hund ved hans side. Mens ordene kom ud af Lilacs mund færdiggjorde hun at smører sårene ind. Det var nok bedst, at han blev ved med at ligge på sin side, indtil det var tørret ind i huden. Eller måske kunne hun forbinde ham, sådan det blev tvunget derind?

Lilac kom frem til, at det nok bare var bedst at han lå i den position han var i nu. “Er du sulten?” Spurgte hun og med det samme ordene kom ud logrede Dreng med halen. Han vidste godt, hvad det spørgsmål ville indebære. Lilac vidste dog ikke om Joey havde en lige så stor appetit eller blot tænkte på sine egne smerter. Måske ville det gøre direkte ondt, hvis han fik et stykke brød ned, men brød, ja det havde han virkelig brug for. Knogler kunne ikke vokse sig ordentlig sammen, hvis man ikke havde en god diæt. Sagen var bare den, at Joey ikke rigtig havde nogen diæt. Han havde normaltvist ikke noget mad. Det kunne hun se på den spinkle, udsultede krop.

Dreng var vant til at blive kortet lidt rundt med. I det mindste havde han en god hørelse og hørte altid efter. Så da Joey knipsede i fingrene hoppede han da også ned. "Nej det er fint. Han skal ikke være i sengen. Han skal ikke vende sig til noget han aldrig kan få" kom det fra ham og kiggede kort på hende. Han havdedet ikke engang godt med at ligge i sengen. Hvor blød og dejlig den endelig var så fandt han det ikke rart. Det var ikke et sted han hørte til. Om end at Azia havde sagt til ham at hun ville hjælpe ham med en bopæl på bordellet hvis han sagde ja til at arbejde der. Det var endnu en ting han ikke havde besluttet sig til endnu.
Hver en fingerstrøg på hans sårbare hud fik ham til at lave ansigter. Han brød sig ikke om den følelse det gav i ryggen på ham, om end at det måske var en hjælp til ham selv. Han vendte sig om på maven og strakte sig helt ud hvilket blot fik ham til at ømme sig.

Mad?! Mad kunne være en god ide. Men han ville ende med at spise hende ud af huset hvis han skulle være her i to uger. Han ville ikke tigge om Mad om end at han var sulten. Dreng logrede lidt voldsommere med halen og bjæffede kort for at kigge på Lilac, men Joey forblev tavs. I stedet kiggede han væk fra Lilac. Hvad skulle han svare? Skulle han sige ja, skulle ham sige nej? Han vidste det ikke. Måske var det bare bedre at tie stille. Hans mave knorrede men han sagde ingen ting. Stilheden kom over dem og det føltes som en akavet stemning som hans mave knorrede videre så det kunne høres. 

Joeys ord satte sig fast i Lilac: “Han skal ikke vende sig til noget han aldrig kan få". Det fik hende til at stoppe hendes bevægelser for et kort øjeblik, hvorefter hun stirrede tomt ud i luften. Troede han ikke på, at han engang ville komme væk fra gaden? En tanke som denne kunne Lilacs lille idealisthjerte ikke tage. Hvis man spurgte hende kunne alle fra gaden finde en bolig - på en ene eller anden måde. Det var en alt for sørgelig tanke, at man blot var fanget på gaden, hvis man blev født ind i det. For at Lilac kunne få sin samvittighed til at blive bedre, så måtte hun tro på, at alle kunne få en chance mere!

“Jeg tror på dig Joey. Det har jeg altid gjort,” svarede hun lavmælt. Så lavt, at han nemt kunne misse det, men hun vidste, at han lyttede til hvert et ord. De gange hun havde prøvet at hjælpe ham før, var hun blevet straffet for det. Det irriterede hende, at han ikke troede på sig selv. Det irriterede ham, at hun havde så meget tillid til hans evner. Det var en dum cirkel, men Lilac stoppede aldrig med, at tro det bedste om sin ven. I den tid de havde været i hinanden selvskab, var hun virkelig begyndt at se ham som en nær ven. Ja, de kunne gå hinanden på nerverne, men alt var ikke lutter lagkage.

Efter hendes spørgsmål om mad fik hun kun et glad svar fra Dreng. Joey, ja han forblev stille, men hans krop svarede for ham. Hun kiggede bekymret på ham. Hans humør var mere skiftende end hendes eget. “Jeg finder noget til dig og Dreng. Så klarer jeg resten efter… medmindre du vil have noget søvn først,” sagde hun og rejste sig op. Dreng var med der samme ved hendes ben, da de bevægede sif mod det velkendte køkken. Hun havde ikke hundemad, så det endte med, at han fik noget af deres kød og lidt andet brød, hvilket han virkede godt tilfreds med. Derefter varmede hun noget suppe til Joey. Var det ikke det man normalt gav syge personer? Suppen var godt fyldt med grøntsager og lidt kødboller. Det var nok fornuftigt, at han fik noget væske indenbords.

Hun satte den varme suppe på en bakke, hvorefter hun tilføjede noget bød med smør på, han kunne få ved siden af. Derudover fyldte hun en kende vand som han kunne have liggende natten over. Bakken tog hun i hænderne og bevægede sig ind til værelset, hvor den sårede mand lå. Hun satte den på sengebordet og satte sig atter på sengekanten. “Til dig,” sagde hun og nikkede til det hun havde taget med.