William havde endnu engang fundet vejen frem til Dianthos havn. Han lå i vandet og kiggede op på de mange store skibe og beundrede dem. Så længe det ikke var pirater var han godt tilfreds! Han kiggede lidt frem og tilbage inden han hoppede op på land i bugten af havnen og vendte blikket lidt rundt. Han lagde hovedet lidt på skrå inden han fjernede den magiske halskæde og et skarpt blåt lys kom til syne i bugten. Straks forsvandt hans halefinne og hans røde markeringer på armene. Halefinnen blev til et par lange ben og han trak sin magiske sæk op af vandet da han havde fået ben. Han smed halskæden ned i sækken og trak et par bukser og en skjorte op af sækken. Straks begyndte han at tage det på da han nødig skulle være nøgen når han gik fra Dianthos havn!

Efter han havde fået den hvide skjorte på og de lidt mørke bukser kastede han sækken om på ryggen og kiggede lidt omkring inden han hoppede op af bugten og bevægede sig væk fra Juvelen og ud på landevejen. Han vidste ikke hvor han skulle gå hen så han bevægede sig blot et eller andet sted hen. I sine egne tanker var han nær blevet kørt ned af en vogn og han bandede lidt voldsomt og slog ud med hånden hvor efter han råbte. "SE DEM DOG FOR HVOR DE KØRE!" Han rystede lidt på hovedet og vendte hovedet bagud for at se om der kom flere vogne, men det gjorde der ikke lige frem. Hestevognen standsede og ned trådte kusken. "Tal pænt unge mand de ved vidste ikke hvem der køre i vognen" lød det lettere hårdt fra kusken inden han vendte sig om og trådte op i vognen igen. "Og de ved vidst ikke hvem de taler til!" lød det lettere hårdt fra William tilbage. Hvis folk bare vidste at han var prins. Dog var det de færreste der kunne huske Aquarin efter hvad han havde erfaret

Hvor irriteret han end kunne være, lige så dannet kunne han være når det kom til stykket, og da det endelig så ud til at der ville ske noget sprang han et skridt baglæns. Han kunne ikke finde ud af sin evne, og det var ikke lige frem mulighed for vand lige her. Ikke at det ville hjælpe ham ret meget, efter som han ikke kunne finde ud af sin magiske evne. Men da en kvindelig stemme ramte hans øregange kiggede han nysgerrigt på hende, måske en kende hårdere end han burde, men ikke noget der kunne anes på hans ståsted. "William Zan'jatar Prins af Aquarin" lød det fra ham og kiggede på hende. Han trådte et skridt tættere på hende og hans hårde blik forsvandt til et mere mildere. "Og hvem er De som næsten køre en prins ned? Man skulle næsten tro det brændte et sted" kom det fra ham, selvom han ikke anede om hvordan ild var. Han var trods alt aldrig i nærheden af noget ild. Så hvorfor skulle han tro det brændte et sted når han ikke engang vidste om det var farligt?!

Han trådte et par skridt tættere på men ikke for tæt på, han kunne jo ikke lige frem forsvare sig på nogen måde. Hans trefork lå der hjemme, det var den han var bedst til at bruge som våben, ikke en eller anden evne han ikke engang kunne kontrollere særlig godt. Det havde det med at danne et våben for til sidst at miste sin hårdhed og lande på jorden.

Komtesse? Hvad er en komtesse? Det var første gang han havde hørt den slags ting. Han tænkte sig lidt om og lagde en hånd på hagen. Aldrig havde han hørt noget så latterligt. Det handlede vel bare om hvad der så skulle ske nu. Han ahvde ikke lige rem stået i vejen af kæren, havde han? Han havde da ikke gået midt på vejen havde han? Naaaah ikke hvis han selv skulle mene det. Kom... Komtesse, hvad er det?" han havde virkelig aldrig hørt om det navn før. Måske fordi han ikke havde hørt nogen adlig sige den slags ting før. Faktisk havde han ikke mødt nogen adelige, måske var han bare ikke særlig interessant eftersom at han var en del af Aquarin og ikke mange havde hørt om stedet. "Måske skulle denne Bertrand se sig lidt bedre for, eller ikke have så meget fart på!" lød det meget bestemt fra ham og lagde hænderne over kors. Han havde virkelig ikke noget at forsvare sig med andet end sin egen mund, og det var ikke fordi den var særlig beskidt. Han var trods alt en prins og kunne snakke ordentligt til folk.

Da hu spurgte om hvor han var på vej hen kiggede han fremad hvor han var gået, og så tilbage mod Juvelen og Dianthos mure. For blot at kigge fremad igen. "Jeg... Ved det ikke... Jeg er bare på udorskning. Jeg ser ikke så meget af landjorden" sidste gang han havde været oppe på landjorden havde han fået et grantræ i hovedet, og den søde ældre dame havde hjulpet ham noget så forfærdeligt. Han havde endda lært lidt om krystallerne!

En komtesse var ADELIG?! Nu havde han aldrig! Hvorfor var han ikke blevet belært om dette her?! De lærer nede i Aquarin havde virkelig meget at indhente. De skulle tage og opleve landjorden noget mere i stedet for at have hovedet stukket ned i de gamle pergamenter der alligevel var forældet. "Åh det beklager jeg nådige frøken. Jeg vidste ikke... Mine lærerester har ikke så meget forstand på landjorden som de havde en gang" han bukkede dybt og ærbødigt ved at ligge en hånd om bag ryggen mens han bukkede sig. Aldrig i sit liv havde han forstillet sig at en Adelig nær havde kørt ham ned. Om end at kusken ikke havde gjort det med vilje. Han rejste sig op fra sit buk og rømmede sig kort. "Måske jeg bare gik i mine egne tanker. Beklager hvis jeg var for hård ved Deres kusk" han kløede sig lidt i nakken og hans stemme var beklagende. Det havde jo bestemt ikke været med vilje på nogen måde. Han håbede blot på at hun forstod. Selvom han ikke lige frem havde været den mest høflige.

"Det ville være mig en ære at følge med Dem" svarede han og kiggede på hende. Tænk at han skulle se en adel bolig. Skulle han til at snakke om politik? Skulle han til at gøre reklame for Aquarin?! Skulle han til at være en diplomat og stable noget på benene som han endelig bevægede sig op på landjorden?
Han rettede lidt på sin vadesæk og rakte en hånd frem imod vognen. "Efter dem nådige frøken"

Uvidende? Det var meget muligt. Alt hvad William havde lært nede under havet var ikke det der var sandt. Han prøvede så vist muligt at få alt information til sige som han kunne. Han var som en igle der sugende sig til kroppen på en. Han ville vide ALT der var at vide. Han villle have et helt leksikon hvis det stod til ham. Nogen gange ville han bare ønske at professorerne tog sig tid til at gå op på landjorden og studere den nærmere. De kunne vel altid låne en af de magiske halskæder fra paladset. 

"Jeg må sige at jeg beklager min uvidenhed. Jeg prøver så vist muligt at suge alt til mig på landjorden som muligt" forsikrede han hende om, for det var jo ikke løgn. Han ville bare vide det hele også det farlige. Dog ikke så han kom galt afsted, men han vidste jo ikke bedre. 

Tilgengæld var han lykkelig for at hun ville vise ham noget nyt. Dette Iselinborg. Var det virkelig en borg? Var det et palds? Et palæ? Hvad var et palæ egentlig? Han vidste det ikke men han glædede sig. Så han satte sig ind i vognen med yderst forsigtighed. Han lagde hænderne på knæene for ikke at ridse interiøret med noget som helst. Hans vadesæk lagde han ved siden af sig. "Nej, nej det må de ikke tro nådige frøken. Jeg er bare ikke så heldig når jeg først kommer her op. Hvis det ikke er for et grantræ jeg bliver overfaldet af. Så er det en lille byvagt som vælter mig omkuld og kalder mig en tyv." hvis ikke det havde været for Kastanje Natskygge så var han aldrig blevet bange for at træde ind i Dianthos gader. Hun havde nærmest dat en skræk i livet på ham. For slet ikke at tale om grantræet!!! Hvis ikke det havde været for Hecate Reier så havde han aldrig fået den hjælp han skulle bruge med en ny kæde til hans magiske halskæde der sad rundt om halsen. "Jeg er nok bare en ulykkesfugl når det kommer til landjorden, men det er da klart når alt man har fået lært er forkert!" her troede han at mennesker var lige som piraterne der blev bekæmpet ude på havet når de kom for tæt på Aquarin. Store forfærdelige mennesker der kun ville en ondt, det var jo bare langt fra sandheden!

Selvfølgelig kendte han ikke en adelig når han så en. Han havde aldrig set en. Han havde kun været uheldig når han mødte mennesker, og alligevel var han så nysgerrig når det kom til stykket. Han ville så gerne vide om alt ting omkring mennesker, så der skulle virkelig være en chance for at noget slemt skulle ske før at han ikke ville være en del af landjorden mere. Han søgte landjorden for at få viden. Han søgte landjorden og de mange væsner for at opfange en viden omkring hvordan de levede. Levede de lige som ham, var der fattige og rige, var der en som bare krævede ind uden så meget som at sige tak.

"Jeg beklager Nådige Frøken det gør jeg ikke. Jeg har aldrig været så heldig at møde en Adelig. Jeg tør dårligt nok at bevæge mig i den store by jeg kom fra" kom det fra ham og kiggede ned på sine hænder som solidt stadig var plantet på hans knæ. Han skammede sig en smule, han vidste jo ikke engang hvordan en adelig så ud. Lige nu virkede hende her vældig sød, men var alle adelige det?! "Altså jeg var i den store by da en venlig ældre dame ville have grantræet væk, og jeg vidste ikke hvad det var for et træ. Alligevel tog jeg det som en udfordring og prøvede at hjælpe. Det resulterede i at jeg tabte min halskæde..." han tog hånden op til halskæden for at give tegn på at det var den han mente. "...Snoren knækkede som jeg ville hjælpe og jeg fik en halefinne. Den venlige ældre dame gik til smede og fik denne kæde, og lærte mig om pengene her på landjorden. For det havde ingen fortalt mig om før. EMn straks som hun gik kæmpede mændene med at få grantræet væk, og det væltede nær ned over mig!"

Da hun spurgte om byvagten havde noget at have det i rystede han på hovedet. "Nej, ikke hvad jeg ved af. Altså byvagten undskyldte da også og sagde at hun ledte efter en anden. Jeg havde nær tabt min magiske halskæde!" han sukkede en smule og lod et par øjne glide op af for at kigge på hende.

"Jeg ved ikke så meget om landjorden. Altså min våbenmester Maximillian har to katte, og jeg troede de kunne slå mig ihjel når de blev større. Men Maximillian har sagt op, og jeg står nu uden en våben træner i min magi. Jeg har aldrig set andet end et menneske der ikke var sød, og alligevel får jeg af vide at ikke alle er det. Jeg får af vide at mennesker er frygtelige skæbner som piraterne på havet som Aquarin's krigere bekæmper når de kommer for tæt på grænselandet." startede han ud og kiggede ned på sine hænder. Der var så meget han ikke vidste om landjorden, planter, dyreliv, træer, engle, dæmoner, vampyre, varulve, mennesker, halvdyr. Der var så mange ting han kun havde læst om men aldrig oplevet. "Alligevel er alt i mine professors skrifter forældet og ikke op til dato. Jeg passer mine pligter i paladset, og træner mine færdigheder i min trefork, og min virkelig dårlige magi, men landjorden trækker i mig fordi der er så meget jeg vil lære som jeg ikke ved noget om" hans blik vandrede op på hende og han fik et lidt trist udtryk i ansigtet. Han ville bare så gerne lære alt det han ikke vidste noget om.