2018. Før Renlys ulykke.
Iselinborg.

"Ved du hvordan det vil siges at være sådan rigtig forelsket?" Det var flere dage siden at veninden at sagt det, og stemmen syntes at runge højere, jo flere skridt Rosalie tog hen af gangen der syntes at vare en evighed. Til hver side af hendes hoved hang der billeder; ikke kun af familien med også landskaber og bygninger som hendes farfar havde ment fortjente en plads. Hun havde aldrig rigtig tænkt over det på netop dén måde. Hun havde slet ikke haft tid til overhovedet at overveje sine inderste følelser før det var blevet påpeget hvordan hun var når han var i nærheden. Når han smilte til hende på den der helt særlige måde, der for hende altid bare havde været almindeligt; for smilte han ikke sådan til alle?

Rosalie havde besluttet at konfrontere ham med det; at hvis han drillede hende, eller havde lavet sjov med hende var det på tide at stoppe. De var ikke børn længere. Hun var femten år og så sig selv langt mere som en voksen, selvom hun stadig fik skæld ud, som var hun 4 år gammel, og lige havde knækket grene af en meget dyr busk. Til og med også smurt ind i jord. Hun trak vejret hakkende, da det gik op for hende at hun havde holdt det. Nøddebrune øjne gnistrede let over Mehdi skikkelse der sad fredeligt under et træ. Hendes fingre kradsede mod den lave stenmur og hun skuttede sig en smule og trak den forede kappe tættere om skulderen.

Det var for sent at vende om nu. Rosalie bed sig hårdt i kinden og skubbede sig selv frem og gik ned at de få trapper til haven. Hun nærmede sig forsigtigt og rømmede sig først da hun var helt tæt på. "Må jeg gøre dig selskab?" lød hendes stemme blød og slet ikke fuld af overbevisning som hun ellers havde forberedt sig på. Hvorfor blev hun altid så blød når han var der?

Rosalie kunne ikke på noget tidspunkt forestille sig at Mehdi ikke skulle være i hendes liv. Selvom hun vidste at det var uundgåeligt når han igen skulle tilbage til sin rigtige familie. Nogen gange mærkede hun lysten til at kaste sig i hans arme og bede ham om at blive så længe det var hendes ønske. Det var dybe, men flygtige tanker for den unge komtesse ville aldrig tillade sig selv at synke så dybt; at bede en anden om at blive på grund af hendes forvirrede følelser. Hun var altid i en bitter krig med sig selv, og frygten for at han skulle være ude for hendes rækkevidde skræmte hende mere end hun turde indrømme.

Det var som om at hendes hjerte igen var holdt op med at slå, selvom hun kunne mærke rytmen bag hendes bryst. En lille charmerende rynke viste sig over næsen og tegnede en streg mellem hendes lette fregner da hendes blik mødte hans. De brune øjne var dog milde. Jo tættere hun nærmede sig ham, jo varmere syntes hun næsten at blive; alene af hans tilstedeværelse. Måske havde han en magisk brændende aura. Hun trak vejret roligt og viftede tankerne væk med en usynlig hånd.

Rosalie var ikke kendt for at have familiens bredeste smil, og derfor var de en af de sjældne fordi hun altid så enten alvorlig eller sur ud; som om tusinde af tanker altid manifesterede sig foran hendes kønne øjne. Hun mærkede trækningen ved munden, og hun kunne ikke lade være med, halvhjertet at gengælde hans smil før hun satte sig. “Behøver jeg nogen anden grund?b” Lød hendes stemme. De mørke vinter øjne søgte mod hans.

Rosalie havde besluttet sig for at være i nuet så meget som det overhovedet var hende muligt. Hun var ikke nogen dagdrømmer og tillod heller ikke at hun faldt i det hul. Den eneste der indtil videre havde afledt hende fra sit løfte til sig selv, var Mehdi. Han gjorde det naturligvis ikke med vilje, men derfor havde hun alligevel svært ved at forlig sig med det hele. At nogen skulle have en evne over hende; sårbarheden, glæden og begær?

Hun ville aldrig indrømme at hun blev jaloux når andre så efter ham; når de sendte ham blikke og fniste så man overhovedet ikke var i tvivl om hvor meget af hans opmærksomhed de søgte. Det fik altid Rosalie til at virke ligeglad, og hun trak sig altid hurtigt når de kom hjem så hun kunne slå med sit sværd mod en høballemand, der kun så på hende med døde livløse øjne. Dumme pigebørn; dumme blåøjede, lyshårede pigebørn. Men måske var det dét han ville have? Lydige og smukke ungmøer der ikke satte sig imod? Hun gøs ved tanken.

I stedet vendte hun sit inderste blik tilbage mod Mehdi og mærkede igen den nære varme fra hans tilstedeværelse som altid fik hende til at ville rykke nærmere; som frøs hun. Hun lukkede fingrene på den ene hånd flygtigt, som kæmpede hun for ikke at give efter for behovet og lægge den mod hans. At åbne sit blødende hjerte for hans omsorg. Flygtigt trak smilet sig frem igen, og hendes skuldre, der havde trukket sig op, sank roligt ned og hun mærkede hvordan hun gled tilbage i deres tosomhed.

En anelse forvirret skød et bryn op og hovedet blev lagt små skrå som hun fulgte hans bevægelser. Hun bed sig i kinden og skiftevis gled de brune øjne mod hans hænder og hans ansigt; var han nervøs? Hun holdte vejret igen da et blåt blad kom til syne. “Mehdi..” hviskede hun næsten åndeløs da hun løftede hånden og sporede de fine linjer af bladet med sin finger. Hun tog det og løftede det op mod solen der lige netop skinnede igennem de bomuldslette vinterskyer. “Det er fra en eg” konstaterede hun hurtigt før hendes blik gled op mod det træ de sad under; selvsamme. Hendes kinder blev mærkbare røde, og før hun vidste af det havde hun krydset den afstand mellem dem og pressede sine læber mod hans. Hun var trods alt kendt for hendes spontane handlinger uden tanke.

Det havde taget lang tid for Rosie og Olive at lære Mehdi hvor meget anderledes det var, når han boede hos dem. Selvom Rosie til en start syntes ham som værende en møgforkælet unge, til trods for at han var en del år ældre end hende. Hvornår det hele ændrede sig kunne hun slet ikke i sin vildeste fantasi komme i tanke om, selv hvis hun prøvede. Måske kom kærlighed bare snigende på de mest dårlige tidspunkter? Eller når man var gammel nok til at få det knust?

Men de havde aldrig været uvenner, og sikke et held, da Rosalie slet ikke var særlig sjov at være uvenner med. Både at være benhård og stædig går ikke godt i spænd hvis man håber på en forsoning. Mehdi var eksotisk og hans både at tænke på var anderledes end hendes, som nok også var en af de ting der altid havde draget hende mod ham. Hun følte sig også anderledes.
Hun havde slet ikke tænkt over det; hverken over hvad det ville betyde og konsekvensen af det. Men for en gangs skyld følte hun ikke at hun havde gjort noget forkert, selvom reglerne og etiketterne omkring komtesser var en ganske anden, og man så ikke gerne at deres læber mødte andres end deres ægtemand. Men hun var ligeglad; så forbandede ligeglad med hvad alle andre tænkte og mente.

Han havde ret; hun var stærk og stolt og måske netop derfor havde hun taget det næste skridt videre. Måske for at sikre sig at alt der rumsterede inden i hende måtte have noget sandhed på sig; eller måske fordi at ingen skulle komme og sige at hun ikke tog chancer. Desuden var hans afrejse mod sit hjemland alt for tæt på, det vidste hun.
Kysset var vådt og fugtigt, og uden at de behøvede at sig noget kunne hun mærke alle følelserne, da Mehdi syntes lige så godt om det som hun gjorde. Hendes hjerte slog så stærkt at hun var bange for at det ville eksplodere; men hun ignorerede den hårde følelse og hengav sig i stedet fuldt til øjeblikket. “Mehdi..” hviskede hun, lige så stakåndet som han selv. Hendes slanke fingre fulgte hans kind og let mod hans øre hvor hun blidt trykkede om den bløde ørerflip før den faldt hvile omkring hans talje.

Et stort tilfreds grin nået nu op over begge ører. “Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det..” svarede hun hurtigt efter. Hun lænede sig frem mod ham igen, mere sikkert denne gang og kyssede ham igen; enkle små flygtige kys før hun lagde hovedet mod hans skulder. I den anden hånd knugede hun det blå blad.

Måske var det fordi at hendes familie kendte hende så godt, at det altid var alle andre hun for det meste var efter. Hun søgte ikke ligefrem fjender, men hun kunne af gode grunde ikke gøre for hvis folk var dumme. Da hun var mindre kom hun ofte i karambolage hvis der var nogen der blev drillet. Nu var hun dog så gammel at hun lige akkurat kunne ignorere de fleste ting.

Rosalie havde ikke tanke på søsteren i øjeblikket selvom hun godt vidste at sandheden skulle frem før eller siden. Måske vidste hun det allerede? Olive havde trods alt en alt for god evne til at se længere hen og hun ville uden tvivl vide hvis en af dem løj. Hun ønskede heller ikke at holde noget hemmeligt for sin søster; så ville det være første gang.

De var alene, og der var ikke andre at hverken se eller ane. Hun kunne sænke sit forsvar længe nok til at lade Mehdi sætte endnu mere pris på hende. Hun var ikke altid sådan, men for det meste og derfor havde hun ikke mange tætte bekendtskaber udover sine søskende. Det havde været en frisk brise også at mærke at en anden syntes om hende; og så på en så helt særlig måde som nu.
Hans smil kunne næsten ikke blive større, og det fik Rosalie til at smågrine igen. Han så virkelig dum ud, men på samme tid også stadig lige så charmerende og betagende som altid. “Ja? Du syntes ikke det var for frembrusende?” lød hendes stemme, på kanten af usikkerheden da hun løftede hovedet igen så hun kunne se ham i øjnene.

Hun stak en albue i siden på ham. “Udfordre du mig, Kazimi?” spurgte hun med sammentrukket bryn i en let grimasse; ikke af arrighed men af et galoperende mod der samlede sig. Hun sprang hurtigt op. “Ingen hest er hurtigere end Phae!” meddelte hun som så mange gange før. Måske kunne de ride væk og finde et endnu mere aflukket sted.

Mehdi var nem at være sammen med, alene hans tilstedeværelse gjorde hende mere rolig. Hun fortalte ham det ikke nok, hvis hun nogensinde havde gjort det. Selvom dette skrøbelig øjeblik ville være deres alene vidste hun ikke hvad det ville betyde for fremtiden; for dem.

Hun lo igen, det var pludselig nemt for hende. Hvor hun før kunne være tvær, brusede glæden pludselig ud af hende, som havde hun holdt det inde alle disse år. Hendes brune øjne søgte hans og let dvælede deres blikke mod hinanden. “Nej..” erkendte hun endeligt efter at have været en anelse tavs. Det ville det vel ikke; hun havde aldrig forsøgt at rette sig ind og ville ikke til at gøre det nu. Hendes hånd fandt hans, og hun gav den et lille klem før stemningen langsomt ændrede sig.

Hun lo igen, storsmilende så hun ned på ham, som han lod som om at han var blevet såret. Hun lagde hånden mod hjertet. “Jeg vil vædde med at den eneste grund til at du taber, er fordi du har nydt at se mig bagfra” skød hun hurtig frem uden at rødme. Hun ville kun tage det som en kompliment hvis det var rigtigt. Selvom Phaenna virkelig var en utrolig hurtig hest.

Hånden blev lagt mod hans, og i små kærtegn gled hun den hen over hans håndryg. Hun lukkede til sidst sine fingre om hans og trak ham insisterende med over i stalden hvor begge heste hilste dem med et nik med hovedet og et par frisk. Utålmodigt dansende de i hver deres bås; de vidste godt at de nu skulle luftes.

De var vist begge lige forkælet, selvom man ikke altid kunne se det på dem. Der fandtes værre mennesker derude et sted som man slet ikke ville kunne komme rigtig ind på, og som ikke havde noget til overs for dem der lå under dem. En sådan følelse havde hun ikke af Mehdi, selvom ingen af dem glemte hvem de var og hvad de repræsenterede. Den rubinske adelssøn havde været et varmt pust, og Rosalie kunne stadig få en varm følelse i maven over hvor taknemmelig hun var over at det netop var lige her han var blevet sendt hen.

Alle havde vist nydt godt af hans tilstedeværelse, hvilket også bare ville gøre afskeden hårdere når den indtraf. Rosalie gjorde sit bedste for ikke at tænke over det, og ville i stedet nyde den nye tid de gik i møde sammen; hvad end det kys så betød kunne de ikke gå tilbage til hvordan det var før.

Rosalie lo og sendte ham et hævet bryn. Hun havde intet imod det, og nød den åbenlyse kompliment der lå i hans ord. Hun trak let i tøjlerne og ledte Phaenna ud af pladsen og ud mod de åbne enge. Han kunne ikke se det, men de brune øjne vendte sig mod himlen af hans sang; hun var smigret og morede sig til dels over hans humør. Det smittede af, og hun fortsatte hans sang, dog med en mere velkendt melodi.

Det tog dem ikke lang tid på hesteryg at nå den nærliggende skov. Hun kunne stadig se de pile hun havde skudt i de store tykke stammer der ville lede hende hen til den lukkede del af skoven. Hvis hun huskede rigtigt skulle den hule hendes søskende havde bygget stadig stå der, og forhåbentligt være tør for den resterende regn der havde været for et par dage siden. Hvis de var heldige ville solen unde dem lidt sol. Hun trak i tøjlerne på hesten, der fik hoppen til at stoppe så hun kunne hoppe ned.

Rosalie ville heller ikke give frivilligt slip på ham, og selvom hun vidste at dagen var tættere på nu end nogensinde før så håbede hun alligevel at der ville ske et mirakel så de kunne få mere tid sammen. Særligt nu hvor det var helt anderledes; hvordan skulle hun nogensinde kunne tage afsked med ham nu? Ingen vidste hvad livet ville sende efter dem men hun mærkede frygten lurer.

Rosalie vendte sig om med et bredt smil “Ja, den har Renly, Olive og jeg bygget for mange år siden. Nu er det kun mig der vedligeholder den” svarede hun og vendte blikket mod de store stammer og nedfaldne grene der lå som beskyttelse rundt. Havde det ikke været for et par sammenfaldet træer, havde de næppe kunne gøre brug af det og så var det ikke blevet til andet end en trekant, men hulen de havde bygget lignede nu mere en firkant, fanget mellem to træer på kryds af hinanden. Greb var blevet brugt til at holde det hele sammen, og midt inde lå et par tæpper og skind som stadig var brugbare.

Hun fulgte han roligt, klemte blidt et par gange om hans hånd, som skulle hun være sikker på at han stadig var der, og ikke ville gå fra hende. Da de nået kanten af vandløbet stoppede hun op. “Jeg er den eneste der kommer her, og hvis du på et tidspunkt ikke kan finde mig hjemme på borgen..” forklarede hun og skævede imod det rustikke lille hus.

Det var som om andre ting havde overtaget de fjollede lege, og i stedet var det hele blevet så alvorligt. Selv så Rosalie ingen af sine brødre og søstre som konkurrenter, fordi hun udmærket vidste at hun nok af alle ville blive en dårlig Hertuginde; derimod ville hun fungere bedre som rådgiver hvis noget. Men det var aldrig meningen at hun skulle blive på Iselinborg resten af sit liv; det håbede hun ved Isari ikke.

“Stormvejret har hjulpet en del, hvis ikke nogen af træerne var faldet selv, ville det se noget tyndt ud” svarede hun let og ville slet ikke overvejede hvad de ville have gjort, hvis overhovedet noget. Naturligvis kunne man meget med reb, men ingen af børnene havde så vidt hun vidste magten over planter eller træer; selvom det ville have været nyttigt.

“Jeg træner her også, for at finde ro. Så det kan man godt sige” Medgav Rosalie der ellers ikke ofte fortalte andre hvor hun befandt sig når hun havde brug for ro; men Mehdi måtte gerne vide det. Hun mærkede et let sug, over hans fingre mod sine. Det føltes så naturligt; var det sådan det var at være rigtig forelsket?

Hun blinkede let og drejede hovedet op mod hans ansigt. “For det meste nyder jeg det, men jeg ville ikke afslå lidt selskab” Hendes stemme var blød som hun lænede sig ind mod det lette kys. Hun klemte om hans hånd igen før hun blidt trak ham med over mod hulen hvor de snildt kunne stå oprejst. Hun løsnede dog de øverste knapper og lod kappen falde mod deres bløde underlag før hun satte sig.