Regnen styrtede ned, og vinden var kold. Mørket havde lagt sig over hele skumringskvarteret, og der var overraskende nok mange udenfor. Hvorfor blev de ikke bare indenfor, det måtte da være bidende koldt udenfor. Regnen i sig selv, var kold. Gående med lette skridt, kom Yukii gående. Det lange lyserødt hår hang løst, og blodet dryppede fra hendes lyserøde sværd. Sværdet som hun havde fået fra Shiro. Blikket var tomt, som hun betragtede sine tunge skridt igennem regnen, og de mange vandpytter. Der var ingen mimik i hele ansigtet, og hele hendes påklædning var drivvåd. Det var som altid en form for kjole hun havde på, med nogle knæhøje støvler. Hele tøj paletten var sort, med nogle kæder hist og pist som pynt. Bæltet med tilsvarende kæder sad stramt rundt om hendes hofte. Det var der, hendes sværd også plejede at sidde i.

Kursen satte hun hen imod den nærliggende kro, for at se om der skete noget derinde. Selvom blodet dryppede fra sværdet, og panden, så var hun ligeglad. Det havde været et lille blodbad, før hun nu bare gik rundt i regnen med blod fra panden, hænderne  og en smule ved hendes mundvig. Yukii stoppede op lidt længere væk fra kroen. Hun løftede hagen en smule op, og lod de lyserøde øjne langsomt glide ned over bygningen. Det var tydeligt, at høre larm derinde, og der var sikkert også rigtig mange mennesker derinde, og væsner. Hovedet tiltede hun, og lod tungen glide hen over sine læber, for at slikke blodet væk"Shiro..." lod det lavt fra hendes mund, før hun gik tættere på kroen. Men hun gik ikke derind, hun valgte blot at stille sig op ad muren ved døren til kroen. De lyserøde øjne gled ned imod armåndet var Shiro. Hendes elskede, ham hun elskede over alt andet. Selvom hun havde fået et sværd, og armbånd fra ham, så var han død. Hun mærkede vreden og hævnen stige. Hånden om sværdet knyttede hun hårdere, som blodet fra hånden, bare blev endnu mere voldsom. 

Men hun var ligeglad, hun stirrede på armbåndet lidt længere, før hun langsomt løftede blikket op. Hun kiggede rundt i mørket, og skyggerne, og lagde hovedet en smule tilbage. Et lille skævt smil kom frem, som hun slikkede lidt mere af blodet fra mundvigene væk"Bare rolig Shiro, jeg skal nok hævne dig... " lød det lavt fra hende, som hun satte sværdet ned i bæltet på dets plads. Hun rettede en smule på det lange lyserøde hår, som efterhånden havde klistret sig fast til hendes ryg. Hun krydsede armene, og bøjede det ene ben, for at lade foden møde muren. Hun stod lidt mere tilpas på det ene ben nu, og kiggede nærmere rundt. Hele hendes indre var nærmest tomt.. Uden Shiro, hvad godt var der så? selvom hun var en dæmon, som var tiltrukket af mørket, så var Shiro hendes alt, og intet. Hun kunne mærke vreden voksede endnu mere, og hævntøstig det var hun bestemt.

Mørket havde lagt sig over byen og skyerne var nærmest eksploderet med regn, der nu blev sendt ned i voldsomme mængder, men trods det var der stadig mennesker i gaden. Hvem i alverden befandt sig frivilligt ude i sådan et lortevejr uden at søge en eller anden form for ly? Gennem gaderne slangede en skikkelse sig nærmest gennem mængden. Kappens hætte var trukket godt op over hovedet, men den havde ikke hjulpet ret meget, for tøjet under var alligevel blevet vådt. Skikkelsen skyndte at finde vej til kroen for at få en eller anden form for varme og måske et værelse at sove på, når tiden kom, hvis den kom…
 
En mand stødte ind i ham og fik hætten til at glide ned. Selv var han fuldkommen ligeglad med at være blevet stødt ind i, men manden der havde gjort det, fandt sig tilsyneladende ikke i det. Han vendte om og greb skikkelsen i skulderen ”Hey du! Hvem Zalan tror du, du er?” råbte manden. Skikkelsen vendte sig om mod manden med et skævt smil uden at sige noget og trak kappen til side og viste et bælte med både sværd og kasteknive. Som manden igen kiggede op på personen foran ham, var smilet forsvundet. Skikkelsen lænede sig mod manden ”Jeg vil råde dig til at holde din kæft, medmindre du ønsker en smertefuld død… Smut så med dig.” brummede han og trak sig igen væk fra manden, der tydeligt lignede en der enten var ved at skide i bukserne, eller allerede havde gjort det. Skikkelsen var dæmon, bevares så var det ikke nemt at se, da han ikke havde hverken horn eller vinger.
 
Han satte igen retning mod kroen, men da faldt hans blik på en kvinde der stod op ad væggen. Hun så bekendt ud, men han kunne ikke sætte en finger på hvordan han skulle kende hende. Roligt nærmede han sig kroen og han kunne høre hun talte. Især et ord fangede ham, Shiro. Hans gamle kammerat der blev slagtet af dæmonjægere. Denne kvinde måtte være Yukii. Det lyserøde hår, det specielle sværd hun bar rundt på. Et skævt smil kom frem på hans læber ” Hvis du skal have den hævn, så skal du ikke stå her og blomstre.” sagde han og så afventende på hende.  

Stemmen kendte hun, og hun vendte hurtigt blikket på ham. Hvad lavede han her, og hvorfor var han her overhovedet. Det var slet ikke noget hun havde regnet med, og slet ikke troet. Vreden boblede inden i hende, og hun knyttede den ene hånd. Med rolige og langsomme skridt gik hun hen imod ham, og hun fjerende ikke blikket fra ham på noget tidspunkt. Hvor havde hun bare lyst til at stikke ham en knytnæve i ansigtet, men det måtte vente. For det ville sikkert ske senere, for det var hans skyld, at Shiro døde. Hun kunne mærke hvordan hun slet ikke ønskede, at kigge på ham. At han overhovedet var kommet til kvarteret, i mørket fik hende til at skære en utilfreds grimasse. Som hun nærmede sig ham, stirrede hun koldt på ham. Øjnene var kolde, som hele hendes ansigtsmimik var neutral, men man kunne tydeligt se, at hun var rasende. Hun greb fat rundt om kraven på ham med begge hænder.

"Han var din gode kammerat... Du reddede ham ikke engang" sagde hun lavt, som blikket hurtigt gled ned imod sine hænder, som holdte fast rundt om hans krave. Ja hvis bare han havde reddet Shiro, så ville han faktisk være i live. Gid at hun bare kunne genoplive ham, eller se ham igen. Alt det hun ville gøre, for at få et glimt af ham igen. Hun mærkede vreden stige, som hun vendte blikket op på ham. Øjnene borede sig ind i hans, og hun trak en hånd lidt væk, for derefter at give ham en hård og svingende lussing"Det er din skyld Malaketh!! ved guderne, hvor jeg hader og afskyr dig!" råbte hun hårdt, som hun strammede grebet rundt om hans krave. Det var sande ord, selvom hun nok et eller andet sted også var glad for ham. Alt hun faktisk følte lige nu for ham, og tænkte på var had, og hævn. Hun ville også gerne vide, hvorfor han faktisk ikke havde reddet Shiro. Han havde muligheden for det, men gjorde det ikke. Undrende kiggede hun lidt på ham, før hun trak sig lidt tilbage og gav slip på hans krave.

Hun knyttede hånden, og stirrede vredt på ham. Hun følte slet ikke, at hun kunne slappe af lige nu. Regnen ignorede hun som hun ikke fjernede blikket fra ham. Selvom tristheden begyndte at komme frem, kunne hun godt mærke at hun var tæt på at knække sammen, over savnet til Shiro. En følelse af had, savn, og undren var alt hvad hun følte indeni. Det ville sikkert forsvinde, men ikke lige nu"Hvorfor... Hvorfor zaladin reddede du ham ikke, din idiot!!" råbte hun vredt som hun gav ham en knytnæve i ansigtet. Om hun var bekymret for, hvordan han ville tage det. Det var hun ikke, hun var rasende og knust på samme tid. I hendes øjne undrede hun sig også meget over, hvorfor. Var det så han kunne have hende for sig selv. Grunden vidste hun ikke, men efter at have givet ham knytnæven i ansigtet trak hun sig tilbage. Hun vendte ryggen til ham, for at gå hen imod kroen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til ham. Dog spredte der sig et lille smil på hendes ansigt, over at have både givet ham en lussing, og knytnæve. Hvis han ville give hende en, skulle han være velkommen. Med vilje stoppede hun op ved døren til kroen, og vendte rundt for at kigge på ham. Hun krydsede armene, og ventede på hans reaktion og ord.

Malaketh kunne godt se hun var på vej over mod ham, men han flyttede sig ikke det mindste. Et kækt smil bredte sig på hans læber som hun så hvordan vreden lyste i hendes øjne. Endnu en kvinde der hadede ham, perfekt! Som hun kom over til ham og stilledde sig lidt på tæer for at få fat i hans krave, skævede han blot ned mod hende. Det var ikke fordi hun var specielt faretruende på trods af hun stod helt oppe i ansigtet på ham og tydeligt var vred. 

Han fnøs "Redede ham ikke?Er du fuldkommen retarderet kvinde?" svarede han og holdt blikket låst på hendde. Han var fuldkommen afslappet i forhold til hendde, der var fløjet lige i struben på ham og nu stod og holdt fast i hans krave. Han trak på smilebåndet som hun svinede ham til "Mhm, bliv ved. Jeg elsker kvinder der hader mig. Det giver mere at arbejde med." sagde han og holdt smilet fremme. Han kunne nemt hive en af hans knive frem og stikke den direkte i maven på hende, men han vidste at hun blot var sådan her, fordi hun savnede Shiro. Måske ville Malaketh ikke indrømme det, men han kunne også godt savne den idiot en gang i mellem og nu var han borte, dog var han sikker på der var en mulighed for at få ham tilbage... Det var vel bare at finde hans sjæl og så få ham til at besætte en ny krop? Det kunne vel godt fungere? Som grebet blev strammet omkring hans krave hævede han blot det ene øjenbryn. 

Kort skævede han mod den knyttede næve og havde allerede lagt to og to sammen. Han havde lidt på fornemmelsen af den knyttede næve var til ham og den ville blive sendt afsted lige om lidt. Han skulle lige til at svare hende, men fik i stedet knytnæven lige i hovedet. Han skar kort en grimasse og spyttede en blodig spytklat ud på jorden, før blikket igen blev rettet mod hende. Han havde et smil på læberne som han tørrede lidt blod væk fra mundvigen. Han så efter hende som hun gik mod kroens dør og stoppede op for at vende sig mod ham. Han fnøs og rystede kort på hovedet før han gik efterhende over til kroen og skubbede døren op "Gå ind." sagde han og skubbede hende lidt igennem døren og lod den derefter lukke bag dem.

Om Shiro overhovedet ville komme tilbage igen, vidste hun ikke. Lige nu var hun fuld af had, og trist på samme tid. Det var tydeligt, hvor meget hun kunne mærke, at hun manglede Shiro. Det var så tomt uden ham, men på den anden side. Måske hun bare skulle nyde livet lidt, og gøre hvad hun altid havde gjort. Ordene om at han elskede kvinder som hadede ham fik Yukii til at rulle med øjnene. Det overraskede hende ikke, men hun følte heller ikke at hun behøvede at kommentere på det. Hvis han elskede at kvinder hadede ham, var det jo bare sådan det var. Hun hadede ham, men på den anden side, var hun faktisk også glad for ham. Hun forstod det ikke helt, men lysten til at give ham flere knytnæver var stor. Hun var fristet til at give ham en stor ind i ansigtet. Det eneste minus var, at han var højere end hende, så hun skulle stå på tæer for at ramme ham"Pokkers tage din højde..."fløj det ud af hendes mund, som hun tog et kig ned på hendes hånd, der havde ramt hans ansigt.

Der var lidt ømme knuger, men det var klart. Det gjorde heller ikke hende noget, hvis der kom blod derpå. Hendes øjne hvilede sig kort på ham, før hun trådte ind på kroen. Det havde nærmest virket som en ordre fra ham, hvilket hun hadede. Men alligevel var der nok mere hyggeligt derinde, end herude i den kolde regn. Det gjorde hende intet, men inde på kroen var der flere muligheder for at lave kaos, og lidt ballade. Et lille kækt smil kom frem på ansigtet over, at han faktisk havde skubbet hende ind på kroen. Hun kastede kort med det lange lyserøde hår, før hun gik hen til et bord. Hev stolen ud, så manden som sad på den faldt ned. Hun gav tegn til, at han skulle smutte"SÅ Malaketh.. Hvorfor skulle Shiro dø" lød det bestemt fra hende, med de næsten kolde øjne. Selvom der var et smil på hendes ansigt, så ville hun vide det. Hvorfor han ikke bare havde reddet sin kammerat. Var han jaloux, eller var der noget andet i det. Hvor ville hun ønske at Shiro var her lige nu. Et suk forlod hendes mund, som hun lænede sig tilbage i stolen, og krydsede det ene ben over det andet. Armene krydsede hun, som hun lod øjnene falde hen på krofatter.

"Eller var du måske jaloux.. Du kunne ikke have at han havde min opmærksomhed, og kærlighed.. Måske du ville have mig for dig selv" det lød nærmest spydigt fra hende, som hun tiltede hovedet, og vippede lidt på stolen. Blikket vendte hun hen på ham, fordi hun gad da heller ikke stirre på krofatter. Han var en gammel mand, så han var ikke ligefrem spændende at kigge på. Malaketh derimod var pænere at kigge på, og ham kunne hun sagtens nyde at kigge lidt mere på. Før hun hørte hans svar og reaktion, sad hun bare og ventede. Sværdet hang fint i hendes bælte. Armene krydset, selvom hun sagtens kunne vippe lidt på stolen"Katten har vel ikke taget din tunge.. Ellers bider jeg gerne i den" fløj det ud fra hende med et glimt i de lyserøde øjne, og et kækt smil.

Malaketh vidste ikke om der var en måde at få Shiro tilbage, for det krævede trods alt at de fandt hans rigtige form, men hvor den befandt sig, havde han ikke nogen ide om. Desuden ville det nok også være bedre at lade ham være død. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da hun ikke svarede på hans kommentar om hun var idiot og den del med kvinder der hadede ham. Det morede ham at hun var blevet mundlam over den kommentar, for det var blot en indikator på hun også havde en eller anden form for had til ham. Hans blik faldt på hende og han lod en grin undslippe over hendes kommentar ”Det er ikke min skyld du er så lille, Yukii.” sagde han med et kækt smil på læberne.
 
Blikket fandt på nogle af de individer der sad på kroen. Blikke blev rettet imod ham og han trak let på smilebåndet. Han kunne spotte et par der godt kunne være dæmonjægere, men krofatter ville som regel ikke have problemer, medmindre den blev klaret udenfor. Blikket faldt på hende som hun var gået over til et bord og fået en mand til at falde ned af den stol han havde siddet på. Han kom med et suk og gik over til hende og placerede sig på den stol der var fri. Malaketh hævede et øjenbryn som hun stillede ham et spørgsmål ”Det var ikke ligefrem et ønske… Men han burde have lært ikke at flyve i flæsket på tre dæmonjægere. Idioten var i forvejen kommet til skade og så gør han noget så retarderet? Om jeg havde forsøgt at rede ham, så var idioten død.” svarede han og sukkede. Det var sikkert lige meget hvad han sagde, hun ville sikkert altid hade ham for ikke at hjælpe, men han havde ikke et ønske om at dø.
 
Malaleth skar tænder over hendes ord, men sagde ikke noget til det. Hans blod kogte inden i, for det var tydeligt at hun mente han var skyld i hans kammerats død. Hun skulle træde varsomt, medmindre hun ville have en på hovedet. De næste ord der forlod hendes mund, fik ham nærmest til at sparke stolen bagud og sprang nærmest over til hende. Hans ene hånd greb omkring hendes hals og skubbede stolen bagover så de fortsatte til gulvet med et brag. Han sad hen over hende og strammede grebet omkring hendes hals og lænede sig så ned mod hendes ene øre ”Havde jeg været jaloux, havde jeg myrdet ham for flere år siden… Hvis du er så zalans evnesvag, så kan jeg godt fordufte igen og så kan du blive efterladt til dig selv… Igen… Så var din mund før jeg får dig til at holde kæft for altid.” hvislede han ind i hendes øre som han slap hendes hals og rejste sig op og rakte en hånd ned til hende. Folk stirrede på dem, hvilket de hurtigt fortrød som Malaketh kastede et blik ud på de forskellige. Kunne et blik dræbe havde samtlige tilskuere været døde.

Der var helt sikkert dæmonjægere herinde, og andre væsner. Det skulle ikke undre hende, men hun havde ingen interesse i dem. Hvorfor skulle hun også have det, jovist havde hun nok en lille interesse i dem. Men det var kun en meget lille interesse, og det var ikke engang specielt i dem, men mere at dræbe dem, torturere dem, og lignende. Smilet voksede ved tanken om det, for det kunne være ganske interessant, og nok også skabe problemer. Men det var hun ligeglad med, jægere generelt sagde hende ingenting. Desuden var hun mest træt af dæmonjægerne, for de var meget anderledes end de andre jægere. Hun sukkede lidt, for hun vidste godt at det var umuligt at få Shiro tilbage, så hun måtte vel bare acceptere det. Selvom det kunne gå hen og blive svært"Jeg forstår ikke han gjorde det... Jeg kan slet ikke forstå det" hun drak en står af sit krus, og betragtede kort nogle af de væsner som sad herinde på kroen.

Det var nok dumt at gå efter dæmonjægere, de var jo stærke, og havde tit et eller flere beskidte tricks i ærmet. Yukii var glad for, at hun tit havde undsluppet dem, men når hun endelig stødte ind i en eller flere, havde hun altid idéer til at komme væk. Udover det kunne hun også altid komme op med en plan, så hun kunne undgå at blive dræbt og alvorligt skade af dem. Som han pludselig havde sit greb rundt om hendes hals, nåede hun ikke at sige mere. I stedenfor at stritte imod, eller gøre noget sendte hun ham bare et lille skævt smil. De lyserøde øjne gled ind i hans, og hun lagde hendes hænder rundt om hans hænder i et blidt greb. Havde han tænkt sig at gøre hende bevidstløs, eller hvad havde han lige planer om. Hun vidste godt, at hun sommetider legede med ilden, men det var hun ligeglad med, det var sjovt at lege med ilden. 

De landte på gulvet, og hun fjernede ikke blikket fra ham på noget tidspunkt. Som han strammede grebet om hendes hals, spredte hun mundvigene for at bare få lidt luft ind. Det var efterhånden lidt svært at trække vejret, og i stedenfor at sige noget, lod hun smilet vokse på ansigtet"Og hvordan vil du få mig til at holde kæft.. Du kan ikke bestemme over mig Malaketh.. Troede jeg at du vidste" hun holdte fast rundt om hans hænder. Som han så slap halsen, åndede hun næsten lettet ud. Hun havde næsten lyst til at give ham en lussing igen. Men hvad ville det overhovedet nytte. Hånden som han rakte frem imod hende, kiggede hun på. Var han virkelig så høflig, at efter at have haft sine hænder rundt om hendes hals, og fået hendes vejrtrækning til at blive mindste, at han lige nu bare stod og rakte en hånd frem imod hende. Et suk forlod hendes mund, og hun tog imod hånden, for at komme op at stå. Som hun stod oprejst, gik hun forbi ham. Hen til bardisken, hvor der stod to flasker. Det var sikkert til nogle andre herinde på kroen. Men Yukii snuppede den ene flaske, og gik tilbage til bordet. Satte sig ned på den væltede stol, og kiggede på Malaketh"Min vrede skal heller ikke ende med at sende dig i graven... Eller værre.. Savnet er bare stort til Shiro" nævnte hun som hun åbnede flasken, og satte åbningen op til hendes mund.

Malaketh holdt øje med deres omgivelser, for at være sikker på der ikke var nogle af dæmonjægerne der sprang på dem. Ganske vidst ville det også være idiotisk at springe på dem her. Nok var de i hovedstaden, men han var ikke sikker på at byvagterne kom herned lige så tit som i de andre bydele. Ikke han havde lyst til at finde ud af det, for det sidste han havde brug for, var at ende i arresten. Som Yukii sukkede, så han på hende og trak opgivende på skuldrene ”Shiro har altid været lidt overmodig. Jeg er sikker på han gjorde det så du ikke skulle jagtes…” svarede han. Han havde heller ikke nogen anelse om hvorfor Shiro havde handlet som han gjorde, men det var nødt til at handle om Yukii… Ellers ville han aldrig frivilligt dø. Malaketh tog sit glas og tog en stor tår. Han husker det som var det i går at han så sin kammerat løbe direkte i døden. Nok havde Shiro fået slået den ene ihjel, men havde ikke nok energi til at tage de sidste to, hvilket blev hans fald. Nok var han stærk og kunne godt tage dæmonjægere, men de havde altid et eller andet fejt trick de kunne bruge imod den dæmon de nu jagtede. Malaketh havde selv undsluppet et par jægere, dog ikke uden små skader.
 
Smilet på hendes læber sagde alt, men han sendte hende ikke et retur. Hun skulle ikke anklage ham for at ville have hende for sig selv, for det havde på intet tidspunkt været hans ønske. Han havde altid syntes hende og Shiro havde været gode for hinanden, men nu var Shiro væk og hun var sikker på at det var Malaketh’s skyld han var død. Hun havde pustet til de gløder der havde lagt og ulmet i lang tid og nu havde hun tændt ilden i stedet, hvilket var derfor han havde reageret som han gjorde. Grebet omkring hendes hals strammede en sidste gang efter hun havde talt og han slap hende. Hans ord fik ham til at trække på smilebåndet ”Hvordan? Jo ser du… Din tunge er nem at skære ud… Så holder du i det mindste din kæft.” svarede han. Han overvejede det næsten, men han vidste også at hvis Shiro nogensinde kom tilbage, ville han slagte ham for at have skadet Yukii. Han fnøs af hende ”Bestemme over dig? Jeg vil hellere mødes med min søn igen…” kom det så fra ham for at afslutte det sidste hun sagde.
 
Overraskende nok tog Yukii imod hans hånd og han trak hende op og stå, før hun gik op og tog en flaske fra bardisken. Som hun talte, trak han på smilebåndet ”Sende mig i graven? Dig!? Nok har du sikkert fået tips og tricks a Shiro… Men skattepige, du skal huske jeg kan heale mig selv.” sagde han og blinkede til hende. Dog sukkede han som hun nævnte Shiro igen ”Hør… Vi kan blot håbe på at jægerne ikke har hans sande form, for så vil han være i stand til at finde en krop han kan bo i…” sagde han og så på hende. Man havde vel lov til at håbe?

Det gjorde han sikkert, og det var nok det værste ved det. Selvom tanken og handlingen havde været sød, og betænksomt. Ak ja, gid alle mænd var som Shiro. Det ville da gøre alle byer og steder helt perfekte. I stedenfor at overleve med de kedelige og alt for deprimerende mænd. Hvem gad høre på dem og deres pjat, og brokkeri. Det var da alt for udmattende. Det kunne godt være, at nogle kvinder og mænd kunne lide det, men ikke Yukii - langt fra. Sommetider havde Shiro bare været dum, men hun var ikke bedre selv. Hun løftede flasken op til munden, og rullede opgivende med øjnene over Malaketh. Han havde vel sin egen charme, og hvor havde hun slet ikke savnet at glo på hans fjæs. Men det var hun tvunget til lige nu. Hvis han nu bare kunne forvandle sig til Shiro, så havde det da været et bedre syn. Ak ja, hun sad og drømte lidt. Shiro og hans krop, og hvordan Shiro generelt bare var skåret helt perfekt. Der var intet grimt på ham. Malaketh derimod. Yukii kiggede opgivende hen på ham, og lod et lille smil vokse på ansigtet.

"Min tunge er ganske flittig.. Trist at du ikke har oplevet det" det lød nærmest kækt og forførende som hun blinkede til ham. Tydeligt at hun ville have ham til, at tænke i de mere sensuelle og andre baner, end de voldelige nogle. Men det var vel sandt. Hun vidste godt, hvordan hendes tunge skulle bruges, samt hendes krop. Men det betød godt nok ikke, at hun frivilligt tilbød sig til Malaketh. Man skulle da være helt crazy, hvis man ville det. Jovist var han da en ganske nydelig mand, men det var Yukii ligeglad med. Hun kastede sig ikke over ham som alle andre kvinder. Kort rettede hun på det lange lyserøde hår, og lænede sig en smule tilbage i stolen. Hans søn, ja det var rigtigt han havde døtre og sønner. Hun var lidt glad for, at hun ikke havde mødt dem. Det ville sikkert ende galt, måske mest med hans søn, frem for døtrene. Smilet voksede og hun drak en stor tår af flasken i hånden. Heldigvis kunne hun drikke masser af alkohol, uden at blive påvirket. 

Ordene fra ham og at han kaldte hende skattepige fik hende til at sukke opgivende. Hun fjernede dog ikke blikket fra ham, men kunne godt mærke krofatters blik. Man vidste vel aldrig, om Shiro ville finde hans sande form, eller ej. Man kunne vel blive overrasket. Hun løftede et øjenbryn som de lyserøde øjne gled ned imod flasken i hendes hånd"Hvad vil du gøre, hvis han finder os.. Hvis han pludselig står bagved dig" det var mest nysgerrigheden omkring det, som voksede inden i hende. Hvad ville hun selv gøre, hvis Shiro dukkede op. Hun ville slet ikke vide, hvordan hun skulle reagere eller hvad hun skulle sige. Måske hun mest af alt faktisk ville håbe han ville banke fornuft ind i Malaketh, og måske give ham et par slag på hovedet. Men på den anden side, så håbede hun også at hende, Shiro og Malaketh kunne have det sjovt sammen, og hygge sig lidt. Hun tænkte ikke perverse tanker, men mest over det gode og tætte kendskab til hinanden som de havde. Hun lod det brede smil vokse på ansigtet, som hun duftede lidt til whiskyen i hånden.

Malaketh forstod godt hun havde det træls med hvad der var sket, men der var i fortiden og der kunne intet gøres ved det nu. Shiro var død og kom sikkert ikke tilbage, hvis han gjorde ville Malaketh personligt få et hjertestop. Han havde set hvad jægerne udsatte ham for, så der var minimal chance for han kom tilbage, men man vidste aldrig med dæmoner. Han kunne stadig høre de sidste ord der forlod Shiro... At han skulle finde Yukii og beskytte hende med alt han havde i sig, trods Shiro vidste Yukii sagtens kunne klare sig selv, men på samme tid var Malaketh også sikker på hun havde brug for en der kunne sørge for hun ikke fik sig selv myrdet. Nok kendte han ikke hundæmonen helt, men de havde da mødtes et par gange gennem tiden.

Han hævede et øjenbryn og fnøs "Du taler som en skøge... Yderst charmerende. Men jeg tror ikke der ville være løsningen på dine problemmer." sagde han med et skævt smil. Han vidste godt hvad hun hentød til, men som han sagde, så var han ikke sikker på at en tur i kanen med ham ville hjælpe på det. Nok var det fristende, men der skulle mere til end blot vulgære ord, blink og kække smil. Hun kun e få lov at arbejde lidt for det, hvis det i virkeligheden var det hun var ude efter.

Malaketh sukkede og trak igen på smilebåndet da hun talte. Let skævede han over sin ene skulder og rettede da blikket mod hende igen "Først ville jeg formentlig klappe ham en.. Derefter give dig til ham. Så bliver jeg fri for at holde øje med dig." sagde han og lod et kækt smil komme til syne. Ikke at dette skulle forstås som han ikke havde lyst til at være sammen med hende, men han vidste at Shiro og hende var ustoppelige og han ville ikke stå i vejen. Et suk undslap ham dog. Han savnede Shiro måtte han nok indse, men det var ikke noget han ville lade sig påvirke af, for det var fortiden og han kunne ikke gøre meget ved det nu. 

At han kaldte hende for en skøge, eller nærmere nævnte hendes måde at tale på lød som en skøge, fik hende til at sukke lidt. Hun var meget ligeglad med, hvad han tænkte og synes. Men på den anden side, så var hun nærmest også ligeglad med, hvad andre tænkte og mente. Den eneste som nogensinde faktisk havde betydning var Shiro. Men på den anden side, han var her ikke. Malaketh var vel bedre selskab end ingen, og hun havde bestemt heller ikke tænkt sig, at tilbringe sin tid sammen med en eller anden kedelig mand, eller kvinde. Hun rettede lidt på det lyserøde hår, som hun tiltede hovedet. Lyttede til hans ord, som hun fik et lille bredt smil frem"Jeg kan være meget charmerende.. Det ved du vel" svarede hun kort som hun greb fat i kruset foran sig. Drak en stor tår, før hun fjernede blikket fra ham. 

Kort fik hun øjenkontakt med krofatter, men der gik ikke lang tid før hun uinteresseret kiggede væk. Øjnene hvilede sig på Malaketh, som hun lænede sig lidt tilbage i stolen. Hun forstod godt, at han havde lyst til at klappe Shiro en. Hun havde måske selv en lyst til det, men det var kun for at han forsvandt og døde. Hvis han nogensinde skulle dukke op, og stjæle en eller anden krop. Tanken kunne hun godt lide, selvom det nok var umuligt. Hun lyttede roligt til Malakeths øjne, og lænede sig lidt ind imod ham. Det nærmest udfordrende ansigtsudtryk spredte sig over hendes ansigt, som hun godt kunne lide at han blev nødt til at holde øje med hende, selvom det var udmattende"Tror du ikke jeg kan passe på mig selv..." halvt hviskede hun imod hans ansigt, før hun blinkede til ham. Der gik ikke lang tid før hun lænede sig tilbage, og greb rundt om kruset. Betragtede væsken kort, og vidste med sig selv, at hun nok snart behøvede lidt mere at drikke.

Hvis han endte med at være følsom eller ramt af følelser, ville hun uden tvivl drille ham med det. Men lige nu sad hun bare afslappet foran ham, og skubbede nogle af flaskerne på bordet hen imod ham. Om han ville have noget at drikke, vidste hun ikke. Men det skadede vel ikke, at foreslå det. Kort kiggede hun væk fra ham, som hun drak det sidste der var i hendes krus. Heldigvis virkede der stille og roligt herinde på kroen, selvom det hurtigt kunne nå at vende. Det skæve smil voksede på hendes ansigt som hun lod sin tunge glide hen over læberne. Slikkede den gode væske væk, før øjnene faldt hen på Malaketh igen"Så hvad er dine planer.. Hvad vil du" spurgte hun som hun krydsede armene, og lagde det ene ben over det andet.

Malaketh vidste nok i virkeligheden ikke hvordan Yukii havde det med hendes et og alt var død og en af de sidste der så ham, var manden der stod foran hende nu. Jo måske kunne han havde gjort noget, men det havde større sandsynlighed for at tage ham med i faldet og det ønskede han ikke. Om det var det rette at gøre? Formentlig ikke, men han kunne ikke ændre fortiden… Uanset hvor meget han ønskede det. Han hævede let et øjenbryn og nikkede let ”Ja og nej… Jeg har kun set dig sammen med Shiro… Ved ikke hvordan du er alene. Indtil videre er du ikke så slem.” sagde han med et kækt smil på læberne. Ud fra de ting Shiro af og til havde fortalt ham, så havde hun reelt en charmerende og rar side, men Malaketh var ikke helt sikker på det var den side af hende han i virkeligheden var interesseret i.[/i]

Hvis Shiro nu skulle ende med at komme tilbage i en ny krop, hvordan ville de så være i stand til at genkende ham? Det var vel umuligt medmindre de spurgte ham om et eller anden som KUN han kunne vide. Deres blikke mødtes da hun lænede sig ind mod ham og så på ham, som om hun ville udfordre ham. Let lænede han sig også ind mod hende og stoppede da der ikke var mere end nogle få centimeter mellem deres ansigter. Han var så tæt på han kunne mærke hendes ånde mod hans hud, som hun talte. Et kækt smil kom frem på hans læber som trak på skuldrene ”Tror mere Shiro ikke tror på det… Det var trods alt ham der bad mig holde dig i kort snor.” spurgte han og lænede sig tilbage efter hun havde gjort det. Han tog kruset og tømte det.

Han skævede mod flaskerne og hældte noget af indholdet i hans krus. Hvad end det var skulle det nok komme ned, da det ikke havde alverdens virkning på ham alligevel. Han rettede blikket mod krofatter der havde travlt med alt muligt andet på nuværende tidspunkt. Så var der da fred så længe. Blikket rettede sig igen mod hende og han trak på skuldrene ”Forventer du jeg har planer? Jeg har al tid i verden, kæreste Yukii…” sagde han og smagte på hvad end han havde hældt i kruset.